Daniel Kehlmann er en af Tysklands bedstsælgende forfattere siden Anden Verdenskrig. Han er aktuel med romanen Lysspil, nu oversat til dansk, der maler et levende portræt af filminstruktørlegenden G. W. Pabst og af krigens nådesløse konsekvenser.
Daniel Kehlmann (1957-), tysk-østrisk forfatter, der er bosat i Berlin, er aktuel med romanen Lysspil, der i Tyskland solgte mere end 100.000 eksemplarer allerede før dens udgivelse. Flere af hans bedstsælgende romaner er oversat til adskillige sprog, og på dansk er der udkommet Tyll, Berømmelse, Jeg & Kaminski og F.
LÆS OGSÅ: Bliv klogere på Daniel Kehlmanns forrygende forfatterskab
I Lysspil sætter Kehlmann fokus på stumfilmindstruktøren GW Pabst (1885-1967), der under slutningen af Anden Verdenskrig blev sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Hans gamle kameramand skal fortælle historien om ham i et TV-program årtier efter.
LÆS OGSÅ: Daniel Kehlmann fascineret af mærkværdig migrationshistorie
Før krigen forsøgte Pabst først at flygte til Californien og få succes i Hollywood, uden den store succes. Sammen med sin familie vendte han tilbage til Europa, hvor krigen trænger sig på og fascismen hersker, hvor han modtages med åbne arme. Efter krigen kredsede Pabsts tanker sig kun om de syv ruller med filmen, som under flugten forsvandt i en rygsæk på togstationen i Wien.
Lysspil er en medrivende roman om krigen og facismens store konsekvenser på menneskelige skæbner. Læs første kapitel af romanen herunder.
LYSSPIL
Hvordan klarede man det overhovedet dengang, man stadig stod op om morgenen, igen og igen? Løftet op og drevet frem på en bred bølge af vrøvl, selv om vi jo vidste det og så det, og så meget desto værre! Men i sidste ende var det denne viden, der gjorde, at vi overlevede, mens bedre mennesker end os blev opslugt.
Heimito von Doderer
Unter schwarzen Sternen
UDENFOR
HVAD NYT ER DER PÅ EN SØNDAG
Hvorfor er jeg i denne bil?
Jeg sidder stille. Hvis man ikke bevæger sig, kommer minderne nogle gange tilbage. Men det virker ikke. Det eneste, der står fast, er, at chaufføren ryger. Bilen er fuld af tyk røg. Mine øjne brænder. Jeg har det dårligt. Manden er gråhåret, der ligger skæl på hans skuldre. Fra bakspejlet dingler et lille kors i en perlekæde.
En ting ad gangen. Chaufføren hentede mig, holdt døren for mig, og de andre så til med åbne munde, den magre Franz Krahler, den dumme fru Einzinger og så den lille mand, hvis navn jeg aldrig kan huske.
For egentlig ligner alle dagene i Sanatorium Abendruh hinanden. Under morgenmaden kører radioen, man går i parken, har ondt i ryggen, der er middag, man kigger i avisen og ærgrer sig, når fjernsynet er tændt; nogle ser det, andre sover, der er altid en eller anden, der hoster noget så gudsjammerligt. Så er klokken også allerede blevet halv fire, og aftensmaden kommer, og derefter ligger man vågen og skal på toilettet hver halve time. Nogle gange er der besøg, men aldrig til mig. Nogle gange er der én, der dør og bliver fjernet. Men de, der stadig lever, bliver almindeligvis ikke hentet af en sort bil med chauffør.
Vi holder ved et kryds, tre unge mennesker med langt hår går meget langsomt over gaden, chaufføren ruller vinduet ned og råber, at sådan nogle ballademagere som dem ville have godt af en ny krig, og da de ikke tager notits af ham, bliver han bare endnu mere rasende. Han kører videre, men skælder stadig ud.
Og nu kommer jeg i tanker om det: til fjernsynsstudiet. Men hvilket program? Jeg læner mig frem og spørger. Chaufføren vender sig om og ser på mig gennem røgskyerne, uforstående.
Jeg gentager spørgsmålet.
Han er da ligeglad, råber han. Hvorfor skulle han interessere sig for sådan noget lort!
Så siger jeg ikke mere.
Men nu kommer han op i omdrejninger. Man skal lade ham være i fred, i fred! Er det for meget at forlange?
Da vi standser foran radiohuset, har han lige akkurat gen- vundet fatningen. Han stiger ud, går rundt om bilen, åbner døren for mig. Han griber mig ved albuen, løfter mig i vejret. Det er uforskammet, men det hjælper mig faktisk til at komme ud på gaden uden at falde.
Radiohusets facade er endnu mere grå end de andre facader rundt omkring. Alle huse i Wien er nu grå, bortset fra nogle enkelte, der er mørkebrune. Det ser ud, som om hele byen er overtrukket med møg. Om vinteren er himlen stenagtig og lav, om sommeren gullig fugtig. Selv det var anderledes tidligere. Når man er gammel nok, ved man, at i denne by af affald, kulrøg og hundelort er selv vejret ikke, hvad det var engang.
Svingdøren roterer hakkende, og et kort øjeblik er jeg bange for, at min rejse vil ende her, men jeg kommer igennem, og i lobbyen er der rent faktisk én, der venter på mig; en meget tynd ung mand med et klogt ansigtsudtryk og runde brilleglas, der giver mig hånden og præsenterer sig som Rosenzweig, ansvarshavende redaktør.
”Meget fint,” siger jeg. Det gør mig altid glad, når unge mennesker er høflige. Det sker ikke så tit længere. ”Ansvarshavende for hvad?”
”For programmet.”
”Hvilket?”
Han ser på mig et par sekunder, inden han spørger: ”Hvad nyt er der på en søndag?”
”Det ved jeg ikke.”
”Programmet!”
”Hvad?”
”Det hedder programmet. Hvad nyt er der på en søndag.” Hvad taler dette menneske om?
”Vær venlig at følge med denne vej!” Han peger på en dør i den anden ende af lobbyen. Jeg følger efter ham, vi går hen ad en kort gang, og så står vi foran en paternoster, og det er virkelig ikke godt.
Den første kabine kører forbi, en anden følger, jeg er nok nødt til at gå ind i den tredje, jeg bliver bange, den kører også forbi. Kom nu, siger jeg til mig selv, du har prøvet det, der var værre. Da den fjerde kabine stiger op foran mig, lukker jeg øjnene og træder vaklende et skridt frem. Det lykkes mig at komme ind, men jeg ville være faldet, hvis han ikke havde holdt mig fast i skulderen. Godt, at han reagerede så hurtigt.
”Slip mig,” siger jeg brysk.
Udstigningen er naturligvis endnu vanskeligere. Men han ser det komme, lægger sin hånd på min ryg og giver mig et lille skub. Jeg vakler ud, han holder gudskelov fast i mig igen.
”Lad være med det!” siger jeg.
Der lugter af plastic, et eller andet sted fra lyder en brummen fra store maskiner. Vi går ned ad en gang, til højre og venstre hænger signerede fotos af grinende mennesker. Nogle af dem kender jeg: Paul Hörbiger, Maxi Böhm, Johanna Matz og Paul Alexander, som af en eller anden grund har skrevet En stor tak til mit kære, kære publikum under sin underskrift.
Den unge mand åbner en dør, som der står Maske på. Foran et sminkespejl sidder en tyk fyr med fuldskæg, en kostumier står bagved ham og bearbejder hans ansigt med en pensel. Da hun træder et skridt tilbage, springer han op så pludseligt, at jeg farer sammen, og omfavner mig. Han lugter af barbersprit og øl. Med en stemme, der er grådkvalt af lykke, spørger han: ”Hvordan har du det, Franzl?”
Jeg mumler, at jeg har det godt, hvilket egentlig aldrig er sandt, men allermindst lige netop nu. Jeg forsøger at undgå at trække vejret. Hans skæg kildrer på min kind.
”Og du?” gisper jeg.
”Åh Franzl, hvad skal jeg sige. Liesl døde for to år siden, og sagen med Wurmitzer endte ikke godt. Og jeg sagde til ham: Ferdl, det er du nødt til at gøre for gammelt venskabs skyld, men tror du, han ville høre på mig? Og du ved jo, så ville jeg hellere være blevet hos Senger, men han var ikke ærlig.”
Jeg kan ikke få luft. Hvem fanden er det? Hvem er de folk, han taler om? Endelig giver han slip på mig, tager en lodenjakke med hjortetaksknapper fra knagen i garderoben, stor som et telt, kaster den om sig, går ud.
Jeg sætter mig. Sminkøren gør sig klar til at ordne mit ansigt og spørger, hvilket sminkører altid spørger om, hvad jeg laver, og hvorfor jeg skal være med i udsendelsen. De ved det aldrig i forvejen, de kender aldrig nogen, de har aldrig undersøgt det, de spørger altid.
”Hr. Wilzek er instruktør,” siger den unge mand, der har fulgt mig herhen. Jeg ville ønske, at han havde fortalt mig sit navn, men de unge mennesker ved ikke længere, hvordan man opfører sig.
Nu spørger hun selvfølgelig, hvad det er for film, jeg har lavet, og med den samme ubehagelige fornemmelse som altid opremser jeg mine tre magre titler: Peter tanzt mit allen med Peter Alexander, Gustav und die Soldaten, også med Peter Alex- ander og med Gunther Philipp, og Der Schlück med folk, jeg ikke længere kan huske.
Og nu spørger hun selvfølgelig om Peter Alexander. Hvordan han egentlig er. Han har nemlig aldrig været hos hende i sminke- rummet, mærkeligt nok. Hun ville jo så gerne have mødt ham.
Jeg fortæller den anekdote, som jeg altid fortæller. Allerede første dag under indspilningen af Peter tanzt mit allen havde han lært sin tekst udenad. Så blev man nødt til med kort varsel at ændre i planen for optagelserne, og en ung skuespillerinde, hvis navn jeg helst ikke vil nævne, hun er i mellemtiden blevet ret kendt, havde kun lært teksten til denne dag, og så så Peter på hende og sagde: ”Min kære, det er med tekster som med heste, vil De vide hvorfor?”
I guder, mit spejlbillede! I Sanatorium Abendruh har vi ingen spejle, fordi ingen barberer sig selv; det gør sygeplejeren Zdenek hver morgen. Og derfor kommer synet uventet: Mine øjne dybt inde i hulerne, de slappe hudposer, de revnede læber, den rynkede grå hud på det skaldede hoved. Blazeren sidder skævt, fordi skuldrene ikke længere kan fylde den ud, slipset har ikke bare pletter, det er også dårligt bundet, hvilket ikke er min skyld, da det er længe siden, jeg har været i stand til at binde et slips, det har Zdenek også gjort for mig. Kan han ikke gøre sig umage? Hvor tit sker det lige, at en af os skal i fjernsynet? Jeg lukker øjnene, så jeg ikke længere er nødt til at se mig selv. Det hvisler, kold vind fra en hårspraydåse blæser over min hovedbund. Hvad skal det gøre godt for? Jeg har jo næsten ikke noget hår.
”Ja, hvorfor?” spørger kostumieren.
Hvad nu?
”’Som med heste’, sagde han, hvorfor?”
Hvad vil hun mig?
”Glem det,” siger hun efter en pause. ”Færdig”.
Jeg rejser mig, mine knæ giver efter, kostumieren og den unge mand støtter mig. ”Bare rolig,” siger han, mens han fører mig ud på gangen. På væggen hænger signerede fotos af Paul Hörbiger, Johanna Matz, Peter Alexander. Ham har jeg arbejdet med engang.
”Hr. professor Conrads vil kun spørge Dem om det, vi allerede har aftalt. De fortæller nogle af de gode, gamle historier, det kan ikke gå galt. Hr. professor Conrads stiller altid kun spørgsmål, som redaktionen har skrevet op til ham på forhånd. Og redaktionen, det er i dette tilfælde mig. Han improviserer aldrig.”
”Jeg skal på toilettet.”
Han ser på sit ur. Rosenblatt! Jeg ved ikke, hvor jeg ved det fra, men sådan hedder han. Der er noget ved det, der bekymrer mig, men jeg kan ikke lige komme på, hvad det er.
Han peger på en dør. ”Men skynd Dem venligst.”
Jeg går ind. Alt er kompliceret: Mine fingre er følelsesløse og har svært ved at finde bæltespændet og bukseknapperne, det er heller ikke ligefrem let at trække bukserne ned, og desuden sidder toiletsædet for lavt. Og så falder toiletrullen selvfølgelig også ned. Jeg bukker mig, men da jeg vil trække den til mig, ruller den længere væk og forsvinder ud under toiletdøren.
Jeg hører skridt, en eller anden går frem og tilbage, råber mit navn: ”Hr. Wilzek, vi skal i studiet!”
”Ja, ja!” råber jeg.
”Det er en direkte udsendelse!”
”Ja, straks. Straks.”
Der er allerede flere mennesker til stede. Jeg hører ophidsede stemmer. Og jeg er jo også færdig, men det er hulens svært at rejse sig op, fordi sædet er for lavt, og nu gælder det bukseknapperne og bæltespændet. Jeg ordner det hele så langsomt som nødvendigt. Hvis jeg skynder mig, bliver det blot vanskeligere.
Jeg kommer ud fra toilettet. Der står fem mænd og tre kvinder. Alle venter tilsyneladende på mig. Hvordan kan det være, at kvinder har lov til at komme herind? Er vi allerede kommet så vidt igen, er intet helligt længere? Men før jeg når at beklage mig, har de omringet mig – en støtter mig fra højre, en anden fra venstre, en tredje skubber, de lader mig ikke engang vaske hænder.
”Udsendelsen er allerede i gang,” siger en.
”Vi har rykket den anden gæst frem,” siger en anden.
”De skal ind. Så er De på direkte,” siger en tredje.
En ståldør går op, vi er i et studie. To kameraer bevæger sig lydløst gennem rummet, jeg hører projektørernes høje pibetone, mikrofoner hænger i ledninger ned fra loftet. I midten har man opbygget et lille stykke dagligstue: blomstrede tapeter med små landskabsbilleder i forgyldte rammer, en sofa, en lænestol, et bord med kaffekopper. I sofaen sidder en kæmpestor mand med skæg, han har en lodenjakke på. Ved siden af ham står en mand, som jeg kender, man kan hele tiden se ham i fjernsynet på Sanatorium Abendruh, men jeg kan ikke huske hans navn. Han er netop i færd med at synge til noget metalagtigt musik fra højttaleren, imens han kysser sine fingerspidser. En eller anden skubber mig fremad, så jeg er lige ved at falde over et kabel, man manøvrerer mig forbi kameraet, nu sidder jeg ved siden af den skæggede mand i sofaen.
Værten er holdt op med at synge, han taler om mig. På en mærkelig syngende måde siger han, at det er ham en særlig glæde at have sin kære gamle ven Franz Wilzek hos sig!
Og jeg kender ham jo slet ikke. Jeg ved, at jeg er lidt glemsom, men dette menneske har jeg virkelig aldrig mødt.
Han vender sig om og kommer hen imod mig med fremstrakte hænder. ”Kære Franzl!” Det første kamera laver en cirkelbevægelse rundt om ham, mens det andet vender sig mod mit ansigt, det røde lys springer fra det ene kamera til det andet, og på en skærm ser jeg mig selv, krampagtigt smilende, med store tåresække.
Han hedder Conrads! Pludselig kom jeg i tanker om det, Heinz Conrads, så dårlig er min hukommelse altså heller ikke. Men jeg har virkelig aldrig nogensinde mødt ham. Jeg giver ham hånden, uden at rejse mig op. Hans små griseøjne lyner rasende. Det er tydeligt, at det slet ikke passer ham at skulle bøje sig ned til mig.
Han vender sig mod kameraet og siger noget mere om mig. Samtidig læser han højt fra en stak kort, men trækker ordene ud på en så overrasket, forvirret eftertænksom måde, at man aldrig ville komme på den idé, at han ikke hvert øjeblik henter det, som han giver fra sig, fra sin egen hjerne. Instruktør, siger han, dejlige morsomme film, til stor glæde for os alle, Gustav und die Soldaten, Der Peter tanzt mit allen, har arbejdet med alle publikumsfavoritter! På skærmen ser man et klip: Peter Alexander synger, hopper og griner. Jeg nikker venligt, selv om jeg ser, at jeg ikke er i billedet, det røde lys lyser på det kamera, der filmer Heinz Conrads, skærmen viser nu igen hans dejagtige ansigt under den betonhårde hvide hårhjelm.
Og nu er det sket. Han tier og ser på mig. Lyset flytter sig, mit ansigt dukker op på skærmen. Har han spurgt mig om noget? Jeg var kun uopmærksom et øjeblik, og lige netop der skete det!
Jeg lytter til den pibende, elektrisk knitrende stilhed. Så fortæller jeg på lykke og fromme en anekdote om skuespilleren Schlück Battenberg. Den er nogenlunde morsom, og den fungerer også: Heinz Conrads kysser sine fingerspidser og udbryder: ”Henrivende!” Også det skæggede menneske ved siden af mig slår sig leende på brystet.
”Har I to kendt hinanden længe?” spørger Heinz Conrads.
”Hele livet,” siger manden, som jeg ikke kender.
De ler begge to igen. Alt i alt ser det ud til at gå godt. Mit hoved fungerer ikke, som det har gjort, men sådan en udsendelse behersker jeg stadig.
Derfor venter jeg slet ikke på det næste spørgsmål, men fortæller anekdoten om, hvordan Gunter Philipp faldt i vandet under optagelserne til Gustav und die Soldaten. Egentlig en svag historie, der er ingen pointe, den dumme fyr faldt bare i vandet, og så trak man ham op, men de griner begge to igen, og så fortæller jeg min bedste historie, glansnummeret: den unge skuespillerinde, der kun havde lært teksten til den første dag. Og hvordan Peter Alexander havde set på hende og sagt: ”Min kære, at lære tekster er som med heste! Vil De gerne vide, hvorfor?”
”Ja, ham Peter,” råber idioten ved siden af mig. ”Han er en af de helt store!”
Jeg ser hvast på ham for at vise ham, at han skal forholde sig i ro.
”Hvorfor?” spørger værten.
”Hvorfor – hvad?”
”Med hestene?”
Projektørernes piben er så skærende og alligevel så lav, at man ikke kan være sikker på, om man virkelig hører den. Det røde lys springer fra det ene kamera til det andet. Jeg følger det med mit blik og ser, hvordan mit hoved rykker frem og tilbage på den ene skærm.
”Nå ja, hvordan med hestene!” Jeg trækker luft ind for at kunne fortælle færdig.
Men der er noget galt med rytmen, historien sidder fast, den næste sætning vil ikke komme. Den næstfølgende er klar, altså springer jeg den næste over, men netop i dette øjeblik opløser den næstfølgende sig også – jeg kan stadig mærke dens kontur, og jeg har det, som om min tunge kan føle den. Men da ordene ikke tager form, begår jeg den fejl at se på skærmen.
Der er jeg, med forvirret ansigtsudtryk og åben mund. Og når man sidder sådan over for sig selv, delt i to, og ved, at alle på Sanatorium Abendruh følger med, så kommer man overhovedet ikke i tanker om noget.
Værten nikker, folder hænderne med kortene, ser op mod loftet, som om han beder, og råber: ”Henrivende! Heste!”
Manden ved siden af mig ler.
”Herligt!” råber værten.
De må være helt grønne af misundelse på plejehjemmet lige nu, især Franz Krahler og den dumme fru Einzinger. Og fordi jeg ikke kan skubbe billedet væk, jeg ser Krahler sidde bleg på sin stol og Einzinger med åben mund ved siden af, så sker det igen, og jeg går glip af det næste spørgsmål.
”Hvabehar?”
Heinz Conrads ruller med øjnene, sukker og læser op fra sit kort: ”Franz Wilzek blev jo selv først instruktør sent. Tidligere var han G.W. Pabsts assistent.”
Hvorfor taler han pludselig om mig i tredje person?
”G.W. Pabst,” forklarer han. ”En af de store instruktører. En stor mester, en stor legende, jeg har jo kendt ham, men ingen har kendt ham som du!”
På skærmen flimrer billeder: Greta Garbo i Die freudlose Gasse, Louise Brooks i Die Büchse der Pandora, Mackie Messer, der svinger med spadserestokken. Jeg rømmer mig og forklarer: ”Det er Garbo. Det var ham, der fik hende til filmen. Jeg blev først hans assistent senere. I 1941, under optagelserne til Komödianten. Vi lærte hinanden at kende på settet til … Et år tidligere. Ved en anden film. Jeg var egentlig kameraassistent.”
Nu fylder Heinz Conrads’ ansigt igen skærmen. ”På det tidspunkt var han netop vendt tilbage,” læser han fra det næste kort. ”Fra sit eksil. For igen at indspille film på tysk. Du blev hans nye assistent.”
Jeg nikker. Det er åbenbart meningen, at jeg skal sige noget mere, men hvad? Bag kameraet er en ung mand med runde briller trådt ud af mørket. Jeg har allerede set ham én gang før, men jeg kan ikke huske hvor. Jeg ved bare, at han hedder Rosenkranz.
”Fortalte han dig, hvorfor han vendte tilbage?” læser Conrads op. ”Han var allerede i Amerika. Og så var han her igen og indspillede film for…” Han holder inde og holder på sit kort, som om der er noget galt med det. Det varer kun et øjeblik, så er ansigtet tilbage i de rette folder, han fortrækker munden til sit dejagtige smil, skubber kortet om bag stakken.
”Og efter Komödianten lavede I Paracelsus,” læser han. ”Med den store Werner Krauss, en stor film, en klassiker.”
”Et mesterværk,” siger jeg.
”Hvordan var han egentlig, G.W. Pabst, han skrev jo altid sine initialer, G.W., ikke sandt, for det meste blev han også tiltalt sådan, altså hvordan var han egentlig, hvordan ville du beskrive ham?”
”Lidt for tyk.”
Heinz Conrads ler. ”Ham Franzl. Altid vittig!”
”Han ville altid tabe sig,” siger jeg. ”Han var ikke særlig høj, men temmelig rund, og på settet lo han meget, men når projektørerne blev slukket, var han ofte nærmest tom. Som et kostume, ingen har på.”
Pibelyden er blevet højere og mere skinger, pludselig er lyset næsten ikke til at holde ud længere. Jeg kan næsten ikke se værten, så blændet er jeg.
”Men når han gav en ordre, så hørte alle efter. Ingen kunne forestille sig noget andet. På nær når hans mor var der. Jeg så hende kun én gang, hun kom forbi, da vi indspillede Komödianten, han så straks ud som et barn. Et par måneder senere døde hun.” Jeg er nødt til at synke. Min hals er tør. Det er, som om sofaen under mig duver langsomt gennem rummet.
”Han havde sin egen teori om filmklipning. At et klip altid skal være begrundet af en bevægelse, så der opstår en uafbrudt strøm fra den første indstilling til den sidste. Da jeg senere selv begyndte at instruere, lagde jeg mærke til, at det i praksis næppe… ” Nej, jeg er gået for vidt, sådan kan man ikke tale her. ”Han nævnte ofte Greta Garbo,” udbryder jeg. ”Sikken smuk kvinde! Og Louise Brooks, som man næsten ikke kender i dag, men dengang var hun næsten en lige så stor stjerne som Greta Garbo. Hende opdagede han også.”
”Åh ja! De smukke kvinder!” Heinz Conrads ler lettet. Han lægger igen et kort om bagi og læser: ”Og i jeres næste film, Der Fall Molander, spillede den store Paul Wegener hovedrollen?”
”Hvilken?”
”I jeres næste film,” læser han fra kortet. ”Der Fall Molander. Der spillede Paul Wegener hovedrollen.”
”Findes ikke.”
”Paul Wegener?”
”Filmen. Findes ikke, den var planlagt, men blev aldrig indspillet.”
Et par sekunder er der stille, så siger Heinz Conrads. ”Jo, jo, her står … den er blevet indspillet. Der er bare ingen, der har set den, for den gik tabt.”
”Ikke indspillet.”
Heinz Conrads ser et eller andet sted hen bag ved kameraet. ”Altså, man har fortalt mig, at I lavede den færdig, i begyndelsen af femogfyrre i Prag. Under svære betingelser, i de sidste uger af krigen, men at materialet forsvandt.” Han ser med sammenknebne øjne på sit kort. Det er tilsyneladende det sidste. Han vender det om, kigger hjælpeløst på bagsiden.
”Ikke indspillet!” råber jeg. ”For pokker! Det passer ikke, den findes ikke! Det er en misforståelse! En løgn.”
”Hvabehar?” ”En løgn!”
Heinz Conrads ser på sit sidste kort, så på den unge mand med brillerne, så igen på kortet. ”Franzl, du må da kunne huske din film.”
”Den blev aldrig indspillet!”
Heinz Conrads rynker panden så kraftigt, at hans ansigt synes at krumme sig indad. Så møder mit blik den unge mand med brillernes. Han ser ikke på sin chef, men på mig, meget opmærksomt og direkte, med et tyndt, stift smil.
Jeg ser på tv-skærmen. Ser mig selv, der ser et eller andet sted hen – selvfølgelig, skærmen er ikke kameraet, man skal se ind i kameraet for at se sig selv fra skærmen, men så kan man jo ikke se sig selv, fordi man ser ind i kameraet, ikke på skærmen. Og nu viser skærmen, selv om den jo viser mig, samtidig noget andet, og for ikke at se det lukker jeg øjnene, men det hjælper ikke, og jeg ser dem stadig: Sort-hvide mennesker i en koncertsal. Højt oppe fra ser jeg ned på dem, som om jeg flyver, en krystallysekrone stråler, jeg sidder ved siden af kameraet på en lang krans arm, de kigger alle fremad, for de må ikke se opad.
Jeg åbner øjnene, men jeg ser det stadig, ser så tydeligt som aldrig før, sådan som vi engang så det på den lille tv-skærm, da Pabst klippede filmen ved siden af mig. Og samtidig ser jeg det ovenfra, fra den stærkt svingende kran, som jeg hænger på, mens Pabst nedefra dirigerer ved hjælp af en megafon, længere frem, drej nu til højre, til podiet, hvor skuespilleren står og spiller violin.
”Den blev ikke indspillet! Deres redaktion har ikke gjort sit arbejde godt nok! De tager fejl! Blev aldrig til noget!”
Menneskene under mig. De må ikke se opad. Hvis en af dem gjorde det, ville det ødelægge det hele. Det afgørende er, at soldaterne ikke kommer ind i synsfeltet, for scenen skal gøres færdig i dag, og så går Heinz Conrads hen imod mig: ”Kære Franzl, en stor fornøjelse, at du var her i dag, desværre er tiden gået nu!” Jeg tror, han vil slå mig, så jeg løfter hænderne op foran ansigtet, men han vender sig mod kameraet, det røde lys funkler, på skærmen er hans ansigt så stort, at næseborene ligner kratere. ”God aften, mine unge damer, siger han i et syngende tonefald, ”Servus, unge herrer, tak, kære gæster, hold jer nu sunde og raske!” Metallisk klimprende klavermu- sik fra højttalerne, det røde lys slukkes, på skærmen former hvirvlende bogstaver ordene Hvad nyt er der på en søndag med Heinz Conrads.
Det er åbenbart slut. Den unge mand med brillerne, der hele tiden ufravendt har set på mig, kommer hen til mig.
”Rulleteksten skal nu køre igennem tre gange i sin fulde længde. Vi var nødt til at stoppe før tid. Det er aldrig sket før. Det kan De være stolt af.”
Jeg håber, du snart får det bedre,” siger den skæggede mand i lodenjakken ved siden af mig. ”Det var dejligt at se dig igen, Franzl.”
”I lige måde,” siger jeg, fordi jeg ikke kan komme på andet.
”Indspillede I virkelig ikke Molander? Jeg har altid troet, at den blev færdig, men da så opstanden i Prag begyndte –”
Jeg vender mig bort og rækker min arm ud for at lade den unge mand forstå, at han skal hjælpe mig op. Jeg kommer pludselig i tanker om hans navn, han hedder Rosenkranz, og af en eller anden grund bryder jeg mig ikke om det. Han hjælper mig, og med små skridt går vi hen til døren.
Men Heinz Conrads spærrer vejen for os. Hans ansigt er fortrukket i vrede.
”På gensyn, kære Heinzi,” siger jeg.
”Kryb ned i dit lortehul og krepér.”
Jeg stirrer på ham. Et øjeblik tror jeg, jeg har hørt galt. ”Og du?” siger han til den unge mand. ”Hvorfor inviterer du sådan en gammel nar ind i mit program! For senil i sin lortehjerne, og så står jeg der med mine spørgsmål, du kan pakke dine ting og fise af, jeg vil ikke se dig igen!”
”Meget gerne,” siger Rosenkranz.
”Hold kæft. Det gider jeg slet ikke høre på, fis af!” ”Gerne,” siger Rosenkranz igen. Vi går rundt om Heinz Conrads, der er bleg af raseri. Jeg går med halvt lukkede øjne, jeg hører, at en tung dør går op og i. ”Jeg har villet stoppe i månedsvis,” siger Rosenkranz. ”Men bare at sige op, det kan enhver, tænkte jeg. Man må finde på noget bedre.”
Jeg føler mig svag. Udsendelsen har alligevel udmattet mig, ikke kun mine hænder, også mine arme og skuldre ryster. Hvad er der egentlig sket? Jeg har allerede svært ved at huske det. Først fortalte jeg historier, alt gik godt, så faldt talen naturligvis på Pabst, ham bliver jeg altid spurgt om, og så blev det hele noget rod. Jeg blev irriteret, måske råbte jeg endda, og jeg kom i tanker om optagelserne til Molander, men det kan egentlig ikke passe, for Molander fik vi ikke indspillet.
”Og så sagde chefen, godt, lad os bare invitere ham, og så skrev jeg spørgsmålene op for ham, som altid.” Han tier et øjeblik, så siger han: ”Min far var med.”
”Deres far?”
”Blandt statisterne. I koncertsalen … i hal syv, i atelieret i Barrandov, da De optog Der Fall Molander.”
”Hvor er toilettet?”
Jeg er nødt til standse. Gulvet gynger; det er, som om jeg falder forover. Men han har ikke ret, filmen blev aldrig indspillet. Det ved jeg, fordi jeg var med. Jeg var med, da vi ikke indspillede filmen. Jeg husker tydeligt, at det ikke skete. Jeg rømmer mig, jeg vil forklare ham det.
”Jeg har søgt overalt,” siger han. ”Der findes ingen kopi. Negativet er gået tabt. De er formentlig den eneste, der har set rullerne. Ud over Pabst selvfølgelig. Men Pabst er død.”
Jeg tager fat i håndtaget til toiletdøren og går ind. Et kort øjeblik frygter jeg, at han vil følge efter mig, men heldigvis bliver han udenfor.
Døren går i. Alt er besværligt, tøjet nægter at adlyde. De følelsesløse fingre kan ikke håndtere bukseknapperne, kummen sidder for lavt. Først da jeg sidder ned, går det op for mig, at toiletrullen ligger på gulvet – jeg trækker i den, men den vikler sig bare mere og mere ud, alt er så besværligt. Jeg har ondt i albuen, min ryg er stiv, mine knæ er så svage og usikre, at jeg har svært ved at rejse mig. Man burde dø ung. Da jeg var barn, kom dr. Sämann altid, når jeg var syg. Hans kølige hånd på min pande. ”Er vi syge?” sagde han altid, ”har vi feber?” og jeg tænkte, hvorfor siger han vi, han har jo ikke feber, det er kun mig, der har det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om ham nu, det er flere årtier siden, jeg sidst tænkte på ham.
Da jeg kommer ud, venter en ung mand med briller. Hans frisure er i uorden, hans øjne er blodsprængte, som om han har grædt. Sandsynligvis alkoholiker. De unge mennesker nu om dage har ingen rygrad.
”Hvad er der med Dem?”
“Jeg kom til at tænke på min far.”
”Viser De mig vej til sporvognen?”
Han tager sine briller af, tager dem på igen og siger lavmælt, nej, ikke en sporvogn, jeg bliver kørt i bil.
Vi går gennem en lang gang. Fra væggene griner skuespilleransigter. Nogle af dem har jeg indspillet med. Dér er for eksempel Peter Alexander.
”Han var virkelig professionel,” siger jeg. ”Peter! Man tror, det er løgn. Kan hele teksten, allerede når optagelserne begyn- der. En ung skuespillerinde, jeg vil ikke røbe, hvad hun hedder, fordi hun i mellemtiden –”
”Det er fint!” siger han brysk.
Jeg tier såret.
Og her, som om det ikke var nok, en paternoster! På en eller anden måde vakler jeg ind i kabinen; jeg er lige ved at falde, men han støtter mig. Værten, det husker jeg stadig, var den berømte Heinz Conrads. De bliver så misundelige på Sanatorium Abendruh, over at jeg har været gæst hos den berømte Heinz Conrads, mens det for alle de andre blot var endnu en uendelig søndag formiddag med dårlig morgenmad.
Kan det være, at udsendelsen ikke gik så godt? Jeg husker ophidselse, dumme spørgsmål, der var problemer, nogen fornærmede mig; eller jeg fornærmede nogen, en af delene. Naturligvis blev der også talt om Pabst, det siger sig selv, alle spørger om ham, min egen karriere som instruktør var latterlig, det nytter ikke at pynte på kendsgerningerne. Det eneste, der er vigtigt ved mig: at jeg engang var hans assistent.
Den unge mand skubber mig ud af paternosteren, holder fast i mig igen. Vi går tværs gennem lobbyen. Her er endnu en svingdør. Glasvæggene roterer, spejlinger gennemtrænger hinanden, jeg skubber mig fremad og står på gaden. Jeg burde snart lægge mig.
Ved vejkanten holder tre biler parkeret, der står Österreichischer Rundfunk på dem alle. Manden, hvad er det nu, han hedder? åbner døren til den forreste og hjælper mig med at stige ind.
”Min far overlevede,” siger han. ”Hvis det skulle interessere Dem.”
”Det glæder mig.” Hvad er det nu med hans far?
Han ser mærkværdig ud, hans øjne er opspilede, vilde og samtidig på en eller anden måde fulde af medlidenhed. Han ser næsten vanvittig ud. Han åbner munden, men så ryster han på hovedet og lukker bare døren. De unge mennesker kan ikke finde ud af at opføre sig ordentligt i dag.
Bilen sætter i gang. På bagsædet ligger en glemt udgave af Volksstimme: Forbundskansleren bag en talerpult ser alvorligt og truende på en gruppe mænd i jakkesæt. Dødsstød til kraftværket Zwentendorf, lyder overskriften.
”Hvilket program var De med i?” spørger chaufføren. ”Heinz Conrads.”
”Det ser min kone altid. Han er en rigtig gentleman, siger hun. Sådan en mand fra gamle dage. Fra dengang Wien stadig var Wien!”
”Og hvad er Wien nu?”
Han svarer ikke.
Jeg forsøger at huske. Noget er sket, men hvad? Det begynder at regne. Vanddråber trækker svungne linjer over ruden.
”Så De med?” spørger jeg.
”Hvordan skulle jeg kunne det!” siger han med det syngende tonefald, man bruger overfor børn og gamle mennesker. ”Jeg sidder jo hele dagen i bilen. Enten kører jeg, eller også venter jeg på, at nogen stiger ind. Jeg kan først se fjernsyn om aftenen. Men min kone har helt sikkert set det.”
Udenfor slår mennesker paraplyer op. Jeg støtter hovedet mod den kølige rude. Jeg kan næsten ikke vente, til jeg kommer tilbage. På plejehjemmet er alle sikkert grønne af misundelse.
Daniel Kehlmann: Lysspil
”Et stort værk om moralske svigt” – Zeit Literaturbeilage
LYSSPIL er Kehlmans store roman om de enorme menneskelige omkostninger, som krigen og fascismen havde for Europa. Et trekantsdrama med ulykkelig forelskelse, og en søn som omvendes til fuldtonet nazist.
Før Anden Verdenskrig forsøger den store stumfilmsinstruktør GW Pabst uden held at få succes i Hollywood, og sammen med sin familie vender han snart tilbage til det Europa, som han flygtede fra, hvor fascismen hersker og krigen nu står for døren. Her modtages han med åbne arme – og under slutningen af krigen bliver Pabst sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Mens kameraerne ruller, rykker fronten tættere og tættere på.
Daniel Kehlmann er en af Tysklands bedstsælgende forfattere siden Anden Verdenskrig. Han er aktuel med romanen Lysspil, nu oversat til dansk, der maler et levende portræt af filminstruktørlegenden G. W. Pabst og af krigens nådesløse konsekvenser.
Daniel Kehlmann (1957-), tysk-østrisk forfatter, der er bosat i Berlin, er aktuel med romanen Lysspil, der i Tyskland solgte mere end 100.000 eksemplarer allerede før dens udgivelse. Flere af hans bedstsælgende romaner er oversat til adskillige sprog, og på dansk er der udkommet Tyll, Berømmelse, Jeg & Kaminski og F.
LÆS OGSÅ: Bliv klogere på Daniel Kehlmanns forrygende forfatterskab
I Lysspil sætter Kehlmann fokus på stumfilmindstruktøren GW Pabst (1885-1967), der under slutningen af Anden Verdenskrig blev sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Hans gamle kameramand skal fortælle historien om ham i et TV-program årtier efter.
LÆS OGSÅ: Daniel Kehlmann fascineret af mærkværdig migrationshistorie
Før krigen forsøgte Pabst først at flygte til Californien og få succes i Hollywood, uden den store succes. Sammen med sin familie vendte han tilbage til Europa, hvor krigen trænger sig på og fascismen hersker, hvor han modtages med åbne arme. Efter krigen kredsede Pabsts tanker sig kun om de syv ruller med filmen, som under flugten forsvandt i en rygsæk på togstationen i Wien.
Lysspil er en medrivende roman om krigen og facismens store konsekvenser på menneskelige skæbner. Læs første kapitel af romanen herunder.
LYSSPIL
Hvordan klarede man det overhovedet dengang, man stadig stod op om morgenen, igen og igen? Løftet op og drevet frem på en bred bølge af vrøvl, selv om vi jo vidste det og så det, og så meget desto værre! Men i sidste ende var det denne viden, der gjorde, at vi overlevede, mens bedre mennesker end os blev opslugt.
Heimito von Doderer
Unter schwarzen Sternen
UDENFOR
HVAD NYT ER DER PÅ EN SØNDAG
Hvorfor er jeg i denne bil?
Jeg sidder stille. Hvis man ikke bevæger sig, kommer minderne nogle gange tilbage. Men det virker ikke. Det eneste, der står fast, er, at chaufføren ryger. Bilen er fuld af tyk røg. Mine øjne brænder. Jeg har det dårligt. Manden er gråhåret, der ligger skæl på hans skuldre. Fra bakspejlet dingler et lille kors i en perlekæde.
En ting ad gangen. Chaufføren hentede mig, holdt døren for mig, og de andre så til med åbne munde, den magre Franz Krahler, den dumme fru Einzinger og så den lille mand, hvis navn jeg aldrig kan huske.
For egentlig ligner alle dagene i Sanatorium Abendruh hinanden. Under morgenmaden kører radioen, man går i parken, har ondt i ryggen, der er middag, man kigger i avisen og ærgrer sig, når fjernsynet er tændt; nogle ser det, andre sover, der er altid en eller anden, der hoster noget så gudsjammerligt. Så er klokken også allerede blevet halv fire, og aftensmaden kommer, og derefter ligger man vågen og skal på toilettet hver halve time. Nogle gange er der besøg, men aldrig til mig. Nogle gange er der én, der dør og bliver fjernet. Men de, der stadig lever, bliver almindeligvis ikke hentet af en sort bil med chauffør.
Vi holder ved et kryds, tre unge mennesker med langt hår går meget langsomt over gaden, chaufføren ruller vinduet ned og råber, at sådan nogle ballademagere som dem ville have godt af en ny krig, og da de ikke tager notits af ham, bliver han bare endnu mere rasende. Han kører videre, men skælder stadig ud.
Og nu kommer jeg i tanker om det: til fjernsynsstudiet. Men hvilket program? Jeg læner mig frem og spørger. Chaufføren vender sig om og ser på mig gennem røgskyerne, uforstående.
Jeg gentager spørgsmålet.
Han er da ligeglad, råber han. Hvorfor skulle han interessere sig for sådan noget lort!
Så siger jeg ikke mere.
Men nu kommer han op i omdrejninger. Man skal lade ham være i fred, i fred! Er det for meget at forlange?
Da vi standser foran radiohuset, har han lige akkurat gen- vundet fatningen. Han stiger ud, går rundt om bilen, åbner døren for mig. Han griber mig ved albuen, løfter mig i vejret. Det er uforskammet, men det hjælper mig faktisk til at komme ud på gaden uden at falde.
Radiohusets facade er endnu mere grå end de andre facader rundt omkring. Alle huse i Wien er nu grå, bortset fra nogle enkelte, der er mørkebrune. Det ser ud, som om hele byen er overtrukket med møg. Om vinteren er himlen stenagtig og lav, om sommeren gullig fugtig. Selv det var anderledes tidligere. Når man er gammel nok, ved man, at i denne by af affald, kulrøg og hundelort er selv vejret ikke, hvad det var engang.
Svingdøren roterer hakkende, og et kort øjeblik er jeg bange for, at min rejse vil ende her, men jeg kommer igennem, og i lobbyen er der rent faktisk én, der venter på mig; en meget tynd ung mand med et klogt ansigtsudtryk og runde brilleglas, der giver mig hånden og præsenterer sig som Rosenzweig, ansvarshavende redaktør.
”Meget fint,” siger jeg. Det gør mig altid glad, når unge mennesker er høflige. Det sker ikke så tit længere. ”Ansvarshavende for hvad?”
”For programmet.”
”Hvilket?”
Han ser på mig et par sekunder, inden han spørger: ”Hvad nyt er der på en søndag?”
”Det ved jeg ikke.”
”Programmet!”
”Hvad?”
”Det hedder programmet. Hvad nyt er der på en søndag.” Hvad taler dette menneske om?
”Vær venlig at følge med denne vej!” Han peger på en dør i den anden ende af lobbyen. Jeg følger efter ham, vi går hen ad en kort gang, og så står vi foran en paternoster, og det er virkelig ikke godt.
Den første kabine kører forbi, en anden følger, jeg er nok nødt til at gå ind i den tredje, jeg bliver bange, den kører også forbi. Kom nu, siger jeg til mig selv, du har prøvet det, der var værre. Da den fjerde kabine stiger op foran mig, lukker jeg øjnene og træder vaklende et skridt frem. Det lykkes mig at komme ind, men jeg ville være faldet, hvis han ikke havde holdt mig fast i skulderen. Godt, at han reagerede så hurtigt.
”Slip mig,” siger jeg brysk.
Udstigningen er naturligvis endnu vanskeligere. Men han ser det komme, lægger sin hånd på min ryg og giver mig et lille skub. Jeg vakler ud, han holder gudskelov fast i mig igen.
”Lad være med det!” siger jeg.
Der lugter af plastic, et eller andet sted fra lyder en brummen fra store maskiner. Vi går ned ad en gang, til højre og venstre hænger signerede fotos af grinende mennesker. Nogle af dem kender jeg: Paul Hörbiger, Maxi Böhm, Johanna Matz og Paul Alexander, som af en eller anden grund har skrevet En stor tak til mit kære, kære publikum under sin underskrift.
Den unge mand åbner en dør, som der står Maske på. Foran et sminkespejl sidder en tyk fyr med fuldskæg, en kostumier står bagved ham og bearbejder hans ansigt med en pensel. Da hun træder et skridt tilbage, springer han op så pludseligt, at jeg farer sammen, og omfavner mig. Han lugter af barbersprit og øl. Med en stemme, der er grådkvalt af lykke, spørger han: ”Hvordan har du det, Franzl?”
Jeg mumler, at jeg har det godt, hvilket egentlig aldrig er sandt, men allermindst lige netop nu. Jeg forsøger at undgå at trække vejret. Hans skæg kildrer på min kind.
”Og du?” gisper jeg.
”Åh Franzl, hvad skal jeg sige. Liesl døde for to år siden, og sagen med Wurmitzer endte ikke godt. Og jeg sagde til ham: Ferdl, det er du nødt til at gøre for gammelt venskabs skyld, men tror du, han ville høre på mig? Og du ved jo, så ville jeg hellere være blevet hos Senger, men han var ikke ærlig.”
Jeg kan ikke få luft. Hvem fanden er det? Hvem er de folk, han taler om? Endelig giver han slip på mig, tager en lodenjakke med hjortetaksknapper fra knagen i garderoben, stor som et telt, kaster den om sig, går ud.
Jeg sætter mig. Sminkøren gør sig klar til at ordne mit ansigt og spørger, hvilket sminkører altid spørger om, hvad jeg laver, og hvorfor jeg skal være med i udsendelsen. De ved det aldrig i forvejen, de kender aldrig nogen, de har aldrig undersøgt det, de spørger altid.
”Hr. Wilzek er instruktør,” siger den unge mand, der har fulgt mig herhen. Jeg ville ønske, at han havde fortalt mig sit navn, men de unge mennesker ved ikke længere, hvordan man opfører sig.
Nu spørger hun selvfølgelig, hvad det er for film, jeg har lavet, og med den samme ubehagelige fornemmelse som altid opremser jeg mine tre magre titler: Peter tanzt mit allen med Peter Alexander, Gustav und die Soldaten, også med Peter Alex- ander og med Gunther Philipp, og Der Schlück med folk, jeg ikke længere kan huske.
Og nu spørger hun selvfølgelig om Peter Alexander. Hvordan han egentlig er. Han har nemlig aldrig været hos hende i sminke- rummet, mærkeligt nok. Hun ville jo så gerne have mødt ham.
Jeg fortæller den anekdote, som jeg altid fortæller. Allerede første dag under indspilningen af Peter tanzt mit allen havde han lært sin tekst udenad. Så blev man nødt til med kort varsel at ændre i planen for optagelserne, og en ung skuespillerinde, hvis navn jeg helst ikke vil nævne, hun er i mellemtiden blevet ret kendt, havde kun lært teksten til denne dag, og så så Peter på hende og sagde: ”Min kære, det er med tekster som med heste, vil De vide hvorfor?”
I guder, mit spejlbillede! I Sanatorium Abendruh har vi ingen spejle, fordi ingen barberer sig selv; det gør sygeplejeren Zdenek hver morgen. Og derfor kommer synet uventet: Mine øjne dybt inde i hulerne, de slappe hudposer, de revnede læber, den rynkede grå hud på det skaldede hoved. Blazeren sidder skævt, fordi skuldrene ikke længere kan fylde den ud, slipset har ikke bare pletter, det er også dårligt bundet, hvilket ikke er min skyld, da det er længe siden, jeg har været i stand til at binde et slips, det har Zdenek også gjort for mig. Kan han ikke gøre sig umage? Hvor tit sker det lige, at en af os skal i fjernsynet? Jeg lukker øjnene, så jeg ikke længere er nødt til at se mig selv. Det hvisler, kold vind fra en hårspraydåse blæser over min hovedbund. Hvad skal det gøre godt for? Jeg har jo næsten ikke noget hår.
”Ja, hvorfor?” spørger kostumieren.
Hvad nu?
”’Som med heste’, sagde han, hvorfor?”
Hvad vil hun mig?
”Glem det,” siger hun efter en pause. ”Færdig”.
Jeg rejser mig, mine knæ giver efter, kostumieren og den unge mand støtter mig. ”Bare rolig,” siger han, mens han fører mig ud på gangen. På væggen hænger signerede fotos af Paul Hörbiger, Johanna Matz, Peter Alexander. Ham har jeg arbejdet med engang.
”Hr. professor Conrads vil kun spørge Dem om det, vi allerede har aftalt. De fortæller nogle af de gode, gamle historier, det kan ikke gå galt. Hr. professor Conrads stiller altid kun spørgsmål, som redaktionen har skrevet op til ham på forhånd. Og redaktionen, det er i dette tilfælde mig. Han improviserer aldrig.”
”Jeg skal på toilettet.”
Han ser på sit ur. Rosenblatt! Jeg ved ikke, hvor jeg ved det fra, men sådan hedder han. Der er noget ved det, der bekymrer mig, men jeg kan ikke lige komme på, hvad det er.
Han peger på en dør. ”Men skynd Dem venligst.”
Jeg går ind. Alt er kompliceret: Mine fingre er følelsesløse og har svært ved at finde bæltespændet og bukseknapperne, det er heller ikke ligefrem let at trække bukserne ned, og desuden sidder toiletsædet for lavt. Og så falder toiletrullen selvfølgelig også ned. Jeg bukker mig, men da jeg vil trække den til mig, ruller den længere væk og forsvinder ud under toiletdøren.
Jeg hører skridt, en eller anden går frem og tilbage, råber mit navn: ”Hr. Wilzek, vi skal i studiet!”
”Ja, ja!” råber jeg.
”Det er en direkte udsendelse!”
”Ja, straks. Straks.”
Der er allerede flere mennesker til stede. Jeg hører ophidsede stemmer. Og jeg er jo også færdig, men det er hulens svært at rejse sig op, fordi sædet er for lavt, og nu gælder det bukseknapperne og bæltespændet. Jeg ordner det hele så langsomt som nødvendigt. Hvis jeg skynder mig, bliver det blot vanskeligere.
Jeg kommer ud fra toilettet. Der står fem mænd og tre kvinder. Alle venter tilsyneladende på mig. Hvordan kan det være, at kvinder har lov til at komme herind? Er vi allerede kommet så vidt igen, er intet helligt længere? Men før jeg når at beklage mig, har de omringet mig – en støtter mig fra højre, en anden fra venstre, en tredje skubber, de lader mig ikke engang vaske hænder.
”Udsendelsen er allerede i gang,” siger en.
”Vi har rykket den anden gæst frem,” siger en anden.
”De skal ind. Så er De på direkte,” siger en tredje.
En ståldør går op, vi er i et studie. To kameraer bevæger sig lydløst gennem rummet, jeg hører projektørernes høje pibetone, mikrofoner hænger i ledninger ned fra loftet. I midten har man opbygget et lille stykke dagligstue: blomstrede tapeter med små landskabsbilleder i forgyldte rammer, en sofa, en lænestol, et bord med kaffekopper. I sofaen sidder en kæmpestor mand med skæg, han har en lodenjakke på. Ved siden af ham står en mand, som jeg kender, man kan hele tiden se ham i fjernsynet på Sanatorium Abendruh, men jeg kan ikke huske hans navn. Han er netop i færd med at synge til noget metalagtigt musik fra højttaleren, imens han kysser sine fingerspidser. En eller anden skubber mig fremad, så jeg er lige ved at falde over et kabel, man manøvrerer mig forbi kameraet, nu sidder jeg ved siden af den skæggede mand i sofaen.
Værten er holdt op med at synge, han taler om mig. På en mærkelig syngende måde siger han, at det er ham en særlig glæde at have sin kære gamle ven Franz Wilzek hos sig!
Og jeg kender ham jo slet ikke. Jeg ved, at jeg er lidt glemsom, men dette menneske har jeg virkelig aldrig mødt.
Han vender sig om og kommer hen imod mig med fremstrakte hænder. ”Kære Franzl!” Det første kamera laver en cirkelbevægelse rundt om ham, mens det andet vender sig mod mit ansigt, det røde lys springer fra det ene kamera til det andet, og på en skærm ser jeg mig selv, krampagtigt smilende, med store tåresække.
Han hedder Conrads! Pludselig kom jeg i tanker om det, Heinz Conrads, så dårlig er min hukommelse altså heller ikke. Men jeg har virkelig aldrig nogensinde mødt ham. Jeg giver ham hånden, uden at rejse mig op. Hans små griseøjne lyner rasende. Det er tydeligt, at det slet ikke passer ham at skulle bøje sig ned til mig.
Han vender sig mod kameraet og siger noget mere om mig. Samtidig læser han højt fra en stak kort, men trækker ordene ud på en så overrasket, forvirret eftertænksom måde, at man aldrig ville komme på den idé, at han ikke hvert øjeblik henter det, som han giver fra sig, fra sin egen hjerne. Instruktør, siger han, dejlige morsomme film, til stor glæde for os alle, Gustav und die Soldaten, Der Peter tanzt mit allen, har arbejdet med alle publikumsfavoritter! På skærmen ser man et klip: Peter Alexander synger, hopper og griner. Jeg nikker venligt, selv om jeg ser, at jeg ikke er i billedet, det røde lys lyser på det kamera, der filmer Heinz Conrads, skærmen viser nu igen hans dejagtige ansigt under den betonhårde hvide hårhjelm.
Og nu er det sket. Han tier og ser på mig. Lyset flytter sig, mit ansigt dukker op på skærmen. Har han spurgt mig om noget? Jeg var kun uopmærksom et øjeblik, og lige netop der skete det!
Jeg lytter til den pibende, elektrisk knitrende stilhed. Så fortæller jeg på lykke og fromme en anekdote om skuespilleren Schlück Battenberg. Den er nogenlunde morsom, og den fungerer også: Heinz Conrads kysser sine fingerspidser og udbryder: ”Henrivende!” Også det skæggede menneske ved siden af mig slår sig leende på brystet.
”Har I to kendt hinanden længe?” spørger Heinz Conrads.
”Hele livet,” siger manden, som jeg ikke kender.
De ler begge to igen. Alt i alt ser det ud til at gå godt. Mit hoved fungerer ikke, som det har gjort, men sådan en udsendelse behersker jeg stadig.
Derfor venter jeg slet ikke på det næste spørgsmål, men fortæller anekdoten om, hvordan Gunter Philipp faldt i vandet under optagelserne til Gustav und die Soldaten. Egentlig en svag historie, der er ingen pointe, den dumme fyr faldt bare i vandet, og så trak man ham op, men de griner begge to igen, og så fortæller jeg min bedste historie, glansnummeret: den unge skuespillerinde, der kun havde lært teksten til den første dag. Og hvordan Peter Alexander havde set på hende og sagt: ”Min kære, at lære tekster er som med heste! Vil De gerne vide, hvorfor?”
”Ja, ham Peter,” råber idioten ved siden af mig. ”Han er en af de helt store!”
Jeg ser hvast på ham for at vise ham, at han skal forholde sig i ro.
”Hvorfor?” spørger værten.
”Hvorfor – hvad?”
”Med hestene?”
Projektørernes piben er så skærende og alligevel så lav, at man ikke kan være sikker på, om man virkelig hører den. Det røde lys springer fra det ene kamera til det andet. Jeg følger det med mit blik og ser, hvordan mit hoved rykker frem og tilbage på den ene skærm.
”Nå ja, hvordan med hestene!” Jeg trækker luft ind for at kunne fortælle færdig.
Men der er noget galt med rytmen, historien sidder fast, den næste sætning vil ikke komme. Den næstfølgende er klar, altså springer jeg den næste over, men netop i dette øjeblik opløser den næstfølgende sig også – jeg kan stadig mærke dens kontur, og jeg har det, som om min tunge kan føle den. Men da ordene ikke tager form, begår jeg den fejl at se på skærmen.
Der er jeg, med forvirret ansigtsudtryk og åben mund. Og når man sidder sådan over for sig selv, delt i to, og ved, at alle på Sanatorium Abendruh følger med, så kommer man overhovedet ikke i tanker om noget.
Værten nikker, folder hænderne med kortene, ser op mod loftet, som om han beder, og råber: ”Henrivende! Heste!”
Manden ved siden af mig ler.
”Herligt!” råber værten.
De må være helt grønne af misundelse på plejehjemmet lige nu, især Franz Krahler og den dumme fru Einzinger. Og fordi jeg ikke kan skubbe billedet væk, jeg ser Krahler sidde bleg på sin stol og Einzinger med åben mund ved siden af, så sker det igen, og jeg går glip af det næste spørgsmål.
”Hvabehar?”
Heinz Conrads ruller med øjnene, sukker og læser op fra sit kort: ”Franz Wilzek blev jo selv først instruktør sent. Tidligere var han G.W. Pabsts assistent.”
Hvorfor taler han pludselig om mig i tredje person?
”G.W. Pabst,” forklarer han. ”En af de store instruktører. En stor mester, en stor legende, jeg har jo kendt ham, men ingen har kendt ham som du!”
På skærmen flimrer billeder: Greta Garbo i Die freudlose Gasse, Louise Brooks i Die Büchse der Pandora, Mackie Messer, der svinger med spadserestokken. Jeg rømmer mig og forklarer: ”Det er Garbo. Det var ham, der fik hende til filmen. Jeg blev først hans assistent senere. I 1941, under optagelserne til Komödianten. Vi lærte hinanden at kende på settet til … Et år tidligere. Ved en anden film. Jeg var egentlig kameraassistent.”
Nu fylder Heinz Conrads’ ansigt igen skærmen. ”På det tidspunkt var han netop vendt tilbage,” læser han fra det næste kort. ”Fra sit eksil. For igen at indspille film på tysk. Du blev hans nye assistent.”
Jeg nikker. Det er åbenbart meningen, at jeg skal sige noget mere, men hvad? Bag kameraet er en ung mand med runde briller trådt ud af mørket. Jeg har allerede set ham én gang før, men jeg kan ikke huske hvor. Jeg ved bare, at han hedder Rosenkranz.
”Fortalte han dig, hvorfor han vendte tilbage?” læser Conrads op. ”Han var allerede i Amerika. Og så var han her igen og indspillede film for…” Han holder inde og holder på sit kort, som om der er noget galt med det. Det varer kun et øjeblik, så er ansigtet tilbage i de rette folder, han fortrækker munden til sit dejagtige smil, skubber kortet om bag stakken.
”Og efter Komödianten lavede I Paracelsus,” læser han. ”Med den store Werner Krauss, en stor film, en klassiker.”
”Et mesterværk,” siger jeg.
”Hvordan var han egentlig, G.W. Pabst, han skrev jo altid sine initialer, G.W., ikke sandt, for det meste blev han også tiltalt sådan, altså hvordan var han egentlig, hvordan ville du beskrive ham?”
”Lidt for tyk.”
Heinz Conrads ler. ”Ham Franzl. Altid vittig!”
”Han ville altid tabe sig,” siger jeg. ”Han var ikke særlig høj, men temmelig rund, og på settet lo han meget, men når projektørerne blev slukket, var han ofte nærmest tom. Som et kostume, ingen har på.”
Pibelyden er blevet højere og mere skinger, pludselig er lyset næsten ikke til at holde ud længere. Jeg kan næsten ikke se værten, så blændet er jeg.
”Men når han gav en ordre, så hørte alle efter. Ingen kunne forestille sig noget andet. På nær når hans mor var der. Jeg så hende kun én gang, hun kom forbi, da vi indspillede Komödianten, han så straks ud som et barn. Et par måneder senere døde hun.” Jeg er nødt til at synke. Min hals er tør. Det er, som om sofaen under mig duver langsomt gennem rummet.
”Han havde sin egen teori om filmklipning. At et klip altid skal være begrundet af en bevægelse, så der opstår en uafbrudt strøm fra den første indstilling til den sidste. Da jeg senere selv begyndte at instruere, lagde jeg mærke til, at det i praksis næppe… ” Nej, jeg er gået for vidt, sådan kan man ikke tale her. ”Han nævnte ofte Greta Garbo,” udbryder jeg. ”Sikken smuk kvinde! Og Louise Brooks, som man næsten ikke kender i dag, men dengang var hun næsten en lige så stor stjerne som Greta Garbo. Hende opdagede han også.”
”Åh ja! De smukke kvinder!” Heinz Conrads ler lettet. Han lægger igen et kort om bagi og læser: ”Og i jeres næste film, Der Fall Molander, spillede den store Paul Wegener hovedrollen?”
”Hvilken?”
”I jeres næste film,” læser han fra kortet. ”Der Fall Molander. Der spillede Paul Wegener hovedrollen.”
”Findes ikke.”
”Paul Wegener?”
”Filmen. Findes ikke, den var planlagt, men blev aldrig indspillet.”
Et par sekunder er der stille, så siger Heinz Conrads. ”Jo, jo, her står … den er blevet indspillet. Der er bare ingen, der har set den, for den gik tabt.”
”Ikke indspillet.”
Heinz Conrads ser et eller andet sted hen bag ved kameraet. ”Altså, man har fortalt mig, at I lavede den færdig, i begyndelsen af femogfyrre i Prag. Under svære betingelser, i de sidste uger af krigen, men at materialet forsvandt.” Han ser med sammenknebne øjne på sit kort. Det er tilsyneladende det sidste. Han vender det om, kigger hjælpeløst på bagsiden.
”Ikke indspillet!” råber jeg. ”For pokker! Det passer ikke, den findes ikke! Det er en misforståelse! En løgn.”
”Hvabehar?” ”En løgn!”
Heinz Conrads ser på sit sidste kort, så på den unge mand med brillerne, så igen på kortet. ”Franzl, du må da kunne huske din film.”
”Den blev aldrig indspillet!”
Heinz Conrads rynker panden så kraftigt, at hans ansigt synes at krumme sig indad. Så møder mit blik den unge mand med brillernes. Han ser ikke på sin chef, men på mig, meget opmærksomt og direkte, med et tyndt, stift smil.
Jeg ser på tv-skærmen. Ser mig selv, der ser et eller andet sted hen – selvfølgelig, skærmen er ikke kameraet, man skal se ind i kameraet for at se sig selv fra skærmen, men så kan man jo ikke se sig selv, fordi man ser ind i kameraet, ikke på skærmen. Og nu viser skærmen, selv om den jo viser mig, samtidig noget andet, og for ikke at se det lukker jeg øjnene, men det hjælper ikke, og jeg ser dem stadig: Sort-hvide mennesker i en koncertsal. Højt oppe fra ser jeg ned på dem, som om jeg flyver, en krystallysekrone stråler, jeg sidder ved siden af kameraet på en lang krans arm, de kigger alle fremad, for de må ikke se opad.
Jeg åbner øjnene, men jeg ser det stadig, ser så tydeligt som aldrig før, sådan som vi engang så det på den lille tv-skærm, da Pabst klippede filmen ved siden af mig. Og samtidig ser jeg det ovenfra, fra den stærkt svingende kran, som jeg hænger på, mens Pabst nedefra dirigerer ved hjælp af en megafon, længere frem, drej nu til højre, til podiet, hvor skuespilleren står og spiller violin.
”Den blev ikke indspillet! Deres redaktion har ikke gjort sit arbejde godt nok! De tager fejl! Blev aldrig til noget!”
Menneskene under mig. De må ikke se opad. Hvis en af dem gjorde det, ville det ødelægge det hele. Det afgørende er, at soldaterne ikke kommer ind i synsfeltet, for scenen skal gøres færdig i dag, og så går Heinz Conrads hen imod mig: ”Kære Franzl, en stor fornøjelse, at du var her i dag, desværre er tiden gået nu!” Jeg tror, han vil slå mig, så jeg løfter hænderne op foran ansigtet, men han vender sig mod kameraet, det røde lys funkler, på skærmen er hans ansigt så stort, at næseborene ligner kratere. ”God aften, mine unge damer, siger han i et syngende tonefald, ”Servus, unge herrer, tak, kære gæster, hold jer nu sunde og raske!” Metallisk klimprende klavermu- sik fra højttalerne, det røde lys slukkes, på skærmen former hvirvlende bogstaver ordene Hvad nyt er der på en søndag med Heinz Conrads.
Det er åbenbart slut. Den unge mand med brillerne, der hele tiden ufravendt har set på mig, kommer hen til mig.
”Rulleteksten skal nu køre igennem tre gange i sin fulde længde. Vi var nødt til at stoppe før tid. Det er aldrig sket før. Det kan De være stolt af.”
Jeg håber, du snart får det bedre,” siger den skæggede mand i lodenjakken ved siden af mig. ”Det var dejligt at se dig igen, Franzl.”
”I lige måde,” siger jeg, fordi jeg ikke kan komme på andet.
”Indspillede I virkelig ikke Molander? Jeg har altid troet, at den blev færdig, men da så opstanden i Prag begyndte –”
Jeg vender mig bort og rækker min arm ud for at lade den unge mand forstå, at han skal hjælpe mig op. Jeg kommer pludselig i tanker om hans navn, han hedder Rosenkranz, og af en eller anden grund bryder jeg mig ikke om det. Han hjælper mig, og med små skridt går vi hen til døren.
Men Heinz Conrads spærrer vejen for os. Hans ansigt er fortrukket i vrede.
”På gensyn, kære Heinzi,” siger jeg.
”Kryb ned i dit lortehul og krepér.”
Jeg stirrer på ham. Et øjeblik tror jeg, jeg har hørt galt. ”Og du?” siger han til den unge mand. ”Hvorfor inviterer du sådan en gammel nar ind i mit program! For senil i sin lortehjerne, og så står jeg der med mine spørgsmål, du kan pakke dine ting og fise af, jeg vil ikke se dig igen!”
”Meget gerne,” siger Rosenkranz.
”Hold kæft. Det gider jeg slet ikke høre på, fis af!” ”Gerne,” siger Rosenkranz igen. Vi går rundt om Heinz Conrads, der er bleg af raseri. Jeg går med halvt lukkede øjne, jeg hører, at en tung dør går op og i. ”Jeg har villet stoppe i månedsvis,” siger Rosenkranz. ”Men bare at sige op, det kan enhver, tænkte jeg. Man må finde på noget bedre.”
Jeg føler mig svag. Udsendelsen har alligevel udmattet mig, ikke kun mine hænder, også mine arme og skuldre ryster. Hvad er der egentlig sket? Jeg har allerede svært ved at huske det. Først fortalte jeg historier, alt gik godt, så faldt talen naturligvis på Pabst, ham bliver jeg altid spurgt om, og så blev det hele noget rod. Jeg blev irriteret, måske råbte jeg endda, og jeg kom i tanker om optagelserne til Molander, men det kan egentlig ikke passe, for Molander fik vi ikke indspillet.
”Og så sagde chefen, godt, lad os bare invitere ham, og så skrev jeg spørgsmålene op for ham, som altid.” Han tier et øjeblik, så siger han: ”Min far var med.”
”Deres far?”
”Blandt statisterne. I koncertsalen … i hal syv, i atelieret i Barrandov, da De optog Der Fall Molander.”
”Hvor er toilettet?”
Jeg er nødt til standse. Gulvet gynger; det er, som om jeg falder forover. Men han har ikke ret, filmen blev aldrig indspillet. Det ved jeg, fordi jeg var med. Jeg var med, da vi ikke indspillede filmen. Jeg husker tydeligt, at det ikke skete. Jeg rømmer mig, jeg vil forklare ham det.
”Jeg har søgt overalt,” siger han. ”Der findes ingen kopi. Negativet er gået tabt. De er formentlig den eneste, der har set rullerne. Ud over Pabst selvfølgelig. Men Pabst er død.”
Jeg tager fat i håndtaget til toiletdøren og går ind. Et kort øjeblik frygter jeg, at han vil følge efter mig, men heldigvis bliver han udenfor.
Døren går i. Alt er besværligt, tøjet nægter at adlyde. De følelsesløse fingre kan ikke håndtere bukseknapperne, kummen sidder for lavt. Først da jeg sidder ned, går det op for mig, at toiletrullen ligger på gulvet – jeg trækker i den, men den vikler sig bare mere og mere ud, alt er så besværligt. Jeg har ondt i albuen, min ryg er stiv, mine knæ er så svage og usikre, at jeg har svært ved at rejse mig. Man burde dø ung. Da jeg var barn, kom dr. Sämann altid, når jeg var syg. Hans kølige hånd på min pande. ”Er vi syge?” sagde han altid, ”har vi feber?” og jeg tænkte, hvorfor siger han vi, han har jo ikke feber, det er kun mig, der har det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om ham nu, det er flere årtier siden, jeg sidst tænkte på ham.
Da jeg kommer ud, venter en ung mand med briller. Hans frisure er i uorden, hans øjne er blodsprængte, som om han har grædt. Sandsynligvis alkoholiker. De unge mennesker nu om dage har ingen rygrad.
”Hvad er der med Dem?”
“Jeg kom til at tænke på min far.”
”Viser De mig vej til sporvognen?”
Han tager sine briller af, tager dem på igen og siger lavmælt, nej, ikke en sporvogn, jeg bliver kørt i bil.
Vi går gennem en lang gang. Fra væggene griner skuespilleransigter. Nogle af dem har jeg indspillet med. Dér er for eksempel Peter Alexander.
”Han var virkelig professionel,” siger jeg. ”Peter! Man tror, det er løgn. Kan hele teksten, allerede når optagelserne begyn- der. En ung skuespillerinde, jeg vil ikke røbe, hvad hun hedder, fordi hun i mellemtiden –”
”Det er fint!” siger han brysk.
Jeg tier såret.
Og her, som om det ikke var nok, en paternoster! På en eller anden måde vakler jeg ind i kabinen; jeg er lige ved at falde, men han støtter mig. Værten, det husker jeg stadig, var den berømte Heinz Conrads. De bliver så misundelige på Sanatorium Abendruh, over at jeg har været gæst hos den berømte Heinz Conrads, mens det for alle de andre blot var endnu en uendelig søndag formiddag med dårlig morgenmad.
Kan det være, at udsendelsen ikke gik så godt? Jeg husker ophidselse, dumme spørgsmål, der var problemer, nogen fornærmede mig; eller jeg fornærmede nogen, en af delene. Naturligvis blev der også talt om Pabst, det siger sig selv, alle spørger om ham, min egen karriere som instruktør var latterlig, det nytter ikke at pynte på kendsgerningerne. Det eneste, der er vigtigt ved mig: at jeg engang var hans assistent.
Den unge mand skubber mig ud af paternosteren, holder fast i mig igen. Vi går tværs gennem lobbyen. Her er endnu en svingdør. Glasvæggene roterer, spejlinger gennemtrænger hinanden, jeg skubber mig fremad og står på gaden. Jeg burde snart lægge mig.
Ved vejkanten holder tre biler parkeret, der står Österreichischer Rundfunk på dem alle. Manden, hvad er det nu, han hedder? åbner døren til den forreste og hjælper mig med at stige ind.
”Min far overlevede,” siger han. ”Hvis det skulle interessere Dem.”
”Det glæder mig.” Hvad er det nu med hans far?
Han ser mærkværdig ud, hans øjne er opspilede, vilde og samtidig på en eller anden måde fulde af medlidenhed. Han ser næsten vanvittig ud. Han åbner munden, men så ryster han på hovedet og lukker bare døren. De unge mennesker kan ikke finde ud af at opføre sig ordentligt i dag.
Bilen sætter i gang. På bagsædet ligger en glemt udgave af Volksstimme: Forbundskansleren bag en talerpult ser alvorligt og truende på en gruppe mænd i jakkesæt. Dødsstød til kraftværket Zwentendorf, lyder overskriften.
”Hvilket program var De med i?” spørger chaufføren. ”Heinz Conrads.”
”Det ser min kone altid. Han er en rigtig gentleman, siger hun. Sådan en mand fra gamle dage. Fra dengang Wien stadig var Wien!”
”Og hvad er Wien nu?”
Han svarer ikke.
Jeg forsøger at huske. Noget er sket, men hvad? Det begynder at regne. Vanddråber trækker svungne linjer over ruden.
”Så De med?” spørger jeg.
”Hvordan skulle jeg kunne det!” siger han med det syngende tonefald, man bruger overfor børn og gamle mennesker. ”Jeg sidder jo hele dagen i bilen. Enten kører jeg, eller også venter jeg på, at nogen stiger ind. Jeg kan først se fjernsyn om aftenen. Men min kone har helt sikkert set det.”
Udenfor slår mennesker paraplyer op. Jeg støtter hovedet mod den kølige rude. Jeg kan næsten ikke vente, til jeg kommer tilbage. På plejehjemmet er alle sikkert grønne af misundelse.
Daniel Kehlmann: Lysspil
”Et stort værk om moralske svigt” – Zeit Literaturbeilage
LYSSPIL er Kehlmans store roman om de enorme menneskelige omkostninger, som krigen og fascismen havde for Europa. Et trekantsdrama med ulykkelig forelskelse, og en søn som omvendes til fuldtonet nazist.
Før Anden Verdenskrig forsøger den store stumfilmsinstruktør GW Pabst uden held at få succes i Hollywood, og sammen med sin familie vender han snart tilbage til det Europa, som han flygtede fra, hvor fascismen hersker og krigen nu står for døren. Her modtages han med åbne arme – og under slutningen af krigen bliver Pabst sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Mens kameraerne ruller, rykker fronten tættere og tættere på.
Du kan købe Lysspil online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: