På rejse med en overlever. Jesper Clemmensen om mødet med den 95-årige Jan Rocek

Jesper Clemmensens bog Afhopperne er den utrolige historie om at overleve nazisternes uhyrligheder i Auschwitz, blive fanget bag Jerntæppet i Prag og til sidst undslippe kommunismen via Danmark. Her fortæller forfatteren om mødet med 95-årige Jan Rocek.

Af Jesper Clemmensen

Da jeg skulle interviewe Jan Rocek for første gang i januar 2019, gik jeg til opgaven med en vis forsigtighed. Jeg vidste, at han sagtens kunne og ville fortælle om sine forældre og sin søster, som blev myrdet i Auschwitz, men jeg vejede alligevel hvert et ord. Det var trods alt første gang jeg sad overfor en Holocaustoverlever.

Forsigtigheden kunne jeg have sparet mig. Jan er ekstremt åben og på den måde blev vores første og de senere møder enormt givende. Men det var – uanset, hvor åben Jan er – svært at finde de rette ord at reagere med, da han genfortalte sin historie fra årene omkring 2. Verdenskrig. Om at være en ganske almindelig dreng fra en ganske almindelig middelklassefamilie, der pludselig blev splittet ad og udstødt af det store fællesskab, da nazisterne gik ind i Prag i marts 1939. Om at skulle bære den gule davidstjerne og mærke mange venner forsvinde eller undgå én. Hårdest var det selvfølgelig at høre om deportationen til Theresienstadt og den efterfølgende transport mod øst og opholdet i Auschwitz-Birkenau. For slet ikke at tale om hans tid som slavearbejder i Det Tredje Riges sidste måneder.

Grænseoverskridende

Det er også der, hvor der nærmest opstår en frygt i mig – for hvordan kan man yde hans fortælling retfærdighed, kan man gøre det ordentligt, er det mon godt nok, det jeg gengiver? Jeg er gået journalistisk til opgaven og har selvfølgelig til tider skullet spørge ind til detaljerne i hans fortælling og skullet efterprøve dem, og det kan faktisk synes lidt grænseoverskridende, når man sidder overfor et menneske, der har oplevet helvede på jord og mistet sine allernærmeste. Men Jan Rocek har svaret tålmodigt – og næsten smerteligt enkelt og konkret.

På samme tid har han insisteret på at huske på og fortælle om de lyse stunder. Om kærligheden og sammenholdet under nazisternes herredømme. Den del af hans fortælling har i virkeligheden gjort et ligeså stort indtryk på mig, som historierne om alle rædslerne. For Jan var det måske kærligheden, som gjorde, at han kom videre som et helt menneske. Med den overkom han ondskaben.

I september måned 2019 vendte Jan Rocek og familien tilbage til Europa for at få sat fire såkaldte Stolpersteine i jorden i Prag. Små mindesten i brostenstørrelse over de familiemedlemmer, som de mistede i Holocaust. Jeg deltog i den bevægende ceremoni, og det var meningen, at jeg efterfølgende skulle besøge koncentrationslejrene Theresienstadt og Auschwitz på min rejse mod Danmark.

Tilbage til Theresienstadt

Jan tilbød dog pludselig at tage med for at vise mig Theresienstadt. Det hverken kunne eller ville jeg sige nej til. Den eftermiddag blev ganske særlig. I fire timer vandrede jeg rundt sammen med ham, hans søn Martin og et af børnebørnene. Det var langtfra Jans første besøg, for han har været der fem gange tidligere.

Jeg forventede jo nok en sørgmodig omgang, men turen rundt i resterne af nazisternes såkaldte ghetto nord for Prag blev meget andet end det. Selvfølgelig udpegede Jan stedet, hvor folk stod i kø for at få lidt af den ringe suppe, jeg hørte om den konstante sult, om døden og de elendige boligforhold, men turen rundt afspejlede også de blandede følelser Jan har med hensyn til lejren.

LÆS OGSÅ: Afhopperne – om to familiers dramatiske flugt til Danmark. Smuglæs i bogen her

For ham var Theresienstadt nemlig også stedet, hvor han mødte sit livs kærlighed. Og stedet, hvor han mødte fremtrædende og inspirerende jødiske kunstnere, der introducerede ham for filosofi, teater og litteratur. På den måde blev meget af vores rundtur en snak om gode stunder midt i den værste elendighed og frygt. Om at søge og finde lyset i mørket.

Jeg fik vist bygningen, hvor han mødte sin Eva, ”Rum 127”, hvor han og en række andre unge mænd dannede et tæt fællesskab, og Jan tog mig til stedet ved voldene, hvor han kyssede Eva for første gang. Det var en underlig fornemmelse at grine og smile sig igennem hans fortællinger – i netop de rammer – men også enormt livsbekræftende og tankevækkende.

Vi endte ved ”Hamborgkasernen”, hvor Jan pegede ned på asfalten. Der, hvor togskinnerne engang gik. Derfra, hvor han selv og titusinder af andre jøder blev gennet ind i godstogene mod Auschwitz. På det sted så han sin far for sidste gang, da han kom for at kysse sin søn farvel, inden turen til helvede i efteråret 1944. Moderen og lillesøsteren havde Jan sagt farvel til kort forinden. Heller ikke dem så han nogensinde igen.

Auschwitz alene

På vores vej ud, sagde Jan Rocek: »Jeg tog matematiktimer her, og der fandtes bøger, som Eva og jeg læste sammen. Ja, i al elendigheden er der faktisk nogle gode minder herfra. Det er der selvfølgelig overhovedet ikke fra Auschwitz. Det sted har jeg ingen interesse i at skulle besøge. Jeg har ikke brug for at se det sted, hvor mine forældre og min søster blev myrdet. Og hvorfra jeg selv kun med nød og næppe undslap.« Herefter kørte jeg Jan og hans familie tilbage til Prag. Auschwitz måtte jeg tage til uden ham. Og det kunne jeg godt forstå.

Det har været en barsk, men i høj grad også perspektivrig rejse, jeg har foretaget sammen med Jan Rocek. Hans positive syn og mod på livet, på trods af alt det han har været igennem, kan ikke undgå at gøre indtryk og inspirere. Hans fortælling vil være mig en evig påmindelse om at kæmpe for demokratiske værdier – og sørge for at få noget ud af livet, mens vi er her.

---

Jesper Clemmensen: Afhopperne

---