Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Stilhedens hav er en både tidsløs og aktuel roman om kunst og kærlighed i år 2401. Begynd din læsning her

Stilhedens hav, Emily St. John Mandel header

Stilhedens hav er en ambitiøs og nærværende roman fra Emily St. John Mandel og blandt årets bedste bøger 2022 hos Goodreads. Tyvstart din læsning af bogen herunder.


Stilhedens hav foregår i 2401, hvor tidsdetektiven Gaspery-Jacques Robert sættes til at efterforske en anomali – og opdager en serie af forbundne liv:

En ung britisk aristokrat drevet til sindssyge i de canadiske skove; en forfatter fanget i en pandemi langt væk fra sit hjem, samt en af Gasperys egne barndomsvenner, som har fået en helt særlig mulighed, der har potentiale til at skabe ravage i universets tidslinje.

LÆG OGSÅ: Emily St. John Mandel – dronningen af spekulativ fiktion

Stilhedens hav af Emily St. John Mandel er en universel og aktuel roman on kærlighed og kunst, hvor fortællingen strækker sig gennem tid og rum, fra Vancouver Island i 1912 til en koloni på Månen hundredvis af år senere.

Romanen er udvalgt som en af årets bedste bøger hos læsefællesskabet Goodreads.

Læs et uddrag af Stilhedens hav herunder.

Du kan købe Stilhedens hav online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 20 januar.




Stilhedens hav

Emily St. John Mandel


DEL 1: Underhold / 1912

KAPITEL 1

Edwin St. John St. Andrew på atten år, i færd med at fragte vægten af sit dobbelte helgennavn med dampskib over Atlanten, kniber øjnene sammen mod vinden på øverste dæk; han holder med sine behandskede hænder om rælingen og er utålmodig efter at få et glimt af det ukendte, prøver at skelne noget – hvad som helst! – hinsides himmel og hav, men kan kun se nuancer af endeløst gråt.

Han er på vej til en anderledes verden. Han er mere eller mindre halvvejs mellem England og Canada. Jeg er blevet sendt i eksil, bedyrer han over for sig selv og ved at det lyder melodramatisk, men ikke desto mindre rummer det også en vis grad af sandhed.

Edwins stamtavle går tilbage til Vilhelm Erobreren. Når Edwins farfar dør, vil hans far blive jarl, og Edwin har gået på to af landets bedste skoler. Der har imidlertid aldrig ventet ham den helt store fremtid hjemme i England. Kun ganske få professioner står åbne for en gentleman, og ingen af dem har Edwins interesse.

Da familiens besiddelser vil tilfalde hans ældste bror, Gilbert, står han ikke til at arve noget som helst (den mellemste bror, Niall, er allerede rejst til Australien). For så vidt ville Edwin ikke have haft noget imod at klamre sig lidt længere til England, men i al hemmelighed nærer han yderligtgående synspunkter, der uventet kom til udtryk under et middagsselskab og fremskyndede derigennem sin skæbne.

I et anfald af vild optimisme har Edwin på skibets passagerliste anført sit erhverv som ”landmand.” Senere går det i et tænksomt øjeblik ude på dækket op for ham at han aldrig har så meget som rørt ved en spade.


KAPITEL 2

I Halifax finder han logi i nærheden af havnen, et pensionat hvor det lykkes ham at sikre sig et hjørneværelse på første sal med udsigt over havnen. Næste morgen bliver han vækket af et forunderligt livligt sceneri uden for vinduet. Et stort handelsskib har lagt til, og han er tæt nok på til at kunne høre de gemytlige eder fra mændene der losser tønder og sække og kasser.

Meget af den første dag tilbringer han med at se ud ad vinduet ligesom en kat.

Egentlig havde han tænkt sig at fortsætte vestpå med det samme, men det viser sig alt for let at blive hængende i Halifax og der blive offer for en karakterbrist som han hele livet har været bevidst om at lide under: Edwin er handlekraftig nok, men har ikke desto mindre også tendens til sløvhed. Han kan lide at sidde ved vinduet. Der er hele tiden mennesker og skibe som bevæger sig. Han har ikke lyst til at tage derfra og bliver boende.

”Åh, jeg prøver vel bare at beslutte mig for mit næste skridt,” siger han til værtinden, når hun forsigtigt forhører sig. Hun hedder mrs. Donnelly. Hun er fra Newfoundland. Han har svært ved at greje hendes dialekt. Hun lyder som om hun både kunne være fra Bristol og Irland, men nogle gange mener han også at kunne høre Skotland. Værelserne er rene, og hun laver fortræffelig mad.

Sømænd bevæger sig forbi hans vindue i aggressive bølger. De ser sjældent op. Han kan lide at betragte dem, men drister sig ikke til at bevæge sig i retning af dem. Desuden har de nok i sig selv. Når de er fulde, lægger de armene om skuldrene på hinanden, og han mærker et skarpt jag af misundelse.

(Kunne han måske tage til søs? Selvfølgelig ikke. Han afskriver tanken i samme øjeblik den melder sig. Ganske vist har han engang hørt om en emigrant der skabte sig en ny tilværelse som matros, men Edwin er helt igennem mageligt anlagt).

Han elsker at se skibene komme ind, se dampskibene lægge til i havnen og stadig have et strejf af Europa hængende ved sig.

Han går tur om formiddagen og igen om eftermiddagen. Ned til havnen, ud i de stille boligkvarterer, ind og ud i små forretninger under de stribede markiser i Barrington Street. Han kan godt lide at tage den elektriske sporvogn helt ud til endestationen og tilbage igen og iagttage forandringen fra små huse til store huse til handelskontorerne inde i byen.

Han kan lide at købe ting som han for så vidt ikke har det store behov for: et brød, et postkort eller to, en buket blomster.

Sådan kunne tilværelsen også være, griber han sig i at tænke. Så enkelt kunne det være. Ingen familie, intet arbejde, blot nogle få simple glæder og rent sengetøj at falde omkuld i om aftenen, regelmæssige lommepenge hjemmefra. Et liv alene kunne vise sig at være yderst behageligt.

Han begynder at købe blomster med få dages mellemrum og anbringer dem på kommoden i en billig vase. Han ser på dem i lang tid ad gangen. Han kunne godt tænke sig at være kunstner, tegne dem og på den måde komme til at se dem tydeligere.

Kunne han måske lære at tegne? Han har tid og råd til det. Tanken er lige så god som alle mulige andre. Han forhører sig hos mrs. Donnelly, som forhører sig hos en veninde, og kort efter befinder Edwin sig i en salon tilhørende en dame som er uddannet kunstmaler. I al stilfærdighed bruger han timer på at tegne blomster og vaser og lære grundteknikkerne i forbindelse med nuancer og proportioner. Kvinden hedder Laetitia Russell.

Hun bærer vielsesring, men det står ikke klart hvor hendes ægtemand er henne. Hun bor i et nydeligt træhus med sine tre børn og en søster der er enke og som en anden diskret anstandsdame sidder i et hjørne af stuen og strikker konstant, med det resultat at Edwin resten af sine dage forbinder det at tegne med lyden af klikkende strikkepinde.

Han har boet i pensionatet i et halvt år da Reginald dukker op. Reginald er ikke mageligt anlagt, det kan han se med det samme. Reginald agter at fortsætte vestpå med det samme. Han er to år ældre end Edwin, har også gået på Eton, er tredje søn af en viscount og har smukke, dybt gråblå øjne. Ligesom Edwin har han planer om at slå sig ned som gentleman og landmand, men i modsætning til Edwin har han rent faktisk taget skridt til at virkeliggøre det og korresponderet med en mand der nærer ønske om at sælge en gård i Saskatchewan.

”Et halvt år,” gentager Reginald lettere vantro over morgenmaden. Han holder et kort øjeblik op med at smøre syltetøj på sit ristede brød og er tilsyneladende usikker på om han har hørt rigtigt. ”Et halvt år? Et halvt år her.

”Ja,” siger Edwin ubekymret. ”Et yderst behageligt halvt år, bør jeg måske tilføje.” Han prøver at fange mrs. Donnellys blik, men hun er intenst optaget af at skænke te. Hun tror han føler sig lidt ramt, kan han mærke.

”Interessant.” Reginald smører syltetøj på sit ristede brød. ”Vi forventer vel ikke at blive kaldt hjem, gør vi? Klamrer os til kanten af Atlanten for at være så tæt som muligt på konge og fædreland?”

Den svier lidt, så da Reginald den følgende uge drager vestpå, accepterer Edwin en invitation om at komme med. Det føles godt at foretage sig noget, konstaterer han da toget kører ud af byen. De rejser på første klasse i et behageligt tog som både har postkontor og barber ombord, hvor Edwin har fornøjelsen af en varm barbering og en klipning, samtidig med at han skriver et postkort til Gilbert og ser skovene og søerne og de små byer suse forbi uden for vinduerne.

Da toget gør ophold i Ottawa, stiger han ikke af, men bliver om bord og tegner en skitse af stationen.

Skovene og søerne og de små byer bliver afløst af prærie. Prærien forekommer først interessant, derefter ensformig og til sidst foruroligende. Der er for meget af den, det er det der er problemet. Størrelsesforholdet er forkert. Toget kryber gennem det endeløse græs som et tusindben. Han kan se fra den ene horisont til den anden. Han føler sig rædselsvækkende blottet.

”Det her er livet,” siger Reginald da de langt om længe når frem og står i døråbningen i hans nye gård. Gården ligger et par kilometer uden for Prince Albert. Det er en mudderpøl.

Reginald har købt den ubeset af en falleret englænder i slutningen af tyverne – endnu en emigrant der får overført penge hjemmefra, kan Edwin ikke sige sig fri for at få mistanke om – som absolut ikke har haft heldet med sig og nu er på vej tilbage østpå for at arbejde på kontor i Ottawa. Reginald gør sit bedste for at slå ham ud af tankerne, det kan Edwin godt mærke.

Kan et hus være hjemsøgt af fiasko? Da Edwin træder ind ad døren til gården, føler han sig omgående utilpas og vælger derfor at blive hængende ude på verandaen. Huset er godt bygget – den tidligere ejer var velbeslået – men stedet har på en eller anden måde noget ulykkeligt over sig som Edwin ikke rigtig kan forklare.

”Der er … meget himmel, ikke sandt?” konstaterer Edwin. Og meget mudder. For ikke at sige forbløffende meget mudder. Han kan se det glimte i solskinnet så langt øjet rækker.

”Lutter åbne vidder og frisk luft,” siger Reginald og skuer ud mod den gruopvækkende ensformige horisont. Langt væk i disen kan Edwin skimte en anden gård. Himlen er enerverende blå. Deres aftensmåltid består af røræg – den eneste ret som Reginald behersker – og saltet flæsk. Reginald virker forstemt.

”Det er vel ganske hårdt arbejde at drive landbrug?” siger han efter nogen tid. ”Fysisk krævende.”

”Det vil jeg tro.” Når Edwin har prøvet at se sig selv i den nye verden, har det altid været på sin egen gård – et frodigt landskab af, nå ja, en eller anden uspecificeret afgrøde, både velholdt og vidtstrakt – men sandt at sige har han aldrig skænket det særlig mange tanker hvad landarbejde mere konkret kunne tænkes at omfatte. Tage sig af heste, går han ud fra. En smule havearbejde. Rydde marker. Men hvad så derefter? Hvad gør man mere konkret med markerne efter at have ryddet dem. Hvad rydder man dem for?

Han føler det som at stå på randen af en afgrund. ”Reginald, gamle ven,” siger han, ”hvad skal man gøre for at få noget at drikke heromkring?”

”Man høster,” siger Edwin til sig selv over det tredje glas. ”Det er sådan det hedder. Man rydder marken, man sår ting på marken, og man høster.” Han tager en slurk af sin drink.

”Man høster hvad?” Reginald har noget behageligt over sig når han er fuld, som om intet på nogen måde kunne anfægte ham. Han har siddet tilbagelænet i stolen og smilet ud i den blå luft.

”Altså, det er jo lige netop det, ikke sandt,” siger Edwin og skænker sig et glas til.


KAPITEL 3

Efter en måneds drikkeri vælger Edwin at lade Reginald blive tilbage på den nye gård og fortsætter vestpå for at mødes med Thomas, der har gået i skole med hans bror, Niall, er gået i land på kontinentet i New York City og omgående fortsat vestpå. Togturen gennem Rocky Mountains tager vejret fra Edwin. Han klemmer panden mod ruden som et barn og med åbenlyst hængende underkæbe. Skønheden er overvældende. Måske drak han lidt for meget tilbage i Saskatchewan. I British Columbia vil han tage sig sammen, beslutter han. Sollyset gør ondt i øjnene.

Efter al denne vildsomme overflod føler han det pludselig mærkeligt at være i Victoria med dens kønne og velholdte gader. Der er englændere overalt; han stiger ud af toget og er straks omgivet af sit hjemlands dialekter. Her kunne han godt blive et stykke tid, tænker han.

Content_9788727012704.indd

Edwin finder Thomas i et pænt lille hotel midt i byen, hvor Thomas har indlogeret sig på det bedste værelse, og i restauranten i stueetagen bestiller de te med sco- nes. Det er tre-fire år siden de har set hinanden, men Thomas har ikke ændret sig nævneværdigt. Han har samme rødmossede kulør som da han var barn, den evige udstråling af lige at have forladt rugbybanen. Han prøver at blive en del af forretningslivet i Victoria, men udtrykker sig vagt om hvilke slags forretninger han gerne vil være en del af.

”Og hvordan har din bror det så?” spørger han og skifter emne. Han mener Niall.

”Han går til den i Australien,” siger Edwin. ”Han virker ganske glad, efter sine breve at dømme.”

”Nå, men det er dog mere end de fleste af os andre kan påstå,” siger Thomas. ”Glæde skal man ikke kimse ad. Hvad laver han dernede?”

”Drikker sit underhold op, vil jeg tro,” siger Edwin, og selv om en gentleman ikke burde sige sådan, er det sandsynligvis også rigtigt. De har fået et vinduesbord, og hans blik bliver hele tiden tiltrukket af gadelivet, butiksfacaderne og – ude i det fjerne – det ufattelige vildnis, de høje mørke træer rundt langs horisonten. Der er noget latterligt ved tanken om at dette vildnis tilhører Storbritannien, men han jager hurtigt tanken på flugt, i og med at den minder ham om det sidste middagsselskab han var til i England.




Emily St. John Mandel: Stilhedens hav

Vinder af Goodreads Choice Awards 2022

“En af Mandels bedste romaner og en af hendes hidtil mest tilfredsstillende opdagelsesrejser ind i spekulativ fiktion.” — The New York Times

I 2401 sættes tidsdetektiven Gaspery-Jacques Roberts til at efterforske en anomali – og opdager en serie af forbundne liv: en ung britisk aristokrat drevet til galskab i de canadiske skove; en forfatter fanget i en pandemi langt væk hjemmefra, samt en af Gasperys egne barndomsvenner, som har fået en ekstraordinær mulighed, der har potentiale til at skabe ravage i universets tidslinje.

Stilhedens hav er en universel og aktuel roman om kunst og kærlighed, der strækker sig gennem tid og rum – fra Vancouver Island i 1912 til en koloni på Månen hundredvis af år senere.

Du kan købe Stilhedens hav online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.