Anders Meidahl Fiktion Skønlitteratur

Dansk læge debuterer med roman om et udpint og åndsforladt psykiatrisk system. Læs i Intethvid her

Intethvid, Anders Meidahl

Hjerneforsker og læge i psykiatrien, Anders Meidahl, beskriver arbejdsvilkårene og den kyniske behandlingspraksis i psykiatrien i Intethvid.


I sin debutroman skildrer hjerneforsker og psykiater Anders Meidahl, ud fra egne erfaringer, en behandlers blik på et udpint psykiatrisk system. I modsætning til meget andet psykiatrilitteratur, har Intethvid ikke patientens perspektiv, men behandlerens.

Intehvid følger en nyuddannet læge, der går rundt på de klinisk hvide gange på Ny Rosenhøj Psykiatrisk Hospital og drømmer om en mere menneskelig psykiatri med plads til nærvær og omsorg. Det clasher med det kyniske krav om konstant effektivisering og optimering, han bliver mødt med.

LÆS OGSÅ: Anna Juuls Superskurk er en rå, akut og kærlig roman skrevet inde fra en psykisk sygdom 

Arbejdspres, stress, underbemanding og lange nattevagter uden pause driver lægen længere og længere ud, og tegner et skræmmende billede, hvori det er svært at skelne mellem patient og behandler.

Med sin ærlige og sårbare portrættering af et system, der avler sygdom fremfor at kurere den, er Intethvid en kompleks tilføjelse til litteraturvidnesbyrden fra psykiatrien.

Læs de to første kapitler af Intethvid af Anders Meidahl herunder:

Intethvid

Anders Meidahl


Kapitel 1

Jeg går over til vinduet, der ikke kan åbnes. Ikke af mig i hvert fald. Herfra betragter jeg nabobygningen, en klods af beton med kvadratiske ruder. Der er ingen træer. Kun en bladløs hæk, der snor sig om bygningen som en tornekrone, og et tæppe af asfalt, der adskiller bygningen fra min.

Jeg lægger mig over på sengen og svøber dynen om mig. Den dufter af parfumefrit vaskemiddel, altså af ingenting, som det vakuum, jeg befinder mig i. Det eneste, der lugter, er mine armhuler og min ånde.

Alt omkring mig er hvidt.

Loftet, væggene, sengen. Der er mange måder at bestemme nuancer af hvid. Salthvid, perlehvid, skyhvid. Farvehandlere hævder at have et uendeligt antal toner af hvid. Det vigtige er associationerne. Ligkistehvid ville aldrig sælge.

Men de nye vægge omkring mig er ikke hvide som emalje eller sne. De er hvide som ingenting. Som barn lagde jeg min kind mod det ørkenfarvede tapet og varmede mig på sandkornene, og jeg klamrede mig til de bladgrønne vægge som en mariehøne på dugget skovløv.

Selv på sorte vægge kunne jeg finde lyse prikker, der lod mig rejse til fjerne galakser. Engang kradsede jeg i en væg og fandt en gammel rustrød maling under et askegråt tapet. Vulkanens magma kom til syne i flammende, koncentriske cirkler. De nye vægge kan ikke kradses igennem. De gemmer ingen historier.

Her er stille. Kun en ventilator summer fra toilettet. Skridt lyder fra gangen bag døren. Et crescendo af gummisko, der vrider mod gulvet. Jeg holder vejret. Men så svinder de hen.

Jeg lukker øjnene og tænker tilbage på Rosenhøjen. På de gamle bygninger og den store have ned til vandet, hvor den havsaltede østenvind blandedes med æbletræernes sommersøde duft.

Solen hæver sig over havets horisont, så morgenfruer, stokroser og horndragere vågner og åbner deres kronblade. Jeg kan høre klokken runge fra murstenstårnet med den grønne ir. Stenfrøernes vandstråler plasker endeløst mellem åkanderne, hvis lange stilke rodfæster dem i det lille bassin.

Jeg vender mig om på siden og stirrer ind i intethviden. Det kalder jeg væggene. Intethviden. Men jeg kan ikke falde i søvn, så jeg fumler efter min telefon og åbner Sleep-appen.

En stemme, sød som honning, byder mig velkommen og lover at hjælpe mig med at sove. Hun vil vugge mig med sine ord og sin dybe vejrtrækning.

“Where would you like to travel?”

En menu popper op på skærmen. Jeg kan vælge mellem regnvejr i Amazonas, en knitrende pejs i en schweizisk bjælkehytte eller en blæsende kornmark i Frankrig.

Ubeslutsomt og desperat swiper jeg frem og tilbage mellem de forskellige lyde. Prøver at drukne mine tanker i vind, ild og regn. Men det virker ikke. Det er ikke andet end kunstig naturlarm. De udfylder ikke den støjende tomhed.

Jeg rejser mig fra sengen og lister ud på det lille badeværelse. Der er tandpastasprøjt på spejlet, og skægstubbe ligger spredt som kriblende myrer på håndvasken af cremefarvet porcelæn. Der lugter af håndsprit og toiletrens med citron.

Jeg har aldrig brudt mig om at se mig selv i spejlet. Ikke tæt på i hvert fald.

Mine pjuskede øjenbryn stritter som vinterbuske i det skarpe lys fra den satinerede spejllampe. Næsefurerne tegner smalle kløfter i den tynde, vinterblege hud. Mørke rande indrammer mine øjne i blommefarvede halvmåner.

Jeg prøvede engang at indfange deres nuancer ved at male et billede af mig selv. Men det var svært, og farven blev aldrig rigtig. Altid for sort, for lilla eller for blå.

Da det ikke blev, som det skulle være, ødelagde jeg hele maleriet. Satte ild til det. Først da jeg stod og betragtede flammerne fortære lærredet, var det, som om det fik den rigtige farve.

Snart opgiver jeg helt at falde i søvn og sætter mig ved det lille skrivebord i mørket. Bortset fra skæret nede fra gadelampen kommer det eneste lys fra telefonen i min hånd.

Jeg åbner Facebook og swiper gennem news-feeden, mens jeg støvsuger indholdet. Et brudepar i en kornmark, feriebilleder af en thailandsk strand, #NårToBliverTilTre, tak-for-fødselsdagshilsnerne (her og i private beskeder) og en overdådig avocadomad.

Dernæst nyhederne. En amerikansk skuespiller er død. Protester i Hongkong. Noget med fiskekvoter. En bagedyststjerne vil gøre karriere som sanger.

Jeg kommer i tanke om dengang jeg swipede ned over artiklen. Det var et pludseligt knivstik i maven. Rosenhøjen flytter til nye omgivelser, stod der i overskriften.

Der havde været protester fra personale og patientorganisationer i ugevis, men regionsrådet havde enstemmigt besluttet at flytte Psykiatrien Rosenhøjen til et nyt byggeri i Nordvest. I artiklen blev regionsrådsformanden interviewet.

Hun sagde, at man heldigvis for længst var ovre den tid, hvor man troede, at udsigten til et birketræ kunne helbrede de syge. Og noget med at psykiatrien ville komme i mere moderne omgivelser med unikke perspektiver og innovative løsninger.

Hun havde en baggrund i offentlig forvaltning og havde aldrig sat sine ben på et psykiatrisk hospital. De interviewede også sygeplejersken Olaf fra lukket afdeling. Han havde arbejdet der i mere end 30 år og ført an i protesterne. Han kaldte det en skidetrist dag for psykiatrien og sagde, at Rosenhøjen havde ligget der i snart 200 år.

At haverne, det kreative værksted, museet, hvor beboerne kunne udstille deres malerier, og den nedlagte kirke var en livline for mange. Et stort antal patienter havde indlæggelser on-off hele livet. Og at ingen kunne forklare, hvorfor de skulle flytte.

Dengang stod der intet om, at salget af de dyre ejendomme ned til Øresund skulle bruges til dækning af offentlige besparelseskrav.

Hvilke unikke perspektiver gemmer sig i denne betonbunker? Jeg slår panden mod skrivebordet og lukker øjnene. Langsomt overmander trætheden mig.

Jeg står med en skalpel i hånden. Foran mig på et bord af stål ligger en hjerne. Jeg griber fat om den, og med et midtlinje-snit deler jeg den i to som en honningmelon.

Tanker flyder ikke ud. De er fikseret i hjernecellerne, indvævet i matrix som stjernerne på himlen. Mine hænder glider over hjernebarkens furer. Først følebarken.

Men jeg mærker intet og fortsætter til sprogområderne.

Ingen digte eller eventyr siver ud gennem furerne. Med pegefingeren hvilende på skalpellens ryg skærer jeg op til tindingehornene. Dissekerer og ødelægger.

Hvor er tonerne til Solen er så rød, mor?

Smagen af vaniljekranse?

Jeg splitter alt fra hinanden, men finder intet.

Så kommer jeg hjernestykkerne ned i et hvidt plastikkar fyldt med gennemsigtig væske, der stinker af både alkohol og død. Et fiksativ.

En tidslomme, der skal gøre det organiske unedbrydeligt. Her kan min skamferede hjerne hvile til tid og evighed. Uden kremering. Uden jordpåkastelse. Uden velsignelse eller navn.

Telefonen ringer.

Mine tindingemuskler er spændte, og det gør ondt bag øjnene. Jeg løfter hovedet fra skrivebordet og griber ud efter den larmende telefon.

“Psykiatrisk forvagt, Ny Rosenhøjen Hospital,” siger jeg.

“Det er Vibeke fra modtagelsen. Der er kommet en ny patient.”

“Hvad … Hvad drejer det sig om?” snørkler jeg og kæmper for at udtale hvert et ord.

“Det er en kvinde med selvmordstanker. Noget depressivt. Ved ikke helt, hvor konkrete tankerne er. Hun sidder i venteværelset.”

“Godt – jeg kommer ned om fem minutter.”

Klokken er 02.46. Jeg er næsten tolv timer henne i min vagt.


Kapitel 2

Jeg ifører mig kitlen og mærker efter, at jeg har det hele.

Stetoskop, vagttelefon, lommebogen Akutte Psykiatriske Tilstande, pupillygte, overfaldsalarm og nøgler (en grøn og en rød). Så tager jeg trapperne ned fra femte etage.

Mine sko er tunge og klistrer til trinnenes skridtsikring. Halvvejs stopper jeg op, griber fat i metalgelænderet og trækker vejret tungt gennem næsen, mens min hjerne kæmper med at finde balancen. I kontorstuen i modtagelsen er der mørkt og stille.

Stanken af klorhexidin blander sig med den søde lugt af vaniljecreme og glasur fra resterne af en dagmartærte. Varsomt ser jeg ind gennem glasruden til det aflåste venteværelse og får øje på et foroverbøjet hoved, der stikker op fra en tyk dunjakke.

Ansigtet er skjult under det lange vandfald af hår, der sjasker ned i bordpladen. Jeg sætter mig hen til en computer og logger ind, mens det dunker i mit hoved.

På infoskærmen står hendes navn og alder.

Maria, 33 år. Henvendelsesårsag: Tanker om at tage sit eget liv. Kan ikke tage afstand fra selvmord.

Jeg slår hende op i den digitale patientjournal. Der er ingen psykiatrisk historik. Kun notater om en brækket fodknogle som teenager, en ukompliceret fødsel for et år siden og en gammel recept på en næsespray.

Jeg tager et clipboard og lader blikket glide ned over journalpunkterne på skabelonen. Henvendelsesårsag, aktuelt, tidligere, medicin, søvn, selvmordsrisikovurdering, psykofarmaka, stoffer, alkohol, rygning, allergier og andre sygdomme. Objektivt og somatisk.

Så låser jeg op til venteværelset. Patienten kigger først op, da jeg siger hendes navn.

Hendes ansigt er blegt, nærmest transparent som bagepapir. Håret er fedtet og øjnene røde og trætte. Hun gengælder ikke mit smil, da jeg præsenterer mig.

Hun har ingen taske med. Kun et halstørklæde, som hun samler op fra gulvet, da jeg beder hende følge med ind i samtalerum 1. Jeg spørger, om hun kunne tænke sig et glas vand.

Hun svarer nej. Ikke nej tak. Hendes ansigt bevæger sig nærmest ikke, når hun taler. Det er, som om hendes mimiske muskler er frosset fast.

Hun tager plads på stolen med ryggen mod det mørke vindue. Jeg sætter mig over for hende. På bordet mellem os står en lille papæske med lommetørklæder.

Jeg tager en dyb vejrtrækning og spørger, hvad der er sket, og hvordan vi kan hjælpe hende.

Den glædesløse stemme slipper kun lige netop ud gennem mundens spalter. Mens hun fortæller, er det, som om min hovedpine forsvinder. Jeg glemmer mig selv.

Glemmer min egen træthed og uduelighed for en stund. Her sidder et andet ulykkeligt menneske. Et andet stormfuldt kaos.

I receptionen finder jeg sygeplejersken Vibeke. Hun drikker cola og spiser vingummibamser fra en skål med en ske. Der er ingen røde vingummier tilbage i hendes skål. Rigeligt med hvide, en del gule og nogle få grønne.

“Nå. I fik talt sammen? Skal hun indlægges?”

Hun drejer sig bort fra computeren og sender mig et falkeblik bag de firkantede briller. Hun er dobbelt så gammel som mig og antager selvfølgelig, at jeg er fuldstændig inkompetent.

“Ja, frivilligt på åbent afsnit,” svarer jeg.

“Hun bliver i hvert fald natten over, så der kan lægges en ambulant plan for hende i dagtid. Hun opfylder kriterierne for en moderat til svær depression.”

Vibeke tager en kuglepen og en blå post-it.

“Ja?” spørger hun.

“Ja?”

“Instrukser for indlæggelsen.”

“Nåh, øh … ja. Øget selvmordsrisiko, altså gul, voldsrisiko 0. Observation hvert 30. minut. Blodprøver og EKG kan vente til i morgen tidlig. Vi har aftalt, hun kan få en sovepille nu.”

“Hvad for en?”

“Zopiklone 7,5 milligram. Jeg skal nok lægge ordinationen ind i systemet.”

Vibeke tilbyder mig en vingummibamse.

Jeg har ikke lyst, men takker ja. Jeg har hørt, at man aldrig må sige nej til det slik, sygeplejerskerne i modtagelsen tilbyder.

“Du skal spritte hænder først!” udbryder hun.

Jeg adlyder og fisker tre vingummier op med skeen og gemmer dem i min hånd.

“Jeg går ud og skriver en kort journal.”

“Hvad med barnet?”

Jeg vender mig om.

“Barnet?”

Vibeke ser triumferende på mig.

“Hun fødte for et år siden,” siger hun og lægger armene over kors.

“Det står i journalen.”

“Sønnen er hjemme hos faren,” svarer jeg.

På lægekontoret kommer jeg vingummierne i skraldespanden og tager en kop lunken kaffe, der smager, som om en svedig tennissok har været brugt som kaffefilter.

Mine fingre danser i en regn af klik på tastaturet, mens de sværeste måneder af Marias liv udfolder sig på skærmen og foreviges i journalsystemet.

Ruminationer om at være en utilstrækkelig mor.

Et fortrængt ønske om aldrig at have født. Depressive symptomer af mere end et halvt års varighed. Afbrudt søvn med tankemylder hver eneste nat. Skyld og selvbebrejdelser. Manglende evne til at føle glæde.

Frygt for fremtiden. Nedsat appetit med vægttab. Selvmordsadfærd (stået længe på togbroen og kigget ned på skinnerne).

Jeg udfylder den objektive vurdering i en fart. Det er de samme slaviske punkter alle patienter i psykiatrien bliver vurderet på.

Auto- og allopsykisk orienteret. Nedsat stemningsleje. Svarer relevant, men med latens. Bevaret formel og emotionel kontakt, men nedsat medsving i samtalen. Rolig med lukket kropssprog og nedslået blik. Ingen formelle tankeforstyrrelser.

Ingen hallucinationer, tankepåvirkningsoplevelser eller vrangforestillinger. Gul selvmordsrisiko, men tager aktuelt afstand for planer om selvmord. Ingen maniske symptomer. Intet psykotisk.

Kan et menneske reduceres til denne fattige tekst?

Jeg signerer dokumentet, er tom indeni. Det slår mig, hvor uduelig jeg er.

En kvinde står på bunden af en dyb brønd. Hun råber om hjælp. Jeg kaster en orange sovepille ned i brønden og sætter mig ind bag en computer.

Klokken er 04.21.

Anders Meidahl: Intethvid

”»I skal udskrive og overflytte så mange, I kan komme afsted med,« befaler hun og minder om det årlige effektiviseringskrav på 2%.
»Men husk nu at spørge, om de kan love ikke at begå selvmord, inden I udskriver dem. Og allervigtigst, sørg for, at det bliver journalnoteret.«”

Mellem de kridhvide, nøgne betonvægge på Ny Rosenhøj Psykiatrisk Hospital, går en nyudklækket læge og drømmer om en mere menneskelig psykiatri. Om plads til blomster, kunst og omsorg. Det, der som det eneste, kunne få hans egen mor ud af mørket. Men overalt mødes han af kyniske krav om effektivisering. Over to nattevagter domineret af underbemanding, overbelægning, svigt og stress, drives han ud over sammenbruddets rand. Fortidens traumer begynder at vælde op i hans nutid, og snart er det ikke til at kende behandler fra patient.

Du kan købe Intethvid af Anders Meidahl fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.