Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Mit menneske, ny roman af Herbjørg Wassmo. Om stor kærlighed og at overkomme hårde kår i 1980’ernes Nordnorge. Begynd din læsning her

Herbjørg Wassmo mit menneske

Mit menneske er den længe ventede ny roman af norske Herbjørg Wassmo – og endnu engang har hun skrevet en smuk og vigtig fortælling, man ikke kan lægge fra sig. Tyvstart din læsning herunder.


Mit menneske foregår ved kysten i Nordnorge, hvor du møder Rut og Gorm, der er født i hver sin socialklasse, med forskellige muligheder og begrænsninger.

Rut er en anerkendt kunstner fra små kår, og Gorm er født ind i en købmandsfamilie.

LÆS OGSÅ: Mit menneske er Herbjørg Wassmos første roman siden 2017. Læs om kærlighed, kunst og familietragedie

Lige fra deres første, tilfældige møde som børn har de haft en plads i hinandens bevidsthed. Men det er først, da de bliver voksne, at deres historier for alvor flettes sammen. De møder hinanden med forliste ægteskaber i bagagen, og nye begyndelser kan opstå.

Begge søger de et liv med et større indhold, men trangen til at leve i noget, som føles rigtigt og ægte, står i kontrast til de nordnorske livsvilkår.

Men først og fremmest har de et brændende behov for at møde det menneske i livet, som de kan kalde sit.

Læs et uddrag af Mit menneske herunder.

Du kan købe Mit menneske online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 12 maj.




Herbjørg Wassmo

Mit menneske


Tiden er 1984 til 1988

KAPITEL 1

Idet Gorm trådte ind i værelset, forstod han, at han var den eneste, der ikke vidste, hvad der var sket med hans søster.

Frøken Sørvik havde hentet ham på morgenmødet og bedt ham tage hjem med det samme. Ambulancen på gårdspladsen havde varslet ham, og en læge stod bøjet over Mariannes seng.

Han kunne ikke mærke fødderne, der førte ham ind i værelset. Men han gik. Indholdet i spanden og instrumenterne fortalte ham, at de netop havde forsøgt at udpumpe hende. Lægen tørrede hende i ansigtet. To ambulancefolk gjorde en båre klar.

Marianne lå livløs med lukkede øjne.

Gorm tog hendes hånd mellem begge sine. Den var iskold.

– Hvad har hun indtaget? hørte han sig selv spørge.

– Vi ved det ikke endnu, sagde lægen.

– Har hun været ved bevidsthed?

– Nej. Vi tager hende med. Der er ikke plads til Dem i ambulancen, men De kan køre efter.

– Hvor kritisk er det?

– Pigen dernede vidste ikke, hvor længe hun har ligget her. Beklager, men det er alt, hvad jeg kan sige, sagde lægen uden at se på ham.

Med få bevægelser havde de fået Marianne væltet over på båren som en tøjbylt. Så bar de hende ud af værelset og ned ad trappen. Han gik hen til den åbne dør og så den besynderligt kontrollerede dans, et trin ad gangen. Manden, der gik forrest, havde de kraftige arme oppe over hovedet for at holde båren stabil. Ham, der gik bagerst, nærmest knælede af samme grund.

Han sad på gangen og ventede på, at nogen skulle komme ud og fortælle ham, at de desværre ikke kunne gøre noget. Men det virkede, som om de havde glemt, at han eksisterede. Det var heller ikke ham, der var vigtig. Han hentede lunkent vand et par gange i et papkrus fra en beholder på væggen. Drak tvangsmæssigt i små slurke.

Det var tidlig morgen. Han var alene med alle de tomme stole, der omhyggeligt var opstillet langs væggene. Havde god plads. Ville ikke behøve at anstrenge sig for at forklare, hvis nogen skulle genkende ham. På et tidspunkt stak en person hovedet ud ad en døråbning, men trak sig tilbage igen. Døren smækkede i for straks efter at smække den anden vej. Det skarpe loftslys afslørede pletter efter utallige hænder.

Det uvirkelige ved at vente på besked om døden var, at man var i stand til at tænke.

Han havde nok vidst det i nogen tid, at Marianne kæmpede. Burde han have vidst det for mange år siden, da hun giftede sig med Jan? Nej. Dengang tænkte han ikke sådan. Var gået ud fra, at det var hende, der ville skilles, og at hun ikke havde økonomiske bekymringer. Det var klart, at han skulle have talt mere med hende, men dagene var gået så hurtigt.

Da Edel og Marianne kom for at fordele indboet i Grande-huset mellem sig, havde han ladet søstrene bo i barndomshjemmet og sov selv i sit værelse bag kontoret. Hvad de talte om, vidste han ikke meget om, for han havde så travlt i de dage. Hovedet var fyldt op af planerne for den store udvidelse af forretningen.

To aftener havde de spist middag sammen på Grand, uden at han havde lagt mærke til, at Marianne havde været i nærheden af at ønske at dø. Tværtimod. Samtalerne handlede om arv og fordeling af ting. Da Edel skulle rejse, spurgte Marianne, om det var i orden, at hun blev, for hun havde nogle fridage til gode. Han havde sagt: ”Ja, selvfølgelig, bliv, så længe du vil.”

Var han blevet forbavset? Ja. Huset var fuldt af håndværkere og byggestøj i dagtimerne. Men det vidste hun jo godt.

Burde han have set, at alt ikke var, som det skulle være? Ja, selvfølgelig burde han det. Men han fortsatte med at sove i forretningen, gå til planlægningsmøder og følge processen med byggeriet. Desuden troede han, at hun mødtes med gamle venner og havde nok at tage sig til.

Første aften efter at Edel var rejst, havde de spist sammen i køkkenet i Grande-huset, og han havde spurgt hende, hvordan det gik med livet som single.

– Meget fredeligt, havde hun sagt.

– Og dine unge mennesker?

– De bor hjemme i huset sammen med deres far og passer deres. Der er de tæt på skolen og vennerne. Jeg har kun en lille lejlighed med et soveværelse.

– Og arbejdet på sygehuset?

– Det er, som det plejer, havde hun svaret.

Det var her, han skulle have gennemskuet hende. Skulle have spurgt hende, hvordan hun virkelig havde det. Om der var noget, hun havde brug for at tale med ham om. Men han spurgte ikke. Tilbød hende ingen fortrolighed. Nu var det måske for sent.

Papkruset var tomt. Med alle sine kræfter krøllede han det sammen til en hård, lille kugle i hånden. Svingdøren lige foran ham gled op og i flere gange. Sygeplejersker og læger hastede forbi ham. Et par stykker nikkede endda til ham. Havde han nikket tilbage?

Han havde vogtet døren i en time, da en læge kom ud til ham med lange, tøvende skridt.

Gorm rejste sig og blev stående som en soldat, der afventede ordre. Lægen gav ham hånden. Han greb den, som om den var et anker. Manden rømmede sig diskret.

– De kan gå ind til hende. Men De skal ikke forsøge at føre en samtale med hende eller spørge om noget. Hun er omtåget og skal have ro.

– Tak! sagde Gorm og bukkede. Som om mor havde været til stede i rummet og var vidne til, at lægen havde givet ham noget kostbart.

Hun lå med lukkede øjne. Næsten sammenknebne. Resten af ansigtet var glat og gråt. Nogen havde sat en elastik om det lange, tjavsede hår. Han fandt en stol og satte sig ved sengen. Tøvende tog han hendes hånd i begge sine. Hun var forbundet til noget intravenøst af en slags. Hvad, vidste han ikke. Der var meget, han ikke var klar over.

– Det skal nok gå, Marianne, hviskede han bestemt.

Det trak i hendes mundvige, men hånden lå slapt i hans.

– Jeg slipper dig ikke, det ved du. Det skal nok gå, gentog han.

Han blev siddende, indtil der kom en sygeplejerske og sagde, at han skulle gå. De skulle gøre hende i stand, inden hun fik besøg. Jeg er her jo, tænkte han. Det sagde han ikke. Rejste sig bare, bøjede sig ned og kyssede hende hurtigt på næsen. Syntes, han så hende åbne øjnene et øjeblik. Men det var nok bare noget, han ønskede.

– Hr. Grande. Vi skal nok passe godt på hende, kan De tro, sagde sygeplejersken alvorligt.

– Hvornår kan jeg komme igen? spurgte han.

– Der er besøgstid i eftermiddag. Men De kan sikkert komme før det.

Det var umuligt at køre tilbage til kontoret med det samme. Han kørte rundt på må og få. Et sted på hovedvejen fyldte han benzin på. Dagslyset forsøgte at bryde igennem efterårsregnen. Han fyldte sprinklervæske på og trak en elendig svaber hen over ruderne. Så pløjede han rundt på de mudrede grusveje uden for byen i en evighed.

Op ad dagen kørte han tilbage til sygehuset og fik lov at komme ind til hende uden for besøgstiden. Hun lå stadig med lukkede øjne. Han trak stolen hen til sengen og tog hånden uden kanyle i. Hendes pulsåre lå blå og stor mellem hans fingre. Han forsøgte sig med en enkel samtale. Banale ord. Som ”Hvordan har du det”, uden at hun svarede.

Lægen kom, mens han sad der. Gav ham hånden og smilede opmuntrende. Alt gik godt, meddelte han hen over hovedet på Marianne uden at spørge hende. De ville beholde hende i dag, men dagen efter kunne hun komme hjem.

Hvad så? tænkte Gorm. Følte en panik, han ikke kunne være bekendt. Da lægen var gået, spurgte han Marianne, om hun helst ville være på sygehuset en dag mere. Hun rystede på hovedet, der lå på puden.

Han prøvede at tænke praktisk. Lod blikket glide rundt efter løsninger. Mellem vinduet og radiatoren var pudsen skallet af væggen. Skaden var blevet misfarvet og skjoldet. Mens han betragtede den, indså han, at det var en dårlig ide at tage hende med hjem til det værelse, hvor det hele var sket.

– Skal jeg få sat Edels værelse i stand? Vil du hellere være der? Hun nikkede og famlede efter hans hånd.

– Og hvad med dig? Hvor skal du sove?

Det var de første ord, hun sagde.

– I mit værelse ved siden af. Jeg er ked af, at du måtte bo alene i huset, da Edel var rejst. Jeg havde ikke forstået, hvordan du havde det, sagde han og gav hendes hånd et klem.

– Nej, mumlede hun og lukkede øjnene.

Tilbage på kontoret tvang han hjernen til at fungere rationelt. Bad frøken Sørvik om at udsætte mødet med kommunen til næste uge og give besked til dem, der skulle have været med, Ilse og Torsten. På grund af sygdom, tilføjede han.

Frøken Sørvik fortrak ikke en mine. Nikkede bare.

Efter i et stykke tid at have prøvet at udføre de sædvanlige kontorrutiner uden at tænke kom han på, at han måtte tale med hushjælpen i Grande-huset. Tale med hende om det, der var sket. Det var jo hende, der havde fundet Marianne. Ikke mindst skulle han aftale de praktiske ting omkring Mariannes hjemkomst. Han begyndte med at bede frøken Sørvik sørge for, at hun ikke gik, før han kom hjem.

Bagefter gik han frem og tilbage inde på kontoret med åben dør til forkontoret. Hvordan forklarede man en ung hushjælp, at ens søster havde prøvet at tage livet af sig?

Det store vægur viste, at der var gået ti minutter. Han måtte igennem det. Og da han hørte, at frøken Sørvik havde afsluttet samtalen med Grande-huset, besluttede han sig for at fortælle hende om Marianne, selv om hun sikkert vidste, hvad der var sket. Han havde talt med hende, dengang Turid rejste fra ham og tog Siri med. Der var noget ved frøken Sørvik. Et instinkt. Hun vidste altid alt om familien. Men han havde også arvet hende efter far, ligesom alt andet.

Han tog frakken ned fra stumtjeneren og gik ud i forkontoret. Frøken Sørvik var alene. Han stillede sig foran hendes skrivebord med frakken mellem hænderne. Hun rejste sig afventende. Blikket var direkte og blankt.

– Jeg går hjem nu og kommer ikke mere i dag. Forstår du … Marianne har forsøgt at gøre en ende på det hele. Jeg skal køre hende hjem fra sygehuset i morgen, så det kan godt være, at jeg heller ikke kommer der.

Frøken Sørvik nikkede uden at stille spørgsmål. Som om ”at forsøge at gøre en ende på det hele” var noget, man måtte regne med, at folk gjorde. Der skulle bare ikke tales om det.

– Kan du bede håndværkerne i Grande-huset om at tage fri nogle dage?

– Du skal ikke bekymre dig om noget, Grande. Jeg skal sørge for, at der bliver taget hånd om det.

– Tak, du er en perle.

Hun tøvede lidt, som om hun lige skulle fordøje det udsagn, så kom der et lille, skævt smil, som pludselig gjorde ansigtet spillevende.

– Du har meget at tage dig af nu, konstaterede hun.

– Jeg må prøve. Men det, jeg kan gøre, det er ikke noget at skrive hjem om, sagde han med en slags smil.

– Nej, Gud velsigne dig, Grande, det gør du heller ikke.

Tone, den unge pige, der gjorde rent i huset, var der, da han kom. Men håndværkerne var gået. Hun spurgte stammende og genert til Marianne. – Takket være dig lever hun. Jeg ved ikke, hvad jeg skal give dig som tak.

Hun så forskrækket på ham og rystede på hovedet.

– Jeg tror ikke, man tager sig betalt for den slags. Det var bare heldigt, at jeg mødte så tidligt på arbejde.

– Det var dig, der reddede hende, Tone. Det var dig! Egentlig burde du have fået fri i dag med fuld løn, men jeg har brug for dig. For jeg skal hente hende hjem i morgen. Kan du flytte hendes ting ind i værelset på den anden side af gangen? Det ved siden af mit værelse. Tror du, det er muligt at gøre det beboeligt derinde? Hyggeligt?

Den unge Tone nikkede og lod bekymret blikket flakke hen over håndværkernes mange spor. Lige nu var det spisestuen, der stod for tur. De var i færd med at rive flere lag gammelt tapet af. Han måtte bede dem om at holde pause resten af ugen.

– Mad, varme, opredt seng, blomster, messede han, fandt en stor pengeseddel frem og lagde den på bordet. – Og søde Tone, det vil være rart, hvis du ikke snakker om det her i byen, ikke?

Hun nikkede energisk med blanke øjne.

Det er sådan, jeg gør, tænkte han. En pengeseddel. Og jeg får det, som jeg vil have det.

– Kan du finde det tøj, hun har brug for til hjemturen? Og dameting fra badeværelset. Så tager jeg det med derhen i dag.

Tone løb som en vind mellem værelserne og kom ned i hallen med en taske. Selv fandt han en tyk trøje i sit eget skab og den lange frakke, Marianne havde haft på, da hun kom.

– Vinteren kom så tidligt i år, sagde han ud i luften.

Tone nikkede stumt. De så begge på den fygende sne, som lagde sig på køkkenvinduerne. Termometeret uden for vinduet viste tæt på nul, og det var kun 5. oktober.

Han gik ind til Marianne med tasken. Hun sov. Eller lod, som om hun sov. Han bøjede sig ned og lagde sin hånd på hendes. Den var stadig meget kold. Men han fornemmede, at hun bevægede den. At hun vidste, at han var der. Han stod der et stykke tid. Ventede. Så kyssede han hende på næsen og gik.

Da han låste sig ind i Grande-huset, mærkede han en følelse af tomhed. Indså, at den i virkeligheden ikke var hans egen, men Mariannes. Hans skridt gav genlyd. Stampede Mariannes fortvivlelse og ensomhed ned i gulvet.

Men Tone havde gjort en kolossal indsats. Alt rodet i hallen var væk. Døren til spisestuen var lukket. Der lugtede af brun sæbe. Der stod røde tulipaner på spejlbordet i den store, næsten tomme hall. Ligeledes i køkkenet. Hun havde købt ind og fyldt køleskabet. En dug, han huskede fra mors tid, dækkede halvdelen af spisebordet.

Døren til Mariannes værelse var lukket. Han kunne ikke holde ud at se derind, men gik direkte ind på Edels værelse. Tone havde gjort det så godt, hun kunne. Indbydende seng med uldtæppe i fodenden. Varme ra- diatorer. Han kastede et blik ud ad vinduet. Det vendte ud mod havet. Et jernbeslag havde løsnet sig fra tagrenden og hang og dinglede. Det havde blæst kraftigt i et par dage.

Han åbnede vinduet og skubbede til det med en knyttet hånd. Hørte, hvordan det ramte fliserne foran huset. Vidste ikke, hvorfor han havde lagt så megen kraft i slaget. Knoen blødte. Han tog den i munden og blev stående et øjeblik. Som om han var tolv år og rasende uden at kunne vise det.

Straks efter gik det op for ham, hvor indespærret han følte sig herhjemme. Det var i værelset i forretningsbygningen, han kunne ånde frit. Var det sådan, far også havde følt det? Og Marianne?

Til sidst gik han ned i køkkenet. Varmede en dåse kødboller og hentede en øl i køleskabet. Mens han spiste, førte han en slags samtale med sig selv. Hvad om han spurgte Ilse til råds? Fortalte hende, hvordan alting forholdt sig, og at Marianne var blevet hans ansvar. Så slog han det hen. Deres forhold var ikke fortroligt. Det var firma og forretning. Førhen havde det også været hemmelige weekendture til Indrefjord. Og kroppe. Når hun indbød til det.

Men da han efter fjorten år mødte Rut igen uden for elevatoren i forretningen, blev det umuligt. Ilse og han havde været på vej til et møde, og så stod hun der pludselig. Rut. Han fik ikke engang at vide, hvor længe hun skulle være i Byen. Da hun var væk, kastede han sig ud i et idiotisk detektivarbejde for at finde ud af, hvor hun befandt sig. Det eneste, han fandt ud af, var, at hun skulle have en udstilling i Oslo i slutningen af november.

*

Næste dag kørte han Marianne gennem byen i snevejr. De sagde ingenting. Vinduesviskerne sørgede for kommunikationen på deres egen måde.

– Fryser du? spurgte han og så over på hende.

– Nej, sagde hun bare.

Inde i Grande-huset hjalp han hende af med overtøjet og støttede hende op ad trappen til anden sal. På halvvejen standsede hun op og lænede sig ind til ham. Under lampetten kunne han se, hvor gråt hendes ansigt var. Men hun græd ikke. Klamrede sig ikke til ham, sådan som han kunne huske, at hun plejede, når det hele var svært. Marianne var vist blevet voksen med alt, hvad det indebar. Selvmord, for eksempel.

Inde på Edels værelse sank hun ned på sengen og lukkede øjnene. Han trak tæppet over hende og spurgte, om han skulle lave en kop te. Hun rystede på hovedet. Han hentede vand og satte det på natbordet. Da hun ikke svarede på spørgsmålet, om hun ellers havde brug for noget, følte han noget, der lignede vrede.

Lægen havde sagt, at hun havde taget en dødelig dosis sovemedicin. Det var et rent held, at hun blev fundet i tide. Det var nok ret nemt for en sygeplejerske at skaffe sovemedicin. Hun måtte have haft den med. Havde planlagt at komme hjem for at dø.

Han blev stående lidt for at give hende tid til at sige noget, så gik han hen imod døren.

– Godt. Jeg går ind på mit værelse og klarer nogle telefonsamtaler. Skal jeg lade døren stå åben?

Hun svarede stadig ikke. Lå bare der med lukkede øjne.

Han ringede til frøken Sørvik og fik at vide, at der var ankommet et stort parti vandskadede varer, som ikke var blevet hentet og ikke var toldeklareret. Ilse mente, at de måtte undersøges på toldkontoret, ellers kunne de få problemer. Forsendelsen var importeret dametøj, som de havde regnet med at have med i udstillingen til jul.

– Hvad gør vi? spurgte han.

– Frøken Berg er allerede taget hen for at undersøge sagen. Hun talte om, at hun ville tage kontakt til leverandøren og få fakturaen annulleret. Og om muligt få tilsendt nye varer inden julesalget.

Frøken Sørvik holdt sig til den formelle form. Ilse var ”frøken Berg” på kontoret.

– Du skal heller ikke tænke på arbejderne i Grande-huset. Firmaet bruger dem i forretningsbyggeriet. Så slipper de for at gå ledige. Frøken Berg mener ikke, at det er noget problem. Bare vi holder regnskaberne skarpt adskilt.

Efter samtalen gik han ind til Marianne igen.

– Har herskabet alligevel lyst til en kop te? spurgte han og ventede. Efter lidt tid kom der svage lyde fra sengen.

– Ja, hvis det er muligt for hr. Grande at bestille det.

– Nu bliver jeg glad, sagde han drillende. Som om de var unge igen og lavede sjov med hinanden.

Tone havde travlt dernede, så han bar selv te og to halve skiver brød op, en med myseost og en med leverpostej. Gjorde plads til det på natbordet og ventede, mens Marianne kom op at sidde.

– Du kan bare gå igen. Jeg er ikke døende længere, sagde hun.

– Nej, det kan jeg høre, svarede han og prøvede at le.

Men denne vrede, den havde altså bidt sig fast. Han gik ind til sig selv, mens hun spiste, uden at ane, hvad han skulle tage sig til.

Han skulle have bedt Torstein om at tage mere ansvar for forretningen lige nu. Det var ikke godt at lægge alt over på Ilse og frøken Sørvik. Idet han tænkte på det, blev han klar over, at han ikke længere stolede på, at Torstein gjorde det, han skulle. Den samtale, han skulle have taget med ham om, hvad det indebar at være underdirektør i firmaet, havde han udsat. Det sidste år var Torstein stadig oftere kommet slentrende ind på kontoret ved frokosttid.

Gorm gik nogle gange rundt i lokalet og blev irriteret over, at han ikke havde taget den samtale noget før. Han blev også irriteret over, at han blev irriteret. Torstein var uvæsentlig. Det, der var vigtigt nu, var, at Marianne var i live.

Da han hørte hende stå op og gå på toilettet, ramte tanken ham som en istap i hovedet. Havde hun flere sovepiller? Han måtte bare spørge og eventuelt afsløre, at hun løj.

Hun sad op i sengen. Ansigtet havde fået lidt farve. Brødet var væk, men koppen var stadig halvt fuld. Han gik helt ind i værelset.

– Har du flere sovepiller? spurgte han og kunne selv høre, at det lød alt for direkte.

Hun så på ham.

– Nej, jeg troede, at det var nok med en ordentlig dosis.

– Det var mere end nok efter min mening, svarede han.

– Hvad ved du? spurgte hun og lukkede øjnene.

– Om dig? Ingenting længere. Er det muligt at blive informeret?

– Du er vred?

– Siden du spørger, ja, jeg er faktisk forbandet rasende, sagde han og gik helt hen til hende. Tog fat om sengegavlen med begge hænder.

– Hvorfor fanden gjorde du det, Marianne?

Hun bøjede hovedet ned mod brystet. Sad sådan uden at bevæge sig. – Gorm … Jeg orkede ikke mere. Der blev sort. Der havde været sort længe, mumlede hun uden at se på ham.

Han satte sig på sengekanten.

– Ved du, hvad det er, du ikke orker?

– Det tomme liv, sagde hun, åbnede øjnene og stirrede ligeud i luften. Så gjorde han det bare. Som om de stadig var børn og kun havde hinanden. Han lukkede døren ud til gangen. Bandt snørebåndene op og tog vinterskoene af, som han af en eller anden grund stadig havde på. Så satte han sig med korslagte ben i sengen. Skubbede hende ind mod væggen for at få bedre plads og satte sig godt til rette.

– Så. Tal til mig, for helvede, befalede han lavt.

En løs tråd hang ned fra plaiden. Han kunne ikke lade være at tage fat i den og trække i den, til den løsnede sig. En hel række tråde gik løs, så det flossede. Han sad der og ødelagde en vævet uldplaid uden grund.

– Jeg kunne ikke klare det, Gorm. Kunne ikke klare noget. Og jeg skammede mig sådan, sagde hun og tog fat i hans arm.

– Hvad skammede du dig over?

– Den, jeg er. Alt var skamfuldt. Rædsomt. Der var ikke nogen mening i at være til.

Han bøjede sig ned til hende. Holdt om hende. Mærkede en sær lugt af parfumeret sæbe og sved, da hun lagde armene om hans hals og begyndte at græde med lange, høje hulk.

Vreden slap sit tag i ham.

– Men det var sådan, du havde det på det tidspunkt, ikke nu. Du er den bedste og mest standhaftige, jeg kender. Vi giver os god tid. Sammen. Ikke? sagde han.

– Det kan du ikke være med til, Gorm.

– Det er klart, at du må gøre det meste selv, men jeg hjælper dig. Hvornår begyndte alting at gå i sort?

– Det kan jeg ikke huske. Det kom gradvist. Til at begynde med forstod jeg det ikke. For alt burde jo være perfekt. Jeg giftede mig med Jan for at blive fri for den skamfulde pige. Det hele skulle være så godt. Så begyndte væggene at bevæge sig ind mod mig. Det dybe mørke kom, da jeg skulle have det første barn. Jeg turde ikke. Var rædselsslagen. Ikke for at dø, men for smerten. For at være fanget. Men jeg var nødt til det. Et barn skal jo på en eller anden måde ud af kroppen. Og det hele gik på sin vis. Jan forstod ingenting. Havde sit at tænke på. Nyt job. Vi flyttede fra Trondheim til Oslo.

– Du sagde ikke noget til ham? spurgte han og gav hende et rent lommetørklæde, som en eller anden havde sørget for, at han havde i lommen.

– Hvad skulle jeg have sagt? De ord har ingen i det her hus lært. Og Jan … Han taler om penge. Altid om penge.

– Det har vi to aldrig behøvet, Marianne. For de var der, når vi havde brug for dem, mindede han hende om.

– Ja. Og det er ikke hans skyld, at han mødte muren, sagde hun og pudsede næsen højlydt.

– Hvad var det så? spurgte han.

Hun kiggede på ham med rødrandede øjne. Så pudsede hun næse en gang til.

– Hvad er det, der får et korthus til at vælte? hviskede hun.

– At en eller anden puster til det. Eller giver det et puf. Er der nogen, der har svigtet dig, Marianne?

Hun stirrede ud i luften, inden hun svarede.

– Svigtet? I så fald må jeg vel have svigtet mig selv. Ikke erkendt sandheden. Aldrig turdet vise mig selv, men altid spillet ”Marianne Grande-rollen”. Ude i det virkelige liv nytter den slags dumhed ikke.

– Hvad tror du, der nytter i dit virkelige liv, Marianne?

– Det kan jeg ikke fortælle dig. For det kan du ikke bære.

– Jeg er villig til at tage chancen, sagde han.

– Men det er jeg ikke.

– Okay, sagde han, men fortæl mig om, hvad du tænker om andre ting. Hun pudsede næse igen.

– Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at jeg skal spille den Marianne, som verden kan acceptere.

– Jamen det skal du heller ikke, sagde han bestemt.

Hun slap ham. Satte begge håndflader på hans brystkasse og så ham ind i øjnene.

– Gorm, stakkels Gorm, sagde hun bare og lod kroppen falde ind mod ham igen. Blev liggende tungt mod ham uden at røre sig. Han kunne ikke engang mærke, at hun trak vejret.

En skygge gled over væggen. Uendelig langsomt. Måtte være en refleksion udefra. Noget sagde ham, at han burde stå ud af sengen. Men det var umuligt. Han rømmede sig.

– Det er så mærkeligt. Pludselig er der gået flere år, og alt er forandret. Ikke bare en selv, men alle dem, man ser dagligt. Og dem, man ikke ser så ofte, men tror, at man kender alligevel, de forandrer sig også. Uden at man ved det. Jeg havde aldrig troet, at du ville prøve at tage livet af dig. For mig er du liv. Åbenhed. Ublu sandhed.

– Er selvmord ikke en ublu sandhed? mumlede hun.

– Nej, Marianne, det er et råb om hjælp.

Telefonen ringede inde fra hans værelse, men han blev siddende.

– Tag den, sagde hun.
Han rejste sig og nåede at tage den. Det var frøken Sørvik, der spurgte, om hun skulle sende et bud hen med posten til ham. For han behøvede ikke at komme. Det hele gik fint.

Han takkede og sagde, at han ville blive hjemme næste dag også. Bad hende se efter i hans kalender, om der var nogen aftaler, han havde glemt at orientere hende om, og som måtte aflyses. Blandt andet skulle Ilse og han have gennemgået halvårsregnskabet før bestyrelsesmødet. Efter en kort samtale gik han langsomt tilbage til Marianne.

– Jeg kunne ikke undgå at høre, at du aflyste alt for min skyld, sagde hun.

– Nej, for min egen. Indimellem må man væk fra sin forretning. Lige nu trænger jeg til at blive hjemme og lege med min søster. Hvad skal vi lave?

– Hold op med det pjat, sagde hun og krabbede sig op til siddende.

– Ved du, hvor de gamle spil er? Dem, vi spillede ude ved køkkenbordet sammen med Olga, når det hele var svært? spurgte han.

Først sad hun der som en krøllet tøjbylt med forgrædt ansigt. Så smilede hun.

– I køkkenskuffen tættest på kokskassen.

– Ja! udbrød han. Ludo? Jeg henter sgu ludoet!

Det blev aften. De havde siddet under plaiden i sengen med ludobrættet mellem sig. Han havde vundet tre gange, og hun nitten. Han havde hentet flere madder. De havde spist sammen i sengen. Hun spildte mælk og sagde ”Årh!”. Han kvitterede med ”Pyt med det” og hentede en klud. Så havde han sagt godnat og kysset hende på næsen, inden han gik. I døren vendte han sig om.

– Åben?

– Nej, jeg kan godt klare det, svarede hun let.

Han hentede en øl og tog med ind på sit værelse og tændte en cigaret. Sad og stirrede ud ad det mørke vindue. Så fandt han notesbog og fyldepen frem fra jakkelommen.

Først ville fyldepennen ikke samarbejde. Så piblede blækket frem. Jævnt og fint.

Er man udvalgt til at være i live, så bliver legen og drømmen livsvigtige. Uden disse tørrer hjernen ind og magter kun at sende signaler om, hvad verden forventer.

Var det der, Marianne var nået til?

Var det der, far nåede til, inden han slog rebet om sig i båden med en stor sten bundet til kroppen?

*

Efter to dage stod Marianne op og klædte sig på, men ville ikke gå ud. Han indså, at han måtte gøre noget. At bede fremmede om hjælp var udelukket. Hun ville opfatte det som en krænkelse.

Tone havde været der om dagen, mens han var på kontoret i nogle timer. Nu var det aften, og der var kun Marianne og ham. Udenfor var der kulde og slud. Indenfor var der klaustrofobisk centralvarme og sjælelig forsumpning.

– Jeg tror, du har brug for andre end mig, Marianne, sagde han fra stolen ved hendes seng. Hun lå påklædt under plaiden. Nu bandt hun en knude af trådene, han havde trukket løs.

– Ja, det er ikke noget problem, de står jo i kø og venter, ikke?

– Du har brug for en terapeut. En, der ikke er en Grande.

– Du mener, at jeg skal blive fast inventar i kurbadet ligesom mor?

– Spar os begge for sarkastiske bemærkninger om mor. Jeg er forresten nødt til at lade håndværkerne komme ind igen. Her bliver ikke ligefrem fredeligt i dagtimerne. Det ville være godt for dig at komme ud.

– Jeg ved godt, at det er egoistisk at lægge alt over på dig, Gorm. Jeg rejser snart. På ære. Har bare brug for lidt tid.

– Tag dig den tid, du har brug for. Det er ikke det, jeg mener. Men det ville nok være bedre, hvis du kom ind i en slags hverdag, ikke?

– Helt enig, sagde hun påtaget muntert.

Pause.

– Jeg har ikke spurgt dig, men jeg går ud fra, at du skal informere sygehuset om, at du vil være væk fra arbejdet i længere tid, end du havde forventet.

– Jeg har sagt op. Regnede ikke med, at jeg behøvede at komme der mere.

Han følte det, som om han sad ude på havet. Det var kun et spørgsmål om tid, inden de blev suget ned.

– Du trivedes ikke? forsøgte han.

– Nej, men jeg skulle jo have et arbejde, og det var den uddannelse, jeg havde, sagde hun vredt.

Han betragtede hende.

– Okay. Hvad ville du helst arbejde med?

Først hørte han kun hendes åndedræt, så kom det.

– Jeg ville helst have ført Grande & Co. ind i den nye tid uden syge regler, der favoriserer mandfolk, som kun tænker på sig selv.

Det tog ham lidt tid at forstå svaret. Så begik han fejlen.

– Du mener, at jeg kun tænker på mig selv og ikke er den rette for Grande & Co.?

– Det var ikke det, jeg sagde. Jeg svarede på dit spørgsmål om, hvad jeg helst ville have lavet.

– Jeg tror, at du er ved at få det bedre, sagde han med en slags latter. Hun lo ikke med. Lå nærmest og gloede olmt på ham.

– Du er født ind i det, flasket op med at være kronprins. Du tillader dig at være hånlig på mine vegne, men du overser den kendsgerning, at du blev sat til at lede en virksomhed, du overhovedet ikke var interesseret i. Edel og jeg blev aldrig spurgt, hvad vi kunne tænke os.

Han sad og fordøjede den sandhed, han selv havde tænkt over. Så tog han beslutningen.

– Du har ret. Og nu skal du give dig selv en ny chance. Allerede i morgen. Vi to går hen på kontoret sammen, sagde han roligt og kiggede hende lige i øjnene.

– Er du vanvittig? hvæsede hun.

– Nej. Og det er jeg godt klar over, at du heller ikke er. Du er bare rasende. Du har været rasende, lige siden testamentet og bodelingen blev bekendtgjort. Ikke sandt? Og desuden har du gjort det samme, som jeg gjorde, og giftet dig med et menneske, du ikke var i stand til at elske.

– Elske? sagde hun hånligt.

– Ja, netop. Og vær sød ikke at håne det ord. Men altså. I morgen begynder du at arbejde på at få Grande & Co. ind i den nye tid. Først sammen med mig, og efterhånden kan du beslutte, hvad slags ansvar du vil have.

Først stirrede hun på ham. Så faldt hun ligesom sammen. Munden skrumpede ind, og hovedet faldt ned mod brystet.

– Med hvad?

– Det ved jeg ikke. Det er jo det, du i årevis har tænkt, at du kan finde ud af. Vi har masser af opgaver og udfordringer. Det vil du opdage med det samme, når du går i gang. Lige nu ligger vi i hårde forhandlinger med kommunen om at udvide forretningens område helt ned til havnen og fjerne slummen langs vandet.

– Jeg har ikke engang gået på handelsskole, sagde hun spagt.

– Jeg har gået på handelshøjskole. Og du har vel ikke tænkt dig at smide mig ud med det samme?

Hun fægtede med dynen. Rystede den. Tog fat om det lange hår og svingede det fra side til side. Opførte sig fuldstændig, som om hun var seksten år, og de lige havde skændtes om et eller andet.

– Ud med dig! Du er håbløs, sagde hun underlig roligt.

Gorm tog hende på ordet. Men han lod døren stå på klem. Så kunne han høre hende rumstere, mens han stod ved vinduet inde på sit værelse med hænderne i lommerne og så ud på den forblæste virkelighed.

Lidt efter kom hun ind til ham uden at banke på.

– Mente du det alvorligt? Os to sammen? spurgte hun.

Han stod med telefonrøret i hånden uden at have tastet noget nummer.

Nu lagde han på og vendte sig om mod hende.

– Ja. Vi går derhen sammen. Du hilser på de ansatte og siger, at du er der, fordi du er interesseret og altid har været det. Eller du kan sige, hvad pokker du vil. Det ville være stærkt, hvis du bare sagde det, som det er, at det trods alt er dig, der er den ældste. Og at det rigtige ville have været, at du var blevet chefen fra begyndelsen.

– Det kan jeg ikke, det er for naivt, sagde hun bestemt.

– Jaså. Og hvornår er du begyndt at tage hensyn til, om folk synes, du er naiv? Du har lige fortalt mig, at Grande & Co. er det, du helst vil.

Giv mig en eneste grund til, at du ikke kan gå ind i virksomheden som den, du er, når det var det, din bror skulle gøre, uden at nogen spurgte, om han havde lyst. Du er en voksen kvinde. Du vil det. Mens jeg var en egoistisk spradebasse på jagt efter andre eventyr.

– Åh gud, Gorm, i morgen? Jeg tager et par valium og gør det.

– Jeg vil på det kraftigste fraråde valium. Du kan ikke modernisere Grande & Co. baseret på en daglig dosis valium. Jeg begik den fejl at møde med tømmermænd i den første tid. Det fungerede ikke. Men jeg var som sagt en grønskolling i forhold til dig. Hvor har du den forresten?

– Hvad?

– Valiummen.

– I toilettasken. Skal jeg stille den frem, så du kan inspicere den?

– Nej, det skal du ikke. Hvis vi to skal arbejde sammen, må vi have tillid til, at vi kan arbejde uden valium.

Næste morgen hørte han, at hun stod op, mens han sad ved køkkenbordet og gennemgik de sager, han skulle tage fat i, når han kom på arbejde.

Efter en evighed i badeværelset kom hun ned i køkkenet i en ulas- telig, mørkeblå dragt. Han spurgte ikke, hvor hun havde den fra. En makaber tanke slog ham. At hun havde taget den med for at blive lagt i kisten i den.

De drak en kop kaffe og spiste en skive brød uden de store armbevægelser. Som om de faldt ind i den gamle vane fra dengang, de var børn og spiste i køkkenet hos Olga, inden de gik i skole. Køkkenet var et af de rum, som havde fået lov at beholde de gamle møbler og det vægfaste inventar. Mest for at man skulle kunne bo der.

Klokken var allerede otte. Marianne var ikke ligefrem snakkesalig.

– Du er i fin form? spurgte han til sidst.

– Det ville nok være en overdrivelse at påstå, svarede hun afmålt og lagde den halvspiste brødskive fra sig.

– Er du stadig rasende? spurgte han så og rejste sig.

– Nej, skrækslagen, konstaterede hun.

– Det går over i løbet af dagen, sagde han og klappede hende på skulderen.

I bilen gik det op for ham, hvad han havde overtalt hende til. Hendes hænder dirrede en anelse på skuldertasken i hendes skød. Hun havde nok taget valium længe. Måske havde hun taget en i dag også. Han spurgte ikke. Erkendte, at han godt kunne have brugt en selv.

– Jeg ringede til frøken Sørvik i aftes. Hun ved, at du kommer for at hilse på de ansatte. At du skal være i Byen en tid og er interesseret i at sætte dig ind i virksomheden, forklarede han.

– Hvorfor siger du først det nu?

– Jeg skulle måske have sagt det i går, men jeg ringede til hende sent, på hendes privatnummer. Jeg gik ud fra, at du sov.

– Jeg har ikke noget at sove på længere, mumlede hun.

Han svarede ikke.

Da de kørte ind i garageanlægget, spurgte hun, hvordan frøken Sørvik havde taget, at hun ville komme.

– Hun blev ikke engang forbavset, sagde han uden at nævne, at frøken Sørvik havde forsikret ham for, at hun ville sørge for at få Marianne til at føle sig velkommen.

Inden han lagde røret på, havde han sagt noget, han burde sige oftere. – Tak, frøken Sørvik. Du er rygraden og limen i Grande & Co.

Han gik gennem kontorafdelingen og præsenterede Marianne som sin storesøster og firmaets nye medarbejder. Hun gav hånd, smilede og gentog deres navne. Det imponerede ham, at hun faldt ind i den gamle, formelle opførsel, hun var opdraget til.

Ilse sad i regnskabsafdelingen og præsenterede ”taldrengene”, som hun kaldte dem med en mine, som om hun ejede dem. Torstein havde eget kontor. Han var ikke mødt på arbejde endnu.

Efter præsentationen efterlod han Marianne hos frøken Sørvik, gik ind på sit kontor og lukkede døren. Satte sig bag skrivebordet og trak vejret tungt, mens han betragtede bunken med post i bakken. Tankerne flød usorteret rundt mellem ørerne. Som om de ikke var hans ansvar længere. Det var vel det, man kunne kalde lettelse.

Kort efter hørte han tre korte bank på døren, og Ilse kom ind uden at vente på svar.

– Velkommen tilbage, sagde hun og lukkede døren.

– Der må have været meget at se til for dig i de her dage, hvor jeg har taget fri? sagde han.

– Også for dig, forstår jeg.

Han nikkede uden at sige noget.

Hun var kommet helt hen til skrivebordet, så han rejste sig og pegede på den ledige stol. Hun satte sig ikke. Sådan blev de stående.

– Det var et forsøg på at gøre en ende på det? spurgte hun ligeud. Han nikkede.

– Hvordan ved du det? spurgte han.

– Frøken Sørvik lod mig forstå det, uden at hun sagde det.

Han satte sig ned på stolen og hvilede hovedet i hænderne et øjeblik, inden han mødte hendes blik.

– Må jeg spørge om noget? sagde hun. – Er det hendes ønske at være i virksomheden, eller har du været overformynder?

– Jeg ved ikke, hvad du vil kalde det. Da hun udfordrede mig på arveretten til Grande & Co., fordi jeg var søn, mens hun var ældste datter, tog jeg hende på ordet. Hun har brug for at høre til. Men jeg ved ikke, hvordan vi skal gøre det. Kan du hjælpe med det, Ilse?

– Selvfølgelig. Men vi er nødt til at være flere, der løfter hende.

– Men ikke for mange. Ikke sprede det ude i byen. Hvis folk begynder at glo og hviske, når de ser hende, så lægger hun mærke til det.

Ilse betragtede ham indgående, som om hun først nu havde opdaget, hvor dum han var.

– Gorm, sagde hun bare.

– Tak, svarede han og rejste sig for at takke. Give hende hånden. Men hun tog den ikke. Rakte ham i stedet en stor konvolut, som han ikke havde lagt mærke til, at hun havde med.

– Rut Nesset har sendt dig kataloget til en udstilling i Oslo 30. november.

Ilse kunne have lagt den i hans post, tænkte han. Men hun overrakte ham den altså personligt. Han spurgte ikke hvorfor.

– Billederne i kataloget er anderledes end det der. Hun vendte sig og pegede på det store maleri, der dominerede væggen lige over for skrivebordet. Signeret Rut Nesset. Det forestillede en dalmatiner med stirrende menneskeøjne. Perspektivet var påtrængende. Hunden var i fuld fart på vej ud i lokalet.

Han tog imod konvolutten uden at sige noget. Den var adresseret til Gorm Grande, ikke til firmaet. Alligevel havde hun åbnet den. Burde han blive irriteret? Nej.

– Du tager vel af sted, sagde hun. Som om det ikke var et spørgsmål, men noget, hun vidste.

– Jeg håber, at det kan lade sig gøre, mumlede han.

– Selvfølgelig kan det lade sig gøre, svarede hun og var ude ad døren, før han kunne nå at sige mere.



Herbjørg Wassmo: Mit menneske

Rut er en anerkendt kunstner, som kommer fra små kår på en ø, der ligger uden for kysten i Nordnorge. Gorm er velstående købmandssøn fra samme område.

Selvom de er født i forskellige socialklasser, og derfor har forskellige muligheder og begrænsinger, har de fra første møde i deres barndom haft en plads i hinandens bevidsthed. Men først som voksne, med en masse bagage med sig, mødes de for alvor. De har begge en trang til at leve i noget, der føles ægte, og som står i kontrast til de nordnorske livsvilkår.

Men først og fremmest handler Mit menneske om behovet for at møde det menneske i livet, som du kan kalde dit.

Du kan købe Mit menneske online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 12 maj.