Antony Beevor Fagbøger

Antony Beevor er aktuel med nyt historisk storværk. Læs i bogen Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921 her

Rusland, Antony Beevor, Rusland - Revolution og borgerkrig 1917-1921

I bogen Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921 bliver et af den moderne histories mest blodige kapitler foldet ud af den prisvindende historiker Antony Beevor. Begynd din læsning her.


Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921 er en detaljeret og rædselsvækkende afdækning af et kapitel i den moderne historie, som fik stor betydning for både de europæiske lande og andre dele af verden.

LÆS OGSÅ: Antony Beevor – Verdensmester i Verdenskrigen

I perioden mellem 1917 og 1921 udkæmpedes en bitter og blodig borgerkrig i kølvandet på den russiske revolution i 1917 og sammenbruddet af det russiske tsardømme. Terror affødte terror, og voldsomme og blodige grusomheder blev udført mod den civile befolkning.

Antony Beevor kommer tæt på revolutionen og borgerkrigen gennem øjenvidneskildringer, der danner et rigt billede af historien.

Læs et uddrag af Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921 herunder.

Du kan købe Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921 online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 3 oktober.




Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921

Antony Beevor


KAPITEL 1: Europas selvmord 1912-1916

Tempoet i den industrielle vækst i Rusland før 1. verdenskrig frembragte en berusende overdreven selvtillid blandt de herskende klasser. Den katastrofale konflikt med Japan mindre end ti år tidligere var glemt. Krigsstemningen i Sankt Petersborg tog til, og der rejste sig et krav om et angreb på Osmannerriget, der blokerede for gennemsejling ved Dardanellerne i 1912. Selv den tidligere så forsigtige udenrigsminister Sergej Sazonov var opbragt over den måde, Rusland var blevet behandlet på af Tyskland og Østrig-Ungarn i 1. Balkankrig.

Så da Wien stillede Serbien et ultimatum efter mordet i juni 1914 på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo, bad Sazonov chefen for generalstaben om at forberede hæren på krig. Han fortalte tsaren, at hvis Rusland ikke støttede deres slaviske fæller i Serbien, ville det medføre en skæbnesvanger ydmygelse. Nikolaj 2. følte sig tvunget til at imødekomme opfordringerne til den første fase af en delvis mobilisering, men hærcheferne insisterede på, at hvis Rusland mobiliserede mod de østrig-ungarske hære, blev de russiske styrker nødt til at mobilisere langs hele de centrale og nordlige fronter mod tyskerne.

Kejserfamiliens rådgiver og helbreder ved tro, Grigorij Rasputin, opholdt sig ikke i hovedstaden på det tidspunkt. Denne sommer var han vendt hjem til Sibirien, hvor han modtog et telegram fra tsarinaen med nyheden om krigskapløbet. Han ville straks sende et svar og råde tsaren til at modstå presset, men en bondekone lå på lur og stak ham i maven med en kniv. Hun var en tilhænger af Iliodor, en tidligere præst, der havde vendt sig mod Rasputin og fordømt ham som horebuk og falsk profet.

Rasputin var nær død og lå ukampdygtig på hospitalet. Da han kom til bevidsthed og hørte, at der var givet ordre om mobilisering, insisterede han på at sende telegrammet, hvori han advarede om, at en krig ville ødelægge både Rusland og Romanov-familien. Denne sidste chance for at overtale tsaren til at stå fast mod alle krigsmagerne omkring sig kom for sent, men det ville nok heller ikke have gjort nogen forskel.

Den russiske generalstabs frygt for, at Centralmagterne kunne mobilisere hurtigere, var ikke hovedårsagen til den eskalation, der førte til krig. Den skyldtes den østrigske vilje til at ville knuse Serbien, inden de europæiske stormagter kunne nå at gribe ind. Tyskland nægtede at stoppe dem. General Helmuth von Moltke, den tyske generalstabschef, opfordrede endog østrigerne til at ignorere enhver appel fra hans egen regering om at vise mådehold og gå videre med deres angreb.

Diplomati og royale forbindelser formåede ikke at ændre på udfaldet. Krig var i sandhed et for vigtigt anliggende til at blive overladt til generaler, som den franske premierminister Georges Clemenceau snart skulle bemærke.

Da krigen var erklæret, skulle situationen kun blive værre for den ”grå masse” af russiske bondesoldater. Sammenlagt blev 15,3 mio. mænd indkaldt til hæren og flåden. Efter nederlaget i Slaget ved Tannenberg og derefter det famøse store tilbagetog i 1915 i kølvandet på den tyske offensiv ved Gorlice-Tarnów blev både officerer og menige grebet af bitterhed og mistanke om forræderi ved hoffet. Snart begyndte man at tale om ”det tyske kvælertag”, delvis fordi så mange generaler havde navne af germansk eller skandinavisk oprindelse.

Men de fleste forbandede den tyske tsarina og hendes klike domineret af deres grå eminence, Rasputin. Den tøjlesløse munk blandede sig med skamløs korruption i udnævnelserne, da tsaren uklogt besluttede at tage kommandoen over hærene i stavkaen, generalstaben, i Mogiljov.

Skyttegravslivet for russiske soldater langs østfronten, som løb gennem de baltiske provinser, Polen, Hviderusland (Belarus), Galicja og Rumænien, var en umenneskelig oplevelse. ”Efter at have gravet sig ned,” skrev Maksim Gorkij, ”lever de i regn og sne, i snavs, under trange forhold; de bliver slidt op af sygdomme og ædt af utøj; de lever som dyr.” Der var håbløs mangel på ammunition, mange havde ingen støvler og måtte ty til bastsko lavet af birkebark. Lazaretter ved fronten var næsten lige så primitive som i Krimkrigen.

Forsøg på modernisering slog katastrofalt fejl. ”Den nyeste teknologiske udvikling har omsider nået os,” skrev Vasilij Kravkov, en ældre læge i staben, bittert i sin dagbog. ”Det vil sige 25.000 gasmasker til vort korps. De er blevet afprøvet af den øverste kommission ledet af vores førende ’pasha’, hertugen af Oldenburg. Jeg udførte en slags test ved at give mine oppassere gasmasker på. To minutter senere var de ved at kvæles. Og vi formodes at udstyre alle i skyttegravene med det juks!”

Hærens censurafdelinger kunne næppe have gjort sig mange illusioner om moralen ved fronten, når de læste soldaternes breve til deres hjem. Mange klagede over det tyske artilleris overlegne ildkraft og officerernes ubarmhjertige holdning til dem. Soldaterne blev enten forrået eller traumatiseret af, hvad de så. ”Der ligger stadig lig der,” skrev en i et brev. ”Ravne har allerede ædt deres øjne, og der kravler rotter på ligene. Åh Gud, dette frygtelige syn kan man hverken beskrive eller forestille sig.”

En anden skrev om en massegrav, som officerer havde beordret dem til at udgrave og fylde op med deres egne døde. ”Vi hentede ligene fra slagmarken, gravede et hul, der var 30 favne langt og 4 favne dybt. Vi lagde dem derned, men da det var sent, tildækkede vi halvdelen af hullet med jord og lod den anden halvdel ligge indtil næste morgen. Vi lod en vagt holde øje, og det viste sig, at en af de døde var klatret op fra hullet i nattens løb og blev fundet siddende ved kanten af graven, mens andre havde vendt sig, fordi de ikke var blevet dræbt, blot sårede og i chok efter eksplosionerne fra kraftige granatnedslag. Det her sker ganske ofte.”

Kontrasten mellem officerernes og de meniges forhold vakte stor bitterhed. Mange officerer trak sig hver aften tilbage til bonde-izbaernes varme og relative komfort bag fronten, mens deres soldater og sergenter blev ladt tilbage i skyttegravenes kulde og snavs. ”En almindelig soldat, der leder angrebet for Moderlandet, bliver betalt 75 kopek [om måneden],” skrev en værnepligtig hjem. ”Kompagnichefen, der følger efter bagved, får 400 rubler, og regimentschefen, som er endnu længere tilbage, får tusind rubler … Nogle får god mad og alkohol og prostituerede under Røde Kors’ flag, mens andre sulter.”

Tanken om, at sygeplejersker i Røde Kors var der for at opfylde officerernes seksuelle behov, var næsten sygelig, men der var en vis sandhed i den. Dr. Kravkov, der ledede sanitetstjenesten for et helt armekorps, beskrev, hvordan en af hans kolleger blev afskediget. ”Det var meget enkelt. Lægen udviste for megen takt og gav ikke efter for kravene fra hovedkvarterskliken om at oprette et bordel med hans sygeplejersker … Det var ikke noget nyt for mig. Jeg så det samme i Tiende Arme, og det var en af grundene til min flugt derfra.”

Officerer tilbød betrængte kvindelige studerende i Odesa hundredvis af rubler for nøgenbilleder af dem selv. ”Skriv endelig til mig, hvis du er parat til at blive fotograferet en gang til, med flere detaljer,” skrev en ung officer. Han fortalte hende så, at hvis hun besøgte regimentet, kunne hun tjene op mod tusind rubler.

Mens officererne boltrede sig, fik de jævne soldater ikke lov at se deres koner, heller ikke i områder langt bag fronten. Evdokija Merkulova, den unge hustru til en kosak i 9. Uafhængige Don-Sotnja [kompagni], var analfabet og kendte ikke reglerne. Hun aflagde sin mand et besøg i begyndelsen af november 1916. Hun var modig nok til bagefter at indgive en formel klage over den måde, mandens eskadronchef behandlede hende på.

”Chefen for sotnjaen Mikhail Rysakov fik hurtigt nys om min ankomst,” stod der i hendes dikterede vidneudsagn. ”Jeg ved ikke hvorfor, men den 5. december beordrede han sotnjaen til at stille til mønstring og fik mig til at ligge på maven foran sotnjaen. To kosakker blev beordret til at trække min nederdel og min underkjole op og låse mine arme og ben fast. Chefen beordrede min mand til at give min nøgne krop femten piskeslag.

Han overvågede personligt afstraffelsen og truede min mand og sagde, at han skulle lægge alle kræfter i piskeslagene og ramme huden og ikke tøjet. Min mand var bange for sin chef og gav mig nogle blodige slag, som endnu er ved at hele. Jeg blev derefter sendt tilbage over Don med en eskorte.”

I rollen som kanonføde hadede bondesoldaten krigen, mudderet, lusene, den dårlige mad og skørbugen. Dr. Kravkov var fortvivlet over deres kost. ”Endnu en sending fødevarer er ankommet, denne gang fra Orenburg,” skrev han i sin dagbog. ”Den bestod af 1000 pud* skinke og pølser, alt sammen fordærvet! Hele vort moder Rusland rådner op.”

Det våde efterår – rapsutitsaen – meldte sig i oktober 1916 med et eftertryk, der foruroligede Kravkov. ”Dr. Toltjenov, som jeg havde sendt ud til posterne for at undersøge de sanitære forhold, indleverede en hårrejsende rapport om den grufulde situation, som vores ulykkelige soldater lever i: i mudder, der når dem til livet, uden noget læ mod dårligt vejr, uden varmt tøj, varm mad eller te.”

To uger senere skrev han: ”Vi modtog forstærkninger, drenge, der er våde bag ørerne. De blev indsat i et bajonetangreb den følgende dag … Det var en chokerende scene, hvor mange af dem, som ikke ønskede at dø, skreg i fortvivlelse: ’Mor!’” Hæren undertrykte nyheder om mytterier i nogle regimenter, som blev slået ubarmhjertigt ned.

Denne vinter i Petrograd (tidl. Sankt Petersborg) blev regeringen ikke blot kritiseret af de liberale og venstrefløjen. Ærkekonservative politikere som Vasilij Sjulgin var forfærdet over den manglende ansvarlighed hos de rige, som var ligeglade med, at de russiske tabstal var dobbelt så store som hos deres tyske og østrig-ungarske fjender. ”Og her står vi så,” skrev han bittert, ”og danser den ’sidste tango’ på brystværnet af skyttegrave, som bugner af lig.”

Sjulgin var rasende over rygterne og konspirationsteorierne, som svirrede i hovedstadens saloner, især ”snakken om forræderi”. Han bebrejdede lederen af Kadetpartiet, Pavel Miljukov, for dennes sensationelle tale, da Statsdumaen trådte sammen den 1. november. Miljukovs hidsige angreb på tsarens ministre forbavsede dem, der var til stede, fordi han normalt var så moderat. Nu fordømte han åbent ”okkulte styrker, der slås til gavn for Tyskland”. Under stor jubel slog han efter hvert eksempel på inkompetence sin pointe fast med det retoriske spørgsmål: ”Og hvad er dette? Dumhed eller forræderi?”

Den omsiggribende korruption i hovedstaden chokerede ideali- stiske unge officerer ved fronten. ”Alle ved, at alle slags svindlere i storfyrstinde Marija Pavlovnas hus arrangerer sikre poster mod bestikkelse,” skrev en ung kavaleriofficer i Syvende Arme til sin forlovede, som ønskede at sikre ham en post i baglandet. ”Men jeg bønfalder dig om ikke at bestikke nogen. Jeg vil leve og dø som en adelsmand.”

Selv trofaste støtter af monarkiet var fortvivlede. Tsarens stædighed stammede næsten udelukkende fra en vankelmodig natur. Mod alle råd havde han insisteret på at tage over som øverstkommanderende efter sin fætter, den umådeligt høje storfyrste Nikolaj Nikolajevitj, efter de katastrofale retræter i 1915. Wavell betragtede storfyrsten som ”den flotteste og mest imponerende mand, jeg nogen sinde har mødt. Han var ikke specielt godt begavet eller særlig belæst, men han havde masser af sund fornuft og karakterstyrke.” Hans nevø, Nikolaj 2., savnede desværre begge egenskaber. ”Autokrati uden en autokrat er en frygtelig ting,” bemærkede Sjulgin.

En af hovedgrundene til, at tsaren plantede sig i stavkaen i Mogiljov, var, at han foretrak at være omgivet af loyale officerer frem for kritiske politikere. Han overlod ledelsen af landet til tsarinaen og Rasputin og nægtede resolut at udnævne en regering bestående af ministre fra Dumaen. Alligevel var hans tilstedeværelse i Mogiljov blot af ren symbolsk karakter, og hans følge sørgede for, at enhver rundvisning på fronten blev planlagt med største omhu.

”General Dolgovs stabschef fortalte os under middagen, uden skyggen af ironi, om forberedelserne til tsarens besøg,” skrev dr. Kravkov i sin dagbog. ”Alle soldaterne blev hentet tilbage fra skyttegravene, og aftenen blev brugt på at iføre dem splinternye uniformer og udstyr. Alt artilleri blev beordret til at åbne ild, i samme øjeblik det kejserlige besøg begyndte, og, som han formulerede det, ’en ægte kampscene blev iscenesat’. Tsaren var glad og takkede dem alle, og vores tapre kriger blev dekoreret med Sankt Georgs-kors for på succesrig vis at have iscenesat kampscenen.”

I denne vinter i 1916 vovede ingen i Mogiljov at fortælle tsaren om rygterne i Petrograd. Revolutionære pamfletter om Rasputin var begyndt at florere, som for eksempel ”Grisjkas Eventyr”, der hentydede til orgier med tsarinaen og også hendes døtre. Disse pornografiske fantasier mindede om karikaturerne af Marie Antoinette og prinsesse de Lamballe næsten et århundred tidligere. Den slags groteske historier forvandlede uundgåeligt Rasputin, bonden, der ansås for at lede de kejserlige i fordærv, til lidt af en folkehelt.

Mordet på Rasputin den 17. december begået af fyrst Feliks Jusupov, fyrst Dmitrij Pavlovitj og Vladimir Purisjkevitj, lederen af det antisemitiske De Sorte Hundreder, forstærkede indtrykket af aristokratiets fordærv i hovedstaden. Jusupovs ide med at bruge sin hustru, Irina, tsarens smukke niece, som lokkedue for den gejle munk, gav dramaet et slibrigt anstrøg.

Offentlighedens fantasi blev i særlig grad pirret af alle de vanskeligheder, de sammensvorne havde med at slå Rasputin ihjel med forgiftede kager og adskillige revolverskud, hvorefter de til sidst sænkede hans lig ned gennem et hul i isen under en bro, så der gik to dage, før det blev fundet.

Den dybe kynisme, der udviklede sig i baglandet, skabte en faretruende apati. En officer ved navn Fedulenko vendte tilbage fra fronten og blev inviteret på frokost af sin oberst. ”To gardeofficerer sad ved siden af os,” skrev han.

”De begyndte at tale om Rasputin; jeg var rystet over deres samtale.” De gentog sladder om tsarinaen og Rasputin og sagde, at tsaren var en svækling. ”Da jeg bagefter vendte tilbage til Oranienbaum med obersten, spurgte jeg, hvordan sådan noget svineri kunne være tilladt, hvorfor disse to unge mænd, der vanærede deres kejser, ikke var blevet stoppet. De havde talt russisk lige foran tjenestefolkene, som kunne forstå, hvad de sagde.” Obersten slog resigneret ud med hånden. ”Åh,” sagde han. ”Ulykken er allerede sat i gang. En frygtelig tid ligger forude.” Dr. Krakov var ikke spor i tvivl. ”Uanset udfaldet af krigen vil der udbryde revolution.”




Antony Beevor: Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921

Antony Beevor, den største nulevende militærhistoriker, trækker på arkiver og nyeste forskning, når han samler de mange tråde i et af de mest rædselsvækkende kapitler i moderne tid. Mellem 1917 og 1921 blev der udkæmpet en bitter og blodig borgerkrig i kølvandet på den russiske revolution i 1917 og sammenbruddet af det russiske imperium.

Terror affødte terror, som førte til stadigstørre grusomhed mod den civile befolkning. Borgerkrigen blev til en slags verdenskrig, da USA og flere europæiske lande blandede sig i konflikten.

Gennem arbejderen på gaden i Petrograd, soldaten på slagmarken og lægen på et improviseret felthospital kommer vi via øjenvidneskildringer helt tæt på krigen og dens ofre.

Du kan købe Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921 online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 3 oktober.