Camilla Grebe Krimi Skønlitteratur Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Kan du stole på dem, du elsker? Læs i Alle lyver, ny nervepirrende krimi fra Camilla Grebe


Prisvindende Camilla Grebe er tilbage med en ny spændende krimi om løgne, en mystisk forsvinden og en familie, der går itu. Læs et uddrag af Alle lyver her.


Da Marias bonusdatter Yasmin forsvinder, bliver hendes ellers lykkelige sammenbragte familie slået itu. Politiet mistænker Marias mand, Samir, for at have slået sin egen datter ihjel. Maria forsvarer ham, men da alle spor og beviser peger på Samir, begynder hun alligevel at tvivle.

Du kan købe Alle lyver af Camilla Grebe online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 27. april.


Alle lyver er lige dele hemmelighedsfuld krimigåde og fængslende portræt af en familie i frit fald. Smuglæs i de første kapitler af bogen her.



Camilla Grebe

Alle lyver


På dansk ved
Charlotte A.E. Glahn


Maria

1.

Er det ikke forunderligt, hvordan en hændelse, et enkelt sekund, med kirurgisk præcision kan skære livet i to dele, amputere det og for altid adskille nu fra før?

Lørdag den sekstende december 2000 blev mit liv forandret for altid. Det var den dag, min familie blev slynget ind i en malstrøm af hændelser, som ingen af os formåede at kontrollere eller bare håndtere. 

Det var den dag, det hele begyndte. 

*

Jeg var lysvågen, i samme sekund telefonen ringede i det mørke hus. Jeg hørte Greta trisse ud i køkkenet for at svare. Hun mumlede lavmælt, kom derefter tilbage og ruskede mig blidt.

”Maria, det er Samir. Kom.”

Jeg skubbede den fugtige dyne til side og famlede mig frem i det ukendte værelse. Et strejf af kold luft sivede ind fra det dårligt isolerede sommerhusvindue, en påmindelse om, at det var december i et hus langt ude i skærgården – et hus, som egentlig kun var beboeligt om sommeren.

Hjertet begyndte at slå hurtigere, da jeg listede ud i køkkenet, de bare fødder mod gulvet under mig, koldt og fugtigt. For blot et par timer siden havde vi siddet her og grinet. Udvekslet hemmeligheder, opsummeret året, der var gået, og konstateret, hvor fjollet det var, at vi for et år siden, i december 1999, havde været så bekymrede for, at verden – eller i hvert fald alle computersystemer – ville gå under ved årtusindskiftet. 

Vi havde talt om de nye film – Notting Hill (Gretas favorit, hun foretrak lykkelige slutninger) og Matrix (Keanu Reeves var virkelig lækker, om end en smule drenget).

Nu stod resterne fra gårsdagens pigemiddag i bunker på køkkenbordet: snavsede tallerkener, vinglas, skåle med chips og oliven. Tomme vinflasker, halvfulde vinflasker, væltede vinflasker og rejeskaller, der allerede var begyndt at lugte. Et eller andet sted knitrede en elradiator, skruet helt op for at holde vinterkulden borte.

Jeg strakte mig efter telefonrøret, der lå ved siden af et halvfuldt askebæger. 

”Samir?”

Naturligvis var der kun en eneste tanke i mit hoved: min søn. For selv om Vincent som regel var rask, så havde han haft lungebetændelse tidligere det efterår og havde været igennem to penicillinkure. Og da jeg tog af sted aftenen forinden, hostede han igen: korte, hæse host, der mindede mig om hundeglam og halsbetændelse, som han så ofte havde haft som lille.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg nok også haft mine betænkeligheder ved at efterlade ham alene hjemme med Samir og Yasmin. I næsten hele Vincents liv havde det jo kun været ham og mig, et nært og velfungerende fællesskab, som jeg aldrig havde troet, vi ville lukke nogen andre ind i. 

Samirs vejrtrækning var tung i mobilen. Han hulkede flere gange.

Jeg skævede til køkkenuret og blev for alvor bange. Hvad det end var, der var sket, så var det ikke noget godt. Man ringer ikke klokken fire om morgenen for at høre, hvordan det går, man ringer, fordi der er et eller andet rivravruskende galt.

”Du må komme,” sagde han på sit gebrokne svensk, som jeg havde elsket siden den dag, han åbnede munden og talte med mig for første gang. ”Det er … Yasmin. Hun er …”

Mere hulken.

Min umiddelbare reaktion var lettelse: Opkaldet drejede sig ikke om Vincent, men om Yasmin, Samirs datter. Sekundet efter kom jeg til mig selv og skammede mig. Tænk, hvis der var sket noget med hende, og så stod jeg der og følte mig lettet, som om hendes ve og vel ikke vedrørte mig det mindste.

Skridt bag mig, knirkende gulvbrædder. Et øjeblik efter mærkede jeg Gretas hånd på min skulder.

”Er alt okay, Maria?”

Jeg rystede på hovedet, trådte et par skridt væk fra hende.

”Samir, hvad er der sket?”

”Hun, hun …

”Tag den med ro. Prøv at fortælle, hvad der er sket.”

Men Samir kunne ikke tage det roligt. Hans hulken blev til gråd, og efter et par sekunder lød en ny stemme i røret. Den var mørk, ukendt, både lidt formel og en smule forceret. Manden spurgte, om han talte med Maria Foukara. Da jeg anspændt havde bekræftet, præsenterede han sig som politimand.

”Det drejer sig om jeres datter, Yasmin. Vi frygter, at hun kan have forsøgt at tage sit eget liv.”

*

Og hvad skete der så bagefter?

Jeg ved, at jeg talte med Greta, og at et par af de andre vågnede og kom ud. Jeg husker, at Johanna hjalp mig med at få tøj på, som om jeg var et barn: gav mig strømper på, trak sweateren over mit hoved og en kam gennem mit hår. De må også have kontrolleret sejltider, blot for at konstatere, at der ikke gik nogen både før flere timer senere. Og så går jeg ud fra, at nogen – måske Greta – ringede rundt til de faste øboere, for det næste, jeg husker, er, at hun, Johanna og jeg er på vej mod havnen gennem fyrreskoven.

December er årets mørkeste måned.

December er mangel på rigtigt dagslys og nætter mørkere end tjære. Og da vi gik der, midt i skoven, langt fra bebyggelse, kunne jeg knap se en hånd frem for mig. Mørket var så kompakt, at man næsten kunne røre ved det, en solid mur af ingenting, der rejste sig rundt om os og fremmanede en drømmeagtig fornemmelse. Det eneste, der føltes virkeligt, var fragmenterne af træer og blåbærbuske i lyskeglen foran os. Greta havde en stor lommelygte med sig. En tung, klodset sag, som man blev træt i armen af bare at se på. Ingen sagde noget, det eneste, jeg hørte, var vores skridt mod den frosne jord, min egen vejrtrækning og vinden, der susede i trækronerne langt over os.

Nede på havnen ventede en mand – jeg husker ikke hans navn – i en båd for at sejle mig til Stavsnäs, hvor min bil holdt parkeret.

”Er du sikker på, du kan køre bil?” spurgte Greta.

Jeg nikkede, måske smilede jeg tilmed – jeg var den, der havde drukket mindst aftenen forinden. Siden jeg havde mødt Samir, var det, som om alkohol ikke var tillokkende på samme måde længere.

Jeg gav Greta og Johanna et hårdt knus hver, satte mig ned i båden og tog redningsvesten på, som var gammel og slidt, men i det mindste hjalp med at holde kulden en smule ude.

Og så forlod vi øen.

*

Yasmin var ikke min datter, hun var min steddatter. Eller siger man bonusdatter nu? Bonusdatter lyder bedre, næsten som noget, man har vundet i lotteriet. Men guderne skal vide, at hun ikke var nogen lotterigevinst. Der var ikke noget ondt i Yasmin, men hun var uansvarlig, impulsiv og grænseløst naiv og havnede konstant i alle mulige problemer. Men sådan er det vel med attenårige, så det kunne jeg dårligt bebrejde hende. 

Måske er det kun en attenårigs mor og far, der kan elske vedkommende betingelsesløst. Måske skal man være blodsbeslægtet for at bære over med alle nykkerne og tankeløsheden.

Og jeg var ikke Yasmins mor.

Vist elskede jeg hende, men ikke på samme måde, som jeg elskede Vincent.

Min søn Vincent var ti år, og ham ville jeg gå i døden for. For mig er det selve definitionen på forældreskab, denne enkle, men alligevel så fascinerende kendsgerning: at man sætter sit barns velbefindende over sit eget, i alle tilfælde.

Vincents far, Brian, og jeg havde et kort forhold, og da jeg opdagede, at jeg var gravid, pakkede han sine ting i tre plasticposer og en guitarkasse og forsvandt hurtigere, end jeg kunne nå at sige forældremyndighed. Han var en fireogtyveårig irsk musiker, der bestemt ikke havde planer om at skabe sig en familie med en trediveårig lærer i forstæderne, som han knap nok kendte.

Jeg kunne dårligt bebrejde ham, for hvem har lyst til at få et barn med en fremmed?

Det havde jeg så. Og det spillede faktisk en mindre rolle med hvem. Egentlig var jeg ligeglad med Brian, det var Vincent, jeg ville have. Eller, på det tidspunkt var det jo bare et barn, jeg ville have. Da Vincent så kom til verden, og det viste sig, at mit ønskebarn var udstyret med ikke blot to, men tre kromosomer på det enogtyvende kromosompar, blev jeg endnu mere overbevist om, at det nok var meget godt, at Brian ikke længere var inde i billedet.

Downs syndrom.

Selvfølgelig var jeg da chokeret, da jeg fik det at vide. Der var så meget, jeg ikke vidste, selv om jeg havde mødt børn med Downs i løbet af min uddannelse til lærer og syntes, at jeg var både fordomsfri og bekendt med alle mulige typer af funktionsvarianter, som det så fint kaldes i dag. Jeg forestillede mig, at han aldrig ville lære at tale, aldrig ville kunne gå i en almindelig skole. Jeg så for mig, at han skulle tilbringe hele sit voksne liv på institutioner, aldrig ville kunne få sig et job eller en partner.

Men samtidig: Da den lille, varme bylt lå i min favn, og jeg så på ham, betragtede de små hænder, det rynkede ansigt og mødte hans blik, vidste jeg, at han var perfekt. Han var mit barn, mit perfekte barn, uanset hvad lægerne sagde. For guderne skal vide, at de sagde en masse, de talte faktisk uafbrudt om alle de problemer, Vincent kunne få.

Jeg ville ønske, at de også havde gratuleret mig, at bare en af dem havde sagt tillykke. At der havde været et menneske, der havde fortalt mig, hvor fint og godt det også kunne blive.

Men alt det forekom så fjernt nu, fjernt og nærmest lidt tåbeligt. Der var gået ti år, og ganske vist havde Vincent haft sine udfordringer: Amningen var et helvede, i hvert fald i begyndelsen, og jeg måtte blive længe på sygehuset. Han gennemgik en hjerteoperation, da han kun var få måneder gammel for at reparere et hul mellem hjertets forkamre, og han begyndte at gå senere end jævnaldrende børn. Han fik tidligt hjælp med at tale af en logopæd, og i en periode lærte jeg mig lidt tegnsprog for at kunne lette kommunikationen. Men siden kom ordene, de flød ud, fossede nærmest frem. En smule vanskelige at forstå i begyndelsen – langsomme, snøvlende, ligesom uvante i hans lille mund – men blev tydeligere og tydeligere med tiden.

Han lærte også at læse og skrive, det tog bare længere tid for ham. Han gik endda i en almindelig skole med en hjælpelærer. Han havde drømme og håb, ting, han var bange for, men fremfor alt var han helt sin egen og kunne ikke sættes i bås med andre, der tilfældigvis havde et ekstra kromosom her eller der.

Så hvordan var Vincent?

Han elskede at bage og lave mad og var grundig og ordentlig i køkkenet. Og ikke bare i køkkenet. Han var den eneste i familien, for hvem det faldt naturligt at holde orden i hjemmet. Hverken Samir eller jeg var særlig gode til det, og Yasmin, ja, hun passerede gennem boligen som en tornado og efterlod sig et spor af skrald, tøj og sminke.

Han kunne godt lide dyr og drømte om at få en hund. Drømte og plagede, men mindet om hans sidste husdyr, en hamster, og det traume, som den lille, sølle gnavers død udløste, fik mig til at tøve. Det og en masse andet, selvfølgelig – hvem skulle tage sig af hunden i løbet af dagen, for eksempel? Både Samir og jeg havde fuldtidsjob, og Yasmin gik i skole. Desuden var hun totalt upålidelig, når det kom til den slags forpligtelser.

Han kunne godt lide at tegne og var god til det, langt bedre end mig. Han producerede den ene farvestrålende tegning efter den anden, som jeg satte op på køkkenvæggen, hvor der snart ikke var plads til flere. Han var stædig som et æsel og meget opmærksom på, at alt gik retfærdigt til – og netop den egenskab skabte indimellem problemer for ham i skolen. Hvis han syntes, at nogen havde opført sig uretfærdigt eller været tarvelig over for ham, nægtede han nogle gange at tale med vedkommende efterfølgende, til tider i månedsvis. Men han lukkede sig aldrig helt inde – det var, som om hans behov for social kontakt var konstant, og når han lukkede nogen ude ved sin tavshed, kompenserede han ved at tale så meget desto mere med sine andre venner.

Jeg plejede at sige til mig selv, at han ville få gavn af sin stædighed, når han blev ældre. Stædighed er jo oftest en værdifuld egenskab, og for Vincent, der var tvunget til konstant at skulle forholde sig til omgivelsernes fordomme, mente jeg, at den egenskab ville blive uvurderlig. For problemet var aldrig Vincent, men omverdenens syn på ham. Og når jeg indimellem bekymrede mig for hans fremtid, så var det netop det, jeg tænkte på: Hvordan han ville blive bedømt af andre mennesker, alle dem med en mere gængs kromosomsammensætning. De almindelige, dem, der så skævt til ham og kaldte ham mongol, når de troede, han ikke hørte det. Eller endnu værre: når de vidste, at han hørte det.

Vincent var også forunderligt intuitiv. Det var, som om han kunne lugte sig frem til andre menneskers følelser – han vidste, når de løj, mærkede, hvis de var kede af det, og fornemmede på forhånd, når nogen blev vrede. Jeg ved ikke, hvordan han gjorde det, det kan ikke have været noget, han ræsonnerede sig frem til. Jeg plejede at tænke på det som en form for musikalitet, at han læste mennesker, som andre læser noder.

*

Jeg kom hjem til Kungsudd ved sekstiden om morgenen. Vores lille træhus – en gammel gartnerbolig i grønmalet træ med småsprossede vinduer – henlå i mørke mellem de nøgne træer. Et par pletter af hvid sne her og der lyste natten op. Huset var mørkt, men der var lys i køkkenvinduet. I indkørslen stod Samirs gamle bil, og ved siden af den en politibil, parkeret lidt skråt, som om føreren havde haft travlt og var kommet drønende ind fra vejen.

Jeg stillede bilen et stykke væk, greb tasken med tøj og toiletsager og gik hen mod døren.

Samir stod foran mig, da jeg kom ind. Han stod bare der i halvmørket. Jeg går ud fra, han havde hørt mig komme og var gået mig i møde. Øjnene var mørke, ansigtet forpint som i smerte. Jeg tog ham i min favn, og da han hvilede sin våde kind mod min, opdagede jeg, at hans krop rystede, og at han lugtede af sved.

”Det skal nok gå,” hviskede jeg.

Han svarede ikke.

Vi gik ud i køkkenet.

To uniformerede politibetjente sad ved bordet med hver sin tomme kaffekop foran sig. De rejste sig, da jeg kom ind, præsenterede sig, og jeg genkendte den ene – en høj kvinde omkring de halvtreds ved navn Gunilla. Hun havde været på besøg på den skole, hvor jeg havde arbejdet tidligere samme efterår, og havde talt med eleverne om alkohol og narkotika. Vi havde haft en del problemer med stoffer i Kungsudd, og politiet og skolen havde gjort en fælles kraftanstrengelse for at komme problemet til livs.

Vi satte os ved bordet, og alt var ligesom velkendt og ukendt på samme tid, både trygt og skræmmende. Hvor mange gange havde Samir og jeg ikke siddet ved det slidte køkkenbord med børnene? Hundredvis af gange.

Men ingen af gangene lignede den her.

”Hvad er det, der er sket?” spurgte jeg og så på Gunilla.

Samir sad sammensunket ved siden af mig og stirrede ned i bordet. Han pillede ved et lille hul i kanten af bordpladen. Trak en lille flis af og lod til at granske den. Jeg kunne stadig se de små rystelser, det så næsten ud, som om han frøs, selv om der var varmt i køkkenet.

”En hundelufter så noget på Kungsklippen sent i går aftes,” svarede Gunilla og foldede hænderne foran sig på bordet.

Hun så alvorlig ud. Ansigtet roligt, men blikket ligesom lidt modvilligt, som om det ikke ville hvile ved mig.

”Okay?”

”Hun så noget, eller nogen, der faldt i havet. Hun, ja, hundeejeren altså, syntes, at det var lidt underligt, men gik alligevel hjem. Hun kunne dog ikke rigtig slippe det, så hun gik tilbage efter et par timer og gik op på toppen af klippen. Der fandt hun et par støvler, og i det ene støvleskaft lå der et stykke papir. Hun trak det op, læste, konkluderede, at det var et afskedsbrev, og alarmerede politiet.”

”Kungsklippen ligger jo et stykke væk,” sagde jeg, som om det skulle have nogen betydning i sammenhængen. I virkeligheden var det ikke særlig langt herfra, måske fem minutters gang, hvis man gik i rask tempo.

Gunilla sendte sin kollega et hastigt blik og fortsatte så:

”Vi begyndte at banke på døre i området. Og da vi talte med …”

Kvinden gjorde en bevægelse mod Samir, inden hun fortsatte.

”Ja. Jeres datter var ikke på sit værelse. Og da vi ringede til hendes arbejdsgiver, viste det sig, at hun ikke var mødt op på arbejde i går aftes.”

Det løb mig koldt ned ad ryggen, da det gik op for mig, hvad hun sagde, hvad det egentlig var, hun sagde bag den saglige fremstilling af hændelsesforløbet. Samtidig mærkede jeg en besynderlig trang til at distancere mig fra hele situationen. Hun er ikke min datter, havde jeg lyst til at sige. Hun er min steddatter. Hvad der end er sket, så handler det ikke om mit barn. Mit barn ligger ovenpå og sover, han er okay.

Han lever.

Gunilla fortsatte.

”Samir bekræftede, at støvlerne er Yasmins. Vi tror, hun kan have forsøgt at tage sit eget liv.”

Jeg tænkte på Kungsklippen, et af de højeste punkter i Stockholm. På de mørke granitklipper, der endte i Østersøen, og på alle de gange, jeg havde formanet Vincent om ikke at gå derop alene. Alligevel fandt jeg ham engang siddende på hug foran skrænten med blikket rettet mod vandet langt nedenfor, som hypnotiseret af bølgerne, der slog mod stenene ved kanten af klipperne.

Den mandlige politibetjent brød ind i samtalen. Jeg antog, det var ham, jeg havde talt med tidligere.

”Har Yasmin virket deprimeret på det seneste?”

”Men,” svarede jeg. ”Hvorfor sidder vi her? Burde vi ikke være ude og lede efter hende? Tænk, hvis hun ligger i vandet, det er jo iskoldt? Det er jo midt om vinteren. Vi er da nødt til at gøre noget!”

Jeg gjorde ansats til at rejse mig, og Gunilla lagde hurtigt sin hånd på min arm.

”Vi har flere patruljer på stedet,” sagde hun. ”Brandvæsnet er der også. Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde hende.”

Jeg sank ned på stolen og begravede ansigtet i hænderne. Forsøgte at sortere tankerne og tænke klart. 

Er hun deprimeret?” gentog manden.

Jeg tog en dyb indånding, rettede mig op og mødte hans blik.

”Jeg ved det ikke. Hun har …”

Jeg ledte efter ordene.

”Hun har ligesom trukket sig,” fortsatte jeg. ”Ikke spist så meget. Der er et eller andet, men deprimeret? Jeg ved det faktisk ikke. Og jeg er ikke sikker på, at hun ville fortælle mig det, hvis det var. Vi står ikke hinanden så nær. Altså, vi kan godt lide hinanden, men hun har bare et tættere forhold til sin far.”

”Har I et nyere foto af Yasmin?” spurgte manden.

”Det tror jeg,” svarede jeg og rejste mig op. Gik ind i stuen og hentede bunken af fotografier, som jeg havde lagt til side for at sætte dem i albummet. Hænderne skælvede, da jeg bladrede igennem dem og fandt det seneste billede af Yasmin. Det var et skolefoto, hun smilede ind i kameraet foran en meleret, grå baggrund af den slags, som portrætfotografer tilsyneladende er så begejstrede for. Det lange hår sat op i en knold, kraftig sminke. I ørerne dinglede de små delfiner i guld, hun havde fået af sin mor.

Jeg gik tilbage til køkkenet med fotoet i hånden.

”Her,” sagde jeg og rakte det til manden.

Samir så op. Da han fik øje på billedet, begyndte han at hulke. Hans skuldre hævede og sænkede sig i takt med gråden.

I næste øjeblik hørte jeg skridt ude fra gangen, døren blev åbnet på vid gab, og Vincent kiggede ind. Det rødblonde hår klistrede mod hans tinding, blikket var forskræmt.

”Mor?”

Jeg rejste mig og gik hen til ham.

”Du skal ikke være bange, min skat. Kom, så går vi op på dit værelse.”

Jeg vendte mig om.

”Giv mig lige ti minutter.”

Jeg tog Vincent i hånden og trak ham hen mod trappen.

”Hvorfor er politiet her?” spurgte han. ”Hvorfor er politiet kommet midt om natten?”

”Det er morgen nu,” sagde jeg, som om det ville forklare noget.

”Men hvorfor er politiet her?”

”De tror, der kan være sket noget med Yasmin.”

Vi gik ind på Vincents værelse. Det var ryddeligt som altid. Legetøjet lå i rækker på gulvet, tegneblokkene i en nydelig bunke, og farverne lagt på plads i deres æsker på skrivebordet. Tøjet lå foldet på stolen. Hans lille sengelampe lyste, det var sådan en med små dyr på skærmen, der drejede rundt, når man tændte den.

I vinduet hang en enkelt julestjerne, den eneste julepynt, vi havde fået op. Men julegaverne var købt, og juletræet bestilt på planteskolen nede ved foldboldbanen.

”Har nogen været dumme mod Yasmin?” spurgte han og spærrede øjnene op. 

Jeg strøg et par hårstrå fra hans svedige pande og rystede på hovedet.

”Det tror jeg ikke,” sagde jeg. ”Sov nu, så taler vi om det senere.”

”Men hvis nogen har været dumme mod Yasmin, så er hun måske ked af det.”

”Så må vi trøste hende.”

Jeg kunne se på hans blik, at han ikke troede på mig, men han lod alligevel til at stille sig tilfreds med svaret, for han lukkede øjnene, gabte og lagde sig på siden.

Jeg slukkede lampen og strøg ham over håret igen. Kyssede ham på kinden og indsnusede duften af mit ønskebarn.

”Sov godt,” hviskede jeg og listede ud.

Da jeg kom ned i køkkenet igen, satte jeg mig på stolen ved siden af Samir. Han pillede stadig i det lille hul i bordets kant, det så ud til at være vokset.

”Hvad stod der i afskedsbrevet?” spurgte jeg og gjorde mit bedste for at holde stemmen i ro.

Kvindens kollega tog en gennemsigtig plasticmappe frem og skubbede den hen mod mig over køkkenbordet. Jeg genkendte straks den runde, lidt bagudskrånende skrift. Lænede mig frem for bedre at se og læste.

Undskyld, jeg kan ikke mere. Jeg elsker jer. Y 



2.

Endnu en dag gryede i Kungsudd. I hvert fald billedligt talt, for et egentligt daggry var der ikke tale om. Decembermørket hvilede endnu tungt uden for vinduet, og en stormfuld vind piskede kirsebærtræets grene mod vinduet.

Jeg så på uret: ti.

Samir, som havde begivet sig ud for at lede efter Yasmin, så snart politiet var taget af sted, lå ved siden af mig i sengen. Jeg vækkede ham ikke, jeg tænkte, at han havde brug for al den søvn, han kunne få. I stedet listede jeg mig ud af sengen, gik hen til Yasmins værelse, åbnede døren på klem og tændte lyset.

Sengen var tom, og værelset så som altid ud, som om der lige var sprunget en bombe – tøj på gulvet, efterladt og krøllet i små bunker. Sminke. Coladåser, krøllejern og tomme burgeremballager på det lille skrivebord. En bunke blade i et hjørne, spredt ud over gulvet, en enkelt gummisko i vindueskarmen ved siden af en vissen plante og en halvspist mad.

Det lignede med andre ord sig selv, det var kun Yasmin, der manglede.

Jeg så på det sort-hvide foto på væggen af Yasmin, hendes lillesøster, Sylvie, og deres mor, Anna.

Hun lignede mig lidt, Samirs tidligere kone. Skulderlangt, mørkeblondt hår. Nordiske, lyse øjne og et lidt afventende smil, som om hun bar på en hemmelighed. Muligvis var jeg lidt rundere, men jeg var også lidt ældre, end hun var på billedet.

Anna var en svensk au pair, som var blevet i Frankrig. I begyndelsen af firserne giftede hun sig med Samir, og sammen fik de døtrene Yasmin og Sylvie. Men da Yasmin var fjorten år, kom hun, søsteren og moren ud for en bilulykke på motorvejen, lige nord for Paris. Det havde været koldt og glat den dag. Islaget, der dækkede en stor del af kørebanen under en viadukt, var nærmest usynligt, og det lykkedes ikke Anna at forhindre bilen i at skride ud i den modgående kørebane, hvor den blev ramt af en lastbil.

Anna og Sylvie døde på stedet, men Yasmin slap næsten uskadt, som ved et mirakel.

Det var også, hvad Samir plejede at kalde hende: sit lille mirakel.

Anna talte han sjældent om, men når han gjorde, blev øjnene blanke og stemmen grødet.

”Du ved, hun var så smuk, at hjemme i Paris folk standsede op, når de så hende på gaden. Men hun udnyttede det aldrig. Mod alle var hun altid lige sød.”

Jo, det sved i hjertet, når han sagde sådan, selv om jeg godt vidste, at det både var ulogisk og upassende at være jaloux på en død kvinde.

Jeg betragtede den smilende kvinde og de to piger på billedet – nu var kun Yasmin tilbage.

Eller var hun?

Jeg mærkede en bølge af ubehag og et vagt ildebefindende, som jeg ikke helt forstod. Skyldtes det, at Yasmin var forsvundet, vinen fra i går, eller at jeg knap havde sovet?

Jeg gik tilbage i seng, krøb ned i varmen under dynen og lyttede efter Samirs vejrtrækning. Da jeg ikke hørte nogen, blev jeg straks nervøs og tændte natlampen. Han kneb instinktivt øjnene sammen. Jeg skyndte mig at slukke igen, følte mig dum: Der var jo ingen grund til at tro, at han var holdt op med at trække vejret af ren fortvivlelse. Alligevel var den dominerende følelse lettelse.

Han levede, han trak vejret.

Elskede Samir.

Stakkels, elskede Samir.

*

Jeg havde mødt Samir ved en fest to år forinden. Det var Greta, der holdt festen, samme Greta, der havde arrangeret weekendens pigemiddag. Og når jeg tænkte efter, var flere af de andre også til stede dengang. Vi var en flok piger, eller kvinder, der havde kendt hinanden siden gymnasiet, og flere af dem boede stadig i Kungsudd.

Greta havde besluttet sig for at prøve at sætte mig sammen med en bekendt, en revisor. Allerede da hun sagde det – revisor, altså – blev jeg betænkelig. Det lød så kedeligt. Og det viste sig da også, at han var ret kedelig, sød nok, men kedelig, og desværre også ret tiltrukket af mig, så jeg tilbragte størstedelen af festen med at forsøge at undgå ham der i den tilrøgede og støjende stue. Lige indtil aftenens underholdning trådte ind med guitaren i hånden, satte sig på en stol midt i stuen og begyndte at spille og synge på fransk.

”Samir,” hviskede Greta i mit øre. ”En af min kusines venner. Læge og en ret dygtig sanger også, synes du ikke?”

”Betaler du ham for at spille?”

Hun lo.

”Tror du, jeg er lavet af penge? Han er her som gæst, men han ville gerne spille.”

Hun tøvede, fortsatte så:

”Men ham rører du ikke, han er min.”

Jeg smilede til hende – da Greta var blevet skilt, havde hun meddelt, at hun aldrig mere ville have noget med mænd at gøre, men nu havde hun tilsyneladende ændret mening. Jeg betragtede manden på stolen, det let krøllede hår, der var samlet i en hestehale, den honningfarvede hud og fingrene, der strøg guitarstrengene.

Jeg havde altid haft en svaghed for musikere – det var nok delvist derfor, jeg var faldet for Brian, Vincents far. Indimellem spekulerer jeg på, om det var ham eller musikken, jeg blev forelsket i. Måske begge dele. Men Brian var en dreng, en ung mand på vej ind i voksenlivet uden nogen trang til at binde sig.

Samir var noget helt andet.

Han var en mand, ældre end mig, det kunne man se allerede på afstand – kinderne lidt hule, håret tyndt og gråsprængt ved tindingerne. Knoerne stak frem under den tynde hud. 

Da han holdt pause, gik jeg hen til ham med et glas vin. Vi skålede, og han præsenterede sig som Samir Foukara. Han talte godt svensk, med en kraftig, men charmerende fransk accent, og han havde tusinde spørgsmål. Hvad arbejdede jeg med, hvad var min livret, sov jeg på maven eller ryggen, og syntes jeg ikke, at Sverige var smukkest om vinteren, når solen hvilede lige over horisonten, og græsset og træerne sov under sneen? Jo, det sagde han faktisk – at græsset og træerne sov under sneen. Det var selvfølgelig uimodståeligt, og det tror jeg godt, han vidste. Han var udmærket klar over, hvilken effekt hans sang, hans franske accent og små, poetiske iagttagelser havde på mig. Da han hørte, at jeg talte en smule fransk, smed han et par franske gloser ind her og der:

”Du ved, au debut, jeg syntes, at Sverige var så kedeligt. Menneskene, de var så svære at, tu sais, få kontakt med. Senere jeg indså, at alle bare var timide, generte.”

Jeg lo af ham og med ham. Jeg drak min vin og tog endnu et glas.

”Kom,” sagde han. ”Vi smutter. Vi bader på svensk.”

Det var tidligt efterår, og Gretas hus, den eneste udlejningsejendom i hele Kungsudd, lå lige ved vandet.

”Mener du det alvorligt?”

Han tog min hånd og trak mig gennem rummet uden at afvente mit svar. Krydsede ind og ud mellem mine berusede venner i retning af døren med en imponerende målrettethed. Da vi kom ud i gangen, vendte han sig om mod mig.

”Behøver vi sko, nej?”

Jeg lo, jeg underviste jo trods alt i svensk, og formuleringen, som både var et spørgsmål og en konstatering, lød så pudsig.

Vi sneg os ud i natten. Småberusede, barfodede og skamløse badede vi på svensk, hvilket tilsyneladende betød at bade nøgne fra klipperne ud for Gretas hus. Og Gretas ord – ham rører du ikke, han er min – var for længst glemt.

Allerede samme aften var slaget tabt, eller vundet, afhængigt af hvordan man ser på det. Jeg blev stormende forelsket i den karismatiske franskmand, som ikke blot var musiker, men også far til en sekstenårig (Yasmin), læge og cancerforsker på Karolinska Institutet. Han var desuden en mand, der havde oplevet modgang, som havde forladt sit hjemland for at begynde forfra efter hustruens og den yngste datters tragiske død på en glat motorvej uden for Paris.

Indimellem tænkte jeg på, at han måske oplevede situationen på samme måde. Han havde jo været gift med en svensker, havde en gang tidligere forelsket sig og overgivet sig til det nordiske – det blodfattige, blonde og generte, timide. Måske genkendte han det i mig på samme måde, som jeg genkendte musikken og det, jeg opfattede som eksotisk i ham? Måske er det sådan, kærligheden er – vi elsker aldrig kun et menneske, men også det, vedkommende vækker i os: mindet om en anden kærlighed, en svag, men tryg følelse af noget velkendt, selv om man aldrig har mødt hinanden før.

Måske ser vi heller ikke et menneske for det, vedkommende virkelig er, eftersom kærligheden jo vitterlig gør blind, det kan ikke være anderledes. For hvordan skulle vi ellers være i stand til at vende op og ned på vores liv for at begynde forfra med et nyt menneske? Hvordan skulle vi kunne flytte sammen, rykke velkendte rutiner op med rode og indgå kompromiser om alt det vigtige i livet?

Kærlighed er forandring, og forandring gør ondt.

Den aften bekræftede vi vores nyfundne kærlighed på min gamle sofa. Og på gulvet i badeværelset. Og i sengen den følgende morgen, netop som daggryet havde jaget mørket på flugt. 

Vincent, som blev passet af min mor i Nacka, skulle ikke komme hjem før om eftermiddagen den følgende dag. Da jeg fortalte Samir, at jeg havde en otteårig søn med Downs, smilede han bare.

”Han er glad, n’est ce pas? Det plejer børn, der er Downs, at være.”

Jeg rettede ham ikke, eftersom jeg opfattede det som en sproglig fejl. Man er ikke Downs, man har Downs. Man er aldrig sin diagnose, man er et individ med alle mulige egenskaber, positive og negative. Desuden tror mange, at alle med Downs er sprudlende, glædestrålende fjollehoveder. Faktisk var Vincent ofte i godt humør, og han var virkelig en uudtømmelig kilde til glæde. Men han kunne også sætte min tålmodighed på prøve som ingen anden.

Efter den aften var det mig og Samir. Det var så ukompliceret og ikke noget, vi behøvede at ræsonnere os frem til. Vi var enige om det meste: børneopdragelse (frihed under ansvar), politik (et sted i midten, men mere til venstre end højre) og musik (den var bedre før). Vi så hinanden, så ofte vi kunne, og allerede efter et par uger mødte han Vincent. Det gik over al forventning: Jeg lavede mad, mens de tegnede og legede. Samir var en løve og Vincent en antilope, Samir var hesten og Vincent rytteren. Vincent var det enøjede monster og Samir drengen, der gik alene gennem skoven i mørket. Under spisebordet var der en grotte. Hvis man lagde tæpper over bordet, blev det mere uhyggeligt, og hvis man hentede en lampe og stillede den derind, havde man pludselig et bål.

Jeg ryddede op i en time bagefter, men hvad gjorde det? Min søn lod til at elske den mand, jeg elskede, og omvendt.

Men alting var næppe så enkelt, for er det nogensinde det? Det er kun i film og bøger, at to mennesker med en fortid mødes og lever lykkeligt til deres dages ende, uden at den såkaldte virkelighed trænger sig på.

Og virkeligheden har mange ansigter.

Tag min mor, for eksempel. Hun var dybt betænkelig ved min araber, som hun kaldte ham. Det hjalp ikke, at jeg gentagne gange forklarede hende, at han var franskmand, ikke araber. At han faktisk var født og opvokset i Paris, havde været gift med en svensk kvinde og talte sproget, længe før han flyttede hertil. For hende var han araber – navnet, den mørke hud, den ivrige gestik – den slags ændrede sig ikke, bare fordi man boede i et europæisk land. Heller ikke, fordi man tilfældigvis var født der.

Det sad i blodet.

Hvorfor skulle jeg altid forelske mig i udlændinge? Og hvad ville min far have sagt, hvis han havde været i live?

Jeg sagde ikke til hende, at min far formodentlig havde været fuldstændig ligeglad med, at Brian og Samir var udlændinge, eftersom han var komplet ligeglad med andre mennesker, uanset hvor de kom fra. Det eneste, der betød noget for ham, var hans planter og hunde. Alt, hvad der ikke havde pels eller blade, inklusive mig og min mor, interesserede ham ikke det mindste.

At Samir var læge, var i og for sig en formildende omstændighed for min mor, for så lå han i det mindste ikke samfundet til last, ligesom alle de der indvandrere, der sad i venteværelset, når hun skulle til lægen for at tale om sin slidgigt. Men ikke engang den omstændighed, at Samir arbejdede med at bekæmpe cancer, kunne opveje, at han var født muslim, selv om han aldrig havde sat sin fod i en moské, bedt en bøn og desuden kastede sig grådigt over mine svinekoteletter. Min mor havde nemlig læst Ikke uden min datter og var overbevist om, at Samir når som helst kunne blive radikaliseret med forfærdelige konsekvenser til følge.

Jeg tog min mors reaktion med ro, jeg lod hende tale om sin bekymring og sagde hende ikke imod. Sådan er det vel, når man er lykkelig – små problemer kryber ligesom ikke ind under huden. Man er fuld af tolerance og tålmodighed.

Ja, alt var ukompliceret. Alt var glæde og lyst og leg og storsindet overbærenhed med min mors indvendinger.

Alt var bare hunky dory, lige indtil Yasmin kom ind i ligningen.

*

Samir vred sig ved siden af mig i sengen, tændte lampen og sukkede dybt. 

Lyset oversvømmede rummet, jeg blinkede et par gange og lagde hånden på hans skulder. Så ind i hans trætte ansigt.

”Hvordan har du det?”

”Ikke så godt. Jeg var ude og lede. Jeg gik, du ved, langs vandet, helt hen til broen og tilbage.”

”Ved du, om de har fundet noget?”

Han lukkede øjnene.

”Nej. De ville ringe her til morgen. Og jeg fik et nummer.”

Han vendte sig væk fra mig, famlede efter noget på natbordet og fik fat i en stump afrevet avispapir, hvor et telefonnummer var hastigt kradset ned.

”Undskyld,” sagde han og satte sig op. ”Jeg må ringe. Og bagefter jeg må ud at lede igen.”

Hans skridt forsvandt ud i gangen og ned ad trappen.

Jeg stod ud af sengen og skuttede mig. Vi boede i et gammelt hus, bygget i slutningen af 1800-tallet. Det var smukt: Facaden var rigt dekoreret med snirklede vindskeder og vinduesrammer. Langs væggene i rummene var der høje paneler og over dem trævægge. Alt var lidt vind og skævt, som det nu er med gamle huse, men frem for alt var der forbistret koldt. Og om vinteren sov vi alle i tykke pyjamasser og sokker.

Jeg viklede den gamle morgenkåbe tæt om mig og gik ud på gangen for at følge efter Samir ned.

Vincent stod i døren med sin Game Boy i hånden. Han var meget glad for den, kunne spille i timevis og blev rasende, hvis man bad ham om at lægge den fra sig.

”Hej, min skat,” sagde jeg. ”Har du sovet godt?”

”Hvor er Yasmin?”

Jeg gav ham et knus og strøg hans røde hår.

”Vi ved det ikke endnu. Skal vi få lidt morgenmad?”

”Jeg vil have, at Yasmin kommer hjem,” sagde han og trak lidt i pyjamasbukserne med Superman på.

”Det vil jeg også.” 

”Er der sket noget med Yasmin?”

”Jeg ved det ikke.”


Vi gik nedenunder og ud i køkkenet. Inde i stuen kunne jeg høre Samir føre en mumlende samtale med nogen. Vincent ville gå ind til ham, men jeg tog hans hånd og sagde, at vi først skulle lave morgenmad. 

”Samir er sikkert hundesulten,” forklarede jeg. ”Og også Yasmin, hvis hun kommer hjem.”

Med dirrende hænder målte jeg kaffe op i filteret og åbnede brødkassen. Jeg konstaterede, at rutinerne beroligede mig, at der var noget konkret at foretage sig: brødet, der skulle skæres i skiver, bordet, der skulle dækkes.

Netop som jeg stillede smørret og osten frem, ringede det på døren.

Jeg gik ud mod gangen, men Samir var hurtigere og løb forbi mig for at åbne døren.

Udenfor stod en mand og en kvinde, som jeg ikke genkendte. Manden, der så ud til at være på Samirs alder, var en slående flot mand. Han var klædt i en dunjakke, jeans og en kasket. Han tog kasketten af, strøg det gråsprængte hår væk fra panden og præsenterede sig som Gunnar Wijk, efterforsker ved kriminalpolitiet. Kvinden, der ligeledes var civilt klædt, var ældre, måske omkring de tres. Håret var kortklippet og stålgråt, trækkene milde i det runde ansigt. Hun tog min hånd og sagde, at hun hed Ann-Britt Svensson, og at hun var Gunnars kollega. 

”Vi vil gerne tale med jer om jeres datters forsvinden,” sagde Ann-Britt, nikkede mod Samir og tog den grønne frakke af.

”Selvfølgelig,” sagde jeg. ”Vi kan sidde i køkkenet, vi skulle lige til at spise morgenmad.”

Ann-Britt smilede til Vincent, som hurtigt begravede ansigtet i min morgenkåbe. 

Gunnar så forlegen ud. Han rømmede sig og vred kasketten lidt i sine hænder.

”Vi vil gerne tale med jer hver for sig,” uddybede han.



3.

Således blev der skabt et før og et efter. Men for at forstå den hændelse, der delte vores liv i to, må jeg hellere begynde min fortælling i det, der var før.

Før var fuld af kærlighed og lys. Før var fuld af aktiviteter – mad, der skulle laves, døre, der smækkede (Yasmin) og alt for høj musik (også Yasmin). Før var fredagshygge og smuldrede ostepops i sofaen, bunker af snavsetøj i hjørnerne, fodboldtræning (Vincents) og baskettræning (Yasmins). Før var ikke ukompliceret eller problemfrit – vi var trods alt en moderne familie med bonusbørn og ønskebørn og slægtninge lidt forskellige steder på kloden – men det var fuld af liv, forhåbninger og drømme, og frem for alt var det forudsigeligt.

Efter var én lang, pinefuld uvished. Efter var tavshed og venten. Knuste håb og håbløshed. Det var hjælpeløshed og afmagt og modløshed og tusind andre følelser, jeg aldrig tidligere havde haft. Det var en urokkelig tillid, der gled over i en gnavende mistænksomhed og pulserende vrede, der langsomt blegnede og blev til en knugende sorg.

Men mest af alt var det erkendelsen af, at intet nogensinde ville blive som før.

Ann-Britt og jeg satte os i køkkenet for at tale, mens Samir og Gunnar gik op på første sal. Vincent fik lov til at se en video, hvilket kun skete sjældent, og satte sig foran fjernsynet i stuen med sin morgenmad.

Jeg bød på kaffe, og Ann-Britt takkede ja, men nej tak til brød, for hun havde lige spist.

Hun mindede mig om min mor – måske var det den runde krop eller de milde træk. Måske var det blikket, udforskende og fast.

”Vi har indledt en forundersøgelse om mord,” begyndte hun.

Mord? Men hvorfor …?”

Hun hævede hånden en anelse.

”Det betyder ikke, at nogen har myrdet Yasmin, eller at hun er død. Men et vidne har gjort visse mistænkelige observationer i nat.”

”Hundelufteren? Hende, der fandt brevet?”

Ann-Britt nikkede.

”Ja, da hun blev afhørt i morges, fortalte hun, at hun ikke blot så en enkelt person, men to, oppe på klippen.”

”Men. Det betyder vel ikke, at nogen ville skade Yasmin?”

Ann-Britt var tavs lidt, før hun svarede.

”Hundeejeren oplyste, at den ene person kastede eller skubbede noget over kanten.”

Hun tøvede.

”Eller nogen,” tilføjede hun så. ”Det var mørkt, hun kunne ikke rigtig se det.”

Hun holdt en kort pause og lod til at studere mig.

Jeg lagde franskbrødsmadden på tallerkenen, pludselig havde jeg ikke lyst til noget at spise, kvalmen var vendt tilbage med fornyet kraft. Fra stuen fandt lydsporet til Løvernes konge vej ind i køkkenet. Jeg lod blikket glide rundt i rummet. Alt så idyllisk ud: de grønmalede køkkenlåger, det gamle brændekomfur, som vi lod stå, da vi renoverede. Køkkenbordet i marmor, som vi valgte, selv om det var upraktisk, og Vincents tegninger, der dækkede hele den ene væg.

Og så var der selvfølgelig billederne – der var Vincent i sneen, ved siden af den gigantiske snemand, han byggede året forinden.

Og et andet billede: Yasmin og Vincent ved siden af de gamle køer på bondegården, vi havde besøgt i sommer. Jeg kunne næsten lugte dyrene, når jeg så på billedet, ane den fugtige varme fra de store, trygge dyrekroppe. Længst nede hang en forstørrelse fra mit og Samirs bryllup. Jeg sad på en væltet birketræsstamme. Kjolen, den alt for dyre kjole, jeg havde købt i en butik inde i byen, var krøllet og gået op i syningen. Samir stod bagved, lænede sig frem og kyssede mig på kinden. Og selv om det meste af hans ansigt var skjult, kunne jeg se den – kærligheden i hans blik. Den var lige så tydelig som de sorte streger på birkestammen og det høje sensommergræs.

Ann-Britt så mit blik og kiggede også hen på væggen.

”Han er god til at tegne, din søn.” 

Jeg nikkede uden at sige noget.

”Lad os håbe, at det hele løser sig og viser sig ikke at være så alvorligt,” fortsatte hun med rolig stemme. ”Det gør det jo som regel, men jeg er alligevel nødt til at stille dig nogle spørgsmål. Hvor befandt du dig i går aftes?”

Langsomt gik det op for mig.

Hvad havde jeg egentlig forestillet mig? At det var en høflighedsvisit, at hun kom for at trøste og holde i hånden?

Hendes spørgsmål forklarede også, hvorfor hun og den anden kom fra kriminalpolitiet. De efterforsker vel næppe selvmord eller bortløbne teenagere?

”Jeg var til en pigemiddag ude i skærgården, på Sandhamn. Jeg tog af sted i går eftermiddags og var der lige indtil … Ja, til Samir ringede og fortalte, at Yasmin var forsvundet.”

”Og hvad var klokken da?”

Hun tog sine læsebriller på og gjorde et par notater på en blok.

”Måske halv fem.”

”Kan nogen bekræfte, at du var der?”

Ordene sank langsomt ind, og rummet blev pludselig uskarpt, konturerne opløste sig. Det her skete altså virkelig. Det her skete for mig, min familie.

”Mener du det alvorligt? Er jeg mistænkt for noget?” 

Ann-Britt betragtede mig hen over kanten af brillerne. Hendes ansigt afslørede ingen følelser.

”Det er rutinespørgsmål i situationer som den her.”

Jeg nikkede, gav hende navnene på mine veninder og telefonnummeret til Greta.

Ann-Britt skrev videre.

Nydelig håndskrift, lige linjer på det hvide papir. Ingen dirrende fingre eller blussende kinder.

For hende var det her rutine, det var arbejde, business as usual. Og når hun var færdig, ville hun tage hjem til sin familie eller sin kat eller sine romaner, og vi ville sidde her i vores smukke, men rodede hus uden at være blevet et hak klogere.

Vi ville være fanger i uvisheden.

”Har I fundet noget?” spurgte jeg.

Ann-Britt lagde kuglepennen ved siden af blokken og trak lidt i den strikkede trøje, der strammede over brystet.

”Vi har gjort visse fund på klipperne. Og i vandet. Andet kan jeg ikke sige lige nu. Men vi har ikke fundet Yasmin.”

”Måske er hun stukket af,” foreslog jeg.

”Havde hun nogen grund til at ville stikke af?”

Jeg funderede, og det temmelig længe. For hvad skulle jeg sige, hvad kunne jeg sige? Hvad var bedst for Yasmin, for Samir, for min familie?

”Hun har ikke rigtig været sig selv på det sidste.”

”Hvad mener du?”

Jeg forsøgte at drikke en tår kaffe, men hånden rystede så meget, at jeg stillede koppen fra mig igen.

”Hun har isoleret sig. Anskaffet sig en lås til sit værelse. Og så har hun tabt sig. Ja, hun var tynd i forvejen, så …”

Jeg lod sætningen være uafsluttet.

”Deprimeret?”

”Måske.”

”Var der sket noget særligt?”

”Jeg ved det faktisk ikke,” løj jeg. ”Jeg tror mest, det er en teenageting, du ved.”

”Nej,” sagde hun. ”Det ved jeg faktisk ikke. Kan du fortælle lidt mere?”

Jeg sukkede.

”Hun er træt af skolen. Rigtig træt. Måske er der også en kurre på tråden med hendes kæreste, men jeg ved det ikke rigtig. Det ville hun aldrig fortælle mig om. I må hellere spørge Samir.”

”Hendes kæreste,” sagde Ann-Britt langsomt. ”Du mener Tom Borgmark?”

”Ja.”

”Hvordan er han?”

Jeg tænkte på Tom. Jeg havde kendt ham, siden han var helt lille, havde passet ham i årevis. Skiftet bleer, trøstet og vugget ham i søvn.

”Han er en virkelig sød fyr,” sagde jeg og betonede hvert et ord.

Flere notater på blokken. Kuglepennen skrattede mod papiret.

”Og hvordan ved du det?”

”Jeg har boet her, siden jeg blev født. Min far arbejdede som gartner på Kungsuddgård. Han …”

”Herregården?” afbrød hun.

”Ja, vores hus hørte til gården før i tiden, men mine forældre frikøbte det i tresserne. Da min far døde, flyttede min mor til en lejlighed, og jeg overtog huset. Nok om det, men jeg har kendt Tom altid, så jeg kan bekræfte, at han er en god dreng.”

Måske for god til Yasmin, tænkte jeg, men sagde det selvfølgelig ikke højt, for det virkede pludselig ikke givet, at kvinden overfor med de milde træk og det bevidst bløde tonefald var på vores side.

”Hm,” sagde hun. ”Vi har talt med Tom. Han virker meget oprørt.”

”Har han hørt noget fra Yasmin?”

”Nej. Han arbejdede til sent i går, et eller andet finansselskab inde i byen.”

Jeg nikkede, det vidste jeg jo allerede. Tom studerede på Handelshøjskolen og havde et studiejob som telefonsælger om aftenen. Han solgte en form for finansielle tjenester til mindre virksomheder.

”Og din mand?” spurgte hun og skubbede brillerne lidt længere op på næsen. ”Hvor befandt han sig i går?”

Hendes kommentar mindede mig om, at Samir netop i dette øjeblik sad med hendes kollega oppe på første sal og besvarede lignende spørgsmål.

Hvor havde jeg dog været naiv, det var selvfølgelig derfor, de ville afhøre os hver for sig. Det var ikke af omsorg for os, at de var to, det var ikke for at støtte en familie i en svær stund.

”Samir var hjemme med Vincent hele aftenen.”

Hun granskede mig lidt i tavshed.

”Hvor ved du det fra?”

Det meget direkte spørgsmål bragte mig lidt ud af fatning, men gjorde mig også vred.

Uanset hvad der var sket Yasmin, var der ingen grund til at mistænke mig eller Samir for noget. Yasmin klarede helt selv at rode sig ud i alle mulige problemer uden vores indblanding. 

”Jeg befandt mig to timer herfra,” sagde jeg i en unødig skarp tone.

”Jeg havde ingen mulighed for at kontrollere, hvad Samir og Vincent foretog sig, men det havde jeg heller ingen grund til. Samir ville aldrig skade Yasmin, uanset hvad hun måtte have gjort. Hun betyder alt for ham.”

Jeg tøvede, men fortsatte så.

”Han har allerede mistet et barn.”

Ann-Britt nikkede.

”Ja, det kan jeg forstå.”

Igen samme følelse af afmagt og panik: Hvor vidste hun det fra? Havde hun researchet, undersøgt vores historie, allerede før hun kom?

Ann-Britt rømmede sig let.

”Maria, I er ikke mistænkt for noget, hverken du eller Samir. Det her er bare rutinespørgsmål. Forstår du det?”

Jeg nikkede stumt.

”Godt. Det må du ikke glemme. Du sagde, at Samir ville hjælpe Yasmin, uanset hvad hun måtte have gjort. Og så må jeg selvfølgelig spørge, om hun plejer at rode sig ud i problemer?”

Jeg trak på skuldrene.

”Du ved jo, hvordan teenagere er.”

”Nej,” sagde hun. ”Fortæl.”

”Det er jo en evig kamp, en konstant forhandling. Om hvornår hun skal være hjemme om aftenen, om kærester, oprydning, alkohol. Den slags. Ikke noget ud over det sædvanlige. Bare teenageting.”

Hun lænede sig tilbage i stolen og tog brillerne af.

”Jeg tror, det er fint indtil videre,” sagde hun. ”Jeg giver dig mit kort, og så kan du altid ringe. Hvis du kommer i tanke om noget, der kan være vigtigt, eller hvis du har spørgsmål. Vi er her for at hjælpe, det skal du vide.”

Ordene føltes som en fornærmelse. Det virkede vitterligt ikke, som om hun var her for at hjælpe. Det virkede, som om vi blev undersøgt, vurderet. Det var trods alt Samirs egen datter, der var forsvundet, så burde de ikke være ude og lede efter hende i stedet for at krydsforhøre os?

”Jeg vil bede dig og Samir om at gå igennem Yasmins ting og se, om der mangler noget. Hvis det forholder sig sådan, at hun af en eller anden grund er taget frivilligt af sted, så har hun formodentlig også taget lidt tøj, penge og andet med sig. Og undersøg også, om hendes pas mangler.”

”Okay.”

”Må jeg også lige tale lidt med din søn, før vi går?” spurgte hun.

”Vincent?”

”Ja.”

Jeg rystede lidt på hovedet.

”Du kan jo prøve. Men du får nok ikke meget ud af ham.”

Hun hævede det ene øjenbryn, næsten umærkeligt.

”Han taler ikke med mennesker, han ikke kender,” forklarede jeg. ”Det er ikke noget personligt.”

”Men vi kan jo prøve.”

Jeg gik ind i stuen for at hente Vincent.

”Er der nogen, der har været dumme mod Yasmin?” spurgte han igen, så snart han så mig.

Jeg vidste ikke, om han havde hørt os, eller om han bare kunne fornemme, at der var noget galt.

”Jeg ved det ikke,” sagde jeg, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg ville ikke bekymre ham unødigt, han var meget glad for Yasmin, men jeg ville heller ikke lyve.

”Hvorfor er politiet her igen?”

”Hvis nogen har gjort Yasmin ondt, så vil de fange den person. Det er derfor, de er her.” 

Han lod til at spekulere lidt.

”Hvad gør politiet med den person, der har været ond?”

”Hvis man har gjort noget ondt, kommer man i fængsel.”

Tavshed. Vincent skævede hen mod skærmen og gjorde en grimasse.

”Hvor længe?” spurgte han lavmælt.

”Hvad mener du?”

”Hvor længe skal man være i fængsel, hvis man har været ond?”

Jeg tog en dyb indånding.

Det var et mærkeligt spørgsmål, men Vincents måde at ræsonnere på var ofte lidt sær. Og hans spørgsmål – guderne skal vide, at han havde mange – kunne indimellem gå mig på nerverne.

”Hvis nogen har været ond mod Yasmin, så vil den person sikkert skulle sidde i fængsel hele sit liv,” sagde jeg og tog hans hånd.

Han fulgte modvilligt med mig ud i køkkenet, hånden i min, men blikket stadig mod tv-skærmen.

”Hej med dig,” sagde Ann-Britt, da vi havde sat os.

”Jeg er fra politiet og hjælper med at lede efter Yasmin. Jeg vil gerne lige snakke lidt med dig, stille dig et par spørgsmål.”

Vincent svarede ikke.

Ann-Britt ventede tålmodigt, men fortsatte så.

”Kan du huske, hvad du og Samir lavede i går aftes?”

Vincent begyndte at vippe frem og tilbage på stolen med blikket fæstnet ved bordet.

”Lavede I noget sjovt? Så I måske noget i fjernsynet?”

Intet svar.

”Kan du huske, hvad I fik at spise?”

Tavshed.

Vi sad sådan i et godt stykke tid, hvilede i Vincents tavshed, som kunne vare i dagevis, ugevis, ja, tilmed flere måneder. Men det vidste Ann-Britt jo ikke. Jeg kunne se, at hun blev forbavset, måske skuffet, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det ikke gav mig en vis tilfredsstillelse. 

Du er en fremmed, tænkte jeg, og fremmede stoler vi ikke på.


Vil du læse videre i Alle lyver?

Camilla Grebe, Alle lyver, svensk krimi, krimi

En nat bliver Maria vækket til beskeden om, at hendes steddatter er forsvundet.

Efter flere samtaler med politiet, går det op for Maria, at hendes mand mistænkes for at have slået sin datter ihjel. Det nægter hun at tro, for hun kender sin blide, elskelige og omsorgsfulde mand.

Men alt begynder at smuldre omkring hende. Pludselig kommer hun i tvivl.

Kan han virkelig have begået en så grusom forbrydelse? Hvem kan hun stole på? Hvem taler sandt og hvem lyver?

Alle lyver er femte selvstændige bind i Camilla Grebes serie Den mørke side.

Du kan købe Alle lyver online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Alle lyver er en del af serien Den mørke side, der alle udspringer fra samme univers men har forskellige og uafhængige handlinger. Du kan se et overblik over de andre bøger i serien af Camilla Grebe her.

Studentermedhjælper/læsehest hos Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.