Aktuelt Biografier Fagbøger

Carolyne har mistet, grint og elsket – og nu har hun udgivet en bog om sit liv

carolyne kaddu rasmussen

Carolyne Kaddu Rasmussen er kendt som komikeren Melvin Kakooozas mor. Her fortæller hun, hvordan humoren har været hendes medicin i et dramatisk liv fyldt med kontraster.

Carolyne Kaddu Rasmussens liv har budt på flere kontraster end de flestes. Hun er født i Uganda under Idi Amin-tiden og flytter med sin familie til Kenya. Hendes opvækst spænder fra et velhaverliv i Kenya med stuepige og fint porcelæn til en tilværelse i Ugandas bush hos farmor og hendes høns. Hun forelsker sig i en politiker, som må flygte og får politisk asyl i Danmark. Da Carolyne et år senere følger efter, finder hun sin mand nedbrudt, syg af flugten og tabet af sin identitet.

Carolyne er aktuel med bogen Hovedet i himlen og fødderne på jorden, som er en barsk og humoristisk fortælling om at være på flugt og komme til Danmark som 21-årig med to små børn. Om at begynde forfra og kæmpe indædt for at lære sproget og de danske traditioner at kende. Hendes historie spænder fra et liv på flugt til spotlight og tv-priser. Fra sorger, der kunne have overskygget alt, til en tilværelse rundet af livsglæde og humor. I dette interview forklarer Carolyne hvordan bogens titel, Hovedet i himlen og fødderne på jorden, er blevet hendes motto i tilværelsen.

Carolyne Kaddu Rasmussen med hendes søn komikeren Melvin Kakooza.

Latter som medicin

“Latter har været min medicin hele livet – sådan var det også i min barndom sammen med mine brødre, hvor vi altid brugte humor til at håndtere nogle af de ting, som i virkeligheden var lidt triste, og som vi i stedet forsøgte at grine af. Ikke for at være ondskabsfulde eller for at gøre nar, men som en måde at komme helskindede igennem tunge eller svære perioder på. Der har været mange oplevelser, jeg har kunnet sætte mig ned og græde over – i visse perioder var der noget at græde over hver dag. Men jeg har prøvet at vælge humoren til.”, forklarer Carolyne.

LÆS OGSÅ: Hovedet i himlen og fødderne på jorden er Carolyne Kaddu Rasmussens vilde livshistorie. Smuglæs i bogen her

Grinebider i skolen

”Det er den der evne til at grine. Og især grine af mig selv. Det er sådan jeg er skruet sammen, at når jeg analyserer tingene efter de er sket så finder jeg altid noget komisk i det. Den der evne til latter er så meget en del af mig og min far fortæller, at sådan har jeg haft det lige siden jeg var helt lille. Da jeg gik i skole kunne jeg godt få ballade i klassen fordi jeg kom til at grine. Det hænger sammen med at jeg oplever tingene visuelt. Jeg ser billeder eller jeg ser billedligt på tingene og det er der ingen som kan tage fra mig”.

Solen står altid op

”Jeg har i tidens løb mistet rigtigt meget. Jeg har mistet min mor alt for tidligt, jeg har mistet min elskede farmor, jeg har rejst fra alt hvad jeg kendte i Afrika og er taget til Danmark og har startet forfra. Jeg har mistet en masse ting, men jeg vil aldrig miste min latter og min evne til at smile og være glad. Det holder jeg meget fast i. Der er selvfølgelig tidspunkter hvor jeg græder, men solen står altid op”

Stolthed og ydmyghed

Carolyne Kaddu Rasmussen har et livsmotto, som har været ledetråden i hendes liv i ganske mange år. Hovedet i himlen og fødderne på jorden, som også er blevet titlen på den bog hun i samarbejde med tekstforfatteren Rikke Finland har skrevet om sit liv.

”For mig handler det motto om både at have stolthed og ydmyghed. At have et mål i livet samtidig med at holde sig groundet. Det kommer sig af, at jeg har haft to vidt forskellige kontrastliv med mine bedsteforældre. Den ene del af familien var meget velhavende og den anden var meget fattig. For mig handler det om at finde en middelvej for hvordan du agerer i denne her verden uden, at miste dig selv. Det handler om at se fremad, men hvis man kun kigger målrettet ned for at holde snuden i sporet, så mister man det overordnede mål. For mig er kunsten, altid at se fremad, men alligevel beholde begge ben på jorden”, forklarer Carolyne.

At være til rådighed

Når man møder Carolyne er det smilet, glimtet i øjnene og den smittende latter, man lægger mærke til først. Når andre mennesker beder Carolyne om hjælp er det da også ordet ”JA” som er den helt spontane livsytring.

”Det der med at udvikle fine fornemmelser er ikke noget for mig. Jeg skal kunne se folk lige i øjnene og være en medvandrer på deres tur gennem det de nu går igennem. Det betyder rigtigt meget for mig og det med at være til stede og være til rådighed er bestemt også forbundet med mit motto hovedet i himlen og fødderne på jorden”, siger Carolyne og fortsætter:
”Det har også noget med min tro at gøre. Jeg henter ofte styrke og visdom hos gud og jeg læser i min bibel, som er min guidance og det har jeg gjort så længe jeg kan huske. Så mottoet kan også symbolisere himlen helt bogstaveligt talt. For mig er der rigtigt mange symbolske billeder, som passer på det motto. Der er f.eks. livet hos min farmor, hvor vi skulle gå langt og sjældent kom i bad. Hun havde ingen elektricitet fordi hun var meget fattig, men vi havde det stadigvæk fantastisk godt hos hende og himlen var altid synlig på trods af fattigdom og slid”, erindrer Carolyne.

En særlig robusthed

Når Carolyne tænker tilbage på sin barndom står det helt klart, at hun fra en tidlig alder har måttet lære at være robust. Hun har boet på skift hos sine forældre, sin mormor og sin farmor. Som 5-årig startede hun på den prestigefyldte klosterskole Mount St. Mary’s College.

Carolyne som 5-årig.

Hun havde ikke boet længe på skolen før Ugandas brutale diktator, Idi Amin, tvang sine politiske modstandere til at flygte over hals og hoved. Blandt dem var også Carolynes forældre og de hvide nonner, som drev skolen. Da Carolynes far efter 5 måneder kom og hentede sin datter, var hun blevet syg. Hendes mave var udspilet, mens resten af kroppen var afpillet. Hun led af kwasihiorkor, hungersnødssygdommen, som gør børn afmagrede med væskeophobninger i maven – som de billeder vi alle har set, fra områder ramt af hungersnød.

Prinsessen fra bushen og janteloven

”Den der robusthed jeg har fået ser jeg også i sammenhæng med mit livsmotto. Da jeg først i mine 20ere rejste til Danmark mødte jeg for første gang janteloven. Min farmor ude i bushen har altid sagt, ”Du er en prinsesse, du kan opnå hvad du vil” og det står jo i stor kontrast til jantelovens diktum om, at du ikke skal tro du er noget. Så skulle jeg lige finde ud af hvordan man agerer i jantelovens hjemland uden at miste mig selv og den identitet jeg har med hjemmefra. Jeg kunne høre min farmor sige ”Op med hovedet og fremad i livet” og det hjalp mig til at finde en mellemvej mellem de to holdninger. Jeg tror godt man kan sige, at mit livsmotto fik en helt ny betydning for mig da jeg landede i Danmark og skulle finde mig til rette i alt det nye”, siger Carolyne.

Vejen til farmor.

Baobabtræet

I Østafrika vokser der et træ, som tilhører en af verdens ældste træslægter. Det er så hårdført, at det ældste af slagsen er 6.000 år gammelt. Baobabtræet hedder det. Der skal meget til at knække det. Nogle kalder det for et omvendt træ, fordi toppen ligner de knudrede rødder, der normalt vokser i jorden. I perioder kan træet se så gråt, vissent og træt ud, at ingen nogensinde ville kunne tro, at der stadig er liv i det. Men det er der. For næste år blomstrer det pludselig op igen, som om intet var hændt.
”Nogle gange føler jeg mig som baobabtræet. Selvom jeg trods alt kun har levet i 51 år, føles det indimellem, som om jeg har levet flere liv end bare det ene. Jeg har oplevet velstand og eliteskoler, jeg har oplevet livet i bushen og livet som flygtning, jeg har færdedes i magtfulde kredse, og jeg har skuret gulve og tømt fyldte bækkenspande. Jeg har bedt for mit liv sammen med min lille datter, mens jeg hørte min svoger blive skudt, og jeg har siddet på tv og grinet af min søn, der dansede mavedans i Thy, og jeg har grædt ved hans sygeseng”, fortæller Carolyne og fortsætter:


”Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har følt mig helt forladt, uden nogen blade, sølle og tæt på at visne. Men jeg blev stående alligevel. Også da stormen kom og væltede alt andet omkring mig, for jeg vidste, at en dag ville de små knopper dukke op igen og begynde at spire. Hvis bare rødderne er dybe nok, kan selv den værste storm ikke vælte træet”, slår Carolyne fast.

Carolyne Kaddu Rasmussens børn.


Baobabtræet strækker sig fra sine kæmpestore rødder, dybt forankret i jorden, op til trætoppen, der ser ud, som om den når himlen på et eller andet tidspunkt i sin levetid – og forbinder gennem sin robuste stamme fortiden med nutiden. Ugandas jord og den danske himmel. Den danske jord og Ugandas himmel. Med hovedet i himlen og fødderne på jorden.




Hovedet i himlen og fødderne på jorden

Mange kender Carolyne som komikeren Melvin Kakoozas mor. Nu fortæller hun sin egen historie om at flygte til Danmark som 21-årig med to børn og bygge et nyt liv op. Det er en barsk og humoristisk fortælling om mødet med en fremmed kultur, hvor mange ting er anderledes, mens noget er meget genkendeligt.

Carolyne er født i Uganda under Idi Amin-tiden og måtte flygte med sin familie til Kenya. Hun forelskede sig i en politiker, som må flygte til Danmark, hvor han får politisk asyl. Da Carolyne et år senere følger efter ham, finder hun sin mand nedbrudt af flugten og af tabet af sin identitet. Men Carolyne er fast besluttet på at slå rødder her med sin familie.

Hun melder sig som besøgsven for Røde Kors og bliver social- og sundhedshjælper. Da ægteskabet senere ender i skilsmisse, starter Carolyne forfra med sine nu fire børn. Hun bliver sygeplejerske og videreuddanner sig med bl.a. en kandidatgrad i sygeplejevidenskab fra Aarhus Universitet.

Du kan købe Hovedet i himlen og fødderne på jorden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Følg Carolyne på Instagram her.