Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver Peter Harmsen, ph.d. i Kina-studier og journalist ved Weekendavisen, et bud på.
Vi kender nok alle én som Bernhard Sindberg. Måske har vi gået i skole med typen. Lidt af en ballademager, og tit i slagsmål. Men også en drenget charmetrold, der kan få lærerens hjerte til at smelte.
Meget kan man sige om den slags mennesker. Men vil man satse på, at de ender som humanitære helte? Nok ikke. Alligevel var det præcis, hvad der skete for Sindberg, der blev født i Aarhus i 1911, og i slutningen af 1937 kom til den daværende kinesiske hovedstad Nanjing, hvor han reddede tusindvis af forsvarsløse civile fra den japanske overmagt.
Det har jeg beskrevet i min bog Sindberg: Den danske Schindler og Nanjing-massakren 1937-38. Og hvad kan man så bruge den historie til?
Efter min mening er den vigtigste pointe, at man sjældent kan forudsige, hvem der vil udføre ekstraordinære bedrifter under ekstraordinære omstændigheder. Nogle gange kan det være helt almindelige mennesker som Sindberg.
Det betyder også, at alle vi almindelige mennesker godt kan lære af historien og måske især historiske biografier, fordi de kan fortælle os noget om det potentiale, vi måske alle sammen har i os.
Men hvad så, når man bevæger sig fra mikro-niveauet op til makro-niveauet? Kan hele samfund også tage ved lære af historien?
Det tror jeg faktisk ikke, og et af de bedste eksempler er kejsertidens Kina. Hvert eneste dynasti så det som sin opgave at beskrive det forudgående dynasti i ekstrem detaljeringsgrad.
Resultatet var, at Kina endte med at have et kæmpemæssigt bibliotek af dynastiske historier, der berettede om, hvordan hver kejserslægt havde reageret på de forskellige udfordringer, der dukkede op: borgerkrige, invasioner, hungersnød.
Med andre ord kunne den til enhver tid siddende kejser slå op i bøgerne og se, hvordan hans forgængere havde tacklet diverse kriser, og læse om hvad der virkede, og hvad der ikke virkede. Men blev han klogere? Næh, egentlig ikke. Hvert eneste dynasti endte alligevel med at gå under.
Jeg tror, problemet er, at vi misforstår, hvad et samfund som for eksempel det kinesiske kejserrige er for en størrelse. Det kan ikke ”lære” noget på samme måde som et individ. Det er en fejlslutning, hvor vi forveksler mikro- med makroniveauet.
Peter Harmsen, fotograf: Niels Christensen
Så er vi fuldstændig lost som samfund betragtet? For det meste, desværre, men ikke altid. Enkelte gange sker der en kobling mellem mikro- og makroniveauet, hvor de historiske erfaringer faktisk bliver nyttige.
Et af de sjældne tilfælde var i oktober 1962. Præsident John F. Kennedy stod med verdens skæbne i sin hule hånd, da han forsøgte at håndtere Cubakrisen i et nervepirrende pokerspil med sine sovjetiske modparter. I værste fald kunne det ende med menneskehedens udslettelse i en atomkrig.
Ved et næsten usandsynligt heldigt sammentræf havde historikeren Barbara Tuchman bare nogle få måneder tidligere udgivet bogen The Guns of August om, hvordan stormagterne søvngængeragtigt var gået i krig med hinanden i 1914 – og Kennedy havde læst den.
Den amerikanske præsident var fast besluttet på, at det ikke skulle få lov at gentage sig. Han ville ikke levere stof til en bog med titlen The Missiles of October, sagde han til sin bror Robert.
Med koldblodighed og behændigt diplomati – og, med 1914 in mente, en udsøgt fornemmelse for, hvordan misforståelser kan føre til katastrofer – manøvrerede han USA og verden gennem den værste krise i koldkrigsårene.
Så hvorfor var det lige, at det var muligt at bruge historien som vejleder i dette ene eksempel, når staterne ellers igen og igen har vist, at de gentager de samme fejl i det uendelige?
Først og fremmest var det, fordi Kennedy havde valgt en snæver kreds af medarbejdere til at håndtere situationen – en lille håndfuld, som var på fornavn på hinanden.
Det var tættere på mikro- end på makroniveauet, og dermed en situation, hvor man faktisk kunne lære noget af historien.
Sindberg
Da den kinesiske hovedstad Nanjing i 1937 falder, går den japanske hær amok i et orgie af vold, mord og gruppevoldtægter. I nærheden er en dansk cementfabrik, som fabrikkens opsynsmand Bernhard Arp Sindberg omdanner til et tilflugtssted for kineserne. Dermed redder han titusindvis af kinesere fra døden.
I bogen Sindberg fortælles for første gang den fascinerende historie om Sindberg, en skæv eksistens fra Aarhus der ved et tilfælde blev en af de største humanitære skikkelser i det 20. århundredes Danmarkshistorie for derefter at vende tilbage til glemslen.
Millioner af unge mænd og kvinder var i december 1942 sendt i kamp, og det meste af verden var i en krig, der sendte hele befolkningsgrupper på flugt.
Peter Harmsen har samlet beretninger fra soldater og civile over hele kloden. På øer i Stillehavet og ved fronten i Kina, i skyttegravene i Rusland og i Nordafrikas ørken, på himlen over Europa og dybt i Atlanterhavet blev mennesker dræbt i større antal end nogensinde før.
Holocaust fortsatte, og uskyldige mænd, kvinder og børn blev myrdet, mens deres bødler fejrede Kristi fødsel. Men der var også overalt eksempler på barmhjertige gerninger.
Fortællingerne giver ikke kun et indblik i, hvordan julen blev markeret midt i Anden Verdenskrigs mørke. De fortæller også en dybere og mere universel historie om kampen for at overleve som menneske i en usædvanlig tid.
Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver Peter Harmsen, ph.d. i Kina-studier og journalist ved Weekendavisen, et bud på.
Vi kender nok alle én som Bernhard Sindberg. Måske har vi gået i skole med typen. Lidt af en ballademager, og tit i slagsmål. Men også en drenget charmetrold, der kan få lærerens hjerte til at smelte.
Meget kan man sige om den slags mennesker. Men vil man satse på, at de ender som humanitære helte? Nok ikke. Alligevel var det præcis, hvad der skete for Sindberg, der blev født i Aarhus i 1911, og i slutningen af 1937 kom til den daværende kinesiske hovedstad Nanjing, hvor han reddede tusindvis af forsvarsløse civile fra den japanske overmagt.
Det har jeg beskrevet i min bog Sindberg: Den danske Schindler og Nanjing-massakren 1937-38. Og hvad kan man så bruge den historie til?
Efter min mening er den vigtigste pointe, at man sjældent kan forudsige, hvem der vil udføre ekstraordinære bedrifter under ekstraordinære omstændigheder. Nogle gange kan det være helt almindelige mennesker som Sindberg.
Det betyder også, at alle vi almindelige mennesker godt kan lære af historien og måske især historiske biografier, fordi de kan fortælle os noget om det potentiale, vi måske alle sammen har i os.
Men hvad så, når man bevæger sig fra mikro-niveauet op til makro-niveauet? Kan hele samfund også tage ved lære af historien?
Det tror jeg faktisk ikke, og et af de bedste eksempler er kejsertidens Kina. Hvert eneste dynasti så det som sin opgave at beskrive det forudgående dynasti i ekstrem detaljeringsgrad.
Resultatet var, at Kina endte med at have et kæmpemæssigt bibliotek af dynastiske historier, der berettede om, hvordan hver kejserslægt havde reageret på de forskellige udfordringer, der dukkede op: borgerkrige, invasioner, hungersnød.
Med andre ord kunne den til enhver tid siddende kejser slå op i bøgerne og se, hvordan hans forgængere havde tacklet diverse kriser, og læse om hvad der virkede, og hvad der ikke virkede. Men blev han klogere? Næh, egentlig ikke. Hvert eneste dynasti endte alligevel med at gå under.
Jeg tror, problemet er, at vi misforstår, hvad et samfund som for eksempel det kinesiske kejserrige er for en størrelse. Det kan ikke ”lære” noget på samme måde som et individ. Det er en fejlslutning, hvor vi forveksler mikro- med makroniveauet.
Så er vi fuldstændig lost som samfund betragtet? For det meste, desværre, men ikke altid. Enkelte gange sker der en kobling mellem mikro- og makroniveauet, hvor de historiske erfaringer faktisk bliver nyttige.
Et af de sjældne tilfælde var i oktober 1962. Præsident John F. Kennedy stod med verdens skæbne i sin hule hånd, da han forsøgte at håndtere Cubakrisen i et nervepirrende pokerspil med sine sovjetiske modparter. I værste fald kunne det ende med menneskehedens udslettelse i en atomkrig.
Ved et næsten usandsynligt heldigt sammentræf havde historikeren Barbara Tuchman bare nogle få måneder tidligere udgivet bogen The Guns of August om, hvordan stormagterne søvngængeragtigt var gået i krig med hinanden i 1914 – og Kennedy havde læst den.
Den amerikanske præsident var fast besluttet på, at det ikke skulle få lov at gentage sig. Han ville ikke levere stof til en bog med titlen The Missiles of October, sagde han til sin bror Robert.
Med koldblodighed og behændigt diplomati – og, med 1914 in mente, en udsøgt fornemmelse for, hvordan misforståelser kan føre til katastrofer – manøvrerede han USA og verden gennem den værste krise i koldkrigsårene.
Så hvorfor var det lige, at det var muligt at bruge historien som vejleder i dette ene eksempel, når staterne ellers igen og igen har vist, at de gentager de samme fejl i det uendelige?
Først og fremmest var det, fordi Kennedy havde valgt en snæver kreds af medarbejdere til at håndtere situationen – en lille håndfuld, som var på fornavn på hinanden.
Det var tættere på mikro- end på makroniveauet, og dermed en situation, hvor man faktisk kunne lære noget af historien.
Sindberg
Da den kinesiske hovedstad Nanjing i 1937 falder, går den japanske hær amok i et orgie af vold, mord og gruppevoldtægter. I nærheden er en dansk cementfabrik, som fabrikkens opsynsmand Bernhard Arp Sindberg omdanner til et tilflugtssted for kineserne. Dermed redder han titusindvis af kinesere fra døden.
I bogen Sindberg fortælles for første gang den fascinerende historie om Sindberg, en skæv eksistens fra Aarhus der ved et tilfælde blev en af de største humanitære skikkelser i det 20. århundredes Danmarkshistorie for derefter at vende tilbage til glemslen.
Du kan købe Sindberg online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Den mørkeste vinter
Millioner af unge mænd og kvinder var i december 1942 sendt i kamp, og det meste af verden var i en krig, der sendte hele befolkningsgrupper på flugt.
Peter Harmsen har samlet beretninger fra soldater og civile over hele kloden. På øer i Stillehavet og ved fronten i Kina, i skyttegravene i Rusland og i Nordafrikas ørken, på himlen over Europa og dybt i Atlanterhavet blev mennesker dræbt i større antal end nogensinde før.
Holocaust fortsatte, og uskyldige mænd, kvinder og børn blev myrdet, mens deres bødler fejrede Kristi fødsel. Men der var også overalt eksempler på barmhjertige gerninger.
Fortællingerne giver ikke kun et indblik i, hvordan julen blev markeret midt i Anden Verdenskrigs mørke. De fortæller også en dybere og mere universel historie om kampen for at overleve som menneske i en usædvanlig tid.
Du kan købe Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: