Daniel Kehlmann havde et ønske om at genopfinde den legendariske stumfilminstruktør G. W. Pabst med romanen Lysspil. Her fortæller han om sin fascination af Pabst, der levede i eksil i Amerika, men valgte at tage tilbage til Nazityskland.
Daniel Kehlmann har tidligere vist med Opmålingen af verden, at han kan vække historiske personer til live med stor succes. Han er en af Tysklands største nulevende forfattere og den bedstsælgende siden 2. Verdenskrig.
LÆS OGSÅ: Bliv klogere på Daniel Kehlmanns forrygende forfatterskab
I Lysspil får vi historien om stumfilminstruktøren G. W. Pabst, der under 2. Verdenskrig er flygtet fra det nye Tysklands rædsler, og er landet i eksil i Amerika.
Pabst forsøger at holde liv i filmkarrieren, men har svært ved at finde fodfæste i Hollywood. Ikke engang Greta Garbo, som han har udødeliggjort, kan hjælpe ham. Og så er Pabst pludselig tilbage i sin hjemstavn, det nazistiske Østrig.
Propagandaministeren i Berlin bejler til Pabst. Han vil have geniet til at instruere film for ham, han tåler ikke at blive modsagt, og han giver mange løfter. Pabst tror ikke, at han kommer til at underkaste sig andre diktaturer end kunstens, men snart er han i gang med at instruere en storfilm med frontsoldater og kz-fanger som skuespillere.
I et interview med Harald Krämer fra forlaget Rowohlt fortæller Daniel Kehlmann om Lysspil. Interviewet med Daniel Kehlmann er oversat af Lars Christiansen.
LÆS OGSÅ: Snart udkommer ny historisk perle af Daniel Kehlmann. Lysspil handler om fascismen og nazismen under Anden Verdenskrig
Fascinerende migrationshistorie
Hvad pirrede, provokerede og forundrede dig så meget ved G. W. Pabst, at du valgte at tage udgangspunkt i hans historie i Lysspil?
“For det første er han en af de vigtigste filminstruktører i den tidlige periode af filmhistorien. Han er en af de pionerer, der gjorde filmen til en selvstændig kunstform.”
“For det andet så har vi denne her meget mærkværdige migrationshistorie om en mand, der var i sikkerhed i Amerika og havde arbejdet i Hollywood, og som så pludselig besluttede sig for at vende tilbage. Det er meget underligt og forvirrende, og det ville jeg fortælle om.”
Fortrængning, identifikation, kollaboration: Hvilke betegnelser passer til Pabst, der engang blev kaldt ‘den røde Pabst’, og hvor det også har lydt, at det var på grund af en fejltagelse og en række uheldige episoder, at han blev i det nazistiske Østrig, og ikke drog i eksil?
“Han gik jo faktisk i eksil – og vendte så tilbage. Det er endnu mærkeligere, end man i første omgang skulle tro. Ingen af de betegnelser, du nævner, passer rigtig på ham. De beskriver ikke hans handling og hans personlighed. Derfor var han så fascinerende for mig, at jeg ville genopfinde ham.”
“For Lysspil er naturligvis en roman, ikke en biografi. På samme måde, som jeg altid har rådet læsere til ikke at læse Opmålingen af verden for at få noget præcist at vide om den historiske Humboldt (Alexander von Humboldt var videnskabsmand og naturforsker, levede 1769-1859. red), så kan jeg nu kun give dette råd: Hvis du er efter solide kendsgerninger (om G. W. Pabst), så skal du finde andre bøger. En roman er det muliges og spekulationens kunst.”
LÆS OGSÅ: Lysspil af Daniel Kehlmann. Læs et uddrag af den medrivende roman om de menneskelige omkostninger ved Anden Verdenskrig og fascismen i Europa.
Nødt til at indspille westerns i Hollywood
Ved siden af andre kendte samtidige filmfolk som Carl Zuckmayer, Walter Mehring, Leni Riefenstahl og Heinz Rühmann dukker Fred Zinnemann også op i Lysspil. Zinnemann fejrede store triumfer som instruktør i Hollywood i 1940’erne. Han siger i Lysspil: “Vi er sluppet ud af helvede, egentlig burde vi glæde os dagen lang. Men i stedet har vi ondt af os selv, fordi vi er nødt til at indspille westerns, selvom vi er allergiske overfor heste.”
Er det udtryk for en kynisk eller en nødvendig pragmatisme hos Zinnemann i betragtning af de brutale omstændigheder?
“Jeg synes overhovedet ikke, at det er særlig kynisk. Zinnemann har jo ret. Og med High Noon indspillede han måske den bedste western nogensinde. Da jeg skrev denne scene, tænkte jeg, at Pabst skulle lytte mere til sin ven. Men det ville det naturligvis ikke være kommet nogen roman ud af. Og jeg aner i øvrigt ikke, om den historiske Fred Zinnemann var allergisk overfor heste.”
Selvretfærdigt raseri eller normal reaktion
I den tyske filminstruktør Dominik Grafs Jeder schreibt für sich allein handler det om overlevelsesstrategier for de forfattere, der blev i Tyskland under nazitiden; Benn, Kästner, Fallada, Seidel, Vesper og andre. Graf advarer mod “efterkommeres selvretfærdige raseri”, fordi det er fatalt “at vurdere kunstværker ud fra deres skaberes fejltagelser i livet”.
Hvad er din holdning til dette spørgsmål?
“Jeg ser det lidt anderledes. Det er ikke nødvendigvis selvretfærdigt raseri, hvis man tænker over og dømmer menneskers handlinger. Det er heller ikke selvretfærdigt at være forarget over smålig og opportunistisk opførsel. Hvis vi altid afstår fra at dømme, så kan vi jo aldrig lære noget af historien.”
“Hvis vi nogle gange bliver så frastødte af for eksempel en forfatters adfærd, at vi ikke har lyst til at læse hans bøger, så er det ikke nødvendigvis selvretfærdigt raseri, men i første omgang bare en helt normal menneskelig reaktion.”
En særlig dedikation
Daniel Kehlmann har dedikeret Lysspil til holocaustoverleveren Thomas Burgenthal, der døde i Miami i maj 2023. Som barn overlevede han Auschwitz, senere var han dommer ved Den interamerikanske menneskerettighedsdomstol og ved Den internationale domstol i Haag.
Du kendte Burgenthal personligt – hvad fascinerede dig ved ham?
“Tom var den eneste holocaustoverlever, jeg nogensinde har lært at kende, som tilsyneladende havde gennemarbejdet og overvundet sine oplevelser. Han kunne fortælle om Auschwitz med klarhed og sindsro, uden blinde vinkler, uden at være nødt til at skubbe noget væk eller fortrænge det. Det havde naturligvis noget at gøre med hans arbejde ved domstole, der beskæftigede sig med krigsforbrydelser, folkedrab og lignende sager. Han havde viet sit liv til bestræbelsen på, at sådan noget, som han havde oplevet, aldrig måtte gentage sig. Og derfor fik han gjort op med det.”
“Jeg dedikerede også bogen til ham, fordi han døde under læsningen af manuskriptet. Derfor har jeg aldrig fundet ud af, hvad han mente om Lysspil, og hans mening var ellers den allervigtigste for mig.”
Kehlmanns slægt næsten udryddet i koncentrationslejre
Mange fra Daniel Kehlmanns slægt døde i nazisternes koncentrationslejre. Kun Kehlmanns bedsteforældre, en tante og hans far overlevede.
Har du med Lysspil nærmet dig dette kehlmannske familietema?
“Det er jeg ikke den bedste til at bedømme. Lysspil er helt sikkert et forsøg på at nærme mig denne tid, at forstå den ved at fortælle den – men romanen handler mere om gerningsmænd og medløbere end om deres ofre. Det var mere interessant, mere givende for mig fortællermæssigt, men i mange henseender naturligvis også mere vanskeligt. Det er ikke min familiehistorie, men den har en del med den at gøre.”
Mere om Lysspil
”Et stort værk om moralske svigt” – Zeit Literaturbeilage
LYSSPIL er Kehlmans store roman om de enorme menneskelige omkostninger, som krigen og fascismen havde for Europa. Et trekantsdrama med ulykkelig forelskelse, og en søn som omvendes til fuldtonet nazist.
Før Anden Verdenskrig forsøger den store stumfilmsinstruktør GW Pabst uden held at få succes i Hollywood, og sammen med sin familie vender han snart tilbage til det Europa, som han flygtede fra, hvor fascismen hersker og krigen nu står for døren. Her modtages han med åbne arme – og under slutningen af krigen bliver Pabst sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Mens kameraerne ruller, rykker fronten tættere og tættere på.
Daniel Kehlmann havde et ønske om at genopfinde den legendariske stumfilminstruktør G. W. Pabst med romanen Lysspil. Her fortæller han om sin fascination af Pabst, der levede i eksil i Amerika, men valgte at tage tilbage til Nazityskland.
Daniel Kehlmann har tidligere vist med Opmålingen af verden, at han kan vække historiske personer til live med stor succes. Han er en af Tysklands største nulevende forfattere og den bedstsælgende siden 2. Verdenskrig.
LÆS OGSÅ: Bliv klogere på Daniel Kehlmanns forrygende forfatterskab
I Lysspil får vi historien om stumfilminstruktøren G. W. Pabst, der under 2. Verdenskrig er flygtet fra det nye Tysklands rædsler, og er landet i eksil i Amerika.
Pabst forsøger at holde liv i filmkarrieren, men har svært ved at finde fodfæste i Hollywood. Ikke engang Greta Garbo, som han har udødeliggjort, kan hjælpe ham. Og så er Pabst pludselig tilbage i sin hjemstavn, det nazistiske Østrig.
Propagandaministeren i Berlin bejler til Pabst. Han vil have geniet til at instruere film for ham, han tåler ikke at blive modsagt, og han giver mange løfter. Pabst tror ikke, at han kommer til at underkaste sig andre diktaturer end kunstens, men snart er han i gang med at instruere en storfilm med frontsoldater og kz-fanger som skuespillere.
I et interview med Harald Krämer fra forlaget Rowohlt fortæller Daniel Kehlmann om Lysspil. Interviewet med Daniel Kehlmann er oversat af Lars Christiansen.
LÆS OGSÅ: Snart udkommer ny historisk perle af Daniel Kehlmann. Lysspil handler om fascismen og nazismen under Anden Verdenskrig
Fascinerende migrationshistorie
Hvad pirrede, provokerede og forundrede dig så meget ved G. W. Pabst, at du valgte at tage udgangspunkt i hans historie i Lysspil?
“For det første er han en af de vigtigste filminstruktører i den tidlige periode af filmhistorien. Han er en af de pionerer, der gjorde filmen til en selvstændig kunstform.”
“For det andet så har vi denne her meget mærkværdige migrationshistorie om en mand, der var i sikkerhed i Amerika og havde arbejdet i Hollywood, og som så pludselig besluttede sig for at vende tilbage. Det er meget underligt og forvirrende, og det ville jeg fortælle om.”
Fortrængning, identifikation, kollaboration: Hvilke betegnelser passer til Pabst, der engang blev kaldt ‘den røde Pabst’, og hvor det også har lydt, at det var på grund af en fejltagelse og en række uheldige episoder, at han blev i det nazistiske Østrig, og ikke drog i eksil?
“Han gik jo faktisk i eksil – og vendte så tilbage. Det er endnu mærkeligere, end man i første omgang skulle tro. Ingen af de betegnelser, du nævner, passer rigtig på ham. De beskriver ikke hans handling og hans personlighed. Derfor var han så fascinerende for mig, at jeg ville genopfinde ham.”
“For Lysspil er naturligvis en roman, ikke en biografi. På samme måde, som jeg altid har rådet læsere til ikke at læse Opmålingen af verden for at få noget præcist at vide om den historiske Humboldt (Alexander von Humboldt var videnskabsmand og naturforsker, levede 1769-1859. red), så kan jeg nu kun give dette råd: Hvis du er efter solide kendsgerninger (om G. W. Pabst), så skal du finde andre bøger. En roman er det muliges og spekulationens kunst.”
LÆS OGSÅ: Lysspil af Daniel Kehlmann. Læs et uddrag af den medrivende roman om de menneskelige omkostninger ved Anden Verdenskrig og fascismen i Europa.
Nødt til at indspille westerns i Hollywood
Ved siden af andre kendte samtidige filmfolk som Carl Zuckmayer, Walter Mehring, Leni Riefenstahl og Heinz Rühmann dukker Fred Zinnemann også op i Lysspil. Zinnemann fejrede store triumfer som instruktør i Hollywood i 1940’erne. Han siger i Lysspil: “Vi er sluppet ud af helvede, egentlig burde vi glæde os dagen lang. Men i stedet har vi ondt af os selv, fordi vi er nødt til at indspille westerns, selvom vi er allergiske overfor heste.”
Er det udtryk for en kynisk eller en nødvendig pragmatisme hos Zinnemann i betragtning af de brutale omstændigheder?
“Jeg synes overhovedet ikke, at det er særlig kynisk. Zinnemann har jo ret. Og med High Noon indspillede han måske den bedste western nogensinde. Da jeg skrev denne scene, tænkte jeg, at Pabst skulle lytte mere til sin ven. Men det ville det naturligvis ikke være kommet nogen roman ud af. Og jeg aner i øvrigt ikke, om den historiske Fred Zinnemann var allergisk overfor heste.”
Selvretfærdigt raseri eller normal reaktion
I den tyske filminstruktør Dominik Grafs Jeder schreibt für sich allein handler det om overlevelsesstrategier for de forfattere, der blev i Tyskland under nazitiden; Benn, Kästner, Fallada, Seidel, Vesper og andre. Graf advarer mod “efterkommeres selvretfærdige raseri”, fordi det er fatalt “at vurdere kunstværker ud fra deres skaberes fejltagelser i livet”.
Hvad er din holdning til dette spørgsmål?
“Jeg ser det lidt anderledes. Det er ikke nødvendigvis selvretfærdigt raseri, hvis man tænker over og dømmer menneskers handlinger. Det er heller ikke selvretfærdigt at være forarget over smålig og opportunistisk opførsel. Hvis vi altid afstår fra at dømme, så kan vi jo aldrig lære noget af historien.”
“Hvis vi nogle gange bliver så frastødte af for eksempel en forfatters adfærd, at vi ikke har lyst til at læse hans bøger, så er det ikke nødvendigvis selvretfærdigt raseri, men i første omgang bare en helt normal menneskelig reaktion.”
En særlig dedikation
Daniel Kehlmann har dedikeret Lysspil til holocaustoverleveren Thomas Burgenthal, der døde i Miami i maj 2023. Som barn overlevede han Auschwitz, senere var han dommer ved Den interamerikanske menneskerettighedsdomstol og ved Den internationale domstol i Haag.
Du kendte Burgenthal personligt – hvad fascinerede dig ved ham?
“Tom var den eneste holocaustoverlever, jeg nogensinde har lært at kende, som tilsyneladende havde gennemarbejdet og overvundet sine oplevelser. Han kunne fortælle om Auschwitz med klarhed og sindsro, uden blinde vinkler, uden at være nødt til at skubbe noget væk eller fortrænge det. Det havde naturligvis noget at gøre med hans arbejde ved domstole, der beskæftigede sig med krigsforbrydelser, folkedrab og lignende sager. Han havde viet sit liv til bestræbelsen på, at sådan noget, som han havde oplevet, aldrig måtte gentage sig. Og derfor fik han gjort op med det.”
“Jeg dedikerede også bogen til ham, fordi han døde under læsningen af manuskriptet. Derfor har jeg aldrig fundet ud af, hvad han mente om Lysspil, og hans mening var ellers den allervigtigste for mig.”
Kehlmanns slægt næsten udryddet i koncentrationslejre
Mange fra Daniel Kehlmanns slægt døde i nazisternes koncentrationslejre. Kun Kehlmanns bedsteforældre, en tante og hans far overlevede.
Har du med Lysspil nærmet dig dette kehlmannske familietema?
“Det er jeg ikke den bedste til at bedømme. Lysspil er helt sikkert et forsøg på at nærme mig denne tid, at forstå den ved at fortælle den – men romanen handler mere om gerningsmænd og medløbere end om deres ofre. Det var mere interessant, mere givende for mig fortællermæssigt, men i mange henseender naturligvis også mere vanskeligt. Det er ikke min familiehistorie, men den har en del med den at gøre.”
Mere om Lysspil
”Et stort værk om moralske svigt” – Zeit Literaturbeilage
LYSSPIL er Kehlmans store roman om de enorme menneskelige omkostninger, som krigen og fascismen havde for Europa. Et trekantsdrama med ulykkelig forelskelse, og en søn som omvendes til fuldtonet nazist.
Før Anden Verdenskrig forsøger den store stumfilmsinstruktør GW Pabst uden held at få succes i Hollywood, og sammen med sin familie vender han snart tilbage til det Europa, som han flygtede fra, hvor fascismen hersker og krigen nu står for døren. Her modtages han med åbne arme – og under slutningen af krigen bliver Pabst sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Mens kameraerne ruller, rykker fronten tættere og tættere på.
Du kan købe Lysspil online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: