“Det europæiske hus brænder.” Det var den følelse, som fik den prisbelønnede historiker Morten Møller til at skrive bogen Ud af ruinerne – vejen mod et forenet Europa.
I en tid, hvor krig og splittelse atter dominerer Europa, er det ikke mindst historien om europæernes vej ud af verdenskrigenes ruiner, der kræver vores interesse. Ifølge historikeren Morten Møller ligger det stærkeste argument for et fælles Europa i europæernes fælles historie. I sin nye bog fortæller han, hvordan et krigsmartret kontinent valgte en ny vej mod forening og gør læseren klogere på tilblivelsen af det moderne Europa.
Vi har talt med Morten Møller om truslerne mod Europa, den europæiske sammenhængskraft, og hvordan krigen i Ukraine er en påmindelse om, at det europæiske samarbejde mere end nogensinde er af afgørende betydning for Europas fremtid.
Hvad satte dig i gang med bogen?
Det gjorde en tiltagende følelse af, at Europa er i opbrud, og at den europæiske sammenhængskraft er truet. Den følelse, må vi huske, opstod ikke med krigen i Ukraine. Den eksisterede flere år forinden, den tog til i styrke med Brexit, valget af Donald Trump og en stigende opbakning til EU-modstandere i en række europæiske lande.
LÆS OGSÅ: Ud af ruinerne er en fortælling om det moderne Europas fødsel. Begynd din læsning her
“Det europæiske hus brænder” proklamerede en række europæiske intellektuelle allerede i 2019. Det antændte hos mig et behov for at undersøge, hvordan det hus i første omgang blev konstrueret, og hvilke visioner, der lå bag fødslen af det moderne Europa. Det er en fortælling, som efter min opfattelse har manglet i dansk historieskrivning.
Er der noget som i særlig grad har overrasket dig i arbejdet med bogen?
Jeg blev først og fremmest overrasket over, hvordan idéen om et forenet Europa allerede var fremherskende i 1920’erne. Hvor tæt Frankrig og Tyskland inden Hitlers magtovertagelse var på at indlede et samarbejde baseret på en fælles union, der skulle forsone de to lande oven på Første Verdenskrigs katastrofe. Kunne en sådan union have modvirket den politiske radikalisme, der vandt frem i 1930’erne? Kunne den ligefrem have medvirket til at forhindre en ny verdenskrig? Når man betragter den lange vej mod en europæisk union efter 1945, er det tydeligt, at man i vid udstrækning trækker på forslag, der allerede blev formuleret i mellemkrigstiden.
Du skriver et sted i Ud af ruinerne at ”tiden efter Den Kolde Krigs afslutning har svækket europæernes historiske bevidsthed”. Hvad ser du som årsagen til det?
Den Kolde Krigs afslutning gav en fornemmelse af, at Europas store konflikter lå bag os, og at kontinentet ovenikøbet var sluppet relativt helskindet gennem fire årtiers magtkamp mellem øst og vest. Samtidig var afstanden til de to verdenskrige forøget, og det svækkede den kobling mellem europæisk integration og fredelig sameksistens, som var afgørende for integrationens gennembrud i de første år efter Anden Verdenskrig.
Med Ruslands angreb på Ukraine bliver det nu krystalklart for os, at den fredelige sameksistens aldrig kan tages for givet. At den tværtimod skal passes og plejes, hvis den skal vare ved. Og at de markant forbedrede relationer mellem Europas tidligere slagsbrødre – ikke mindst Frankrig og Tyskland – som blev en direkte konsekvens af den europæiske integration, er et afgørende fremskridt i Europas historie, som der er al mulig grund til at være bevidst om og arbejde målrettet på at styrke og bevare.
Hvorfor er denne erfaring også vigtig at huske i Danmark?
Fordi den seneste udvikling i Europa om noget har understreget, at vi på godt og ondt er en del af kontinentet. At Europas historie også er vores historie. Og at krig i Europa direkte påvirker vores sikkerhed, velstand og tro på fremtiden. Vi har efter min opfattelse haft et distanceret forhold til historien om den europæiske integration. Det var noget, der i første omgang foregik “nede i Europa”. Det fandt sted parallelt med udviklingen af en kold krig, som vi har været langt mere optagede af at udforske og diskutere.
LÆS OGSÅ: Den mørkeste vinter af Peter Harmsen handler om en helt særlig måned under Anden Verdenskrig: December 1942. Læs i bogen her
Men ser vi på Europa i dag, er etableringen af det europæiske samarbejde og udviklingen af en europæisk union efter min opfattelse den mest epokegørende begivenhed i efterkrigstiden. Den forandrede over tid grundlæggende relationerne mellem Europas stater. Den førte til udviklingen af en institution, som i dag direkte eller indirekte har indflydelse på hovedparten af dansk lovgivning. Vi må kort sagt tage den europæiske integrationshistorie til os som en vigtig fortælling om, hvor vi står i dag.
Hvem er i disse år de stærkeste lokomotiver i kampen for et forenet Europa?
Det er Frankrig og Tyskland, som fra begyndelsen var helt afgørende for etableringen af Kul- og Stålunionen, og som også i 1980’erne og 1990’erne var de primære drivkræfter i udviklingen af EU. Men efter indlemmelsen af en række østeuropæiske lande i unionen i begyndelsen af det 21. århundrede spiller et land som Polen også en vigtig rolle i samarbejdet.
Den betydning er blot blevet øget med Ruslands angreb på Ukraine, og det er ikke uproblematisk, fordi den polske regering på linje med Viktor Orbáns Ungarn fører en indenrigspolitik, eksempelvis på presse- og retsområdet, der strider mod EU’s regler og grundlæggende demokratiske værdier.
At vi står i en situation, hvor autoritære tendenser præger flere af unionens egne medlemslande, er for mig at se blot en yderligere påmindelse om, at et demokratisk Europa absolut heller ikke er en given sag. Også her bør EU indtage en vigtig rolle i forsøget på at moderere de kræfter, der truer demokratiet, eksempelvis ved at tilbageholde EU-midler til stater og regeringer, der åbenlyst bryder med gængse retsprincipper.
Hvor ser du de største udfordringer for et forenet Europa?
Først og fremmest understreger krigen i Ukraine, at vi ikke har et forenet Europa. At vi efter Den Kolde Krig aldrig kom i nærheden af at integrere Rusland i en eller anden form for europæisk samarbejde, og at forudsætningerne for et sådant samarbejde lige nu er mere end vanskelige at få øje på.
Derudover er det tydeligt, at udvidelsen af EU til de nuværende 27 medlemslande på den ene side har styrket EU som institution, men på den anden side også har gjort det vanskeligere at træffe fælles beslutninger. Det ser vi på klimaområdet, det ser vi på håndteringen af flygtninge- og migrantkrisen, og det ser vi, når det gælder krigen i Ukraine, hvor der inden for EU er uenighed om den politiske linje.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky og Leif Davidsen om Zelenskyj, Putin og krigen i Ukraine
Men det er her, vi efter min opfattelse må spørge os selv: Er der et bedre alternativ? Viser historien os ikke netop, at internationale institutioner, der kan dæmpe aggressiv nationalisme og mellemstatslig magtkamp, er den bedste måde at sikre fred og velstand på? Rusland har med sit angreb på Ukraine markeret, at det vil tilbage til en verden, hvor magt er ret, og hvor stater efter forgodtbefindende ændrer Europas grænser. Det er uantageligt.
For mig er krigen i Ukraine en påmindelse om, at det europæiske samarbejde, som under meget vanskelige betingelser blev etableret efter Anden Verdenskrig, måske mere end nogensinde er af afgørende betydning for Europas fremtid.
Morten Møller – Ud af ruinerne
Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa er en fascinerende fortælling om det moderne Europas fødsel. Bogen følger visionen om at skabe et forenet Europa. Den giver et nuanceret og dybdegående indblik i den europæiske integrations gennembrud i årene efter Anden Verdenskrig.
På et ødelagt kontinent leder europæere efter fælles løsninger, der fører væk fra verdenskrigenes blodsudgydelser. I Frankrig og Tyskland søger man især efter forslag, der kan erstatte aggressiv nationalisme med forsoning og samarbejde. Løsningen kommer fra en tidligere fransk cognacsælger, Jean Monnet, som foreslår at grundlægge en union for at forhindre nye katastrofer.
I en tid, hvor Europa atter er truet af splittelse og krig, bidrager bogen med en vigtig forståelse af vores fælles historie som europæere.
“Det europæiske hus brænder.” Det var den følelse, som fik den prisbelønnede historiker Morten Møller til at skrive bogen Ud af ruinerne – vejen mod et forenet Europa.
I en tid, hvor krig og splittelse atter dominerer Europa, er det ikke mindst historien om europæernes vej ud af verdenskrigenes ruiner, der kræver vores interesse. Ifølge historikeren Morten Møller ligger det stærkeste argument for et fælles Europa i europæernes fælles historie. I sin nye bog fortæller han, hvordan et krigsmartret kontinent valgte en ny vej mod forening og gør læseren klogere på tilblivelsen af det moderne Europa.
Vi har talt med Morten Møller om truslerne mod Europa, den europæiske sammenhængskraft, og hvordan krigen i Ukraine er en påmindelse om, at det europæiske samarbejde mere end nogensinde er af afgørende betydning for Europas fremtid.
Hvad satte dig i gang med bogen?
Det gjorde en tiltagende følelse af, at Europa er i opbrud, og at den europæiske sammenhængskraft er truet. Den følelse, må vi huske, opstod ikke med krigen i Ukraine. Den eksisterede flere år forinden, den tog til i styrke med Brexit, valget af Donald Trump og en stigende opbakning til EU-modstandere i en række europæiske lande.
LÆS OGSÅ: Ud af ruinerne er en fortælling om det moderne Europas fødsel. Begynd din læsning her
“Det europæiske hus brænder” proklamerede en række europæiske intellektuelle allerede i 2019. Det antændte hos mig et behov for at undersøge, hvordan det hus i første omgang blev konstrueret, og hvilke visioner, der lå bag fødslen af det moderne Europa. Det er en fortælling, som efter min opfattelse har manglet i dansk historieskrivning.
Er der noget som i særlig grad har overrasket dig i arbejdet med bogen?
Jeg blev først og fremmest overrasket over, hvordan idéen om et forenet Europa allerede var fremherskende i 1920’erne. Hvor tæt Frankrig og Tyskland inden Hitlers magtovertagelse var på at indlede et samarbejde baseret på en fælles union, der skulle forsone de to lande oven på Første Verdenskrigs katastrofe. Kunne en sådan union have modvirket den politiske radikalisme, der vandt frem i 1930’erne? Kunne den ligefrem have medvirket til at forhindre en ny verdenskrig? Når man betragter den lange vej mod en europæisk union efter 1945, er det tydeligt, at man i vid udstrækning trækker på forslag, der allerede blev formuleret i mellemkrigstiden.
Du skriver et sted i Ud af ruinerne at ”tiden efter Den Kolde Krigs afslutning har svækket europæernes historiske bevidsthed”. Hvad ser du som årsagen til det?
Den Kolde Krigs afslutning gav en fornemmelse af, at Europas store konflikter lå bag os, og at kontinentet ovenikøbet var sluppet relativt helskindet gennem fire årtiers magtkamp mellem øst og vest. Samtidig var afstanden til de to verdenskrige forøget, og det svækkede den kobling mellem europæisk integration og fredelig sameksistens, som var afgørende for integrationens gennembrud i de første år efter Anden Verdenskrig.
Med Ruslands angreb på Ukraine bliver det nu krystalklart for os, at den fredelige sameksistens aldrig kan tages for givet. At den tværtimod skal passes og plejes, hvis den skal vare ved. Og at de markant forbedrede relationer mellem Europas tidligere slagsbrødre – ikke mindst Frankrig og Tyskland – som blev en direkte konsekvens af den europæiske integration, er et afgørende fremskridt i Europas historie, som der er al mulig grund til at være bevidst om og arbejde målrettet på at styrke og bevare.
Hvorfor er denne erfaring også vigtig at huske i Danmark?
Fordi den seneste udvikling i Europa om noget har understreget, at vi på godt og ondt er en del af kontinentet. At Europas historie også er vores historie. Og at krig i Europa direkte påvirker vores sikkerhed, velstand og tro på fremtiden. Vi har efter min opfattelse haft et distanceret forhold til historien om den europæiske integration. Det var noget, der i første omgang foregik “nede i Europa”. Det fandt sted parallelt med udviklingen af en kold krig, som vi har været langt mere optagede af at udforske og diskutere.
LÆS OGSÅ: Den mørkeste vinter af Peter Harmsen handler om en helt særlig måned under Anden Verdenskrig: December 1942. Læs i bogen her
Men ser vi på Europa i dag, er etableringen af det europæiske samarbejde og udviklingen af en europæisk union efter min opfattelse den mest epokegørende begivenhed i efterkrigstiden. Den forandrede over tid grundlæggende relationerne mellem Europas stater. Den førte til udviklingen af en institution, som i dag direkte eller indirekte har indflydelse på hovedparten af dansk lovgivning. Vi må kort sagt tage den europæiske integrationshistorie til os som en vigtig fortælling om, hvor vi står i dag.
Hvem er i disse år de stærkeste lokomotiver i kampen for et forenet Europa?
Det er Frankrig og Tyskland, som fra begyndelsen var helt afgørende for etableringen af Kul- og Stålunionen, og som også i 1980’erne og 1990’erne var de primære drivkræfter i udviklingen af EU. Men efter indlemmelsen af en række østeuropæiske lande i unionen i begyndelsen af det 21. århundrede spiller et land som Polen også en vigtig rolle i samarbejdet.
Den betydning er blot blevet øget med Ruslands angreb på Ukraine, og det er ikke uproblematisk, fordi den polske regering på linje med Viktor Orbáns Ungarn fører en indenrigspolitik, eksempelvis på presse- og retsområdet, der strider mod EU’s regler og grundlæggende demokratiske værdier.
At vi står i en situation, hvor autoritære tendenser præger flere af unionens egne medlemslande, er for mig at se blot en yderligere påmindelse om, at et demokratisk Europa absolut heller ikke er en given sag. Også her bør EU indtage en vigtig rolle i forsøget på at moderere de kræfter, der truer demokratiet, eksempelvis ved at tilbageholde EU-midler til stater og regeringer, der åbenlyst bryder med gængse retsprincipper.
Hvor ser du de største udfordringer for et forenet Europa?
Først og fremmest understreger krigen i Ukraine, at vi ikke har et forenet Europa. At vi efter Den Kolde Krig aldrig kom i nærheden af at integrere Rusland i en eller anden form for europæisk samarbejde, og at forudsætningerne for et sådant samarbejde lige nu er mere end vanskelige at få øje på.
Derudover er det tydeligt, at udvidelsen af EU til de nuværende 27 medlemslande på den ene side har styrket EU som institution, men på den anden side også har gjort det vanskeligere at træffe fælles beslutninger. Det ser vi på klimaområdet, det ser vi på håndteringen af flygtninge- og migrantkrisen, og det ser vi, når det gælder krigen i Ukraine, hvor der inden for EU er uenighed om den politiske linje.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky og Leif Davidsen om Zelenskyj, Putin og krigen i Ukraine
Men det er her, vi efter min opfattelse må spørge os selv: Er der et bedre alternativ? Viser historien os ikke netop, at internationale institutioner, der kan dæmpe aggressiv nationalisme og mellemstatslig magtkamp, er den bedste måde at sikre fred og velstand på? Rusland har med sit angreb på Ukraine markeret, at det vil tilbage til en verden, hvor magt er ret, og hvor stater efter forgodtbefindende ændrer Europas grænser. Det er uantageligt.
For mig er krigen i Ukraine en påmindelse om, at det europæiske samarbejde, som under meget vanskelige betingelser blev etableret efter Anden Verdenskrig, måske mere end nogensinde er af afgørende betydning for Europas fremtid.
Morten Møller – Ud af ruinerne
Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa er en fascinerende fortælling om det moderne Europas fødsel. Bogen følger visionen om at skabe et forenet Europa. Den giver et nuanceret og dybdegående indblik i den europæiske integrations gennembrud i årene efter Anden Verdenskrig.
På et ødelagt kontinent leder europæere efter fælles løsninger, der fører væk fra verdenskrigenes blodsudgydelser. I Frankrig og Tyskland søger man især efter forslag, der kan erstatte aggressiv nationalisme med forsoning og samarbejde. Løsningen kommer fra en tidligere fransk cognacsælger, Jean Monnet, som foreslår at grundlægge en union for at forhindre nye katastrofer.
I en tid, hvor Europa atter er truet af splittelse og krig, bidrager bogen med en vigtig forståelse af vores fælles historie som europæere.
Du kan købe Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 11 januar.
Andre læste også: