Penge og Bacon af Anna Juul er en sorthumoristisk parforholdsgyser. Smuglæs i bogen her

Penge og Bacon er en rablende fortælling om ensomhed, kedsomhed – og tilværelsens øvrige ulidelige halløj. Tyvstart din læsning af Anna Juuls nye roman her.

I Penge og Bacon møder du Anja, der bor i en duplexlejlighed på toppen af Østerbro, med hvad hun beskriver som en masse ‘sublime detaljer’. Hun bor sammen med sin ægtemand Anders, og deres to vandrende pinde: Penge og Bacon.

LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du bør læse

Selvom Anja elsker Anders, bliver deres forhold sat på prøve af at være isoleret i lejligheden uden internet, som følge af en klimalockdown for at nedbringe CO2-niveauet. De har ikke andet end hinanden, og de tvinges til at finde ud af, om man rent faktisk kan leve kun af kærlighed, kildevand og en grøntsagskasse fra Aarstiderne.

Den absurdkomiske Penge og Bacon er skrevet af Anna Juul, skaberen af alteregoet Veronika Katinka og tekstforfatter på det hedengangne Den Korte Radioavis.

Læs et uddrag af bogen herunder.

Du kan købe Penge og Bacon online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 8 april.

---

Penge og Bacon

Anna Juul

KAPITEL 1

Jeg kigger på Ham, når Han sover.

Det er sådan en vane, jeg har fået, blandt andet fordi jeg ikke selv sover. Det har jeg ikke gjort længe, jeg har simpelthen vænnet mig af med det, hvilket giver mig mange timer i døgnet, som jeg har valgt at bruge på at lægge et meget stort puslespil, der forestiller Venedig.

Jeg har netop i dag færdiggjort en meget stor gondol. Jeg lo, fordi meget store ting er sjove, ligesom fx en meget stor stegepande, den er sjov. Meget små ting er også sjove, fx en meget lille stegepande, den er sjov.

Det er rart at kigge på Ham, når Han sover.

Han ser ikke fredfyldt ud, det er ikke det, men Han siger sådan nogle sjove lyde, når Han sover. Han lyder lidt som en hundehvalp eller en lille baby, eller, i det mindste er det sådan, jeg forestiller mig, at en hundehvalp eller en lille baby lyder, når de sover, for jeg har aldrig været i nærheden af nogen af delene.

Jeg har ladet mig fortælle, at hundehvalpe er søde, og at babyer er besværlige, jeg skal muligvis aldrig prøve hverken det ene eller det andet, for jeg nyder dét, man på fagsprog kalder en “egoisttilværelse” i duplexlejligheden på toppen af Østerbro. Vi har et køkken-alrum, et soveværelse, et kontor og en tagterrasse. Vi har aldrig fået møbleret vores tagterrasse ordentligt, siger Far, når han kommer forbi med klejner, som Mor har kogt i ensomhed. Der står kun to stole, et bord og et askebæger.

Vi er rygere, sådan kunne man klassificere os, vi ryger gennemsnitligt 21 cigaretter om dagen. Hver.

Når jeg om natten ikke sover eller lægger puslespil, plejer jeg at sidde på vores tagterrasse med mine to vandrende pinde, som jeg har valgt at kalde Penge og Bacon. Der plejede at være fem vandrende pinde i alt, nemlig også Magt, Cigaret og Juleaften, så det er nok ikke svært at gætte, hvad de er opkaldt efter, men Magt, Cigaret og Juleaften er forsvundet under mystiske omstændigheder. Måske gemmer de sig nu i en af mine mange stueplanter nedenunder? Jeg har grønne fingre, og jeg savner dem.

I tidernes morgen havde jeg også en vandrende pind, der hed Jonathan, han var opkaldt efter min første kæreste, som på mange måder var the one that got away, bogstaveligt talt, fordi han flyttede til London for at blive important business man. Han tog mig ikke med, hvilket jeg har undret mig meget over sidenhen, men på den anden side, så synes jeg, at navnet Jonathan lyder frygteligt, når man udtaler det på engelsk, ligesom i den der sang om ham, der aldrig giver op, så på den måde var det måske heldigt nok.

Vi var jo også meget unge, da Jonathan rejste, så det var fjollet af mig at regne med for meget. Jeg har set på Facebook, at han er blevet gift med en britisk kvinde, der hedder Kate, hvilket både kan være meget adeligt og meget proletariat. Jeg håber, at Kate er en eklektisk blanding af de to ting, the best of both worlds, som man siger det på engelsk, for jeg holder stadig meget af Jonathan, og jeg ønsker ham det bedste, hvorfor jeg opkaldte en af mine vandrende pinde efter ham, hvilket er sådan, man kan se, at nogen virkelig elsker én.

Jeg håber dog, at Han ikke synes det samme, for Han ville jo så sikkert finde det underligt, at der ikke er nogen pind, der er opkaldt efter Ham, hvilket der nu ikke er nogen særlig grund til, ud over at jeg er løbet tør for pinde at navngive.

Jeg ved ikke, hvad der er sket med Jonathan (pinden), men mit bedste bud er, at Han har sat Jonathan ud i naturen eller ud på vejen eller noget, og jeg kan godt forstå Ham, selvom Han altid påstår, at Jonathan (ekskæresten) ikke er noget problem, men der er jeg jo ikke idiot, vel, for jeg ved godt, hvordan folk har det med deres kæresters tidligere kærester.

Jeg har derfor heller ikke protesteret, efter at Jonathan (pinden) forsvandt, jeg håber bare, at Jonathan (pinden) ikke led, da han døde, for jeg er også realist, og jeg ved, at vandrende pinde ikke klarer sig særlig godt i naturen eller på vejen. Det kan selvfølgelig også være, at Han har knækket Jonathan (pinden) midtover, for Jonathan (pinden) var blevet ret lang, da han forsvandt.

Jeg har natlige samtaler med Penge og Bacon. Eller, teknisk set er det vel ikke en samtale, når ens samtalepartnere kun taler vandrende pindsk, så jeg vil i stedet sige, at jeg taler gennem Penge og Bacon, jeg har på en måde spaltet min personlighed. Hvis jeg fx har et dilemma, som jeg ikke synes er relevant nok til Mads og A-holdet, så spørger jeg Penge og Bacon i stedet. Så svarer Penge det, jeg har lyst til at høre, mens Bacon svarer det, jeg har brug for at høre. Overraskende nok er det meget sjældent det samme.

Denne nat sidder jeg og fantaserer om en vidunderlig silkekjole, den er lyserød, og jeg har så meget lyst til at købe den, både fordi den er flot, men også fordi det får natten til at gå hurtigere.

– Ser I, Penge og Bacon, jeg vil så gerne eje denne lyserøde silkekjole fra ROTATE Birger Christensen, jeg kunne se så vidunderligt sexet ud i den her på toppen af Østerbro, men jeg har lige onlineshoppet noget andet, som jeg venter på, og jeg onlineshopper p.t. kun for penge tjent af Ham, så hvad skal jeg konkret gøre i denne situation?

– Ville du gøre Ham ked af det, hvis du købte den? spørger Penge.

– Næh, det tror jeg som sådan ikke, jeg mener, Han har masser af penge og sætter pris på mit udseende, når det er godt, men også, når det ikke er godt. Han vil bare gerne have, at jeg er glad, svarer jeg.

– Bidrager du til at ødelægge planeten, hvis du køber den? spørger Bacon.

– Ja, givetvis, svarer jeg.

– Det er et svært dilemma, siger Bacon og tilføjer, at jeg måske skulle sætte pengene ind på en rejsekonto, så vi kunne tage ud og opleve verden i stedet for.

– Jeg bryder mig ikke om at rejse, svarer jeg.

– Hvorfor skulle du også det, der er jo ikke mere tilbage at opleve. Det brænder over det hele, og der er så meget vand, det er skideirriterende, siger Penge.

– Men ikke i Danmark, siger jeg.

– Nej, ikke i Danmark. Oplev da Danmark i den silkekjole fra ROTATE Birger Christensen, det har jeg altid sagt, siger Penge, mens Bacon forholder sig tavst. Bacon er god til at vurdere, hvornår hen (jeg ved ikke hvilket køn, de har, hvis noget overhovedet) har tabt en diskussion.

– Måske var dette i virkeligheden slet ikke noget dilemma, da mit valg ikke har nogen konsekvenser, konstaterer jeg, før jeg takker Penge og Bacon for deres tid og vender tilbage til mit puslespil.

Jeg kommer aldrig til at opleve Venedig, tænker jeg, mens jeg lægger en brik det rigtige sted, og jeg kan ikke finde ud af, om det generer mig.

Jeg har aldrig været ude af Danmark, så på den måde ved jeg jo ikke, hvad jeg går glip af. Jeg har altid tænkt, at Danmark var et sted, der passede godt til min personlighed, men det kunne jo selvfølgelig også være, at jeg ville passe ind i fx Australien?

Efter tre brikker giver jeg op og går ind på Hans kontor, hvor jeg tænder Hans stationære PC og klikker ind på den hjemmeside, der hedder Mytheresa.com. Det er en rigtig luksushjemmeside, og jeg er en very valuable costumor, så jeg får gratis fragt. I virkeligheden er 200 euro jo ikke så mange penge, og kjolen kommer i en eco package, hvad det så end skal betyde. Måske jeg også skulle have et par støvler?

Sådan går natten med det, og da jeg kigger i min shopping bag, ligger der items for 2769 euro, det har måske taget lidt overhånd, for hvad skal jeg egentlig med en gulvlang satinkjole, jeg har ikke været inviteret til bryllup i umindelige tider, og selv hvis jeg var inviteret til bryllup, ville jeg nok ikke dukke op, for bryllupper er så forfærdeligt kedelige.

På den anden side, så gider jeg ikke at omregne, hvad 2769 euro er i danske kroner, for hvad man ikke ved, det har man som bekendt ikke ondt af, så jeg trykker på checkout-knappen, taster Hans betalingsoplysninger ind, før jeg slukker for computeren og lader, som om det aldrig er sket. Ikke fordi Han som sådan har et problem med min onlineshopping, men Han er da begyndt at kommentere på mængden af tomme papkasser foret med silkepapir i vores duplexlejlighed.

Nogle gange, når jeg alligevel er på den stationære PC, kan jeg godt finde på at gå ind på B.T.’s hjemmeside. Så læser jeg historier om oversvømmelser og skovbrande og orkaner og tornadoer, vejret har det rimelig vildt for tiden, nemlig, men jeg tænker ikke nærmere over det, for det virker ikke, som om andre tænker nærmere over det, så jeg glæder mig bare igen over, at jeg bor i Danmark, hvor der aldrig kan være alvorlige oversvømmelser eller skovbrande eller orkaner eller især tornadoer, som er dem, jeg er mest bange for, for hold kæft, det ville være uhyggeligt at blive suget op i sådan én.

Alt i alt hygger jeg mig faktisk ret meget om natten, måske er det, fordi jeg har noget “alenetid”, som damebladene kalder det, jeg læser mange dameblade, og de siger alle sammen, at det er vigtigt at have “alenetid”, fordi det er vigtigt at huske at pleje sig selv. Derfor kan jeg godt finde på at tage ansigtsmaske på om natten, så render jeg rundt og ligner Hannibal Lecter i køkken-alrummet, og når Han så vågner næste morgen, så har jeg et silkeblødt ansigt, der er perfekt til at blive taget bagfra.

Ikke dermed sagt, at jeg gør det for Ham, for det gør jeg bestemt ikke, damebladene er nemlig også begyndt at sige, at det er vigtigt, at kvinder er “feminister”, så det er jeg selvfølgelig også, altså feminist, og derfor gør jeg kun det med ansigtsmasken for mig selv, selvom det er en belejlig sideeffekt, at Han synes, at jeg er tiltrækkende, når jeg har et blødt ansigt, jeg elsker nemlig at bolle, hvilket jeg også har hørt er et tegn på feminisme, at man ikke har noget problem med at sige, at man elsker at bolle. JEG ELSKER AT BOLLE.

KAPITEL 2

Jeg tror, at jeg er et produkt af ensomhed.

Begge mine forældre er i hvert fald ensomme, måske er det derfor, at Mor så gerne vil have børnebørn, det siger hun altid, når vi kommer på besøg, så spørger hun, om jeg er blevet gravid, lidt som om det skulle være den eneste årsag til at besøge hende, og hver gang må jeg skuffe. Jeg er dog heller ikke noget ondskabsfuldt menneske, så jeg siger ikke til hende, at jeg nok aldrig bliver det, jeg lader hende i stedet håbe på, at hun en dag får en ny årsag til at være i live.

At de er ensomme, mine forældre, knytter dem til resten af jordens befolkning, for alle mennesker er ensomme, med undtagelse af mig, selvfølgelig, jeg er overhovedet ikke ensom, for jeg har jo Ham. Og Penge og Bacon. Jeg har altid følt mig ret speciel af den årsag, for det er egentlig vildt nok at være det eneste ikke-ensomme menneske i hele verden.

Jeg holder af at være speciel. Unik. Unique.

Far arbejder som officer i Forsvaret, og Mor arbejder som hjemmegående husmor, hendes ekspertise er klejner, hun laver dem hele året. Da jeg var barn, serverede hun ofte risengrød i juli måned, Mor har altid haft en nærmest perfid fascination af julen, måske er det, fordi julen for hende er lig med tvunget samvær. Jeg kommer i hvert fald stadig hjem til jul, vi har endnu ikke eksperimenteret med jul i duplexlejligheden, det ville ødelægge Mor, og det har jeg som sagt ikke lyst til.

Jeg havde Ham med til jul sidste år, da Han af skilsmisseårsager var blevet forvirret og forhindret i at holde jul med sin egen familie. Arrangementet blev afholdt i mine forældres villa i Vanløse. Mor sætter altid lys i træerne udenfor, ikke sådan noget corny julehalløj, men flotte lyskæder fra Johannes Fog, Mor har god smag.

– Sluk de lys, kone, siger genboen hvert år, han kender ikke Mors navn, og han fortsætter med at forklare, hvordan lysene blænder ham, når han skal se krimi på DR1.

– Julen er lysenes fest, svarer Mor med et misforstået saying, hun er ligeglad, for hun føler, at hun har en eller anden universel fortrinsret, måske fordi hun går i spadseredragter.

Det var som sådan hyggeligt nok. Far dukkede dog først op, da der skulle danses om juletræet. Han spiser altid i garagen, det er et levn fra krigstider, siger han, men jeg tror, at det handler om, at Far godt kan lide at være alene, og det skal han jo have lov til. Måske er han så slet ikke ensom, når nu jeg tænker over det, eller, måske lader han bare, som om han godt kan lide at være alene, fordi han er sådan en rigtig mande-mand, der ikke kan kommunikere sine følelser og derfor bare påstår, at han slet ikke har nogen?

Far har, måske af samme årsag, aldrig været en mand af ord, jeg ved faktisk ikke, hvad han er en mand af, ikke krop i hvert fald, for Far har intet kropssprog, i modsætning til mig selv, der har et meget levende og indtagende kropssprog, hvilket jeg har tillært mig ved at se videoer af Nicole Kidman på YouTube.

Når Far ikke brokker sig over indretningen af vores tagterrasse, kan han godt lide at sige, at han holder af tilværelsen, men også glæder sig til, at den er slut, fordi tilværelsen er lidt ligesom at være på ferie, det er kun sjovt, fordi man ved, at man skal hjem en dag.

Det giver for mig meget god mening, bortset fra at jeg elsker at holde ferie.

Mens Far sad i garagen, sad vi sammen med Mor i spisestuen, vi fik and, skindet var sådan næsten sprødt, men det generede ikke Mor, hun er en dessertdame og havde lagt sit primære fokus på risalamanden, der var alt for sød for min smag.

– Nøj, hvor den smager godt, Mor, sagde jeg, hvortil Mor kvitterede med et stort smil og endnu mere alt for sød risalamande på min tallerken, der lå efterhånden et lille hvidt bjerg, selvfølgelig uden mandel, for jeg har aldrig været særlig heldig, hvilket ikke generer mig synderligt, fordi jeg har så meget andet kørende for mig, fx min frisure.

Han spiste sin risalamande, med hvad der lignede stor fornøjelse, indtil Hans ansigt pludselig fortrak sig. Han har aldrig været nogen stor løgner, så Han gik umiddelbart derefter til bekendelse med et:

– Jeg kom til at tygge på mandlen, jeg undskylder mange gange, mens Mor, der ikke sådan rigtigt kunne skjule sin skuffelse, smilede stort og sagde:

– Det skal du ikke tænke på, min dreng, mandel- gaven var alligevel bare en Wulffmorgenthaler-kalender og en peberkværn formet som en pingvin.

Heldigvis for alle dukkede Far umiddelbart efter op i spisestuen.

– Skulle vi aldrig danse om det skide juletræ og få det overstået? spurgte han på den måde, hvor noget ikke er et spørgsmål, men mere en ordre, så vi rejste os op og gik ind i stuen, der, udover at være en stue, også indeholder en brændeovn.

Vi synger altid Thomas Helmig-sange, når vi går om juletræet, for Far tror ikke på nisser og gran og så videre, han tror mere på virkeligheden, og det må man jo sige, at Thomas Helmig repræsenterer, så vi nåede igennem både Det er mig der står herude og banker på og Stupid Man, inden Far fik nok og erklærede julen for slut.

Vi tog hjem samme aften, vi gik i stilhed hen til bilen, men inde i bilen var der en samtale:

– Din familie er altså sød, sagde Han.

– Tak. Jeg holder meget af den, selvom man ikke kan se det på mit ansigt.

– Det forstår jeg godt, dine forældre er begge meget elskværdige. Hvis vi nogensinde får et barn, så synes jeg også, at vi skal synge Thomas Helmig for barnet, i stedet for Baby Shark.

– Vi får nok aldrig et barn, skat.

– Okay, skat, hvorfor ikke?

– Jeg kan forklare det for dig, men jeg kan ikke forstå det for dig.

– Okay, hvad er forklaringen så, skat?

– Jo, nu skal du høre. Jeg vil på en måde gerne have et barn, men jeg er bange for, at jeg vil have barnet af de forkerte grunde. Jeg ville fx synes, at det var træls at sidde på et plejehjem helt alene, for du dør jo med overvejende sandsynlighed før mig på grund af mand, jeg bliver garanteret tudsegammel, og man vil jo ikke være ensom. Men er det grund nok til at få et barn, at man ikke vil være ensom?

For hver gang jeg ser et barn, og nu taler vi i alderen nul til seks år, så får jeg instinktivt lyst til at gå den anden vej, fordi alle i konstellationen ser så forfærdeligt deprimerede ud, og det er måske grund nok til ikke at få et barn?

Hvis man kunne springe de første seks år over, måske, så ville jeg være mere interesseret, for så begynder børnene at sige sjove ting, men så bliver de jo også så skidetrodsige, og jeg ved bare ikke, om jeg har det fornødne overskud til konsekvent at skulle sige “nej”, for “nej” befinder sig ikke umiddelbart i mit ordforråd. Så du kan nok se, at jeg har et problem. Jeg har svært ved at sige “nej” til at få et barn, men jeg har også svært ved at sige “nej” til det gode liv, så jeg er i virkeligheden vældig forvirret, skat.

– Det kan jeg godt forstå, skat.

– Hvad tænker du, skat?

– Jeg tænker, at vi tænker mere over det på et senere tidspunkt.

– Okay, skat.

Vi kørte hjem i stilhed, jyderne havde forladt København, der var kun moderat gang i den på Gothersgade. Han gik i seng, jeg gik med, jeg lå der i en time, så stod jeg op. Jeg overvejede på det tidspunkt, om jeg skulle vende børnesituationen med Penge og Bacon, men jeg orkede faktisk ikke flere perspektiver på sagen. Jeg besluttede mig for at vente på, at jeg måske en dag ville få en form for mavefornemmelse, der ville fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Sove kunne jeg dog stadig ikke, så i stedet gik jeg ind på B.T. for at tjekke verdenssituationen ud.

Der var en kendt person, der havde mistet sit kæledyr til kræft, hvilket jeg faktisk allerede havde set på Instagram tidligere på dagen. Det var en hund, og det havde ifølge den kendte person faktisk været verdens bedste hund, og så var det da også trist, at den sådan skulle dø juleaften.

Der var også andre historier, blandt andet noget med en dæmning i Jylland, men det var jo helt ovre i Jylland. I stedet tjekkede jeg den kendte persons Instagramopslag igen, og hvis jeg havde været typen, der græd, så ville jeg have fældet en lille tåre, for det var vældig smukt, det opslag. Sikke en heldig hund, tænkte jeg, før jeg tænkte, at den eneste i hele verden, der var lige så heldig som den hund, var mig.

---

Anna Juul: Penge og Bacon