Biografier Læseprøve og uddrag

Roskildes største p*k, Grønærten og en bh-hylde i nakken. Læs i Petra Nagels åbenhjertige biografi her

petra nagel, ting jeg har lært da det var for sent

Mærkelige tatoveringer, kærester, akavet sex, grimt tøj og lavt selvværd. Petra Nagels biografi Ting jeg har lært, da det var for sent er en inspirerende, tåkrummende og lattervækkende fortælling om alt det, Petra gerne ville have vidst, da hun var 20 år gammel og stod på tærsklen til voksenlivet. Læs et uddrag fra bogen her.

Ting jeg har lært, da det var for sent er en indsigtsfuld fortælling om at blive voksen og mor til to – og først dér erkende og forstå ting, der ville have været gode at vide 20 år tidligere.

LÆS OGSÅ: Ægte rollemodeller: 7 bøger med kendte, du kan se op til

For nogle år siden bragede Petra Nagel igennem på tv-skærmen med programserien “Petra dater hele verden”, “Petra elsker sig selv” og “Petra får en baby”.

Det var ærlige, udleverende og humoristiske programmer med et meget personligt udgangspunkt.

I Ting jeg har lært, da det var for sent møder du på samme måde Petra Nagel i øjenhøjde og får lov at komme med på en rejse gennem hendes bommerter, succeser, banantatoveringer og børn.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg vejede næsten 0,1 ton…! Smuglæs i ‘Fårking gravid’

Bogen er spækket med humor og personlighed – og selvfølgelig tonsvis af personlige billeder af Petra og hendes liv.




Petra Nagel
Ting jeg har lært, da det var for sent

Sex er ikke kun noget, man har med dem, man elsker. Det er også noget, der sker på et udendørsbordtennisbord. Og andre gode minder

Jeg drak mig fuld til en privatfest i provinsen.

Jeg havde store hængerøvsbukser fra Carhartt på og en stram hvid undertrøje. Mine bryster var hejst op i en pushup-bh, der blev lukket i nakken, og i de år havde jeg et stort blåt mærke i nakken, fordi bh’en var spændt så hårdt. Den var hvid og fra H&M og egentlig en bikinioverdel. Den blev efter et års tid så nusset, at den ikke kunne vaskes rigtig hvid igen.

Jeg havde den på hver eneste dag, og det gjorde faktisk rigtig ondt at skulle spænde barmen op og ind 14 timer i døgnet. Men jeg led for ”skønheden”. Og dengang var det rigtig pænt at have sine bryster skubbet så højt op som muligt, også selv om de var små og mest bestod af fedt.

Mine bryster var øvrigt slet ikke lige store – faktisk var det ene bryst så meget mindre end det andet, at jeg måtte lægge vat/en engangsskumklud/en nylonstrømpe i den ene side for at udligne.

Den dag i dag har jeg en bule i nakken fra selvsamme bh, Asbjørn kalder det faktisk for en hylde, man kan stille noget på … ikke for at være streng, men bare kærligt morsom på min bekostning.

Om sommeren eller på ferier, hvor vi nærmer os 25 grader, er mit føromtalte store hår ret varmt at have hængende, så jeg bliver nødt til at tage det op i en knold, men jeg er helst fri. Fordi håret dækker over den bule, som er ret tydelig.

Jeg har ingen billeder, som I kan se som dokumentation, det er jeg ikke nået langt nok til i min selvudvikling til at ville vise. Så I må nøjes med at forestille jer min ”pushup-bh-i-nakken-hylde”.

Men vi kom fra, at vi var til fest, og jeg var fuld. Det var sommerferien mellem 1. og 2. g. Jeg havde ikke haft sex med særlig mange dengang. Måske en håndfuld. Det mente jeg dengang var virkelig få. For få.

Indtil jeg nogle år senere fandt ud af, at man ikke behøver at have sex med mange. Det er faktisk langt federe at kunne huske, hvem man har bollet med, og at det ikke er hvem som helst, man lader plukke sin dyrebare blomst. Jeg følte mig dengang hverken som en blomst eller dyrebar.

Når jeg fik for meget at drikke, skulle der ikke meget overtalelse til. Desværre. Og et af de mere skamfulde minder fra min flamboyante periode hed Kelvin.

Festen var sjov, og der var en håndfuld drenge, som vi ikke havde set før. Den ene af dem spurgte, om jeg ville med udenfor. Vi snavede og endte på et iskoldt udendørsbordtennisbord, som lå mellem to boligblokke.

Han blev færdig. Jeg tog mine hængerøvsbukser på, og op ad trappen tilbage til festen spurgte han: ”Hvad var det, du hed?”

Jeg mistede min mødom, da jeg var 17 år til min daværende kæreste, Jesper. Jesper havde skulderlangt, altid fedtet hår, hørte hård rock, røg hjemmekrøllede cigaretter og kørte på knallert. Vi blev kærester på efterskolen og var sammen i et år. Han var min første rigtige kæreste.
Jeg havde ventet rigtig lang tid på at have sex for første gang, eller ”være sammen sammen”, som vi også sagde.

At være sammen: at kysse
At være sammen sammen: at bolle

Men jeg var også bange, så egentlig passede det mig meget godt, at jeg lige ventede lidt. Det svære ved at vente var mest, at mine veninder én efter én bollede med nogle for første gang, og jeg ville også være en del af klubben.

Jeg kan huske en dag efter skole, hvor Marianne ringede til mig. På fastnettelefonen, som jeg havde på mit værelse. Hun havde endelig bollet med Allan. Åh nej, tænkte jeg, mens jeg nysgerrigt spurgte ind til detaljerne.

En del år før Allan og vores mødomssnak var vi med i julespillet på fritidshjemmet. Jeg var selvfølgelig en mosekone, og Marianne en sød nissepige.

Jeg spiste middag med Marianne i går. Og spurgte hende, om hun kunne huske, at hun ringede til mig. Det kunne hun ikke. Men hun kunne tydeligt huske, at det tog to lange seje timer at få det overstået.

Allan asede og masede, og Marianne så en serie på et lillebitte fjernsyn, der hang på hendes lille værelse på Dyssegårdsvej. Jeg spurgte, om hun kunne huske hvilken serie. Det kunne hun heller ikke. Men hun fortalte, at hun var gået ud i køkkenet efter et glas vand og havde mødt sin mor på vejen. Dagen efter havde Mariannes mor spurgt, om hun måske skulle have nogle p-piller.

Jeg ville jo bare rigtig gerne kunne tale med om, hvordan det føles at have sex. Eller egentlig var det ikke så meget sex-delen, der optog mig, men mere ikke at være den sidste. Det var supervigtigt for mig dengang bare ikke at være den sidste.

For igen: Jeg ville bare gerne ligne og være som alle de andre. Ikke føle mig udenfor, heller ikke på mødomområdet.

Og så skete det endelig. Efter at jeg havde fået finger af Jesper i omkring tre måneder og havde fået slidsår på indersiden af mit lår (fordi vi gned og gnubbede rigtig meget på hinandens ”mellem navlen og midt på låret”-område.

Mine underbukser var tit gennemblødte af bar begejstring. Sjovt, som man kan savne noget, der jo ser vældig vulgært ud, når jeg skriver det. Men jeg har født et barn … jeg må gerne savne den slags).

Mærkedagen var en onsdag i april 2001. Jeg havde taget Jesper med på den årlige familieskiferie i min fars og mors skihytte i Norge, og vi sov i køjeseng. Jeg gik ud på badeværelset og kiggede mig i spejlet efterfølgende. Jeg havde set på film, at det gjorde piger, og så kunne de se, at de havde ændret sig …

Men jeg lignede sjovt nok mig selv. Ud over at jeg var superrød rundt om munden, fordi Jesper havde skæg, og vi havde tungekysset tre timer i træk. Jeg lagde mig tilbage i min køje, og Jesper lå i sin. Jeg kan huske, at jeg tog ”Fangen fra Azkaban” (den tredje og i mine øjne bedste i serien om Harry Potter) frem og læste videre, rigtig glad, fordi nu var jeg endelig en del af klubben.

petra nagel, ting jeg har gjort da det var for sent

Året inden efterskolen, altså i 9. klasse, var jeg forelsket i Lars fra Roskilde. Han gik med sort rullekrave, technobukser og Buffalo-støvler – altså lignede han og var den perfekte mand for mig.
Han var to år ældre end mig. Han ville gerne have sex. En dag, jeg var hjemme hos ham efter skole, sad jeg op ad ham, og jeg kunne mærke hans diller dunke mig i ryggen.

NB: Lars blev tit drillet (fordi hans venner var oprigtigt misundelige) med, at han havde Roskildes største pik. Når han spillede fodbold, kunne han ikke stå på sidelinjen, fordi hans lange pik så stadig var på banen, fortalte hans kammerat Thomas.

Når man er jomfru og går i 9. klasse og i øvrigt er nervøs for alt, hvad der har med nøgenhed at gøre, så er det ikke en ældre fyr, der hedder Lars, som efter sigende har en kæmpe pik, der skal tage ens mødom.

Så han slog op med mig, da jeg startede på efterskole, fordi jeg ikke gad bolle. Eller fordi efterskolen lå for langt væk fra Roskilde … som han sagde.

Et par år efter ringede han en aften. Jeg tænkte, at det måske faktisk var interessant at se Roskildes største pik. Den VAR stor. Han skrev et par gange efter, men jeg var videre.

Da jeg havde været kærester med efterskolefyren i et års tid, skulle jeg ud at sprede mine nu seksuelt aktive vinger ud. Jeg var træt af ham simpelthen. Han gik med samme store strikkede hue som på efterskolen, samme Metallica- hættetrøje, havde det samme blide, om end semideprime smil og med-vilje-fedtede hår, som da jeg blev ovenud forelsket i ham året forinden, men magien var væk, og det samme skulle han være. Og SÅ skulle Petra Nagel af sted på miniefterårsferie med veninderne.

Jeg havde lige fået kørekort og arvet en lille grøn Peugeot 205 (også kaldet Grønærten) af min mors tante, og da mine bedsteforældre ikke brugte deres ferielejlighed i Gammel Skagen, pakkede vi Grønærten og tog af sted. Vi var 18-19 år gamle og skulle drikke os fulde. Sofie, Ditte, Anna og Petra.

Petra: Hvad husker I fra den tur?

Sofie: Skagen by var ret død, og vi var på Buddy Holly, stort set kun os, indtil der kom et helt svensk fodboldhold ind og satte sig ved siden af os.

Ditte: Åh ja, Skagen-turen. Klassisk tur! Dén aften blev du væk, måske fordi du bollede med en eller anden dude, husker jeg det som?

Anna: Vi tog en taxa hjem fra Buddy Holly uden dig. Vi anede ikke, hvor du var, og din telefon var død.

Sofie: Og jeg kan huske, at det bankede på døren klokken fem om morgenen, og vi troede, at det var dig, men så var det fandme et par af de svenske fodboldspillere, der havde fået nys om, hvor vi boede. Taxamanden havde sladret, fordi der kun var den ene taxa i Skagen den nat. Men vi lukkede døren og lod, som om vi sov.

Ditte: Vi var meget bekymrede, og pludselig kom du hjem og stod foran lejligheden på vejen og græd. Du var fuld, og du havde ikke kunnet finde os. Tror ikke, du var blevet forulempet … eller det håber jeg ikke.

Sofie: JA! Du havde lånt en telefon på vejen hjem og havde fået fat i selvsamme taxamand, som så kørte dig hjem til os.

Anna: Var det ikke af en fisker, du havde lånt en telefon på vejen hjem?

Sofie: Jeg husker det som en virkelig grineren tur. Vi var også ude på Grenen og se havene mødes.

Ditte: Når vi kørte rundt i Grønærten, hørte vi ”This Love” med Maroon 5 megahøjt. Du lærte mig også om den specielle måde, som man malede husene på i Skagen. Det tænker jeg altid på, når noget drejer sig om Skagen.

Han hed Karsten, og han var møbelsnedker. Han lejede sig ind i en lille lejlighed, som lå på førstesalen af et gammelt, men klassisk gult skagenshus. Han var fantastisk smuk og havde en dyb stemme og tilbød, at vi kunne gå de få meter fra Buddy Holly og op på hans loft og høre musik og drikke vin. Og det gjorde vi.

Og der var smukt deroppe på hans loft, og han var smuk, og jeg var helt vild med, at jeg var på tur med mine veninder, og at en møbelsnedker havde udset sig mig.

Jeg var fuldstændig bekymringsfri, husker jeg det som. Han faldt i søvn, og jeg besluttede, at jeg hellere måtte tage hjem, så jeg gik tilbage til Buddy Holly for at finde de andre. Men der mødte jeg en låst dør, for det var blevet morgen, og solen var på vej til at stå op.

Min telefon lå i min lomme og var flad, og jeg regnede ud, at jeg ikke ville kunne gå hele vejen hjem fra Skagen downtown til Gammel Skagen.

Nu har jeg lige googlet det, og der er faktisk kun 4,5 kilometer mellem de to punkter, så det kunne jeg jo i princippet godt have gjort. Men det anede jeg ikke dengang klokken tidlig morgen for mange år siden uden en telefon med gps, så jeg valgte i stedet at gå igennem byen og lede efter en telefon.

Det fandt jeg heldigvis hos en ældre herre, der var på vej ud at fiske fra sin kutter. Han sad i arbejdstøjet i sit køkken med sin kone og røg Look100, da jeg bankede på døren, og det venlige ældre ægtepar lukkede mig ind og lånte mig deres fastnettelefon, så jeg kunne ringe til det lokale taxaselskab. Så sad jeg der sammen med dem i deres køkken og fik en ekstremt lang cigaret, indtil taxaen kom, og så kom jeg hjem.

Jeg har åbenbart grædt. Det husker jeg ikke. Måske var det af glæde …

Det skal ikke være nogen som helst hemmelighed, hvilket det vist heller ikke rigtig er: Jeg har festet meget. En af de ting, som virkelig er en høj pris at betale for at have hang til at skeje ud, er blackouts. Det har jeg lidt meget af.

Jeg har oplevet et utal af gange, at jeg har drukket for meget alkohol, og så er der en klap, der er gået ned. Så er jeg vågnet op – størstedelen af gangene i min egen seng heldigvis, men så sandelig også andre steder – og intet kunnet huske.

Hvordan jeg er kommet hjem, hvem jeg har været sammen med, og hvad jeg har lavet. Helt sort. Det er frygteligt. Og det er sket, at jeg ikke har haft noget tøj på, når jeg så er vågnet. Jeg vil med det samme fastslå, at jeg aldrig er vågnet op og har kunnet mærke, at der er foregået ting under tvang. Aldrig nogensinde. Men ikke desto mindre skræmmende er det at vågne op og kunne regne ud, at man har haft sex, men intet kunne huske om det ud over flygtige øjeblikke fra nattens udskejelser.

Der var for eksempel en aften ude med Pernille og Trine. Vi drak en masse vodka-tranebær, og jeg kan huske, at jeg talte med en fyr om musikbranchen, og jeg mindes, at jeg efter bedste evne prøver at fortælle nogle interessante overvejelser om den danske musikindustri. Til trods for at jeg ikke rigtig kender noget til den danske musikindustri, men det er vel opskriften på en skidt fuldemandsflirt, er det ikke? At tale om ting, man ikke rigtig ved noget om, for at virke mere interessant.

Jeg kan også huske, at han har sort, kort hår, og jeg synes, han er flot. Da jeg vågner næste morgen, ligger jeg ved siden af en slank skikkelse med langt, brunt hår. Og jeg tænker: ”Du har været sammen med en kvinde, Petra.

Du har aldrig været sammen en kvinde før, men én gang skal jo være den første.” Hun ligger med ryggen til og uden tøj på, og o.k., jeg havde måske troet, at jeg i det mindste ville kunne erindre en smule fra forførelsen, hvis altså det var en kvinde.

Så sætter jeg mig op i sengen, og min indre dialog lyder som så mange andre gange:

– Hvor helvede er min telefon?
– Hvorfor helvede drikker du dig så fuld, at du ikke kan tage vare på dig selv?
– Puha, jeg skal nå ud på toilettet og kaste op, inden jeg gør det i sengen.
– Hvad blev der mon af Pernille og Trine?
– Hvem er personen ved siden af mig?
– Hvordan kom vi hjem?
– Tjek. Ikke. Din. Konto!
– Jeg er godt nok sulten!
– Hvordan får jeg vedkommende vappet ud asap?

Og da jeg rejser mig fra sengen uden tøj på, vender kvinden sig om. Hun har kraftedemig skæg! Det er sgu da en mand. Med ekstremt smukt langt hår. Så har jeg endnu min første lesbiske oplevelse til gode?! Øv, egentlig …

Han lugter fælt ud af munden, da han siger godmorgen, og jeg skal kaste virkelig meget op nu. Jeg hiver en T-shirt fra gulvet på og smiler høfligt og løber på toilettet. Hvem fanden er han?

Hvis man er tilpas kølig og lader, som om man altså har vigtigere gøremål end at lave frisk kaffe og lære hinanden bedre at kende – så plejer de at smutte af sig selv.

Det gjorde den langhårede mand heldigvis også.

petra nagel, ting jeg har lært da det var for sent

Efter den slags aftener og nætter var det så en tradition, at jeg fandt min telefon (de fleste gange), ringede til Pernille og fik et referat fra aftenen, tog tøj på, ryddede op i min lejlighed og gik ud og mødtes med Pernille og fik noget mad. Bagefter gik vi en tur, og når vi blev trætte, gik vi hjem og tog en lur på sofaen, indtil vi skulle ud igen om aftenen. Nu bliver jeg så træt bare ved tanken, men den-gang var det vores liv, og vi nød det for det meste.

MORALE

Jeg håber aldrig, mine egne børn kommer til at være så lemfældige med alkohol, som deres mor har været. Det er for det første død-ucharmerende ikke at kunne kontrollere sin brandert, og for det andet dødsensfarligt!


Den langhårede mand var heldigvis tilforladelig nok, det samme var drengen på bordtennisbordet og møbelsnedkeren. Men der findes jo desværre langt mere uheldige historier fra nattelivet end mine. OG man kan jo også blive både gravid og komme til skade, når klappen går ned.

Det er heldigvis lang tid siden, at jeg har været SÅ fuld, og takket være søde, dejlige, kloge og smukke Asbjørn har jeg ikke skullet i byen for at finde kærligheden. Den har jeg nemlig fundet.

Han er fire år yngre end mig. Han kommer fra Aalborg, han er sjov som få, en fantastisk far og helt vildt flot! Mere om ham senere.

Når alt det her er sagt, så er mine veninder og jeg begyndt at tale om vores festlige fortid som en god ting.

Nu sidder vi i det, der i moderne tale kaldes hamsterhjulet, med alt hvad det indebærer af skønne ting: lortebleer, Netflix UDEN chill og den konstante dårlige samvittighed over aldrig helt at kunne præstere perfekt på sit job eller i hjemmet og slet ikke være den geniale kæreste, man var engang.

Når vi så sidder og taler sammen, os veninder, om den-gang tingene unægtelig så en del anderledes ud, så er der altid én af os, der siger, at ”hold kæft, hvor var det egentlig godt, at vi fyrede den så meget af”. Drak os fulde hver eneste weekend sammen, og i hverdagene hang vi også ud i hinandens lejligheder, drak rødvin og talte om mænd, fest og alt derimellem.

Så kan man jo tænke tilbage og varme sig lidt ved det, når man har lavet verdens kedeligste lasagne blot for at se, at barnet ikke gider æde det, og det ender på væggen …

Og det er jo rigtigt! Inden jeg forbander min fortid som festabe, så er det egentlig også fedt nok, at der ikke har manglet noget på den front. Okay, blackouts kunne jeg godt have undværet, de er bare farlige og unødvendige.




ting jeg har lært da det var for sent, petra nagel

Petra Nagel har braget igennem på tv-skærmen i flere år, med programserier som “Petra dater hele verden”, “Petra får en baby” og “Petra elsker sig selv.” Programmerne er humoristiske, udleverende og ærlige med et personligt udgangspunkt.

Stilen fortsætter i Ting, jeg har lært, da det var for sent, som er en inspirerende, åbenhjertig og lattervækkende fortælling om alle de ting, som Petra gerne ville have vidst, da hun var 20 år gammel.

Bogen fyldes med historier om grimt tøj, lavt selvværd, kærester og venskab. Mange ting ville have været gode at vide 20 år tidligere, og Ting, jeg har lært, da det var for sent er en indsigtsfuld beretningen om den kaotiske overgang fra ung til voksen.

Du kan købe Ting, jeg har lært, da det var for sent online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 28 september.




Jeg er Ellevilde Ella med bøger og er både uddannet litterat og journalist. Jeg er ikke kræsen, når det kommer til at spise varieret i forhold til genrer, og jeg bliver draget af gode fortællinger, skarpt sprog og karakterskildringer, der virkelig rammer. Jeg ville elske, hvis jeg kunne være med til at skabe mere læseglæde i det danske land, og det kan jeg netop her på bog.dk - HURRA!!