Biografier Læseprøve og uddrag

Hovedet i himlen og fødderne på jorden er Carolyne Kaddu Rasmussens vilde livshistorie. Smuglæs i bogen her

Hovedet i himlen og fødderne på jorden

Hovedet i himlen og fødderne på jorden er den rørende biografi om Carolyne, der nok er bedst kendt som Melvins mor i tv-programmet Helt sort. Hun fortæller medrivende om alle de smukke og svære øjeblikke, som livet førte med. Tyvstart din læsning her.


Måske du kender Carolyne som komikeren Melvin Kakoozas mor. Men i Hovedet i himlen og fødderne på jorden er hun helt sin egen, når hun fortæller sin historie om at flytte fra Idi Amins diktatoriske og blodige styre til Kenya, og senere komme til Danmark som 21-årig med to små børn.

LÆS OGSÅ: Hovedet i himlen og fødderne på jorden: Carolyne er Melvins mor – og helt sin egen 

Hun måtte begynde forfra efter flugten, hvor hun både skulle lære det danske sprog og de nye traditioner at kende. Carolyne Kaddu Rasmussen forelskede sig i Kenya i en politiker, som måtte flygte for at få politisk asyl i Danmark. Da Carolyne et år senere følger efter, finder hun sin mand i forfald, syg af både flugten og af tabet af sin identitet.

Hovedet i himlen og fødderne på jorden fortæller om et liv fuldt af kontraster, hvor de sorger, der kunne have overskygget alt, alligevel har ført til en tilværelse fyldt med humor og livsglæde.

Læs et uddrag af Hovedet i himlen og fødderne på jorden herunder.

Du kan købe Hovedet i himlen og fødderne på jorden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16 august.




Hovedet i himlen og fødderne på jorden

Carolyne Kaddu Rasmussen


Kapitel 1: Nomadeblod i årerne

Hvis man satte sig for at lave en søgning på mig i folkeregisteret for at finde alle mine tidligere adresser og mange flytninger, ville man få travlt. For et mønster og et menneske i evig pendulfart fra det ene sted til det andet og tilbage igen ville hurtigt dukke op. Fra Hoima til Nairobi, fra Namagunga til Mombasa, Nakuru og London.

Fra storbyen til bushen og et par jyske og en enkelt fynsk provinsby. Det sted, jeg har boet i længst tid, er Fredericia – dog ikke i det samme hus. For med nomadeblod i årerne er det svært at sidde det samme sted i mange år. Der er altid et nyt skridt at tage, et nyt sted at flytte hen, et ny område, som skal prøves af.

Jeg blev født i landsbyen Hoima i Uganda den 16. december 1970 – et par år efter at mine forældre havde mødt hinanden første gang på en bustur på vej til college. Min far syntes, at min mor var noget af det smukkeste, han nogensinde havde set, da hun med sit velplejede ydre og velsiddende outfit trådte ind i bussen. Hun var så billedskøn, at han blev nødt til at spørge, om han ikke nok måtte betale for hendes busbillet. Og jo, det måtte han gerne.

Med en busbillet trukket i en af den slags gammeldags maskiner, der sidder på maven af en konduktør, begyndte kærlighedshistorien mellem de to: Margret, som altid bare blev kaldt for Snow, og John – og meget sigende for det liv, de endte med at få sammen, på en rejse fra ét sted til et andet.

Da de nogle år senere fik mig, var de stadig på farten. Min mor var 19 år og i fuld gang med at læse til sekretær i Kenyas hovedstad, Nairobi, og optaget af at lære stenografi, og min far, som var 24, var begravet i sine lægestudier, som krævede hans fulde koncentration. De havde ikke mulighed for at tage mig med til Nairobi, og studierne skulle passes, for det var vigtigt for dem begge to at uddanne sig og blive til noget.

Min mors familie havde ellers klaret sig godt og manglede intet, og med min fars kommende lægegerning og karriere kunne min mor i virkeligheden have valgt at gå hjemme, hvis hun havde lyst. Men det havde hun ikke. Det var hun alt for søgende og alt for ambitiøs til. Hun ville skabe noget og have en karriere, og hun vidste også, at der fulgte en vis status med det som kvinde at have et arbejde.

Til trods for det velstillede hjem, min mor voksede op i, havde min mormor og morfar heller ikke haft det helt nemt. Min morfar var fra Sri Lanka; det, der dengang hed Ceylon, og det var ikke velset, at en afrikaner giftede sig med en srilankaner – eller en “inder”, som folk kaldte ham. Når folk sagde “Nå, skal du hjem til inderne?”, vidste man godt, hvad de tænkte. Efterhånden lykkedes det Idi Amin at få jaget alle asiater ud af landet. Også min morfar. Og min mormor endte med at bo alene – ud over med stuepigen.

Min fars baggrund lå langt fra min mors fine, velstillede hjem med tjenestepiger og økonomisk mulighed for at uddanne sig på de mest prestigefulde skoler. Han var født ind i en fattig familie uden råd til særligt meget – heller ikke altid til de mest basale ting.

Tre børn havde min farmor og farfar. En søn, der forsvandt som 11-årig. Ingen vidste, hvad der var sket, og han blev aldrig fundet. En datter, der endte med at blive alkoholiker. Og så min far, stjernebarnet, der var så velbegavet, at en missionær fra Irland tilbød ham et stipendium, der som 15-årig gav ham mulighed for at studere på en af de bedste skoler i landet og færdiggøre sin high school. Det betød, at han også kunne blive bachelor og derefter tage en masteruddannelse i Liverpool.

En mulighed, man kun fik, hvis man var exceptionelt dygtig. Indtil da havde min farmor, som alt for tidligt mistede min farfar, måttet sælge alt det, hun kunne undvære, for at betale for min fars uddannelse. Hun kunne se, at han var noget særligt, når han sad med en petroleumslampe om natten for at få lys nok til at læse i sine bøger.

Men pengene, min farmor fik ind, var langtfra nok til at kunne give min far den uddannelse, han i virkeligheden var kvalificeret til. Han var derfor dybt afhængig af stipendierne. Og dem fik man kun, hvis man var dygtig og arbejdsom nok.

På grund af mine forældres travle studieliv blev ordningen sådan, at min mormor passede mig de første år af mit liv, mens min mor og far uddannede sig, og så kom min mor og far og så til mig, når de havde mulighed for det. Det var ikke helt ligetil. Bussen kørte kun hver anden dag, og at tilbagelægge de 870 kilometer, der var fra Nairobi til Hoima, var ikke gjort på en enkelt eftermiddag.

Jeg voksede op med lige så megen lyst til at lære, som mine forældre havde. Min far fortæller mig indimellem historien om dengang, jeg som femårig fik indskrevet mig selv på kostskolen Mount St. Mary’s College i Namagunga i Uganda. Jeg boede på det tidspunkt stadig hos min mormor, og ordningen var, som den plejede at være: Jeg så mine forældre, når min far ikke var ude at rejse, og når min mor heller ikke var det.

Mine forældre havde også fået den første af mine to mindre brødre. Han boede imidlertid sammen med min mor og far – men det har også været en lidt omskiftelig tilværelse for ham, for ofte var én af dem ude at rejse. Min mor var allerede blevet færdig med sine studier og havde fået job på et rejsebureau, hvor hun hurtigt avancerede til direktør. Og min far blev ved med at videreuddanne sig – det er han i øvrigt aldrig holdt op med.

Den dag, vi kørte forbi St. Mary’s College, var vi på vej hjem fra lufthavnen. Vi havde vinket farvel til min mor, som var taget på pilgrimsrejse til Rom. Hendes katolske tro betød meget for hende, og det tog hende ikke lang tid at tage beslutningen om at tage af sted. Med hendes lettere flygtige natur og trang til at opleve nye steder og rejse rundt i verden passede den nemme adgang, hun havde til flybilletter, hende godt.

Min far stoppede bilen ved den smukke katolske skole. Hvide bygninger med buede gange og roser, der viklede sig rundt om søjlerne, var placeret midt i et frodigt, grønt landskab. Nonnerne, som jeg fascineret betragtede, gled nærmest lydløst hen over jorden i deres hvide og grå dragter hver med en rosenkrans og et krucifiks hængende ned langs siden.

– Den her skole vil jeg gerne gå på, sagde jeg til min far, da vi steg ud af bilen.

Skolen var en af de mere prestigefulde af slagsen, grundlagt af irske nonner og ikke for hvem som helst. Her var disciplin og lærdom. For man skulle lære noget og blive til noget. En ugandisk nonne så os og kom hen og tog imod, og min far begyndte at spørge ind til skolen. Jeg var allerede parat til at flytte ind på dette smukke sted. Men der var ikke plads til mig. Skolen havde fem års ventetid, og man kunne ikke bare komme ind fra gaden og blive optaget.

Det var helt tydeligt, at det frustrerede min far, der altid ønskede det bedste for mig, og om nogen vidste, hvor vigtig ens skolegang var. Mens vi talte med den ugandiske nonne, dukkede skoleinspektøren op. En høj og flot hvid dame – måske var hun i virkeligheden af ganske almindelig højde, men når man er lille, er alt højt.

– Hvor er det en flot kjole, du har på, sagde jeg til hende, mens jeg beundrede den hvide nonnedragt, hvor broderierne slyngede sig ned ad ærmet. – Vi er lige kommet tilbage fra lufthavnen, fordi min mor skulle til Rom, fortsatte jeg.

Det klingede godt i ørerne på den katolske nonne, som ville vide endnu mere om, hvad min mor mon skulle lave i Rom, og som nu også ville vise mig sit kontor. Jeg fulgte med og fortalte om min mors pilgrimstur, mens jeg kiggede mig rundt i det fine kontor. Da jeg kort tid efter trådte ud af kontoret igen, vendte nonnen sig mod min far og sagde:

– Din datter må gerne begynde på skolen nu, hvis hun vil.

Og sådan blev det. Jeg fik lov til at flytte ind hos nonnerne på St. Mary’s College.

I min egen erindring var jeg der i lang tid. Sådan føltes det. Men i virkeligheden var jeg der kun i fem måneder, for udenfor skolens rolige rammer buldrede Idi Amins regime og brutale styreform, og politiske modstandere blev tvunget væk fra Uganda, hvis ikke de blev slagtet inden. Dengang kunne man rejse frit mellem Kenya, Tanzania og Uganda, hvis man havde et østafrikansk pas, og i Kenya var der fred. Min mor og far og mormor besluttede sig derfor for at tage af sted med det samme, mens der stadig var mulighed for at komme væk.

Min mor var højgravid med min yngste bror og flygtede som den første i familien til Mombasa. Det samme gjorde min mormor. Min far og min ældste lillebror, som på det tidspunkt var 1 år, var de næste til at forlade landet og rejse mod Nairobi. Min far var ansat i East African Community og fik at vide fra den ene dag til den anden, at han skulle flytte ud af deres tjenestebolig. Han forsøgte at hente mig, men det var med livet som indsats, og med min lillebror på armen var han nødt til at vende om og rejse videre uden mig. Imens blev jeg tilbage på kostskolen i Namagunga.

Når jeg i dag taler med min far om den tid, bævrer hans stemme. For det gør ondt i ham at tænke på, at jeg blev efterladt i Uganda. Jeg har sagt til ham mange gange siden, at det skal han lade være med at tænke på. Men jeg ved, at min far ikke kan glemme den dag, hvor han endelig, fem måneder efter at jeg flyttede ind på skolen, vendte tilbage for at hente mig. De hvide nonner var blevet nødt til at flygte på grund af krigstilstandene, og kun få ugandiske var blevet tilbage på skolen, der på kort tid endte i ruiner, mens børnene manglede mad og blev mere og mere syge. Alt var kollapset.

Da min far så mig, var jeg så syg, så syg. Min mave var udspilet, mens resten af kroppen var afpillet. Mit hår var blevet rødt af underernæring, og knoglernes konturer kunne ses overalt under huden. Jeg led af kwashiorkor, hungersnødsygdommen, som gør børn afmagrede med væskeophobninger i maven – som de billeder, vi måske alle har set, fra områder ramt af hungersnød.

Min far har båret det syn af mig med sig lige siden, for han blev så ramt, da han fandt mig der. Jeg har aldrig bebrejdet min mor og far, at de ikke tog mig med, da de i første omgang flygtede. Jeg ved, at der altid er en årsag til, at folk handler, som de gør. Og jeg har ikke haft brug for at bore mere i det. Det vigtige var, at jeg blev hentet hjem til min mor og far efter de fem måneder.

Da jeg var kommet nogenlunde til hægterne igen derhjemme, flyttede jeg hen til min mormor i Mombasa. Min yngste bror var lige kommet til verden, og begge mine små brødre blev hos min mor og far, som nu havde slået sig ned i Nairobi. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke måtte bo hos dem, men skul- le videre til min mormor 500 kilometer væk. Min far skulle begynde at studere igen, og måske var det for meget for min mor at have alle tre børn hjemme – og jeg tror også, at det var svært for hende at se i øjnene, at jeg havde været så syg og tæt på at dø.

Jeg var stadig mærket af sygdommen, da jeg flyttede hen til min mormor. Når man har været ved at dø af sult, vil man spise, som om der ikke er en dag i morgen. Men ikke hos min mormor. Her var ikke nogen bugnende tallerkener, og grådig var det værste, man kunne være i hendes pæne hjem. Min mormor kunne heller ikke helt rumme at have mig boende. Jeg tror, at hun var blevet så forskrækket over at se min tilstand, selvom jeg var i bedring, at hun blev nødt til at distancere sig fra mig. Hun havde også sine egne problemer at slås med og sin egen flygtningehistorie.

Hver dag gik jeg som 7-årig alene hjem fra skole gennem kæmpe bygningskomplekser og over store veje. Det var en lang tur, og selv min far blev forarget over, at min mormor ikke sørgede for at hente mig, da han hørte om det. Og han kunne ellers klare meget som barn. Hans egen skoletur bliver da også længere og længere, for hver gang han fortæller mine børn om den i dag. Engang havde han 10 kilometer til skole. Nu er vi efterhånden oppe på 25.

Når jeg endelig kom hjem efter min lange vandring fra skolen, var min mormor der sjældent, og tjenestepigen havde allerede nået at sørge for, at hjemmet var pletfrit og havde som regel fri på det tidspunkt. Så gik jeg over til bodegaen, hvor min mormor lidt for tit sad i lidt for lang tid. Der fik jeg sat mig godt til rette med mine skolebøger foran mig. Lektierne skulle jo laves, om jeg sad på en bar eller derhjemme. Jeg klarede mig heldigvis godt i skolen. Det var nok mere baseret på mit kvikke hoved end på lektiehjælpen, som jeg oftest fik af velmenende, men meget berusede bodegagæster.

Sådan forløb mine hverdage oftest. Men ferierne var anderledes. Med en rejsebureaudirektør som mor blev det til mange rejser rundtomkring i verden. London, Paris, Zürich. Vi børn fik set en masse af verden og færdedes hjemmevant rundt i europæiske storbyer. Men der var ét sted, mine brødre og jeg elskede højere end noget andet. Og det var min farmors hjem i Kibwa, helt ude i den ugandiske bush. Her var der ingen tjenestepiger, intet fint porcelæn, her var ikke engang elektricitet.

For at hente vand skulle vi gå omkring fem kilometer. Min farmor var så sød og havde nogle bittesmå kander, som vi børn også kunne hente vand i, og så bar hun selv den store, som hun ubesværet satte fast på hovedet. Så følte vi, at vi også hjalp til, når vi traskede hele vejen tilbage. Jeg havde altid klipklapper på. Jeg brød mig ikke om at gå i bare tæer som de andre børn. Og mine skinnende sko, som min mor havde købt til mig, passede ikke til bushen. De kunne gå an på min skole sammen med de andre børn med pæne sko, men ikke her sammen med de barfodede børn.

Om aftenen lavede farmor bål foran det lille hytteagtige hus, hun boede i.

– Agnes har tændt bålet nu! lød det fra børnene i området, når farmor havde fået pustet ild i træstykkerne.

Derefter kom børnene trippende for at være med. Der var ingen hegn eller buske til at omkranse hendes grund, så det kunne ses langt væk, når der var gjort parat, og der var altid en ekstra plads, hvis nogen skulle komme forbi. Så sad vi der, alle os børn, plantet rundt om bålet, godt pakket ind i tæpper og med store øjne, mens vi ventede på, at hun begyndte på sine historier. Den ene mere upædagogisk end den anden. Der var for eksempel historien om de to gamle damer, der var ved at lægge sig til at sove, men ingen af dem gad rejse sig for at lukke døren.

– Det er din tur til at lukke den, sagde den ene.

– Nej, jeg lukkede den i går, sagde den anden. Og så lå de der og diskuterede hele aftenen, indtil de til sidst faldt i søvn uden at få lukket døren.

Og så blev de ædt af en løve.

Og der var historien om manden, der hele tiden gik rundt og holdt nøje øje med, om alle børnene fik spist op.

– Alle dem, der ikke spiser deres mad, skal gå med mig, sagde han, – og så æder jeg jer.

Det var altid historier, som ingen ville fortælle deres børn i dag, og som sikkert ville blive fulgt op af en underretning til kommunen. Men vi elskede dem. Senere på aftenen var det dog ikke uden en vis bæven, at børnene fra bushen gjorde sig parate til at gå hjem gennem mørket, og vi blev altid nødt til at følge dem på vej. Og når vi så selv skulle tilbage, blev også vi nødt til at blive fulgt hjem, for tænk, hvis vi rendte ind i nogle glubske løver eller mænd, der åd børn.

Og sådan kunne vi gå frem og tilbage, frem og tilbage. Men det gjorde ikke noget, for der var ingen faste sengetider hos farmor. Vi kunne bare gå i seng, når vi havde lyst. Eller lade være. Men det bedste af det hele ved at besøge farmor var næsten, at vi ikke behøvede at vaske os.

– Vil I i bad? spurgte hun os nogle gange om aftenen.

Det havde ingen af os lyst til. Vi havde lige hørt historier om løver og hyæner, der rask væk spiste folk, når de var sultne, og badet var et udendørs et af slagsen omme bag en busk, så nej, vi skulle i hvert fald ikke i bad. Vi lagde os til at sove fulde af støv og med sorte fødder i hendes lille hus bag de kæmpe avocadotræer.

Farmor sov i det ene rum, vi sov i det andet, hønsene sov i det tredje, og i det fjerde rum var der dagligstue. Om morgenen vågnede vi, når farmor åbnede dørene, og hønsene spankulerede forbi alle os børn igennem først det ene rum og så det andet. Om aftenen var det samme scene, når de skulle ind igen. Først det ene rum, og så det andet, før de kunne lægge sig til ro.

Der var højt til himlen og ubetinget frihed, når vi var hos farmor. Og samtidig var alt hos hende så groundet, som det overhovedet kunne være. De bare fødder på jorden, bålet, historierne og urterne i haven, der kunne kurere alt fra forkølelse til malaria.

– Det smager forfærdeligt, men du drikker det bare, sagde hun. Man spiste ikke piller der, selvom hendes egen søn var læge.

Hun havde ikke haft et nemt liv, men hun var en overlever og havde klaret sig selv, da hun mistede sin mand. Midt i al sin fattigdom stod hun der, det mest lattermilde og elskelige væsen. Af alle de rejser, vi oplevede i vores barndom og ungdom med vores forældre, var der aldrig nogensinde noget, der kunne hamle op med farmor, og jeg længtes altid efter hende, når jeg ikke var der. ’It takes a village to raise a child’. Sådan var det hos hende.

Kontrasten mellem tilværelsen hos farmor og hendes høns og så hos mormor og hendes fine porcelæn var ikke til at tage fejl af. De to damer kunne ikke tåle synet af hinanden. Og de lagde ikke skjul på det. Nogle gange havde min mor og far arrangeret, at min mormor og farmor skulle komme på besøg hos dem i Nairobi. Så ankom min mormor fra Mombasa og min farmor fra bushen og placerede sig i hver sin ende af stuen. Men stadig så tæt på hinanden, at de ikke kunne undgå at høre de kommentarer, der fløj tværs gennem stuen.

– Der kan du se, hvordan I har lært at opføre jer uartigt hos jeres mormor, kunne min farmor finde på at sige, hvis mine brødre eller jeg lavede ballade.

Og omvendt.

– Prøv engang at se, hvordan I ser ud. Kan I så komme i bad og blive skrubbet rene og få klippet neglene og ordnet håret. Man kan godt se, at I har været ude i bushen, kunne det lyde fra min mormor.

I hendes øjne var ‘bushen’ et skældsord, og der var absolut intet fantastisk over det sted, som mine brødre og jeg elskede så højt.

Da jeg blev 10 år, flyttede jeg hjem til min mor og far i Nairobi. Jeg tror, at mine forældre kunne se, at jeg mistrivedes hos mormor i Mombasa. Det var første gang, at jeg rigtigt var en del af familien. Min mor og far prøvede ihærdigt at kompensere for de manglende år sammen. Men følelsen af at være en outsider sad i mig i lang tid. Ikke fordi min mor og far gjorde forskel på mine brødre og mig, men fordi jeg havde været væk hjemmefra det meste af mit korte liv.

Jeg husker min mor som ekstremt glad. Hendes glæde og gode humør smittede, og hendes gavmildhed kom mange børn til gode. Flere af børnene i min mor og fars nabolag fik betalt hele deres skolegang af min mor. Det var, når hun var i sit impulsive humør. Hun kunne også finde på at invitere folk hjem til os, hvis de ikke havde noget sted at bo.

– Du rykker lige ind på drengenes værelse, sagde hun til mig, – for der kommer nogen, som ikke har noget sted at være, som skal sove på dit.

Vi tre søskende lærte også at time vores behov efter de perioder, hvor hun var i sit ekstra gavmilde hjørne.

– Mor, jeg mangler lige nogle nye sko.

– Værsgo, her er penge til nogle nye. Mangler dine venner også?

Og det gjorde de tit. Min mor sagde altid, at hun havde været velsignet med penge, og derfor skulle hun også velsigne andre.

De tidspunkter, hvor min far ikke studerede og derfor var hjemme hos os, fik han skabt lidt mere ro og orden i forhold til min mors meget impulsive og energiske levemåde. Vi kom i seng i god tid, vi fik lavet lektier, og jeg fik nu lidt mere kompetent lektiehjælp fra min far – som senere blev professor – end fra de halvsnalrede bodegagæster hos min mormor.

Mine brødre og jeg var alle svømmere på højt plan og var på landsholdet, og der hørte en vis disciplin til at skulle svømme på det niveau. Disciplinen var min far garant for. Han har altid sagt til mig, at jeg kunne blive lige, hvad jeg ville og har skubbet til mig, for at jeg kom videre. Det samme sagde min farmor også:

– Du kan blive prinsesse, hvis det er det, du vil.

Den drivkraft har været god for mig. For jeg har haft det livssyn med mig, at du altid kan blive bedre, og at du altid kan gøre noget. Jeg har aldrig nogensinde oplevet at være handlingslammet i mit liv, for jeg har fundet en anden vej, hvis plan A ikke fungerede. De år, hvor jeg ikke havde det godt hos min mormor, var der heller ikke noget, der kunne slukke mig.

– Jeg tror, at mormor har det hårdt, og jeg tror, at hun savner Uganda, sagde jeg til min far som lille.

Allerede dengang fulgte jeg det, som siden er blevet mit livsmantra, at der altid er en grund til, at folk gør det, de gør. Samme forståelse havde jeg også for min mor, som var meget anderledes end min far. Når min far rejste væk igen for at videreuddanne sig, var det som oftest barnepigen, der tog sig af os, og ikke min mor. Min mor kunne godt glemme at hente os fra skole, når det var hendes tur, for hun var alle mulige andre steder henne.

Så sad vi der alle tre børn og ventede, mens vi så, hvordan skolen efterhånden blev tømt for elever, indtil læreren spurgte os, hvor de mon skulle ringe hen, og hvem der egentlig skulle hente os. Det vidste vi ikke, men vi vidste, hvor vi boede. Som regel var der en flink lærer, som så kørte os hjem.

Flere timer efter kunne mor træde ind i huset og sige med lys og afslappet stemme:

– Guuud, hvordan er I kommet hjem?

Det tænkte vi ikke så meget over dengang. Sådan var det bare. Min bror og jeg har senere talt om, at i dag var den nok ikke gået.

Min mor havde så mange ting, hun skulle nå her i livet. Man skulle tro, hun vidste, at hun ikke havde så mange år på denne jord. Hun skulle ud at være noget selv. Hele hendes fremtoning bar også præg af det. For hun var en utroligt elegant dame og altid klædt i tøj, hun havde købt på sine rejser til Paris, længe før andre begyndte at gå i det samme. Nogle gange kan jeg godt tænke, at jeg måske skruer lige vel meget op for mine minder om hende, men når jeg så kigger på billederne, taler de deres eget sprog.

Jeg har for eksempel et billede af hende, hvor hun står sammen med sin søster og svoger. Min moster står i sit praktiske tøj og sine fornuftige sko og et tørklæde bundet om håret. Alt er ’comfy’. Mens min mor knejser med hovedet, hvor en cremefarvet og bredskygget hat balancerer. Man kan lige skimte hendes ansigt, som hun står der i sin figursyede kjole, der matcher sisalplanten bag ved hende, og en jakke, der hænger skødesløst hen over hendes skuldre.

På fødderne har hun metallicfarvede spidse sko uden hælkappe, som ikke kan have været nemme at trave rundt i på den knoldede og støvede jord. Praktisk var hun ikke. Man kan nærmest ane duften af Chanel, når man kigger på billedet.

Mine brødre og jeg har altid haft den største respekt for hende og min far, hvor forskellige de end har været. De var hinandens helt store kærlighed. De løftede hinanden og gav hinanden lov til at være dem, de nu engang var, i hver deres ende af skalaen.

Det var lidt af et nomadeliv, jeg levede som barn. Og det skyldtes ikke nødvendigvis kun en medfødt rastløshed hos mine forældre og min familie. Når der er en historie om at være på flugt og om at blive frarøvet sin identitet under en kolonisering, lægger det sig under huden på én, og flugten bliver en del af en som menneske.

Men der er flere forskellige måder at flytte sig på. Mens min mor indimellem flygtede fra sin tilværelse, stræbte min far hele tiden efter et bedre liv. På det punkt er jeg ligesom min far, jeg har altid villet lære mere og vide mere, rejse og flytte mig – men aldrig på flugt fra mig selv. Med hovedet i himlen, men med fødderne på jorden.




Carolyne Kaddu Rasmussen: Hovedet i himlen og fødderne på jorden

Mange kender Carolyne som komikeren Melvin Kakoozas mor. Nu fortæller hun sin egen historie om at flygte til Danmark som 21-årig med to børn og bygge et nyt liv op. Det er en barsk og humoristisk fortælling om mødet med en fremmed kultur, hvor mange ting er anderledes, mens noget er meget genkendeligt.

Carolyne er født i Uganda under Idi Amin-tiden og måtte flygte med sin familie til Kenya. Hun forelskede sig i en politiker, som må flygte til Danmark, hvor han får politisk asyl. Da Carolyne et år senere følger efter ham, finder hun sin mand nedbrudt af flugten og af tabet af sin identitet. Men Carolyne er fast besluttet på at slå rødder her med sin familie.

Hun melder sig som besøgsven for Røde Kors og bliver social- og sundhedshjælper. Da ægteskabet senere ender i skilsmisse, starter Carolyne forfra med sine nu fire børn. Hun bliver sygeplejerske og videreuddanner sig med bl.a. en kandidatgrad i sygeplejevidenskab fra Aarhus Universitet.

Du kan købe Hovedet i himlen og fødderne på jorden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.