Ligesom i virkeligheden spiller fædre en stadig større og mere nuanceret rolle i børnebøger. Vi kigger nærmere på nogle af de mest kendte fædre i børnelitteraturen her.
Vi har alle én, uanset om han er fraværende, hjemmegående, død eller lige ved hånden. En far. Sammenlignet med tidligere er far ikke længere en figur, der befinder sig i familiens periferi, et hårdtarbejdende skaffedyr svævende over husholdningen som en mægtig autoritet med det sidste ord. “Bare vent til far kommer hjem…” har det mange gange lydt i 1950’erne og 60’erne, når hjemmets regler var blevet overtrådt, og en passende straf skulle udmåles til det formastelige barn.
I dag er far kommet meget mere ind på midten af banen, altså: I 1970’erne var det ikke normalt, at fædre var med på fødestuen, når deres kvinde skulle føde – i dag hælder det mod, at vi inden længe får øremærket barsel til mænd.
Far er vigtig, og han vil gerne være en del af sine børns liv lige fra begyndelsen, og den voksende ligestilling mellem kønnene på familiefronten bliver mere og mere naturlig.
Når far putter mig, indtil han sover af Mette Egelund Olsen og Lea Letén.
Dette skifte afspejles også i børnelitteraturen, hvor far ikke længere er statist, men både ses i hovedrollen som den primære omsorgsperson, og i det hele taget har fået mange flere nuancer og udtryk end tidligere. Så når moderne forældre læser bøger for deres børn, møder de fædre, der putter og børster tænder, fædre, der passer, når barnet er sygt eller mor er på forretningsrejse og fædre, der henter i børnehaven og laver aftensmad.
Det er den samme slags far, som børnene højst sandsynligt kender hjemmefra, så det undrer næppe nogen af nutidens børn. Men sådan har det ikke altid været. Vi ser her nærmere på en håndfuld fædre fra børnelitteraturen gennem tiden.
Familien von Hansen af Dorte Roholte og Susanna Hartmann.
Den nye far: Sallys far
I Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersens serie om
Sallys far møder vi den nye, moderne fartype for fuld udblæsning. Sallys far
går i stramme jeans, sneakers og band-t-shirts og kravler gerne rundt på gulvet
og leger med sine unger, Sally og Eddie. Han er sjov og fjollet og på alle
måder i øjenhøjde med sine børn. Alene titlerne på flere af bøgerne i serien siger
en hel del om ham: Sallys far er sygt
pinlig, Sallys far bander (ad…helvede
til) og Sallys far gider ikke være
voksen.
Sallys far er en voksen med god kontakt til sin fantasi, og
det får han en hel del fis ud af – til børnenes store glæde, fordi de genkender
sig selv i ham. Han lyver og overdriver og har udpræget barnlige træk fx elsker
han sodavand og mad fra buffet, men ikke grøntsager. I stedet hævder han, at
pomfritter er grøntsager, fordi de er lavet af kartofler, og at ketchup er
fjong, fordi det jo er lavet af tomater.
Sallys far er langt ude i skoven af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen.
“Jeg ville ønske, jeg var barn”
Børnene gennemskuer ofte Sallys fars småløgne og sætter spørgsmålstegn ved hans autoritet: fx forlanger han, at de skal have solcreme på og bruge cykelhjelm, men når de spørger, hvorfor han ikke skal det samme, så vikler han sig ud i tvivlsomme forklaringer om, at voksenhud sagtens han tåle en masse sol, ligesom cykelhjelm heller ikke er helt så nødvendig til voksne. Men børnene tager ikke hans udsagn for gode varer. Det er altså langt fra en hierarkisk verden, hvor far er en ubestridelig autoritet, hvis ord ikke må betvivles.
I den her sekvens smelter børneverdenen og voksenverdenen ligefrem sammen, når Sally og far diskuterer, hvad der er mest kedeligt – at være barn eller voksen:
“Øv, altså. Det er kedeligt at være barn! Man skal hele tiden lave lektier og tidligt i seng og i bad og alt muligt kedeligt. Og de voksne bestemmer alting”, siger Sally. “Det er altså heller ikke altid sjovt at være voksen, skat”, siger far. “Jeg skal gå på arbejde og har en chef og skal gå til noget, der hedder møder. Og DET er kedeligt. Og når jeg har fri, skal jeg hente dig og Eddie og handle og lave mad og alle mulige andre voksenting. Og det er altså ikke specielt skægt at bade Eddie. Han tisser altid på mine fødder, når jeg bruser ham”, siger far. “Jeg ville ønske, jeg var voksen”, sukker Sally. “Ja, jeg ville ønske, jeg var barn”, siger far.
Dagen efter bytter de to roller, men det viser sig at være ret anstrengende for Sally, mens Sallys far nyder at smide ansvaret og hæmningerne.
Min far er stærkere end din far
I Jon Ranheimsæters to bøger, billedbogen Lars og Lone alene hjemme (1997) og den lille bog Min far (2011) leger han med farrollerne og forventningerne til, hvordan man er barn og far. I Min far er Conrad på besøg hos Tim, og de kommer op at toppes om, hvis far er den sejeste. ”Min far er meget stærkere end din far”, siger Conrad og herfra eskalerer det i en duel på sejhed: ”Min far skyder så hårdt i fodbold, at der må nye mål efter hver kamp, og målmændene må til psykolog”. Det modsvares af ”Min far tjener så meget, at han hvert år må smide halvdelen af sine penge på lossepladsen”. Til slut i bogen møder vi de to fædre, der punkterer drengenes opkørte far-billeder, fordi de viser sig totalt ufarlige og langt fra de bads boys, som deres sønner har fremstillet dem som: Tims far er en høj tynd mand, der er i køkkenet med forklæde på i gang med aftensmaden, og Conrads far er en rund, hyggelig type med rygsæk og cykelhjelm. ”De blev vist lidt uenige til sidst, siger Tims far. – Drenge er drenge, de kommer op at slås om den mindste ting, ha ha. Ha, ha, siger Conrads far”, slutter bogen.
Min far af Jon Ranheimsæter
Når far er på arbejde
I Lars og Lone alene hjemme udvikler historien sig grotesk, da de to søskende skal være alene hjemme en hel dag, mens far er på arbejde. Far har efterladt Matador Mix og skumfiduser i køleskabet til dem (far abonnerer i hvert fald ikke på tidens strikse sukkerpolitik), men børnene er kreative og afprøver ting børn normalt ikke må: prøver at ryge, leger med motorsaven, drikker rensebenzin og får huset til at eksplodere. Da deres far vender hjem til den udbombede bolig, bliver han ikke spor vred, men inviterer dem på burgerbar og roser dem for deres fantasi: ”Nå, men så har I ikke kedet jer”, siger far og fortsætter: ”Når vi har spist, tror jeg, vi skal låne et telt og nogle soveposer. Jubii, så skal vi lege indianere, råber Lars og Lone”. Her møder vi en far, der har maksimalt tiltro til det kompetente barn og som ikke praktiserer skæld ud – bare de hygger sig, så er det godt, og straffen for at brænde huset ned, er en tur på burgerbar! Det er selvfølgelig en grov og sjov parodi på forestillingen om det grænseløst fantasifulde barn, opdragelsesmetoder og en forvrængning af de skrækscenarier, som voksne kan forestille sig, når børnene lades alene.
Ivan Olsens far fra Gummi Tarzan af Ole Lund Kirkegaard.
Ivan Olsens far
I Ole Lund Kirkegaards populære bøger, som han skrev sideløbende med, at han var lærer, fremstilles forældrene og andre autoriteter temmelig ofte som latterlige og verdensfjerne. Børnene derimod er nysgerrige, umiddelbare og med lyst til at opleve og udforske verden. Eksempelvis er Ivan Olsens far i Gummi Tarzan en typisk voksen hos Kirkegaard; en voksen, som man ikke rigtig kan bruge til noget. Ivan bliver drillet i skolen, og da han kommer hjem og har fået buksevand, begynder hans far at skælde ud på sin “dumme og uduelige søn”:
“Du må lære at slå fra dig, knægt. Du må lære at blive et mandfolk”. Her slår Ivan Olsens far – Hr. Olsen – i bordet. “Hva´ er et mandfolk for et?” spurgte Ivan. “Ja, et mandfolk,” råbte hans far. “Et mandfolk er en, der kan tæve de andre”. “Det kan jeg ikke”, sagde Ivan. “Jeg kan overhovedet ikke tæve nogen”. “Nej”, råbte hans far. “Du kan slet ingenting, knægt. Du er en slem vatnisse”. “Jahh…” sagde Ivan Olsen. “Det er jeg vel”.
“Øv”, råbte hans far og rejste sig tungt fra sin stol. “Hvad har jeg arme mand dog gjort, siden jeg skal trækkes med sådan en vatnisse til søn?” “Det ved jeg ikke noget om”, sagde Ivan Olsen. På den måde lærte Ivan Olsen en masse. I skolen lærte han, hvordan man får buksevand og klø – og hjemme hos sin far lærte han, at en dreng skal være et mandfolk og tæve de andre. Ellers er man en vatnisse.
Da Ivan senere møder en heks, der giver ham et ønske, overvejer han at ønske sig ligeså stærk som Tarzan, som er hans fars ideal for sønnen: “Men hvorfor skulle jeg glæde min far? Han glæder jo aldrig mig”, konkluderer Ivan hårdt og sørgeligt.
Ronjas far
Astrid Lindgren havde selv et kærligt forhold til sin egen far, som også lærte hende kunsten at fortælle historier. Fædre med hjertet på rette sted, er da også at finde i hendes elskede bøger.
I Ronja Røverdatter møder vi den mægtige røverkonge Mattis, der trods et barsk ydre, bliver helt blød om hjertet, når det handler om hans datter. Fra første gang han ser hende, overmandes han af kærlighed til den lille Ronja:
Mattis ville ikke give datteren fra sig. Han stod og så undrende på hendes klare øjne, hendes lille mund, hendes tjavsede sort hår, hendes hjælpeløse hænder, og han skælvede af kærlighed. “Barnlille, i de små hænder dér holder du allerede mit røverhjerte”, sagde han. “Jeg begriber det ikke, men sådan er det altså!”…Så forstod alle røverne, at det barn måtte man ikke komme med nedsættende bemærkninger om, hvis man ville se Mattis i godt humør.
Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren. Tegning af Ilon Wikland
Min Ronja!
Mattis er længere tid end hustruen Lovis om at sætte Ronja fri til at gå ud i verden på egen hånd, og forinden belærer han hende om skovhekse, grå dværge og Borkarøvere, som hun skal tage sig i agt for. “Og så passer du på ikke at styrte i Helvedsgabet”, sagde Mattis. Han mente den afgrund, der nu løb midt gennem Mattisborgen. “Hvad gør jeg, hvis jeg styrter i Helvedsgabet?”, spurgte Ronja. Så er du færdig med at gøre noget, sagde Mattis og gav et brøl fra sig, som havde alverdens smerte pludselig slået sig ned i hans bryst.
Den stærke røverkonge er blevet sårbar og har mærket angsten for at miste det mest dyrebare han ejer: datteren. Ronja Røverdatter er i det hele taget en kærlig far-datter-historie om to stærke viljer, der slå gnister, men kærligheden er endeløs, som forældreskab er det. Da Mattis og Ronja genforenes, efter hun er stukket af sammen med Birk, er det et tårevædet gensyn: “Mit barn”, hviskede Mattis. “Mit barn.” Derpå råbte han med høj røst: “Jeg har mit barn.” Ronja græd ned i hans skæg og spurgte hulkende: “Er jeg dit ban nu, Mattis? Er jeg virkelig dit barn igen?” Og Mattis svarede grædende: “Ja, som du altid har været, min Ronja! Mit barn, som jeg har grædt efter i nætter og dage. Åh, Gud, hvor har jeg ikke lidt!”
Emils far fra bøgerne om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren.
Emils far
I historierne om Emil er forældrene også synlige, som opdragere på en håndfast, men kærlig måde: Alma er den blide mor, der skriver dagbog om sønnens skarnsstreger, mens faderen Anton Svendsen, genialt personificeret af Allan Edwall i tv-serien, er kolerisk og straffende, men holder i bund og grund af Emil, hvilket han også viser i glimt. Han er en autoritet og patriark af den gamle skole, der rusker Emil i armen og låser ham inde i snedkerværkstedet, når han har været uartig:
“Bare til du har tænkt lidt over dine skarnstreger” plejede hans far at sige, “så du ikke gør det engang til”. Den ”forbistrede knægt” og faderen minder måske i virkeligheden ret meget om hinanden med deres fyrrige temperament, hvilket ikke ligefrem gør konflikterne mindre.
Alfons’ far
I 1972 skrev Gunilla Bergström sin første bog om Alfons Åberg, der bor alene med sin piberygende far, der som regel ses med sweater og sutsko gemt bag en avis. En mor hører man aldrig om, ej heller som et savn eller en sorg, og forfatteren husker ikke engang, hvorfor hun undlod at skrive en mor ind i historien. Sådan blev det bare. Det siger hun i et interview med Jyllands-Posten i 2017, hvor hun også fortæller, at det kun er voksne, der mangler en mor: “Det er forældrene, der undrer sig over, hvor hun er. Børnene gør ikke, de spørger aldrig efter hende. Normalt accepterer børn bare tingene, som de er, og de tænker kun på de personer, der indgår i historien, ikke dem, der IKKE er der”.
Litteraturen skal være noget andet end fagbøger, der formidler fakta, i litteraturen skal noget være overladt til fantasien, siger Gunilla Bergström: “Det vigtige må være, at et barn får lov til at undre sig. Hvor moren er, skal de, som læser bogen, selv bestemme, det er frit at fundere over. Der skal findes hemmeligheder og gåder.”
Og det er vitterlig ikke et problem i bøgerne, at der ikke er en mor. Alfons og hans godmodige og lidt distræte far har det godt sammen og får hjælp fra Faster Fiffi og en farmor, hvis der er behov for ekstra hænder.
Alfons’s far fra bøgerne om Alfons Åberg af Gunilla Bergström.
Den fraværende far
I Kim Fupz Aakesons serie om den lille strithårede dreng Vitello er der derimod et vist savn efter den forælder, der ikke er der. Vitello bor alene med sin mor i et rækkehus, og en far er der ikke i historien. Han må faktisk næsten ikke nævnes, fordi han er en sjuft. En af bøgerne i serien hedder Vitello vil have en far, og der kan man læse denne ordveksling mellem moderen og Vitello: Mor sagde tit: “Din far var en sjuft, så er det sagt”. “Når jeg bliver stor, skal jeg også være en sjuft”, sagde Vitello. “Og gå med kniv”. “Det kan du godt glemme”, sagde Mor.
En dag er der nogen af de andre børn fra rækkehusene, der spørger, hvor Vitellos far er. Vitello, der ikke kan svare på det, får bildt dem ind, at de kan møde ham. “For pludselig syntes han det var lidt irriterende at han ikke havde nogen far der kunne vaske deres Audi og fløjte højt imens”. Vitello foreslår sin mor, at de kan invitere faderen til en omgang spaghetti en dag, men moderen er urokkelig: “Ham kan du godt glemme”. “Jeg kender ham slet ikke, sagde Vitello. “Så meget desto nemmere er det at glemme ham, sagde Mor”.
Vitello går derfor rundt i kvarteret for at finde en mand, han kan låne og kalde far, så hans venner kan se, at der findes en far. Pølsemanden, der konsekvent kalder ham “min dreng” og er lidt døv, får overbevist vennerne Max og Hasse om, at de er far og søn. “Giver han så gratis pølser?” “Ikke til alle jer fremmede rollinger”, sagde Vitello. “Kun til mig, hans elskede søn”…”Rimelig fedt at have en far med en pølsevogn”, sagde Max…”Ret rimelig fedt”, sagde drengen de kaldte Vitello, og så snakkede de ikke mere om det. Og her slutter bogen, som altså ikke vil psykologisere mere over den fraværende far eller gøre det til et dybere problem, som en pølsemand ikke kan løse.
Jans far
En af de største børnebogssuccesser salgsmæssigt gennem tiden er bøgerne om den nysgerrige og handlekraftige dreng Jan skrevet af Carlo Andersen og Knud Meister. I alt blev det til 81 bøger, der udkom fra 1942 og frem til midten af 60’erne.
Bøgerne er bygget op på næsten samme måde: Jan og hans venner skal opklare et mysterium eller drages ind en dramatisk begivenhed fx tyveri, krybskytteri og smugleri, som de ofte samarbejder med politiet om at kaste lys over. Jans far er kriminalassistent, og han er en god og klog autoritet, som repræsenterer samfundets gældende normer, og som Jan behandler med stor respekt.
Bøgerne slutter næsten altid med, at læserne sammen med Jan og hans venner får trukket den moralske essens ud af den sag, de har været igennem, enten af Jans far eller en anden autoritet. Fx her fra En Detektiv paa Fjorten, hvor Jans far højtidligt fremfører denne lære om retfærdighed:
En detektiv på fjorten af Knud Meister og Carlo Andersen.
“Forbrydere er nogle Skvat. Det ærlige Menneske, som lever sit Liv roligt og i Overensstemmelse med sin Samvittighed, er i Virkeligheden det modigste. Der skal Mod til at gøre Dagens Gerning og staa til Regnskab for, hvad man gør og siger. Forbryderne er fejge og søger at slippe for Pligterne. […] Forbrydelse betaler sig aldrig. Det er et sandt Ord. Det eneste, der gælder her i Verden, er ærligt og godt Arbejde. Alt andet er Blændværk. Husk det, Børn!”
Og i samme værk roser Jans far stilfærdigt sin søn for at bidrage til sagens opklaring: “pænt klaret”, hvilket er stort for Jan, der gerne vil behage sin far: “Naar bare det var Far, der sagde det”. Bøgerne havde et tydligt opdragende sigte, og var da også anbefalet af politiet og præster, mens visse lærere og bibliotekarer var mere forbeholdne overfor den meget didaktiske og autoritære hammer, der blev banket med.
Busters far
Buster Oregon Mortensen møder vi første gang i Bjarne Reuters bog Busters verden fra 1979, som blev filmatiseret af Bille August i 1984 med Peter Schrøder, som den arbejdsløse tryllekunstner-far. Buster bor på Håbets Alle i Brønshøj sammen lillesøsteren Ingeborg, moderen og faderen, der har lært ham at trylle og begå sig i verden: Sådan er livet – fandme ikke for tøsedrenge, som der står i en bogens kapiteloverskrifter, hvilket kunne være faderens hjemmestrikkede credo.
Faderen er lidt af en sjuft, der er glad for at gå på værtshus og for at rafle, men selvom han ikke er en voldsomt overbevisende faderfigur, når det kommer til autoritet (eller moral), så ser Buster op til ham alligevel. De er fælles om trylleriet, og faderen har lært Buster at sno sig i livet omkring Brønshøj, der består af mobberi, snobberi og lærere, der ikke tror på en social opstigen for drømmeren Buster.
Buster og Busters far fra Bille Augusts film.
Her en scene fra bogen, hvor faderen for første gang har været til forældresamtale på skolen sammen med Buster:
Nede på Brønshøj torv satte Buster og hans far sig på en bænk. Moderen lå derhjemme med migræne og ville helst have fred. Ingeborg var til spejder. Der var ikke noget at haste hjem efter. De sad et stykke tid og gættede, hvor folk skulle hen, hvad de hed, hvor gamle de var osv. osv. Men efter et kvarters tid lagde faderen armen om Buster og sagde: “Der er noget om det der med at være dygtig i skolen. Det ved du godt, ikke Buster?” Buster nikkede. Fregnerne var som sagt sprunget tidligt ud på ham i år, og det hvide hår stod ud til alle sider, fordi det ikke havde været rigtigt tørt, da de gik.
Raflekongen fra Mimerstrasse
“Er du ked af at gå i skole?” Buster så overrasket op. “Næ. Jeg kan godt lide at gå i skole”, svarede han. Faderen rystede på hovedet og smilede. Klokken var ni, men det var kun halvmørkt. Han så over på Brønshøj Kro, hvor Larsen sad parat med raflebægret. “Du Buster”, sagde han, “jeg smutter lige over til Larsen, du finder selv hjem, ikke?” Buster nikkede. Faderen rejste sig op og hev manchetterne ud over jakken, hvorpå han strøg sig forsigtigt hen over tindingerne.
“Men far, du har jo ingen penge”. Faderen smilede og holdt hænderne frem, så håndfladerne vendte ud mod Buster. “Ingenting her, ingenting der, ingenting her”, grinede han og pegede til sidst på panden. Buster lo. “Du skal regne med Buster, at du taler med Raflekongen fra Mimerstrasse”, hviskede faderen og blinkede. “Èn af dagene skal jeg lære dig et par fiffige rafletricks, men stik nu hjem med dig, og vær stille, mor sover”. Faderen halvløb over vejen. Buster lagde mærke til, at han havde gule sokker på og tænkte, at det så lækkert ud til den sorte skjorte.
Mette skal sove af Lene Faurby og Mette Kirstine Bak
Den ondeste far
Og vi slutter af med den måske ondeste far i børnelitteraturhistorien, nemlig plejefaren Barberin i Frændeløs, Hector Malots klassiker fra 1878. Barberin sælger (!) sin lille dreng Remi, der som niårig finder ud af, at han er hittebarn. Han bliver solgt til gøgleren Vitalis, som han for en tid rejser rundt med, men kastes ud i en lang række prøvelser og møder med gode og onde mennesker. En tåreperser af en bog om en stakkels dreng, der møder en uretfærdig verden hårdt og ensomt.
Med Barberin i baghovedet opfordrer vi til at kramme alle nutidens fædre, både dem, vi læser om og dem, vi kender.
Du kan også læse om de rigtig sjove børnebøger Sallys far.
Ligesom i virkeligheden spiller fædre en stadig større og mere nuanceret rolle i børnebøger. Vi kigger nærmere på nogle af de mest kendte fædre i børnelitteraturen her.
Vi har alle én, uanset om han er fraværende, hjemmegående, død eller lige ved hånden. En far. Sammenlignet med tidligere er far ikke længere en figur, der befinder sig i familiens periferi, et hårdtarbejdende skaffedyr svævende over husholdningen som en mægtig autoritet med det sidste ord. “Bare vent til far kommer hjem…” har det mange gange lydt i 1950’erne og 60’erne, når hjemmets regler var blevet overtrådt, og en passende straf skulle udmåles til det formastelige barn.
I dag er far kommet meget mere ind på midten af banen, altså: I 1970’erne var det ikke normalt, at fædre var med på fødestuen, når deres kvinde skulle føde – i dag hælder det mod, at vi inden længe får øremærket barsel til mænd.
Far er vigtig, og han vil gerne være en del af sine børns liv lige fra begyndelsen, og den voksende ligestilling mellem kønnene på familiefronten bliver mere og mere naturlig.
Dette skifte afspejles også i børnelitteraturen, hvor far ikke længere er statist, men både ses i hovedrollen som den primære omsorgsperson, og i det hele taget har fået mange flere nuancer og udtryk end tidligere. Så når moderne forældre læser bøger for deres børn, møder de fædre, der putter og børster tænder, fædre, der passer, når barnet er sygt eller mor er på forretningsrejse og fædre, der henter i børnehaven og laver aftensmad.
Det er den samme slags far, som børnene højst sandsynligt kender hjemmefra, så det undrer næppe nogen af nutidens børn. Men sådan har det ikke altid været. Vi ser her nærmere på en håndfuld fædre fra børnelitteraturen gennem tiden.
Den nye far: Sallys far
I Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersens serie om Sallys far møder vi den nye, moderne fartype for fuld udblæsning. Sallys far går i stramme jeans, sneakers og band-t-shirts og kravler gerne rundt på gulvet og leger med sine unger, Sally og Eddie. Han er sjov og fjollet og på alle måder i øjenhøjde med sine børn. Alene titlerne på flere af bøgerne i serien siger en hel del om ham: Sallys far er sygt pinlig, Sallys far bander (ad…helvede til) og Sallys far gider ikke være voksen.
LÆS OGSÅ: Danske familier er vilde med Sallys far
Sallys far er en voksen med god kontakt til sin fantasi, og det får han en hel del fis ud af – til børnenes store glæde, fordi de genkender sig selv i ham. Han lyver og overdriver og har udpræget barnlige træk fx elsker han sodavand og mad fra buffet, men ikke grøntsager. I stedet hævder han, at pomfritter er grøntsager, fordi de er lavet af kartofler, og at ketchup er fjong, fordi det jo er lavet af tomater.
“Jeg ville ønske, jeg var barn”
Børnene gennemskuer ofte Sallys fars småløgne og sætter spørgsmålstegn ved hans autoritet: fx forlanger han, at de skal have solcreme på og bruge cykelhjelm, men når de spørger, hvorfor han ikke skal det samme, så vikler han sig ud i tvivlsomme forklaringer om, at voksenhud sagtens han tåle en masse sol, ligesom cykelhjelm heller ikke er helt så nødvendig til voksne. Men børnene tager ikke hans udsagn for gode varer. Det er altså langt fra en hierarkisk verden, hvor far er en ubestridelig autoritet, hvis ord ikke må betvivles.
I den her sekvens smelter børneverdenen og voksenverdenen ligefrem sammen, når Sally og far diskuterer, hvad der er mest kedeligt – at være barn eller voksen:
“Øv, altså. Det er kedeligt at være barn! Man skal hele tiden lave lektier og tidligt i seng og i bad og alt muligt kedeligt. Og de voksne bestemmer alting”, siger Sally. “Det er altså heller ikke altid sjovt at være voksen, skat”, siger far. “Jeg skal gå på arbejde og har en chef og skal gå til noget, der hedder møder. Og DET er kedeligt. Og når jeg har fri, skal jeg hente dig og Eddie og handle og lave mad og alle mulige andre voksenting. Og det er altså ikke specielt skægt at bade Eddie. Han tisser altid på mine fødder, når jeg bruser ham”, siger far. “Jeg ville ønske, jeg var voksen”, sukker Sally. “Ja, jeg ville ønske, jeg var barn”, siger far.
Dagen efter bytter de to roller, men det viser sig at være ret anstrengende for Sally, mens Sallys far nyder at smide ansvaret og hæmningerne.
Min far er stærkere end din far
I Jon Ranheimsæters to bøger, billedbogen Lars og Lone alene hjemme (1997) og den lille bog Min far (2011) leger han med farrollerne og forventningerne til, hvordan man er barn og far. I Min far er Conrad på besøg hos Tim, og de kommer op at toppes om, hvis far er den sejeste. ”Min far er meget stærkere end din far”, siger Conrad og herfra eskalerer det i en duel på sejhed: ”Min far skyder så hårdt i fodbold, at der må nye mål efter hver kamp, og målmændene må til psykolog”. Det modsvares af ”Min far tjener så meget, at han hvert år må smide halvdelen af sine penge på lossepladsen”. Til slut i bogen møder vi de to fædre, der punkterer drengenes opkørte far-billeder, fordi de viser sig totalt ufarlige og langt fra de bads boys, som deres sønner har fremstillet dem som: Tims far er en høj tynd mand, der er i køkkenet med forklæde på i gang med aftensmaden, og Conrads far er en rund, hyggelig type med rygsæk og cykelhjelm. ”De blev vist lidt uenige til sidst, siger Tims far. – Drenge er drenge, de kommer op at slås om den mindste ting, ha ha. Ha, ha, siger Conrads far”, slutter bogen.
Når far er på arbejde
I Lars og Lone alene hjemme udvikler historien sig grotesk, da de to søskende skal være alene hjemme en hel dag, mens far er på arbejde. Far har efterladt Matador Mix og skumfiduser i køleskabet til dem (far abonnerer i hvert fald ikke på tidens strikse sukkerpolitik), men børnene er kreative og afprøver ting børn normalt ikke må: prøver at ryge, leger med motorsaven, drikker rensebenzin og får huset til at eksplodere. Da deres far vender hjem til den udbombede bolig, bliver han ikke spor vred, men inviterer dem på burgerbar og roser dem for deres fantasi: ”Nå, men så har I ikke kedet jer”, siger far og fortsætter: ”Når vi har spist, tror jeg, vi skal låne et telt og nogle soveposer. Jubii, så skal vi lege indianere, råber Lars og Lone”. Her møder vi en far, der har maksimalt tiltro til det kompetente barn og som ikke praktiserer skæld ud – bare de hygger sig, så er det godt, og straffen for at brænde huset ned, er en tur på burgerbar! Det er selvfølgelig en grov og sjov parodi på forestillingen om det grænseløst fantasifulde barn, opdragelsesmetoder og en forvrængning af de skrækscenarier, som voksne kan forestille sig, når børnene lades alene.
Ivan Olsens far
I Ole Lund Kirkegaards populære bøger, som han skrev sideløbende med, at han var lærer, fremstilles forældrene og andre autoriteter temmelig ofte som latterlige og verdensfjerne. Børnene derimod er nysgerrige, umiddelbare og med lyst til at opleve og udforske verden. Eksempelvis er Ivan Olsens far i Gummi Tarzan en typisk voksen hos Kirkegaard; en voksen, som man ikke rigtig kan bruge til noget. Ivan bliver drillet i skolen, og da han kommer hjem og har fået buksevand, begynder hans far at skælde ud på sin “dumme og uduelige søn”:
“Du må lære at slå fra dig, knægt. Du må lære at blive et mandfolk”. Her slår Ivan Olsens far – Hr. Olsen – i bordet.
“Hva´ er et mandfolk for et?” spurgte Ivan. “Ja, et mandfolk,” råbte hans far. “Et mandfolk er en, der kan tæve de andre”. “Det kan jeg ikke”, sagde Ivan. “Jeg kan overhovedet ikke tæve nogen”.
“Nej”, råbte hans far. “Du kan slet ingenting, knægt. Du er en slem vatnisse”.
“Jahh…” sagde Ivan Olsen. “Det er jeg vel”.
“Øv”, råbte hans far og rejste sig tungt fra sin stol. “Hvad har jeg arme mand dog gjort, siden jeg skal trækkes med sådan en vatnisse til søn?”
“Det ved jeg ikke noget om”, sagde Ivan Olsen.
På den måde lærte Ivan Olsen en masse. I skolen lærte han, hvordan man får buksevand og klø – og hjemme hos sin far lærte han, at en dreng skal være et mandfolk og tæve de andre. Ellers er man en vatnisse.
Da Ivan senere møder en heks, der giver ham et ønske, overvejer han at ønske sig ligeså stærk som Tarzan, som er hans fars ideal for sønnen: “Men hvorfor skulle jeg glæde min far? Han glæder jo aldrig mig”, konkluderer Ivan hårdt og sørgeligt.
Ronjas far
Astrid Lindgren havde selv et kærligt forhold til sin egen far, som også lærte hende kunsten at fortælle historier. Fædre med hjertet på rette sted, er da også at finde i hendes elskede bøger.
I Ronja Røverdatter møder vi den mægtige røverkonge Mattis, der trods et barsk ydre, bliver helt blød om hjertet, når det handler om hans datter. Fra første gang han ser hende, overmandes han af kærlighed til den lille Ronja:
Mattis ville ikke give datteren fra sig. Han stod og så undrende på hendes klare øjne, hendes lille mund, hendes tjavsede sort hår, hendes hjælpeløse hænder, og han skælvede af kærlighed. “Barnlille, i de små hænder dér holder du allerede mit røverhjerte”, sagde han. “Jeg begriber det ikke, men sådan er det altså!”…Så forstod alle røverne, at det barn måtte man ikke komme med nedsættende bemærkninger om, hvis man ville se Mattis i godt humør.
Min Ronja!
Mattis er længere tid end hustruen Lovis om at sætte Ronja fri til at gå ud i verden på egen hånd, og forinden belærer han hende om skovhekse, grå dværge og Borkarøvere, som hun skal tage sig i agt for. “Og så passer du på ikke at styrte i Helvedsgabet”, sagde Mattis. Han mente den afgrund, der nu løb midt gennem Mattisborgen. “Hvad gør jeg, hvis jeg styrter i Helvedsgabet?”, spurgte Ronja. Så er du færdig med at gøre noget, sagde Mattis og gav et brøl fra sig, som havde alverdens smerte pludselig slået sig ned i hans bryst.
Den stærke røverkonge er blevet sårbar og har mærket angsten for at miste det mest dyrebare han ejer: datteren. Ronja Røverdatter er i det hele taget en kærlig far-datter-historie om to stærke viljer, der slå gnister, men kærligheden er endeløs, som forældreskab er det. Da Mattis og Ronja genforenes, efter hun er stukket af sammen med Birk, er det et tårevædet gensyn: “Mit barn”, hviskede Mattis. “Mit barn.” Derpå råbte han med høj røst: “Jeg har mit barn.” Ronja græd ned i hans skæg og spurgte hulkende: “Er jeg dit ban nu, Mattis? Er jeg virkelig dit barn igen?” Og Mattis svarede grædende: “Ja, som du altid har været, min Ronja! Mit barn, som jeg har grædt efter i nætter og dage. Åh, Gud, hvor har jeg ikke lidt!”
Emils far
I historierne om Emil er forældrene også synlige, som opdragere på en håndfast, men kærlig måde: Alma er den blide mor, der skriver dagbog om sønnens skarnsstreger, mens faderen Anton Svendsen, genialt personificeret af Allan Edwall i tv-serien, er kolerisk og straffende, men holder i bund og grund af Emil, hvilket han også viser i glimt. Han er en autoritet og patriark af den gamle skole, der rusker Emil i armen og låser ham inde i snedkerværkstedet, når han har været uartig:
“Bare til du har tænkt lidt over dine skarnstreger” plejede hans far at sige, “så du ikke gør det engang til”. Den ”forbistrede knægt” og faderen minder måske i virkeligheden ret meget om hinanden med deres fyrrige temperament, hvilket ikke ligefrem gør konflikterne mindre.
Alfons’ far
I 1972 skrev Gunilla Bergström sin første bog om Alfons Åberg, der bor alene med sin piberygende far, der som regel ses med sweater og sutsko gemt bag en avis. En mor hører man aldrig om, ej heller som et savn eller en sorg, og forfatteren husker ikke engang, hvorfor hun undlod at skrive en mor ind i historien. Sådan blev det bare. Det siger hun i et interview med Jyllands-Posten i 2017, hvor hun også fortæller, at det kun er voksne, der mangler en mor: “Det er forældrene, der undrer sig over, hvor hun er. Børnene gør ikke, de spørger aldrig efter hende. Normalt accepterer børn bare tingene, som de er, og de tænker kun på de personer, der indgår i historien, ikke dem, der IKKE er der”.
Litteraturen skal være noget andet end fagbøger, der formidler fakta, i litteraturen skal noget være overladt til fantasien, siger Gunilla Bergström: “Det vigtige må være, at et barn får lov til at undre sig. Hvor moren er, skal de, som læser bogen, selv bestemme, det er frit at fundere over. Der skal findes hemmeligheder og gåder.”
Og det er vitterlig ikke et problem i bøgerne, at der ikke er en mor. Alfons og hans godmodige og lidt distræte far har det godt sammen og får hjælp fra Faster Fiffi og en farmor, hvis der er behov for ekstra hænder.
Den fraværende far
I Kim Fupz Aakesons serie om den lille strithårede dreng Vitello er der derimod et vist savn efter den forælder, der ikke er der. Vitello bor alene med sin mor i et rækkehus, og en far er der ikke i historien. Han må faktisk næsten ikke nævnes, fordi han er en sjuft. En af bøgerne i serien hedder Vitello vil have en far, og der kan man læse denne ordveksling mellem moderen og Vitello: Mor sagde tit: “Din far var en sjuft, så er det sagt”. “Når jeg bliver stor, skal jeg også være en sjuft”, sagde Vitello. “Og gå med kniv”. “Det kan du godt glemme”, sagde Mor.
En dag er der nogen af de andre børn fra rækkehusene, der spørger, hvor Vitellos far er. Vitello, der ikke kan svare på det, får bildt dem ind, at de kan møde ham. “For pludselig syntes han det var lidt irriterende at han ikke havde nogen far der kunne vaske deres Audi og fløjte højt imens”. Vitello foreslår sin mor, at de kan invitere faderen til en omgang spaghetti en dag, men moderen er urokkelig: “Ham kan du godt glemme”. “Jeg kender ham slet ikke, sagde Vitello. “Så meget desto nemmere er det at glemme ham, sagde Mor”.
Vitello går derfor rundt i kvarteret for at finde en mand, han kan låne og kalde far, så hans venner kan se, at der findes en far. Pølsemanden, der konsekvent kalder ham “min dreng” og er lidt døv, får overbevist vennerne Max og Hasse om, at de er far og søn. “Giver han så gratis pølser?” “Ikke til alle jer fremmede rollinger”, sagde Vitello. “Kun til mig, hans elskede søn”…”Rimelig fedt at have en far med en pølsevogn”, sagde Max…”Ret rimelig fedt”, sagde drengen de kaldte Vitello, og så snakkede de ikke mere om det. Og her slutter bogen, som altså ikke vil psykologisere mere over den fraværende far eller gøre det til et dybere problem, som en pølsemand ikke kan løse.
Jans far
En af de største børnebogssuccesser salgsmæssigt gennem tiden er bøgerne om den nysgerrige og handlekraftige dreng Jan skrevet af Carlo Andersen og Knud Meister. I alt blev det til 81 bøger, der udkom fra 1942 og frem til midten af 60’erne.
Bøgerne er bygget op på næsten samme måde: Jan og hans venner skal opklare et mysterium eller drages ind en dramatisk begivenhed fx tyveri, krybskytteri og smugleri, som de ofte samarbejder med politiet om at kaste lys over. Jans far er kriminalassistent, og han er en god og klog autoritet, som repræsenterer samfundets gældende normer, og som Jan behandler med stor respekt.
Bøgerne slutter næsten altid med, at læserne sammen med Jan og hans venner får trukket den moralske essens ud af den sag, de har været igennem, enten af Jans far eller en anden autoritet. Fx her fra En Detektiv paa Fjorten, hvor Jans far højtidligt fremfører denne lære om retfærdighed:
“Forbrydere er nogle Skvat. Det ærlige Menneske, som lever sit Liv roligt og i Overensstemmelse med sin Samvittighed, er i Virkeligheden det modigste. Der skal Mod til at gøre Dagens Gerning og staa til Regnskab for, hvad man gør og siger. Forbryderne er fejge og søger at slippe for Pligterne. […] Forbrydelse betaler sig aldrig. Det er et sandt Ord. Det eneste, der gælder her i Verden, er ærligt og godt Arbejde. Alt andet er Blændværk. Husk det, Børn!”
Og i samme værk roser Jans far stilfærdigt sin søn for at bidrage til sagens opklaring: “pænt klaret”, hvilket er stort for Jan, der gerne vil behage sin far: “Naar bare det var Far, der sagde det”. Bøgerne havde et tydligt opdragende sigte, og var da også anbefalet af politiet og præster, mens visse lærere og bibliotekarer var mere forbeholdne overfor den meget didaktiske og autoritære hammer, der blev banket med.
Busters far
Buster Oregon Mortensen møder vi første gang i Bjarne Reuters bog Busters verden fra 1979, som blev filmatiseret af Bille August i 1984 med Peter Schrøder, som den arbejdsløse tryllekunstner-far. Buster bor på Håbets Alle i Brønshøj sammen lillesøsteren Ingeborg, moderen og faderen, der har lært ham at trylle og begå sig i verden: Sådan er livet – fandme ikke for tøsedrenge, som der står i en bogens kapiteloverskrifter, hvilket kunne være faderens hjemmestrikkede credo.
Faderen er lidt af en sjuft, der er glad for at gå på værtshus og for at rafle, men selvom han ikke er en voldsomt overbevisende faderfigur, når det kommer til autoritet (eller moral), så ser Buster op til ham alligevel. De er fælles om trylleriet, og faderen har lært Buster at sno sig i livet omkring Brønshøj, der består af mobberi, snobberi og lærere, der ikke tror på en social opstigen for drømmeren Buster.
Her en scene fra bogen, hvor faderen for første gang har været til forældresamtale på skolen sammen med Buster:
Nede på Brønshøj torv satte Buster og hans far sig på en bænk. Moderen lå derhjemme med migræne og ville helst have fred. Ingeborg var til spejder. Der var ikke noget at haste hjem efter. De sad et stykke tid og gættede, hvor folk skulle hen, hvad de hed, hvor gamle de var osv. osv. Men efter et kvarters tid lagde faderen armen om Buster og sagde: “Der er noget om det der med at være dygtig i skolen. Det ved du godt, ikke Buster?” Buster nikkede. Fregnerne var som sagt sprunget tidligt ud på ham i år, og det hvide hår stod ud til alle sider, fordi det ikke havde været rigtigt tørt, da de gik.
Raflekongen fra Mimerstrasse
“Er du ked af at gå i skole?” Buster så overrasket op. “Næ. Jeg kan godt lide at gå i skole”, svarede han. Faderen rystede på hovedet og smilede. Klokken var ni, men det var kun halvmørkt. Han så over på Brønshøj Kro, hvor Larsen sad parat med raflebægret. “Du Buster”, sagde han, “jeg smutter lige over til Larsen, du finder selv hjem, ikke?” Buster nikkede. Faderen rejste sig op og hev manchetterne ud over jakken, hvorpå han strøg sig forsigtigt hen over tindingerne.
“Men far, du har jo ingen penge”. Faderen smilede og holdt hænderne frem, så håndfladerne vendte ud mod Buster. “Ingenting her, ingenting der, ingenting her”, grinede han og pegede til sidst på panden. Buster lo. “Du skal regne med Buster, at du taler med Raflekongen fra Mimerstrasse”, hviskede faderen og blinkede. “Èn af dagene skal jeg lære dig et par fiffige rafletricks, men stik nu hjem med dig, og vær stille, mor sover”. Faderen halvløb over vejen. Buster lagde mærke til, at han havde gule sokker på og tænkte, at det så lækkert ud til den sorte skjorte.
Den ondeste far
Og vi slutter af med den måske ondeste far i børnelitteraturhistorien, nemlig plejefaren Barberin i Frændeløs, Hector Malots klassiker fra 1878. Barberin sælger (!) sin lille dreng Remi, der som niårig finder ud af, at han er hittebarn. Han bliver solgt til gøgleren Vitalis, som han for en tid rejser rundt med, men kastes ud i en lang række prøvelser og møder med gode og onde mennesker. En tåreperser af en bog om en stakkels dreng, der møder en uretfærdig verden hårdt og ensomt.
Med Barberin i baghovedet opfordrer vi til at kramme alle nutidens fædre, både dem, vi læser om og dem, vi kender.
Du kan også læse om de rigtig sjove børnebøger Sallys far.
Andre læste også: