Første gang Christina Englund så et billede af den amerikanske fotograf Francesca Woodman, blev hun nærmest væltet omkuld, og forfatteren følte, hun måtte fortælle historien om den unge kunstner, hvis liv sluttede brat. Det er blevet den sansemættede roman Slugt.
”Jeg stod på den her udstilling i Malmø og følte, at jeg brat blev trukket ind i Woodmans univers og øjeblikkeligt kunne spejle mig,” siger Christina Englund.
Efter en årelang skrivepause var her en historie, forfatteren kunne mærke, at hun var nødt til at fortælle. Det har hun gjort med romanen Slugt, der går tæt på Woodmans sidste år, inden hun begår selvmord.
On Being an Angel, Moderne Museet, Malmø
Englund har læst Woodmans dagbøger og breve og har besøgt udstillinger og steder med særlig betydning for Woodmans liv.
Slugt er et intenst og følsomt romanportræt af den unge fotografs op- og nedture i det sidste år af hendes liv, frem til at hun valgte at begå selvmord ved at springe ud fra et tag i New York i begyndelsen af 1981.
Noget af det, der har drevet Christina Englund i arbejdet med romanen, har været en stor nysgerrighed overfor, hvad der egentlig skete i den unge kvindes liv, der blev så kort og endte så tragisk.
En hyldest til hendes sårbarhed
Francesca Woodman blev født i 1958 og voksede op i et livligt kunstnerhjem, hvor begge forældre var udøvende kunstnere.
Som ganske ung viste hun et stort talent for fotografi, blev udråbt til at være et vidunderbarn, og i 1975 blev hun optaget på Rhode Island School of Design, en af USA’s ældste og mest prominente kunstskoler.
”Det kan være svært at befinde sig et sted, hvor man har hele livet foran sig, men allerede har oplevet stor succes.
Samtidig undrede det mig, når kunsthistorikere og andre beskrev Woodmans fotografier, hvorfor hendes tidlige død så ofte blev læst ind i hendes billeder. Det var, som om hun blev reduceret til sin død.”
Museum of Contemporary Art, Denver. Francesca Woodman: Portrait of a Reputation, marts 2020. Fotograf: Sebastian Cordes
“Jeg fik lyst til at forsøge at tegne et mere nuanceret billede af hendes liv og de værker, hun nåede at skabe,” siger Christina Englund om Slugt, der samtidig er skrevet med stor ærefrygt overfor at gå så tæt på en virkelig person.”
Jeg ved slet ikke, om hun ville have brudt sig om, at jeg skrev en bog om hende, men jeg er gået til projektet med både respekt og hengivenhed.
Jeg har forsøgt at skrive mig tæt ind på Woodman og hendes billeder og gennem en ordknap, lyrisk stil skabe nogle rum i teksten, der har noget af det samme spøgelsesagtige fravær, som jeg oplever, at hendes billeder har.
Jeg har helt klart tænkt bogen, som en form for hyldest,” siger forfatteren:
”Ikke til hendes valg. Men til hendes sårbarhed, og til hendes værk.”
Ung og ny i livet
Mødet med Woodmans billeder og hendes historie vakte også en dybere genklang hos Christina Englund, der selv har oplevet tidlig succes, da hun debuterede som forfatter som bare 17-årig med kortprosasamlingen Uden egentlig at sove.
”Det var ret overvældende pludselig at blive taget alvorligt af de voksne. Pludselig at få en stemme. Nogle af de erfaringer fra min egen debut og tidlige ungdom, har jeg forsøgt at trække på,” siger Christina Englund.
”Det var en vild transformation, jeg oplevede i de år. På en måde følte jeg, at jeg blev meget hurtigt voksen. Der var pludselig en masse forventninger til mig, men samtidig var jeg jo stadig ung, forvirret og helt ny i livet.
Jeg kan huske, at jeg følte mig både ensom og skrøbelig, og det er følelser, jeg synes, jeg har kunnet genkende hos Woodman, og som jeg har brugt til at skrive den her roman.”
Er det i virkeligheden lidt farligt at få succes, når man er meget ung?
”Ja, det tror jeg, og jeg har tit tænkt over det, for eksempel når jeg ser X Factor, hvor man kaster helt unge mennesker op på scenen og smider dem væk igen bagefter. Især når det hele lægger sig, og man er overladt til sig selv, bliver det svært.
Som ung mangler man tyngden af det levede liv og erfaringen med, at alt går over – både det gode og det dårlige. Man skal jo lade være med at tro, at man har regnet det hele ud, når man er 17 eller 22 år. Ja, eller 46, som jeg er nu. Man kan altid blive klogere,” siger Christina Englund.
Christina Englund foran et fotografi af Francesca Woodman på Museum of Contemporary Art i Denver, marts 2020. Fotograf: Sebastian Cordes
”Men der er noget utroligt appetitligt over det unge talent,” fortsætter forfatteren, der også peger på, at netop det unge, uspolerede sind kan have været altafgørende for, at Woodman kom til at lave den kunst, hun gjorde.”
Familiens forventningspres
Samtidig har Christina Englund været optaget af fotografens forhold til sine forældre.
”De havde meget høje forventninger til sig selv og deres kunst, og det afspejlede sig helt klart i deres forventninger til datteren. I en dokumentarfilm om familien siger Woodmans mor:
‘Jeg kunne aldrig leve sammen med nogen, der ikke tog kunst lige så alvorligt, som jeg gør.’
Det er jo en ret vild præmis at vokse op med. Et voldsomt pres, som måske kan være en af forklaringerne på, hvorfor Francesca lidt efter lidt begyndte at gå i spåner.”
Francesca Woodmans billeder er intime, næsten klaustrofobiske rum med symbolladede objekter af drømmeagtig karakter, og ofte bruger hun også sin egen afklædte krop.
Museum of Contemporary Art i Denver, marts 2020. Fotograf: Sebastian Cordes
”Hun har helt klart haft et skrøbeligt sind, der har gjort, at hun kunne lave de her ting. At hun havde det blik. Men der har også fulgt en enorm usikkerhed med, som jeg selv kan genkende:
Hvad nu hvis det her er det bedste, jeg nogensinde kommer til at lave? Hvad nu, hvis det var alt hvad, det kunne blive til?”
I et brev til en veninde skriver Francesca kort før sin død:
“Jeg vil hellere dø ung og efterlade forskellige bedrifter, nogle værker, mit venskab med dig og et par andre objekter intakte, fremfor at komme til på må og få at slette alle de her skrøbelige ting.”
”Meget kunne tyde på, at Woodman havde en depression, som ikke blev behandlet ordentligt,” siger Christina Englund.
”Desværre nåede de dystre tanker og følelser at få overtaget.”
I romanen Slugt kommer vi helt tæt på nogle af de billeder, den unikke kunstner nåede at skabe, og nogle af de tanker og følelser hun kan have haft, lige før mørket greb hende.
Christina Englund har lavet et gribende romanportræt af den unge amerikanske fotograf Francesca Woodman, der som 22-årig tog sit eget liv.
Francesca vokser op i et kunstnerisk hjem i 80’ernes New York, hvor hendes selvindrettede mørkekammer på badeværelset bliver et tilflugtssted, når larmen i lejligheden bliver for intens, eller en ny ide presser sig på.
Da Francesca pludselig står på egne ben efter sine studier, begynder meningen med det hele langsomt at forsvinde i den altopslugende kunst.
Christina Englund formår med indlevelse og smittende energi at beskrive et vildt og farverigt kunstnersind, der endte med at blive slugt.
Første gang Christina Englund så et billede af den amerikanske fotograf Francesca Woodman, blev hun nærmest væltet omkuld, og forfatteren følte, hun måtte fortælle historien om den unge kunstner, hvis liv sluttede brat. Det er blevet den sansemættede roman Slugt.
”Jeg stod på den her udstilling i Malmø og følte, at jeg brat blev trukket ind i Woodmans univers og øjeblikkeligt kunne spejle mig,” siger Christina Englund.
Efter en årelang skrivepause var her en historie, forfatteren kunne mærke, at hun var nødt til at fortælle. Det har hun gjort med romanen Slugt, der går tæt på Woodmans sidste år, inden hun begår selvmord.
Englund har læst Woodmans dagbøger og breve og har besøgt udstillinger og steder med særlig betydning for Woodmans liv.
LÆS OGSÅ: Stærk roman om angstens kvælende favntag. Læs et uddrag af Steffen Jacobsens Detox
Slugt er et intenst og følsomt romanportræt af den unge fotografs op- og nedture i det sidste år af hendes liv, frem til at hun valgte at begå selvmord ved at springe ud fra et tag i New York i begyndelsen af 1981.
Noget af det, der har drevet Christina Englund i arbejdet med romanen, har været en stor nysgerrighed overfor, hvad der egentlig skete i den unge kvindes liv, der blev så kort og endte så tragisk.
En hyldest til hendes sårbarhed
Francesca Woodman blev født i 1958 og voksede op i et livligt kunstnerhjem, hvor begge forældre var udøvende kunstnere.
Som ganske ung viste hun et stort talent for fotografi, blev udråbt til at være et vidunderbarn, og i 1975 blev hun optaget på Rhode Island School of Design, en af USA’s ældste og mest prominente kunstskoler.
LÆS OGSÅ: Nye danske romaner til din læseliste
”Det kan være svært at befinde sig et sted, hvor man har hele livet foran sig, men allerede har oplevet stor succes.
Samtidig undrede det mig, når kunsthistorikere og andre beskrev Woodmans fotografier, hvorfor hendes tidlige død så ofte blev læst ind i hendes billeder. Det var, som om hun blev reduceret til sin død.”
“Jeg fik lyst til at forsøge at tegne et mere nuanceret billede af hendes liv og de værker, hun nåede at skabe,” siger Christina Englund om Slugt, der samtidig er skrevet med stor ærefrygt overfor at gå så tæt på en virkelig person.”
Jeg ved slet ikke, om hun ville have brudt sig om, at jeg skrev en bog om hende, men jeg er gået til projektet med både respekt og hengivenhed.
LÆS OGSÅ: Linda Boström Knausgård skriver selvbiografisk roman om depression, elektrochok og hukommelsestab
Jeg har forsøgt at skrive mig tæt ind på Woodman og hendes billeder og gennem en ordknap, lyrisk stil skabe nogle rum i teksten, der har noget af det samme spøgelsesagtige fravær, som jeg oplever, at hendes billeder har.
Jeg har helt klart tænkt bogen, som en form for hyldest,” siger forfatteren:
”Ikke til hendes valg. Men til hendes sårbarhed, og til hendes værk.”
Ung og ny i livet
Mødet med Woodmans billeder og hendes historie vakte også en dybere genklang hos Christina Englund, der selv har oplevet tidlig succes, da hun debuterede som forfatter som bare 17-årig med kortprosasamlingen Uden egentlig at sove.
”Det var ret overvældende pludselig at blive taget alvorligt af de voksne. Pludselig at få en stemme. Nogle af de erfaringer fra min egen debut og tidlige ungdom, har jeg forsøgt at trække på,” siger Christina Englund.
LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du bør læse
”Det var en vild transformation, jeg oplevede i de år. På en måde følte jeg, at jeg blev meget hurtigt voksen. Der var pludselig en masse forventninger til mig, men samtidig var jeg jo stadig ung, forvirret og helt ny i livet.
Jeg kan huske, at jeg følte mig både ensom og skrøbelig, og det er følelser, jeg synes, jeg har kunnet genkende hos Woodman, og som jeg har brugt til at skrive den her roman.”
Er det i virkeligheden lidt farligt at få succes, når man er meget ung?
”Ja, det tror jeg, og jeg har tit tænkt over det, for eksempel når jeg ser X Factor, hvor man kaster helt unge mennesker op på scenen og smider dem væk igen bagefter. Især når det hele lægger sig, og man er overladt til sig selv, bliver det svært.
Som ung mangler man tyngden af det levede liv og erfaringen med, at alt går over – både det gode og det dårlige. Man skal jo lade være med at tro, at man har regnet det hele ud, når man er 17 eller 22 år. Ja, eller 46, som jeg er nu. Man kan altid blive klogere,” siger Christina Englund.
”Men der er noget utroligt appetitligt over det unge talent,” fortsætter forfatteren, der også peger på, at netop det unge, uspolerede sind kan have været altafgørende for, at Woodman kom til at lave den kunst, hun gjorde.”
Familiens forventningspres
Samtidig har Christina Englund været optaget af fotografens forhold til sine forældre.
”De havde meget høje forventninger til sig selv og deres kunst, og det afspejlede sig helt klart i deres forventninger til datteren. I en dokumentarfilm om familien siger Woodmans mor:
‘Jeg kunne aldrig leve sammen med nogen, der ikke tog kunst lige så alvorligt, som jeg gør.’
LÆS OGSÅ: Steffen Jacobsen dykker ned i sindets mørke i ny roman
Det er jo en ret vild præmis at vokse op med. Et voldsomt pres, som måske kan være en af forklaringerne på, hvorfor Francesca lidt efter lidt begyndte at gå i spåner.”
Francesca Woodmans billeder er intime, næsten klaustrofobiske rum med symbolladede objekter af drømmeagtig karakter, og ofte bruger hun også sin egen afklædte krop.
”Hun har helt klart haft et skrøbeligt sind, der har gjort, at hun kunne lave de her ting. At hun havde det blik. Men der har også fulgt en enorm usikkerhed med, som jeg selv kan genkende:
Hvad nu hvis det her er det bedste, jeg nogensinde kommer til at lave? Hvad nu, hvis det var alt hvad, det kunne blive til?”
LÆS OGSÅ: 15 stærke nordiske romaner du skal læse
I et brev til en veninde skriver Francesca kort før sin død:
“Jeg vil hellere dø ung og efterlade forskellige bedrifter, nogle værker, mit venskab med dig og et par andre objekter intakte, fremfor at komme til på må og få at slette alle de her skrøbelige ting.”
Se og læs mere om Francesca Woodman på Tate Moderns hjemmeside
”Meget kunne tyde på, at Woodman havde en depression, som ikke blev behandlet ordentligt,” siger Christina Englund.
”Desværre nåede de dystre tanker og følelser at få overtaget.”
I romanen Slugt kommer vi helt tæt på nogle af de billeder, den unikke kunstner nåede at skabe, og nogle af de tanker og følelser hun kan have haft, lige før mørket greb hende.
Christina Englund har lavet et gribende romanportræt af den unge amerikanske fotograf Francesca Woodman, der som 22-årig tog sit eget liv.
Francesca vokser op i et kunstnerisk hjem i 80’ernes New York, hvor hendes selvindrettede mørkekammer på badeværelset bliver et tilflugtssted, når larmen i lejligheden bliver for intens, eller en ny ide presser sig på.
Da Francesca pludselig står på egne ben efter sine studier, begynder meningen med det hele langsomt at forsvinde i den altopslugende kunst.
Christina Englund formår med indlevelse og smittende energi at beskrive et vildt og farverigt kunstnersind, der endte med at blive slugt.
Du kan købe Slugt online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: