Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver Anders Bo Rasmussen, lektor på Syddansk Universitet og forfatter til Pio – Flugten til Amerika, sit bud på.
Arkivet er et skatkammer. Gemmestedet hvor mennesker henter ”viden og inspiration”. Magasinet, hvor historien får formål. ”At mindes fortiden kan være skønt. Men at lære af historien er langt vigtigere,” fastslog Anker Jørgensen i 1984.
Den tidligere statsministers citat er i dag malet fint i mellemgangen på Arbejdermuseets arkiv i Rømersgade, og jeg har de seneste år jævnligt dvælet ved det under en pause fra dokumenterne i nabolokalet.
Viden, inspiration, minder og læring var Jørgensens svar på historiens nytte, og selvom mange faghistorikere nok ville udskifte ”lære af historien” med ”reflektere over historien”, er det tydeligt, at den daværende statsminister havde fat i noget væsentligt. Historien gentager sig ikke (alt for meget ændrer sig, alt for hurtigt), men mennesker er, som Martin Luther King Jr. udtrykte det, ”skabt af historie”.
Historie er identitet. Hos den enkelte, i organisationer og på nationalt niveau. Historie gør os klogere på begivenheder, der har formet os over årene. Og historie minder os om, at der er andre måder at indrette tilværelsen på.
Den verden, vi tager for givet, og den hverdag vi opfatter som ”normal”, har ikke altid været sådan. Som arkivkasserne på Arbejdermuseet (og mange andre steder) afslører, så har netop evnen til at forestille sig en markant anden samfundsindretning ført til nogle af historiens vigtigste vendepunkter. Denne forestillingsevne var også årsagen til, at en mand som Louis Pio i 1870’erne blev en af Danmarks mest frygtede, hadede og elskede ledere.
Pio og hans allierede ønskede sig et demokrati, hvor flere end 15 procent af befolkningen havde stemmeret og hvor flere – ikke mindst dem Pio kaldte den ”producerende” klasse – nød godt af samfundets goder. På grund af disse ”samfundsomstyrtende” ideer, blev Pio i 1877 – bestukket og beskyldt for forræderi – skubbet ombord på et skib mod Amerika, hvor den danskfødte arbejderleder forsøgte at omplante sine ideer og få dem til at blomstre i Midtvesten.
I Amerika var der pressefrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og vigtigst, understregede Pio: stemmeret. Men tiden i USA viste også, at mange skandinaviske immigranter, ikke mindst Pio selv, havde svært ved at forestille sig en arbejderbevægelse, der bakkede op om ikke-europæiske arbejderes rettigheder på grund af dybtliggende tanker om racemæssige hierarkier. Mit arbejde med Louis Pio som historisk person og aktør blotlagde dermed nogle af datidens debatter om retfærdighed (arbejdstidens længde) og fællesskab (grænserne for solidaritet) og tydeliggjorde samfundsspor, der både identitets- og følelsesmæssigt var ”skabt af historie”.
Anders Bo Rasmussen
Nutidens historieskrivere er naturligvis også formet af fortiden og samtiden. Historikeres evne til at behandle spørgsmål, som er af bredere interesse i samtiden, afspejles – når de er bedst – i alt fra foredragsforeninger over Folkeuniversitetet til festivalpladserne.
Det er ikke tilfældigt, at titusinder af danskere besøger Historiske Dage og BogForum i København eller møder op for at hylde gode fortællinger på Fyn og i Jylland. Glæden ved historie kommer mange til gode (også mange brancher) og åbner samtidig for fornyet dialog og refleksion. Med historisk bevidsthed bliver simple svar på indviklede problemer – klima, køn, krig og meget andet – mindre interessante. Og på den måde hænger historikerens rolle sammen med borgerens.
Den historiske tilgang er en ydmyghed over for alt det, man ikke ved, men også en ambition om at forstå verden endnu bedre ved at se større sammenhænge. Målet er et ærligt og velunderbyggetforhold til fortiden, baseret på troværdige kilder, der gør det muligt at genkende og analysere argumenter, når de dukker op versioneret til vores samtid.
Arkivet er et skatkammer. Og når historieformidlingen er bedst, er den både en (god) fortælling og en (nuanceret) forklaring.
Dét er det vigtigste, vi kan lære… af historien.
Pio – Flugten til Amerika
Nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2023!
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Banebrydende og vigtigt historisk værk” – Altinget
“Et imponerende grundigt og velfortalt værk” – Weekendavisen
“Et kompetent historisk værk … anbefales på det varmeste” Historie-online
Pio – Flugten til Amerika er fortællingen om en ildsjæl og en fantast, hvis kamp for retfærdighed fik en enorm betydning for samtiden og eftertiden. Det er en beretning om personlig og samfundsmæssig udvikling, om lighed og ulighed, inklusion og eksklusion, og samtidig historien om et af de helt store spørgsmål inden for de seneste 100 års historieskrivning: Why is there no socialism in the United States?
Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver Anders Bo Rasmussen, lektor på Syddansk Universitet og forfatter til Pio – Flugten til Amerika, sit bud på.
Arkivet er et skatkammer. Gemmestedet hvor mennesker henter ”viden og inspiration”. Magasinet, hvor historien får formål. ”At mindes fortiden kan være skønt. Men at lære af historien er langt vigtigere,” fastslog Anker Jørgensen i 1984.
Den tidligere statsministers citat er i dag malet fint i mellemgangen på Arbejdermuseets arkiv i Rømersgade, og jeg har de seneste år jævnligt dvælet ved det under en pause fra dokumenterne i nabolokalet.
Viden, inspiration, minder og læring var Jørgensens svar på historiens nytte, og selvom mange faghistorikere nok ville udskifte ”lære af historien” med ”reflektere over historien”, er det tydeligt, at den daværende statsminister havde fat i noget væsentligt. Historien gentager sig ikke (alt for meget ændrer sig, alt for hurtigt), men mennesker er, som Martin Luther King Jr. udtrykte det, ”skabt af historie”.
Historie er identitet. Hos den enkelte, i organisationer og på nationalt niveau. Historie gør os klogere på begivenheder, der har formet os over årene. Og historie minder os om, at der er andre måder at indrette tilværelsen på.
Den verden, vi tager for givet, og den hverdag vi opfatter som ”normal”, har ikke altid været sådan. Som arkivkasserne på Arbejdermuseet (og mange andre steder) afslører, så har netop evnen til at forestille sig en markant anden samfundsindretning ført til nogle af historiens vigtigste vendepunkter. Denne forestillingsevne var også årsagen til, at en mand som Louis Pio i 1870’erne blev en af Danmarks mest frygtede, hadede og elskede ledere.
Pio og hans allierede ønskede sig et demokrati, hvor flere end 15 procent af befolkningen havde stemmeret og hvor flere – ikke mindst dem Pio kaldte den ”producerende” klasse – nød godt af samfundets goder. På grund af disse ”samfundsomstyrtende” ideer, blev Pio i 1877 – bestukket og beskyldt for forræderi – skubbet ombord på et skib mod Amerika, hvor den danskfødte arbejderleder forsøgte at omplante sine ideer og få dem til at blomstre i Midtvesten.
LÆS OGSÅ: Anders Bo Rasmussen om Pios flugt til Amerika
I Amerika var der pressefrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og vigtigst, understregede Pio: stemmeret. Men tiden i USA viste også, at mange skandinaviske immigranter, ikke mindst Pio selv, havde svært ved at forestille sig en arbejderbevægelse, der bakkede op om ikke-europæiske arbejderes rettigheder på grund af dybtliggende tanker om racemæssige hierarkier. Mit arbejde med Louis Pio som historisk person og aktør blotlagde dermed nogle af datidens debatter om retfærdighed (arbejdstidens længde) og fællesskab (grænserne for solidaritet) og tydeliggjorde samfundsspor, der både identitets- og følelsesmæssigt var ”skabt af historie”.
Nutidens historieskrivere er naturligvis også formet af fortiden og samtiden. Historikeres evne til at behandle spørgsmål, som er af bredere interesse i samtiden, afspejles – når de er bedst – i alt fra foredragsforeninger over Folkeuniversitetet til festivalpladserne.
Det er ikke tilfældigt, at titusinder af danskere besøger Historiske Dage og BogForum i København eller møder op for at hylde gode fortællinger på Fyn og i Jylland. Glæden ved historie kommer mange til gode (også mange brancher) og åbner samtidig for fornyet dialog og refleksion. Med historisk bevidsthed bliver simple svar på indviklede problemer – klima, køn, krig og meget andet – mindre interessante. Og på den måde hænger historikerens rolle sammen med borgerens.
Den historiske tilgang er en ydmyghed over for alt det, man ikke ved, men også en ambition om at forstå verden endnu bedre ved at se større sammenhænge. Målet er et ærligt og velunderbyggetforhold til fortiden, baseret på troværdige kilder, der gør det muligt at genkende og analysere argumenter, når de dukker op versioneret til vores samtid.
Arkivet er et skatkammer. Og når historieformidlingen er bedst, er den både en (god) fortælling og en (nuanceret) forklaring.
Dét er det vigtigste, vi kan lære… af historien.
Pio – Flugten til Amerika
Nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2023!
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Banebrydende og vigtigt historisk værk” – Altinget
“Et imponerende grundigt og velfortalt værk” – Weekendavisen
“Et kompetent historisk værk … anbefales på det varmeste” Historie-online
Pio – Flugten til Amerika er fortællingen om en ildsjæl og en fantast, hvis kamp for retfærdighed fik en enorm betydning for samtiden og eftertiden.
Det er en beretning om personlig og samfundsmæssig udvikling, om lighed og ulighed, inklusion og eksklusion, og samtidig historien om et af de helt store spørgsmål inden for de seneste 100 års historieskrivning: Why is there no socialism in the United States?
Du kan købe Pio – Flugten til Amerika hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: