Danske romaner Fiktion Læseprøve og uddrag Steffen Jacobsen

Stærk roman om angstens kvælende favntag. Læs et uddrag af Steffen Jacobsens Detox

Steffen Jacobsen portrætterer i den nye roman Detox en ung kvinde og hendes kamp mod at blive opslugt af sindets mørke afkroge.


Med kort tids mellemrum mister Anne både sin søster og sin far. For at bearbejde sorgen vælger hun at forskanse sig i familiens sommerhus, men traumet af at miste to nære familiemedlemmer har sat dybe spor i hende.

LÆS OGSÅ: Rækkefølgen på krimiforfatter Steffen Jacobsens bøger

Snart indhentes hun af en altoverskyggende angst, der truer med at overmande hende.

Du kan købe Detox online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel fra den 14. januar.



Steffen Jacobsen

Detox


Amtoft Vig, sidst i september

Snorre trak lemmen op fra spisekammerets gulv og satte den fast i beslaget på væggen. Han smilede til Anne, der sad ved spisebordet i køkkenet.

– Hvis jeg ikke vender tilbage, så send hundene ned.

– Hvad er du bange for? ISIS?

– Vendelboerne.

Hans stride sorte hår med enkelte sølvgrå strejf forsvandt under gulvet, da han trådte ned ad hønsestigen, og neonrørene i farens vinkælder oplyste spisekammerets hylder med mel, sukker, pasta, bønner på dåse, sylteglas, støvede ølflasker og forskellige udgaver af ekstra jomfruolivenolie, der ikke længere var så jomfruelige. Støvet blev løftet op gennem lyset, og Anne bildte sig ind, at det ville dale ned på nøjagtig samme sted, når Snorre og moren igen var taget af sted. Uforstyrreligt.

Moren hørte ikke efter. Hun sad på den anden side af køkkenbordet og slettede fotos på sin iPhone. Anne kunne ikke huske, hvornår moren og hun var begyndt at indtage disse positioner ganske automatisk, med et bord imellem sig. I årevis velsagtens. Hun kunne se billederne reflekteret i morens læsebriller. Hurtigt skiftende. Udvalgt, slettet.

Læberne bevægede sig uden lyd derovre. Så lukkede moren øjnene og pudsede næse. Anne havde købt ekstra papirlommetørklæder, inden Snorre og moren skulle komme, og fordelt pakkerne overalt i huset. Hun havde cyklet de to kilometer op til Dagli’Brugsen i Vesløs på en af sommerhusets cykler. Havelåger havde faren kaldt de gamle, grønne Raleigh-cykler, som ingen rigtig vidste hvor kom fra, og som ikke kunne låses, fordi nøglerne var forsvundet. Sommerhuset fortærede og genfandt familiens historie – ofte de mest usandsynlige steder. Der var en evindelig vekslen mellem forglemmelse og ihukommelse i det stråtækte hus i plantagen.

***

Dagen før havde Anne fundet et umalet fuglehus i skunken på første sal, som hun sammen med Snorre havde bygget for måske femten år siden. Fuglehuset lå oven på stabler af farens tegneseriehæfter, sirligt bundet sammen årgang for årgang med sejlgarn og stramme knuder. Fart & Tempo, Anders And, Superman, Vakse Viggo, Tarzan, Asterix, Edderkoppen, Battler Britton, Commando-serien, X9, Tintin, Illustrerede Klassikere. Enkelte hæfter var sintret sammen til mugnet papirmasse, hvor der havde været revner mellem taget og bindingsværket og sneen var føget ind, men de fleste var mirakuløst intakte. Anne havde siddet med seriehæfterne i flere selvforglemmende timer. Kun Snorre manglede. Han var lige så begejstret for tegneserier som hun. Det var som at genfinde en park fra sin barndom, en strækning af en fortryllet flod.

Faren. Morten Frederiksen-Lindblad, professor, overlæge, dr.med. Nyligt afdød.

Hendes far. Det var påkrævet også at være taknemmelig. Blandt andet fordi han havde proppet skunken, der gik helt ud til husets gavl, med tegneserieskatten. Anne læste og læste og lod tegningerne finde aftryk i erindringen. Det var efterhånden blevet mørkt, så hun rykkede længere og længere ind i forældrenes soveværelse for at fange septemberlyset over Løgstør Bredning.

***

Hun satte det tomme, gule kaffekrus fra sig midt i en falmet rose på voksdugen. Rosen var brunt såret af en cigaretglød, der stammede fra tiden, før hun blev født; fra ferier, hvor studiekammerater, venner fra Tandlægehøjskolen og Panum-instituttet, Regensen, Valkendorfs og 5. Maj Kollegiet ferierede hos det eksotisk unge ægtepar Morten og Christina Frederiksen-Lindblad, som var det mest uforanderlige i den knopskydende klike: elefantbajere, joints, chillummer, vodka, anarkistiske onenightstands på tværs af ellers stabile relationer, Leonard Cohen, Joan Baez, Dylan, Springsteen, Stones, Bowie på stereoanlægget og drukne deklamationer, forsoninger, afsked, opgør, forvekslinger, fælles morgenmad, som de to elskende, der ejede huset, insisterede på skulle afholdes, og efter morgenmaden den lange badebro, der førte deres sommerbrune kroppe ind i solen over fjorden.

Når aftenerne var skyfrie, gennede Morten og Christina vennerne op på skråningerne under stjernerne. Flagermuslygter og oplæsninger af Henrik Nordbrandt og Højskolesangbogen.

Så begyndte efterårssemestrene, og de blev igen asketiske og flittige, som man forventede.

– Mere kaffe? spurgte hun, men måske blev spørgsmålet overdøvet af Snorres underjordiske rumsteren med vinkasser og flasker, for moren reagerede ikke. Anne hældte mere vand på elkedlen og så ud ad køkkenvinduet på plantagens våde, sorte grantræer, der stod i endeløse rækker. Hun syntes, de var kommet tættere på i år.

– Mere kaffe?

Eftertrykket fik moren til at se op fra telefonen. Så kiggede hun ned i sit krus, hvirvlede slatten rundt, nøjagtig som Anne vidste, hun ville gøre, og tømte kruset med en lille, ufri grimasse.

–Tak.

Hun vendte telefonen mod Anne med et foto af Snorres tvillinger.

– Se lige tvillingerne. De er jo blevet enorme.

– Har du tænkt dig at slette det?

– Selvfølgelig ikke.

Anne tog kruset fra bordet og udmålte halvanden måleske Nescafé Gold og hældte kogende vand og lidt letmælk i. Aldrig mælk før vandet. Det var et af sommerhusets utallige bud. Hun forstod ikke hvorfor, men kunne ikke drømme om at gøre det anderledes. Hun rørte rundt, satte kruset foran moren og tændte den orange hængelampe over bordet. Så sig om efter sin uldne cardigan.

Endelig skottede moren til hende; hendes klare, grå øjne fandt et øjeblik Annes mørkeblå. Anne så væk, før moren nåede at gøre det samme. En åre slog under den tynde hud i morens tinding. Så slappedes musklerne omkring øjnene, og ensomhed strømmede tilbage.

– Vil du ikke hellere med hjem? spurgte hun.

– Hjem?

Moren sukkede.

– Til København da.

– Jeg vil gerne blive her et par dage.

– Hvorfor? Der er jo ikke mere …

– Jeg læste tegneserier hele dagen i går, sagde Anne. – Det var …

– Tegneserier?

– Ja. Fars tegneserier.

Anne kiggede på de tætpakkede stofnet fra Arnold Busck, der stod ved pindestolen ved siden af moren. Papirer, chartekker, skøder, mapper, fotos. Farens skuffer og arkivkasser på kontoret under trappen var blevet lette og halvtomme, og der var lyse felter på det lysegrønne tapet derinde, som om en stærk, men kræsen, trækvind havde huseret.

***

Selv om Anne havde været i sommerhuset i tre dage, var det første gang, hun, Snorre og moren var samlet siden farens bisættelse to uger før. De havde stået i blæsten ved Østerild Kirke; Snorre og hun lidt afsondret i den frysende flok omkring et blankt kistelåg, der langsomt blev lagt i skygge. Ingen havde sagt noget særligt, andet end at efteråret kom tidligt. Man kunne se bygerne langvejsfra under Thy-himlens vældige, grå kedel. Så fejede regnen hen over dem, den lille, prunkløse kirke, et par sørgende ved andre gravsteder, og der var alt for få paraplyer.

Snorre lagde armen om Annes skuldre og trak hende ind under sin paraply. Anne kendte ansigterne omkring sig fra utallige jubilæer, fester, receptioner, indvielser, bryllupper og andre bisættelser, men kunne kun sporadisk sætte et navn under ansigtet. Moren stod mellem sine to ældre brødre og så forbandet lille og spinkel ud. Hun trådte et usikkert skridt frem mod rustvognen, og Anne holdt vejret. Så standsede moren. Bag hendes ryg var højre hånd ved at vride venstre tommelfinger af led, og hendes farveløse negle var begravet i håndfladerne.

Den tunge trafik nede fra Aalborgvej slog tilbage fra kirkens granitmure. Et busstop mod vest lå en lille klynge nette rækkehuse med røde tegltage, der blev presset ned i det grønne jordsmon af den store himmel: Solhjem Ældrecenter og Plejehjem. En pause, faren havde sprunget over.

du føler ingenting vel

– Det gør jeg da, sagde hun højt.

Snorre så ned på hende.

– Hvad?

– Ingenting.

– Hvem taler du med?

Han studerede hende med opvakt mistro.

– Ingen. Bare mig selv. Der er ikke noget.

Sådan var det sket, og Stemmen var ankommet og havde fundet sig til rette. Som om to ledningsender endelig havde fundet hinanden et sted i en radio, der begyndte at transmittere fra Helvede.

***

Anne drak af sit krus.

– Sælger du så? spurgte hun.

Åren slog hurtigere i morens tinding.

– Nej. Nej, det gør jeg da ikke. Jeg tænker, at du og Snorre skal have det. Hvis I synes. Også til ungerne. Måske får du også …

– Selvfølgelig.

– Mangler du noget? Vil du lige låne bilen, inden vi tager af sted?

– Nej, det er fint nok. Jeg tager bare cyklen, hvis det er. Jeg tror også, der er noget i fryseren, sagde Anne.

En hvid papkasse med et falmet rødt print af et chateau blev løftet op på gulvet. Efterfulgt af en anden og en tredje, skubbet frem af brorens solbrændte hænder. Så steg nakken op: Snorres solbrændte nakke over Stenström-skjortens flip. De brede skuldre. Anne kunne gennem skjortens tynde, hvide bomuld se en skarp, brun grænse midt på overarmene. Selv om han altid havde dyrket sport, havde et lidt for højt kolesteroltal skræmt ham ud på landevejene på alle tider af døgnet og året rundt på sin specialbyggede racercykel. Eller måske var det bare for at komme lidt væk fra hustruen, Lærke, og tvillingerne, hvilket Anne forstod så godt.

Han stemte sig op fra hønsestigen med håndfladerne mod gulvet og smilede til Anne.

– Hvad spiller du, søs?

– Hvad mener du?

Nu stod han i køkkenet og var så stor, at rummet trak sig sammen.

– Dine fingre.

Anne så ned på fingrene, der ubevidst bevægede sig mod lårene.

– Åh … Vaughan Williams’ sjette symfoni. Undskyld.

– Svært?

– Njah …

Han bøjede sig ned efter vinen.

– Nu er konfirmationerne da reddet til sin tid. En fin Barolo og en Chateauneuf du Pape fra 2000. Det gyldne år. Bliver sgu aldrig overgået.

– Dejligt, sagde Anne og så på farens kasser med dyr rødvin, som han i årevis havde efterstræbt, støvet rundt efter eller købt på auktioner. Alt for ikke at være hjemme mere end højst nødvendigt, havde Snorre altid sagt uden for morens hørevidde.

Moren så fra den ene til den anden.

– Hvornår skal du spille, Anne? Det har du da ikke sagt noget om. Det er da spændende. Williams er så lyrisk, ikke?

Hun havde nævnt det flere gange. Det var hun faktisk sikker på.

– BBC Proms om tolv dage i Royal Albert Hall. Og der er en Schubert og Elgar-torsdagskoncert i næste uge i DR.

Moren smilede indforstået, og Anne nænnede ikke at fortælle hende, at Vaughan Williams’ sjette symfoni rummede alle 2. Verdenskrigs katastrofale fragmenter, fra Dunkirk til Blitzen og dumpe associationer til Hiroshima og Nagasaki. Symfonien var så langt fra at være lyrisk, som musik kunne være.

Hverken Snorre eller moren ejede et gran af musikalitet. Det samme gjaldt faren og storesøsteren, Thyra, så Anne havde opgivet at tale om sine bekymringer og sejre, fra hun var elleve og folk begyndte at bemærke hende.

De havde været til hendes debutkoncert på konservatoriet, men Snorre var den eneste, der holdt ved.



Steffen Jacobsen: Detox

Detox, Steffen Jaobsen, skønlitteratur, dansk roman

En kraftfuld fortælling om en ung kvindes kamp mod angst.

Annes tilværelse er for nyligt blevet vendt på hovedet af hendes fars og søsters død. I et forsøg på at bearbejde sorgen forskanser hun sig i familiens sommerhus, men her overmandes hun af en voldsom, kvælende angst.

Efterhånden får Anne svært ved at skelne mellem virkelighed og paranoia, og hun finder samtidigt ud af, at der var meget, hun ikke vidste om sin far …

Steffen Jacobsen er mest kendt for sine krimier men begår sig også inden for romangenren, bl.a. med den historiske roman Da blev jeg Døden.

Du kan købe Detox af Steffen Jacobsen online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel fra den 14. januar.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.