I den stærke romantrilogi bestående af Haabet, Peters kærlighed og Faith beskriver Mich Vraa et mørkt kapitel i danmarkshistorien. Efterhånden som researcharbejdet skred frem, ændrede projektet karakter. Læs med her, hvor Mich Vraa fortæller om trilogiens første bog Haabet og historien bag historien.
Min roman, Haabet, handler om Dansk-Vestindien i årene fra 1787 til 1825.
Den samler fortællinger fra virkeligheden og fra fiktionens verden og blander dem til et billede af det mest modbydelige kapitel i Danmarks nyere historie. Man kan læse romanen som en anklage, om man vil, skønt både slaver, søfolk og plantageejere har været døde i snart 200 år.
En af de største forbrydelser i verdenshistorien
Mens jeg skrev på romanen skete der en forandring med både mig og min fortællings fokus. Jeg lagde ud med at ville skrive en mere kulørt fortælling om en slavefregat og de mennesker der bemandede den. Masser af skumsprøjt og barske eventyr.
Men undervejs voksede min medfølelse med romanens egentlige hovedpersoner: den anonyme masse – millioner af individer – af sorte mennesker som blev offer for en af verdenshistoriens værste forbrydelser. Et folkedrab, på sin vis.
Selv efter så lang tid er deres skæbne vanskelig at ryste af sig. Både slaverne og deres hvide massaer er for længst døde, men jeg kan endnu føle en slags vrede over det der foregik dengang. En udnyttelse der betød at så mange mennesker levede hele deres liv i dyb fortvivlelse, mens andre blev rige på deres lidelser.
Opgør med myten om de “gode” danskere
Frederik von Scholten, Butler’s Bay, St. Croix
Under arbejdet med romanen stødte jeg igen og igen på antydninger af at danskerne var en slags særligt hensynsfulde slaveejere. At vi var de første der forbød slavehandelen; at vi trak os ud af det vestindiske eventyr på en pæn måde; at vi i det hele taget optrådte mere humant end de fleste slavenationer.
Det er ikke sandt.
I 1760 lod den unge byfoged i Christianssted på Sankt Croix, Engelbret Hesselberg, tre sorte slaver dø i den brændende sol, spærret ind i jernbure på torvet i Christianssted. En af mændene døde først efter ti dages ufattelige lidelser.
Hesselberg havde anstrengt sin skarpe juridiske hjerne for at finde frem til det som slaverne frygtede mest: sulten og ufriheden. Døden i jernburene opfyldte begge kriterier. Hvad afskrækkelse angik, repræsenterede de en effektivisering af tidligere metoder: Pisk, prygl, brændemærkning, henrettelse på bålet, hængning, kastration, diverse lemlæstelse og vansiring. Metoder der i grusomhed ikke stod tilbage for middelalderens hekseprocesser.
“Hesselberg gik til smeden i Christianssted og fik fremstillet nogle bure af smedet jern.
Deres størrelse var således at hvis man spærrede en mand inde i et af dem, ville han hverken kunne sidde eller ligge; han ville ikke kunne finde hvile på de grove jernstænger, ville ikke kunne strække sin forpinte krop. Og han ville ikke få noget at spise. Lidt at drikke, måske, ligesom Kristus med eddikesvampen, blot for at trække pinen ud. Her skulle han dø.
Under den brændende sol.” – Uddrag af Haabet
Grænsen mellem fiktion og virkelighed
Haabet er en roman, men mange virkelige personer har roller i dramaet: Generalguvernørerne Mühlenfels og Bardenfleth, kommandant Casimir von Scholten og hans senere så berømte søn, Peter.
Historien og dens hovedpersoner er fostre af forfatterens fantasi, men mig bekendt sker der ikke noget i Haabet som ikke kunne være sket i virkelighedens verden.
Det gælder også bogens mest barske scener.
Nogle af de tidlige læsere af Haabet har sagt at grusomhederne i romanen har ramt dem hårdt. Men tro mig, jeg har virkelig forsøgt at nedtone dette aspekt ved fortællingen.
Jeg har selv set for mange piskescener i film om slavetiden og har prøvet at undgå den slags i Haabet.
Men mange af romanens rædsler er hentet direkte fra virkeligheden.
For eksempel er de mænd, som Hesselberg dømmer til en død i jernburene på torvet i Christianssted, i romanen omtalt under deres rigtige navne. Beretningerne ligger helt tæt op ad de historiske kilder.
Fra kulørt skumsprøjt til historisk roman
De grumme detaljer er chokerende nyt for mange danskere. Ikke fordi det er lykkedes at hemmeligholde begivenhederne, men fordi det er de færreste danskere, der har læst de historiebøger, som beskriver grusomhederne.
Det er mit håb, at min roman kan nå ud til flere læsere, fordi fiktion kan noget særligt: Man kan komme ind i hovedet på både slavekaptajnen og slaven, skibslægen og den vestindiske planter, og opleve historien gennem deres øjne.
Haabet bærer tydeligt præg af forfatterens og fortællingens udvikling. I begyndelsen havde både jeg og forlaget mere eller mindre per automatik forestillet os, at der på bogens forside skulle være et billede af en fregat for fulde sejl.
Nu er fregatten “Haabet” knap synlig på den mørke bagside, mens forsiden er overtaget af en sort persons ansigt.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “En barsk, smuk og medrivende roman, der antænder både fantasi, medfølelse og indignation.” – POLITIKEN
★ ★ ★ ★ ★ “Skumsprøjt, eventyr og melodramatisk smæk for skillingen” – BERLINGSKE
1787. På slavefregatten Haabet bryder et blodigt oprør ud blandt de sorte i lastrummet. Under dæk er to kvinder i de desperate menneskers vold: kaptajnens og den nygifte skibslæges unge hustruer. Inden slaveoprøret brutalt slås ned, har det ændret en række menneskeskæbner for altid.
Haabet er en grum beretning fra en tid da Danmark skabte ny velstand på slavernes arbejde i de vestindiske sukkerplantager. Et kapitel i rigets historie som i mange år blev fejet ind under gulvtæppet, er her blevet til en fortælling om kynisk udnyttelse og ufattelig ondskab, men også om kærlighed og overlevelse under umulige vilkår.
Den 14. juli 1827 tiltrådte Peter von Scholten embedet som generalguvernør på Sankt Croix i Dansk Vestindien.
Præcis enogtyve år senere, den 14. juli 1848, forlod han øen i ly af mørket for at sejle til Danmark for sidste gang. Elleve dage forinden havde han – omgivet af mange tusind bevæbnede oprørere og imod den danske konges og regerings ønske – endelig sagt de ord der gjorde en ende på slaveriet i Dansk Vestindien: Now you are free!
Peter von Scholten havde i tyve år delt bord og seng med sin store kærlighed, den farvede Anna Heegaard. Efter den 14. juli så han hende aldrig igen.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “En vanvittigt velskrevet roman – læs den, nyd den” – FEMINA
★ ★ ★ ★ ★ “Velresearchet, velkomponeret, velfortalt … Et vigtigt bidrag til belysningen af et af Danmarkshistoriens mørke kapitler” – BERLINGSKE
I marts 1917 overdrages De Vestindiske Øer til USA. Faith Netlock, ung fotograf i Charlotte Amalie, overværer ceremonien med blandede følelser. Hun har aldrig følt sig som dansker, og hun ved, at hun aldrig vil blive amerikaner.
Men magtskiftet får voldsomme konsekvenser for den unge kvinde, der er arving til Solitude-plantagen.
Faith er beretningen om hvordan Danmark vandt og efter 250 år atter mistede sin koloni i Vestindien. Men romanen er først og fremmest en handlingsmættet og intens fortælling om en stærk kvinde i et helt særligt øjeblik i historien.
I den stærke romantrilogi bestående af Haabet, Peters kærlighed og Faith beskriver Mich Vraa et mørkt kapitel i danmarkshistorien. Efterhånden som researcharbejdet skred frem, ændrede projektet karakter. Læs med her, hvor Mich Vraa fortæller om trilogiens første bog Haabet og historien bag historien.
af Mich Vraa
Min roman, Haabet, handler om Dansk-Vestindien i årene fra 1787 til 1825.
Den samler fortællinger fra virkeligheden og fra fiktionens verden og blander dem til et billede af det mest modbydelige kapitel i Danmarks nyere historie. Man kan læse romanen som en anklage, om man vil, skønt både slaver, søfolk og plantageejere har været døde i snart 200 år.
En af de største forbrydelser i verdenshistorien
Mens jeg skrev på romanen skete der en forandring med både mig og min fortællings fokus. Jeg lagde ud med at ville skrive en mere kulørt fortælling om en slavefregat og de mennesker der bemandede den. Masser af skumsprøjt og barske eventyr.
Men undervejs voksede min medfølelse med romanens egentlige hovedpersoner: den anonyme masse – millioner af individer – af sorte mennesker som blev offer for en af verdenshistoriens værste forbrydelser. Et folkedrab, på sin vis.
Selv efter så lang tid er deres skæbne vanskelig at ryste af sig. Både slaverne og deres hvide massaer er for længst døde, men jeg kan endnu føle en slags vrede over det der foregik dengang. En udnyttelse der betød at så mange mennesker levede hele deres liv i dyb fortvivlelse, mens andre blev rige på deres lidelser.
Opgør med myten om de “gode” danskere
Under arbejdet med romanen stødte jeg igen og igen på antydninger af at danskerne var en slags særligt hensynsfulde slaveejere. At vi var de første der forbød slavehandelen; at vi trak os ud af det vestindiske eventyr på en pæn måde; at vi i det hele taget optrådte mere humant end de fleste slavenationer.
Det er ikke sandt.
I 1760 lod den unge byfoged i Christianssted på Sankt Croix, Engelbret Hesselberg, tre sorte slaver dø i den brændende sol, spærret ind i jernbure på torvet i Christianssted. En af mændene døde først efter ti dages ufattelige lidelser.
LÆS OGSÅ: Mich Vraa: Romanerne har ændret, hvordan jeg er som menneske
Hesselberg havde anstrengt sin skarpe juridiske hjerne for at finde frem til det som slaverne frygtede mest: sulten og ufriheden. Døden i jernburene opfyldte begge kriterier. Hvad afskrækkelse angik, repræsenterede de en effektivisering af tidligere metoder: Pisk, prygl, brændemærkning, henrettelse på bålet, hængning, kastration, diverse lemlæstelse og vansiring. Metoder der i grusomhed ikke stod tilbage for middelalderens hekseprocesser.
Grænsen mellem fiktion og virkelighed
Haabet er en roman, men mange virkelige personer har roller i dramaet: Generalguvernørerne Mühlenfels og Bardenfleth, kommandant Casimir von Scholten og hans senere så berømte søn, Peter.
LÆS OGSÅ: Hør de første fem minutter af Haabet
Historien og dens hovedpersoner er fostre af forfatterens fantasi, men mig bekendt sker der ikke noget i Haabet som ikke kunne være sket i virkelighedens verden.
Nogle af de tidlige læsere af Haabet har sagt at grusomhederne i romanen har ramt dem hårdt. Men tro mig, jeg har virkelig forsøgt at nedtone dette aspekt ved fortællingen.
Jeg har selv set for mange piskescener i film om slavetiden og har prøvet at undgå den slags i Haabet.
Men mange af romanens rædsler er hentet direkte fra virkeligheden.
For eksempel er de mænd, som Hesselberg dømmer til en død i jernburene på torvet i Christianssted, i romanen omtalt under deres rigtige navne. Beretningerne ligger helt tæt op ad de historiske kilder.
Fra kulørt skumsprøjt til historisk roman
De grumme detaljer er chokerende nyt for mange danskere. Ikke fordi det er lykkedes at hemmeligholde begivenhederne, men fordi det er de færreste danskere, der har læst de historiebøger, som beskriver grusomhederne.
Det er mit håb, at min roman kan nå ud til flere læsere, fordi fiktion kan noget særligt: Man kan komme ind i hovedet på både slavekaptajnen og slaven, skibslægen og den vestindiske planter, og opleve historien gennem deres øjne.
Haabet bærer tydeligt præg af forfatterens og fortællingens udvikling. I begyndelsen havde både jeg og forlaget mere eller mindre per automatik forestillet os, at der på bogens forside skulle være et billede af en fregat for fulde sejl.
Nu er fregatten “Haabet” knap synlig på den mørke bagside, mens forsiden er overtaget af en sort persons ansigt.
Nu udkommer romantrilogien også som paperbacks:
Haabet
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “En barsk, smuk og medrivende roman, der antænder både fantasi, medfølelse og indignation.” – POLITIKEN
★ ★ ★ ★ ★ “Skumsprøjt, eventyr og melodramatisk smæk for skillingen” – BERLINGSKE
1787. På slavefregatten Haabet bryder et blodigt oprør ud blandt de sorte i lastrummet. Under dæk er to kvinder i de desperate menneskers vold: kaptajnens og den nygifte skibslæges unge hustruer. Inden slaveoprøret brutalt slås ned, har det ændret en række menneskeskæbner for altid.
Haabet er en grum beretning fra en tid da Danmark skabte ny velstand på slavernes arbejde i de vestindiske sukkerplantager. Et kapitel i rigets historie som i mange år blev fejet ind under gulvtæppet, er her blevet til en fortælling om kynisk udnyttelse og ufattelig ondskab, men også om kærlighed og overlevelse under umulige vilkår.
Peters kærlighed
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “Umulig at lægge fra sig” – FEMINA
Den 14. juli 1827 tiltrådte Peter von Scholten embedet som generalguvernør på Sankt Croix i Dansk Vestindien.
Præcis enogtyve år senere, den 14. juli 1848, forlod han øen i ly af mørket for at sejle til Danmark for sidste gang. Elleve dage forinden havde han – omgivet af mange tusind bevæbnede oprørere og imod den danske konges og regerings ønske – endelig sagt de ord der gjorde en ende på slaveriet i Dansk Vestindien: Now you are free!
Peter von Scholten havde i tyve år delt bord og seng med sin store kærlighed, den farvede Anna Heegaard. Efter den 14. juli så han hende aldrig igen.
LÆS OGSÅ: Mich Vraa vækker Peter Von Scholten til live
Faith
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “En vanvittigt velskrevet roman – læs den, nyd den” – FEMINA
★ ★ ★ ★ ★ “Velresearchet, velkomponeret, velfortalt … Et vigtigt bidrag til belysningen af et af Danmarkshistoriens mørke kapitler” – BERLINGSKE
I marts 1917 overdrages De Vestindiske Øer til USA. Faith Netlock, ung fotograf i Charlotte Amalie, overværer ceremonien med blandede følelser. Hun har aldrig følt sig som dansker, og hun ved, at hun aldrig vil blive amerikaner.
Men magtskiftet får voldsomme konsekvenser for den unge kvinde, der er arving til Solitude-plantagen.
Faith er beretningen om hvordan Danmark vandt og efter 250 år atter mistede sin koloni i Vestindien. Men romanen er først og fremmest en handlingsmættet og intens fortælling om en stærk kvinde i et helt særligt øjeblik i historien.
LÆS OGSÅ: Den besværlige vej til den smukkeste forside
Læs også om Mich Vraas anden roman – Under en anden himmel.
Andre læste også: