Fagbøger Læseprøve og uddrag

Ud af ruinerne er en fortælling om det moderne Europas fødsel. Begynd din læsning her

ud af ruinerne, morten møller, gode bøger, gode fagbøger, gode historiebøger, europahistorie, bøger om eu

I Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa af den anmelderroste forfatter og historiker Morten Møller får du historien om et ødelagt Europa, der forsøger at genopbygge sig selv. Læs i bogen her.


Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa af historiker Morten Møller er en fascinerende fortælling om visionen om at skabe et forenet Europa. Du får i bogen et nuanceret og dybdegående indblik i Europas fortælling efter Anden Verdenskrig, hvor kontinentet lå i ruiner.

Europæerne ledte efter fælles løsninger, som kunne føre kontinentet væk fra blodsudgydelserne efter to verdenskrige. Man søgte især i Frankrig og Tyskland at erstatte den agressive nationalisme, som havde præget 1900-tallet, og i stedet implementere forsoning og samarbejde.

LÆS OGSÅ: 27 bøger der gør dig klogere på historien

Løsningen skulle vise sig at komme fra en tidligere fransk cognacsælger, Jean Monnet, der forslog at grundlægge en union for at forhindre nye katastrofer.

Bogen bidrager med en vigtig forståelse af vores fælles historie som europæere, i en tid hvor Europa atter trues af splittelse og krig.

Du kan købe Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 11 januar.




Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa

Morten Møller


KRIG OG FRED

Alle krige er umenneskelige, men moderne krige er især. – Ian Kershaw

Når jeg betragter min families stamtræ – forældres, bedsteforældres, fjernere forfædres fødsels- og dødsår – er det ved første øjekast blot cifre uden større relevans for denne bogs historie, der træder frem langs træets tynde grene: 1682-1755, 1720-1795, 1773-1815, 1800-1884, 1842-1886, 1891-1968, 1911- 2000, 1944-2021. Men sammenholder jeg livsforløbene i min familie med begivenheder i Danmarks og Europas historie, danner stamtræet sin egen selvstændige pointe: Mine søskende og jeg er den første generation i familien, der ikke har levet i en epoke, hvor der var krig i vores eget land.

Mine forældre blev født i et Europa i brand og med Anden Verdenskrig liggende som en tung dyne over vuggen. Min morfar var under besættelsen aktiv i modstandsbevægelsens ventegrupper, som skulle støtte de allierede tropper i tilfælde af kampe på dansk jord. Min ene oldefar, teglværksarbejderen fra Dybbøl, var som tysk statsborger under Første Verdenskrig fangevogter for russiske krigsfanger i Preussen.

Min anden oldefar, skræddermesteren fra Vollerup, mistede som tysk soldat to fingre under slaget ved Verdun i Nordøstfrankrig, og går vi længere tilbage, prægede De Slesvigske Krige, Englandskrigene og Store Nordiske Krig fjernere slægtninges tilværelse. Kun få af mine forfædre oplevede ganske vist krigen på nærmeste hold. Konflikterne i 1700- og 1800-tallet var sjældent ”massekrige” og i endnu mindre grad ”totale krige”, der direkte involverede civilbefolkningen. Men krig og død var der nu engang.

Er denne spinkle erfaring fra en familie med rødder i det sydlige Danmark en undtagelse i dagens Europa? På ingen måde. Tværtimod slap Danmark relativt billigt gennem de talrige blodsudgydelser, som i de seneste århundreder har martret kontinentet. Danmark var et smørhul, når det kom til omfanget og hyppigheden af voldelige sammenstød.

Mange andre steder hænger krigserfaringerne som langt tungere frugter på de fleste familiers stamtræer. Spørg blot syd for grænsen, spørg i Frankrig, i Polen og i Ungarn, spørg på Balkan, i Italien og i Spanien, spørg i Rusland, og spørg i Ukraine. Statskonflikter, borgerkrige, etniske udrensninger. Krig som et gennemgående fænomen i Europa.

Tiden efter 1945 blev imidlertid et brud med denne tendens. Afslutningen på Anden Verdenskrig kom til at markere en usædvanlig skillelinje i europæisk historie – den lange fred er årene efter krigen og frem til i dag sågar blevet kaldt. Det blev en periode, hvor flere af fortidens krigsanstiftere forandrede deres indbyrdes relationer og lagde fundamentet for en epokegørende nyskabelse: en europæisk union.

Det betød ikke, at voldelige konflikter fra den ene dag til den anden forsvandt. Nye stridigheder blussede op og for blot at nævne nogle af dem: Europæiske magter førte længe efter Anden Verdenskrig brutale kolonikrige uden for Europa – blandt andre Frankrig i Algeriet, Belgien i Congo og Portugal i Angola. Der var borgerkrige i både Grækenland og Jugoslavien. Der var Sovjetunionens invasioner af de genstridige vasalstater Ungarn og Tjekkoslovakiet.

Der var europæiske staters krigserklæringer mod lande på andre kontinenter, herunder Afghanistan, Irak og Libyen. Og der var igennem næsten et halvt århundrede en nervepirrende koldkrigskonflikt, som uden for Europa førte til krige i Korea og Vietnam med millioner af dødsofre, og som i Europa skabte en tilstand, hvor man i perioder frygtede, at det militære kaos endnu en gang ville folde sig ud i denne del af verden.

Ikke desto mindre er fraværet af krige mellem Europas stormagter et slående kendetegn for den nyere tid i Europas historie. Perioden, som vi også har betegnet som efterkrigstiden, udgør en tydelig kontrast til det ekstremt blodige halve århundrede, der gik forud. På et tidspunkt, hvor Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022 atter har bragt krigens virkelighed til kontinentet, bliver en forståelse for Europas bemærkelsesværdige udvikling efter Anden Verdenskrig ekstra påtrængende. Krigen i Ukraine fordrer kort sagt en øget bevidsthed om baggrunden for det øvrige Europas lange vej mod fred.

Denne bog undersøger idéen bag det moderne Europa, og bogens tese er simpel: Det var grundlæggelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – fundamentet for nutidens EU – der blev en afgørende forudsætning for vesteuropæisk fred og stabilitet i årene efter Anden Verdenskrig, og etableringen af dette fællesskab markerede kulminationen på årtiers tanker og visioner om et forenet kontinent.

I en tid, hvor Europas indre sammenhængskraft atter synes truet, er der grund til at gå tilbage til udgangspunktet og undersøge den snørklede vej frem mod det europæiske samarbejde, som hovedparten af Europas stater i dag er en del af. Hvor stammer tankerne om europæisk enhed fra? I hvilken historisk kontekst blev de skabt? Hvori lå det revolutionære i deres indhold? Hvordan blev ruten mod europæisk integration fastlagt i de første år efter Anden Verdenskrig? Hvilke biveje, omveje og alternative ruter overvejede datidens aktører undervejs?

Den historiske undersøgelses vigtigste eksistensberettigelse er ofte at påpege, hvor skrøbeligt verden udvikler sig, og hvor små de seismografiske rystelser undertiden behøver at være, før tingene bevæger sig i radikalt andre retninger. Udforskningen af den europæiske integrations forhistorie – denne bogs grundlæggende tema – er ingen undtagelse fra reglen.

Min påstand er, at tiden efter Den Kolde Krigs afslutning har svækket europæernes historiske bevidsthed. At EU-samarbejdets oprindelige rationaler og perspektiver har haft tendens til at drukne i den daglige disput og politiske uenighed, der altid vil kendetegne en organisation af den størrelse og kompleksitet. Og at fred i Europa trods historiens talrige eksempler på det modsatte er blevet opfattet som et naturgivent fænomen.

Fraværet af den kommunistiske trussel efter 1989 bidrog til, at erindringen om det blodige 20. århundrede mistede realpolitisk betydning over det meste af Europa. Sovjetunionen, som i mere end fire årtier havde været Vesteuropas klare og tydelige modstander, gik i opløsning, og en kort overgang var der ligefrem grund til at tro, at den nye russiske stat, som blev etableret, ville bevæge sig i retning af frihed og demokrati.

Fremtiden tegnede lys, og da flere af de tidligere østeuropæiske diktaturstater i begyndelsen af det 21. århundrede blev optaget i EU, kunne den daværende EU-formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, optimistisk annoncere, at ”et nyt Europa er født”.

Men EU-udvidelsen førte ikke, som den britiske historiker Timothy Garton Ash har fremhævet, til den forventede stabilisering af Europa og det europæiske samarbejde. Nye problemer kom til, nye kriser opstod. I de senere år har problemerne blandt andet omhandlet de mere og mere autoritære regimer i Polen og Ungarn, som udfordrer EU’s demokratiske værdier, foruden stigende vanskeligheder med at finde fælles fodslag i håndteringen af et vedvarende flygtninge- og migrantpres på unionens ydre grænser.

Samtidig har flere af de etablerede medlemslande oplevet en stigende vælgeropbakning bag politiske partier, hvis endemål enten er en opløsning eller en markant svækkelse af det europæiske fællesskab og en tilbagevenden til ”nationernes Europa”. Denne udvikling nåede sin foreløbige kulmination, da et fler- tal af britiske vælgere i 2016 stemte Storbritannien ud af EU.

Samme år blev den NATO- og EU-skeptiske Donald Trump valgt som præsident i USA, og flere eksperter fremhævede, at en tilsvarende valgsejr til det EU-kritiske Front Nationals leder Marine Le Pen ved præsidentvalget i Frankrig i 2017 efter alt at dømme ville føre til EU’s opløsning (Le Pen tabte som bekendt valget).

Truslen mod EU som institution og dermed mod hele den politiske og økonomiske organisering af Europa rystede unionstilhængere på tværs af kontinentet. Grundsøjlerne i det europæiske hus, som i årene efter 1945 under store vanskelig- heder var blevet konstrueret, begyndte at vise tegn på risiko for kollaps. En udvikling, som i 2019 fik Europa-Parlamentet til at fremhæve ”betydningen af europæisk historiebevidsthed for Europas fremtid” og samtidig understrege, ”at Euro- pas tragiske fortid fortsat bør tjene som moralsk og politisk inspiration til at tackle udfordringerne i vor tids verden”.

Med Ruslands angreb på Ukraine og stigende spændinger mellem Rusland og EU’s medlemslande er sammenholdet i unionen blevet sat på nye prøver.

Dermed bliver en indsigt i hele baggrunden for det moderne Europa særlig vigtig i en tid, hvor fænomenet Europa atter er omstridt, hvor millioner af europæere har vanskeligt ved at se fordelene ved et forpligtende europæisk samarbejde, hvor unionens næststørste land har taget det vidtgående skridt at forlade samarbejdet – og hvor en ny krig har kastet kontinentet ud i en af de mest alvorlige kriser siden 1945.

I en sådan situation må man frekventere fortiden. Eftersøge rødderne, der med tiden er nået så langt under overfladen, at de til daglig kan være vanskelige at få øje på. Spørge sig selv: Hvad var egentlig – i skyggen af to verdenskrige – argumenterne for Europa?

*

Tanker om et samlet Europa er gammel vin på nye flasker. Idealistiske, nogle vil sige utopiske, forestillinger om et forenet kontinent har eksisteret i århundreder og i varierende grad påvirket Europas udvikling.

Visionen lå allerede indlejret i etableringen af Det Tysk-romerske Rige i middelalderen og tog udgangspunkt i drøm- men om en fælles kristen civilisation forenet under Gud. I 1500-tallet levede idealet videre hos humanistiske renæssancetænkere som Erasmus af Rotterdam. I begyndelsen af 1600-tallet blev visioner om en fælles europæisk civilisation atter fremhævet i kølvandet på de blodige religionskrige mellem katolikker og protestanter.

I 1692 foreslog den britiske kvækerleder William Penn i sit værk Towards the Future Peace in Europe at oprette et europæisk råd for at hindre fremtidige krige. I 1700-tallet drømte såvel den franske forfatter Abbé de Saint-Pierre som den tyske filosof Immanuel Kant om at sikre ”evig fred i Europa”, for førstnævntes vedkommende gennem et fælles parlament og en fælles hær, i Kants tilfælde ved at etablere et europæisk retssystem forankret i en sammenslutning af frie stater.

I samme århundrede fremhævede den franske filosof François de Voltaire, at de europæiske stater grundlæggende var opbygget efter en fælles europæisk samfundsopfattelse, og han karakteriserede Europa som én stor republik opdelt i stater, der alle baserede sig på ”de samme principper om lovgivning og politik, ukendt i andre dele af verden”. En anden samtidig tænker, den schweizisk-franske forfatter og komponist Jean-Jacques Rousseau, gik skridtet videre og påstod, at der ”ikke længere findes franskmænd, tyskere og spaniere, ikke engang englændere, men kun europæere”.

I midten af 1800-tallet dyrkede en ny generation af europæiske republikanere Den Franske Revolution og den franske republik som et ideal for et samlet Europa. Forfatteren Victor Hugo og andre intellektuelle fra århundredets socialistiske bevægelser drømte om at skabe en europæisk union. Efter Første Verdenskrig blev mellemkrigstidens tidlige periode rig på tanker og idéer om enhed og fred, uden at idéerne førte til større forandringer.

På tværs af tid har europæere dyrket fællesskabet og foreningen i deres forestillinger om Europas fremtid.

Da endnu en verdenskrig havde martret Europa, blev der plads til et nyt forsøg.

Hovedkraften bag det initiativ, som kom til at præge udviklingen i efterkrigstidens Europa, var den franske embedsmand Jean Monnet. Hans navn dukker op overalt, hvor talen falder på Vesteuropas vanskelige forsoning i årene efter Anden Verdenskrig, og hans tanker præsenteres flere steder som det måske vigtigste grundlag for den europæiske integrations gennembrud og dermed som et afgørende fundament for det 21. århundredes Europa.

Monnet er blevet kaldt alt fra ”entreprenant internationalist” til ”verdens statsmand”. Et europæisk universitet i Italien er opkaldt efter ham. Han lægger fortsat navn til EU-initierede uddannelses- og forskningsprogrammer. Akademikere med fokus på det europæiske samarbejde kan stræbe efter den ultimative anerkendelse: udnævnelse til Jean Monnet-professor.

Han bliver dyrket i EU-apparatet som kontinentets store frelser, og ved hundredeåret for hans fødsel erklærede Det Europæiske Råd året for ”Det Europæiske Jean Monnet År”, mens EF-Kommissionen finansierede pamfletter, der hyldede hans fremsynethed og udråbte ham til ”Europas Fader” – med stort F. En helt, en grå eminence, ”opfinderen af det europæiske fællesskab” blev han et par år senere benævnt i en antologi med bidrag fra flere af hans tidligere medarbejdere.

I denne bastante helgenkåring lå en berettiget anerkendelse af Jean Monnets betydning for tysk-fransk forsoning og europæisk integration i årene efter Anden Verdenskrig. Men der lå ofte også en uforløst drøm fra skuffede europæiske føderalister, som havde set integrationen udvikle sig langsommere og mindre ambitiøst, end de havde ønsket, og som med dyrkelsen af Jean Monnet forsøgte at holde fast i den målsætning, som Monnet aldrig selv opgav: grundlæggelsen af Europas Forenede Stater.

Når Jean Monnet skal spille en rolle i denne bog, er det ikke med henblik på at gentage den til tider overdrevne hyldest af mandens påståede genialitet og fremsynethed, men fordi hans betydning for Europas udvikling efter 1945 er uomtvistelig, og fordi hans personlige livsforløb rummede den erfaring fra to verdenskrige, som blev afgørende for viljen til forandring. Det er historien om Jean Monnet som politisk tænker og som menneske i en af Europas mørkeste perioder, der er interessant, ikke dyrkelsen af Jean Monnet som helten i eftertidens politiske brug af fortiden.

Hvad fortæller den historiske analyse os, når vi sorterer hyldesttalerne fra og sætter Monnets tanker ind i samtidens kontekst? Og hvad kan franskmandens egen udviklingshistorie, fra Første Verdenskrigs udbrud i 1914 og frem til etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952, bidrage med i forståelsen af den lange vej mod et mere samlet Europa?

Et indledende svar på de spørgsmål skal findes i Alperne i det tidlige forår 1950. Der gik han, Jean Monnet, en tidligere cognacsælger fra det sydvestlige Frankrig, middel af højde, tætbygget, tyndhåret, med smalt, fransk overskæg og venlige øjne, på lange vandreture, optaget af spørgsmålet om Europas fremtid. Bag ham lå to sammenflettede verdenskrige, en moderne trediveårskrig, som han havde oplevet på tætteste hold.

Nu var krigene erstattet af en eskalerende supermagtskonfrontation mellem USA og Sovjetunionen. Konflikten prægedes af mere og mere fastfrosne positioner og af nyudviklede atomvåben på begge sider af det såkaldte jerntæppe, der havde delt Europa i to, placeret den nyoprettede stat Vesttyskland i konfliktens absolutte centrum og skabt stigende bekymringer over hele kontinentet og især i Jean Monnets eget land.

Udfordringerne stod i kø. Krigen truede på ny. Monnet vandrede.

Den 62-årige embedsmand havde gennem flere år haft en nøglerolle i genopbygningen af den franske økonomi, som havde haft svært ved at komme sig oven på verdenskrigens tilbageslag. Han blev af venner og kolleger beskrevet som en simpel, beskeden mand med klare principper, en krævende chef, der ikke tolererede nøl eller sjusk, som foragtede middelmådighed, og som var så fokuseret på sagen, at han om nødvendigt sled sine medarbejdere op på vejen mod målet. Patriarkalsk, ifølge nogle, stædig og vedholdende, ifølge andre, og skeptisk over for unødig snak. Netop dette forår var der en særlig sag, der optog ham.

Et kvart århundrede senere gennemgik Jean Monnet, nu tæt på 90, de notater, han nedskrev efter sine vandreture i Alperne, og hvori han forsøgte at sætte ord på de tanker, som på daværende tidspunkt fyldte hans sind.

”Jeg genfinder deri klare spor af den ængstelse, der knugede Europa fem år efter krigen,” konstaterede han og opsummerede det centrale i tankernes indhold: ”En ny krig står for døren, hvis vi ikke gør noget. Denne gang bliver Tyskland ikke årsagen til krigen, men det land man spiller om. Tyskland må holde op med at være spilleindsats og tværtimod blive et bånd. Det er kun Frankrig, der i øjeblikket kan tage et initiativ. Hvad kan man, før det er for sent, finde, som kan binde Frankrig og Tyskland sammen, hvordan kan man allerede fra i dag få en fælles interesse til at slå rod mellem de to lande?”

Da Monnet i foråret 1950 vendte hjem til sit landsted uden for Paris med notater fra opholdet i Alperne i sin rejsetaske, samlede han en lille skare af mennesker, som han tidligere havde arbejdet sammen med, og hvis faglige kompetencer han respekterede. Økonomer, jurister, folk med politisk indsigt og internationalt udsyn. I fællesskab, men med Monnet som den drivende kraft, gik de i gang med at forfatte et dokument, hvis indhold umiddelbart omhandlede noget af det mindst begejstringsværdige, man kan forestille sig. Dokumentet handlede om kul: planterester presset til sten under højt tryk. Og det handlede om stål: legeringer baseret på jern.

Det blev en tekst, der på afgørende vis forandrede Europas historie.




Morten Møller: Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa

Ud af ruinerne er en fortælling om det moderne Europas fødsel. Begynd din læsning her

Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa er en fascinerende fortælling om det moderne Europas fødsel. Bogen følger visionen om at skabe et forenet Europa. Den giver et nuanceret og dybdegående indblik i den europæiske integrations gennembrud i årene efter Anden Verdenskrig.

På et ødelagt kontinent leder europæere efter fælles løsninger, der fører væk fra verdenskrigenes blodsudgydelser. I Frankrig og Tyskland søger man især efter forslag, der kan erstatte aggressiv nationalisme med forsoning og samarbejde. Løsningen kommer fra en tidligere fransk cognacsælger, Jean Monnet, som foreslår at grundlægge en union for at forhindre nye katastrofer.

I en tid, hvor Europa atter er truet af splittelse og krig, bidrager bogen med en vigtig forståelse af vores fælles historie som europæere.

Du kan købe Ud af ruinerne – Vejen mod et forenet Europa online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 11 januar.