Danske romaner Fiktion Historiske romaner Jesper Bugge Kold Læseprøve og uddrag Mich Vraa

Fængslende historisk roman om hospitalsskibet Jutlandia. Smuglæs i Pigen fra det store hvide skib

Følg sygeplejersken Molly, når hun tager på sit livs rejse ombord på hospitalsskibet Jutlandia. Læs et uddrag af Jesper Bugge Kold og Mich Vraas nye historiske roman Pigen fra det store hvide skib.


Molly er en af de 42 sygeplejersker, som er blevet antaget til tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia. Da skiber stævner fra kaj den 23. januar 1951, får Molly mulighed for at lægge sin fortid og en række traumatiserende hændelser bag sig.

Afsejlingen bliver dog samtidig begyndelsen på en lang og farefuld færd.

LÆS OGSÅ: Den vestindiske løgn. Mich Vraa skriver om et betændt stykke danmarkshistorie.

Pigen fra det store hvide skib er en fortælling om en gruppe danske kvinder og mænd, som forlod deres tilværelse i Danmark for at drage mod det ukendte.

Det er en historie om venskaber og romantik, om landlov på eksotiske destinationer og først og fremmest om at forsøge at genfinde håbet.

Du kan købe Pigen fra det store hvide skib online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel fra den 23. januar.



Jesper Bugge Kold & Mich Vraa

Pigen fra det store hvide skib


Tilegnet de kvinder og mænd der sejlede med M/S Jutlandia fra januar 1951 til oktober 1953.


Odense, maj 1945

Det bødes der for

Jeg nåede at opleve befrielsens eufori. Først ordene fra BBC, “Her er London …”, fulgt af en kort stilhed og så brølet af glæde. Følelsen af at byen vågnede til live netop som mørket havde sænket sig. Ligesom alle andre løb jeg ud på gaden. Vi ville møde vores naboer og dele øjeblikket med dem. Bål blussede op, de forhadte sorte rullegardiner krympede sig i flammerne. Det var som havde en pest, en dødbringende epidemi, endelig sluppet sit tag.

Vi havde selvfølgelig vidst at det ville ske, at den ville komme, denne dag som viste sig at være en aften. Det var køligt og blæsende, men vi varmede os ved vores fælles glæde. Det samme gjaldt dagen efter, den officielle befrielsesdag. Grå skyer lagde sig over det befriede land, og det regnede. Der blev festet alligevel, selv om denne lørdag skulle vise sig at blive den blodigste under hele besættelsen. Netop som krigen skulle være slut, brød den ud i Odense. Flere steder i byen var der kampe mellem modstandsfolk og tyskere. Skud og eksplosioner bragede gennem gaderne. Ingen forstod hvorfor, men følgerne var grusomme: snesevis af døde og sårede mænd, kvinder og børn.

Sygehusets modtageafdeling og operationsstuer var i højeste beredskab fra de første meldinger begyndte at komme, alle blev kaldt ind, og mit hold alene udførte seks større operationer den dag. Blødninger, knuste knogler, en enkelt amputation, indre kvæstelser. Talrige kødsår efter projektiler. For en tid var det ellers altid så veltilrettelagte arbejde på operationsgangen erstattet af panik og råb og blodige fodaftryk på det grå linoleum. Det var som et lazaret, og mens jeg var i det, føltes det uvirkeligt, som en scene i en grotesk udpenslet roman. Vi kæmpede for at bevare overblikket og holde en fornuftig rækkefølge i vores indsats, prioritere de alvorligste blødninger og se det i øjnene i de tilfælde hvor vi var nødt til at give op.

Nogle af de sårede havde mistet så meget blod at de var døde ved ankomsten til modtagelsen; andre døde på operationsbordet. De fleste var voksne, men ikke alle.

Om eftermiddagen kom to reddere løbende ind i modtagelsen med en båre der var tilsølet i blod. De havde gjort hvad de kunne, for at standse blødningerne, men der var for mange sår, for mange ødelagte vener og arterier, patienten var i hypovolæmisk chok; op mod halvdelen af blodet befandt sig uden for hans krop. Da redderne standsede og stod forpustede på gangen, kom en af mine jævnaldrende kolleger løbende ud fra vagtstuen. Jeg gik så hurtigt jeg kunne; man løber kun yderst sjældent på en operationsgang.

Jeg så hende bøje sig ned over patienten og lægge en hånd på hans ansigt for at dreje det om mod sig. Men da hun så ham, krøllede hendes eget ansigt sammen, og jeg vidste at hun ikke var nogen nytte til, at hun kun ville gøre ondt værre. Da jeg nåede båren, sagde hun et eller andet, men ordene blev kvalt i hendes hulken, og jeg skubbede hende til side og så ned på den sårede. Det var en dreng på omkring ti år.

Jeg lagde en finger mod hans hals og følte efter pulsen uden at forvente at finde den. Den var der, men den var alt for hurtig, halvandet hundrede, og drengens hud var kold. Jeg så ned i hans ansigt, snavset og blodigt, med skorper af et eller andet om munden. Øjnene var næsten helt lukket i, og havde det ikke været for den takykardiske hjerterytme, ville jeg have taget ham for allerede at være død.

Der var netop på det tidspunkt et mindre ophold i strømmen af sårede, og med reddernes hjælp fik vi drengen ind på operationsstuen. Der var ikke tid til mere end den vigtigste rengøring, sterilisation af miljøet tæt på bordet, gulvet var glat af blod som ingen havde mulighed for at moppe op. Det klæbede under mine træskos gummisåler.

Drengens venstre arm havde voldsomme læsioner; hans ternede skjorteærme var revet op, og da jeg havde klippet det af, så jeg blottede sener og blodkar hvorfra blodet vældede ud. En kollega fortsatte afklædningen af drengen, mens jeg satte klemmer på arterierne og kaldte på blod. Instrumenter klirrede i sterile stålbakker. Overlægen kom ind fra kirurgisk vask med hænderne løftet foran sig, og vi gik i gang.

Senere læste jeg drengens navn; det stod i alle aviserne. Frantz. Ti år. Han havde leget i gården bag Skt. Hedvigsøstrenes Børnehjem i Absalonsgade da en håndgranat blev kastet over muren. Seks børn blev såret. Frantz var ramt af adskillige fragmenter. Da vi gik i gang med at operere, stod det hurtigt klart at blødningerne i armen og skulderen nok var alvorlige, men det stod værre til i bughulen. Leveren var perforeret og næsten revet over; der var flere indre blødninger. Det forekom mærkeligt at han havde været i live ved ankomsten til sygehuset.

Mens vi sled for at redde drengen, sænkede overlægen pludselig den hånd der holdt den sterile sårhage jeg netop havde givet ham. Jeg fulgte hans blik og så det samme som han i drengens kridhvide ansigt. Han var der ikke længere. Den hurtige puls var væk. Det var næsten en lettelse; vi ville aldrig have kunnet redde hans liv. Et kort sekund var det som om jeg så drengens sjæl forlade hans mishandlede krop, kredse en omgang under loftet og forsvinde ud ad vinduet. Jeg mærkede min hals snøre sig sammen, men tog et voldsomt tag i mig selv og trådte væk fra operationsbordet. Jeg så over på overlægen; hans ansigt var alvorligt, men også nærmest udtryksløst. Vi nikkede til hinanden; vi vidste at vi havde gjort hvad vi kunne.

Det var ikke overlæge Schmidt dengang. Det var en ældre mand, professor Ohlsen, som var tæt på pensionsalderen, men det var som om han den dag vågnede til dåd og blev ung igen da kaos brød løs. Bagefter sank han sammen som en klud. Han trak sig tilbage få måneder senere. Måske havde han brugt sine sidste kræfter på den forrykte dag.

***

Da jeg forlod sygehuset først på aftenen, var jeg så udmattet at mine hænder rystede da jeg fiskede mine cigaretter op af jakkelommen. Jeg stod et øjeblik under den grå himmel og fyldte lungerne med den friske luft inden jeg tændte en cigaret og begyndte at gå hjemad.

Jeg vidste at jeg havde gjort alt hvad der stod i min magt, som det var formuleret i det gamle sygeplejerskeløfte. Det var nok. Jeg ville ikke få onde drømme om denne dag på operationsgangen. Mit mareridt ventede forude. Så tæt på at jeg ikke nåede at ryge cigaretten færdig.

***

Jeg ville uendeligt gerne kunne sige at jeg var uden skyld. Det lyder måske mærkeligt, men på en vis måde ville det gøre alting nemmere. En del af min smerte er netop min skyldfølelse. Ja, jeg kendte en ung mand der hed Leo, og jeg holdt meget af ham. Og ja, han var soldat i værnemagten. Ikke at jeg vidste det da vi mødtes, men uvidenhed er vel ingen undskyldning.

Leo var tysker, det ville han ikke benægte. Men han kunne skjule det hvis han ville. Han talte lydefrit dansk. Hans familie havde i generationer boet i Sønderjylland, på Als og på fastlandet, og havde vel engang i tidernes morgen været dansk. Leo blev født i genforeningsåret 1920, og hans forældre tilhørte derefter det tyske mindretal, men var også danske statsborgere da Hitlers propagandister sidst i 30’erne for alvor begyndte at agitere i Sønderjylland. Leo fortalte mig hvor svær situationen havde været for hans forældre. De følte sig som tyskere, men ikke som nazister. Han blev indkaldt til militærtjeneste, blev indrulleret og sendt nordpå. Først Fredericia, så Odense. Her mødtes vi en sommeraften i Kongensgade.

Mine forældre havde været i biografen for at se en ny dansk film med titlen Det bødes der for. Allerede dagen efter opsøgte min mor mig i min lejlighed og forærede mig en biografbillet. Jeg måtte ubetinget se filmen, sagde hun. Det var aldrig sket før.

“Hvorfor?” sagde jeg.

Hun tøvede lidt. “Det er en film som alle unge mennesker bør se,” sagde hun så.

Jeg huskede at jeg i kaffestuen på sygehuset havde set en omtale af filmen i Fyns Venstreblad hvor ordet “opbyggelig” var faldet mig i øjnene. Det var ikke et ord der under normale omstændigheder ville lokke mig i biografen, men der var langt mellem adspredelserne de sidste år under besættelsen.

Jeg så filmen alene en torsdag aften i Fønix-teatret, og den var faktisk mere underholdende end opbyggelig. Den handlede om løsagtighed og kønssygdomme. En ung charmør møder en kvinde i Tivoli i København og får gonorré. Mens jeg sad i biografens mørke – næsten alene på en stolerække til den tidlige forestilling – kom jeg indimellem til at le ad personernes tåbeligheder, og så gik det op for mig at jeg var næsten den eneste der gjorde det. Der var dog én, en mand der sad skråt foran mig, og hvoraf jeg kun kunne se nakken og skuldrene og lidt af hans profil, som også lo. Det blev næsten påfaldende – som om vi sad sammen og morede os over de samme scener og over de fjollede unge mænd der var så nemme at fordreje hovedet på.

Filmen endte skidt for charmøren, og da den var forbi, var der ugerevy inden næste forestilling. Mange rejste sig og gik, men manden foran mig blev, og det gjorde jeg også.

I biografsalen lød spredt hujen og et enkelt pift ad de tyskvenlige nyheder. Men lyset forblev slukket. Så marcherede soldater over lærredet indtil billedet pludselig standsede, og lampen omgående brændte sig igennem det frosne billedes celluloid. Et øjeblik var der stille, så kom der en lyd fra manden på rækken foran mig; en mellemting mellem en hånlig fnysen og en sagte latter.

Da lyset endelig blev tændt, rejste jeg mig og tog min jakke på. Jeg nåede ikke at se ham rigtigt, for han var allerede ude i midtergangen og på vej ned ad den korte trappe midt i salen. Jeg stak hånden i lommen efter mine cigaretter. Men da jeg klikkede med min lighter, tændte den ikke. Så jeg gik ud af biografen med den utændte cigaret i munden.

Uden for hovedindgangen stod folk og kiggede på de fotografier fra kommende film der var udstillet på de tykke søjler foran biografen. Frihed, lighed og Louise, stod der med hvide, kantede bogstaver øverst i glasmontren. Han var en af dem; jeg kunne kende hans profil, hagen og det nyklippede, brune hår. Han vendte sig netop som jeg kom ud ad indgangen, og da han så min cigaret, stak han uden tøven hånden i lommen og tog sin lighter frem. Han smilede, en flamme sprang op imellem os, og jeg tog et par skridt og bøjede mig frem mod den.

Man siger at ægte skønhed kommer indefra, men den ser man jo først når man kender folk. Den anden slags fanger ens blik på gaden. Sådan var Leo, en meget flot mand. Høj og med brede skuldre, markeret ansigt og nysgerrige, intelligente øjne. Han var velklædt, næsten elegant, i en lysegrå jakke og mørkere bukser. Skoene havde samme farve som hans hår og var velpudsede. Alt det så jeg på et sekund, så bøjede jeg mig frem mod hans flamme og mærkede lugten af benzin fra lighteren. Jeg stak cigaretten ind i den gule flamme og fik ild. Så løftede jeg blikket og så på ham. På trods af sin alder havde han fine smilerynker om øjnene. Det kunne jeg godt lide.

“Tak,” sagde jeg.

Han svarede ikke, men nikkede og smilede igen. Hans stemme hørte jeg først et øjeblik senere da jeg var begyndt at gå hen ad fortovet, og han gik samme vej. Da talte han til mig, og jeg svarede ham, og vi fulgtes ned til hjørnet af Vestergade.

Den tanke at han ikke var civilist, at han var en tysk soldat der blot havde orlov og havde klædt sig pænt på, måske i håb om at møde en pige, faldt mig ikke et øjeblik ind.

De næste tre måneder sås vi så ofte vi kunne komme til det. Altid i smug. Det var sommeren 44, netop da de allierede var gået i land i Normandiet. Jeg vidste – jeg ved – at Leo ikke var nazist, tværtimod, han havde ikke selv bedt om at blive indrulleret i værnemagten. Jeg troede på ham når han sagde at han allerhelst ville være dansker igen, krænge uniformen af og lægge krigen bag sig.

Nogen tid efter kom han første gang i min lejlighed i Nedergade. De kommende uger prøvede vi at undgå at nogen så os, men selvfølgelig lykkedes det ikke. Min nabo, et postbud, en anden nabos dreng. Måske var det en af dem der stak mig. Måske var det ikke.

Var det en forbrydelse? Var det forkert? Kan kærlighed være forkert? For jeg elskede ham. Og han mig. Vi begyndte at lægge planer for livet efter krigen. Fred. Arbejde. Børn. Et hjem.

Og så var han pludselig væk. På trods af hvad ugerevyerne fortalte, rykkede de allierede frem. Tyskerne mobiliserede alt. Jeg så aldrig Leo igen; han døde vel ved Atlantvolden eller i Ardennerne.

Aldrig hverken før eller siden har jeg grædt som den dag han rejste. Jeg var fortvivlet. Den tanke at noget endnu værre kunne ramme mig som en følge af vores kærlighed, faldt mig slet ikke ind.

Men der er altid nogen der er misundelige på andres lykke. Og i et lille samfund kan intet holdes skjult. Så da krybene kom frem på befrielsesdagen, kendte flere af dem til Leo og hans danske kæreste. Jeg fandt senere mit navn i et af de illegale blade som gerne udstillede mistænkte for værnemageri uden mindste dokumentation. De vidste hvem jeg var, hvor jeg boede, og hvor jeg arbejdede. De kendte mine vaner og mine forældre, og de havde forberedt sig på den dag hvor de kunne få den hævn de mente sig berettiget til.

Jeg kendte ingen af dem, men de kendte mig. Og da jeg forlod sygehuset den 5. maj, ventede de på mig.

Jeg tænker indimellem på hvem de var. Men endnu mere på hvem jeg selv var før det skete. Om aftenen den 4. maj, for eksempel. Jeg festede med mine naboer, og jeg husker hvor glad og overstadig jeg var. Jeg lo og lo, og tømreren i naboejendommen, en rar mand med en køn kone og tre børn, hentede en flaske Gordon’s gin og skænkede i små glas som der slet ikke var nok af. Han og jeg stod side om side foran det stinkende bål, han rakte mig flasken, og jeg drak af den. Jeg blev lidt beruset, men jeg husker den aften så tydeligt alligevel.

Hvem var Molly Dahl den aften? Sygeplejerske, temmelig nyuddannet, temmelig ung, men ambitiøs, ja, det var hun. Dygtig. Glad og … tillidsfuld? Ja, det tror jeg. Jeg var ikke bange for mennesker dengang. Jeg krympede mig ikke når mænd så på mig; måske satte jeg endda pris på det. Mændenes blikke. Jeg vidste godt at jeg tiltrak dem. Men jeg var ikke bange. Det er vigtigt. Sådan var jeg.

Men det er som om jeg ikke husker det rigtigt. Jeg ser det ligesom udefra. Jeg ser Molly stå der ved siden af tømreren og le og smile og være glad, men jeg kan ikke huske at jeg selv var den pige. Det der skete dagen efter, kappede min forbindelse til hende. Jeg blev en anden.



Jesper Bugge Kold & Mich Vraa: Pigen fra det store hvide skib

Mich Vraa, Jesper Bugge Kold, Pigen fra det store hvide skib, Jutlandia, Koreakrigen

Historisk roman af Jesper Bugge Kold (Tiden før døden) og Mich Vraa (Trilogien om Dansk Vestindien).

Den 23. januar 1951 afsejler hospitalsskibet Jutlandia fra Langeliniekajen med kurs mod Korea. Om bord er den unge, idealistiske sygeplejerske Molly Dahl, som i kraft at sit arbejde på operationsgangen på Odense Sygehus under besættelsen har stiftet bekendtskab med døden på nært hold. Men befrielsen gav også Molly tunge, personlige oplevelser med i bagagen.

I Korea har elleveårige Yun mistet alt. Mens napalmflammerne æder alt, hvad hun har kendt, flygter hun mod syd, ind midt i slagmarkens ragnarok.

For både Molly og Yun er rejsen mod Sydkorea en mulighed for at starte forfra, at få et nyt og bedre liv. Men det skal vise sig at være en lang og uforudsigelig rejse. 

Du kan købe Pigen fra det store hvide skib online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel fra den 23. januar.