Flugten fra ghettoen er en gribende, sand fortælling om en 13-årig jødisk dreng, der flygter gennem et krigshærget Europa med nazisterne i hælene. Smuglæs i John Carrs medrivende bog herunder.
Flugten fra ghettoen starter i begyndelsen af 1940, hvor Chaim Herszman bor sammen med sin familie i den jødiske Lódz-ghetto i Polen. Ekstrem sult driver Chaim til at snige sig ud den omkringliggende by for at finde noget at spise. Men en dag dræber han i nødværge en tysk vagt for at redde sin lillebror, og det øjeblik ændrer hele drengens livsbane.
LÆS OGSÅ: 14 stærke fortællinger om at være på flugt
Han flygter igennem fjendens linjer, og begiver sig ud på et farefyldt eventyr, hvor han må undslippe granater og geværild ved den russiske grænse, finde ly hos en tysk familie i Berlin, blive forelsket i det besatte Frankrig, taget til fange ved et bjergpas i Spanien, for til sidst at ende i England, hvor han bliver afhørt som en potentiel tysk spion.
Forfatter John Carr er søn af Chaim (som efter krigen ændrede navn til Henry Carr).
Læs et uddrag af Flugten fra ghettoen af John Carr herunder.
Flugten fra ghettoen
John Carr
Første del: Heniek
Vi var tre. Vi var et hold. En bande. En fast sammentømret klike. Ikke et broderskab, for vi var kun to brødre og så en fætter oveni. Vores mødre var søstre.
Chaim og Israel Herszman var brødrene. Jeg var fætteren. Mit fulde jødiske navn var Avrum-Hersh Lewkowicz, men på det tidspunkt brugte alle, der kendte mig, jøder såvel som kristne, familie, venner og fjender mit polske kaldenavn, som var ”Heniek”. ”Srulek” var den folkelige udgave af Israels navn, men Chaim, han hed bare Chaim, så det er let nok.
Vi boede i det vestlige Polen, i Łódz ́, der dengang var landets næststørste by, en møgbeskidt industrimetropol fyldt med tekstilfabrikker og indbyggere, der talte alverdens tungemål. Den blev indimellem kaldt for Polens Manchester. Nogle mente, det ikke var helt fair over for Manchester. Łódz ́ lå ikke så langt fra grænsen til Tyskland. Og slet ikke langt nok skulle det vise sig.
Den 1. september 1939 marcherede den tyske hær over grænsen til Polen adskillige steder, Gdan ́sk blev angrebet, og så var 2. Verdenskrig skudt i gang. Syv dage senere vajede et kæmpe hagekors over rådhuset i Łódz ́.
Indtil kort før krigen boede familierne Lewkowicz og Herszman under samme tag i Zagajnikowa 15. Som jeg husker det, var det her, vi boede længst. Så når Polen i de mellemliggende år dukkede op i min erindring, hvilket ikke skete særlig ofte, tænkte jeg uvilkårligt på huset i nummer 15 som mit hjem. Det var en spraglet ejendom i et lige så spraglet kvarter, og med det mener jeg et hus med tolv lejligheder, hvor der boede jødiske og katolske familier, og som lå i et nabolag, hvor jøder, katolikker og alverdens andre folk boede klos op ad hinanden.
Nummer 15 var en stor toetagers bygning, som åbenlyst for enhver var ved at falde sammen om ørerne på os, og den var ejet af Mirla Blumowicz, født Cendrowicz, vores bedstemor, min mormor. Hun havde været enke siden 1902 og gift med Nachman Blumowicz, en foretagsom mand med en portefølje af ejendomme og virksomheder, der indbragte så mange penge, at Mirla kunne leve komfortabelt af dem.
Mirla lod sine døtre og deres familier bo gratis i nummer 15. Det hører med til historien, at det ikke var nemt at finde nogen, hverken familiemedlemmer eller andre, der var villige til at lægge penge på bordet for at få lov at bo på adressen. Rent faktisk meddelte Łódz ́ kommune, et par måneder før krigen brød ud, at nummer 15 skulle rømmes, da ejendommen ikke længere egnede sig som menneskebolig. Alle var nødt til at flytte.
Jeg vil tro, at de fleste lejere, det gjaldt i hvert fald også os, endte i andre boliger ejet af bedstemor. Størsteparten flyttede til Bałuty, et område i hjertet af byens fortrinsvis jødiske kvarter godt tre kilometer fra Zagajnikowa. Familien Herszman fik en lejlighed på Wawelska, og vi boede ikke langt derfra på Zielna.
Mirla boede også på Zagajnikowa, men i en anden af sine ejendomme længere nede ad gaden. Hun blev boende nogen tid, efter at vi alle sammen var flyttet fra nummer 15. Da krigen brød ud, flyttede hun til sidst ind hos os i Bałuty. Man skulle ikke lade sig narre af Mirlas ret så diminutive skikkelse, for hun var godt skåret for sit raspende tungebånd, der kunne hugge til som en ragekniv. Hendes øgenavn var ”Beelzebubska”.
Det var kærligt ment, som regel da, og hun havde fået det, fordi hun altid sagde, præcis hvad hun tænkte, tilsyneladende uden at tage det mindste hensyn til følelserne hos hverken voksne eller børn, rig eller fattig. Bedstemor var ikke tilhænger af at pakke tingene ind.
Familien Lewkowicz bestod af min far Moishe, min mor Liba-Sura, storebror Yehuda, lillesøster Rutka og så selvfølgelig mig selv, hvilket blev til fem i alt. Vi boede i stuen i nummer 15. Familien Herszman boede i lejligheden lige over os. De voksne i familien Herszman var onkel Chil og moster Chaja-Sura samt seks børn, så det var en støjende forsamling.
Jeg beklager, men ikke engang på den tid kunne jeg huske navnene på alle familien Herszmans poder. Der var tre piger. Jeg rendte rundt med Nathan, Chaim og Srulek, drengene, og vi spillede fodbold og var sammen om alle andre ting, der virkelig betød noget i vores liv.
Blandt de andre unge mennesker i vores kvarter gik Chaim, Srulek og jeg under betegnelsen ”Den Hellige Treenighed”. Cesek Karbowski, en katolsk dreng, som var bedstevenner med Chaim, fandt på navnet. Familien Karbowski boede også i nummer 15. Cesek havde været til stede den dag, vi tre fætre diskuterede, om vi skulle finde på et navn til vores bande og i givet fald hvilket.
Cesek sagde, at Den Hellige Treenighed var det oplagte valg, hvorefter han forklarede os, hvor vigtig betegnelsen var for Polens katolske flertal, og vi kunne straks se ironien i, at tre små jøder tog navn efter et så højagtet katolsk begreb. Det kunne vi ganske enkelt ikke modstå. Navnet blev hængende.
Men stakkels mig, hvis jeg kom til at nævne Den Hellige Treenighed og de ting, vi rendte rundt og lavede, mens mine forældre var til stede, for så skal jeg nok love for, der faldt brænde ned. Jeg tror ikke, de forstod vittigheden, og hvis de gjorde, kunne de bestemt ikke se det morsomme i den.
Chaim og jeg gik i samme klasse og sad ved siden af hinanden på den jødiske skole i Magistracka. Vi var rigtig gode venner, ingen tvivl om den sag, men i Den Hellige Treenighed var der altid et ganske særligt tæt bånd mellem brødrene. Jeg prøvede aldrig på at bryde, svække eller løsne det, for først og fremmest vidste jeg, at det ikke var muligt. Og når vi var sammen, havde vi det fint med hinanden alle tre.
Der havde været snak om at spørge Chaims storebror, Nathan, om han ville være med i vores bande. Chaim beundrede ham grænseløst og tilbad ham som en anden helt. Nathan var dog lidt ældre end os, og han gad tydeligvis ikke engagere sig helhjertet i det, han syntes var ”barnepjat”. Når der opstod problemer med Srulek, bad Chaim ikke desto mindre Nathan om hans mening eller et godt råd, og hvad han end mente eller rådede til, blev det sådan.
Hverken Chaim eller Srulek sagde nogensinde Nathan imod, så han var en slags skyggemedlem af banden. Det faktum, at Nathan ikke var rigtigt medlem, gav os også en kæmpe fordel, for så blev vi nemlig ikke tvunget til at finde på et nyt og lige så respektløst og morsomt navn til det, der så ville blive udvidet til en kvartet. Måske havde vi været nødt til at fornærme en helt anden religion.
Til daglig talte vi polsk sammen i Den Hellige Treenighed, både derhjemme og i skolen, men naturligvis kunne stort set alle polske jøder, jeg kendte, mig selv inklusive, tale jiddisch. Jiddisch havde nemlig været de polske jøders fælles sprog i de godt og vel tusind år, vi havde været i landet, men jeg vil tro, at nogle af de mere velstående og assimilerede jøder undlod at tale vores historiske modersmål, også selvom de kunne.
Min mor og far sagde, at der selvfølgelig fandtes nogle stakkels fortabte, assimilerede sjæle, som bestræbte sig på at være så lidt jødiske som muligt, men at folk som regel afviste jiddisch som dagligsprog, fordi de var snobbede og ville frem i verden, ikke fordi de ønskede at vende troen ryggen.
Eftersom jeg hverken havde kontakt med rige eller assimilerede jøder, var problemstillingen aldrig rigtig relevant for mig. Hvad vedkom det mig, hvilket sprog folk talte og hvorfor? Hvis bare vi kunne kommunikere med hinanden, var alt godt, sådan så jeg på det.
Når Den Hellige Treenighed var ude i gaderne, havde vi af og til brug for at tale sammen i kode, og når der ikke var andre jødiske børn i nærheden, slog vi ofte over i jiddisch. Vi var nødt til at være forsigtige, hvis der var tyskere i sigte. Jiddisch og tysk lignede hinanden så meget, at en opvakt forbipasserende indimellem kunne opfatte, hvad vi snakkede om, selvom vedkommende ikke forstod det hele. Et par gange var vi endt i en ubehagelig situation, når en tysk dreng havde opsnappet, hvad vi talte om.
Når jeg siger ”tysk dreng”, mener jeg almindeligvis en efterkommer af tyske tilflyttere, der for de flestes vedkommende slog sig ned i Łódz ́ i slutningen af 1800-tallet, da den var en boomende tekstilby i den allervestligste udkant af Det Russiske Kejserrige. I 1939 udgjorde etniske tyskere godt en tredjedel af byens befolkning, så vi var helt igennem vant til tyskere i kød og blod.
Adskillige af Den Hellige Treenigheds gode venner kom fra tyske familier. Vi spillede fodbold med tyskere og polske katolikker i tide og utide. De kunne ikke klandres for de ting, deres voksne gjorde eller mente. Fodbold var hævet over de ligegyldige slagsmål på den politiske scene i Polen i 1930’erne.
Størstedelen af jøderne i Łódz ́ var selvfølgelig også polakker, men vi var altid først og fremmest jøder, og vi omtalte også os selv som sådanne, ganske enkelt for at kunne skelne mellem os og de polakker, der ikke var jøder. Det betød ikke, at vi var mindre patriotiske eller gik mindre op i Polens skæbne. Jøderne havde været med til at skabe det moderne Polen, vi havde kæmpet og var gået i døden for landet. Vi kaldte simpelthen kun os selv for jøder, fordi det gjorde tingene nemmere, sådan så jeg på det.
Chaim var født i Z· yrardów ikke langt fra Warszawa, mens Srulek og jeg var Łódz ́-drenge helt ind i knoglerne. Srulek var født i april 1928 og dermed trioens yngstemand. Hans øgenavn var ”Lille Srulek”, hvilket han ikke altid var tilfreds med. En gang imellem når vi mødte nye mennesker, syntes de, det var hylende morsomt, at vi præsenterede ham som ”Lille Srulek”, da ingen af os var særlig høje, heller ikke i sammenligning med andre på vores egen alder. Vores ringe højde var en fælles genetisk arv.
Jeg kom til verden i 1926 og var dermed den næstældste. Chaim var første mand i den kronologiske rækkefølge, selvom hans forspring kun var på fem måneder. Han meldte sin ankomst på planeten Jorden den 20. april 1926 – på Hitlers fødselsdag.
Efterhånden som Hitler kastede en mørkere og mørkere skygge over alle polakkers liv, særlig jødernes, fandt vi ud af mere og mere om ham. Blandt andet hvornår det var hans fødselsdag. Når Srulek og jeg og de andre i familien, skolen og vores bredere bekendtskabskreds fangede koblingen mellem Hitler og Chaim, var reaktionen altid en blanding af skadefro, højrøstet latter og en mild forvirring eller alternativt blot bekymring for, at det var et dårligt varsel. Alle de jøder, jeg kendte dengang, var dybt overtroiske. Alle jøder, jeg nogensinde har kendt, er dybt overtroiske.
Hvad angik Chaim selv, gav koblingen til Der Führer hverken anledning til blandede følelser, vitser eller løssluppen munterhed. Han hadede det. Børn bliver let pinligt berørt. De har ikke lyst til at være anderledes, i hvert fald ikke på måder, der tiltrækker drillerier, og da slet ikke hvis det føles uretfærdigt.
Chaim blev nærmest besat af at skjule, hvornår han havde fødselsdag, og han opfandt alle mulige komplicerede undvigelsesmanøvrer og usandheder for at hemmeligholde datoen. Rent rationelt må Chaim selvfølgelig have vidst, at det er en fuldkommen meningsløs tilfældighed, hvis man har fødselsdag samme dato som en anden person, men hvor står det skrevet, at man altid ser rationelt på alting, ikke mindst som barn?
Før krigen var vi alle sammen medlemmer af Hashomer Hatzair, en sekulær zionistisk ungdomsgruppe, der kunne minde om spejderbevægelsen, bortset fra at den var decideret venstreorienteret, og at drenge og piger deltog på lige fod. Vi så alle frem til at hjælpe med at bygge et socialistisk hjemland og et paradis for jøderne i Palæstina.
Hashomer Hatzair arrangerede lejre og andre aktiviteter, hvor vi ud over at blive undervist i socialismen også lærte praktiske ting, som lederne mente ville være gavnlige, når vi en dag rejste til Det Forjættede Land. Disse praktiske færdigheder skulle snart vise sig også at være ganske nyttige, når man skulle overleve under krigen.
Lige så snart den tyske hær marcherede ind i Łódz ́ den 8. september 1939, blev tingene komplicerede, virkelig komplicerede for alle polakker, jøder såvel som kristne. Det var forfærdeligt for de kristne polakker og gruopvækkende for jøderne. Vi opdagede hurtigt, at historierne fra Tyskland, Østrig og andre steder om, hvordan nazisterne behandlede jøderne, ikke blot var propaganda eller en eller anden nyhedsjournalists febervildelser. Det var ellers, hvad de såkaldt verdenskloge voksne havde fortalt os, men de forsøgte nok bare at beskytte os mod den grumme sandhed.
Det, vi så og hørte på gaderne, var nu vores nye virkelighed og uvisse fremtid. Intet havde forberedt os på omfanget af den rasende, vilkårlige vold, der fulgte. Vi læste ikke kun skriften på væggen, men så den malet med krystalklare, blodrøde og kilometerhøje bogstaver hen over himlen.
På det tidspunkt, hvor ”den store ting” fandt sted, var Chaim næsten fjorten, jeg var tretten et halvt, og Srulek fyldte snart tolv. Hvad var så vores gennemsnitsalder? Alt for ung. Men man vil altid være for ung til de ting, vi oplevede og deltog i dengang. I dag bruger man udtrykket ”shit happens”, men det er på ingen måde dækkende for, hvor forfærdeligt alting var.
En ting er man nødt til at vide om Srulek. Den gør det nemmere at forstå, hvad der skete på dagen for den store ting, og måske kan det ligefrem forklare, hvad der forårsagede den eller i det mindste bidrog til den, for den dag i dag er jeg stadig i tvivl om den præcise rækkefølge af hændelser, og hvilken vægt og betydning jeg skal tillægge de enkelte dele.
Srulek havde klumpfod. Det gav ham en skæv gang med et lidt for kort ben og en dertilhørende halten. Han stak simpelthen ud i gadebilledet. Chaim insisterede på, at Lille Srulek skulle være med i vores bande, så han, eller rettere ”vi”, kunne holde et vågent øje med ham, passe på ham og beskytte ham, kort sagt være hans skytsengle.
Jeg mistænker Nathan for at have pålagt Chaim det ansvar, og måske havde det også i sin tid været hans forslag, at Chaim skulle danne en bande med mig som et skalkeskjul for, at det egentlig handlede om at passe på Srulek. Vi skulle være en trio og ikke en duo. Det havde jeg ikke noget problem med, selvom det af og til også kunne være temmelig irriterende. Jeg kunne godt lide, at Srulek holdt så stædigt fast i, at hans handicap ikke var nogen hindring.
Hverken Chaim eller jeg kunne holde ud at se Srulek blive mobbet eller tyranniseret på grund af benet, så når vi var ude i gaderne eller parkerne, hvor en stor del af vores liv udspandt sig, slog vi ofte og rent instinktivt en beskyttende ring om ham for at afværge eventuelle verbale eller fysiske angreb. Livet i gaderne kunne være hårdt for et barn i Łódz ́, og det skyldtes ikke mindst banderne.
Og endnu en nyttig oplysning: Alle i Den Hellige Treenighed var blege i huden og havde lyst hår. Ingen af os så påfaldende jødiske ud. Vi gik heller ikke i tøj eller bar symboler, der skiltede med vores religiøse tilhørsforhold. Snarere det modsatte. Hvis man kom forbi på hesteryg, ja, selv hvis man stod lige foran os, ville man tro, at vi blot var endnu et par gadedrenge med polsk eller tysk baggrund og derfor sandsynligvis katolikker eller kristne, hvis man da overhovedet tænkte så langt.
Der var mange protestanter i Łódz ́, og de fleste af dem var tyskere, men jøderne, eller i hvert fald unge jødiske drenge som os, skøjtede som regel let hen over teologiske spidsfindigheder og kaldte alle, der ikke var jøder, for ”katolikker”.
I teorien vidste enhver, at ikke alle jøder lignede den klassiske stereotyp på vores folk, men medmindre der var en god grund til at undersøge sagen nærmere, reagerede de fleste øjeblikkeligt og rent instinktivt på det, de så med deres egne øjne. Derfor havde udseende en enorm betydning, og vi lignede alle, eller kunne let forveksles med, gojim (ikke-jøder). Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at dette er en del af forklaringen på det, som ellers er uforklarligt, nemlig at Chaim overlevede året 1945.
Chaim havde blå øjne og bemærkelsesværdigt lyst, næsten hvidt hår. Hvis han ikke havde været sådan en tynd, lille lort, kunne han snildt have optrådt i en reklamekampagne for Nordic League. Det var endnu en grund til, at han var så forbandet over at dele fødselsdag med Herr Hitler. Det var ganske enkelt ikke muligt at se mindre jødisk ud end Chaim. Et af hans tilnavne var ”Blondie”, men blandt vores trosfæller gik han som regel under tilnavnet Yoisel, hvilket betyder ”Jesus” på jiddisch.
Selv de polske og tyske børn i vores omgangskreds kaldte ham Yoisel. Nogle forstod vitsen, andre ikke. Det rørte ikke Chaim, eller også accepterede han bare det uafvendelige, og han havde helt sikkert ikke noget problem med at udnytte sit udseende til sin fordel. Jeg så dog aldrig det mindste tegn på, at han ikke ville kendes ved, at han var jøde, eller prøvede at distancere sig fra jødedommen, medmindre vi endte i en ekstrem farlig situation ude i gaderne.
Min pointe er den, at Chaim, vores leder, lugtede så langt væk af goj, at det så at sige dannede et beskyttende skjold om Den Hellige Treenighed, når vi strejfede omkring i byen, og i hvert fald forhindrede angreb fra antisemitter, som der var mange af i førkrigsårene. Det betyder ikke, at vi helt kunne sno os ud af ballade på gaden.
Tyske og polske bander, og en sjælden gang en blanding af de to, kunne stadig finde på at overfalde os og give os en omgang tæv eller stjæle fra os, men rivaliserende bander eller tilfældige fremmede, de kunne overmande, fik samme omgang. Vi risikerede stadig at blive banket til blods og frarøvet alt, hvad vores overfaldsmænd kunne få fingrene i. Ingen havde påstået, at livet behandlede os jøder fair, heller ikke når vi blev overfaldet, og det intet havde at gøre med, at vi var jøder!
Tingene blev uheldigvis mere komplicerede af og til, når vi rendte ind i en kamplysten gadebande, hvis medlemmer også var jøder og måske ude på et hævntogt. Det hændte en del gange, når vi vovede os uden for vores eget territorium, og så vidste alle, at det sandsynligvis var Chaims udseende, der havde påkaldt sig deres opmærksomhed. I den slags situationer var det ikke til vores fordel, at han lignede en goj. Hans manke af hvidt hår var næsten som at vifte dem om næsen med en rød klud. Og så var Chaim nødt til straks at begynde at bande og gale op på jiddisch for at vise, at han var jøde.
Det virkede som regel og fik dem på andre tanker. Ikke desto mindre måtte Chaim af og til skynde sig at hive pikken frem, og andre gange fik han ligefrem ordre på det, så vi kunne slippe for videre tiltale. En sjælden gang var vi alle sammen nødt til at vise kronjuvelerne. Temmelig flovt at stå dér, men hellere det end et lag tæsk. Tre dinglende, omskårne penisser på rad og række var en entydig udmelding: jøder.
Trods vores penisparade slap vi dog ikke altid for at få et par på hovedet, men jeg bilder mig ind, at vi ikke blev lige så grundigt og ondskabsfuldt kanøflet, som hvis vores jødiske venner havde troet, vi var en flok gojim. Jeg går ud fra, at det irriterede dem grænseløst, at vi så så ikke-jødiske ud, og at vi derfor muligvis kunne undgå mange af eller måske ligefrem alle de ubehageligheder, som jøder med et mere jødisk udseende blev udsat for på daglig basis.
Folk kom ofte med mere eller mindre utilslørede bemærkninger om, at man snød på vægten, hvis man var jøde, men ikke lignede en, at det var noget, man som en anden kujon havde fundet på blot for at undslippe sin lidet misundelsesværdige skæbne.
Vi ville gerne beskytte Lille Srulek, men rent faktisk havde han ikke særlig ofte brug for det, man kunne kalde en ”babysitter”. Trods det skæve ben og klumpfoden kunne han godt komme af vejen i en fart, når det var nødvendigt. Han bevægede sig en smule klodset, men spillede alligevel ofte blændende fodbold. Srulek var desuden kvik og havde et godt mundtøj, så han kunne tale sig fra ballade. På det punkt lignede Srulek og Chaim hinanden meget. Jeg bilder mig selv ind, at jeg heller ikke var så tosset endda.
Nej, ofte handlede det snarere om at forhindre Srulek i at rode sig ud i problemer. Han kendte alt til gadens lov, men ingen tvivl om at han havde tillagt sig en friskfyragtig stil på grund af klump- foden og det halte ben, og det kunne nemt og hurtigt slå over i, at han stak snuden lidt for langt frem eller blev overmodig, for eksempel når nogen behandlede ham nedladende eller drillede ham med misdannelsen. Srulek ville ikke finde sig i at blive grint af eller kørt ud på et sidespor.
. . .
John Carr: Flugten fra ghettoen
En ægte, gribende fortælling om en 13-årig jødisk dreng ved navn Chaim, som flygter gennem et Europa i krig med nazisterne i hælene. Forfatteren er søn af Chaim, som efter krigen ændrede navn til Henry Carr, og John Carr har genskabt sin fars utrolige historie.
I begyndelsen af 1940 bor Chaim Herszman sammen med sin familie i den jødiske Lódz-ghetto i Polen. En dag bliver han nødt til at dræbe en tysk vagt for at redde sin lillebror. Det øjeblik sender ham på et utroligt eventyr gennem fjendens linjer. Chaim undslipper granater og geværild ved den russiske grænse, finder ly hos en tysk familie i Rhinlandet, bliver forelsket i det besatte Frankrig, bliver taget til fange i Spanien, bliver afhørt som en potentiel tysk spion i England og ender med at kæmpe for den britiske hær.
Flugten fra ghettoen er en gribende, sand fortælling om en 13-årig jødisk dreng, der flygter gennem et krigshærget Europa med nazisterne i hælene. Smuglæs i John Carrs medrivende bog herunder.
Flugten fra ghettoen starter i begyndelsen af 1940, hvor Chaim Herszman bor sammen med sin familie i den jødiske Lódz-ghetto i Polen. Ekstrem sult driver Chaim til at snige sig ud den omkringliggende by for at finde noget at spise. Men en dag dræber han i nødværge en tysk vagt for at redde sin lillebror, og det øjeblik ændrer hele drengens livsbane.
LÆS OGSÅ: 14 stærke fortællinger om at være på flugt
Han flygter igennem fjendens linjer, og begiver sig ud på et farefyldt eventyr, hvor han må undslippe granater og geværild ved den russiske grænse, finde ly hos en tysk familie i Berlin, blive forelsket i det besatte Frankrig, taget til fange ved et bjergpas i Spanien, for til sidst at ende i England, hvor han bliver afhørt som en potentiel tysk spion.
Forfatter John Carr er søn af Chaim (som efter krigen ændrede navn til Henry Carr).
Læs et uddrag af Flugten fra ghettoen af John Carr herunder.
Du kan købe Flugten fra ghettoen online, fx. hos Bog&idé, eller i din boghandel fra d. 16 maj.
Flugten fra ghettoen
John Carr
Første del: Heniek
Vi var tre. Vi var et hold. En bande. En fast sammentømret klike. Ikke et broderskab, for vi var kun to brødre og så en fætter oveni. Vores mødre var søstre.
Chaim og Israel Herszman var brødrene. Jeg var fætteren. Mit fulde jødiske navn var Avrum-Hersh Lewkowicz, men på det tidspunkt brugte alle, der kendte mig, jøder såvel som kristne, familie, venner og fjender mit polske kaldenavn, som var ”Heniek”. ”Srulek” var den folkelige udgave af Israels navn, men Chaim, han hed bare Chaim, så det er let nok.
Vi boede i det vestlige Polen, i Łódz ́, der dengang var landets næststørste by, en møgbeskidt industrimetropol fyldt med tekstilfabrikker og indbyggere, der talte alverdens tungemål. Den blev indimellem kaldt for Polens Manchester. Nogle mente, det ikke var helt fair over for Manchester. Łódz ́ lå ikke så langt fra grænsen til Tyskland. Og slet ikke langt nok skulle det vise sig.
Den 1. september 1939 marcherede den tyske hær over grænsen til Polen adskillige steder, Gdan ́sk blev angrebet, og så var 2. Verdenskrig skudt i gang. Syv dage senere vajede et kæmpe hagekors over rådhuset i Łódz ́.
Indtil kort før krigen boede familierne Lewkowicz og Herszman under samme tag i Zagajnikowa 15. Som jeg husker det, var det her, vi boede længst. Så når Polen i de mellemliggende år dukkede op i min erindring, hvilket ikke skete særlig ofte, tænkte jeg uvilkårligt på huset i nummer 15 som mit hjem. Det var en spraglet ejendom i et lige så spraglet kvarter, og med det mener jeg et hus med tolv lejligheder, hvor der boede jødiske og katolske familier, og som lå i et nabolag, hvor jøder, katolikker og alverdens andre folk boede klos op ad hinanden.
Nummer 15 var en stor toetagers bygning, som åbenlyst for enhver var ved at falde sammen om ørerne på os, og den var ejet af Mirla Blumowicz, født Cendrowicz, vores bedstemor, min mormor. Hun havde været enke siden 1902 og gift med Nachman Blumowicz, en foretagsom mand med en portefølje af ejendomme og virksomheder, der indbragte så mange penge, at Mirla kunne leve komfortabelt af dem.
Mirla lod sine døtre og deres familier bo gratis i nummer 15. Det hører med til historien, at det ikke var nemt at finde nogen, hverken familiemedlemmer eller andre, der var villige til at lægge penge på bordet for at få lov at bo på adressen. Rent faktisk meddelte Łódz ́ kommune, et par måneder før krigen brød ud, at nummer 15 skulle rømmes, da ejendommen ikke længere egnede sig som menneskebolig. Alle var nødt til at flytte.
Jeg vil tro, at de fleste lejere, det gjaldt i hvert fald også os, endte i andre boliger ejet af bedstemor. Størsteparten flyttede til Bałuty, et område i hjertet af byens fortrinsvis jødiske kvarter godt tre kilometer fra Zagajnikowa. Familien Herszman fik en lejlighed på Wawelska, og vi boede ikke langt derfra på Zielna.
Mirla boede også på Zagajnikowa, men i en anden af sine ejendomme længere nede ad gaden. Hun blev boende nogen tid, efter at vi alle sammen var flyttet fra nummer 15. Da krigen brød ud, flyttede hun til sidst ind hos os i Bałuty. Man skulle ikke lade sig narre af Mirlas ret så diminutive skikkelse, for hun var godt skåret for sit raspende tungebånd, der kunne hugge til som en ragekniv. Hendes øgenavn var ”Beelzebubska”.
Det var kærligt ment, som regel da, og hun havde fået det, fordi hun altid sagde, præcis hvad hun tænkte, tilsyneladende uden at tage det mindste hensyn til følelserne hos hverken voksne eller børn, rig eller fattig. Bedstemor var ikke tilhænger af at pakke tingene ind.
Familien Lewkowicz bestod af min far Moishe, min mor Liba-Sura, storebror Yehuda, lillesøster Rutka og så selvfølgelig mig selv, hvilket blev til fem i alt. Vi boede i stuen i nummer 15. Familien Herszman boede i lejligheden lige over os. De voksne i familien Herszman var onkel Chil og moster Chaja-Sura samt seks børn, så det var en støjende forsamling.
Jeg beklager, men ikke engang på den tid kunne jeg huske navnene på alle familien Herszmans poder. Der var tre piger. Jeg rendte rundt med Nathan, Chaim og Srulek, drengene, og vi spillede fodbold og var sammen om alle andre ting, der virkelig betød noget i vores liv.
Blandt de andre unge mennesker i vores kvarter gik Chaim, Srulek og jeg under betegnelsen ”Den Hellige Treenighed”. Cesek Karbowski, en katolsk dreng, som var bedstevenner med Chaim, fandt på navnet. Familien Karbowski boede også i nummer 15. Cesek havde været til stede den dag, vi tre fætre diskuterede, om vi skulle finde på et navn til vores bande og i givet fald hvilket.
Cesek sagde, at Den Hellige Treenighed var det oplagte valg, hvorefter han forklarede os, hvor vigtig betegnelsen var for Polens katolske flertal, og vi kunne straks se ironien i, at tre små jøder tog navn efter et så højagtet katolsk begreb. Det kunne vi ganske enkelt ikke modstå. Navnet blev hængende.
Men stakkels mig, hvis jeg kom til at nævne Den Hellige Treenighed og de ting, vi rendte rundt og lavede, mens mine forældre var til stede, for så skal jeg nok love for, der faldt brænde ned. Jeg tror ikke, de forstod vittigheden, og hvis de gjorde, kunne de bestemt ikke se det morsomme i den.
Chaim og jeg gik i samme klasse og sad ved siden af hinanden på den jødiske skole i Magistracka. Vi var rigtig gode venner, ingen tvivl om den sag, men i Den Hellige Treenighed var der altid et ganske særligt tæt bånd mellem brødrene. Jeg prøvede aldrig på at bryde, svække eller løsne det, for først og fremmest vidste jeg, at det ikke var muligt. Og når vi var sammen, havde vi det fint med hinanden alle tre.
Der havde været snak om at spørge Chaims storebror, Nathan, om han ville være med i vores bande. Chaim beundrede ham grænseløst og tilbad ham som en anden helt. Nathan var dog lidt ældre end os, og han gad tydeligvis ikke engagere sig helhjertet i det, han syntes var ”barnepjat”. Når der opstod problemer med Srulek, bad Chaim ikke desto mindre Nathan om hans mening eller et godt råd, og hvad han end mente eller rådede til, blev det sådan.
Hverken Chaim eller Srulek sagde nogensinde Nathan imod, så han var en slags skyggemedlem af banden. Det faktum, at Nathan ikke var rigtigt medlem, gav os også en kæmpe fordel, for så blev vi nemlig ikke tvunget til at finde på et nyt og lige så respektløst og morsomt navn til det, der så ville blive udvidet til en kvartet. Måske havde vi været nødt til at fornærme en helt anden religion.
Til daglig talte vi polsk sammen i Den Hellige Treenighed, både derhjemme og i skolen, men naturligvis kunne stort set alle polske jøder, jeg kendte, mig selv inklusive, tale jiddisch. Jiddisch havde nemlig været de polske jøders fælles sprog i de godt og vel tusind år, vi havde været i landet, men jeg vil tro, at nogle af de mere velstående og assimilerede jøder undlod at tale vores historiske modersmål, også selvom de kunne.
Min mor og far sagde, at der selvfølgelig fandtes nogle stakkels fortabte, assimilerede sjæle, som bestræbte sig på at være så lidt jødiske som muligt, men at folk som regel afviste jiddisch som dagligsprog, fordi de var snobbede og ville frem i verden, ikke fordi de ønskede at vende troen ryggen.
Eftersom jeg hverken havde kontakt med rige eller assimilerede jøder, var problemstillingen aldrig rigtig relevant for mig. Hvad vedkom det mig, hvilket sprog folk talte og hvorfor? Hvis bare vi kunne kommunikere med hinanden, var alt godt, sådan så jeg på det.
Når Den Hellige Treenighed var ude i gaderne, havde vi af og til brug for at tale sammen i kode, og når der ikke var andre jødiske børn i nærheden, slog vi ofte over i jiddisch. Vi var nødt til at være forsigtige, hvis der var tyskere i sigte. Jiddisch og tysk lignede hinanden så meget, at en opvakt forbipasserende indimellem kunne opfatte, hvad vi snakkede om, selvom vedkommende ikke forstod det hele. Et par gange var vi endt i en ubehagelig situation, når en tysk dreng havde opsnappet, hvad vi talte om.
Når jeg siger ”tysk dreng”, mener jeg almindeligvis en efterkommer af tyske tilflyttere, der for de flestes vedkommende slog sig ned i Łódz ́ i slutningen af 1800-tallet, da den var en boomende tekstilby i den allervestligste udkant af Det Russiske Kejserrige. I 1939 udgjorde etniske tyskere godt en tredjedel af byens befolkning, så vi var helt igennem vant til tyskere i kød og blod.
Adskillige af Den Hellige Treenigheds gode venner kom fra tyske familier. Vi spillede fodbold med tyskere og polske katolikker i tide og utide. De kunne ikke klandres for de ting, deres voksne gjorde eller mente. Fodbold var hævet over de ligegyldige slagsmål på den politiske scene i Polen i 1930’erne.
Størstedelen af jøderne i Łódz ́ var selvfølgelig også polakker, men vi var altid først og fremmest jøder, og vi omtalte også os selv som sådanne, ganske enkelt for at kunne skelne mellem os og de polakker, der ikke var jøder. Det betød ikke, at vi var mindre patriotiske eller gik mindre op i Polens skæbne. Jøderne havde været med til at skabe det moderne Polen, vi havde kæmpet og var gået i døden for landet. Vi kaldte simpelthen kun os selv for jøder, fordi det gjorde tingene nemmere, sådan så jeg på det.
Chaim var født i Z· yrardów ikke langt fra Warszawa, mens Srulek og jeg var Łódz ́-drenge helt ind i knoglerne. Srulek var født i april 1928 og dermed trioens yngstemand. Hans øgenavn var ”Lille Srulek”, hvilket han ikke altid var tilfreds med. En gang imellem når vi mødte nye mennesker, syntes de, det var hylende morsomt, at vi præsenterede ham som ”Lille Srulek”, da ingen af os var særlig høje, heller ikke i sammenligning med andre på vores egen alder. Vores ringe højde var en fælles genetisk arv.
Jeg kom til verden i 1926 og var dermed den næstældste. Chaim var første mand i den kronologiske rækkefølge, selvom hans forspring kun var på fem måneder. Han meldte sin ankomst på planeten Jorden den 20. april 1926 – på Hitlers fødselsdag.
Efterhånden som Hitler kastede en mørkere og mørkere skygge over alle polakkers liv, særlig jødernes, fandt vi ud af mere og mere om ham. Blandt andet hvornår det var hans fødselsdag. Når Srulek og jeg og de andre i familien, skolen og vores bredere bekendtskabskreds fangede koblingen mellem Hitler og Chaim, var reaktionen altid en blanding af skadefro, højrøstet latter og en mild forvirring eller alternativt blot bekymring for, at det var et dårligt varsel. Alle de jøder, jeg kendte dengang, var dybt overtroiske. Alle jøder, jeg nogensinde har kendt, er dybt overtroiske.
Hvad angik Chaim selv, gav koblingen til Der Führer hverken anledning til blandede følelser, vitser eller løssluppen munterhed. Han hadede det. Børn bliver let pinligt berørt. De har ikke lyst til at være anderledes, i hvert fald ikke på måder, der tiltrækker drillerier, og da slet ikke hvis det føles uretfærdigt.
Chaim blev nærmest besat af at skjule, hvornår han havde fødselsdag, og han opfandt alle mulige komplicerede undvigelsesmanøvrer og usandheder for at hemmeligholde datoen. Rent rationelt må Chaim selvfølgelig have vidst, at det er en fuldkommen meningsløs tilfældighed, hvis man har fødselsdag samme dato som en anden person, men hvor står det skrevet, at man altid ser rationelt på alting, ikke mindst som barn?
Før krigen var vi alle sammen medlemmer af Hashomer Hatzair, en sekulær zionistisk ungdomsgruppe, der kunne minde om spejderbevægelsen, bortset fra at den var decideret venstreorienteret, og at drenge og piger deltog på lige fod. Vi så alle frem til at hjælpe med at bygge et socialistisk hjemland og et paradis for jøderne i Palæstina.
Hashomer Hatzair arrangerede lejre og andre aktiviteter, hvor vi ud over at blive undervist i socialismen også lærte praktiske ting, som lederne mente ville være gavnlige, når vi en dag rejste til Det Forjættede Land. Disse praktiske færdigheder skulle snart vise sig også at være ganske nyttige, når man skulle overleve under krigen.
Lige så snart den tyske hær marcherede ind i Łódz ́ den 8. september 1939, blev tingene komplicerede, virkelig komplicerede for alle polakker, jøder såvel som kristne. Det var forfærdeligt for de kristne polakker og gruopvækkende for jøderne. Vi opdagede hurtigt, at historierne fra Tyskland, Østrig og andre steder om, hvordan nazisterne behandlede jøderne, ikke blot var propaganda eller en eller anden nyhedsjournalists febervildelser. Det var ellers, hvad de såkaldt verdenskloge voksne havde fortalt os, men de forsøgte nok bare at beskytte os mod den grumme sandhed.
Det, vi så og hørte på gaderne, var nu vores nye virkelighed og uvisse fremtid. Intet havde forberedt os på omfanget af den rasende, vilkårlige vold, der fulgte. Vi læste ikke kun skriften på væggen, men så den malet med krystalklare, blodrøde og kilometerhøje bogstaver hen over himlen.
På det tidspunkt, hvor ”den store ting” fandt sted, var Chaim næsten fjorten, jeg var tretten et halvt, og Srulek fyldte snart tolv. Hvad var så vores gennemsnitsalder? Alt for ung. Men man vil altid være for ung til de ting, vi oplevede og deltog i dengang. I dag bruger man udtrykket ”shit happens”, men det er på ingen måde dækkende for, hvor forfærdeligt alting var.
En ting er man nødt til at vide om Srulek. Den gør det nemmere at forstå, hvad der skete på dagen for den store ting, og måske kan det ligefrem forklare, hvad der forårsagede den eller i det mindste bidrog til den, for den dag i dag er jeg stadig i tvivl om den præcise rækkefølge af hændelser, og hvilken vægt og betydning jeg skal tillægge de enkelte dele.
Srulek havde klumpfod. Det gav ham en skæv gang med et lidt for kort ben og en dertilhørende halten. Han stak simpelthen ud i gadebilledet. Chaim insisterede på, at Lille Srulek skulle være med i vores bande, så han, eller rettere ”vi”, kunne holde et vågent øje med ham, passe på ham og beskytte ham, kort sagt være hans skytsengle.
Jeg mistænker Nathan for at have pålagt Chaim det ansvar, og måske havde det også i sin tid været hans forslag, at Chaim skulle danne en bande med mig som et skalkeskjul for, at det egentlig handlede om at passe på Srulek. Vi skulle være en trio og ikke en duo. Det havde jeg ikke noget problem med, selvom det af og til også kunne være temmelig irriterende. Jeg kunne godt lide, at Srulek holdt så stædigt fast i, at hans handicap ikke var nogen hindring.
Hverken Chaim eller jeg kunne holde ud at se Srulek blive mobbet eller tyranniseret på grund af benet, så når vi var ude i gaderne eller parkerne, hvor en stor del af vores liv udspandt sig, slog vi ofte og rent instinktivt en beskyttende ring om ham for at afværge eventuelle verbale eller fysiske angreb. Livet i gaderne kunne være hårdt for et barn i Łódz ́, og det skyldtes ikke mindst banderne.
Og endnu en nyttig oplysning: Alle i Den Hellige Treenighed var blege i huden og havde lyst hår. Ingen af os så påfaldende jødiske ud. Vi gik heller ikke i tøj eller bar symboler, der skiltede med vores religiøse tilhørsforhold. Snarere det modsatte. Hvis man kom forbi på hesteryg, ja, selv hvis man stod lige foran os, ville man tro, at vi blot var endnu et par gadedrenge med polsk eller tysk baggrund og derfor sandsynligvis katolikker eller kristne, hvis man da overhovedet tænkte så langt.
Der var mange protestanter i Łódz ́, og de fleste af dem var tyskere, men jøderne, eller i hvert fald unge jødiske drenge som os, skøjtede som regel let hen over teologiske spidsfindigheder og kaldte alle, der ikke var jøder, for ”katolikker”.
I teorien vidste enhver, at ikke alle jøder lignede den klassiske stereotyp på vores folk, men medmindre der var en god grund til at undersøge sagen nærmere, reagerede de fleste øjeblikkeligt og rent instinktivt på det, de så med deres egne øjne. Derfor havde udseende en enorm betydning, og vi lignede alle, eller kunne let forveksles med, gojim (ikke-jøder). Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at dette er en del af forklaringen på det, som ellers er uforklarligt, nemlig at Chaim overlevede året 1945.
Chaim havde blå øjne og bemærkelsesværdigt lyst, næsten hvidt hår. Hvis han ikke havde været sådan en tynd, lille lort, kunne han snildt have optrådt i en reklamekampagne for Nordic League. Det var endnu en grund til, at han var så forbandet over at dele fødselsdag med Herr Hitler. Det var ganske enkelt ikke muligt at se mindre jødisk ud end Chaim. Et af hans tilnavne var ”Blondie”, men blandt vores trosfæller gik han som regel under tilnavnet Yoisel, hvilket betyder ”Jesus” på jiddisch.
Selv de polske og tyske børn i vores omgangskreds kaldte ham Yoisel. Nogle forstod vitsen, andre ikke. Det rørte ikke Chaim, eller også accepterede han bare det uafvendelige, og han havde helt sikkert ikke noget problem med at udnytte sit udseende til sin fordel. Jeg så dog aldrig det mindste tegn på, at han ikke ville kendes ved, at han var jøde, eller prøvede at distancere sig fra jødedommen, medmindre vi endte i en ekstrem farlig situation ude i gaderne.
Min pointe er den, at Chaim, vores leder, lugtede så langt væk af goj, at det så at sige dannede et beskyttende skjold om Den Hellige Treenighed, når vi strejfede omkring i byen, og i hvert fald forhindrede angreb fra antisemitter, som der var mange af i førkrigsårene. Det betyder ikke, at vi helt kunne sno os ud af ballade på gaden.
Tyske og polske bander, og en sjælden gang en blanding af de to, kunne stadig finde på at overfalde os og give os en omgang tæv eller stjæle fra os, men rivaliserende bander eller tilfældige fremmede, de kunne overmande, fik samme omgang. Vi risikerede stadig at blive banket til blods og frarøvet alt, hvad vores overfaldsmænd kunne få fingrene i. Ingen havde påstået, at livet behandlede os jøder fair, heller ikke når vi blev overfaldet, og det intet havde at gøre med, at vi var jøder!
Tingene blev uheldigvis mere komplicerede af og til, når vi rendte ind i en kamplysten gadebande, hvis medlemmer også var jøder og måske ude på et hævntogt. Det hændte en del gange, når vi vovede os uden for vores eget territorium, og så vidste alle, at det sandsynligvis var Chaims udseende, der havde påkaldt sig deres opmærksomhed. I den slags situationer var det ikke til vores fordel, at han lignede en goj. Hans manke af hvidt hår var næsten som at vifte dem om næsen med en rød klud. Og så var Chaim nødt til straks at begynde at bande og gale op på jiddisch for at vise, at han var jøde.
Det virkede som regel og fik dem på andre tanker. Ikke desto mindre måtte Chaim af og til skynde sig at hive pikken frem, og andre gange fik han ligefrem ordre på det, så vi kunne slippe for videre tiltale. En sjælden gang var vi alle sammen nødt til at vise kronjuvelerne. Temmelig flovt at stå dér, men hellere det end et lag tæsk. Tre dinglende, omskårne penisser på rad og række var en entydig udmelding: jøder.
Trods vores penisparade slap vi dog ikke altid for at få et par på hovedet, men jeg bilder mig ind, at vi ikke blev lige så grundigt og ondskabsfuldt kanøflet, som hvis vores jødiske venner havde troet, vi var en flok gojim. Jeg går ud fra, at det irriterede dem grænseløst, at vi så så ikke-jødiske ud, og at vi derfor muligvis kunne undgå mange af eller måske ligefrem alle de ubehageligheder, som jøder med et mere jødisk udseende blev udsat for på daglig basis.
Folk kom ofte med mere eller mindre utilslørede bemærkninger om, at man snød på vægten, hvis man var jøde, men ikke lignede en, at det var noget, man som en anden kujon havde fundet på blot for at undslippe sin lidet misundelsesværdige skæbne.
Vi ville gerne beskytte Lille Srulek, men rent faktisk havde han ikke særlig ofte brug for det, man kunne kalde en ”babysitter”. Trods det skæve ben og klumpfoden kunne han godt komme af vejen i en fart, når det var nødvendigt. Han bevægede sig en smule klodset, men spillede alligevel ofte blændende fodbold. Srulek var desuden kvik og havde et godt mundtøj, så han kunne tale sig fra ballade. På det punkt lignede Srulek og Chaim hinanden meget. Jeg bilder mig selv ind, at jeg heller ikke var så tosset endda.
Nej, ofte handlede det snarere om at forhindre Srulek i at rode sig ud i problemer. Han kendte alt til gadens lov, men ingen tvivl om at han havde tillagt sig en friskfyragtig stil på grund af klump- foden og det halte ben, og det kunne nemt og hurtigt slå over i, at han stak snuden lidt for langt frem eller blev overmodig, for eksempel når nogen behandlede ham nedladende eller drillede ham med misdannelsen. Srulek ville ikke finde sig i at blive grint af eller kørt ud på et sidespor.
. . .
John Carr: Flugten fra ghettoen
En ægte, gribende fortælling om en 13-årig jødisk dreng ved navn Chaim, som flygter gennem et Europa i krig med nazisterne i hælene. Forfatteren er søn af Chaim, som efter krigen ændrede navn til Henry Carr, og John Carr har genskabt sin fars utrolige historie.
I begyndelsen af 1940 bor Chaim Herszman sammen med sin familie i den jødiske Lódz-ghetto i Polen. En dag bliver han nødt til at dræbe en tysk vagt for at redde sin lillebror. Det øjeblik sender ham på et utroligt eventyr gennem fjendens linjer. Chaim undslipper granater og geværild ved den russiske grænse, finder ly hos en tysk familie i Rhinlandet, bliver forelsket i det besatte Frankrig, bliver taget til fange i Spanien, bliver afhørt som en potentiel tysk spion i England og ender med at kæmpe for den britiske hær.
Du kan købe Flugten fra Ghettoen online, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: