Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver journalist, historiker og forfatter til Genforeningen 1920, Augustoprøret 1943 og Oktober 1942, Simon Ankjærgaard, et bud på.
Jeg tænker tit på, hvor privilegeret, jeg egentlig var som barn og ung. Altid omgivet af bøger og slægtninge, der gerne ville fortælle om deres fortid. Så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg elsket historie, læst historie, fortalt historie(r). Historie som fortællingen om det skete og det oplevede har altid fulgt mig – og jeg har altid velvilligt fulgt med.
Hvad skal vi med historien? Spørgsmålet kom fra Tina Marie Kragh Jensen, min pressekonsulent på Lindhardt & Ringhof, som er det forlag, jeg er i stald hos, og hvor mine historiske værker udkommer. Det var jo klart nok derfor, jeg fik spørgsmålet; hvad skal vi med historien? Underforstået (forestiller jeg mig); hvorfor skriver og taler jeg om historie – og hvorfor udgiver Lindhardt & Ringhof stadig historiske værker, herunder indtil videre tre skrevet af mig?
Det første, der faldt mig ind, var ret simpelt; historie er fascinerende, historie er spændende, historien er fuld af dramatik, tilfældigheder, kyniske manøvrer, skurke og helte. Men historie er jo meget mere end det. Historie handler om sammenhænge og mønstre; store og små bevægelser. Historie er tidevand, der stiger og falder. Der er en eller anden form for rytme, som vi kan aflure, hvis vi dykker ned i historien.
Er det det samme, som at vi kan forudsige situationer og dermed forhindre katastrofer, krige, konflikter, konkurser og andre kalamiteter? Nej, sådan hænger det nok ikke sammen 1:1, men det er en pointe – i hvert fald som jeg ser det – i at akkumulationen af historie, den samlede bagage af oplevelser, hændelser, perioder, mønstre, synergier og sammenhænge gør os i stand til at sammenligne dét, der sker lige nu, med noget, der skete tidligere. Eller; det burde vi være i stand til.
Jeg har arbejdet en del med krig, konflikt, undertrykkelse og forfølgelse, blandt andet nazisternes holocaust i forbindelse med mit værk om tyskernes jagt på de danske jøder i oktober 1943, og når jeg holder foredrag eller på anden måde taler om emnet, så gør jeg et ret stort nummer ud af de erfaringer, minder, øjenvidneberetninger, som vi sidder med og som burde gøre os bedre i stand til at identificere, når vi vandrer mod mørket endnu en gang; når systematisk undertrykkelse finder sted, når et folk bliver umenneskeliggjort, når forfølgelse nærmer sig folkemord. Advarselslamperne blinker, men det er desværre ikke det samme, som at vi kan forhindre eller forebygge.
Såvel fortiden som nutiden og fremtiden har sin egen dynamik, sine egne bevægelser, sin egen logik – og det betyder desværre, at vi nogle gange er henvist til at være vidner til en eller anden form for gentagelse eller genopførsel af noget, vi har set tidligere, og som vi troede, vi aldrig ville se igen. Det kan føles som at være vidne til en voldsom togulykke, man oplever i slowmotion, men ingen chance har for at forhindre.
Simon Ankjærgaard. Foto: Lene Vendelbo
Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 var jeg meget i modvind på min klassiske påstand om, at vi skal beskæftige os med historien, så vi undgår at gentage den. Den russiske angrebskrig virkede jo præcis som en gentagelse af tidligere tiders erobringskrige. Og jeg måtte nå den erkendelse, at vi i Vesten med vores liberale demokrati og vores kapitalistiske markedssystem ikke alligevel havde vundet verden, da Muren faldt, Sovjetkollossen kollapsede og lande tidligere i lænker blev gjort fri – og nye lande opstod. Jeg måtte erkende, at freden ikke endegyldigt var kommet til verden, ja ikke engang til vores del af verden. Jeg måtte erkende, at freden var undtagelsen, krigen reglen.
Så: Historien fortæller os om de store sammenhænge, men kan også bruges som en prisme, vi kan se vores samtid igennem. Som en forklaring på fænomener, der sker lige nu og her. Et andet konkret eksempel uden at fænomenerne og perioderne kan sammenlignes 1:1: 1920’ernes hyperdemokratiske Weimarrepublik og det frisatte kulturliv i Berlin blev erstattet af den totalitære nazistats brune mørke og taktfaste støvletramp.
Følelsen af at have vundet verden, og at liberalismen havde sejret, er i dag blevet mødt af nationalkonservative og populistiske modbølger. Jeg vil gerne gentage: Jeg siger ikke, at vi i Vesteuropa er på vej ind i diktaturets tid, men jeg siger, at en bølge modsvares af en bølge, der flyder den anden vej. Som tidevandet. Efter flod kommer ebbe og omvendt.
Et andet helt centralt aspekt ved historieformidlingen er, at historien fortæller os om os selv; hvad der har formet os, hvem vi er. Som mennesker, som europæere, som danskere, som fædre og sønner, mødre og døtre. Vi er et produkt af historien. Den store historie, den nære historie, egne beslutninger og andres beslutninger. Også derfor er den vigtig – ja, helt central. I et historieløst samfund er vi ingenting.
Et tredje og sidste aspekt – og noget, som jeg dyrker bevidst og indgående i min måde at arbejde med historien på – er den historiske aktør. Individet. Personerne. Ansigterne på historien. Det er en måde at give historien krop og sjæl, hjerne og hjerte. Og gøre den identificérbar og relevant for mine læsere og lyttere.
Historien er nemlig også en svimlende dans mellem de store mønstre, bevægelser, sammenhænge og dynamikker og så de mennesker af kød og blod, der lever igennem den, herunder de mennesker, der er med til at drive historien frem. De store helte, de store skurke, de store statsledere, de store diktatorer, fritænkerne, opfinderne, de revolutionære, de reaktionære – og dem, der ændrede historien ved et tilfælde.
Historien skal favne det hele og dem alle. Og historien skal dyrkes, analyseres, formidles, udfordres og aldrig nogensinde tages for givet.
Oktober 1942
Oktober 1943 er en rigt illustreret bog om natten mellem 1. og 2. oktober 1943, hvor slog tyskerne til mod de danske jøder. Aktionen blev startskuddet til en dramatisk, nervepirrende og følelsesladet måned, hvor ca. 7.000 jøder flygtede til Sverige.
Men lige under 500 slap ikke væk i tide, og i Theresienstadts mørke indre.
I bogen fortæller Simon Kratholm Ankjærgaard om perioden under den tyske besættelse af Danmark. Han folder minutiøst begivenhederne ud og følger en række historiske skikkelser, der på hver deres måde er centralt placeret midt i begivenhederne.
Aktionen mod de danske jøder har fået et ikonisk skær – hjemme såvel som i udlandet – og er blevet fremstillet utallige gange. Simon Kratholm Ankjærgaards greb er dog unikt; han træder ind i historien på samtidens præmisser og fortæller om begivenheder og deres konsekvenser på både kort og lang sigt.
Den 29. august 1943 var det definitivt slut med den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvor interneringen af den danske hær og sænkningen af den danske flåde har stået som ikoniske eksempler på sammenbrudet.
I virkeligheden var samarbejdspolitikken dog allerede under pres i måneden op til, da der bredte sig en bølge af folkelige protester i hele Danmark.
I Augustoprøret 1943 fortæller Simon Ankjærgaard om den skæbnesvangre måned, hvor danskere i hele landet – ikke kun i hovedstaden – satte sig op mod besættelsesmagten.
Bogen er baseret på omfattende arkivresearch og er rigt illustreret.
I Genforeningen 1920 fortælles en af de vigtigste begivenheder i nyere dansk historie, nemlig Sønderjyllands genforening med resten af det danske rige.
Bogen skitserer det følelsesladede og nervepirrende politiske drama, som i kølvandet på Første Verdenskrig muliggjorde de afstemninger, der i sidste ende førte til det danmarkskort, vi kender i dag.
Samtidig følger bogen en række nøglepersoner, der hver især kæmpede for, at Sønderjylland igen kunne blive dansk.
Du kan købe Genforeningen 1920 online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver journalist, historiker og forfatter til Genforeningen 1920, Augustoprøret 1943 og Oktober 1942, Simon Ankjærgaard, et bud på.
Jeg tænker tit på, hvor privilegeret, jeg egentlig var som barn og ung. Altid omgivet af bøger og slægtninge, der gerne ville fortælle om deres fortid. Så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg elsket historie, læst historie, fortalt historie(r). Historie som fortællingen om det skete og det oplevede har altid fulgt mig – og jeg har altid velvilligt fulgt med.
Hvad skal vi med historien? Spørgsmålet kom fra Tina Marie Kragh Jensen, min pressekonsulent på Lindhardt & Ringhof, som er det forlag, jeg er i stald hos, og hvor mine historiske værker udkommer. Det var jo klart nok derfor, jeg fik spørgsmålet; hvad skal vi med historien? Underforstået (forestiller jeg mig); hvorfor skriver og taler jeg om historie – og hvorfor udgiver Lindhardt & Ringhof stadig historiske værker, herunder indtil videre tre skrevet af mig?
Det første, der faldt mig ind, var ret simpelt; historie er fascinerende, historie er spændende, historien er fuld af dramatik, tilfældigheder, kyniske manøvrer, skurke og helte. Men historie er jo meget mere end det. Historie handler om sammenhænge og mønstre; store og små bevægelser. Historie er tidevand, der stiger og falder. Der er en eller anden form for rytme, som vi kan aflure, hvis vi dykker ned i historien.
Er det det samme, som at vi kan forudsige situationer og dermed forhindre katastrofer, krige, konflikter, konkurser og andre kalamiteter? Nej, sådan hænger det nok ikke sammen 1:1, men det er en pointe – i hvert fald som jeg ser det – i at akkumulationen af historie, den samlede bagage af oplevelser, hændelser, perioder, mønstre, synergier og sammenhænge gør os i stand til at sammenligne dét, der sker lige nu, med noget, der skete tidligere. Eller; det burde vi være i stand til.
LÆS OGSÅ: “Det var et mirakel, der skal hyldes og forstås. Simon Ankjærgaard om jødernes flugt i 1943”
Jeg har arbejdet en del med krig, konflikt, undertrykkelse og forfølgelse, blandt andet nazisternes holocaust i forbindelse med mit værk om tyskernes jagt på de danske jøder i oktober 1943, og når jeg holder foredrag eller på anden måde taler om emnet, så gør jeg et ret stort nummer ud af de erfaringer, minder, øjenvidneberetninger, som vi sidder med og som burde gøre os bedre i stand til at identificere, når vi vandrer mod mørket endnu en gang; når systematisk undertrykkelse finder sted, når et folk bliver umenneskeliggjort, når forfølgelse nærmer sig folkemord. Advarselslamperne blinker, men det er desværre ikke det samme, som at vi kan forhindre eller forebygge.
Såvel fortiden som nutiden og fremtiden har sin egen dynamik, sine egne bevægelser, sin egen logik – og det betyder desværre, at vi nogle gange er henvist til at være vidner til en eller anden form for gentagelse eller genopførsel af noget, vi har set tidligere, og som vi troede, vi aldrig ville se igen. Det kan føles som at være vidne til en voldsom togulykke, man oplever i slowmotion, men ingen chance har for at forhindre.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 var jeg meget i modvind på min klassiske påstand om, at vi skal beskæftige os med historien, så vi undgår at gentage den. Den russiske angrebskrig virkede jo præcis som en gentagelse af tidligere tiders erobringskrige. Og jeg måtte nå den erkendelse, at vi i Vesten med vores liberale demokrati og vores kapitalistiske markedssystem ikke alligevel havde vundet verden, da Muren faldt, Sovjetkollossen kollapsede og lande tidligere i lænker blev gjort fri – og nye lande opstod. Jeg måtte erkende, at freden ikke endegyldigt var kommet til verden, ja ikke engang til vores del af verden. Jeg måtte erkende, at freden var undtagelsen, krigen reglen.
LÆS OGSÅ: Historien om Danmarks skæbnesommer. Interview med Simon Ankjærgaard om Augustoprøret 1943.
Så: Historien fortæller os om de store sammenhænge, men kan også bruges som en prisme, vi kan se vores samtid igennem. Som en forklaring på fænomener, der sker lige nu og her. Et andet konkret eksempel uden at fænomenerne og perioderne kan sammenlignes 1:1: 1920’ernes hyperdemokratiske Weimarrepublik og det frisatte kulturliv i Berlin blev erstattet af den totalitære nazistats brune mørke og taktfaste støvletramp.
Følelsen af at have vundet verden, og at liberalismen havde sejret, er i dag blevet mødt af nationalkonservative og populistiske modbølger. Jeg vil gerne gentage: Jeg siger ikke, at vi i Vesteuropa er på vej ind i diktaturets tid, men jeg siger, at en bølge modsvares af en bølge, der flyder den anden vej. Som tidevandet. Efter flod kommer ebbe og omvendt.
Et andet helt centralt aspekt ved historieformidlingen er, at historien fortæller os om os selv; hvad der har formet os, hvem vi er. Som mennesker, som europæere, som danskere, som fædre og sønner, mødre og døtre. Vi er et produkt af historien. Den store historie, den nære historie, egne beslutninger og andres beslutninger. Også derfor er den vigtig – ja, helt central. I et historieløst samfund er vi ingenting.
Et tredje og sidste aspekt – og noget, som jeg dyrker bevidst og indgående i min måde at arbejde med historien på – er den historiske aktør. Individet. Personerne. Ansigterne på historien. Det er en måde at give historien krop og sjæl, hjerne og hjerte. Og gøre den identificérbar og relevant for mine læsere og lyttere.
Historien er nemlig også en svimlende dans mellem de store mønstre, bevægelser, sammenhænge og dynamikker og så de mennesker af kød og blod, der lever igennem den, herunder de mennesker, der er med til at drive historien frem. De store helte, de store skurke, de store statsledere, de store diktatorer, fritænkerne, opfinderne, de revolutionære, de reaktionære – og dem, der ændrede historien ved et tilfælde.
Historien skal favne det hele og dem alle. Og historien skal dyrkes, analyseres, formidles, udfordres og aldrig nogensinde tages for givet.
Oktober 1942
Oktober 1943 er en rigt illustreret bog om natten mellem 1. og 2. oktober 1943, hvor slog tyskerne til mod de danske jøder. Aktionen blev startskuddet til en dramatisk, nervepirrende og følelsesladet måned, hvor ca. 7.000 jøder flygtede til Sverige.
Men lige under 500 slap ikke væk i tide, og i Theresienstadts mørke indre.
I bogen fortæller Simon Kratholm Ankjærgaard om perioden under den tyske besættelse af Danmark. Han folder minutiøst begivenhederne ud og følger en række historiske skikkelser, der på hver deres måde er centralt placeret midt i begivenhederne.
Aktionen mod de danske jøder har fået et ikonisk skær – hjemme såvel som i udlandet – og er blevet fremstillet utallige gange. Simon Kratholm Ankjærgaards greb er dog unikt; han træder ind i historien på samtidens præmisser og fortæller om begivenheder og deres konsekvenser på både kort og lang sigt.
Du kan købe Oktober 1943 online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Augustoprøret 1943
Den 29. august 1943 var det definitivt slut med den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvor interneringen af den danske hær og sænkningen af den danske flåde har stået som ikoniske eksempler på sammenbrudet.
I virkeligheden var samarbejdspolitikken dog allerede under pres i måneden op til, da der bredte sig en bølge af folkelige protester i hele Danmark.
I Augustoprøret 1943 fortæller Simon Ankjærgaard om den skæbnesvangre måned, hvor danskere i hele landet – ikke kun i hovedstaden – satte sig op mod besættelsesmagten.
Bogen er baseret på omfattende arkivresearch og er rigt illustreret.
Du kan købe Augustoprøret 1943 online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Genforeningen 1920
I Genforeningen 1920 fortælles en af de vigtigste begivenheder i nyere dansk historie, nemlig Sønderjyllands genforening med resten af det danske rige.
Bogen skitserer det følelsesladede og nervepirrende politiske drama, som i kølvandet på Første Verdenskrig muliggjorde de afstemninger, der i sidste ende førte til det danmarkskort, vi kender i dag.
Samtidig følger bogen en række nøglepersoner, der hver især kæmpede for, at Sønderjylland igen kunne blive dansk.
Du kan købe Genforeningen 1920 online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: