I Superskurk kommer du tæt på hovedpersonen Annas kamp med psykisk sygdom. Smuglæs i romanen her.
I Superskurk af Anna Juul møder du Anna, der siden sine teenageår har kæmpet med psykisk sygdom. Men nu har hun fået styr på sit liv. Hun har taget dæmonerne på sig ved at opfatte sig selv som en superskurk, og snart skal hun fejre sin 30 års-fødselsdag med en overdådig fest.
På gæstelisten skal der være masser af kendisser, og festen skal foregå på Refshaleøen. Nu skal der smadres igennem!
LÆS OGSÅ: “Jeg var vildt forelsket i ham, men jeg kunne også røvkede mig” – Anna Juul om pandemiske parforhold og sin ny roman Penge og Bacon
Men hvordan fejrer man egentlig livet, når man alligevel ikke er så glad, som man troede, man var? Og hvordan skriver man en bog om hovedpersoner, der udvikler sig, når man selv sidder fast i de samme gamle traumer?
Annas liv er nemlig ikke en recovery story, og hun er måske heller ikke så cool og destruktiv som en superskurk, når det kommer til stykket. Måske er hun faktisk én, der kæmper for noget.
Superskurk
Anna Juul
Forberedelser til min fødselsdagsfest
De lever mig lige op i mit åbne ansigt, folkene, og nu har jeg tænkt mig at leve lidt igen, for jeg fylder forhåbentlig snart 30, hvilket er derfor, at jeg udtaler mig, det er min adkomst, for med alderen får man nyt perspektiv på tilværelsen, og det er dette nye perspektiv, jeg hermed udnytter til at holde en overdådig fødselsdagsfest for 1000 af de mest prominente danskere, der findes. Så skal jeg rigtig vise dem, hvordan man lever, hvilket klart er blevet lettere, efter man er begyndt at få voksenløn.
Jeg har nemlig siden sidst takket ja til en fastansættelse, I ved, fast månedsløn, kontor og hele moletjavsen. Det virkede passende min alder taget i betragtning, freelance er noget, de unge og mindre heldige må tage sig af.
Problemet er bare, at der med en fastansættelse også følger en uvelkommen og feminin trang til at arbejde for pengene, så man jo ikke bare sidder dér og danderer den, selvom det er svært at lade være, når man ifølge dem, der bestemmer det hele, ikke er bred nok. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad fanden ”bred” betyder, men det virker lidt, som om det er noget med enten pik eller patter eller et bestialsk kvindemord, måske alle tre ting på samme tid, det kunne være spændende.
Jeg har på det seneste overvejet at skifte karriere, jeg vil gerne være professionel humørspreder. Så kunne man hyre mig, hvis fx stemningen på ens arbejdsplads var blevet lidt for god, så kunne jeg deprimere den lidt, eller omvendt.
Min fødselsdag falder mere præcist om fem måneder. Man kan i sagens natur aldrig vide, om man rammes af en bus, styrter ned med et fly, bliver koldblodigt myrdet, får en tagsten i hovedet, en spontan blodprop i hjertet eller slet og ret bare bliver så deprimeret, at man slet ikke gider holde fødselsdagsfest, men selve fødselsdagen er efterhånden så meget inden for rækkevidde, at jeg nok ikke kan nå at dø af kræft inden, hvilket er min go-to-frygt lige i øjeblikket.
Eller, man ved selvfølgelig aldrig, for i går fandt man en knude i min mors bryst, og det kan jo sprede sig og gå stærkt, det stads, hvis det altså er kræft. Jeg hørte om én, hvis mor døde i løbet af en uge, men jeg har på fornemmeren, at jeg når at fylde 30. Det er uvant, for jeg har altid tænkt, at jeg ville blive først 21, så 23 og til sidst 27, jeg tænkte, at jeg skulle dø af selvmord, men pludselig forsvandt planerne.
Det var velkomment, for jeg var paradoksalt nok mere bange for at dø, dengang jeg planlagde at dø, end jeg er nu, hvor jeg er gået i gang med planlægningen af min overdådige fødselsdagsfest i stedet, nok fordi jeg troede, at jeg var glad. Nu er jeg ikke så sikker længere, jeg føler mig ikke specielt glad, til gengæld føler jeg, at der ikke må komme politikere til min fødselsdagsfest, for de er kedelige og går mere op i at sprede budskaber end at sniffe coke og høre Kesi.
Eller måske må Lars Løkke godt komme, ham har jeg altid haft et godt øje til. I nat drømte jeg desuden, at jeg spiste middag med Kim Kardashian, hun gav ikke, men hun må stadigvæk gerne komme til min fødselsdagsfest. Jeg drømte også, at min mor døde.
Fordi jeg faktisk ikke er glad alligevel, er jeg blevet i tvivl om min fødselsdagsfest. Nu har jeg dog allerede lejet hele Refshaleøen, sendt invitationer ud på e-mail for at redde miljøet og betalt depositum til Frankies Pizza, der står for catering, så det virker fjollet og dyrt at aflyse.
Det skulle da heller ikke være første gang, at jeg har været melankolsk til min egen fest, og nogle gange taber man sig også af ulykke, hvilket ville være et belejligt biprodukt for en gangs skyld. Så kommer jeg måske til at stå helt udsultet og tage imod gæsterne i en pink kjole med fjer.
Eller, en sådan ville jeg nok kun iføre mig, hvis jeg oprigtigt var glad og ikke kun sådan analytisk, så måske skulle jeg gå med en little black dress i stedet. Sørgeslør kunne jeg også overveje, men det ville måske ødelægge den gode stemning, medmindre selvfølgelig, at jeg gjorde det til en temafest, hvor temaet var sorg.
Da min dødsangst var allerværst, var jeg ufattelig bange for at dø i et terrorangreb, men det er nok mest, fordi jeg gerne vil lide en apolitisk død ved lejlighed. Eller måske ikke sådan decideret apolitisk, for der er også noget konceptuelt politisk over fx et selvmord, som jeg jo har overvejet mange gange, men jeg orkede bare ikke, hvis der skulle stå en gerningsmand og knivstikke og/eller skyde mig med sin dumme ideologi, ligesom jeg heller ikke orkede, hvis der skulle stå en statsmand/-kvinde/-person til min begravelse og begræde tabet af mig, mens han/hun/hen undsagde den dumme ideologi i samme ombæring.
Der var anyway ikke noget særligt at begræde, plejede jeg at tænke, mens jeg nu tænker, at det bliver sørgeligt for verden, når jeg dør. Der kommer garanteret en nekrolog i Politiken, hvilket er mere, end de fleste får, hvilket man sagtens kan diskutere retfærdigheden i, for jeg udretter ingenting af værdi, hvilket jeg måske ville gøre, hvis det rent faktisk lykkedes mig at få job som professionel humørspreder.
Nu tænker jeg ikke nævneværdigt over terrortruslen længere, men hvis jeg endelig gør, så tænker jeg mest, at jeg håber, at angrebet falder i bombeform. Jeg håber også, at jeg, når atomkrigen går i gang, vil stå i bombens epicenter og dø som den første, for jeg gider ikke leve i en postapokalyptisk verdensorden.
Så kunne det også være, at jeg ville komme hen til min mor i efterlivet, hvis hun nu dør af sin knude. Jeg er nemlig begyndt at tro på efterlivet, fordi jeg ikke orker, hvis det ikke findes. Jeg har ALTID været dårlig til at gå hjem fra en fest, og den største fest af alle er vel livet, siger jeg og mener det, selvom jeg er ulykkelig.
Min ulykkelighed skyldes mange ting, fx at min mor HAR kræft, det er ulykkeligt, selvom det ikke burde komme som en overraskelse og dermed føles uretfærdigt, for jeg synes jo ikke oprigtigt, at min mor har fortjent mindre kræft end de andre, bare fordi hun dyrker pilates, ikke ryger og spiser sundt.
Jeg kan dog alligevel ikke lade være med at tænke ”why me”.
Det tænker jeg, før jeg tænker ”why her”, for alting drejer sig om mig, jeg er centrum i mit eget univers. Det bliver man af at have været så syg i så mange år, når så mange mennesker i så lang tid har gjort én bjørnetjenester ved konstant at spørge, hvordan man har det, as if I know, mand, jeg har aldrig vidst, hvordan jeg havde det, og måske var det derfor, at jeg til sidst bare besluttede mig for at være glad, hvilket så åbenbart var lettere sagt end gjort, og nu står jeg her, med en kæmpe fødselsdagsfest fyldt med mennesker og alkohol, som jeg ikke har lyst til, jeg vil meget hellere være alene og drikke vand.
Med brus. Lidt prinsesse er man vel.
Anna Juul: Superskurk
★★★★★★ “En af 2023s vigtigste bøger” – Kristeligt Dagblad
Superskurk er en rå, akut og kærlig bog skrevet inde fra en psykisk sygdom.
Anna har siden sine teenageår kæmpet med psykisk sygdom, men nu har hun styr på livet. Ved at se sig selv som en superskurk, har hun taget sine dæmoner på sig, og snart skal hun fejre sin 30 års-fødselsdag med en overdådig fest. Der skal være kendisser på gæstelisten, det skal foregå på Refshaleøen, og der skal smadres igennem!
Men hvordan fejrer man livet, når man alligevel ikke er så glad, som man troede man var? Og hvordan skriver man om hovedpersoner, der udvikler sig, når man selv sidder fast i de samme gamle traumer? For Annas liv er ikke en recovery story. Og måske er hun heller ikke en cool og destruktiv superskurk, når det kommer til stykket, men i virkeligheden en, der kæmper for noget.
Andre læste også:
Anna Juuls Superskurk er en rå, akut og kærlig roman skrevet inde fra en psykisk sygdom 
Anna Juul om Superskurk: ”Mit liv er ups and downs, arbejde, indlæggelse, venner, kærlighed, nedtur, medicin, udredninger, fejring og humor i en lang pærevælling”- Forfatter Anna Juul vinder pris som Årets Sundhedsdebattør
Romaner om at have ondt i livet: ”Bag ethvert tal og enhver en statistik gemmer sig et menneske”
“Jeg var vildt forelsket i ham, men jeg kunne også røvkede mig” – Anna Juul om pandemiske parforhold og sin ny roman Penge og Bacon
Penge og Bacon af Anna Juul er en sorthumoristisk parforholdsgyser. Smuglæs i bogen her
25 historiske romaner til din læsning
Dansk læge debuterer med roman om et udpint og åndsforladt psykiatrisk system. Læs i Intethvid her
I Superskurk kommer du tæt på hovedpersonen Annas kamp med psykisk sygdom. Smuglæs i romanen her.
I Superskurk af Anna Juul møder du Anna, der siden sine teenageår har kæmpet med psykisk sygdom. Men nu har hun fået styr på sit liv. Hun har taget dæmonerne på sig ved at opfatte sig selv som en superskurk, og snart skal hun fejre sin 30 års-fødselsdag med en overdådig fest.
På gæstelisten skal der være masser af kendisser, og festen skal foregå på Refshaleøen. Nu skal der smadres igennem!
LÆS OGSÅ: “Jeg var vildt forelsket i ham, men jeg kunne også røvkede mig” – Anna Juul om pandemiske parforhold og sin ny roman Penge og Bacon
Men hvordan fejrer man egentlig livet, når man alligevel ikke er så glad, som man troede, man var? Og hvordan skriver man en bog om hovedpersoner, der udvikler sig, når man selv sidder fast i de samme gamle traumer?
Annas liv er nemlig ikke en recovery story, og hun er måske heller ikke så cool og destruktiv som en superskurk, når det kommer til stykket. Måske er hun faktisk én, der kæmper for noget.
Du kan købe Superskurk online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 13 januar.
Superskurk
Anna Juul
Forberedelser til min fødselsdagsfest
De lever mig lige op i mit åbne ansigt, folkene, og nu har jeg tænkt mig at leve lidt igen, for jeg fylder forhåbentlig snart 30, hvilket er derfor, at jeg udtaler mig, det er min adkomst, for med alderen får man nyt perspektiv på tilværelsen, og det er dette nye perspektiv, jeg hermed udnytter til at holde en overdådig fødselsdagsfest for 1000 af de mest prominente danskere, der findes. Så skal jeg rigtig vise dem, hvordan man lever, hvilket klart er blevet lettere, efter man er begyndt at få voksenløn.
Jeg har nemlig siden sidst takket ja til en fastansættelse, I ved, fast månedsløn, kontor og hele moletjavsen. Det virkede passende min alder taget i betragtning, freelance er noget, de unge og mindre heldige må tage sig af.
Problemet er bare, at der med en fastansættelse også følger en uvelkommen og feminin trang til at arbejde for pengene, så man jo ikke bare sidder dér og danderer den, selvom det er svært at lade være, når man ifølge dem, der bestemmer det hele, ikke er bred nok. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad fanden ”bred” betyder, men det virker lidt, som om det er noget med enten pik eller patter eller et bestialsk kvindemord, måske alle tre ting på samme tid, det kunne være spændende.
Jeg har på det seneste overvejet at skifte karriere, jeg vil gerne være professionel humørspreder. Så kunne man hyre mig, hvis fx stemningen på ens arbejdsplads var blevet lidt for god, så kunne jeg deprimere den lidt, eller omvendt.
Min fødselsdag falder mere præcist om fem måneder. Man kan i sagens natur aldrig vide, om man rammes af en bus, styrter ned med et fly, bliver koldblodigt myrdet, får en tagsten i hovedet, en spontan blodprop i hjertet eller slet og ret bare bliver så deprimeret, at man slet ikke gider holde fødselsdagsfest, men selve fødselsdagen er efterhånden så meget inden for rækkevidde, at jeg nok ikke kan nå at dø af kræft inden, hvilket er min go-to-frygt lige i øjeblikket.
Eller, man ved selvfølgelig aldrig, for i går fandt man en knude i min mors bryst, og det kan jo sprede sig og gå stærkt, det stads, hvis det altså er kræft. Jeg hørte om én, hvis mor døde i løbet af en uge, men jeg har på fornemmeren, at jeg når at fylde 30. Det er uvant, for jeg har altid tænkt, at jeg ville blive først 21, så 23 og til sidst 27, jeg tænkte, at jeg skulle dø af selvmord, men pludselig forsvandt planerne.
Det var velkomment, for jeg var paradoksalt nok mere bange for at dø, dengang jeg planlagde at dø, end jeg er nu, hvor jeg er gået i gang med planlægningen af min overdådige fødselsdagsfest i stedet, nok fordi jeg troede, at jeg var glad. Nu er jeg ikke så sikker længere, jeg føler mig ikke specielt glad, til gengæld føler jeg, at der ikke må komme politikere til min fødselsdagsfest, for de er kedelige og går mere op i at sprede budskaber end at sniffe coke og høre Kesi.
Eller måske må Lars Løkke godt komme, ham har jeg altid haft et godt øje til. I nat drømte jeg desuden, at jeg spiste middag med Kim Kardashian, hun gav ikke, men hun må stadigvæk gerne komme til min fødselsdagsfest. Jeg drømte også, at min mor døde.
Fordi jeg faktisk ikke er glad alligevel, er jeg blevet i tvivl om min fødselsdagsfest. Nu har jeg dog allerede lejet hele Refshaleøen, sendt invitationer ud på e-mail for at redde miljøet og betalt depositum til Frankies Pizza, der står for catering, så det virker fjollet og dyrt at aflyse.
Det skulle da heller ikke være første gang, at jeg har været melankolsk til min egen fest, og nogle gange taber man sig også af ulykke, hvilket ville være et belejligt biprodukt for en gangs skyld. Så kommer jeg måske til at stå helt udsultet og tage imod gæsterne i en pink kjole med fjer.
Eller, en sådan ville jeg nok kun iføre mig, hvis jeg oprigtigt var glad og ikke kun sådan analytisk, så måske skulle jeg gå med en little black dress i stedet. Sørgeslør kunne jeg også overveje, men det ville måske ødelægge den gode stemning, medmindre selvfølgelig, at jeg gjorde det til en temafest, hvor temaet var sorg.
Da min dødsangst var allerværst, var jeg ufattelig bange for at dø i et terrorangreb, men det er nok mest, fordi jeg gerne vil lide en apolitisk død ved lejlighed. Eller måske ikke sådan decideret apolitisk, for der er også noget konceptuelt politisk over fx et selvmord, som jeg jo har overvejet mange gange, men jeg orkede bare ikke, hvis der skulle stå en gerningsmand og knivstikke og/eller skyde mig med sin dumme ideologi, ligesom jeg heller ikke orkede, hvis der skulle stå en statsmand/-kvinde/-person til min begravelse og begræde tabet af mig, mens han/hun/hen undsagde den dumme ideologi i samme ombæring.
Der var anyway ikke noget særligt at begræde, plejede jeg at tænke, mens jeg nu tænker, at det bliver sørgeligt for verden, når jeg dør. Der kommer garanteret en nekrolog i Politiken, hvilket er mere, end de fleste får, hvilket man sagtens kan diskutere retfærdigheden i, for jeg udretter ingenting af værdi, hvilket jeg måske ville gøre, hvis det rent faktisk lykkedes mig at få job som professionel humørspreder.
Nu tænker jeg ikke nævneværdigt over terrortruslen længere, men hvis jeg endelig gør, så tænker jeg mest, at jeg håber, at angrebet falder i bombeform. Jeg håber også, at jeg, når atomkrigen går i gang, vil stå i bombens epicenter og dø som den første, for jeg gider ikke leve i en postapokalyptisk verdensorden.
Så kunne det også være, at jeg ville komme hen til min mor i efterlivet, hvis hun nu dør af sin knude. Jeg er nemlig begyndt at tro på efterlivet, fordi jeg ikke orker, hvis det ikke findes. Jeg har ALTID været dårlig til at gå hjem fra en fest, og den største fest af alle er vel livet, siger jeg og mener det, selvom jeg er ulykkelig.
Min ulykkelighed skyldes mange ting, fx at min mor HAR kræft, det er ulykkeligt, selvom det ikke burde komme som en overraskelse og dermed føles uretfærdigt, for jeg synes jo ikke oprigtigt, at min mor har fortjent mindre kræft end de andre, bare fordi hun dyrker pilates, ikke ryger og spiser sundt.
Jeg kan dog alligevel ikke lade være med at tænke ”why me”.
Det tænker jeg, før jeg tænker ”why her”, for alting drejer sig om mig, jeg er centrum i mit eget univers. Det bliver man af at have været så syg i så mange år, når så mange mennesker i så lang tid har gjort én bjørnetjenester ved konstant at spørge, hvordan man har det, as if I know, mand, jeg har aldrig vidst, hvordan jeg havde det, og måske var det derfor, at jeg til sidst bare besluttede mig for at være glad, hvilket så åbenbart var lettere sagt end gjort, og nu står jeg her, med en kæmpe fødselsdagsfest fyldt med mennesker og alkohol, som jeg ikke har lyst til, jeg vil meget hellere være alene og drikke vand.
Med brus. Lidt prinsesse er man vel.
Anna Juul: Superskurk
★★★★★★ “En af 2023s vigtigste bøger” – Kristeligt Dagblad
Superskurk er en rå, akut og kærlig bog skrevet inde fra en psykisk sygdom.
Anna har siden sine teenageår kæmpet med psykisk sygdom, men nu har hun styr på livet. Ved at se sig selv som en superskurk, har hun taget sine dæmoner på sig, og snart skal hun fejre sin 30 års-fødselsdag med en overdådig fest. Der skal være kendisser på gæstelisten, det skal foregå på Refshaleøen, og der skal smadres igennem!
Men hvordan fejrer man livet, når man alligevel ikke er så glad, som man troede man var? Og hvordan skriver man om hovedpersoner, der udvikler sig, når man selv sidder fast i de samme gamle traumer? For Annas liv er ikke en recovery story. Og måske er hun heller ikke en cool og destruktiv superskurk, når det kommer til stykket, men i virkeligheden en, der kæmper for noget.
Du kan købe Superskurk online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: