Fagbøger

Hovedstaden bag facaden – en hyldest til det København, der er ved at forsvinde

Hovedstaden bag facaden – en hyldest til det København, der er ved at forsvinde

Hovedstaden bag facaden er lavet med kærlighed til de steder i København, der engang udgjorde byens sjæl, men som i dag er ved at forsvinde. Forsvinde i hovedløs byplanlægning og et enøjet fokus på kroner og øre, hvis du spørger de to dokumentarister bag bogen Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen.

”Byen har ændret sig gevaldigt de seneste år – også i en retning, der bekymrer os. Der har været et økonomisk opsving, som har betydet, at det tordner frem med nye bygninger og tilbygninger og ældre bygninger er blevet fjernet. Vi synes, der mangler både sjæl og mere langsigtet planlægning i den måde, der bliver bygget på”, fortæller fotograf Ulf Svane.

København har altid været en by, hvor der var plads til at lege og gå på opdagelse. I dag er alt iscenesat, mener han.

”Der mangler en langsigtet plan for, hvad vi skal med København. Skal der bare bygges til, og så skal vi gå på arbejde og gå hjem og passe os selv, efter vi har været en tur i Netto? Eller hvor skal livet leves i byen? Det bliver der ikke rigtigt talt om.”

”Københavns succes i de sidste to årtier, dens genrejsning og økonomiske boom, har medført, at byens centrum og tilstødende brokvarterer til tider kan virke som en kulisse til gavn for turister og ressourcestærke tilflyttere”

Citat fra Hovedstaden bag facaden

Det er byens sjæl, der forsvinder med de små erhvervsdrivende

Som de skriver i bogen, er de steder og mennesker, de har besøgt, helt deres egne. Og samtidig er de genkendelige for folk i nærområdet og fast inventar i det lokale bybillede.

”Det er en masse små puslespilsbrikker, der tilsammen bliver til København. Og når man fjerner de brikker en efter en, så hænger det ikke sammen længere”, siger Ulf Svane og fortsætter:

”Når folk flytter ud af de gamle lejekontrakter, stiger huslejen enormt, og så er der ikke længere plads til at have en lille salon eller et værksted, der bare løber rundt. Så skal der tjenes mange flere penge.”

Hovedstaden bag facaden – en hyldest til det København, der er ved at forsvinde

Henrik Aagreen Larsen er fjerde generations dækmontør og vulkanisør i Kurant Slidbanefrabrik. Hans oldefar startede i sin tid forretningen på Frederiksberg, siden overtog hans farfar og flyttede til lokalerne lige op ad F-linjen ved Nørrebro Station og derefter gik arven videre til Henriks far Finn. Foto: Ulf Svane.

Folk er hele tiden på vej videre

Med den nuværende udvikling mister byen liv og mangfoldighed. Et segment i befolkningen forsvinder med tiden, fordi de ikke længere har råd til at bo i byen, fortæller journalist Mathias Kobberrød Rasmussen.

”Vi risikerer at flere af byens områder blot bliver et stop på vejen. Og når folk hele tiden er på vej videre til næste bolig, bliver der ikke skabt noget længevarende og værdifuldt. Det er jo en af årsagerne til, at de gamle køberhavner-ejendomme er blevet så attraktive. Her bor folk i længere tid ad gangen, og der er liv og sjæl”, siger han.

Når det er sagt, er det vigtigt for dem at understrege, at de ikke er imod, at byen udvikler sig.

”Det er jo også fedt, at der kommer nye ting til. Vi har for eksempel nogle af verdens bedste restauranter i København. Det ene skal bestemt ikke udelukke det andet. Vi skal bare huske på, at de mennesker, der benytter sig af lækre, dyre restauranter, ikke er de eneste mennesker, der bor i byen. Vi skal bevare noget for alle de forskellige typer mennesker og indkomster, der ønsker et liv her”, supplerer Ulf Svane.

LÆS OGSÅ: Ilden er en islandsk katastroferoman om vulkaner og forelskelse i udbrud

Hovedstaden bag facaden – en hyldest til det København, der er ved at forsvinde

Mai’s gardiner opstod i 1957 på Nørrebrogade 72, grundlagt af Charlotte Mai’s forældre. Men hendes farfar, Henry Mai, havde før da drevet en succesfuld hatteforretning i de samme lokaler gennem mange år. Foto: Ulf Svane.

Vigtigt at komme rundt i hele byen

Bogen er blevet til på den måde, at de har besøgt folk og steder i byen ud fra både, hvad de selv kendte til, som indfødte københavnere, har stødt på igennem tiden – og er blevet tippet om.

”Det har været vigtigt for os at komme rundt i hele byen og portrættere forskellige små erhverv, butikker og værksteder – igen – for at bevare diversiteten, som vi finder helt essentielt for at storby”, siger Mathias Kobberrød Rasmussen.

På spørgsmålet om, om de er blevet overraskede undervejs i processen med bogen, svarer han:

”Jeg er blevet overrasket over, hvor meget der er familiedrevet. Jeg tænkte, at sådan var det nok ikke i dag, fordi udviklingen går så stærkt, men flere steder drives stadig … på nok sidste generation. De fleste af dem fortæller, at deres børn har taget en uddannelse og gerne vil noget andet. Så det er nok enden på en æra, vi oplever.”

Det er på mange måder hårdt for de små familiedrevne steder i dag, siger Ulf Svane:

”Huslejen er høj, og specielt under pandemien lukkede mange. Vores samfund er jo bygget på, at du skal tage dig en uddannelse og få et arbejde. Der er ikke meget hjælp at hente til dem, der åbner en lille forretning i stedet – eller driver et familiedrevet sted videre.

Dem, vi roser i medierne, er også dem, der har tjent virkelig mange penge på det, de har sat i værk. Ikke dem, der bare får det til at løbe rundt. Det er Noma-niveau eller tøjfirma med salg i otte lande, vi stiller frem i rampelyset. Det synes vi er superærgerligt. Flere af dem, vi har besøgt, har eksisteret i generationer … det kan også noget. Og i vores bog er det deres tur til at skinne.”

Ti steder lukkede, inden bogen blev færdig

Om ti år findes de her steder ikke mere. Allerede i forordet nævner forfatterne ti steder, der er lukkede, siden de besøgte dem. Så bogen er også en tak til dem, siger Mathias Kobberrød Rasmussen:

”Tak fordi I var her, I bliver ikke glemt. Nu er I foreviget i en bog.”

De er enige om, at det kræver en politik, der tilgodeser små erhvervsdrivende, hvis de steder og de mennesker, der udgør bogen, ikke skal forsvinde.

”Markedet rydder den slags små steder, hvis der ikke gribes ind fra politisk hold. Grundene stiger så meget, når du går fra erhverv til bolig, at folk ikke kan sige nej. Og det er jo skørt, fordi vi ser steder som Jægersborgsgade på Nørrebro, hvor der er blevet sat et loft for huslejestigningen for små erhvervsdrivende, og hvor folk elsker at komme, fordi gaden emmer af liv og overraskelser”, fortæller Ulf Svane og fortsætter:

”Vi har for eksempel talt med en fyr, der havde et autoværksted. Han har nu solgt til en formue, men ved ikke, hvad han skal få tiden til at gå med. Ja, han har en masse penge, men han har mistet hverdagen og den daglige kontakt med kunderne, som var en stor del af hans livsindhold. Hans hobby var at løbe maraton, men det kræver ikke andet end et par løbesko … ikke flere millioner i banken. Penge er fedt, men det er ikke alt. Måske er det også lidt det, vi gerne vil minde om med bogen.”

Hvad er et mangfoldigt byliv værd?

Det er let at opgøre værdien i kroner og øre, når du bygger noget nyt. Så har du et tal, du kan forholde dig til. Men hvad er det andet værd? Hvad betyder et mindre autoværksted, en hundefrisør, en grill og en butik med genbrugskjoler for en bydel? Det er sværere at gøre op i kroner og øre, fortæller de afsluttende.

Hovedstaden bag facaden kan både opleves som udstilling på Københavns Museum – og bog, der er i butikkerne fra den 23. april.

LÆS OGSÅ: Hvem er Gunnar Staalesen? Mød forfatteren bag den bedstsælgende norske krimiserie


Hovedstaden bag facaden af Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen

Hovedstaden bag facaden – en hyldest til det København, der er ved at forsvinde

Kom med på en stemningsmættet og skøn tur til gemte og glemte steder i storbyen, der skildres gennem cirka 300 billeder. Hovedstaden bag facaden er en kunstnerisk og moderne formidling af byens kulturbærende erhvervsdrivende nicheforretninger og mindre familiedrevne virksomheder i alle afskygninger. En hyldest til det København, der er ved at forsvinde. 

Det er et portræt af  de mennesker, der befolker stederne som stamgæster, kunder og indehavere, side om side med motiver af interiør, facader, genstande og det omkringliggende bymiljø. Det er en række personlige fortællinger om en vigtig, men desværre ofte overset del af byen, der fortjener offentlighedens opmærksomhed, så nye generationer af københavnere kan lære byen at kende og reflektere over dens fortid, nutid og fremtid.

Du kan købe Hovedstaden bag facaden online fx hos Bog&idé eller i nærmeste boghandel.