Fiktion

Mich Vraa om Faith: Gamle fotos lader mig rejse i tiden tilbage til Dansk Vestindien

Forfatter Mich Vraa bruger i høj grad gamle fotografier som inspiration, når han skriver sine historiske romaner om Dansk Vestindien – det får historien til at stå lyslevende frem. Tag med ham på opdagelse i den verden, du kan opleve i hans nyeste roman Faith.

 


Af Mich Vraa

Har du nogensinde tænkt over, at alt er billeder. Når du læser en bog, skaber din hjerne billeder af det, du læser om. Det er verdens næstældste virtual reality.

Den ældste må være den mundtlige fortælling. Græske Homer, der sidder på en sten en aften i Det Ioniske Hav og fortæller til en kreds af tilhørere, som lytter opslugt, musestille i tusmørket … (Se, der var et billede)

Læs også Hvem er hvem og hvornår i Mich Vraas romantrilogi om Dansk Vestindien

Når jeg skriver, ser jeg også billeder. Fortællingen trækker en filmstrimmel forbi min indre nethinde, og jeg beskriver, hvad jeg ser.

En fregat, hvis tømmer giver sig i brændingen i øjeblikket inden den springer læk og forliser. Den gamle Peter von Scholten, der fryser i sit hus på Kongens Nytorv, efter at hans verden er brudt sammen, og næsten hele hans familie død. Den unge kvinde Faith, der vågner i sit hus i Charlotte Amalie.

Charlotte Amalie set fra øst i begyndelsen af århundredet. Engang Danmarks næststørste by, en vigtig kilde til Danmarks velstand og den smukkeste tropekoloni vi har haft.

Jeg plejer at stå op sammen med de første menneskelige lyde: de travle husmødre, der går ud med skrald i emaljespande, skramlende mod brosten og teglfliser, en kærre, der kører knirkende gennem gaden på hjul med rustne jernringe, en ung kvinde, der synger sagte under sit morgentoilette bag en åben verandadør.

Så strækker jeg min krop og sætter mig på kanten af den høje seng, venter et øjeblik i det grå lys og hopper ned med mine nøgne fødder på det endnu kølige bræddegulv.

Faith Netlocks dagbog, juni 1917


 

Charlotte Amalie set fra nord, ud mod havnen og Hassel Island. Sejlskibe på reden. Bemærk kystlinjen til højre for fortet og King’s Wharf (midt i billedet). Ingen promenade, kun pakhuse og kokospalmer.

Tænk, hvis man havde en tidsmaskine! Jeg ville være rejst tilbage til Charlotte Amalie i 1917.

Læs også Smuglæs i Faith. Sidste bog i Mich Vraas anmelderroste romantrilogi

Jeg ville være fulgt i hælene på en smuk kvinde som Faith for at se, hvor hun gik hen. Ind på Grand Hotel for at læse dagens aviser? Ned til King’s Wharf for at tage afsked med en mand, som hun netop er kommet til at holde af? Til udlejningsstalden efter en vogn, der kunne køre hende op til Solitude, den ejendom hun arvede efter sin far?

King’s Wharf med rederibygningen til højre. Det firkantede tårn blev efter sigende tilføjet bygningen for at tyske agenter kunne kommunikere med ubåde i og uden for havnen. Det tyske kejserriges aktiviteter på Sankt Thomas under 1. Verdenskrig var afgørende for USA’s ønske om at overtage øen. Den hvide bygning bag Emancipationshavens træer er Grand Hotel.

Det næstbedste – og ja, den eneste slags tidsmaskine vi har – er gamle fotografier og de få tidlige filmoptagelser, der findes. Fotografernes billeder giver et unikt glimt af en verden, der ikke længere findes.

Uden fotografier havde jeg ikke kunnet beskrive Charlotte Amalie: Jeg har været på besøg i byen, men meget lidt er som på Faiths tid, og selv nok så mange research-rejser ville ikke kunne lære mig, hvordan der så ud før amerikanerne anlagde den brede havnepromenade, Veterans’ Drive, som fuldkommen forandrede byens ansigt.

Læs også Forfatter Mich Vraa tog den besværligste vej til den smukkeste forside

Nutidens Charlotte Amalie døjer med den skrækkelige krydstogtturisme, som ødelægger bybilledet uden at bidrage med nogen særlig velstand til lokalbefolkningen.

King’s Wharf efter den amerikanske overtagelse, men inden opfyldningen af bassinet. Grand Hotel med de buede nicher bag træerne. Uden for billedrammen til venstre ligger rederibygningen og bag den Emily’s Hotel, som (vistnok) aldrig har eksisteret i virkeligheden

På Faiths tid kastede de fleste skibe anker i den store naturhavn. Kystlinjen var endnu domineret af købmændenes anløbsbroer og pakhuse, men travlheden var ovre, handelen var flyttet andetsteds hen.

Læs også Mich Vraa vækker Peter von Scholten til live

Hvis man ikke har set de gamle fotos af byen fra dengang, er det svært at begribe datidens infrastruktur: I dag kan man køre sin Jeep Wrangler fra Frenchtown til Christiansfort på et par minutter. Tidligere måtte al færdsel bevæge sig op i byen og ad Kronprinsensgade og Dronningensgade for at komme fra øst til vest eller omvendt.

Satellitfoto (Google Earth) af en del af Charlotte Amalie. Parkeringspladsen mellem fortet og Hamburg-Amerika Linjens rederibygning fandtes ikke på Faiths tid. Der var vand. Veterans’ Drive, den brede vej langs vandet, fandtes heller ikke. Her var kun købmændenes anløbsbroer med spredte kokospalmer imellem.

Samtidig med at Veterans’ Drive blev anlagt engang i halvtredserne, blev det store bassin ved King’s Wharf – mellem fortet, Emancipationshaven og Hamburg-Amerika Linjens rederibygning – fyldt op og asfalteret.

Det sted, hvor Faith flere gange i romanen står og spejder ud over havnebassinet, ligger i dag på en parkeringsplads et halvt hundrede meter fra kajkanten.

Grand Hotel, hvor Faith læste dagens aviser på den store balkon, hvorfra der var udsigt over Emancipationshaven og havnen. På Grand Hotel boede pariseren Fernand Bernard og amerikaneren Bear Johnson, der også er med i min roman. Her mødtes Bernard i september 1917 med den første amerikanske guvernør efter magtovertagelsen, James Harrison Oliver.

Grand Hotel, hvor franskmanden Fernand Bernard boede, og hvor Amelia en lørdag i september 1879 forgæves søgte sin forlovede, ligger der stadig.

Eller bygningen gør. I dag huser den butikker med modetøj og smykker. Ikke lokale foretagender, som kunne kaste værdier af sig til Jomfruøernes fattige befolkning, men multinationale selskaber. Ligesom Breitling, Rolex og Tiffany og en lang række andre leverandører af luksusvarer, som nogle få af de heller ikke specielt velhavende krydstogtturister muligvis anskaffer sig.

Læs også Den vestindiske løgn: Romantrilogi om Dansk Vestindien

Bag hotellet ligger Frederikskirken, hvor Carl og Amelia blev gift. Den ligner stort set sig selv.

Christiansfort, bygget fra 1672

Det gør fortet også. Byggeriet blev indledt i 1672 af guvernør Jørgen Iversen Dyppel, så bygningen er øens ældste. Den har tidligere huset politistationen; i dag er den et historisk mindesmærke.


Jeg ser over mod Christiansfort, den røde fæstning der i to et halvt århundrede har ligget ved byens fod som en trofast og indimellem temmelig bidsk vagthund, og ser en vældig folkemængde forsamlet ved paradepladsen. Røgen fra kanonsalutterne hænger endnu som et fint slør over vandet, og der lyder musik fra et militærorkester. Hail Columbia. Amerikanernes hymne

Faith Netlocks dagbog, 31. marts 1917


Mich Vraa, Faith, Dansk Vestindien
Til venstre: Janus August Garde, guvernør i Dansk Vestindien under Fireburn-opstanden i 1878. Garde gik yderst hårdhændet til værks over for oprørerne og trak sig fra sin post, da det kom frem, at snesevis af mere eller mindre uskyldige sorte arbejdere var blevet myrdet af bevæbnede selvtægtsmænd på Sankt Croix. I midten: Gamle portrætter af nøglepersoner i romantrilogien har været med til at forme mit indtryk af dem. Her er det eneste eksisterende fotografi – et daguerreotypi af Peter von Scholten som ældre. Han havde trukket sig tilbage til Kongens Nytorv som en nedbrudt mand. Kan man se resignationen i hans øjne? Til højre: Governor James Harrison Oliver (1857-1928). Efter en yderst farverig karriere som kontreadmiral blev han i 1917 chef for den amerikanske flådes efterretningstjeneste og blev samme år udnævnt til den første amerikanske guvernør over de tidligere danske besiddelser i Vestindien, nu U.S. Virgin Islands. Han bestred posten indtil 1919. Oliver spiller en afgørende rolle i romanens sidste kapitler.

Jeg har ikke tal på hvor mange fotos jeg har gransket og fortabt mig i, mens jeg skrev på sidste bind i min vestindiske trilogi. De gav mig uvurderlig viden om de, det og dem, jeg skrev om.

Lyt til De første 5 minutter fra HAABET

Og samtidig gav de mig en frustration: Følelsen af at se det korte glimt af en forgangen virkelighed, men også erkendelsen af, at det er og bliver en verden, som man aldrig helt kan nå. Men hvis man har sat sig for at skrive en historisk roman, er man nødt til at gøre et forsøg.

Prøve at puste liv i steder og mennesker, som for længst er blevet til støv. Sådan et forsøg er Faith. Og Haabet og Peters kærlighed.

Guvernementets skonnert ”Vigilant”, som nåede at holde 100 års jubilæum i dansk-vestindisk tjeneste. Den smukke tomaster indledte angivelig sin løbebane som piratskib og slavesmugler. Hun var den sidste af de berømte clippers, der blev bygget i Baltimore, USA. Tre gange sank hun under orkaner. Sidste gang fik hun lov at blive liggende i Galgebugten på Sankt Croix.Flere af personerne i Faith sejler med Vigilant fra Sankt Croix til Sankt Thomas og vice versa.

Transfer Day. 31. marts 1917. Til venstre kasernebygningen med de danske soldater i knivskarpe geledder. Til højre amerikanske marinesoldater i mere afslappet opstilling. Bemærk de nedgravede kanoner, som findes overalt på de tidligere danske øer. I havnebassinet amerikanske og danske marinefaretøjer.

 

Ford T model 1916/17. I romanen den bil som Bear Johnson låner af Grand Hotel og som kører Faith op til Solitude på en skæbnesvanger udflugt.

 


I marts 1917 overdrages De Vestindiske Øer til USA. Faith Netlock, ung fotograf i Charlotte Amalie, overværer ceremonien med blandede følelser. Hun har aldrig følt sig som dansker, og hun ved, at hun aldrig vil blive amerikaner.

Du kan købe Faith i din boghandler eller online her

 

Men magtskiftet får voldsomme konsekvenser for den unge kvinde, der er arving til Solitude-plantagen.

FAITH er beretningen om hvordan Danmark vandt og efter 250 år atter mistede sin koloni i Vestindien. Men romanen er først og fremmest en handlingsmættet og intens fortælling om en stærk kvinde i et helt særligt øjeblik i historien.