Hvordan skriver man om historiske begivenheder, mens de finder sted? I 1930’ernes Berlin var en håndfuld danske korrespondenter sendt ud på en vanskelig mission, der nu bliver genfortalt i bogen Sidste nyt fra Berlin.
I 1930’ernes Berlin have danske korrespondenter til opgave at rapportere hjem til danske avislæsere om de begivenheder, som skulle vise sig at have stor historisk betydning.
Men arbejdsvilkårene var svære, den tyske propagandamaskine aggressiv, og ytringsfriheden og journalistens eget moralske kompas under pres.
Sidste nyt fra Berlin
I bogen Sidste nyt fra Berlin undersøger forskningsleder Lars-Martin Sørensen, hvad der stod i de danske aviser om de politiske omvæltninger i Hitlers Tyskland i årene frem til krigens udbrud i 1940.
Hvordan beskrev journalisterne de historiske begivenheder, som de oplevede på tætteste hold? Og hvornår opfattede de alvoren, og at der var en krig på vej, som snart kom til at inkludere Danmark?
En journalistisk balanceakt
At være korrespondent er at være historiens øjenvidne i øjeblikket – men uden eftertidens overblik og mulige efterrationaliseringer. Som reporter i 1930’ernes Berlin var det journalistiske arbejde en balanceakt klemt mellem mange hensyn og langt fra alt kunne skrives i avisen.
Lars-Martin Sørensen beskriver journalisternes konstante afvejninger således: “Misforholdet mellem, hvad de vidste, og hvad de kunne fortælle, står som en stadig kilde til både frustration og resignation.”
På den ene side var korrespondenterne presset af de tyske myndigheders nidkære overvågning, men også det danske udenrigsministerium og danske diplomater i Tyskland fungerede som tyskernes forlængede og censurerede arm. Derudover var der avisredaktionerne hjemme i Danmark, som i sidste instans bestemte, hvad der kom i avisen, og hvordan det blev præsenteret.
Negativ omtale udløste diplomatiske kriser, trusler om boykot af danske varer og sommetider direkte henvendelser fra den tyske presseattaché til avisernes avisredaktioner og bestyrelsesmedlemmer. I marts 1933 indkaldte udenrigsminister P. Munch de danske redaktører til en af hele 94 kammeratlige samtaler op gennem 30’erne, hvor ministeren appellerede til mådehold i kritikken af Hitlers Tyskland.
De muntre hagekors
Sidste nyt fra Berlin behandler især årene fra Hitlers magtovertagelse og frem til invasionen af Danmark og Norge den 9. april 1940. Lars-Martin Sørensen læser på tværs af aviserne og beskriver, hvordan de videregav de store begivenheder som vedtagelsen af jødelovene, Krystalnatten, OL i Berlin og Görings besøg i Danmark.
Bogen viser også, hvordan journalisternes egne sympatier og politiske overbevisninger kunne farve deres artikler og dermed den virkelighed, danske læsere blev præsenteret for. Især sprang Berlingskes berlinerkorrespondent Cai Schaffalitzky de Muckadell i øjnene, fordi han åbenlyst udviste stor fascination af de nye, politiske vinde i Hitler-Tyskland.
Et eksempel på dette er fra artikelserien “Aabenhjertige Breve fra Tyskland”, der er en række personlige reportager i forbindelse med en folkeafstemning i det sydlige Tyskland. Først konstaterer de Muckadell, at stemningen i Berlin er “Trist og Trykket”, men det står i kontrast til det, han fremstiller som det virkelige Tyskland:
“Anderledes ude på Landet! Her blæser der en friskere Vind, Hagekorsene ser helt muntre ud og de brune Uniformer staar bedre til en grøn Baggrund end til en snavset Murstensflade. Men først og fremmest modtager man et – næsten overvældende – Billede af, i hvilken Grad Nationalsocialismen har grebet Folket og i hvilken Grad Regeringen har grebet Magten. … Der er ikke et Hul i dette Styrkebælte, og bag dem følger i sluttet Trop Hotelværter, Butiksfolk, Gadefejere, Avismænd, Bønder, Arbejdere, Folk af alle Stænder og af begge Køn. ‘Heil’ – Raabet lyder fra dem alle og Haanden hilser det nye, der dæmrer! Det nye Samfunds Grund er derfor fast tømret, og det har en Styrke til – Styrken der hentes fra Haabet. Aldrig har jeg set Haabet saadan ligefrem skinne på Folks Ansigter, som her i Sydtyskland. Folk taler om det store, der er kommet og det endnu større, der skal komme.”
Denne glorificering af det nazistiske indtog stod han dog næsten alene med i den danske presse, der i højere grad var mere kritiske i deres beskrivelser af omvæltningerne. Hans velvillighed blev senere belønnet med det første solointerview til et dansk dagblad med Adolf Hitler, der blev bragt i Berlingske den 22. juni 1933.
Fængselsstraf for at skade landets interesser
Fra 1940 og de efterfølgende fem år under krigen blev ytringsfriheden så indskrænket, at det ikke giver megen mening at tale om journalistik, der omhandlede besættelsen og samarbejdspolitikken. I 1939 indførte den danske stat nemlig censur af udlandsnyheder, og med besættelsen af Danmark skærpedes den danske censur efter diktat fra tyskerne. I juli 1940 blev der ligefrem indført et straffetillæg for de, der fremførte direkte kritik af besættelsen eller samarbejdspolitikken. Man kunne straffes med fængsel op til et år “hvis man på skrift eller anden måde giver meddelelser, der er egnede til at skade landets interesser”.
Lars-Martin Sørensen: Sidste nyt fra Berlin
Beretningen om hvordan danske journalister dækkede de gruopvækkende begivenheder, der fandt sted under Hitlers regime fra 1933. Sidste nyt fra Berlin præsenterer et vigtigt historisk vidnesbyrd, der viser, hvor svært det er at berette om store historiske begivenheder, mens de finder sted.
Læseren får et indblik i journalisternes hverdag og arbejdsforhold, hvor det gjaldt om at holde gode miner til slet spil for overhovedet at få lov til at skrive noget som helst. I en evig slingren mellem Goebbels’ propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium forsøger de udsendte journalister alle at få deres del af sandheden.
Hvordan skriver man om historiske begivenheder, mens de finder sted? I 1930’ernes Berlin var en håndfuld danske korrespondenter sendt ud på en vanskelig mission, der nu bliver genfortalt i bogen Sidste nyt fra Berlin.
I 1930’ernes Berlin have danske korrespondenter til opgave at rapportere hjem til danske avislæsere om de begivenheder, som skulle vise sig at have stor historisk betydning.
Men arbejdsvilkårene var svære, den tyske propagandamaskine aggressiv, og ytringsfriheden og journalistens eget moralske kompas under pres.
Sidste nyt fra Berlin
I bogen Sidste nyt fra Berlin undersøger forskningsleder Lars-Martin Sørensen, hvad der stod i de danske aviser om de politiske omvæltninger i Hitlers Tyskland i årene frem til krigens udbrud i 1940.
LÆS OGSÅ: Nyhedsdækningen under Hitlers regime. Smuglæs i Sidste nyt fra Berlin
Hvordan beskrev journalisterne de historiske begivenheder, som de oplevede på tætteste hold? Og hvornår opfattede de alvoren, og at der var en krig på vej, som snart kom til at inkludere Danmark?
En journalistisk balanceakt
At være korrespondent er at være historiens øjenvidne i øjeblikket – men uden eftertidens overblik og mulige efterrationaliseringer. Som reporter i 1930’ernes Berlin var det journalistiske arbejde en balanceakt klemt mellem mange hensyn og langt fra alt kunne skrives i avisen.
Lars-Martin Sørensen beskriver journalisternes konstante afvejninger således: “Misforholdet mellem, hvad de vidste, og hvad de kunne fortælle, står som en stadig kilde til både frustration og resignation.”
På den ene side var korrespondenterne presset af de tyske myndigheders nidkære overvågning, men også det danske udenrigsministerium og danske diplomater i Tyskland fungerede som tyskernes forlængede og censurerede arm. Derudover var der avisredaktionerne hjemme i Danmark, som i sidste instans bestemte, hvad der kom i avisen, og hvordan det blev præsenteret.
Negativ omtale udløste diplomatiske kriser, trusler om boykot af danske varer og sommetider direkte henvendelser fra den tyske presseattaché til avisernes avisredaktioner og bestyrelsesmedlemmer. I marts 1933 indkaldte udenrigsminister P. Munch de danske redaktører til en af hele 94 kammeratlige samtaler op gennem 30’erne, hvor ministeren appellerede til mådehold i kritikken af Hitlers Tyskland.
De muntre hagekors
Sidste nyt fra Berlin behandler især årene fra Hitlers magtovertagelse og frem til invasionen af Danmark og Norge den 9. april 1940. Lars-Martin Sørensen læser på tværs af aviserne og beskriver, hvordan de videregav de store begivenheder som vedtagelsen af jødelovene, Krystalnatten, OL i Berlin og Görings besøg i Danmark.
Bogen viser også, hvordan journalisternes egne sympatier og politiske overbevisninger kunne farve deres artikler og dermed den virkelighed, danske læsere blev præsenteret for. Især sprang Berlingskes berlinerkorrespondent Cai Schaffalitzky de Muckadell i øjnene, fordi han åbenlyst udviste stor fascination af de nye, politiske vinde i Hitler-Tyskland.
Et eksempel på dette er fra artikelserien “Aabenhjertige Breve fra Tyskland”, der er en række personlige reportager i forbindelse med en folkeafstemning i det sydlige Tyskland. Først konstaterer de Muckadell, at stemningen i Berlin er “Trist og Trykket”, men det står i kontrast til det, han fremstiller som det virkelige Tyskland:
“Anderledes ude på Landet! Her blæser der en friskere Vind, Hagekorsene ser helt muntre ud og de brune Uniformer staar bedre til en grøn Baggrund end til en snavset Murstensflade. Men først og fremmest modtager man et – næsten overvældende – Billede af, i hvilken Grad Nationalsocialismen har grebet Folket og i hvilken Grad Regeringen har grebet Magten. … Der er ikke et Hul i dette Styrkebælte, og bag dem følger i sluttet Trop Hotelværter, Butiksfolk, Gadefejere, Avismænd, Bønder, Arbejdere, Folk af alle Stænder og af begge Køn.
‘Heil’ – Raabet lyder fra dem alle og Haanden hilser det nye, der dæmrer! Det nye Samfunds Grund er derfor fast tømret, og det har en Styrke til – Styrken der hentes fra Haabet. Aldrig har jeg set Haabet saadan ligefrem skinne på Folks Ansigter, som her i Sydtyskland. Folk taler om det store, der er kommet og det endnu større, der skal komme.”
Denne glorificering af det nazistiske indtog stod han dog næsten alene med i den danske presse, der i højere grad var mere kritiske i deres beskrivelser af omvæltningerne. Hans velvillighed blev senere belønnet med det første solointerview til et dansk dagblad med Adolf Hitler, der blev bragt i Berlingske den 22. juni 1933.
Fængselsstraf for at skade landets interesser
Fra 1940 og de efterfølgende fem år under krigen blev ytringsfriheden så indskrænket, at det ikke giver megen mening at tale om journalistik, der omhandlede besættelsen og samarbejdspolitikken. I 1939 indførte den danske stat nemlig censur af udlandsnyheder, og med besættelsen af Danmark skærpedes den danske censur efter diktat fra tyskerne. I juli 1940 blev der ligefrem indført et straffetillæg for de, der fremførte direkte kritik af besættelsen eller samarbejdspolitikken. Man kunne straffes med fængsel op til et år “hvis man på skrift eller anden måde giver meddelelser, der er egnede til at skade landets interesser”.
Lars-Martin Sørensen: Sidste nyt fra Berlin
Beretningen om hvordan danske journalister dækkede de gruopvækkende begivenheder, der fandt sted under Hitlers regime fra 1933. Sidste nyt fra Berlin præsenterer et vigtigt historisk vidnesbyrd, der viser, hvor svært det er at berette om store historiske begivenheder, mens de finder sted.
Læseren får et indblik i journalisternes hverdag og arbejdsforhold, hvor det gjaldt om at holde gode miner til slet spil for overhovedet at få lov til at skrive noget som helst. I en evig slingren mellem Goebbels’ propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium forsøger de udsendte journalister alle at få deres del af sandheden.
Du kan købe Sidste nyt fra Berlin online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: