Boganmeldelser Børnebøger 10-12 år Carlsen Jacob Riising Sjove børnebøger

Ugens anbefaling |Tro på det, Theo af Jacob Riising

Ugens anbefaling Jacob Riising

Bliv tippet om din næste store læseoplevelse direkte fra Lindhardt og Ringhofs bogelskende medarbejdere.


Vil du gerne have en anbefaling til din næste bog? Så læs med her, hvor Lindhardt og Ringhof og Forlaget Carlsens medarbejdere hver uge giver et godt bogtip – og fortæller hvorfor, og hvem bogen passer særligt godt til.


Mikkel Hartmann-Petersen, kampagnechef

Hvilken bog vil du anbefale?

Tro på det, Theo af Jacob Riising


Beskrivelse af Tro på det, Theo

Ugens anbefaling |Tro på det, Theo af Jacob Riising

Tro på det, Theo er en roman om at finde ud af, at man er god nok, som den man er – også selvom man bor i det gule højhus.

Da drengen Theo en dag får en magisk bog af den gamle dame i opgangen, bliver han klar over, at alt han skriver i den, bliver til virkelighed. Endelig kan han få noget federe tøj, et bedre sted at bo, og hvis han lige arrangerer den fedeste fest, kan det jo være, at Sandra fra klassen dukker op.

Theo er klar til et helt nyt liv, og alt går efter planen. Han bliver en anden dreng og er slet ikke til at kende. Ikke engang hans allerbedste ven Holger fra opgangen kan kende ham. Men hvad er så vigtigst? Sandra fra klassen eller Holger fra opgangen?

Fra ca. 10 år.

Du kan købe Tro på det, Theo online, eller i din nærmeste boghandel.


Hvorfor anbefaler du denne bog?

Det er en af de bøger, min datter Vigga på 10 har været rigtigt glad for at læse. Hun har helt klart været godt underholdt, for jeg har hørt hende kluk-grine, da hun sad med den, og hun fik også læst den ret hurtigt.

Hvad minder bogen om?

Den er ret anderledes end de andre bøger, Jacob tidligere har udgivet. Der er mere alvor og morale i den, men samtidig har den stadig Jacob Riisings umiskendelige humor og galskab. Bogen har både lidt af Ole Lund Kirkegaards Gummi Tarzan over sig – og den svenske tv-serie Drengen med guldbukserne. Og så vil jeg helst ikke sige mere for ikke at ødelægge spændingen.

LÆS OGSÅ: Jacob Riising: Det er okay bare at være okay

Hvad er det bedste ved bogen?

Alle kan genkende den følelse, Theo har: “TÆNK NU HVIS, jeg bare havde … eller TÆNK NU HVIS jeg bare kunne … Så ville alt i mit liv blive perfekt!”

Men så let er det selvfølgelig ikke … Og måske skal man heller ikke altid tro, at man bliver lykkelig af at få det, man ønsker sig. Det kan også være godt at se på det, man allerede har – for eksempel en rigtig god ven.

LÆS OGSÅ: 16 sjove børnebøger, der sætter gang i lattermusklerne

Det er meget sundt det der med at blive mindet om at se, hvad man har i stedet for at ville have mere eller noget andet.

Især for børn og unge, som hele tiden kan se på sociale medier, at alle andre tilsyneladende bor det fedeste sted, går i det fedeste tøj og har styr på det hele. Theo tror ikke, han har styr på noget som helst, og han er træt af at være en af ungerne fra blokken. Men han skal bare tro lidt mere på sig selv, ligesom alle os andre. Det kan jeg godt lide, at Jacob Riising minder os om.

Hvem vil du anbefale bogen til?

Den appellerer både til børn, som selv kan læse og lidt mindre børn, som gerne vil have læst op. Og så selvfølgelig deres forældre, som får lige så stor en fest med at læse højt.


Bøger af samme forfatter

Karmaboy-serien

Karmaboy

Hverken Niller eller nogen af de andre på Skovlunde Bytorv troede, at den hemmelige klunkeklan fandtes i virkeligheden.

Men en dag modtager Kopi Kaj en fin invitation. Den viser sig dog imidlertid at være lidt af en fælde.

Heldigvis er Niller (aka Karmaboy) med og kontakter borgmesteren. Men er han nu også til at stole på?

Fra ca. 8 år


Du kan købe Karmaboy 6 – Den hemmelige klunkeklan online eller i din nærmeste boghandel.


De 100 sejeste mennesker i verden

De 100 sejeste mennesker i verden, Jacob Terp Riising

Jacob Riising har skrevet en bog om de 100 sejeste mennesker i verden.

På en humoristiske måde tager Jacob Riising læseren i hånden og gør os klogere på den verden vi befinder os i.

Læs blandt andet om Nelson Mandela der i 27 år har siddet i fængsel, for at forbedre de sortes rettigheder. Gotfred Kirk Christiansen som opfandt Lego. Og om Greta Thunberg der har fået børn i hele verden til at pjække fra skole i kampen for miljøet.

Fra ca. 6 år.

Du kan købe De 100 sejeste mennesker i verden online, eller i din nærmeste boghandel.


Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.