Anden verdenskrig Bøger om Danmark Fagbøger Historie

Da danskerne fik nok: Augustoprøret 1943. Smuglæs i ny bog om et glemt kapitel under Anden Verdenskrig.

Optøjer, strejker, demonstrationer og farlige sabotageoperationer. Modstandskampen ekskalerede i august 1943 og prægede flere danske byer som følge af en fornyet tro på, at Tyskland kunne besejres i kølvandet på Italiens fald.

Historiker og forfatter Simon Kratholm Ankjærgaard har gravet sig ned i den dramatiske og ofte glemte historie om danskernes samlede oprør mod den tyske besættelsesmagt i Augustoprøret 1943.

LÆS OGSÅ: 16 bøger der gør dig klogere på 2. verdenskrig

Bogen går gennem grundig research i historiske arkiver tæt på flere af hovedpersonerne bag oprørene i de danske byer. Samtidig er bogen rigt illustreret med billeder af de begivenheder, der kulminerede med det endelige brud på samarbejdspolitikken 29. august 1943, da tyskerne internerede hæren og sænkede den danske flåde.

Læs prologen til Simon Kratholm Ankjærgaards nye bog Augustoprøret 1943 lige her.



Simon Kratholm Ankjærgaard

Augustoprøret 1943


PROLOG

SKUDDENE I SKOVEN 

Tirsdag 17. august – onsdag 18. august 1943

Rold Skov, Odense, København

En Opel Blitz dukkede op i skovbrynet i de tidlige nattetimer mellem 17. og 18. august 1943. I lastbilens førerhus sad to mænd – og på ladet otte andre sammen med den last, der få timer forinden var dalet ned fra himlen. Nu gjaldt det om at komme hjem.

Føreren, Svend Emmanuel Simonsen, tændte lygterne, da han drejede op på vejen. De smalle lysstriber fra de halvblændede lygter fejede hen over asfalten.

Da han havde kørt et minut, blev bagenden på lastbilen ramt af lyset fra lygterne på et andet køretøj.

”Lad den passere.”

Ordren kom kontant fra Simonsens sidemand, der ledte denne aftens aktion. Manden gik under kodenavnet ”Olaf” – eller ”Marokko-Jensen” blandt venner. Hans borgerlige navn var Jens Paul Jensen.

Ingen af mændene i førerhuset eller på ladet var i tvivl om, at det var tyskerne. Hvem skulle det ellers være på det her tidspunkt på natten – og i dette øjeblik i danmarkshistorien?

Ganske rigtigt. Det var en prærievogn – en lastbil med overdækket lad – fuld af tyske soldater. Da den havde passeret den danske lastbil, signalerede en tysk befalingsmand, en feldwebel, fra ladet af prærievognen, at Simonsen skulle stoppe.

”Du skal bare køre,” sagde Jens Paul Jensen.

På lastbilens lad lå de helt åbenlyse grunde til at tage flugten. De otte mænd deromme måtte dele den sparsomme plads med en lille firkantet overdækning af træplader og hele seks cylinderformede containere med sprængstof og våben – hver næsten to meter i længden og med en vægt omkring de 200 kilo.

Simonsen trådte på speederen og førte lastbilen uden om prærievognen. Alle vidste, at det var et spørgsmål om tid. Mod den benzindrevne tyske lastbil havde den gasdrevne danske ingen chance.

Forude lå den uundgåelige konfrontation. Og den skulle blive blodig denne aften.

Det var den britiske sabotageorganisation SOE – Special Operations Executive – der stod bag nedkastningen af containerne denne aften i august 1943.

SOE var blevet dannet allerede i juli 1940 for at yde bistand til modstandsbevægelserne i det besatte Europa. Det gjaldt – med den britiske premierminister Winston Churchills ord – om at ”sætte Europa i flammer”. Det skulle blandt andet ske med nedkastning af agenter, våben og sprængstof.

I efteråret 1940 havde SOE dannet en dansk afdeling. I 1941 begyndte de første nedkastninger af britisktrænede agenter.

I alt 57 agenter og 620 tons våben og sprængstof dalede ned over det besatte Danmark mellem 1941 og 1945.

I de første år havde samarbejdet mellem britiske SOE og den danske modstandsbevægelse været usammenhængende og uregelmæssigt. Først fra foråret 1943 blev indsatsen koordineret og velfunderet, da SOE valgte at skifte lederen af de danske faldskærmsagenter ud. Det blev et farvel til Mogens Hammer og et goddag til Flemming B. Muus, som sammen med tre andre agenter blev kastet ned over Himmerland 11. marts 1943 som en del af SOE-operationen Table Jam.

Muus, der gik under kodenavnet Table Gossip, overtog opbygningen af de såkaldte Table-grupper i Danmark; det var modstandsgrupper på dansk jord organiseret af nedkastede SOE-agenter, som modtog ordrer direkte fra London. Samtidig med at de fire agenter dumpede ned i Himmerland, begyndte de cylinderformede containere med sprængstof og våben for alvor at regne ned over Jylland. De blev altafgørende i bestræbelserne på at bevæbne de stadig mere organiserede danske modstandsgrupper og øge antallet af sabotageaktioner mod den tyske værnemagt.

De tre andre SOE-agenter, der landede i Himmerland sammen med Muus, gik under navnene Table Conduct, Table Dance og Table Chatter. Table Conduct og Table Dance var i virkeligheden Verner Johansen og Ejnar Balling. Table Chatter var 23-årige Jens Paul Jensen – manden, som fem måneder senere befandt sig på passagersædet i lastbilen, der skramlede sig vej ud af Rold Skov.

Da Danmark blev besat 9. april 1940, opholdt den på det tidspunkt 20-årige københavner sig i England. Året inden havde han fået hyre på rederiet

Dette foto af Jens Paul Jensen er formentlig taget i Alperne i 1944, da han gjorde tjeneste i den britiske hær.

Dette foto af Jens Paul Jensen er formentlig taget i Alperne i 1944, da han gjorde tjeneste i den britiske hær. Efter knap et år som SOE-agent indsat i hjemlandet Danmark vendte han i starten af 1944 tilbage til England, hvorefter han sammen med sit SAS-regiment var indsat flere forskellige steder i Europa efter D-Dag og frem til afslutningen af krigen på kontinentet. Han forblev i den engelske hær helt frem til 1971 og fik rang af major.

J. Lauritzens skib Else, og med det havde han lagt Danmark bag sig – uden at vide, at næste gang, han skulle betræde dansk jord, ville han komme ned fra oven.

Efter den tyske besættelse af Danmark forsøgte Jens Paul Jensen uden held at blive indrulleret i den britiske hær. I stedet meldte han sig til handels- flåden, og skæbnen ville, at hans skib lå i Casablanca i den franske koloni Marokko, da Frankrig i sommeren 1940 kapitulerede til tyskerne. Jens Paul Jensen blev interneret, men formåede at flygte og komme tilbage til England via Gibraltar. Det var denne bedrift, der gav ham kælenavnet Marokko-Jensen.

I England kom Jens Paul Jensen i SOE’s tjeneste og blev trænet som fald- skærmsagent med henblik på at blive kastet ned over Danmark. Det blev han 11. marts i Table Jam-operationen. Hans opgave var at organisere regionale Table-grupper i og omkring Aalborg, hvor han flyttede ind i en lejlighed i Reberbanegade, som en lokal modstandsmand, Karl Peter Madsen, skaffede ham.

I Aalborg lykkedes det for Jens Paul Jensen at organisere to grupper. Den ene havde sit udspring i miljøet omkring det højrenationale parti Dansk Samling og de grønne KFUM-spejdere, den anden i det illegale kommunistiske miljø.

Sammen med Karl Peter Madsen sørgede Marokko-Jensen for, at de to grupper blev bevæbnet tilstrækkeligt, så sabotageaktiviteten i det nordjy- ske steg markant fra foråret 1943 og frem mod sommeren 1943, hvor antallet af aktioner nåede et foreløbigt klimaks.

Flyet, der onsdag 17. august 1943 bragte containerne til Danmark, var en firemotorers Halifax Mk III med et vingespænd på næsten 32 meter og en tophastighed på et godt stykke over 400 kilometer i timen. Maskinen var lettet fra Tempsford-basen ti kilometer øst for Bedford i hjertet af England klokken 19.40 med flyverløjtnant Perrins som chef for den i alt syv mand store besætning. Operationen blev kaldt Table Jam 4, og på listen var to nedkastninger over Danmark.

Lidt før klokken 23 kredsede Halifaxen over Langesø på Djursland. Det blev til et par overflyvninger, inden lemmene blev åbnet, og i alt seks contai- nere rullede ud i det fri. Holdet på jorden, der blandt andet bestod af repræ- sentanter fra en modtagegruppe, der havde sin base på kroen i Hvidsten mellem Mariager og Randers, fik læsset indholdet på en hestevogn. Faldskærmene, som de cylinderformede containere med våben og sprængstof var dalet ned med, blev lagt i de tomme containere og sendt til bunds i Langesø.

Der var gået et par timer, siden solen gik ned i den lyse sommeraften, og månen var endnu ikke stået op, da flyet vendte næsen mod næste nedkastningsområde; et større åbent område tæt på Madum Sø i Rold Skov.

Madum Sø, der ville være piloternes pejlemærke, ligger i det sydøstlige hjørne af den mægtige Rold Skov mellem Hobro og Aalborg. Byerne Rebild og Skørping ligger og putter sig i den nordlige del af skoven. Søen er med sine 240 hektar – svarende til 240.000 kvadratmeter – den største sø i Himmerland.

I foråret og sommeren 1943 havde den allerede været brugt to gange tidligere af modstandsmændene. Den var ved at være ”slidt op”, som Karl Peter Madsen formulerede det. Faktisk havde Marokko-Jensen sendt besked til SOE med ønske om at finde et andet nedkastningssted. Men ønsket var ikke blevet imødekommet, da meldingen om nedkastningen denne augustaften nåede ud til modstandsfolkene – æterbåret gennem BBC’s danske radioprogrammer.

Modstandsfolkene i Aalborg havde ikke forventet en ny nedkastning på dette tidspunkt og fik travlt. Derfor måtte de også afvige fra rutinen. Normalt ville de ankomme til nedkastningsstedet enkeltvis eller to og to for at minimere risikoen for, at de alle kunne blive taget ved én fatal anholdelse. Men omstændighederne denne aften betød, at alle ankom sammen i lastbilen med Svend Emmanuel Simonsen bag rattet.

Han var kørt fra Aalborg og havde samlet folkene op undervejs; i alt 12 mand, som Marokko-Jensen havde samlet fra de to lokale modstandsgrupper. Udover Jens Paul Jensen selv og Kaj Ronald Lund, der også var SOE-officer og faldskærmsagent og var blevet kastet ned ved Hvidsten 17. april 1943, talte gruppen Karl Peter Madsen fra lejligheden i Reberbanegade, chauffør Svend Emmanuel Simonsen, skibs- fører Poul Gjessing, stenhugger Harald Frederik Valdemar Hein, galvanisør Erik Christensen, havnearbejder Harry Larsson, havnearbejder Richard Lund, murer Knud Aagaard Thomsen – samt bankassistent Niels Erik Vangsted og ingeniør og bygningskonstruktør Poul Edvin Kjær Sørensen.

De fleste i gruppen havde været i aktion flere gange i løbet af det seneste halve år, både med at modtage nedkastninger og med at udføre sabotageaktioner.

Jens Paul Jensen var godt klar over, at situationen ikke var optimal. Retningslinjerne var ret klare fra SOE’s side; det gjaldt om at holde sabotageorganisationerne fri af nedkastningsorganisationerne, så begge ikke risikerede at blive afsløret, hvis en af grupperne blev optrevlet af tyskerne og det danske politi.

Problemet for Jens Paul Jensen var imidlertid, at den meget aktive modstandsbevægelse på dette tidspunkt stadig var under opbygning, og der simpelthen ikke var folk nok. Flere i gruppen denne tirsdag aften havde været i aktion blot et par døgn tidligere, da remisen og seks lokomotiver blev sprængt i luften hos Aalborg Privatbaner i et forsøg på at skade den infrastruktur, som den tyske værnemagt benyttede sig af.

Omkring klokken 22 var Marokko-Jensens gruppe fremme ved Madum Sø. Simonsen blev bedt om at køre vognen ind under et stort bøgetræ og lægge en presenning hen over de dele af den, der kunne lyse op i mørket. Det gjaldt især ladet og den lille overdækning, der var af lyst træ. I ly af træerne kunne gruppen skue ud over den mark, der for tredje gang skulle lægge jord til en nedkastning.

Nu manglede bare Halifaxen.
Der skulle gå en god times tid, inden de hørte den snerrende brummen fra Halifaxens fire motorer. Lyden kom fra sydøst, og kort efter kunne de se den imposante maskine som en sort skygge på sommeraftenens mørkeblå himmel. Nedkastningen over Langesø havde været fejlfri – men nu begyndte trængslerne for mandskabet i flyet og de ventende mænd i skovbunden.

De danske modstandsfolk havde ganske som aftalt placeret tre hvide lygter og én rød på en sådan måde, at piloterne kunne se, hvilken retning vinden kom fra. Det var vigtigt, at faldskærmene med containerne ikke fik så meget medvind, at de fløj langt væk fra pladsen. Og ganske som aftalt blinkede en mand fra jorden et nærmere aftalt morsesignal med en lygte for at tilkendegive, at alt var parat.

Men flyet fløj over nedkastningspladsen og kredsede flere gange over marken ved Madum Sø. Det var udløsermekanismen, der pludselig strejkede. Da den endelig virkede, og de seks containere svævede mod jorden, var flyet ikke i den rette position. Containerne landede derfor op til to kilometer væk fra marken – dybt inde i den mørke skov.

Modstandsfolkene måtte på jagt. Aktionen havde været uventet – og nu tog den meget længere tid end planlagt. For hvert minut, der gik, øgedes risikoen for, at de blev opdaget.

Flyvepladsen ved Aalborg var af central strategisk betydning for værnemagten.

Flyvepladsen ved Aalborg var af central strategisk betydning for værnemagten. Efter besættelsen 9. april 1940, hvor dette foto er taget, blev flyvepladsen omdøbt til Fliegerhorst Aalborg West og udbygget kraftigt. Fra at sprede sig over 1,2 kvadratkilometer endte Fliegerhorst Aalborg West med at fylde hele 30 kvadratkilometer – komplet med 36 hangarer, 60 bunkers, løbegrave og jernbanespor.

Hele 10.000 tyske soldater befandt sig i og omkring Aalborg i sensommeren 1943. Flyvepladsen nordvest for bykernen havde siden den tyske besættelse af Danmark, ja faktisk allerede i forbindelse med planlægningen af selve invasionen 9. april 1940, været af essentiel militærstrategisk betydning.

Den var nemlig en afgørende trædesten for det tyske luftvåben, Luftwaffe, mellem Det Tredje Rige og Norge. Fordi det var vigtigt for tyskerne at sikre sig flyvepladsen hurtigt og effektivt, var den allerede klokken 6.15 på besættelsesdagen blevet indtaget af tyske faldskærmssoldater – den første operation af sin art i den globale militærhistorie.

Flyvepladsen blev i tyskernes vidt forgrenede kontinentale militærapparat navngivet Fliegerhorst Aalborg West, og allerede 10. april 1940 var 200 tyske fly af vidt forskellige typer udstationeret ved Aalborg. Herfra understøttede de krigshandlingerne i Norge, der varede endnu et par måneder.

Flyvepladsen blev siden udbygget markant. Herregården Rødslet og 270 ejendomme blev eksproprieret, da Fliegerhorst Aalborg West gik fra at dække 1,2 kvadratkilometer til at sprede sig over hele 30 kvadratkilometer. Der blev siden bygget 36 hangarer, 60 bunkers, løbegrave og jernbanespor. Der blev tilmed bygget en falsk lufthavn og en falsk landsby ved Birkelse ved Aabybro for at narre fjenden – de britiske bombefly, som flere gange i løbet af 1940 havde forsøgt sig med angreb på flyvepladsen.

Den omfattende udbygning og bevogtning af dette helt centrale militæranlæg krævede også en markant tysk tilstedeværelse omkring den nordjyske by, hvor der på dette tidspunkt boede omkring 75.000 mennesker. De 10.000 udstationerede værnemagtssoldater fyldte godt op i landskabet og gadebilledet krigen igennem. Og fra et net af observationsposter spredt rundt i hele Nordjylland gjorde de det så godt som umuligt for en stor, tung britisk bombemaskine at kredse over en mark ved Rold Skov uden at blive opdaget.

I den lyse sommeraften tirsdag 17. august 1943 var den britiske Halifax blevet spottet et sted mellem Langesø og Madum Sø – måske af lytteposten Bette Berlin, der var placeret på markerne omkring landsbyen Fræer nord for Rold Skov. Det tyske luftmeldesystem trådte i kraft, og tyske soldater blev i hast alarmeret og sendt ud. En prærievogn proppet med tyskere og skarpladte maskinpistoler kørte i al hast mod Rold Skov.

I skoven havde det været lidt af en prøvelse for gruppen af modstandsmænd at finde frem til de seks nedkastede containere. De var blevet spredt ud over et område ved en bakke i skoven, og det var blevet ud på de tidlige nattetimer, før det lykkedes for Simonsen at lokalisere en markvej, der kunne bringe lastbilen tæt nok på. Fordi de havde mistet dyrebar tid, besluttede Jens Paul Jensen, at det gjaldt om at indsamle containerne og komme af sted hurtigst muligt.

Normalt ville modstandsfolkene åbne containerne på stedet, drukne dem og faldskærmene i søen og nøjes med at tage indholdet med videre. Men denne gang dikterede omstændighederne et helt andet tempo. Jens Paul Jensen og hans folk måtte smide de uåbnede containere direkte op på ladet af lastbilen og udskyde problemet med at bortskaffe dem til senere.

Den stærkt medtagede Opel Blitz, der blev brugt af modstandsfolkene fra Aalborg.

På billedet af den stærkt medtagede Opel Blitz, der blev brugt af modstandsfolkene fra Aalborg den skæbnesvangre nat, kan man blandt andet se, at forruden i passagersiden er knust, og at sidespejlet i højre side er skudt i stumper og stykker. Lastbilen tilhørte entreprenøren Heinrich Thomsen. Han havde tidligere været behjælpelig med køretøjer til modstandsfolkene. Aftalen var, at han skulle erklære køretøjet stjålet, hvis det faldt i tyskernes hænder.

To af mændene fandt selv hjem fra skoven til fods – de resterende ti tog med lastbilen. To i førerhuset, otte på ladet sammen med containerne.

Svend Emmanuel Simonsen satte sig bag rattet og førte lastbilen gennem skoven. Men knap var bilen kommet op på landevejen ved Fræer, før bagenden af lastbilen blev fanget i lyskeglen fra et andet køretøj – den tyske prærievogn, proppet med soldater og skarpladte maskinpistoler.

Efter den første konfrontation på vejen satte Simonsen kursen stik nord mod Skørping. Det lykkedes ham at holde tyskerne bag sig gennem den lillepage36image35529920by på kanten af skoven, men på Buderupholmvej, der løber gennem den nordvestlige del af Rold Skov og forbinder Skørping med Gammel Skørping, overhalede den tyske prærievogn danskerne og blokerede vejen. Simonsen holdt hovedet koldt og trak lastbilen helt ud i den bløde jord langs vejen, så han kunne presse køretøjet forbi og fortsætte kursen længere ind i skoven.

Men nu åbnede tyskerne ild. Simonsen zigzaggede, så godt han kunne med lastbilen. På ladet krøb de otte mænd sammen bag containerne og den lille overdækning af træ. Marokko-Jensen forsøgte at besvare ilden med sin pistol, men måtte trække sig tilbage i førerhuset, da både siderude og sidespejl blev skudt i stumper og stykker.

En af modstandsfolkene var allerede hoppet af, da Simonsen få meter fra skovfogedboligen Hollandshus kastede lastbilen ind i skovbrynet og styrede den ned i en grøft. Nu handlede det om at redde så mange som muligt. Alle måtte ud, hver mand overladt til sig selv. Det gjaldt om at flygte. Om at overleve.

Lydkulissen var først hvinende tyske bremser – og siden et inferno af ild fra maskinpistoler. Otte af modstandsfolkene slap væk i skovens mørke. To nåede det ikke.

23-årige Niels Erik Vangsted lå død ved den nu forladte danske lastbil. Han var blevet dræbt på stedet, da han hoppede ned fra ladet.

27-årige Poul Edvin Kjær Sørensen lå endnu levende i en fordybning længere inde i skoven. Han var faldet og havde forstuvet foden og måtte opgive at løbe videre. Nu blev han overmandet af tililende tyske soldater, der hev ham op fra skovbunden og trak ham hen til prærievognen.

***

Ildkampen i Rold Skov natten til 18. august 1943 var den første mellem værnemagtssoldater og modstandsfolk under den tyske besættelse af Danmark og fandt sted midt i en højdramatisk periode. Siden slutningen af juli havde flere store byer på Fyn og i Jylland været præget af voldsomme uroligheder, folkelige oprør og generalstrejker. Fornemmelsen af at noget skelsættende og måske også skæbnesvangert var på vej i forholdet mellem de besatte og de besættende spredte sig hen over landet – særligt via de illegale medier.



Simon Ankjærgaard, Augustoprøret, 1943, Anden Verdenskrig,

Den 29. august 1943 var det definitivt slut med den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvor interneringen af den danske hær og sænkningen af den danske flåde har stået som ikoniske eksempler på sammenbrudet.

I virkeligheden var samarbejdspolitikken dog allerede under pres i måneden op til, da der bredte sig en bølge af folkelige protester i hele Danmark.

I Augustoprøret 1943 fortæller Simon Ankjærgaard om den skæbnesvangre måned, hvor danskere i hele landet – ikke kun i hovedstaden – satte sig op mod besættelsesmagten.

Bogen er baseret på omfattende arkivresearch og er rigt illustreret.

Du kan købe Augustoprøret 1943 online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.