“De her begivenheder gør, at vi i den store fortælling bedre kan se os selv i spejlet”, konkluderer Simon Ankjærgaard i vores interview med ham om betydningen af Augustoprøret i 1943.
Siden 2006 har alle danske skolebørn skulle vide noget om det: augustoprøret i 1943. Det er da også en af de mest skelsættende begivenheder i nyere dansk historieskrivning, som journalist og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard har skrevet en medrivende fortælling om i bogen Augustoprøret 1943 fortalt gennem en række af tidens centrale skikkelser.
Danmarks skæbnesommer kaldes den augustmåned i 1943, hvor danskere fik nok af den tyske tilstedeværelse i landet og begyndte at yde modstand – først i det små med brændende biler og knuste ruder, siden mere direkte konfrontationer med tyske soldater med vold og dødsfald til følge. Folkeopstanden havde sit udspring i Odense, hvilket fik det til at ulme flere steder i Danmark, og især i Esbjerg og Ålborg gik det voldsomt for sig. Samtidig var der et nervepirrende politisk spil i gang i København i regeringskontorerne, hvor man med statsminisister Scavenius i spidsen forsøgte at opretholde den omstridte samarbejdspolitik. Til sidst forgæves.
Oprøret i august fik både store umiddelbare konsekvenser for krigens videre udvikling og en kolossal historisk betydning. Konkret betød det samarbejdspolitikkens fald, og et nyt og barskere kapitel i den danske besættelseshistorie tog sin begyndelse. Samtidig betød det også, at Danmark trådte ind i de allieredes rækker, og dermed kom til at stå på den rigtige side af krigen, hvilket fik en altafgørende betydning for den danske selvforståelse – dengang og nu.
Hvordan så hverdagen ud for danskerne i tiden op til begivenhederne i sommeren 1943?
Foto: Lene Vendelbo
“Virkeligheden for danskerne fra besættelsesdagen 9. april 1940 og frem til den dramatiske måned i august 1943 er den, at der er tyske tropper i landet, men langt de fleste vitale funktioner i samfundet er faktisk på danske hænder fx regeringen, politiet og i noget decimeret udgave også den danske hær og den danske flåde. Man kalder det en form for fredsbesættelse af Danmark, der er en måde, hvorpå tyskerne garanterer danskernes sikkerhed på. Det baner vejen for samarbejdspolitikken mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering.
Hverdagen for danskere kan til forveksling ligne den hverdag, man havde før besættelsen. Bortset fra, at der jo er en krig, der raser ude i Europa, der er noget rationering, der er trange kår og der er en mere og mere massiv tilstedeværelse af tyske soldater i landet. Danskerne indordner sig efter de nye forhold, men er selvfølgelig ikke tilfreds med at være besat af en fremmed magt, og man giver i vid udstrækning besættelsesmagten den kolde skulder. Men så begynder man at se sporadiske tegn på modstand. Det begynder i det små: der er tyske biler, der bliver punkteret, der er ruder, der bliver smadret og der er en pistol hist og her, der bliver stjålet. Men i efteråret 42 og især i foråret 43 begynder man at se en meget mere organiseret modstand”.
Hvad skaber rum for modstanden, og hvad er de afgørende faktorer, der ledte frem til den dramatiske måned i august 43?
“Der er mange faktorer, der skaber grobunden. Den danske modstand bliver mere og mere organiseret, hvilket især skyldes, at briterne er mere gavmilde med at servicere den danske modstandsbevægelse med fx faldskærmsagenter og våben. Og så bliver det i slutningen af 42 og starten af 43 mere og mere tydeligt, at tyskerne ikke kan vinde krigen. De er på tilbagetog på langt de fleste fronter, og det skaber en form for mod eller dristighed i modstandsbevægelsen og i den danske befolkning. Tyskerne betragtes ikke længere som usårlige og uovervindelige.
Derudover er der i stigende grad konflikter ude i provinsbyerne, især mellem danske arbejdere og tyske vagter. Der begynder at være forskellige sabotageaktioner på steder af vigtighed for tyskerne, hvilket selvfølgelig provokerer dem. I slutningen af juli i Odense sættes bevæbnede tyske vagter ud på flere arbejdspladser, hvilket skaber nogen gnidninger. Modsvaret er strejker, hvilket så spreder sig ud på gaderne. Der sker noget med folkesjælen ude i provinsen. Det kan godt være, at det er sabotørerne og arbejderne, der starter, men det breder sig også til andre dele af befolkningen. Vreden mod tyskerne vokser, konflikterne tager til og det fører til åbne slagudvekslinger i Odense, Esbjerg og Ålborg”.
Erklæring til byens arbejdere i Esbjerg
Hvorfor var det lige i provinsen, det gik mest voldsomt for sig? Hvorfor Odense, Esbjerg og Ålborg? Hvem var det, der deltog, og hvem orkestrerede oprøret?
“Det er en vigtig del af fortællingen, at det er et oprør, der starter udefra og nedefra. Ude i provinsen og nede fra fabriksgulvene, fra arbejderne. Og hvorfor så Odense, Esbjerg og Ålborg? Det er dels fordi, der er mange tyske tropper placeret her, fordi det er strategisk vigtige byer for tyskerne. Dels er det arbejderbyer, og det var arbejderne, der udløste de første gnister. De bakkes op af både den organiserede fagbevægelse og af den mere uorganiserede del, hvor mange kommunister sad og trak i trådene, selvom de var jaget vildt. Men der er mange, der råber op og selv arbejdsgiverne og de forretningsdrivende bakker op om strejken og sender folk hjem. Det er altså provinsen, der går forrest, og uroen kommer først senere til København, hvor samarbejdspolitikken kommer under pres”.
Det er en intens tid at være politimand i. Hvad var det for et pres, de var under?
“De er lidt i en klemme. Som en del af samarbejdsforliget har politiet fået lov til at fortsætte med at fungere og de vokser endda. Udover at opretholde lov og orden, så bliver der oprettet et særligt kontor for særlige anliggender, der skal være brobygger mellem de forbrydelser, der bliver begået mod tyskerne. Man vil for alt i verden undgå, at tyskerne overtager politiarbejdet. Men mange i politiet har jo sympati med den modstand, der vokser frem. Især i august 43 er de klemt mellem tyske soldater og danskere på jagt efter en slåskamp og bliver ofte beskyldt af danskerne for at gøre tyskernes arbejde. Men hvis ikke de gør det, så overtager tyskerne, og de er knap så venlige! Så politiet er virkelig i en kattepine i disse byer.
Politiet bliver et symbol på de dilemmaer, der ligger i samarbejdspolitikken, og sommeren 43 bliver et forvarsel på, hvad der kommer til at ske i resten af besættelsestiden, hvor tyskerne i højere og højere grad blander sig og tager styringen”.
Brændende fiskepakhuse i Esbjerg udsat for sabotage i begyndelsen af august 1943
Hvordan ændrede livet sig for danskerne efter augustoprøret ’43? Hvilke konsekvenser fik de nye tider for danskerne?
“Tingene ændrer sig markant i Danmark. Den danske regering måtte træde tilbage, og samarbejdspolitikken bryder sammen. Tyskland overtager styringen af Danmark de facto. Tyskerne mister tilliden til politiet, og man begynder at straffe sabotage hårdt, ofte er der dødsstraf til modstandsfolk”.
Hvad betød augustoprøret for danskernes selvforståelse?
“Augustoprøret 1943 og senere folkestrejkerne i 44 har haft en altafgørende konsekvens for hele vores forståelse af den tyske besættelse af Danmark – og af os selv. Begivenhederne i august 43 har jo også en vigtig symbolsk udgang. Vi sender et signal til omverdenen om, at vi gerne vil betragtes som en allieret og til dels krigsførende nation. Og det var vigtigt. Det har farvet den måde, vi har fortalt historien på: at vi først lige skulle organisere modstandsbevægelsen, og så kunne vi sige fra. Året efter har vi så folkestrejkerne, hvor der også var store åbenlyse konflikter og optøjer i gaderne. De her begivenheder gør, at vi i den store fortælling bedre kan se os selv i spejlet”.
Simon Kratholm Ankjærgaard: Augustoprøret 1943
Den 29. august 1943 var det definitivt slut med den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvor interneringen af den danske hær og sænkningen af den danske flåde har stået som ikoniske eksempler på sammenbrudet.
I virkeligheden var samarbejdspolitikken dog allerede under pres i måneden op til, da der bredte sig en bølge af folkelige protester i hele Danmark.
I Augustoprøret 1943 fortæller Simon Ankjærgaard om den skæbnesvangre måned, hvor danskere i hele landet – ikke kun i hovedstaden – satte sig op mod besættelsesmagten.
Bogen er baseret på omfattende arkivresearch og er rigt illustreret.
“De her begivenheder gør, at vi i den store fortælling bedre kan se os selv i spejlet”, konkluderer Simon Ankjærgaard i vores interview med ham om betydningen af Augustoprøret i 1943.
Siden 2006 har alle danske skolebørn skulle vide noget om det: augustoprøret i 1943. Det er da også en af de mest skelsættende begivenheder i nyere dansk historieskrivning, som journalist og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard har skrevet en medrivende fortælling om i bogen Augustoprøret 1943 fortalt gennem en række af tidens centrale skikkelser.
Danmarks skæbnesommer kaldes den augustmåned i 1943, hvor danskere fik nok af den tyske tilstedeværelse i landet og begyndte at yde modstand – først i det små med brændende biler og knuste ruder, siden mere direkte konfrontationer med tyske soldater med vold og dødsfald til følge. Folkeopstanden havde sit udspring i Odense, hvilket fik det til at ulme flere steder i Danmark, og især i Esbjerg og Ålborg gik det voldsomt for sig. Samtidig var der et nervepirrende politisk spil i gang i København i regeringskontorerne, hvor man med statsminisister Scavenius i spidsen forsøgte at opretholde den omstridte samarbejdspolitik. Til sidst forgæves.
Oprøret i august fik både store umiddelbare konsekvenser for krigens videre udvikling og en kolossal historisk betydning. Konkret betød det samarbejdspolitikkens fald, og et nyt og barskere kapitel i den danske besættelseshistorie tog sin begyndelse. Samtidig betød det også, at Danmark trådte ind i de allieredes rækker, og dermed kom til at stå på den rigtige side af krigen, hvilket fik en altafgørende betydning for den danske selvforståelse – dengang og nu.
Hvordan så hverdagen ud for danskerne i tiden op til begivenhederne i sommeren 1943?
“Virkeligheden for danskerne fra besættelsesdagen 9. april 1940 og frem til den dramatiske måned i august 1943 er den, at der er tyske tropper i landet, men langt de fleste vitale funktioner i samfundet er faktisk på danske hænder fx regeringen, politiet og i noget decimeret udgave også den danske hær og den danske flåde. Man kalder det en form for fredsbesættelse af Danmark, der er en måde, hvorpå tyskerne garanterer danskernes sikkerhed på. Det baner vejen for samarbejdspolitikken mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering.
Hverdagen for danskere kan til forveksling ligne den hverdag, man havde før besættelsen. Bortset fra, at der jo er en krig, der raser ude i Europa, der er noget rationering, der er trange kår og der er en mere og mere massiv tilstedeværelse af tyske soldater i landet. Danskerne indordner sig efter de nye forhold, men er selvfølgelig ikke tilfreds med at være besat af en fremmed magt, og man giver i vid udstrækning besættelsesmagten den kolde skulder. Men så begynder man at se sporadiske tegn på modstand. Det begynder i det små: der er tyske biler, der bliver punkteret, der er ruder, der bliver smadret og der er en pistol hist og her, der bliver stjålet. Men i efteråret 42 og især i foråret 43 begynder man at se en meget mere organiseret modstand”.
Hvad skaber rum for modstanden, og hvad er de afgørende faktorer, der ledte frem til den dramatiske måned i august 43?
“Der er mange faktorer, der skaber grobunden. Den danske modstand bliver mere og mere organiseret, hvilket især skyldes, at briterne er mere gavmilde med at servicere den danske modstandsbevægelse med fx faldskærmsagenter og våben. Og så bliver det i slutningen af 42 og starten af 43 mere og mere tydeligt, at tyskerne ikke kan vinde krigen. De er på tilbagetog på langt de fleste fronter, og det skaber en form for mod eller dristighed i modstandsbevægelsen og i den danske befolkning. Tyskerne betragtes ikke længere som usårlige og uovervindelige.
Derudover er der i stigende grad konflikter ude i provinsbyerne, især mellem danske arbejdere og tyske vagter. Der begynder at være forskellige sabotageaktioner på steder af vigtighed for tyskerne, hvilket selvfølgelig provokerer dem. I slutningen af juli i Odense sættes bevæbnede tyske vagter ud på flere arbejdspladser, hvilket skaber nogen gnidninger. Modsvaret er strejker, hvilket så spreder sig ud på gaderne. Der sker noget med folkesjælen ude i provinsen. Det kan godt være, at det er sabotørerne og arbejderne, der starter, men det breder sig også til andre dele af befolkningen. Vreden mod tyskerne vokser, konflikterne tager til og det fører til åbne slagudvekslinger i Odense, Esbjerg og Ålborg”.
Hvorfor var det lige i provinsen, det gik mest voldsomt for sig? Hvorfor Odense, Esbjerg og Ålborg? Hvem var det, der deltog, og hvem orkestrerede oprøret?
“Det er en vigtig del af fortællingen, at det er et oprør, der starter udefra og nedefra. Ude i provinsen og nede fra fabriksgulvene, fra arbejderne. Og hvorfor så Odense, Esbjerg og Ålborg? Det er dels fordi, der er mange tyske tropper placeret her, fordi det er strategisk vigtige byer for tyskerne. Dels er det arbejderbyer, og det var arbejderne, der udløste de første gnister. De bakkes op af både den organiserede fagbevægelse og af den mere uorganiserede del, hvor mange kommunister sad og trak i trådene, selvom de var jaget vildt. Men der er mange, der råber op og selv arbejdsgiverne og de forretningsdrivende bakker op om strejken og sender folk hjem. Det er altså provinsen, der går forrest, og uroen kommer først senere til København, hvor samarbejdspolitikken kommer under pres”.
Det er en intens tid at være politimand i. Hvad var det for et pres, de var under?
“De er lidt i en klemme. Som en del af samarbejdsforliget har politiet fået lov til at fortsætte med at fungere og de vokser endda. Udover at opretholde lov og orden, så bliver der oprettet et særligt kontor for særlige anliggender, der skal være brobygger mellem de forbrydelser, der bliver begået mod tyskerne. Man vil for alt i verden undgå, at tyskerne overtager politiarbejdet. Men mange i politiet har jo sympati med den modstand, der vokser frem. Især i august 43 er de klemt mellem tyske soldater og danskere på jagt efter en slåskamp og bliver ofte beskyldt af danskerne for at gøre tyskernes arbejde. Men hvis ikke de gør det, så overtager tyskerne, og de er knap så venlige! Så politiet er virkelig i en kattepine i disse byer.
Politiet bliver et symbol på de dilemmaer, der ligger i samarbejdspolitikken, og sommeren 43 bliver et forvarsel på, hvad der kommer til at ske i resten af besættelsestiden, hvor tyskerne i højere og højere grad blander sig og tager styringen”.
Hvordan ændrede livet sig for danskerne efter augustoprøret ’43? Hvilke konsekvenser fik de nye tider for danskerne?
“Tingene ændrer sig markant i Danmark. Den danske regering måtte træde tilbage, og samarbejdspolitikken bryder sammen. Tyskland overtager styringen af Danmark de facto. Tyskerne mister tilliden til politiet, og man begynder at straffe sabotage hårdt, ofte er der dødsstraf til modstandsfolk”.
Hvad betød augustoprøret for danskernes selvforståelse?
“Augustoprøret 1943 og senere folkestrejkerne i 44 har haft en altafgørende konsekvens for hele vores forståelse af den tyske besættelse af Danmark – og af os selv. Begivenhederne i august 43 har jo også en vigtig symbolsk udgang. Vi sender et signal til omverdenen om, at vi gerne vil betragtes som en allieret og til dels krigsførende nation. Og det var vigtigt. Det har farvet den måde, vi har fortalt historien på: at vi først lige skulle organisere modstandsbevægelsen, og så kunne vi sige fra. Året efter har vi så folkestrejkerne, hvor der også var store åbenlyse konflikter og optøjer i gaderne. De her begivenheder gør, at vi i den store fortælling bedre kan se os selv i spejlet”.
Simon Kratholm Ankjærgaard: Augustoprøret 1943
Den 29. august 1943 var det definitivt slut med den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvor interneringen af den danske hær og sænkningen af den danske flåde har stået som ikoniske eksempler på sammenbrudet.
I virkeligheden var samarbejdspolitikken dog allerede under pres i måneden op til, da der bredte sig en bølge af folkelige protester i hele Danmark.
I Augustoprøret 1943 fortæller Simon Ankjærgaard om den skæbnesvangre måned, hvor danskere i hele landet – ikke kun i hovedstaden – satte sig op mod besættelsesmagten.
Bogen er baseret på omfattende arkivresearch og er rigt illustreret.
Du kan købe Augustoprøret 1943 online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: