Afhopperne er en dramatisk fortælling om at overleve Auschwitz, se det meste af sin familie blive udslettet, blive fanget bag Jerntæppet og selv søge friheden med en dristig og hårrejsende flugt fra Prag og op gennem Østtyskland.
Den anmelderroste journalist og forfatter Jesper Clemmensen står bag den nye historiske bog Afhopperne – en dokumentarisk fortælling, som er blevet til gennem interviews med hovedpersonerne fra dengang, samt et omfangsrigt arkivarbejde i Danmark, USA, Tyskland og flere østeuropæiske lande.
Her kan du læse et uddrag fra Afhopperne. Bogen kan købes online på f.eks. Saxo.com eller hos din lokale boghandler fra d. 20. marts 2020.
Året før I slutningen af maj 1959 sejlede en delegation af danske rejsearrangører til Rostock. Invitationen kom fra de østtyske myndigheder, som bød på en slags orienteringstur, der skulle friste gæsterne til at sende turister sydpå til DDR, og allerhelst til Rostock og Warnemünde. Danskerne blev budt på middag på et af de store østersøhoteller og fik lov til at kigge ind i det nye lyntog »Neptun«, der kunne bringe rejsende videre fra Rostock til Berlin.
For østtyskerne var det vigtigt at tiltrække skandinaviske turister, men ikke kun af økonomiske årsager. Turister fra nord kunne have den fordel for den østtyske regering, at NATO-landet Danmark blev tvunget i retning af en hyppigere og mere officiel kontakt med DDR. Regeringen i Østberlin arbejdede hårdt for international anerkendelse.
Det statsejede østtyske rederi Weisse Flotte – den hvide flåde – skulle fra juni måned besejle ruten mellem Warnemünde og Gedser, som den østtyske stat havde etableret udenom et formelt samarbejde med Danmark. Fra Gedser var det så østtyskernes plan at få danske turister med retur til DDR.
De danske rejsearrangørers besøg udgjorde en slags jomfrutur, som formentlig kunne være endt bedre, end tilfældet blev. Lolland-Falster Stiftstidende skrev efter hjemkomsten: »Sejladsen fra Gedser til Warnemünde, der sætter ind den 18. juni skal foregå med »Seebad Ahlbeck«, der ville gøre sig udmærket paa Furesøen eller paa Himmelbjergsøerne.
I hvert fald viste prøvesejladsen med al ønskelig tydelighed, at »Seebad Ahlbeck« ikke er egnet til Østersøen, når bølgerne går lidt højt. Faktisk kan hjemturen til Gedser bedst karakteriseres som 600 store spring – 4 i minuttet – fra bølgetop til bølgetop.«
Den ukomfortable afslutning på den østtyske charmeoffensiv understregede meget passende, at langtfra alt var problemfrit med den nye østersørute. Alligevel afsejlede »Seebad Ahlbeck« i juni 1959 sin første ordinære tur fra Warnemünde til Gedser med en konflikt i lasten, der skulle give danske og østtyske hovedbrud.
Skibet havde lodspligt, indtil man kunne være sikker på, at den østtyske kaptajn Mohr og hans kollegaer kendte alle forhold udenfor og inde i havnen. Gedsers lods, Peter Hermansen, var derfor en af de første danskere ombord. Han blev også en af de ganske få.
Det stod hurtigt klart, at ruten ikke tegnede til at blive nogen succes, når det handlede om at tiltrække vestlige turister til DDR. Til gengæld stod østtyskere i kø i Warnemünde for at løse billet til en tur mod vestlig havn. Og heri lå konflikten. Eller rettere sagt, konflikten satte ind, når turistskibet anløb Gedser.
Hver gang »østtyskeren« lagde til langs kulkajen, opstod der en mærkværdig situation. Med landgangen nede kunne man normalt forvente at se mennesker gå i land, men i Gedser var det modsatte tilfældet. De mange passagerer på »Seebad Ahlbeck« blev ombord. Skulder mod skulder stod de på soldækket eller i skibets salon, hvorfra de måtte nøjes med at kigge ind på Danmark.
Kun den østtyske kaptajn Mohr satte fødderne på land – det skete, når han skulle betale havnepenge, underskrive toldpapirer eller drøfte sejladsen med lods Hermansen. Situationen i Gedser var ganske usædvanlig.
»Seebad Ahlbeck« i Gedser. De østtyske passagerer havde ikke mulighed for at gå i land. På kajen ventede ofte vesttyske slægtninge med gaver, penge og breve.
Opholdet i vestlig havn åbnede mulighed for at hilse på nogle af de familiemedlemmer, man havde været afskåret fra at se, siden Tyskland var blevet delt og landegrænsen på østsiden forstærket med en spærrezone med miner, pigtråd, vagttårne og soldater. Særligt i weekenden rejste mange vesttyskere med færgen fra Grossenbrode i Holsten til Falster, så de kunne stå klar, når turistskibet fra DDR anløb med pårørende morgen og eftermiddag.
I Gedser var der opstået et lille hul i Jerntæppet. Det blev da også hurtigt tilen nyhedsføljeton. Både danske og vesttyske aviser rapporterede inden længe fra Danmarks sydligste by. Det socialdemokratiske dagblad på Lolland-Falster, Ny Dag, noterede, at den tydeligste og sørgeligste konsekvens af Den Kolde Krig nu også var blevet et dansk anliggende:
»Det er det samme, som foregår – fuldt legalt – langs ‘Jerntæppet’ i Tyskland, hvor der ligefrem er specielle tidspunkter, hvor der er givet tilladelse til, at slægtninge fra begge sider af ‘tæppet’ kan mødes – med pigtråden imellem sig. Specielt i de sidste dage har mange vesttyskere gjort turen til Gedser, for at de fra kajen har kunnet tale med deres pårørende ombord på ‘Seebad Ahlbeck’.
En ung tysker fra Hamborg, der for tre år siden ‘hoppede af’, gjorde i sidste uge den lange tur til Gedser, for at han der kunne komme til at tale med sin far, der stadig bor i Østtyskland. Faderen sejlede med på flere ture, så far og søn i få dage havde mulighed for at ses dagligt.«
Fra kajen udvekslede de vesttyske besøgende hilsner, breve og gaver med de østtyske passagerer. En af dem, som nåede at rejse med »Seebad Ahlbeck«, var en ung østtysk kvinde ved navn Edith Rabe. Ved ankomsten til Gedser skrev hun en seddel og kastede den ind på land – en bøn om at skaffe hende nogle postkort fra den ukendte verden, som ironisk nok lå for fødderne af hende, lige på den anden side af skibets lønning.
Hun skrev senere sin oplevelse af turen ned: »Jeg er ikke den eneste, som på den måde forsøger at skabe kontakt til folkene på kajen. Men den munterhed, jeg føler, bliver til en tristhed, jo længere tid jeg kigger ind mod de promenerende. Der er en masse tyske turister iblandt.
Vi taler det samme sprog, og alligevel har vi ikke de samme muligheder. De spadserer rundt på land, men vi skal blive ombord. Jeg når ikke at tænke meget mere over det, før vores skib lægger fra. Et sidste vink og råb mod land, inden den danske kyst ganske langsomt forsvinder ud af syne.«
Det var uundgåeligt, at spørgsmålet snart måtte dukke op i pressen: Hvorfor i alverden kunne de østtyske passagerer ikke få lov til at gå i land i Gedser, mens skibet lå til kaj – ligesom i Trelleborg? Svaret var bestemt ikke enkelt, og alt efter hvem man spurgte, kom det også i to vidt forskellige versioner. Fra officiel dansk side så det sådan her ud: En østtysk turist skulle kunne fremvise et rejsepas og et visum.
To dokumenter, som en borger i DDR havde svært ved at fremskaffe. De østtyske myndigheder udstedte kun sjældent almindelige rejsepas til landets borgere, al den stund at regimet i forvejen kæmpede med at holde befolkningen indenfor landets grænser.
Hvad angik visum, så skulle et sådant udstedes af det land, man ønskede adgang til, og da Danmark ikke anerkendte DDR, fandtes der intet dansk kontor i landet, hvor en østtysk borger kunne søge. Den eneste mulighed var at opsøge den danske militærmission i Vestberlin, som havde bemyndigelse til at udstede visum.
Østtyskernes vej til Vestberlin var dog ingen nem vej – det kunne lade sig gøre, men rejsen var forbundet med stort besvær. For slet ikke at tale om, hvad det ville kræve for en person fra Rostockområdet at rejse til Berlin og skulle krydse bygrænsen.
Spørgsmålet blev så, hvorfor Danmark ikke bare åbnede for østtyske borgere uden de nødvendige papirer. Her var svaret, at en sådan beslutning skulle tages af de danske myndigheder, og gav man tilladelsen, ville det kunne tolkes i retning af en officiel anerkendelse af det, som Danmark kaldte for Østtyskland.
Og med det relativt nye NATO-medlemskab var den danske holdning klar: Det østlige Tyskland var stadig at betragte som besat af Sovjetunionen og styret fra Moskva. Altså kunne Danmark ikke, som det neutrale Sverige gjorde i Trelleborg, udstede særlige, korte besøgsvisa. Med et almindeligt rejsepas og visum var alle dog velkomne.
Udefra forekom den danske indstilling noget stivnakket og ugæstfri. For dem, som lå på ideologisk linje med magthaverne i Moskva, blev sagen fra Gedser således en foræring i propagandaarbejdet. Kommunisterne, der altid hørte for, at Jerntæppet var en konstruktion, som Sovjetunionen og vasalstaterne benyttede til at spærre sine befolkninger inde, kunne nu skyde tilbage mod Vesten.
Land og Folk – de danske kommunisters partiorgan med redaktionslokaler i Dronningens Tværgade i København – skrev den 28. august 1959, at »B&Ws arbejdere kræver det danske jerntæppe ved Gedser hævet nu«.
Avisen kunne fortælle, at værftsarbejdernes stærke fællesklub på Refshaleøen i København var trådt sammen til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde dagen forinden. Anledning var »Seebad Ahlbeck«, og dagsordenen handlede om at vedtage en henstilling til den danske regering om at sørge for en »normalisering« i forholdet til DDR.
Både Land og Folk og de kommunistiske tillidsmænd på værftet ønskede en officiel dansk anerkendelse af DDR, og den danske regering kunne passende begynde med at lempe på indrejsereglerne for de østtyske turister på »Seebad Ahlbeck«, lød opfordringen.
Man kritiserede de danske myndigheder for ikke at ville give gæsterne sydfra lov til at gå i land i Gedser. Det burde være muligt – også uden visum og rejsepas – mente tillidsmændenes fællesklub på B&W. Avisen skrev ikke, at anledningen til kritikken fra tillidsmændene i virkeligheden var den, at en østtysk partikammerat kort forinden var blevet nægtet adgang til Danmark, fordi han ikke havde skaffet det rigtige visum.
Dagbladet Information, der stort set boede dør om dør med Land og Folk i København, gik i rette med sine naboer. Chefredaktøren var på det tidspunkt den tidligere borgerlige modstandsmand Hans Edvard Teglers, der efter besættelsen havde markeret sig som optændt antikommunist. Teglers havde også været tilknyttet den private efterretningstjeneste “Firmaet”, der stod bag aflytningen af næstformanden i Danmarks Kommunistiske Parti.
Hans avis svarede nu Land og Folk, at »Kommunisterne opfinder et jerntæppe ved Gedser.« Information kunne ud fra et »mellemfolkeligt synspunkt« støtte, at østtyskerne burde have adgang til Danmark, men kritikken var rettet mod de forkerte, skrev avisen:
»Hverken Land og Folk eller arbejderne på B&W rører ved et problem, som set i den sammenhæng er langt vigtigere – nemlig den »menige« østtyskers mulighed for overhovedet at rejse til Danmark eller andre vestlige lande […] De østtyskere, som ikke har regeringens bevågenhed på en positiv måde, skal nemlig ikke alene ansøge om lov til at rejse ind i andre lande, men skal også have tilladelse til at rejse ud af deres eget.
Og det er langtfra en tilladelse, der gives til alle og enhver […] Hvis B&W-arbejderne og Land og Folk ønsker ’mere åbenhed folkene og landene imellem’, skal kritikken i dette tilfælde ikke rettes mod ‘Jerntæppet i Gedser’ – som dog kan gennemtrænges af alle, som har tålmodighed til at vente på militærmissionens behandling af ansøgningerne –, men derimod mod regeringskontorerne i Østberlin, som i første række hindrer et normalt rejseliv. Det ventes dog ikke, at en sådan kritik vil blive rejst.« Her ramte Information en øm tå hos redaktionen i nabobygningen.
Spørgsmålet var nemlig, om almindelige østtyske passagerer overhovedet kunne få udstedt et rejsepas af deres egne myndigheder, hvis de ønskede det. Noget, som Information også påpegede i en ironisk tone: »Hvis Land og Folk hermed vil hævde, at alle østtyskere frit kan udrejse af deres eget land uden først at spørge myndighederne om lov, er det noget ganske nyt.«
Sagen var formentlig den, at styret i Østberlin kunne drage politisk nytte af en trafikrute mellem Warnemünde og Gedser, men ikke af deres egne borgeres muligheder for at betræde vestlig grund.
Den østtyske diktator, stalinisten Walter Ulbricht, var allerede langt i sine tanker om en hermetisk lukning af hullerne i den tyske del af Jerntæppet, og hans regering var formentlig klar over, at Gedser – ligesom grænsen i Berlin – risikerede at blive en vej ind i Vesten for mange af de DDR-borgere, som ville væk for bestandig.
Selvom DDR-myndighedernes danske støtter altså hævdede, at man ønskede indrejse til Danmark for de østtyske turister, handlede det mere om at presse på for en anerkendelse af DDR, eller i hvert fald at mærke en officiel tilnærmelse. På trods af mange skriverier om det modsatte kom der aldrig nogen særlig aftale om besøgsvisum i stand mellem DDR og Danmark. De østtyske turister måtte fortsat opleve Danmark fra et sted inde på skibet. Det kom også til at gælde i den kommende sæson.
April 1960 For de østtyske myndigheder blev optakten til sommersejladsens anden sæson en blandet fornøjelse. Den 7. april åbnede man et østtysk turistkontor i København, hvor danskerne kunne hente inspiration til rejser i DDR og søge om visum, der ikke kun gjaldt korte dagsbesøg i Rostock og Warnemünde. Åbningen af kontoret, der med direktør Mühlners ord også demonstrerede en østtysk villighed til »etablering af normale, fredelige forbindelser med alle lande«, blev omtalt i mange danske aviser.
Man havde dog fra østtysk side formentlig ønsket sig en lidt anden timing. Samme dag udspillede der sig nemlig et drama på Bornholm, da tre 17-årige østtyske fiskere hoppede af fra en DDR-trawler i Rønne og lod kaptajnen alene tilbage.
Det statslige fiskerikollektiv i DDR måtte nødtvungent sende medarbejderforstærkning til Bornholm, så trawleren kunne vende hjem til havnen i østtyske Wismar. Den nyhed endte spalte om spalte med historien om det østtyske turistkontor i København, der skulle promovere herlighederne i DDR. En opgave, der tilsyneladende stadig havde sine udfordringer.
Da »Seebad Ahlbeck« to en halv måned senere sejlede sæsonens første tur til Gedser, kunne Børsen rapportere om en begrænset dansk interesse for DDR: »Der var nok 150 østtyske turister med ombord, men de kunne ikke gå i land […] og da skibet returnerede fra Gedser ved 10.30-tiden, var der kun 2-3 rejsende med sydpå. Derimod var der mødt flere vesttyske turister op på kajen for at hilse på østtyske slægtninge, der havde benyttet chancen for at se deres familie fra Vesttyskland ved skibets tur til Gedser.«
Mere end noget andet så demonstrerede sejladsen med det østtyske udflugtsskib, at trangen til at søge mod den vestlige del af Jerntæppet var meget større end trangen til at komme den modsatte vej.
Søndag den 26. juni 1960. Gedser »Seebad Ahlbeck« var kun en uge inde i sommersejlplanen, da et par lokale tilskuere om eftermiddagen den 26. juni studsede over synet af tre passagerer på skibets fordæk. De tre unge mænd havde man med sikkerhed også set under skibets første besøg om morgenen. Deres afslappede sommerpåklædning afslørede, at de ikke var en del af mandskabet. Kort efter ankomst forsvandt de under dæk.
Da skibet gjorde klar til afsejling omkring klokken 17.45, dukkede de tre mænd igen op på dækket, men nu i andet tøj, og alle med hver deres skuldertaske. Øjeblikket efter at fløjten havde lydt, og lodsens medhjælper, Harry Hansen, havde kastet trosserne, sprang de tre mænd over lønningen, landede på kajen halvanden meter under dem og satte i spurt væk fra havnen.
Passagerer ombord og lokale tilskuere på kajen så til med forbløffelse, men kaptajn Mohr fortsatte sin manøvre og gled ud af havnen. Da »Seebad Ahlbeck« var blevet til en hvid prik i den sydlige horisont, kom afhopperne frem fra deres skjul i et krat i nærheden.
Til de danske politibetjente kunne mændene fortælle, at de havde benyttet morgenturen mellem Warnemünde og Gedser til at sondere havneterrænnet, inden de ville hoppe af om eftermiddagen. Lidt senere blev de af en lokal betjent fulgt til København, hvor Fremmedpolitiet overtog sagen.
»Så har den første afhopning fundet sted,« konstaterede Ny Dag på forsiden dagen efter. Dagbladet havde som mange andre aviser fulgt udviklingen omkring »Seebad Ahlbeck« og dets passagerer, som var forhindret i at forlade skibet i Gedser. Land og Folk havde også deltaget med fyrighed i debatten, men afhopninger var næppe det, man ønskede at skrive om. Avisen gik anderledes til værks og rapporterede om »eventyrlystne tyveknægte«.
Hovedhistorien var slet ikke flugten i Gedser, men handlede om tre helt andre øst tyskere, der netop var blevet taget i at stjæle en vesttysk motorbåd, som skulle bringe dem til Middelhavet. På den måde fik Land og Folk mulighed for at antyde noget andet om søndagens afhoppere i Gedser: »Det er ikke oplyst, hvorfor de valgte den besværlige vej til at forlade deres land.
Det havde været betydeligt nemmere for dem at tage undergrundsbanen eller sporvognen fra Østberlin til Vestberlin, hvis det var deres mening at forlade landet. De må åbenbart have en særlig interesse i Danmark,« sluttede journalisten fra Land og Folk med en slet skjult reference til de tre »eventyrlystne tyveknægte«.
Hvis afhopperne fra »Seebad Ahlbeck« havde en særlig interesse i Danmark, var det dog tilsyneladende kun den, at nabolandet mod nord var en mulig vej ud af det lukkede DDR.
Mindre end et døgn efter flugten befandt de tre unge østtyskere sig igen i Gedser. Afhøringerne hos fremmedpolitiet i København var overstået, og nu skulle de nå deres mål. Som titusinder af andre østtyske flygtninge, der forsøgte at komme over Jerntæppet, ønskede også de at fortsætte tilværelsen i Vesttyskland.
Derovre ventede slægtninge, det samme sprog, et statsborgerskab, mindre ensretning, flere muligheder. Vejen dertil var farlig, men i det her tilfælde også en anelse kuriøs. En flugt til Vesttyskland med Gedser som mellemstation betød, at man med fare for liv og lemmer hoppede af et østtysk skib ved den ene kaj for så lidt senere at blive fulgt roligt ombord på en vesttysk færge ved den modsatte kaj.
Fra færgen »Theodor Heuss« skulle tage de tre unge afhoppere til Grossenbrode i Vesttyskland, kunne passagererne se direkte over på kulkajen, hvor »Seebad Ahlbeck« lagde til. Ved den første ankomst efter gårsdagens flugt stod det klart, at de østtyske myndigheder nu tog deres forholdsregler. Adgangen til for- og agterdæk var spærret.
Passagererne stod nu som sild i en tønde på midten af soldækket eller befandt sig bag vinduerne nede i salonen. Potentielle afhoppere havde dermed fået mindre plads til at bevæge sig rundt på skibet og færre steder at springe fra.
Den forstærkede sikkerhed ombord kom ikke som nogen stor overraskelse for de mennesker, der havde fulgt med på havnen eller i pressen – omvendt vakte det opsigt, at tingene allerede havde ændret sig, da det østtyske skib returnerede på sin anden sejlads senere på eftermiddagen. Tilskuere på kulkajen i Gedser bemærkede, at for- og agterdækket nu tilsyneladende igen var åbent for passagerer under opholdet i Danmark.
Klokken kvart i seks kunne Harry Hansen – helt efter tidsplanen – endnu en gang løsne trosserne til »Seebad Ahlbeck«. Matroserne hev tovværket ombord, og »østtyskeren« manøvrerede langsomt væk. Sommersejladsen på tværs af Jerntæppet kunne gå ind i sin anden uge. Det var i de samme dage, at to familier i Prag gjorde klar til at foretage en sommerrundrejse i Den Tyske Demokratiske Republik, DDR. Roceks og Reisers ville ud.
Spring
Søndag den 24. juli 1960 Nogle går tidligt til stranden, andre bliver oppe i skyggen. På den sidste hele dag i Kühlungsborn står det igen alle rejsende frit for, hvordan de vil disponere. Roceks og Reisers – alle ni – er allerede i Warnemünde. Jans tilfældige opdagelse dagen før har genantændt håbet i dem alle.
Drengene ved panoramakikkerten på kajen havde fortalt, at »Seebad Ahlbeck« sejlede udflugtsture nede fra fiskerihavnen. Frem og tilbage mellem Warnemünde og Danmark, og endda flere gange om dagen, med toldfri chokolade og cigaretter i kiosken.
Da skibet kom nærmere, kunne Jan selv se det: At et spring fra soldækket af udflugtsskibet umuligt kunne slå nogen ihjel. Og det var præcis, hvad han og Eva havde skyndt sig tilbage for at fortælle Ruth og Arnost. Deres fælles håb om at slippe ud levede endnu.
Ungerne og Anna bliver hængende i en nærliggende park, mens de fire andre fortsætter mod havnen for at skaffe billetter til overfarten med »Seebad Ahlbeck«. Arnost får opgaven at spørge på sit blændende tysk. Men hverken hans charme eller sprogkundskaber hjælper dem – både morgenafgangen og eftermiddagsafgangen er udsolgt. Til gengæld lover damen i billetskuret at holde ni billetter, hvis det viser sig, at der ved eftermiddagsturen ligger uafhentede tilbage. Den chance er værd at vente på.
En ting bekymrer dem stadig: Historien om danskerne, der sender flygtninge retur. Jan får den fremragende ide – synes han selv – at lede efter en af de lokale uden en rød partibog. Sådan et menneske kan man stille de lidt farligere spørgsmål. Han ved også, hvor han skal lede. Blandt de døde. Kirkegårdens mange store gravmæler sladrer om fordums stand.
Her ligger folk, som levede, før Walter Ulbricht forvandlede staten til arbejdernes og bøndernes paradis. Måske er det endda nazister, som ligger der, men Jan mener i hvert fald, at det er muligt at støde på en efterkommer, som ikke sympatiserer med det kommunistiske system. Han forestiller sig at vente på en person, som måske skal ordne et gravsted for en håndværksmester, kaptajn, direktør, købmand eller lods.
En, der med en vis sandsynlighed ikke gik i graven som socialist. Blandt de få mennesker, som befinder sig på kirkegården, beslutter de at henvende sig til en ældre, pænt klædt dame. Kvinden lytter til at begynde med, men da Jan og Arnost bevæger sig hen til spørgsmålene om båden til Danmark, afbryder hun dem og forsvinder i småløb. Kirkegårdstricket er desperat og dur på ingen måde, men Jan er ikke færdig.
Han trækker de andre med til kirken ved parkeringspladsen. Her er søndagens messe netop overstået. Han får endnu en gang fat i en ældre dame, som lytter lidt længere, end den første gjorde. Men svare på hans spørgsmål, det kan hun ikke. Det bliver dråben for Arnost og Ruth. De har ikke mere i sig.
Hverken Jan eller Eva har bemærket, at deres venner er ved at nå til et punkt, hvor deres stress overstiger viljen. Deres venner har ikke vist flere tegn på skuffelse, frustration eller håb end dem selv. Men nu er det åbenbart nok. De kan ikke holde til mere, siger Arnost kontant. Og i øvrigt opfører Jan sig dumt, mener de. Hans desperate og uforsigtige forsøg på kontakt bringer dem alle i fare.
Og selvom det skulle lykkes at hoppe af i Danmark, er de jo ikke sikre på at kunne blive der. Slut, ikke mere. De ser Reisers køre væk for at hente deres to drenge, og synet af deres Tatra, der forsvinder om hjørnet, slår igen Eva og Jan ud af kurs.
Den kontante afvisning bringer dem til en erkendelse. På kirkepladsen midt i Warnemünde tager Roceks en hård, men nødvendig beslutning: at give op og følge vennerne tilbage til lejren. Arnost og Ruth har jo nok ret. De løber en alt for stor risiko ved at begive sig ud på en flugt, der måske alligevel bare ender i en udlevering til Tjekkoslovakiet. Og så vil det være slut.
Klokken er blevet cirka halv et, da de henter Thomas, Martin og Anna i den nærliggende park. Jan ser over på Eva, der sidder tavst i passagersædet og stirrer frem for sig. Han føler sig også trist, men tænker, at han bør muntre hende op, inden de begiver sig tilbage mod teltene i Kühlungsborn. Overfor parken er der en lille fiskebod, og ingen af dem har fået noget at spise siden den hurtige morgenmad.
»Det hele er alligevel ødelagt, så lad mig i det mindste købe dig lidt røget fisk,« prøver Jan. »Dem kan du så godt lide.« I køen foran ham står et ældre ægtepar og en yngre mand, som tydeligvis kender hinanden. Af deres samtale fremgår det, at manden tidligere har ejet sin egen forretning i byen og nu arbejder på en fabrik. Jan gætter sig til, at forretningen nok er blevet nationaliseret. Lige der står den person, de har søgt efter; lokal og sandsynligvis ikke partimedlem hos kommunisterne. Fandeme om Jan vil give op.
Måske er det det, som virker; at gå direkte og uforfærdet til sagen. Jan orker ikke flere omveje, da han kort efter får standset manden. Han fortæller, hvor de kommer fra, og spørger så, om det egentlig sker, at folk forsøger at flygte, når de rejser med båden til Danmark fra Warnemünde. Den unge herre er ikke i tvivl om, hvilken slags samtale der finder sted.
En af Rocekdrengenes billetter fra overfarten med »Seebad Ahlbeck«.
Og tilsyneladende er han også den rette mand. Det sker, at folk prøver, bekræfter han. Men – sender danskerne flygtningene tilbage, vil Jan vide. »De kan ikke lide tyskere, så de sender dem til Tyskland. Til Vesttyskland. Men jer skal de nok beholde.«
Få minutter senere drejer de ind tæt ved anløbsbroen og parkerer deres Wartburg. Jan håber ikke, at han skal se bilen igen. Han håber kun, at heldet er med dem – at damen i billetskuret har uafhentede billetter. Men det er der også andre folk, der håber på.
I køen bag dem opfanger en ældre dame, at familien Rocek er fra Tjekkoslovakiet. Det er hun også, fortæller hun og begynder at konversere. Ikke nu, tænker Jan. Ikke nu. Da han er fremme ved billetskuret, får han beskeden: Jo, damen har holdt nogle billetter til dem, men ni stykker har hun desværre ikke tilbage. Der bliver også kun behov for fem.
Klokken halv to om eftermiddagen trækker en matros landgangen ind, og »Seebad Ahlbeck« kan afsejle mod Gedser. En lettelse, selvom der er lang vej endnu. En lettelse er det også, at den tjekkoslovakiske kvinde i køen ikke havde held til at få en billet. Arnost, Ruth, Jan og Pavel havde han dog gerne set ombord. Deres bedste venner. De har gennemlevet det værste sammen, og de havde aftalt, at de skulle forlade det sammen.
Det er ikke glæde, der fylder mest, da Jan ser kysten forsvinde bag sig: »Vi havde ikke noget valg. Der var ikke noget, vi kunne gøre. Vi havde det utroligt dårligt med at lade Reisers blive tilbage, men det her var vores sidste chance. Det var den sidste dag og dagens sidste sejlads. Dagen efter skulle gruppen fortsætte tilbage mod Tjekkoslovakiet.«
Nordfalster Gedser. God ide. Der kan man se det østtyske skib. Alle er enige om målet for søndagsudflugten, da emnet kommer på bordet hos familien West i Nørre Alslev. Også selvom turen fra det nordligste til det sydligste af Falster vil tage dem tre kvarter at køre. Midt på eftermiddagen pakker alle syv sig sammen i én bil og kører mod syd.
11-årige Helle West er sammen med sine forældre, Jens og Emmy, sin lidt yngre søster Lissi og den kun etårige bror Hans Jørn kommet kørende den lange tur fra Trørød i Nordsjælland for at tilbringe weekenden hos bedsteforældrene. Både hendes far og mor stammer fra området omkring Nørre Alslev, så ikke sjældent tager de turen til Falster.
Mange af de historier, som Helle ofte har fået fortalt om sine forældre, har også udspillet sig, mens de stadig boede på sydhavsøerne. En af dem handler om de bevægende majdage i 1945, hvor tusindvis af slagne tyske soldater marcherede ud af Danmark.
Dengang havde hendes forældre og bedsteforældre forsynet nogle af de trætte mennesker med mad og drikke til den videre vandring mod syd. Ikke lige populært hos alle i lokalsamfundet, men familien West gjorde det ud fra et synspunkt om at ville hjælpe, hvor der var et umiddelbart behov. Kun et år senere, lige efter deres bryllup i 1946, tog Jens og Emmy West den toårige tyske dreng Dietmar i pleje.
Dietmar var krigsbarn og en af mange, der som led i et hjælpeprogram blev sendt til Danmark for at få sul på kroppen. De historier er Helle vokset op med. Man hjælper, hvor man kan.
Den bredskuldrede, høje smed, der fylder bag rattet i den blå Ford Consul, er Helles helt egen helt. Sådan ser de fleste børn nok på deres far, men Jens Wests både voluminøse statur og rummelige gemyt gør, at mange tillægger ham en særlig autoritet og imødekommenhed. I sine helt unge dage var han livredder og krydsede sågar Storstrømmen svømmende.
Senere, da familien flyttede til Rundforbivej i Trørød, blev han manden, som hjalp både høj og lav, ung og gammel. I et hus overfor har kommunen indkvarteret nogle »subsistensløse«, og når de skal til byen for at handle, kører de med Jens West.
Skærsliberne lægger også ofte vejen omkring Westhuset, fordi de ved, at der venter et måltid og et brugt, men rent sæt tøj hos Emmy og Jens. Kvarterets unger opsøger ham, når cyklen skal lappes, for Jens kan fikse det meste med det mindste, og han er ikke ret længe om det. Jens Lyn bliver han kaldt. Helles superhelt er dog ikke usårlig. Hendes far ser ekstremt dårligt uden sine briller.
Vinden pisker skumtoppe op, men styrken er ikke usædvanlig for en østersøsejlads. Heller ikke for »Seebad Ahlbeck«, selvom passagererne indimellem må stoppe op for at finde støtte, så de kan holde balancen. Drengene og Jan har placeret sig i nærheden af stævnen, hvor bølgerne slår op og sender prikkende saltvandssprøjt ind over dem. De kan lige så godt vænne sig til vandet, tænker Jan. For at udfylde ventetiden tilbyder han dem også, at de kan gå til skibets kiosk og købe lidt chokolade. Men Martin afslår.
Det vil bare gå til spilde, hvis nu skibet begynder at synke, og de må skynde sig væk, argumenterer han. Nede ved agterdækket har Eva gang i en lavmælt diskussion med sin mor. Anna ved nemlig ikke, om hun tør springe, når det kommer til stykket. To ting taler dog for at følge de andre: først og fremmest at hun ikke ønsker stå alene tilbage uden sin eneste datter og resten af familien.
Familien West i 1960. Fra venstre: Jens, Emmy, Helle, Lissi og Hans Jørn nede i barnevognen.
Det andet er frygten for de hårde politiforhør, der uundgåeligt venter hende, hvis hun returnerer til Tjekkoslovakiet.
Da den østtyske kyst ikke længere er synlig mod syd, toner den danske frem stik nord. Langsomt vokser en mørk bræmme med et fyrtårn og nogle huse. Så havnen. Folk begynder at pible frem nede fra salonen. Mens soldækket fyldes, fortrækker Jan og drengene til agterdækket, hvor Eva står sammen med Anna.
Om lidt skal de være klar, men de har ikke diskuteret detaljerne. Hvad der kan vente dem efter et spring. De to små drenge har ingen anelse om, at deres forældre om et øjeblik vil gribe fat i dem og kaste sig fuldt påklædte ud i et dybt havnebassin, uden at have tænkt det igennem.
Den solrige søndag og de varme sommertemperaturer trækker mange til Gedser. Hundredvis af mennesker fylder på Stationsvejen, der fører ned til havnen og færgerne. Det er lidt ligesom ved juletid inde i byen, synes Helle. Folk overalt, og de fleste med det samme mål. I dag handler det om skibet, der snart lægger til ved kulkajen.
Alle går i retning af den gamle stationsbygning og det tomme havnebassin, der ligger på den modsatte side af de store færgelejer. De er kommet for at se »østtyskeren«, eller »kajkysseren«, som den også bliver kaldt. Udenlandske skibe i Gedser kan i sig selv vække nysgerrighed og suge besøgende til, men som Helles bedstemor pointerede, før de kørte afsted, er det østtyske skib noget ganske særligt.
Det har fyldt meget i pressen, og nu er der altså en chance for at se det med egne øjne. Jens West, der sammen med Helle skubber barnevognen med Hans Jørn, vil tæt på skibet fra DDR. De andre spadserer lidt længere oppe på havnen, bag de forreste rækker af mennesker.
Skibet glider op langs en stor rød murstensbygning, hvor en mand i uniform har taget opstilling. Bag en interimistisk afspærring med en snor står i hundredvis af mennesker.
Så snart trosserne ligger om pullerterne, sænker mandskabet på »Seebad Ahlbeck« landgangen. Jan ser rundt. Både passagerer og tilskuere har deres opmærksomhed rettet mod nogle få vesterlændinge, som efter en kort endagstur til DDR nu forlader skibet. Ingen ser mod agter, hvor han, Eva, drengene og Anna står helt for sig selv.
Det er nu, hvis det skal være, det er der ingen tvivl om. Men så tøver Eva. Instinktet stritter imod at springe ned i det mørke vand. Hun vender sig mod sin mand og beder ham skubbe hende og Martin i, når de er kommet op på rækværket. Så kravler hun op. Jan skubber, griber fat i Thomas og følger efter. Om Anna slipper fra borde, eller hvilken vej Eva svømmer med Martin, når han ikke at bemærke.
Selve springet er kort, og det samme er tidsrummet, hvor de først synker ned i det kolde mørke for derefter at bryde tilbage i lyset. Men deroppe, i vandoverfladen, venter kampen. Jan kommer om på ryggen, får med sin venstre hånd fat i den konfuse Thomas, mens han med den højre arm forsøger at tage baglæns svømmetag.
Det går langsomt, kan han mærke. Tøjet tynger dem, men næsten værre er det, at det pludselige møde med vandet har sendt hans briller mod bunden af havnebassinet. Jan føler kortvarigt sin fornemmelse af retning forvinde, og saltvandet i øjnene forværrer det slørede syn. Over skulderen, i det diffuse fjerne, synes han at ane en stige. Der er langt derover.
»Help, send the police! Help, send the police!« Jan bliver ved. »Help, send the police! Help, send the police!«
Da han igen finder åndsnærværelse til at orientere sig, kan han pludselig ikke længere se stigen, men han fornemmer stadig bolværket på den anden side. Hvad han ikke ser, er de to uniformerede mænd fra »Seebad Ahlbeck«, som nu har travlt med at sætte en gummibåd i vandet. Deres aktion i det danske havnebassin skal snart blive genstand for voldsomme diskussioner og gætterier.
Helle opfatter dårligt nok, hvad der sker, da de står ved kajen. Men hun registrerer, at hendes far tager sin sommerjakke af og lægger den ovenpå barnevognen, før han overlader hende ansvaret for sin lillebror: »Hold fast på barnevognen, Helle.«
Jens West bøjer sig ned, snører sine brune sko op, trækker dem af og træder et par skridt frem. Han springer på hovedet i. Først nu går det op for hende, at der ligger nogle mennesker derude i havnebassinet.
Jan vil væk fra »Seebad Ahlbeck«. Det er på alle måder umuligt for ham at vurdere, hvor langt han skal svømme, men fra det sted, hvor han sprang i med Thomas, og over til stigen, han sigter efter, er der omtrent 100 meter. Af alle kræfter fortsætter han sine tunge, besværlige svømmetag mod den modsatte side. Folk på kajen hører ham tilsyneladende råbe, at de er tjekker og vil have hjælp af politiet.
Skibets tydelige slagside er det første, mekaniker Bjarne Jeppesen bemærker, da han sammen med sin forlovede, Kate, og hendes far, den lokale overbetjent Werner Braagaard, ankommer på deres søndagsudflugt til havnen. Slagsiden skyldes, at alle passagererne er stimlet sammen ovre på bagbordsside for at se på noget, der foregår i havnebassinet.
Så hører han råbene nede fra vandet. Bjarne Jeppesen maser sig frem til udkig. En mand med et barn er på vej tværs over bassinet, og bag dem nærmer sig en gummibåd med to uniformerede mænd. De har alle retning mod bolværket med stigen og afsatsen. Der, hvor Bjarne selv plejer at bade fra om sommeren. Som mange andre, der denne eftermiddag overværer dramaet i Gedser, tænker den unge mekaniker først, at der er tale om mennesker, som ved et uheld er faldet i vandet.
Og som for mange andre går det også lynhurtigt op for ham, hvad der i virkeligheden foregår: en afhopning. Bjarne Jeppesen sætter i løb mod bolværket på modsatte side.
Hvad der præcist sker, da Jan sammen med Thomas nærmer sig bolværket på næsten samme tid som østtyskerne i gummibåden, bliver aldrig helt opklaret. Sikkert er det dog, at Jens West er i vandet lige ved siden af afhopperne og mandskabet fra »Seebad Ahlbeck«. Der hersker en voldsom forvirring.
Jan fortæller senere, at en mand i vandet kalder på tysk, at han skal give ham Thomas, hvilket han nægter, netop fordi manden taler tysk. Først da han mærker, at østtyskerne i gummibåden har indhentet ham og Thomas, og kræfterne næsten er sluppet op, vælger han at give sin søn fra sig. Det sker, mens de stort set befinder sig lige ved stigen og bolværket. Manden, som taler på tysk, er muligvis Jens West, for han bliver selv citeret for, at han råber til Jan, at han skal give ham drengen.
Men West kan ifølge sin datter hverken tale tysk eller engelsk. At Jan derfor forveksler råbene fra tyskerne i gummibåden med råbene fra Jens West, er en mulighed. Flere vidner fortæller, at østtyskerne tager drengen op i gummibåden, da afhopperne når afsatsen. De slipper ham kun, fordi Jens West råber, at drengen skal blive i Danmark. Han råber på dansk – men råber så højt, at intet kan misforstås.
Bjarne Jeppesen, der kravler ned ad stigen for at hjælpe Jan, Thomas og Jens West, er en af dem, som husker, at tyskerne tager drengen op i deres gummibåd. Hans svigerfar, overbetjent Braagaard, som står på kajen lige ovenfor, ser det samme, men er i tvivl om østtyskernes hensigt. Han formoder, at de faktisk vil hjælpe.
Den forklaring modsiger andre vidner – og Jan fastholder, at han hører østtyskerne afslutte med: »Also, da kann man nichts mehr machen.« Det udsagn kan oversættes med: »Vi gjorde, hvad vi kunne.« I selve udtrykket ligger der en resignation eller en magtesløshed. At noget ikke er lykkedes – at det nu er ude af ens hænder.
Om det så betyder, at østtyskerne har forsøgt at få afhopperne med tilbage til skibet, kommer til at stå hen i det uvisse. Da de to uniformerede mænd i gummibåden padler tilbage mod »Seebad Ahlbeck«, buher og pifter tilskuerne ad dem.
En mand tager fat i Thomas og forsøger at løfte ham op på kajen, men Jan griber straks ind. Han aner ikke, at Bjarne Jeppesen forsøger at hjælpe. Ingen skal røre hans søn, før han ved, at de er i sikkerhed: »The police,« beder Jan indtrængende. »I want to talk to the police!«
Overbetjent Braagaard forsøger at berolige ham, men uden det store held. Eva, Martin, Anna? Han kan ikke få øje på dem blandt de mange mennesker, som er stimlet sammen.
Børn ser til fra skuldrene af deres forældre, og nogen i mængden siger noget på et sprog, han ikke forstår. Er de der et sted? Han kan ikke se dem. Et par betjente presser sig vej gennem kødranden af nysgerrige og beder afhopperen og drengen om at komme med. Jan løfter Thomas op og følger dem.
Inde i politiets kontor er de heller ikke. »My wife, my son?« Ingen kan svare bekræftende. Fra kontoret kan han se ud til »Seebad Ahlbeck«. »Stop the ship!« begynder Jan. »Stop the ship!«
For enden af kulkajen er lods Hermansen og hans medhjælper, Harry Hansen, hoppet i lodsbåden og har startet motoren. Lodsen ville i første omgang have hjulpet ovre ved bolværket på den modsatte side, men derovre kom nogle andre de nødstedte til hjælp. Næsten samtidig havde han fået øje på en anden person, som forsøgte at holde sig flydende.
Anna træder vande, så godt det nu lader sig gøre med tøjet på. Hun sprang først i vandet, da hun så de fire andre dukke op i overfladen igen. Derefter smed hun sin jakke og sine sko og fulgte efter. Nu har hun ligget der i mindst fem minutter, men nægter stadig at gribe fat i den redningskrans, som nogle turister fra »Seebad Ahlbeck« har kastet ud til hende. Kransen er fastgjort til et tov.
De vil bare hale hende tilbage ombord på skibet, tænker hun. Samtidig kan hun se, at en lille båd nærmer sig. Hermansen og hans medhjælper, Harry Hansen, rækker ud over rælingen og griber fat i den ældre kvindes tøj. Med en del besvær får de hende ombord i lodsbåden. Kort efter kan de alle træde op på kajen. Mændene følger Anna direkte ind i det lille paskontor i den gamle stationsbygning.
Derinde står hendes datter og ældste barnebarn. Også drivvåde. Da de ser hinanden, bryder de ud i gråd. Det viser sig, at Eva tog den smarte vej med Martin. Kort efter at de var sprunget i vandet, svømmede hun straks op mod bolværket, hvor skibet lå fortøjet. Her råbte nogle mennesker til hende. Først da de kunne svare bekræftende på hendes spørgsmål – »Are you Danish?« – turde hun give Martin fra sig og selv blive hjulpet op på land. Eva tabte sin ene sko i vandet, men ellers forløb det uden drama.
En betjent siger, at de to kvinder og drengen skal sætte sig ind i det folkevognsrugbrød, der er ankommet. Afhopperne bliver transporteret det lille stykke bagom havnebassinet, hen til politiets kontor ved det store færgeleje. Da Jan ser sin hustru, svigermor og søn igen, falder han sammen af lettelse: »Vi var både fysisk og mentalt udmattede. Men også ekstatisk lykkelige over, at vi havde klaret den.«
Helle West og resten af familien har fundet hendes far, som står omringet af folk, der vil give udtryk for deres anerkendelse. Nogen har skaffet den gennemblødte og dryppende mand et tæppe, men betjente eller toldere er der ingen af i den store kreds af nysgerrige og anerkendende tilskuere. Heller ingen af de to afhoppere, som han hoppede ud i bassinet for at hjælpe, er længere på kajen.
Alt står i det hele taget lidt sløret. Jens West glemte at tage brillerne af, før han sprang – og det er lige nu hans største bekymring. For hvordan dælen skal familien nu komme hjem fra Gedser? Emmy har ikke kørekort.
Det er med sin fars briller og den dybeste koncentration, at Jens West lidt senere kører sin kone, tre børn og forældre ud af Gedser og hjem til Nørre Alslev. Her kan han i ro og fred fortælle dem, hvad der skete ude i havnebassinet. Helle er stolt. Hendes helt egen helt. De må blive hos bedsteforældrene på Nordfalster natten over, så et par nye briller kan nå frem. En strøm af journalister render familien på dørene, men politiet hører de ikke fra.
I deres system forbliver Jens »en tilfældig mand«. 15 kilometer derfra, på en stue på Nykøbing Falster Sygehus, får alle fem afhoppere lidt at spise. De har også fået et varmt bad, da det våde tøj efterhånden havde kølet dem en del ned.
Personalet udleverer noget brugt tøj og nogle varme tæpper, som de kan pakke sig ind i og have på, når de skal videre. Deres eget våde tøj får de med i en pose. En pressefotograf skyder løs, da en mørk minibus med to kriminalbetjente midt på aftenen kører op foran sygehusets indgang. De skal bringe afhopperne til København.
Det er kun et par timer siden, at deres kollegaer meldte videre til hovedstaden, at »de 5 personer har anmodet om politisk asyl«. Her forlød det også, at navnet på manden, der hjalp dem, »indtil nu ikke er oplyst«. At redningsmanden og afhoppernes veje krydses igen, da den sorte minibus kører gennem Nørre Alslev på sin vej til København, kan de selvfølgelig ikke vide.
Klokken er lidt over midnat, da familien Rocek og betjentene ankommer til det store grå politihovedkvarter. Igen lyner det fra en pressefotograf. Alle smiler, næsten lidt forlegent. Kun Thomas ser rundt på forsamlingen med skepsis. Han er lige vågnet. Martin sover stadig i sin fars arme. Indenfor har en mand fra Fremmedpolitiet lagt ansigtet i alvorlige folder. Jan skal omgående anbringes i en fængselscelle, lyder det.
Eva, Anna og børnene vil blive sat i en slags husarrest i politiets Pension Vives, der ligger i en lejlighed i Anker Heegaards Gade 2, mellem Politigården og Glyptoteket. Og der skal de altså opholde sig, indtil myndighederne får tjekket deres baggrund og kan være sikre på, at historien holder vand.
»Beklager,« siger betjenten, som muligvis forventer at skulle forsvare beslutningen. Men meldingen slår ikke Jan ud. »Jeg havde regnet med at ende i fængsel. Jeg var kun glad for, at det blev et dansk og ikke et østtysk eller et tjekkisk.«
Én tjeneste vil afhopperen dog bede betjenten om. Men den gælder hverken ham selv eller hans nærmeste.
Dårlig samvittighed over at have forladt Reisers, og ligeledes en bekymring for deres sikkerhed, nager Jan. Kan det danske politi gøre noget for at hjælpe dem ud af DDR? Der må være nogle muligheder, mener Jan. Men manden fra Fremmedpolitiet afviser ham prompte. Man vil naturligvis hjælpe Roceks venner, hvis familien ender med at ankomme til Danmark, men – betoner betjenten – at gøre noget aktivt for at hjælpe dem ud af DDR, det kommer ikke på tale. Det er ganske enkelt umuligt.
Et par timer tidligere. Kühlungsborn, DDR Der er stadig stille omkring Roceks telte, da klokken nærmer sig seks. Deres grå Wartburg er heller ingen steder at se. Det begynder at gå op for Ruth og Arnost Reiser, at vennerne nok mente det alvorligt tidligere på dagen i Warnemünde. For hvis ikke, ville de have været tilbage i lejren nu. Tanken gør Ruth dårlig. Og bekymringerne.
Hvad er der sket? Er de i sikkerhed eller i fængsel nu? Og hvorfor greb hun og hendes mand ikke chancen, da den bød sig? Arnost, som føler den samme bekymring og mismod, forsøger at samle sig – drengene skal helst ikke mærke noget. Men Ruth evner ikke skuespillet. Hun bliver ved teltene, da de andre slutter sig til resten af rejsegruppen for at spise aftensmad.
Det kræver en kraftanstrengelse at lade som ingenting. At tale og grine med, mens gruppen vender dagens oplevelser over måltidet. Ingen nævner Roceks fravær. Ikke før spisningen er overstået. Majoren henvender sig naturligvis til den person ved bordet, der må formodes at kende til den fraværende families planer.
Ved hr. Reiser noget om, hvor de befinder sig? Nej, slet ikke. Det føles som en tyk løgn, men er på sin vis sandt. Han aner ikke, hvor de er lige nu, selvom han ville ønske, han gjorde. »Måske der er sket noget med bilen eller med bedstemor. De kommer sikkert snart,« forsøger Arnost. Alle i rejsegruppen griner ad hans kommentar om bedstemoderen. Sammen med drengene skynder han sig at takke af.
Spekulationerne akkumulerer sig i løbet af aftenen. Ruth og Arnost, der ligger fordelt med en sovende søn i hver deres lille telt, finder ikke ro. Men ikke kun bekymringerne rumsterer i de sene timer. På et tidspunkt kan de begge høre majoren i nærheden. Han og en anden mand diskuterer Roceks, der åbenbart stadig udebliver.
Majoren ender diskussionen med at starte sin bil og køre afsted. En lang og pinefuld time følger, inden de hører ham returnere til lejren. Ruth lytter opmærksomt, hun frygter hans næste træk. Vil han nu konfrontere dem? Intet sker, men uroen vokser i kroppen.
Omkring midnat, da alt endelig er blevet stille, tør hun handle. Forsigtigt kravler Ruth ud af sit telt, over til sin mand. Heller ikke han ved, hvad han skal tro om det hele. Eller tør tro. Men en ting føler de sig begge sikre på: De vil ikke få flere chancer.
Dagen efter, mandag den 25. juli 1960 Hvis de nu bare kan skubbe bilen et lille stykke væk, vil det være muligt at starte motoren uden at vække for mange i lejren. Det er næsten en time siden, de kravlede ud af teltet for at stikke af, og nu det her – bilen, der står urokkeligt fast i det løse sand. Igen forsøger de med et skub af al kraft, men uden held. De kommer ingen vegne. Desperationen melder sig, men Arnost kan stadig tænke klart. En hurtig beslutning.
Majoren kigger søvndrukkent op mod ansigtet i teltåbningen. Hr. Reiser?! Klokken er ikke engang fem. Hvad er dog så vigtigt, så tidligt? Bremserne på bilen volder dem stadig problemer, forklarer Arnost. Han taler, så lavt han kan, men forsøger samtidig at være helt tydelig, så en gentagelse ikke skal blive nødvendig – majoren må ikke nå at tænke for meget.
De har været heldige at få en tid på et værksted i Rostock, fortsætter Arnost, og derfor er de nødt til at køre afsted allerede nu. Kan de ikke bare hægte sig på gruppen igen, når den lidt senere stopper for frokost? Majoren, som stadig virker døsig, mumler en adresse, inden han vender sig om og lader hovedet falde tilbage på puden.
Arnost drejer nøglen. Motoren i den gamle Tatra flænser stilheden i lejrområdet, men den får familien ud af sandet. Herefter går det stærkt østpå. Reisers når Warnemünde efter en halv times kørsel og får med det samme øje på den: Roceks Wartburg, der står fint parkeret, som om intet er hændt. De drejer ind ad nærmeste sidevej, parkerer, og Arnost beder Ruth tage drengene, mens han løber i forvejen.
Dagens første afgang med »Seebad Ahlbeck« afgår klokken 7.00 – det er om mindre end en time. Arnost beder damen bag skranken om zwei Erwachsene, zwei Kinder. Men desværre: Udsolgt. En lille forsamling af morgenfriske østtyskere, der håber på uafhentede billetter, har allerede dannet en kø. Hvis Reisers vil have en chance, er der intet andet at gøre end at tilslutte sig billetkøen. Og håbet.
Da bladkiosken på Stationsvejen i Gedser åbner tidligt om morgenen den 25. juli, står byens navn at læse på forsiderne af alle aviserne i stativet. Politiken, Berlingske Tidende, Aktuelt, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og B.T. fortæller alle om gårsdagens »afhopning«.
Store billeder af familien Rocek, som ankommer tydeligt lettede til København aftenen i forvejen, fylder hen over de fleste forsider. Alle beretter om dramaet ved bolværket, men det står ikke helt klart, hvad der rent faktisk hændte i de afgørende sekunder, hvor afhopperne – støttet af en dansker – nåede frem. Nogle mener, at østtyskerne tog Thomas fra hans far, mens de svømmede, andre skriver, at østtyskerne tog ham, efter han var blevet sat op på bolværket. At de kortvarigt holdt Thomas som »gidsel«.
Få vover den version, at østtyskerne bare deltog i en redningsaktion. Ingen journalister hos de landsdækkende aviser har haft mulighed for at høre hovedpersonernes egen version, eller østtyskernes for den sags skyld. Ikke endnu. De lokale dagblade er eftermiddagsaviser og kan derfor først udkomme med den opsigtsvækkende nyhed fra Gedser senere på dagen. Og heller ikke dem er det lykkedes at få afhopperne i tale. Morgenens deadline åbner til gengæld for at kunne opsnappe flere detaljer til spalterne, og måske endda få en ny udvikling med.
Lods Peter Hermansen er af gode grunde tidligt oppe og tidligt på havnen. Sammen med fisker Kaj Hansen skal han om to timer være klar til at bistå i en vigtig aktion, der har kriminalassistent Scharling som ophavsmand. Det er uvist, om Scharling er blevet ringet op fra København aftenen før, fordi Jan Rocek fortalte det danske politi om familien Reiser, som sad tilbage i DDR, men kriminalassistenten mener i hvert fald, at en ny afhopning ikke kan udelukkes.
Scharling frygter formentlig, at han som dansk myndighedsperson risikerer at skabe nogle halvdiplomatiske forviklinger, hvis han tager aktivt del i en afhopningsaktion, og netop derfor har han bedt fiskeren og lodsen om at være klar på Hansens fiskekutter, når »Seebad Ahlbeck« skal anløbe Gedser lidt over ni denne mandag morgen.
Hermansen, som under et døgn tidligere ved et tilfælde blev Anna Trojanovas redningsmand, vil denne gang være bedre forberedt, hvis nogen skulle finde på at hoppe af fra »østtyskeren«.
Klokken kvart i syv henvender damen bag skranken sig til de ventende i den hvide pavillon. Hun meddeler, at en gruppe på 12 nonner har reserveret billetter, og dukker de ikke op indenfor de næste fem minutter, vil deres billetter blive sat til salg. Arnost tæller folkene i køen foran sig. To, fire, seks, syv, otte. De kommer med.
Warnemündes fyrtårn synker i den sydlige horisont. Og jo mindre byen bliver, jo tættere kommer de målet. Alligevel er Arnost ikke opmuntret, da overfarten med »Seebad Ahlbeck« går ind i sin anden time.
Mod nord er der stadig intet land i sigte. Han og Ruth, som sidder bænket med Jan mellem sig og en sovende Pavel på skødet, mærker anspændtheden tage til. Men de spiller stadig spillet, så godt de kan, forsøger at falde ind blandt de mange tilsyneladende ubekymrede og forventningsfulde turister på Østersøen. »Hele familien. Alle sprang ud over siden. Også den gamle.«
Ruth og Arnost spidser ører. Detaljerne om en afhopning kommer fra en af de uniformerede mænd, som befinder sig i en samtale med en gruppe østtyske passagerer. En af østtyskerne spørger, hvorfor man ikke skød. Fordi havnen er dansk område, lyder forklaringen. Den afhoppede familie ville søge asyl i Danmark, mener skibsofficeren at vide.
Der kan selvfølgelig kun være tale om Roceks. Deres venner har klaret den – det ved Ruth og Arnost nu. Det er opløftende information på et kritisk tidspunkt, og det er også mere end det. Når de selv skal springe, behøver de tilsyneladende ikke at frygte døden fra en kugle. Men nervøsiteten melder sig hurtigt igen.
To andre mænd i uniform dukker op og begynder en rundering blandt passagererne på soldækket. Den ene af dem bærer på noget, der ligner officielle dokumenter. Der kan være tale om to af mindst tre toldbetjente, som varetager grænsekontrollen, når »Seebad Ahlbeck« sejler mellem DDR og Danmark. Den østtyske sikring af egen grænse i dette særlige tilfælde med sejladsen mellem de to lande, er lagt i hænderne på toldere, og dermed også den bevæbnede sikring. For eksempel at forhindre flugt.
Nu slutter det, konkluderer Arnost for sig selv. Majoren har fået lagt to og to sammen. Fraværet af både Roceks og Reiser ved morgenmaden er ingen tilfældighed, og samtalen i teltet tidligere på morgenen har naturligvis bare været en dækhistorie. I al hast er han kørt til Warnemünde, hvor synet af de to familiers biler kun har bekræftet ham i hans mistanke.
Majoren har så over radioen fået kontakt til skibets besætning, og nu skal familien arresteres. Det er det – det var det, tænker Arnost. Men lige så pludseligt som myndighedspersonerne er dukket op, lige så pludseligt og uden forklaring forsvinder de igen. Kort efter begynder mandskabet tilsyneladende at gøre klar til at anløbe dansk havn.
Ruth bøjer sig ned og hvisker til Jan, at de måske snart er nødt til at hoppe fra skibet. Det er vigtigt, men også hemmeligt, understreger hun. Han skal bare holde sig til hende, og han må endelig ikke tøve, når de står der på siden og kigger ud. Jan ser op på sin mor og spørger med hviskende stemme, om hans far og lillebror også skal med. Ruth nikker. Det er alt, hvad han har brug for at vide.
En snes lokale og nogle turister venter på at se »østtyskeren« helt tæt på. Alt ser umiddelbart ud, som det plejer. Kaptajn Mohr på »Seebad Ahlbeck« kan dog alligevel have bemærket noget usædvanligt, mens han manøvrerer sit skib på plads ved kulkajen. Ret for, med stævnen mod hjørnet af havnebassinet, ligger en dansk kutter – det er postbåden »Gedser Rev«.
Fiskekutteren, der også fungerer som livline mellem Gedser og det danske fyrskib midtvejs i farvandet mellem DDR og Danmark, ligger ikke fortøjet til kajen, men ser ud til at være en smule i bevægelse. Det er ikke umuligt, at den østtyske kaptajn genkender kutteren og mindst en af mændene, som går rundt på dens dæk: lods Peter Hermansen. Ham har Mohr flere gange haft oppe på broen under anløb til Gedser havn.
Hansen og Hermansen har lagt postbåden, så den ligger så tæt som muligt på det østtyske turistskib, når det har fået kastet trosserne og ligger stille. Man vil lynhurtigt kunne dreje op mod siden af skibet og redde eventuelle afhoppere. Hansen lader motoren køre i tomgang, mens de afventer. Det summer ombord.
Folk tager billeder af hinanden med det forbudte Danmark i baggrunden, andre venter i køen ved skibets lille kiosk eller står side om side ved rælingen og kigger ind mod land. Ruth og Arnost har været hurtige. De står klar på bagbordsside, ud mod havnebassinet. Jan er kravlet op på en bænk foran sine forældre og Pavel hænger, stadig sovende, på sin far. Arnost tager et hurtigt kig rundt. »Nu,« siger han.
Plasket er ikke til at overhøre. Heller ikke skriget, der følger. Lods Hermansen, Kaj Hansen og de fleste andre i nærheden forstår øjeblikkeligt, hvad der foregår. Ude i havnebassinet ligger en kvinde og et barn. »Was ist denn da los?«
En mand råber bag Arnost, som i det næste sekund mærker en hånd gribe fat i jakken. Nu stående på ydersiden af rælingen vender han en halv omgang rundt og vrister sig fri af den uniformerede tyskers greb. Arnost skal aldrig glemme stilheden i øjeblikket, før han sætter af med Pavel på armen.
Skrigene og råbene kan høres på hele havnen. Pavel, som først er vågnet, da de ramte vandet, hyler og fægter nu instinktivt med armene, mens Arnost febrilsk forsøger at holde ham oppe og samtidig orientere sig. Hvor er de andre? Et par meter bag sig får han øje på Ruth, som svømmer på ryggen, med Jan liggende på maven. I den anden retning, væk fra »Seebad Ahlbeck«, råber og vinker en mand til dem.
Afhopperne kan købes online på f.eks. Saxo.com eller hos din lokale boghandler fra d. 20. marts 2020
Afhopperne er en dramatisk fortælling om at overleve Auschwitz, se det meste af sin familie blive udslettet, blive fanget bag Jerntæppet og selv søge friheden med en dristig og hårrejsende flugt fra Prag og op gennem Østtyskland.
Den anmelderroste journalist og forfatter Jesper Clemmensen står bag den nye historiske bog Afhopperne – en dokumentarisk fortælling, som er blevet til gennem interviews med hovedpersonerne fra dengang, samt et omfangsrigt arkivarbejde i Danmark, USA, Tyskland og flere østeuropæiske lande.
Her kan du læse et uddrag fra Afhopperne. Bogen kan købes online på f.eks. Saxo.com eller hos din lokale boghandler fra d. 20. marts 2020.
LÆS OGSÅ: 10 helt nye bøger
Jesper Clemmensen
Afhopperne
Et hul i Jerntæppet
Året før
I slutningen af maj 1959 sejlede en delegation af danske rejsearrangører til Rostock. Invitationen kom fra de østtyske myndigheder, som bød på en slags orienteringstur, der skulle friste gæsterne til at sende turister sydpå til DDR, og allerhelst til Rostock og Warnemünde. Danskerne blev budt på middag på et af de store østersøhoteller og fik lov til at kigge ind i det nye lyntog »Neptun«, der kunne bringe rejsende videre fra Rostock til Berlin.
For østtyskerne var det vigtigt at tiltrække skandinaviske turister, men ikke kun af økonomiske årsager. Turister fra nord kunne have den fordel for den østtyske regering, at NATO-landet Danmark blev tvunget i retning af en hyppigere og mere officiel kontakt med DDR. Regeringen i Østberlin arbejdede hårdt for international anerkendelse.
Det statsejede østtyske rederi Weisse Flotte – den hvide flåde – skulle fra juni måned besejle ruten mellem Warnemünde og Gedser, som den østtyske stat havde etableret udenom et formelt samarbejde med Danmark. Fra Gedser var det så østtyskernes plan at få danske turister med retur til DDR.
De danske rejsearrangørers besøg udgjorde en slags jomfrutur, som formentlig kunne være endt bedre, end tilfældet blev. Lolland-Falster Stiftstidende skrev efter hjemkomsten: »Sejladsen fra Gedser til Warnemünde, der sætter ind den 18. juni skal foregå med »Seebad Ahlbeck«, der ville gøre sig udmærket paa Furesøen eller paa Himmelbjergsøerne.
I hvert fald viste prøvesejladsen med al ønskelig tydelighed, at »Seebad Ahlbeck« ikke er egnet til Østersøen, når bølgerne går lidt højt. Faktisk kan hjemturen til Gedser bedst karakteriseres som 600 store spring – 4 i minuttet – fra bølgetop til bølgetop.«
Den ukomfortable afslutning på den østtyske charmeoffensiv understregede meget passende, at langtfra alt var problemfrit med den nye østersørute. Alligevel afsejlede »Seebad Ahlbeck« i juni 1959 sin første ordinære tur fra Warnemünde til Gedser med en konflikt i lasten, der skulle give danske og østtyske hovedbrud.
Skibet havde lodspligt, indtil man kunne være sikker på, at den østtyske kaptajn Mohr og hans kollegaer kendte alle forhold udenfor og inde i havnen. Gedsers lods, Peter Hermansen, var derfor en af de første danskere ombord. Han blev også en af de ganske få.
Det stod hurtigt klart, at ruten ikke tegnede til at blive nogen succes, når det handlede om at tiltrække vestlige turister til DDR. Til gengæld stod østtyskere i kø i Warnemünde for at løse billet til en tur mod vestlig havn. Og heri lå konflikten. Eller rettere sagt, konflikten satte ind, når turistskibet anløb Gedser.
Hver gang »østtyskeren« lagde til langs kulkajen, opstod der en mærkværdig situation. Med landgangen nede kunne man normalt forvente at se mennesker gå i land, men i Gedser var det modsatte tilfældet. De mange passagerer på »Seebad Ahlbeck« blev ombord. Skulder mod skulder stod de på soldækket eller i skibets salon, hvorfra de måtte nøjes med at kigge ind på Danmark.
Kun den østtyske kaptajn Mohr satte fødderne på land – det skete, når han skulle betale havnepenge, underskrive toldpapirer eller drøfte sejladsen med lods Hermansen. Situationen i Gedser var ganske usædvanlig.
Opholdet i vestlig havn åbnede mulighed for at hilse på nogle af de familiemedlemmer, man havde været afskåret fra at se, siden Tyskland var blevet delt og landegrænsen på østsiden forstærket med en spærrezone med miner, pigtråd, vagttårne og soldater. Særligt i weekenden rejste mange vesttyskere med færgen fra Grossenbrode i Holsten til Falster, så de kunne stå klar, når turistskibet fra DDR anløb med pårørende morgen og eftermiddag.
I Gedser var der opstået et lille hul i Jerntæppet. Det blev da også hurtigt tilen nyhedsføljeton. Både danske og vesttyske aviser rapporterede inden længe fra Danmarks sydligste by. Det socialdemokratiske dagblad på Lolland-Falster, Ny Dag, noterede, at den tydeligste og sørgeligste konsekvens af Den Kolde Krig nu også var blevet et dansk anliggende:
»Det er det samme, som foregår – fuldt legalt – langs ‘Jerntæppet’ i Tyskland, hvor der ligefrem er specielle tidspunkter, hvor der er givet tilladelse til, at slægtninge fra begge sider af ‘tæppet’ kan mødes – med pigtråden imellem sig. Specielt i de sidste dage har mange vesttyskere gjort turen til Gedser, for at de fra kajen har kunnet tale med deres pårørende ombord på ‘Seebad Ahlbeck’.
En ung tysker fra Hamborg, der for tre år siden ‘hoppede af’, gjorde i sidste uge den lange tur til Gedser, for at han der kunne komme til at tale med sin far, der stadig bor i Østtyskland. Faderen sejlede med på flere ture, så far og søn i få dage havde mulighed for at ses dagligt.«
Fra kajen udvekslede de vesttyske besøgende hilsner, breve og gaver med de østtyske passagerer. En af dem, som nåede at rejse med »Seebad Ahlbeck«, var en ung østtysk kvinde ved navn Edith Rabe. Ved ankomsten til Gedser skrev hun en seddel og kastede den ind på land – en bøn om at skaffe hende nogle postkort fra den ukendte verden, som ironisk nok lå for fødderne af hende, lige på den anden side af skibets lønning.
Hun skrev senere sin oplevelse af turen ned: »Jeg er ikke den eneste, som på den måde forsøger at skabe kontakt til folkene på kajen. Men den munterhed, jeg føler, bliver til en tristhed, jo længere tid jeg kigger ind mod de promenerende. Der er en masse tyske turister iblandt.
Vi taler det samme sprog, og alligevel har vi ikke de samme muligheder. De spadserer rundt på land, men vi skal blive ombord. Jeg når ikke at tænke meget mere over det, før vores skib lægger fra. Et sidste vink og råb mod land, inden den danske kyst ganske langsomt forsvinder ud af syne.«
Det var uundgåeligt, at spørgsmålet snart måtte dukke op i pressen: Hvorfor i alverden kunne de østtyske passagerer ikke få lov til at gå i land i Gedser, mens skibet lå til kaj – ligesom i Trelleborg? Svaret var bestemt ikke enkelt, og alt efter hvem man spurgte, kom det også i to vidt forskellige versioner.
Fra officiel dansk side så det sådan her ud: En østtysk turist skulle kunne fremvise et rejsepas og et visum.
To dokumenter, som en borger i DDR havde svært ved at fremskaffe. De østtyske myndigheder udstedte kun sjældent almindelige rejsepas til landets borgere, al den stund at regimet i forvejen kæmpede med at holde befolkningen indenfor landets grænser.
Hvad angik visum, så skulle et sådant udstedes af det land, man ønskede adgang til, og da Danmark ikke anerkendte DDR, fandtes der intet dansk kontor i landet, hvor en østtysk borger kunne søge. Den eneste mulighed var at opsøge den danske militærmission i Vestberlin, som havde bemyndigelse til at udstede visum.
Østtyskernes vej til Vestberlin var dog ingen nem vej – det kunne lade sig gøre, men rejsen var forbundet med stort besvær. For slet ikke at tale om, hvad det ville kræve for en person fra Rostockområdet at rejse til Berlin og skulle krydse bygrænsen.
Spørgsmålet blev så, hvorfor Danmark ikke bare åbnede for østtyske borgere uden de nødvendige papirer. Her var svaret, at en sådan beslutning skulle tages af de danske myndigheder, og gav man tilladelsen, ville det kunne tolkes i retning af en officiel anerkendelse af det, som Danmark kaldte for Østtyskland.
Og med det relativt nye NATO-medlemskab var den danske holdning klar: Det østlige Tyskland var stadig at betragte som besat af Sovjetunionen og styret fra Moskva. Altså kunne Danmark ikke, som det neutrale Sverige gjorde i Trelleborg, udstede særlige, korte besøgsvisa. Med et almindeligt rejsepas og visum var alle dog velkomne.
Udefra forekom den danske indstilling noget stivnakket og ugæstfri. For dem, som lå på ideologisk linje med magthaverne i Moskva, blev sagen fra Gedser således en foræring i propagandaarbejdet. Kommunisterne, der altid hørte for, at Jerntæppet var en konstruktion, som Sovjetunionen og vasalstaterne benyttede til at spærre sine befolkninger inde, kunne nu skyde tilbage mod Vesten.
Land og Folk – de danske kommunisters partiorgan med redaktionslokaler i Dronningens Tværgade i København – skrev den 28. august 1959, at »B&Ws arbejdere kræver det danske jerntæppe ved Gedser hævet nu«.
Avisen kunne fortælle, at værftsarbejdernes stærke fællesklub på Refshaleøen i København var trådt sammen til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde dagen forinden. Anledning var »Seebad Ahlbeck«, og dagsordenen handlede om at vedtage en henstilling til den danske regering om at sørge for en »normalisering« i forholdet til DDR.
Både Land og Folk og de kommunistiske tillidsmænd på værftet ønskede en officiel dansk anerkendelse af DDR, og den danske regering kunne passende begynde med at lempe på indrejsereglerne for de østtyske turister på »Seebad Ahlbeck«, lød opfordringen.
Man kritiserede de danske myndigheder for ikke at ville give gæsterne sydfra lov til at gå i land i Gedser. Det burde være muligt – også uden visum og rejsepas – mente tillidsmændenes fællesklub på B&W. Avisen skrev ikke, at anledningen til kritikken fra tillidsmændene i virkeligheden var den, at en østtysk partikammerat kort forinden var blevet nægtet adgang til Danmark, fordi han ikke havde skaffet det rigtige visum.
Dagbladet Information, der stort set boede dør om dør med Land og Folk i København, gik i rette med sine naboer. Chefredaktøren var på det tidspunkt den tidligere borgerlige modstandsmand Hans Edvard Teglers, der efter besættelsen havde markeret sig som optændt antikommunist. Teglers havde også været tilknyttet den private efterretningstjeneste “Firmaet”, der stod bag aflytningen af næstformanden i Danmarks Kommunistiske Parti.
Hans avis svarede nu Land og Folk, at »Kommunisterne opfinder et jerntæppe ved Gedser.« Information kunne ud fra et »mellemfolkeligt synspunkt« støtte, at østtyskerne burde have adgang til Danmark, men kritikken var rettet mod de forkerte, skrev avisen:
»Hverken Land og Folk eller arbejderne på B&W rører ved et problem, som set i den sammenhæng
er langt vigtigere – nemlig den »menige« østtyskers mulighed for overhovedet at rejse til Danmark eller andre vestlige lande […] De østtyskere, som ikke har regeringens bevågenhed på en positiv måde, skal nemlig ikke alene ansøge om lov til at rejse ind i andre lande, men skal også have tilladelse til at rejse ud af deres eget.
Og det er langtfra en tilladelse, der gives til alle og enhver […] Hvis B&W-arbejderne og Land og Folk ønsker ’mere åbenhed folkene og landene imellem’, skal kritikken i dette tilfælde ikke rettes mod ‘Jerntæppet i Gedser’ – som dog kan gennemtrænges af alle, som har tålmodighed til at vente på militærmissionens behandling af ansøgningerne –, men derimod mod regeringskontorerne i Østberlin, som i første række hindrer et normalt rejseliv. Det ventes dog ikke, at en sådan kritik vil blive rejst.« Her ramte Information en øm tå hos redaktionen i nabobygningen.
Spørgsmålet var nemlig, om almindelige østtyske passagerer overhovedet kunne få udstedt et rejsepas af deres egne myndigheder, hvis de ønskede det. Noget, som Information også påpegede i en ironisk tone: »Hvis Land og Folk hermed vil hævde, at alle østtyskere frit kan udrejse af deres eget land uden først at spørge myndighederne om lov, er det noget ganske nyt.«
Sagen var formentlig den, at styret i Østberlin kunne drage politisk nytte af en trafikrute mellem Warnemünde og Gedser, men ikke af deres egne borgeres muligheder for at betræde vestlig grund.
Den østtyske diktator, stalinisten Walter Ulbricht, var allerede langt i sine tanker om en hermetisk lukning af hullerne i den tyske del af Jerntæppet, og hans regering var formentlig klar over, at Gedser – ligesom grænsen i Berlin – risikerede at blive en vej ind i Vesten for mange af de DDR-borgere, som ville væk for bestandig.
Selvom DDR-myndighedernes danske støtter altså hævdede, at man ønskede indrejse til Danmark for de østtyske turister, handlede det mere om at presse på for en anerkendelse af DDR, eller i hvert fald at mærke en officiel tilnærmelse. På trods af mange skriverier om det modsatte kom der aldrig nogen særlig aftale om besøgsvisum i stand mellem DDR og Danmark. De østtyske turister måtte fortsat opleve Danmark fra et sted inde på skibet. Det kom også til at gælde i den kommende sæson.
April 1960
For de østtyske myndigheder blev optakten til sommersejladsens anden sæson en blandet fornøjelse. Den 7. april åbnede man et østtysk turistkontor i København, hvor danskerne kunne hente inspiration til rejser i DDR og søge om visum, der ikke kun gjaldt korte dagsbesøg i Rostock og Warnemünde. Åbningen af kontoret, der med direktør Mühlners ord også demonstrerede en østtysk villighed til »etablering af normale, fredelige forbindelser med alle lande«, blev omtalt i mange danske aviser.
Man havde dog fra østtysk side formentlig ønsket sig en lidt anden timing. Samme dag udspillede der sig nemlig et drama på Bornholm, da tre 17-årige østtyske fiskere hoppede af fra en DDR-trawler i Rønne og lod kaptajnen alene tilbage.
Det statslige fiskerikollektiv i DDR måtte nødtvungent sende medarbejderforstærkning til Bornholm, så trawleren kunne vende hjem til havnen i østtyske Wismar. Den nyhed endte spalte om spalte med historien om det østtyske turistkontor i København, der skulle promovere herlighederne i DDR. En opgave, der tilsyneladende stadig havde sine udfordringer.
Da »Seebad Ahlbeck« to en halv måned senere sejlede sæsonens første tur til Gedser, kunne Børsen rapportere om en begrænset dansk interesse for DDR: »Der var nok 150 østtyske turister med ombord, men de kunne ikke gå i land […] og da skibet returnerede fra Gedser ved 10.30-tiden, var der kun 2-3 rejsende med sydpå. Derimod var der mødt flere vesttyske turister op på kajen for at hilse på østtyske slægtninge, der havde benyttet chancen for at se deres familie fra Vesttyskland ved skibets tur til Gedser.«
Mere end noget andet så demonstrerede sejladsen med det østtyske udflugtsskib, at trangen til at søge mod den vestlige del af Jerntæppet var meget større end trangen til at komme den modsatte vej.
Søndag den 26. juni 1960. Gedser
»Seebad Ahlbeck« var kun en uge inde i sommersejlplanen, da et par lokale tilskuere om eftermiddagen den 26. juni studsede over synet af tre passagerer på skibets fordæk. De tre unge mænd havde man med sikkerhed også set under skibets første besøg om morgenen. Deres afslappede sommerpåklædning afslørede, at de ikke var en del af mandskabet. Kort efter ankomst forsvandt de under dæk.
Da skibet gjorde klar til afsejling omkring klokken 17.45, dukkede de tre mænd igen op på dækket, men nu i andet tøj, og alle med hver deres skuldertaske. Øjeblikket efter at fløjten havde lydt, og lodsens medhjælper, Harry Hansen, havde kastet trosserne, sprang de tre mænd over lønningen, landede på kajen halvanden meter under dem og satte i spurt væk fra havnen.
Passagerer ombord og lokale tilskuere på kajen så til med forbløffelse, men kaptajn Mohr fortsatte sin manøvre og gled ud af havnen. Da »Seebad Ahlbeck« var blevet til en hvid prik i den sydlige horisont, kom afhopperne frem fra deres skjul i et krat i nærheden.
Til de danske politibetjente kunne mændene fortælle, at de havde benyttet morgenturen mellem Warnemünde og Gedser til at sondere havneterrænnet, inden de ville hoppe af om eftermiddagen. Lidt senere blev de af en lokal betjent fulgt til København, hvor Fremmedpolitiet overtog sagen.
»Så har den første afhopning fundet sted,« konstaterede Ny Dag på forsiden dagen efter. Dagbladet havde som mange andre aviser fulgt udviklingen omkring »Seebad Ahlbeck« og dets passagerer, som var forhindret i at forlade skibet i Gedser. Land og Folk havde også deltaget med fyrighed i debatten, men afhopninger var næppe det, man ønskede at skrive om. Avisen gik anderledes til værks og rapporterede om »eventyrlystne tyveknægte«.
Hovedhistorien var slet ikke flugten i Gedser, men handlede om tre helt andre øst tyskere, der netop var blevet taget i at stjæle en vesttysk motorbåd, som skulle bringe dem til Middelhavet. På den måde fik Land og Folk mulighed for at antyde noget andet om søndagens afhoppere i Gedser: »Det er ikke oplyst, hvorfor de valgte den besværlige vej til at forlade deres land.
Det havde været betydeligt nemmere for dem at tage undergrundsbanen eller sporvognen fra Østberlin til Vestberlin, hvis det var deres mening at forlade landet. De må åbenbart have en særlig interesse i Danmark,« sluttede journalisten fra Land og Folk med en slet skjult reference til de tre »eventyrlystne tyveknægte«.
Hvis afhopperne fra »Seebad Ahlbeck« havde en særlig interesse i Danmark, var det dog tilsyneladende kun den, at nabolandet mod nord var en mulig vej ud af det lukkede DDR.
Mindre end et døgn efter flugten befandt de tre unge østtyskere sig igen i Gedser. Afhøringerne hos fremmedpolitiet i København var overstået, og nu skulle de nå deres mål. Som titusinder af andre østtyske flygtninge, der forsøgte at komme over Jerntæppet, ønskede også de at fortsætte tilværelsen i Vesttyskland.
Derovre ventede slægtninge, det samme sprog, et statsborgerskab, mindre ensretning, flere muligheder. Vejen dertil var farlig, men i det her tilfælde også en anelse kuriøs. En flugt til Vesttyskland med Gedser som mellemstation betød, at man med fare for liv og lemmer hoppede af et østtysk skib ved den ene kaj for så lidt senere at blive fulgt roligt ombord på en vesttysk færge ved den modsatte kaj.
Fra færgen »Theodor Heuss« skulle tage de tre unge afhoppere til Grossenbrode i Vesttyskland, kunne passagererne se direkte over på kulkajen, hvor »Seebad Ahlbeck« lagde til. Ved den første ankomst efter gårsdagens flugt stod det klart, at de østtyske myndigheder nu tog deres forholdsregler. Adgangen til for- og agterdæk var spærret.
Passagererne stod nu som sild i en tønde på midten af soldækket eller befandt sig bag vinduerne nede i salonen. Potentielle afhoppere havde dermed fået mindre plads til at bevæge sig rundt på skibet og færre steder at springe fra.
Den forstærkede sikkerhed ombord kom ikke som nogen stor overraskelse for de mennesker, der havde fulgt med på havnen eller i pressen – omvendt vakte det opsigt, at tingene allerede havde ændret sig, da det østtyske skib returnerede på sin anden sejlads senere på eftermiddagen. Tilskuere på kulkajen i Gedser bemærkede, at for- og agterdækket nu tilsyneladende igen var åbent for passagerer under opholdet i Danmark.
Klokken kvart i seks kunne Harry Hansen – helt efter tidsplanen – endnu en gang løsne trosserne til »Seebad Ahlbeck«. Matroserne hev tovværket ombord, og »østtyskeren« manøvrerede langsomt væk. Sommersejladsen på tværs af Jerntæppet kunne gå ind i sin anden uge. Det var i de samme dage, at to familier i Prag gjorde klar til at foretage en sommerrundrejse i Den Tyske Demokratiske Republik, DDR. Roceks og Reisers ville ud.
Spring
Søndag den 24. juli 1960
Nogle går tidligt til stranden, andre bliver oppe i skyggen. På den sidste hele dag i Kühlungsborn står det igen alle rejsende frit for, hvordan de vil disponere. Roceks og Reisers – alle ni – er allerede i Warnemünde.
Jans tilfældige opdagelse dagen før har genantændt håbet i dem alle.
Drengene ved panoramakikkerten på kajen havde fortalt, at »Seebad Ahlbeck« sejlede udflugtsture nede fra fiskerihavnen. Frem og tilbage mellem Warnemünde og Danmark, og endda flere gange om dagen, med toldfri chokolade og cigaretter i kiosken.
Da skibet kom nærmere, kunne Jan selv se det: At et spring fra soldækket af udflugtsskibet umuligt kunne slå nogen ihjel. Og det var præcis, hvad han og Eva havde skyndt sig tilbage for at fortælle Ruth og Arnost. Deres fælles håb om at slippe ud levede endnu.
Ungerne og Anna bliver hængende i en nærliggende park, mens de fire andre fortsætter mod havnen for at skaffe billetter til overfarten med »Seebad Ahlbeck«. Arnost får opgaven at spørge på sit blændende tysk. Men hverken hans charme eller sprogkundskaber hjælper dem – både morgenafgangen og eftermiddagsafgangen er udsolgt. Til gengæld lover damen i billetskuret at holde ni billetter, hvis det viser sig, at der ved eftermiddagsturen ligger uafhentede tilbage. Den chance er værd at vente på.
En ting bekymrer dem stadig: Historien om danskerne, der sender flygtninge retur. Jan får den fremragende ide – synes han selv – at lede efter en af de lokale uden en rød partibog. Sådan et menneske kan man stille de lidt farligere spørgsmål. Han ved også, hvor han skal lede. Blandt de døde.
Kirkegårdens mange store gravmæler sladrer om fordums stand.
Her ligger folk, som levede, før Walter Ulbricht forvandlede staten til arbejdernes og bøndernes paradis. Måske er det endda nazister, som ligger der, men Jan mener i hvert fald, at det er muligt at støde på en efterkommer, som ikke sympatiserer med det kommunistiske system. Han forestiller sig at vente på en person, som måske skal ordne et gravsted for en håndværksmester, kaptajn, direktør, købmand eller lods.
En, der med en vis sandsynlighed ikke gik i graven som socialist. Blandt de få mennesker, som befinder sig på kirkegården, beslutter de at henvende sig til en ældre, pænt klædt dame. Kvinden lytter til at begynde med, men da Jan og Arnost bevæger sig hen til spørgsmålene om båden til Danmark, afbryder hun dem og forsvinder i småløb. Kirkegårdstricket er desperat og dur på ingen måde, men Jan er ikke færdig.
Han trækker de andre med til kirken ved parkeringspladsen. Her er søndagens messe netop overstået. Han får endnu en gang fat i en ældre dame, som lytter lidt længere, end den første gjorde. Men svare på hans spørgsmål, det kan hun ikke. Det bliver dråben for Arnost og Ruth. De har ikke mere i sig.
Hverken Jan eller Eva har bemærket, at deres venner er ved at nå til et punkt, hvor deres stress overstiger viljen. Deres venner har ikke vist flere tegn på skuffelse, frustration eller håb end dem selv. Men nu er det åbenbart nok. De kan ikke holde til mere, siger Arnost kontant. Og i øvrigt opfører Jan sig dumt, mener de. Hans desperate og uforsigtige forsøg på kontakt bringer dem alle i fare.
Og selvom det skulle lykkes at hoppe af i Danmark, er de jo ikke sikre på at kunne blive der. Slut, ikke mere. De ser Reisers køre væk for at hente deres to drenge, og synet af deres Tatra, der forsvinder om hjørnet, slår igen Eva og Jan ud af kurs.
Den kontante afvisning bringer dem til en erkendelse. På kirkepladsen midt i Warnemünde tager Roceks en hård, men nødvendig beslutning: at give op og følge vennerne tilbage til lejren. Arnost og Ruth har jo nok ret. De løber en alt for stor risiko ved at begive sig ud på en flugt, der måske alligevel bare ender i en udlevering til Tjekkoslovakiet. Og så vil det være slut.
Klokken er blevet cirka halv et, da de henter Thomas, Martin og Anna i den nærliggende park. Jan ser over på Eva, der sidder tavst i passagersædet og stirrer frem for sig. Han føler sig også trist, men tænker, at han bør muntre hende op, inden de begiver sig tilbage mod teltene i Kühlungsborn. Overfor parken er der en lille fiskebod, og ingen af dem har fået noget at spise siden den hurtige morgenmad.
»Det hele er alligevel ødelagt, så lad mig i det mindste købe dig lidt røget fisk,« prøver Jan. »Dem kan du så godt lide.« I køen foran ham står et ældre ægtepar og en yngre mand, som tydeligvis kender hinanden. Af deres samtale fremgår det, at manden tidligere har ejet sin egen forretning i byen og nu arbejder på en fabrik. Jan gætter sig til, at forretningen nok er blevet nationaliseret. Lige der står den person, de har søgt efter; lokal og sandsynligvis ikke partimedlem hos kommunisterne. Fandeme om Jan vil give op.
Måske er det det, som virker; at gå direkte og uforfærdet til sagen. Jan orker ikke flere omveje, da han kort efter får standset manden. Han fortæller, hvor de kommer fra, og spørger så, om det egentlig sker, at folk forsøger at flygte, når de rejser med båden til Danmark fra Warnemünde. Den unge herre er ikke i tvivl om, hvilken slags samtale der finder sted.
Og tilsyneladende er han også den rette mand. Det sker, at folk prøver, bekræfter han. Men – sender danskerne flygtningene tilbage, vil Jan vide.
»De kan ikke lide tyskere, så de sender dem til Tyskland. Til Vesttyskland. Men jer skal de nok beholde.«
Få minutter senere drejer de ind tæt ved anløbsbroen og parkerer deres Wartburg. Jan håber ikke, at han skal se bilen igen. Han håber kun, at heldet er med dem – at damen i billetskuret har uafhentede billetter. Men det er der også andre folk, der håber på.
I køen bag dem opfanger en ældre dame, at familien Rocek er fra Tjekkoslovakiet. Det er hun også, fortæller hun og begynder at konversere. Ikke nu, tænker Jan. Ikke nu. Da han er fremme ved billetskuret, får han beskeden: Jo, damen har holdt nogle billetter til dem, men ni stykker har hun desværre ikke tilbage. Der bliver også kun behov for fem.
Klokken halv to om eftermiddagen trækker en matros landgangen ind, og »Seebad Ahlbeck« kan afsejle mod Gedser. En lettelse, selvom der er lang vej endnu. En lettelse er det også, at den tjekkoslovakiske kvinde i køen ikke havde held til at få en billet. Arnost, Ruth, Jan og Pavel havde han dog gerne set ombord. Deres bedste venner. De har gennemlevet det værste sammen, og de havde aftalt, at de skulle forlade det sammen.
Det er ikke glæde, der fylder mest, da Jan ser kysten forsvinde bag sig: »Vi havde ikke noget valg. Der var ikke noget, vi kunne gøre. Vi havde det utroligt dårligt med at lade Reisers blive tilbage, men det her var vores sidste chance. Det var den sidste dag og dagens sidste sejlads. Dagen efter skulle gruppen fortsætte tilbage mod Tjekkoslovakiet.«
Nordfalster
Gedser. God ide. Der kan man se det østtyske skib. Alle er enige om målet for søndagsudflugten, da emnet kommer på bordet hos familien West i Nørre Alslev. Også selvom turen fra det nordligste til det sydligste af Falster vil tage dem tre kvarter at køre. Midt på eftermiddagen pakker alle syv sig sammen i én bil og kører mod syd.
11-årige Helle West er sammen med sine forældre, Jens og Emmy, sin lidt yngre søster Lissi og den kun etårige bror Hans Jørn kommet kørende den lange tur fra Trørød i Nordsjælland for at tilbringe weekenden hos bedsteforældrene. Både hendes far og mor stammer fra området omkring Nørre Alslev, så ikke sjældent tager de turen til Falster.
Mange af de historier, som Helle ofte har fået fortalt om sine forældre, har også udspillet sig, mens de stadig boede på sydhavsøerne. En af dem handler om de bevægende majdage i 1945, hvor tusindvis af slagne tyske soldater marcherede ud af Danmark.
Dengang havde hendes forældre og bedsteforældre forsynet nogle af de trætte mennesker med mad og drikke til den videre vandring mod syd. Ikke lige populært hos alle i lokalsamfundet, men familien West gjorde det ud fra et synspunkt om at ville hjælpe, hvor der var et umiddelbart behov. Kun et år senere, lige efter deres bryllup i 1946, tog Jens og Emmy West den toårige tyske dreng Dietmar i pleje.
Dietmar var krigsbarn og en af mange, der som led i et hjælpeprogram blev sendt til Danmark for at få sul på kroppen. De historier er Helle vokset op med. Man hjælper, hvor man kan.
Den bredskuldrede, høje smed, der fylder bag rattet i den blå Ford Consul, er Helles helt egen helt. Sådan ser de fleste børn nok på deres far, men Jens Wests både voluminøse statur og rummelige gemyt gør, at mange tillægger ham en særlig autoritet og imødekommenhed. I sine helt unge dage var han livredder og krydsede sågar Storstrømmen svømmende.
Senere, da familien flyttede til Rundforbivej i Trørød, blev han manden, som hjalp både høj og lav, ung og gammel. I et hus overfor har kommunen indkvarteret nogle »subsistensløse«, og når de skal til byen for at handle, kører de med Jens West.
Skærsliberne lægger også ofte vejen omkring Westhuset, fordi de ved, at der venter et måltid og et brugt, men rent sæt tøj hos Emmy og Jens. Kvarterets unger opsøger ham, når cyklen skal lappes, for Jens kan fikse det meste med det mindste, og han er ikke ret længe om det. Jens Lyn bliver han kaldt. Helles superhelt er dog ikke usårlig. Hendes far ser ekstremt dårligt uden sine briller.
Vinden pisker skumtoppe op, men styrken er ikke usædvanlig for en østersøsejlads. Heller ikke for »Seebad Ahlbeck«, selvom passagererne indimellem må stoppe op for at finde støtte, så de kan holde balancen. Drengene og Jan har placeret sig i nærheden af stævnen, hvor bølgerne slår op og sender prikkende saltvandssprøjt ind over dem. De kan lige så godt vænne sig til vandet, tænker Jan. For at udfylde ventetiden tilbyder han dem også, at de kan gå til skibets kiosk og købe lidt chokolade. Men Martin afslår.
Det vil bare gå til spilde, hvis nu skibet begynder at synke, og de må skynde sig væk, argumenterer han. Nede ved agterdækket har Eva gang i en lavmælt diskussion med sin mor. Anna ved nemlig ikke, om hun tør springe, når det kommer til stykket. To ting taler dog for at følge de andre: først og fremmest at hun ikke ønsker stå alene tilbage uden sin eneste datter og resten af familien.
Det andet er frygten for de hårde politiforhør, der uundgåeligt venter hende, hvis hun returnerer til Tjekkoslovakiet.
Da den østtyske kyst ikke længere er synlig mod syd, toner den danske frem stik nord. Langsomt vokser en mørk bræmme med et fyrtårn og nogle huse. Så havnen. Folk begynder at pible frem nede fra salonen. Mens soldækket fyldes, fortrækker Jan og drengene til agterdækket, hvor Eva står sammen med Anna.
Om lidt skal de være klar, men de har ikke diskuteret detaljerne. Hvad der kan vente dem efter et spring. De to små drenge har ingen anelse om, at deres forældre om et øjeblik vil gribe fat i dem og kaste sig fuldt påklædte ud i et dybt havnebassin, uden at have tænkt det igennem.
Den solrige søndag og de varme sommertemperaturer trækker mange til Gedser. Hundredvis af mennesker fylder på Stationsvejen, der fører ned til havnen og færgerne. Det er lidt ligesom ved juletid inde i byen, synes Helle. Folk overalt, og de fleste med det samme mål. I dag handler det om skibet, der snart lægger til ved kulkajen.
Alle går i retning af den gamle stationsbygning og det tomme havnebassin, der ligger på den modsatte side af de store færgelejer. De er kommet for at se »østtyskeren«, eller »kajkysseren«, som den også bliver kaldt. Udenlandske skibe i Gedser kan i sig selv vække nysgerrighed og suge besøgende til, men som Helles bedstemor pointerede, før de kørte afsted, er det østtyske skib noget ganske særligt.
Det har fyldt meget i pressen, og nu er der altså en chance for at se det med egne øjne. Jens West, der sammen med Helle skubber barnevognen med Hans Jørn, vil tæt på skibet fra DDR. De andre spadserer lidt længere oppe på havnen, bag de forreste rækker af mennesker.
Skibet glider op langs en stor rød murstensbygning, hvor en mand i uniform har taget opstilling. Bag en interimistisk afspærring
med en snor står i hundredvis af mennesker.
Så snart trosserne ligger om pullerterne, sænker mandskabet på »Seebad Ahlbeck« landgangen. Jan ser rundt. Både passagerer og tilskuere har deres opmærksomhed rettet mod nogle få vesterlændinge, som efter en kort endagstur til DDR nu forlader skibet. Ingen ser mod agter, hvor han, Eva, drengene og Anna står helt for sig selv.
Det er nu, hvis det skal være, det er der ingen tvivl om. Men så tøver Eva. Instinktet stritter imod at springe ned i det mørke vand. Hun vender sig mod sin mand og beder ham skubbe hende og Martin i, når de er kommet op på rækværket. Så kravler hun op. Jan skubber, griber fat i Thomas og følger efter. Om Anna slipper fra borde, eller hvilken vej Eva svømmer med Martin, når han ikke at bemærke.
Selve springet er kort, og det samme er tidsrummet, hvor de først synker ned i det kolde mørke for derefter at bryde tilbage i lyset. Men deroppe, i vandoverfladen, venter kampen. Jan kommer om på ryggen, får med sin venstre hånd fat i den konfuse Thomas, mens han med den højre arm forsøger at tage baglæns svømmetag.
Det går langsomt, kan han mærke. Tøjet tynger dem, men næsten værre er det, at det pludselige møde med vandet har sendt hans briller mod bunden af havnebassinet. Jan føler kortvarigt sin fornemmelse af retning forvinde, og saltvandet i øjnene forværrer det slørede syn. Over skulderen, i det diffuse fjerne, synes han at ane en stige. Der er langt derover.
»Help, send the police! Help, send the police!« Jan bliver ved. »Help, send the police! Help, send the police!«
Da han igen finder åndsnærværelse til at orientere sig, kan han pludselig ikke længere se stigen, men han fornemmer stadig bolværket på den anden side. Hvad han ikke ser, er de to uniformerede mænd fra »Seebad Ahlbeck«, som nu har travlt med at sætte en gummibåd i vandet. Deres aktion i det danske havnebassin skal snart blive genstand for voldsomme diskussioner og gætterier.
Helle opfatter dårligt nok, hvad der sker, da de står ved kajen. Men hun registrerer, at hendes far tager sin sommerjakke af og lægger den ovenpå barnevognen, før han overlader hende ansvaret for sin lillebror:
»Hold fast på barnevognen, Helle.«
Jens West bøjer sig ned, snører sine brune sko op, trækker dem af og træder et par skridt frem. Han springer på hovedet i. Først nu går det op for hende, at der ligger nogle mennesker derude i havnebassinet.
Jan vil væk fra »Seebad Ahlbeck«. Det er på alle måder umuligt for ham at vurdere, hvor langt han skal svømme, men fra det sted, hvor han sprang i med Thomas, og over til stigen, han sigter efter, er der omtrent 100 meter. Af alle kræfter fortsætter han sine tunge, besværlige svømmetag mod den modsatte side. Folk på kajen hører ham tilsyneladende råbe, at de er tjekker og vil have hjælp af politiet.
Skibets tydelige slagside er det første, mekaniker Bjarne Jeppesen bemærker, da han sammen med sin forlovede, Kate, og hendes far, den lokale overbetjent Werner Braagaard, ankommer på deres søndagsudflugt til havnen. Slagsiden skyldes, at alle passagererne er stimlet sammen ovre på bagbordsside for at se på noget, der foregår i havnebassinet.
Så hører han råbene nede fra vandet. Bjarne Jeppesen maser sig frem til udkig. En mand med et barn er på vej tværs over bassinet, og bag dem nærmer sig en gummibåd med to uniformerede mænd. De har alle retning mod bolværket med stigen og afsatsen. Der, hvor Bjarne selv plejer at bade fra om sommeren. Som mange andre, der denne eftermiddag overværer dramaet i Gedser, tænker den unge mekaniker først, at der er tale om mennesker, som ved et uheld er faldet i vandet.
Og som for mange andre går det også lynhurtigt op for ham, hvad der i virkeligheden foregår: en afhopning. Bjarne Jeppesen sætter i løb mod bolværket på modsatte side.
Hvad der præcist sker, da Jan sammen med Thomas nærmer sig bolværket på næsten samme tid som østtyskerne i gummibåden, bliver aldrig helt opklaret. Sikkert er det dog, at Jens West er i vandet lige ved siden af afhopperne og mandskabet fra »Seebad Ahlbeck«. Der hersker en voldsom forvirring.
Jan fortæller senere, at en mand i vandet kalder på tysk, at han skal give ham Thomas, hvilket han nægter, netop fordi manden taler tysk. Først da han mærker, at østtyskerne i gummibåden har indhentet ham og Thomas, og kræfterne næsten er sluppet op, vælger han at give sin søn fra sig. Det sker, mens de stort set befinder sig lige ved stigen og bolværket. Manden, som taler på tysk, er muligvis Jens West, for han bliver selv citeret for, at han råber til Jan, at han skal give ham drengen.
Men West kan ifølge sin datter hverken tale tysk eller engelsk. At Jan derfor forveksler råbene fra tyskerne i gummibåden med råbene fra Jens West, er en mulighed. Flere vidner fortæller, at østtyskerne tager drengen op i gummibåden, da afhopperne når afsatsen. De slipper ham kun, fordi Jens West råber, at drengen skal blive i Danmark. Han råber på dansk – men råber så højt, at intet kan misforstås.
Bjarne Jeppesen, der kravler ned ad stigen for at hjælpe Jan, Thomas og Jens West, er en af dem, som husker, at tyskerne tager drengen op i deres gummibåd. Hans svigerfar, overbetjent Braagaard, som står på kajen lige ovenfor, ser det samme, men er i tvivl om østtyskernes hensigt. Han formoder, at de faktisk vil hjælpe.
Den forklaring modsiger andre vidner – og Jan fastholder, at han hører østtyskerne afslutte med: »Also, da kann man nichts mehr machen.« Det udsagn kan oversættes med: »Vi gjorde, hvad vi kunne.« I selve udtrykket ligger der en resignation eller en magtesløshed. At noget ikke er lykkedes – at det nu er ude af ens hænder.
Om det så betyder, at østtyskerne har forsøgt at få afhopperne med tilbage til skibet, kommer til at stå hen i det uvisse. Da de to uniformerede mænd i gummibåden padler tilbage mod »Seebad Ahlbeck«, buher og pifter tilskuerne ad dem.
En mand tager fat i Thomas og forsøger at løfte ham op på kajen, men Jan griber straks ind. Han aner ikke, at Bjarne Jeppesen forsøger at hjælpe. Ingen skal røre hans søn, før han ved, at de er i sikkerhed:
»The police,« beder Jan indtrængende. »I want to talk to the police!«
Overbetjent Braagaard forsøger at berolige ham, men uden det store held.
Eva, Martin, Anna? Han kan ikke få øje på dem blandt de mange mennesker, som er stimlet sammen.
Børn ser til fra skuldrene af deres forældre, og nogen i mængden siger noget på et sprog, han ikke forstår. Er de der et sted? Han kan ikke se dem. Et par betjente presser sig vej gennem kødranden af nysgerrige og beder afhopperen og drengen om at komme med. Jan løfter Thomas op og følger dem.
Inde i politiets kontor er de heller ikke. »My wife, my son?«
Ingen kan svare bekræftende. Fra kontoret kan han se ud til »Seebad Ahlbeck«. »Stop the ship!« begynder Jan. »Stop the ship!«
For enden af kulkajen er lods Hermansen og hans medhjælper, Harry Hansen, hoppet i lodsbåden og har startet motoren. Lodsen ville i første omgang have hjulpet ovre ved bolværket på den modsatte side, men derovre kom nogle andre de nødstedte til hjælp. Næsten samtidig havde han fået øje på en anden person, som forsøgte at holde sig flydende.
Anna træder vande, så godt det nu lader sig gøre med tøjet på. Hun sprang først i vandet, da hun så de fire andre dukke op i overfladen igen. Derefter smed hun sin jakke og sine sko og fulgte efter. Nu har hun ligget der i mindst fem minutter, men nægter stadig at gribe fat i den redningskrans, som nogle turister fra »Seebad Ahlbeck« har kastet ud til hende. Kransen er fastgjort til et tov.
De vil bare hale hende tilbage ombord på skibet, tænker hun. Samtidig kan hun se, at en lille båd nærmer sig. Hermansen og hans medhjælper, Harry Hansen, rækker ud over rælingen og griber fat i den ældre kvindes tøj. Med en del besvær får de hende ombord i lodsbåden. Kort efter kan de alle træde op på kajen. Mændene følger Anna direkte ind i det lille paskontor i den gamle stationsbygning.
Derinde står hendes datter og ældste barnebarn. Også drivvåde. Da de ser hinanden, bryder de ud i gråd. Det viser sig, at Eva tog den smarte vej med Martin. Kort efter at de var sprunget i vandet, svømmede hun straks op mod bolværket, hvor skibet lå fortøjet. Her råbte nogle mennesker til hende. Først da de kunne svare bekræftende på hendes spørgsmål – »Are you Danish?« – turde hun give Martin fra sig og selv blive hjulpet op på land. Eva tabte sin ene sko i vandet, men ellers forløb det uden drama.
En betjent siger, at de to kvinder og drengen skal sætte sig ind i det folkevognsrugbrød, der er ankommet. Afhopperne bliver transporteret det lille stykke bagom havnebassinet, hen til politiets kontor ved det store færgeleje. Da Jan ser sin hustru, svigermor og søn igen, falder han sammen af lettelse: »Vi var både fysisk og mentalt udmattede. Men også ekstatisk lykkelige over, at vi havde klaret den.«
Helle West og resten af familien har fundet hendes far, som står omringet af folk, der vil give udtryk for deres anerkendelse. Nogen har skaffet den gennemblødte og dryppende mand et tæppe, men betjente eller toldere er der ingen af i den store kreds af nysgerrige og anerkendende tilskuere. Heller ingen af de to afhoppere, som han hoppede ud i bassinet for at hjælpe, er længere på kajen.
Alt står i det hele taget lidt sløret. Jens West glemte at tage brillerne af, før han sprang – og det er lige nu hans største bekymring. For hvordan dælen skal familien nu komme hjem fra Gedser? Emmy har ikke kørekort.
Det er med sin fars briller og den dybeste koncentration, at Jens West lidt senere kører sin kone, tre børn og forældre ud af Gedser og hjem til Nørre Alslev. Her kan han i ro og fred fortælle dem, hvad der skete ude i havnebassinet. Helle er stolt. Hendes helt egen helt. De må blive hos bedsteforældrene på Nordfalster natten over, så et par nye briller kan nå frem. En strøm af journalister render familien på dørene, men politiet hører de ikke fra.
I deres system forbliver Jens »en tilfældig mand«. 15 kilometer derfra, på en stue på Nykøbing Falster Sygehus, får alle fem afhoppere lidt at spise. De har også fået et varmt bad, da det våde tøj efterhånden havde kølet dem en del ned.
Personalet udleverer noget brugt tøj og nogle varme tæpper, som de kan pakke sig ind i og have på, når de skal videre. Deres eget våde tøj får de med i en pose. En pressefotograf skyder løs, da en mørk minibus med to kriminalbetjente midt på aftenen kører op foran sygehusets indgang. De skal bringe afhopperne til København.
Det er kun et par timer siden, at deres kollegaer meldte videre til hovedstaden, at »de 5 personer har anmodet om politisk asyl«. Her forlød det også, at navnet på manden, der hjalp dem, »indtil nu ikke er oplyst«. At redningsmanden og afhoppernes veje krydses igen, da den sorte minibus kører gennem Nørre Alslev på sin vej til København, kan de selvfølgelig ikke vide.
Klokken er lidt over midnat, da familien Rocek og betjentene ankommer til det store grå politihovedkvarter. Igen lyner det fra en pressefotograf. Alle smiler, næsten lidt forlegent. Kun Thomas ser rundt på forsamlingen med skepsis. Han er lige vågnet. Martin sover stadig i sin fars arme.
Indenfor har en mand fra Fremmedpolitiet lagt ansigtet i alvorlige folder. Jan skal omgående anbringes i en fængselscelle, lyder det.
Eva, Anna og børnene vil blive sat i en slags husarrest i politiets Pension Vives, der ligger i en lejlighed i Anker Heegaards Gade 2, mellem Politigården og Glyptoteket. Og der skal de altså opholde sig, indtil myndighederne får tjekket deres baggrund og kan være sikre på, at historien holder vand.
»Beklager,« siger betjenten, som muligvis forventer at skulle forsvare beslutningen. Men meldingen slår ikke Jan ud. »Jeg havde regnet med at ende i fængsel. Jeg var kun glad for, at det blev et dansk og ikke et østtysk eller et tjekkisk.«
Én tjeneste vil afhopperen dog bede betjenten om. Men den gælder hverken ham selv eller hans nærmeste.
Dårlig samvittighed over at have forladt Reisers, og ligeledes en bekymring for deres sikkerhed, nager Jan. Kan det danske politi gøre noget for at hjælpe dem ud af DDR? Der må være nogle muligheder, mener Jan. Men manden fra Fremmedpolitiet afviser ham prompte. Man vil naturligvis hjælpe Roceks venner, hvis familien ender med at ankomme til Danmark, men – betoner betjenten – at gøre noget aktivt for at hjælpe dem ud af DDR, det kommer ikke på tale. Det er ganske enkelt umuligt.
Et par timer tidligere. Kühlungsborn, DDR
Der er stadig stille omkring Roceks telte, da klokken nærmer sig seks. Deres grå Wartburg er heller ingen steder at se. Det begynder at gå op for Ruth og Arnost Reiser, at vennerne nok mente det alvorligt tidligere på dagen i Warnemünde. For hvis ikke, ville de have været tilbage i lejren nu. Tanken gør Ruth dårlig. Og bekymringerne.
Hvad er der sket? Er de i sikkerhed eller i fængsel nu? Og hvorfor greb hun og hendes mand ikke chancen, da den bød sig? Arnost, som føler den samme bekymring og mismod, forsøger at samle sig – drengene skal helst ikke mærke noget. Men Ruth evner ikke skuespillet. Hun bliver ved teltene, da de andre slutter sig til resten af rejsegruppen for at spise aftensmad.
Det kræver en kraftanstrengelse at lade som ingenting. At tale og grine med, mens gruppen vender dagens oplevelser over måltidet. Ingen nævner Roceks fravær. Ikke før spisningen er overstået. Majoren henvender sig naturligvis til den person ved bordet, der må formodes at kende til den fraværende families planer.
Ved hr. Reiser noget om, hvor de befinder sig? Nej, slet ikke. Det føles som en tyk løgn, men er på sin vis sandt. Han aner ikke, hvor de er lige nu, selvom han ville ønske, han gjorde. »Måske der er sket noget med bilen eller med bedstemor. De kommer sikkert snart,« forsøger Arnost. Alle i rejsegruppen griner ad hans kommentar om bedstemoderen. Sammen med drengene skynder han sig at takke af.
Spekulationerne akkumulerer sig i løbet af aftenen. Ruth og Arnost, der ligger fordelt med en sovende søn i hver deres lille telt, finder ikke ro. Men ikke kun bekymringerne rumsterer i de sene timer. På et tidspunkt kan de begge høre majoren i nærheden. Han og en anden mand diskuterer Roceks, der åbenbart stadig udebliver.
Majoren ender diskussionen med at starte sin bil og køre afsted. En lang og pinefuld time følger, inden de hører ham returnere til lejren. Ruth lytter opmærksomt, hun frygter hans næste træk. Vil han nu konfrontere dem? Intet sker, men uroen vokser i kroppen.
Omkring midnat, da alt endelig er blevet stille, tør hun handle. Forsigtigt kravler Ruth ud af sit telt, over til sin mand. Heller ikke han ved, hvad han skal tro om det hele. Eller tør tro. Men en ting føler de sig begge sikre på: De vil ikke få flere chancer.
Dagen efter, mandag den 25. juli 1960
Hvis de nu bare kan skubbe bilen et lille stykke væk, vil det være muligt at starte motoren uden at vække for mange i lejren. Det er næsten en time siden, de kravlede ud af teltet for at stikke af, og nu det her – bilen, der står urokkeligt fast i det løse sand. Igen forsøger de med et skub af al kraft, men uden held. De kommer ingen vegne. Desperationen melder sig, men Arnost kan stadig tænke klart. En hurtig beslutning.
Majoren kigger søvndrukkent op mod ansigtet i teltåbningen. Hr. Reiser?! Klokken er ikke engang fem. Hvad er dog så vigtigt, så tidligt? Bremserne på bilen volder dem stadig problemer, forklarer Arnost. Han taler, så lavt han kan, men forsøger samtidig at være helt tydelig, så en gentagelse ikke skal blive nødvendig – majoren må ikke nå at tænke for meget.
De har været heldige at få en tid på et værksted i Rostock, fortsætter Arnost, og derfor er de nødt til at køre afsted allerede nu. Kan de ikke bare hægte sig på gruppen igen, når den lidt senere stopper for frokost? Majoren, som stadig virker døsig, mumler en adresse, inden han vender sig om og lader hovedet falde tilbage på puden.
Arnost drejer nøglen. Motoren i den gamle Tatra flænser stilheden i lejrområdet, men den får familien ud af sandet. Herefter går det stærkt østpå. Reisers når Warnemünde efter en halv times kørsel og får med det samme øje på den: Roceks Wartburg, der står fint parkeret, som om intet er hændt. De drejer ind ad nærmeste sidevej, parkerer, og Arnost beder Ruth tage drengene, mens han løber i forvejen.
Dagens første afgang med »Seebad Ahlbeck« afgår klokken 7.00 – det er om mindre end en time. Arnost beder damen bag skranken om zwei Erwachsene, zwei Kinder. Men desværre: Udsolgt. En lille forsamling af morgenfriske østtyskere, der håber på uafhentede billetter, har allerede dannet en kø. Hvis Reisers vil have en chance, er der intet andet at gøre end at tilslutte sig billetkøen. Og håbet.
Da bladkiosken på Stationsvejen i Gedser åbner tidligt om morgenen den 25. juli, står byens navn at læse på forsiderne af alle aviserne i stativet. Politiken, Berlingske Tidende, Aktuelt, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og B.T. fortæller alle om gårsdagens »afhopning«.
Store billeder af familien Rocek, som ankommer tydeligt lettede til København aftenen i forvejen, fylder hen over de fleste forsider. Alle beretter om dramaet ved bolværket, men det står ikke helt klart, hvad der rent faktisk hændte i de afgørende sekunder, hvor afhopperne – støttet af en dansker – nåede frem. Nogle mener, at østtyskerne tog Thomas fra hans far, mens de svømmede, andre skriver, at østtyskerne tog ham, efter han var blevet sat op på bolværket. At de kortvarigt holdt Thomas som »gidsel«.
Få vover den version, at østtyskerne bare deltog i en redningsaktion. Ingen journalister hos de landsdækkende aviser har haft mulighed for at høre hovedpersonernes egen version, eller østtyskernes for den sags skyld. Ikke endnu. De lokale dagblade er eftermiddagsaviser og kan derfor først udkomme med den opsigtsvækkende nyhed fra Gedser senere på dagen. Og heller ikke dem er det lykkedes at få afhopperne i tale. Morgenens deadline åbner til gengæld for at kunne opsnappe flere detaljer til spalterne, og måske endda få en ny udvikling med.
Lods Peter Hermansen er af gode grunde tidligt oppe og tidligt på havnen. Sammen med fisker Kaj Hansen skal han om to timer være klar til at bistå i en vigtig aktion, der har kriminalassistent Scharling som ophavsmand. Det er uvist, om Scharling er blevet ringet op fra København aftenen før, fordi Jan Rocek fortalte det danske politi om familien Reiser, som sad tilbage i DDR, men kriminalassistenten mener i hvert fald, at en ny afhopning ikke kan udelukkes.
Scharling frygter formentlig, at han som dansk myndighedsperson risikerer at skabe nogle halvdiplomatiske forviklinger, hvis han tager aktivt del i en afhopningsaktion, og netop derfor har han bedt fiskeren og lodsen om at være klar på Hansens fiskekutter, når »Seebad Ahlbeck« skal anløbe Gedser lidt over ni denne mandag morgen.
Hermansen, som under et døgn tidligere ved et tilfælde blev Anna Trojanovas redningsmand, vil denne gang være bedre forberedt, hvis nogen skulle finde på at hoppe af fra »østtyskeren«.
Klokken kvart i syv henvender damen bag skranken sig til de ventende i den hvide pavillon. Hun meddeler, at en gruppe på 12 nonner har reserveret billetter, og dukker de ikke op indenfor de næste fem minutter, vil deres billetter blive sat til salg. Arnost tæller folkene i køen foran sig. To, fire, seks, syv, otte. De kommer med.
Warnemündes fyrtårn synker i den sydlige horisont. Og jo mindre byen bliver, jo tættere kommer de målet. Alligevel er Arnost ikke opmuntret, da overfarten med »Seebad Ahlbeck« går ind i sin anden time.
Mod nord er der stadig intet land i sigte. Han og Ruth, som sidder bænket med Jan mellem sig og en sovende Pavel på skødet, mærker anspændtheden tage til. Men de spiller stadig spillet, så godt de kan, forsøger at falde ind blandt de mange tilsyneladende ubekymrede og forventningsfulde turister på Østersøen.
»Hele familien. Alle sprang ud over siden. Også den gamle.«
Ruth og Arnost spidser ører. Detaljerne om en afhopning kommer fra en af de uniformerede mænd, som befinder sig i en samtale med en gruppe østtyske passagerer. En af østtyskerne spørger, hvorfor man ikke skød. Fordi havnen er dansk område, lyder forklaringen. Den afhoppede familie ville søge asyl i Danmark, mener skibsofficeren at vide.
Der kan selvfølgelig kun være tale om Roceks. Deres venner har klaret den – det ved Ruth og Arnost nu. Det er opløftende information på et kritisk tidspunkt, og det er også mere end det. Når de selv skal springe, behøver de tilsyneladende ikke at frygte døden fra en kugle. Men nervøsiteten melder sig hurtigt igen.
To andre mænd i uniform dukker op og begynder en rundering blandt passagererne på soldækket. Den ene af dem bærer på noget, der ligner officielle dokumenter. Der kan være tale om to af mindst tre toldbetjente, som varetager grænsekontrollen, når »Seebad Ahlbeck« sejler mellem DDR og Danmark. Den østtyske sikring af egen grænse i dette særlige tilfælde med sejladsen mellem de to lande, er lagt i hænderne på toldere, og dermed også den bevæbnede sikring. For eksempel at forhindre flugt.
Nu slutter det, konkluderer Arnost for sig selv. Majoren har fået lagt to og to sammen. Fraværet af både Roceks og Reiser ved morgenmaden er ingen tilfældighed, og samtalen i teltet tidligere på morgenen har naturligvis bare været en dækhistorie. I al hast er han kørt til Warnemünde, hvor synet af de to familiers biler kun har bekræftet ham i hans mistanke.
Majoren har så over radioen fået kontakt til skibets besætning, og nu skal familien arresteres. Det er det – det var det, tænker Arnost. Men lige så pludseligt som myndighedspersonerne er dukket op, lige så pludseligt og uden forklaring forsvinder de igen. Kort efter begynder mandskabet tilsyneladende at gøre klar til at anløbe dansk havn.
Ruth bøjer sig ned og hvisker til Jan, at de måske snart er nødt til at hoppe fra skibet. Det er vigtigt, men også hemmeligt, understreger hun. Han skal bare holde sig til hende, og han må endelig ikke tøve, når de står der på siden og kigger ud. Jan ser op på sin mor og spørger med hviskende stemme, om hans far og lillebror også skal med. Ruth nikker. Det er alt, hvad han har brug for at vide.
En snes lokale og nogle turister venter på at se »østtyskeren« helt tæt på. Alt ser umiddelbart ud, som det plejer. Kaptajn Mohr på »Seebad Ahlbeck« kan dog alligevel have bemærket noget usædvanligt, mens han manøvrerer sit skib på plads ved kulkajen. Ret for, med stævnen mod hjørnet af havnebassinet, ligger en dansk kutter – det er postbåden »Gedser Rev«.
Fiskekutteren, der også fungerer som livline mellem Gedser og det danske fyrskib midtvejs i farvandet mellem DDR og Danmark, ligger ikke fortøjet til kajen, men ser ud til at være en smule i bevægelse. Det er ikke umuligt, at den østtyske kaptajn genkender kutteren og mindst en af mændene, som går rundt på dens dæk: lods Peter Hermansen. Ham har Mohr flere gange haft oppe på broen under anløb til Gedser havn.
Hansen og Hermansen har lagt postbåden, så den ligger så tæt som muligt på det østtyske turistskib, når det har fået kastet trosserne og ligger stille. Man vil lynhurtigt kunne dreje op mod siden af skibet og redde eventuelle afhoppere. Hansen lader motoren køre i tomgang, mens de afventer.
Det summer ombord.
Folk tager billeder af hinanden med det forbudte Danmark i baggrunden, andre venter i køen ved skibets lille kiosk eller står side om side ved rælingen og kigger ind mod land. Ruth og Arnost har været hurtige. De står klar på bagbordsside, ud mod havnebassinet. Jan er kravlet op på en bænk foran sine forældre og Pavel hænger, stadig sovende, på sin far. Arnost tager et hurtigt kig rundt.
»Nu,« siger han.
Plasket er ikke til at overhøre. Heller ikke skriget, der følger. Lods Hermansen, Kaj Hansen og de fleste andre i nærheden forstår øjeblikkeligt, hvad der foregår. Ude i havnebassinet ligger en kvinde og et barn.
»Was ist denn da los?«
En mand råber bag Arnost, som i det næste sekund mærker en hånd gribe fat i jakken. Nu stående på ydersiden af rælingen vender han en halv omgang rundt og vrister sig fri af den uniformerede tyskers greb. Arnost skal aldrig glemme stilheden i øjeblikket, før han sætter af med Pavel på armen.
Skrigene og råbene kan høres på hele havnen. Pavel, som først er vågnet, da de ramte vandet, hyler og fægter nu instinktivt med armene, mens Arnost febrilsk forsøger at holde ham oppe og samtidig orientere sig. Hvor er de andre? Et par meter bag sig får han øje på Ruth, som svømmer på ryggen, med Jan liggende på maven. I den anden retning, væk fra »Seebad Ahlbeck«, råber og vinker en mand til dem.
Afhopperne kan købes online på f.eks. Saxo.com eller hos din lokale boghandler fra d. 20. marts 2020
Andre læste også: