Svenske krimier Camilla Grebe Krimi Skønlitteratur Svenske krimiforfattere

Første bog i serie af Camilla Grebe & Åsa Träff. Smuglæs i Jeg ser dig

Jeg ser dig, Camilla Grebe, Åsa Traffs, Siri Bergman

Søstrene Camilla Grebe og Åsa Träff har skrevet den spændende og uhyggelige spændingsserie om Siri Bergman, som netop er blevet genudgivet i flot paperbackformat. Smuglæs her i Jeg ser dig, som er deres debutroman og første bog i serien.


“Fabelagtig underholdning” – Politiken
“Uhyggelig, overraskende og troværdig.” – Costume
“Vellykket debutkrimi.” – Berlingske

I Jeg ser dig møder vi for første gang Siri Bergman, den 34-årige psykoterapeut, der efter sin mands dramatiske og uforståelige død bor alene med sin kat i den stockholmske skærgård.

Da en af hendes unge klienter bliver fundet død i vandet ved hendes hus, bliver hun sammen med politimanden Markus involveret i opklaringen af mordet …

Du kan købe Jeg ser dig online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 4. marts.



Camilla Grebe og Åsa Träff

Jeg ser dig


På dansk ved
Henriette Rostrup


Det burde have været ren idyl.

En lumsk rolig, dugfrisk morgen. Solstrålerne, som stille, men sikkert tager den pudsede jugendfacade i besiddelse.

Omfavner den sejrsbevidst med sin ligegyldige varme og skænker den lyskraften, som natten har holdt tilbage.

Som om ingenting var hændt.

Som om denne sommermorgen varslede en dag som alle andre: fuld af liv, svedige kroppe på cykler, halvkvalte fnis foran iskiosken ved havnen, varme, solbrændte skuldre, famlende sommersex, når den lyseblå skumring søvnløst glider over i morgengry, den kvalmende blanding af hvidvin og sodavand i granskovens skovbryn over for pizzeriaet, søens kolde vand mod magre barnekroppe med ribben, der ser ud, som om de er ved at krænge sig ud af brystkassen; gennem den bløde, papirtynde, mælkehvide hud.

Kalveknæede teenagedrenge, som svømmer om kap ud til øen og tilbage, aftegner sig som blege grødmennesker, amfibiefartøjer mod vandets blåbrune mættede mørke. Hylene fra dem, der kaster sig i fra klipperne. Duften af grillet kød. Lyden af fjerne motorbåde.

Myg. Gedehams. Insekter uden navn: i håret, i munden, på kroppen, de klistrede, svedige kroppe.

Mere svensk end svensk.

Sommer uden ende.

Som om ingenting var hændt.



Selv huset virker ligeglad. Tungt og velfornøjet ligger det og grubler i den frodige have, badet i en lummer, dugget grønhed.

Dets tre etager høje, massive krop strækker sig mod den lysende sommerhimmels blå baggrund. Ikke et eneste sted hænger pudsen i flager. Vindueskarme og døre er nymalede i en grågrøn farve, der stadig er glinsende blank. I de blyindfattede, kulørte ruder med det slingrende, organiske blomstermønster er der hverken sprækker eller støv. På taget knejser en gammel, irgrøn vejrhane af den slags, som ikke længere laves.

Det burde have været ren idyl.

Men der er noget, som ikke stemmer.

På den lille parkeringsplads, med det fint revne grus, står en sort jeep. Også den er skinnende ren og uden en skramme. I jeepens lak spejler der sig en klematis med store, kridhvide blomster, der snor sig op ad et gammelt, knudret æbletræ, og dér, under træets lave stamme og krumme grene, ligger hun.

Den unge kvinde.

Hun ligger sammenkrummet i græsset som en fugl. Det røde hår er dækket af en tynd hinde af dug, ligesom græsset. De smalle, blege fuglearme ligger ud til siden med håndfladerne vendt opad i en opgivende gestus. Blodet, som har forladt hendes krop, er stivnet i rødbrune pletter på jeansene
og i græsset. Øjnene er åbne og ser ud, som om de gransker æbletræets krone.

Der er små grønne, umodne frugter på grenene. Der er mange; om få måneder kommer træet til at bære rigeligt med frugt. Over æbletræets krone flyver mursejlere og måger upåvirket af sted – hvad rager et dødt menneskebarn dem?

Under kroppen, uden for fuglenes og menneskenes synsvidde, har havens mindste beboere for længst opdaget det, som intet menneske endnu har set. En lille sort bille kravler ind mellem bukselinningen og den kolde, blege hud på jagt efter noget spiseligt, små fluer har slået lejr i hårets yppige, røde skov, og mikroskopiske kryb bevæger sig langsomt, men målrettet dybere og dybere ind i ørets krinkelkroge.

Om ikke så længe vil husets beboere vågne og begynde at lede efter pigen. Da de ikke finder hende, går de ud for at lede efter hende i haven, hvor de vil finde hende i græsset under træet med blikket rettet op mod himlen.

De vil ryste hende, som for at vække hende fra en dyb søvn, og når det ikke hjælper, vil en af dem slå hende hårdt på kinden, så hendes ansigt farves rødt af det endnu ikke koagulerede blod, der nu dækker hans hænder.

De vil tage hende i deres favn og sagte rokke hende frem og tilbage, en af dem vil hviske noget i hendes øre, mens den anden begraver sit ansigt i hendes hår.

Senere kommer mændene, som aldrig har kendt hende og ikke kender hendes navn, for at hente hende. De griber med ufølsomme hænder om hendes smalle, stive håndled og ankler og løfter hende uden større besvær op på den kolde båre, dækker hende med plastic og kører hende langt bort fra hendes hjem.

Hun bliver lagt på et metalbord ved siden af kirurgiske instrumenter, som skal bruges til at åbne hende op og – forhåbentlig – løse gåden, forklare det uforklarlige og genoprette balancen. Bringe klarhed i det, som ingen forstår.

Lukke sagen og måske endda også bringe fred.

En form for fred.

August

Dato: 14. august
Tid: 15.00
Sted: Det grønne værelse, klinikken
Patient: Sara Matteus

”Nå, hvordan har din sommer været?”

”Er det okay, hvis jeg ryger?”

”Selvfølgelig.”

Sara roder i den kamuflagemønstrede stoftaske og finder en pakke rød Prince og en lighter. Med ru, dirrende fingre tænder hun cigaretten og tager to dybe hvæs, før hun atter fæstner blikket på mig. Hun gransker mig et øjeblik i tavshed og puster en sky af røg ud mellem os – en kræftfremkaldende tåge – som et kort øjeblik skjuler hendes sortmalede øjne. Der er noget demonstrativt over denne gestus, noget legesygt og provokerende, som får mig til at beslutte ikke at slippe hende med blikket.

”Hvad?” siger Sara hårdt.

”Sommeren?”

”Nå, ja. Sommeren. Den var god. Jeg arbejdede på den der bar i Gamla Stan, du ved, ved Järntorget.”

”Det er jeg klar over. Hvordan synes du, at du har haft det?”

”Godt, virkelig godt. Klart. No problems.”

Sara tier og kigger på mig med et uudgrundeligt blik. Hun er femogtyve, men ser ikke ud, som om hun er en dag over sytten. Afbleget hår i forskellige nuancer af hvidt og smørgult snor sig ned over de smalle skuldre som beskidte tjavser. Tjavser af hår. Hun nulrer dem med fingrene, når hun keder sig. Bagefter ryger tjavserne ind og ud af munden, mens hun delvist bider, delvist sutter på dem. Når hun ikke sutter på sit hår, ryger hun. Det er, som om hun altid har en smøg mellem de uplejede fingre.

”Ingen angst?”

”Næ. Jo, måske lidt … indimellem. Jeg mener til midsommeraften og sådan noget lort. Bliver alle folk ikke overvældet af angst på det tidspunkt? Hvem får ikke angsttilfælde af midsommeraften?”

Hun ser udfordrende og tavst på mig. Et smil spiller i mundvigen.

”Du kan fandeme tro, at jeg får angsttilfælde af det.”

”Og hvad gjorde du så?”

”Ikke noget,” siger Sara og kigger tomt på mig gennem cigaretrøgen. Hun virker usædvanligt ligeglad i forhold til de følelser af angst og fremmedgjorthed, som hun hævder blev udløst af midsommerfesten.

”Du skar dig ikke?”

”Næ … jo, altså. Bare lidt, på armene, altså. Kun armene. Det var jeg nødt til, ellers havde jeg ikke overlevet alt det midsommerhalløj. Men. Ikke så meget. Jeg lovede dig jo, at jeg ikke ville skære mig mere. Jeg plejer faktisk at holde, hvad jeg lover. Især når jeg lover dig noget.”

Jeg kan se, at Sara skjuler underarmene med en bevægelse, der højst sandsynlig er ubevidst.

”Hvor mange gange skar du dig?”

”Hvad, mener du hvor mange snit?”

”Nej, ved hvor mange forskellige lejligheder?”

”Åh, nogle gange. Et par, måske tre gange i løbet af hele sommeren. Kan ikke huske det …”

Saras stemme dør hen, og hun skodder cigaretten i den blå vase, der står på sofabordet i et forsøg på at gøre lokalet mere indbydende. Jeg må være den eneste psykolog i Sverige, der tillader, at patienterne ryger, men ellers bliver Sara så rastløs, og så er det næsten umuligt at gennemføre en samtale med hende.

”Sara, det her er vigtigt. Jeg vil gerne have, at vi går tilbage til de forskellige situationer, hvor du skar dig. Prøv at huske, hvad der skete umiddelbart inden. Hvad var det, der udløste de følelser, der fik dig til at skære i dig selv?”

”Øh …”

”Start med den første gang. Tag dig bare god tid. Begynd med at fortælle mig, hvornår det var.”

”Det må have været midsommeraften. Altså til selve midsommerfesten. Det sagde jeg jo!”

”Hvad lavede du? Altså inden?”

”Besøgte min mor. Det var bare hende og mig. Hun havde lavet mad og sådan noget. Og købt vin.”

”Så du gik ikke til midsommerfest et sted?”

”Nej, det var mere ment som en, hvad er det nu, det hedder … en metafor. En metafor for, hvor hæslig midsommeraften er. Alle er så glade. Man skal være sammen med familien og være glad. Det er ligesom så … påtvunget.”

”Var I så glade?”

Sara sidder i lang tid uden at sige noget, og for en gangs skyld ligger hænderne stille i skødet på hende, mens hun tænker over det. Det eneste, man kan høre, er den snurrende lyd fra videokameraet, der optager vores samtale. Hun sukker dybt, og da hun igen begynder at tale, kan jeg mærke hendes irritation trods det rolige, afventende tonefald.

”Altså, det kan du vel selv regne ud. Jeg forstår faktisk ikke, hvor du vil hen med det her. Vi har jo snakket om min mor mindst tusind gange. Du ved jo, at hun er en fordrukken kælling. Hallo, skal jeg skrive det ned til dig? Det var, som det plejer. Alt skulle være så fint … og så … så drak hun for meget og begyndte at tude. Du ved, hvordan hun bliver, når hun drikker. Ulykkelig og som om … som om hun fortryder. Som om hun fortryder alt. Som om jeg skal sidde og tilgive hende for, at hun ikke har været nogen god mor. Synes du, at jeg skal det?”

”Hvad synes du selv?”

”Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, det, hun har gjort mod mig, er utilgiveligt.”

”Hvad gjorde du så?”

Sara trækker på skuldrene, og jeg kan se på hendes holdning, at hun ikke længere har lyst til at tale om hverken sin mor eller sig selv. Hendes stemme er blevet skinger, og på halsen breder de røde pletter sig som spildt vin, der breder sig på en bomuldsdug.

”Jeg skred. Kan ikke klare det, når hun hyler.”

”Og hvad så?”

Sara vrider og vender sig og tænder endnu en cigaret.

”Hjem, jeg tog hjem.”

”Og?”

”Jamen, du VED jo, hvad der så skete. Det er kællingens skyld. Jeg kan ligesom ikke … kan ikke trække vejret, når jeg har været der.”

Nu er Sara vred. Det er godt, den følelse vil jeg forsøge at holde fast i. Jeg plejer at høre mange sandheder, når Sara er vred. Den selvmanipulerende hinde forsvinder helt og erstattes af den hudløse ærlighed, som findes hos folk, der ikke har noget at miste, og som er ligeglade med, hvad andre folk mener.

”Du skar dig?”

”Det er sgu da klart, jeg skar mig.”

”Fortæl!” siger jeg.

”Jamen, helt ærligt, du ved jo, hvad der skete.”

”Det er vigtigt, Sara.”

”Jeg skar mig i armen. Tilfreds?”

”Sara … hør på mig! Det er jo fuldt forståeligt, hvad du beskriver, dine følelser. Det er midsommer, du besøger din mor, hun er fuld og vil tilgives. Der bliver rodet op i en masse følelser. Kan du forstå det?”

Sara ser ned på sine fingre. Studerer sine negle. Hun nikker for at bekræfte, at hun måske også synes, at hendes følelser og reaktioner er forståelige.

”Problemet er jo, at hver gang angsten kommer, får du lyst til at skade dig selv, hvilket ikke er nogen særlig god løsning på længere sigt.”

Sara nikker igen. Hun ved, at det kun er en midlertidig lindring, hver gang hun skærer sig, drikker for meget eller impulsivt kaster sig ud i tilfældige seksuelle forbindelser, og at selvhadet og smerten vender tilbage med dobbelt kraft. Hendes desperate forsøg på at holde angsten stangen forstærker den i virkeligheden bare.

”Prøvede du at gøre sådan, som vi tidligere har talt om? Du ved, prøve at udholde angsten? Du ved jo, hvad der udløser den. Angsten i sig selv er aldrig farlig. Det føles bare sådan. Det er det, du skal arbejde med: at udholde angsten. Bare en tid, for senere forsvinder den igen.”

”Det ved jeg godt.”

”Hvad med de andre gange?”

”Hvilke andre gange?”

”Du skar dig?”

Hun sukker og stirrer demonstrativt ud ad vinduet. Vreden i hendes stemme er delvist blevet erstattet af træthed.

”Okay. En gang var jeg fuld, så det gælder faktisk ikke. Så er jeg ikke rigtig mig selv. Det var til en fest i Haninge, hos en fyr fra arbejdet.”

”Skete der noget særligt til festen, som udløste følelserne?” Sara trækker på skuldrene og smider endnu et cigaretskod ned i vasen til mine allerede nikotinforgiftede blomster.

”Prøv nu, Sara. Det er vigtigt. Du må selv hjælpe til. Jeg ved, at det er hårdt.”

”Der var en fyr …”

”Og?”

”Og han mindede ligesom om Göran.”

”Din plejefar?”

”Ja,” nikker Sara. ”Han rørte ved mig, som Göran plejede. Pludselig … du ved, at jeg ikke kan lide at tænke på alt det der, og det hele vendte bare tilbage, da han stod der og ragede på mig; gramsede på mig med sine klamme hænder. Jeg puffede vildt hårdt til ham, så han væltede ind i et bord. Han var ret fuld, så han faldt og flækkede det ene øjenbryn.”

”Hvad skete der så?”

”Tja, så blev han skidesur. Begyndte at råbe op og løbe efter mig.”

Sara ser pludselig træt og besynderlig lille ud.

”Hey, det var faktisk ikke så slemt, som det lyder. Han var skidefuld, sagde jeg det? Han fik ikke fat på mig. Jeg tog hjem.”

”Og?”

”Og så gjorde jeg det, okay? Kan vi tale om noget andet nu?”

”Prøv at beskrive præcis, hvad du følte, lige inden du skar dig?”

”Hvad jeg følte? HALLO, du VED jo, hvad jeg følte. Som om jeg var ved at gå i stykker. Jeg tænkte på ham den ækle fyr og hans klamme hænder, der gramsede på mig, og på Göran, og så føltes det, som om jeg var ved at gå i stykker eller ikke kunne trække vejret. Og så gjorde jeg det, og så fik jeg det bedre. Følte mig ligesom renere. Og rolig. Jeg faldt i søvn. Okay? Kan vi tale om noget andet nu? Jeg skal for øvrigt snart smutte. Skal til samtale om en praktikplads. Kan vi snakke om det næste gang i stedet for?”

”Til næste gang vil jeg gerne have, at du laver den hjemmeopgave, vi snakkede om, Sara.”

”Klart. Så smutter jeg nu.”

”Gør det. Vi ses i næste uge.”

Jeg slukker for videokameraet og læner mig tilbage i stolen.

Jeg er som sædvanlig drænet for energi, når Sara har været her. Ikke kun fordi hun fortæller så mange forfærdelige ting, men også fordi jeg hele tiden skal være på vagt; det er en konstant balancegang at være Saras terapeut.

Hendes baggrund er desværre ikke særlig usædvanlig. Hun er opvokset i et tilsyneladende normalt middelklassehjem i Vällingby som den yngste af tre søskende. Det eneste unormale i deres familiesituation var, at moren havde et alkoholproblem, men på trods af det fungerede hun fint socialt. Sara plejer at sige, at det tilmed kunne være en fordel indimellem. Moren holdt for eksempel kæft til forældremøderne vel vidende, at hun ville blive afsløret som uhjælpelig alkoholiker, hvis hun åbnede munden. Hun sov altid, når Sara kom hjem, spurgte aldrig, hvor hun havde været, hvorfor hun kom hjem midt om natten, eller hvorfor hun altid havde nyt tøj. Tøj, som hun ikke havde fået af sine forældre.

Sara havde allerede tidligt koncentrationsbesvær og fik problemer i skolen. I tredje klasse satte hun ild til gardinerne i gymnastiksalen med en lighter, hun havde neglet fra gymnastiklæreren (som plejede at smugryge i omklædningsrummet, mens ungerne var tvunget til at jogge rundt og rundt i skolegården i efterårsregnen). I 6. klasse kørte hun i politibil for første gang efter et butikstyveri i Konsum. Hun begyndte at gå ud med ældre fyre. Da hun var tretten, begyndte hun at komme sammen med Steffe, som var atten. Blev gravid og fik en abort.

Forældrene oplevede samtidig, at de totalt mistede kontrollen over hende og opsøgte selv de sociale myndigheder for at få hjælp, hvorpå det lokale socialkontor gennemførte en udredning, der resulterede i, at Sara fik en kontaktperson og regelmæssigt skulle aflevere urinprøver. Den slags foranstaltninger plejer at være rimelig ligetil, og det var de også i Saras tilfælde. Hendes kontaktperson fralagde sig kort efter opgaven, efter at Sara havde kaldt hende ”forpulede socialrådgiverluder” og ”fucking socialkælling” og spyttet på hendes skrivebord. Kontaktpersonen hævdede, at hun følte sig truet af Sara, men i virkeligheden var hun måske bare træt af, at Sara var så besværlig og krævende. Hun orkede heller ikke at have med hende at gøre.

Aggressiv? Helt sikkert. Men jeg har aldrig set Sara skade andre end sig selv. Hun har det, der bedst kan beskrives som en usvigelig, næsten overnaturlig evne til altid at vælge det værste alternativ, altid vælge den vej i livet, som forårsager hende selv maksimal smerte. Det er, som om hun har et ukueligt indbygget Via Dolorosa-kompleks.

Efter bruddet med den ”forpulede socialrådgiverluder” fulgte anbringelse i en plejefamilie. Da Sara var femten, voldtog hendes plejefar hende gentagne gange. Sara gjorde det eneste, fra hendes synsvinkel, logiske og stak af hjemmefra. Det lykkedes hende faktisk flere gange, men hver gang blev hun pågrebet og sendt tilbage til plejefamilien af den ihærdige lokale ordensmagt. Det var dengang, at den virkeligt ødelæggende, selvdestruktive og seksuelt udfarende adfærd begyndte at manifestere sig.

Da Sara fyldte atten, fik hun for første gang en rigtig psykiatrisk diagnose: borderline personlighedsforstyrrelse. Som sædvanlig hjalp det ikke, at det lykkedes det psykiatriske system at sætte ord på det, der var i vejen med hende. Hun fik det konstant værre. Kort tid efter blev hun indlagt på et psykiatrisk sygehus i to måneder i en psykoselignende tilstand, formodentlig narkofremkaldt. Sara plejer selv at referere til sygehuset som ”Helvedet”, og jeg antager, at hun med nedstigningen dertil mere eller mindre opgav alle ambitioner om at få et normalt liv, et ”Svensson-liv”, som hun selv kalder det. I Saras tilfælde blev opholdet på det psykiatriske sygehus fulgt af et eksplosivt narkomisbrug, og et halvt år efter hun var blevet udskrevet, blev Sara tvangsindlagt på et afvænningshjem i Norrtälje med særligt fokus på hendes stofmisbrug, som på det tidspunkt hovedsagelig bestod af misbrug af amfetamin og syntetiske hallucinogener.

Senere skete der noget. Det er ikke helt klart hvad. Sara selv kan ikke forklare det på anden vis, end at hun bestemte sig for at leve. For ikke at dø.

Og i dag? Hun har været stoffri i to år, har sin egen lejlighed i Midsommarkransen. Arbejdsløs. Single. Mange venner og endnu flere kærester.

Sara er virkelig veteran inden for psykiatrien. Hun er blevet gennemanalyseret på alle ledder og kanter. Af BUP (Børneog Ungdomspsykiatrien), de åbne psykiatriske skadestuer og lukkede afdelinger. Hun har mødt flere socialarbejdere, kontaktpersoner, psykologer og psykiatere, end jeg har haft patienter. Det forpligter. Indimellem føles det, som om hun vurderer mig og mine kommentarer, kategoriserer mig og sorterer mig ind under en mental rangorden af hjernevridere. Hun kan komme med en kommentar, som uden tvivl hidrører fra en af mine forgængere: ”Jaså, men har du taget hensyn
til den ukendte søskendejalousi, som blev resultatet af mine forældres tidlige separation,” eller ”Jeg ved, at det her lyder ødipalt som ind i helvede, men indimellem troede jeg faktisk, at Göran elskede mig på den måde.”

Jeg tænker på Saras tynde, arrede arme og ben. De ligner en banegård, hvor sporene til dels krydser hinanden, til dels kører parallelt. Der er nogle, der betegner dem som ”cutters”, disse piger, der skærer i sig selv for at dæmpe angsten. Men Sara er naturligvis meget mere end bare en psykiatrisk
diagnose. Hun er intelligent, ekspert i at manipulere og faktisk ganske underholdende, når hun er i det humør. Nu skal hun rehabiliteres igen. Tilpasses til det normale liv, hun aldrig har haft og højst sandsynlig aldrig kommer til at få.

Passes ind. Tilpasses.

Jeg lægger hånden på hendes journal – den er tyk som en bibel – komplet med rapporter fra sociale myndigheder, uddrag fra journaler fra psykiatriske skadestuer og lukkede afdelinger. Åndsfraværende bladrer mine fingre gennem bunken. Mit blik bliver fanget af journalen fra Sankt Görans sygehus, fra den tid hvor Sara var indlagt på den psykiatriske afdeling.

Patient: Sara Matteus, cpr-nummer: 82 11 23 – 0424

Indlæggelse: Pat. ankommer til psyk. skadestue kl. 18.37 via politiet i Norrmalm, efter at hun er blevet pågrebet i butikstyveri i butikken Twilfit i
Gallerian. Da pat. optrådte forvirret og aggressivt, kørte politiet pat. til den psykiatriske skadestue.

Aktuelt: Pat. er en 18-årig kvinde med narkoproblemer og angstforstyrrelser. Hun har tidligere været i kontakt med både BUP og den åbne psykiatriske afdeling (Vällingby psyk. skadestue). På nuværende tidspunkt har pat. ingen psykiatrisk kontakt og tager ingen medicin. Pat. oplyser selv, at hun har det meget dårligt og vil have hjælp. Hun er i korte perioder sammenhængende og klager over svær angst og kan endda fortælle, at hun har taget stoffer, men uden at kunne huske hvilke. I øvrigt er hun aggressiv og giver udtryk for paranoide vrangforestillinger om at være forfulgt af socialforsorgen og politiet. Pat. udviser tegn på selvdestruktiv adfærd (ar og sår på underarme og indersiden af lår).

Jeg sukker og slipper den tunge bunke papirer, så den lander på gulvet med et bump. Jeg har fået dagens dosis af Sara Matteus. Det er tid til at lufte ud og hilse på russiske Ilja, den nybagte mor, der mødte sin svenske mand via internettet. Hun trives godt i Sverige og taler flydende svensk. Hun er dygtig, velintegreret og arbejder som operationssygeplejerske på Sophiahemmet, men hun lider af en uovervindelig trang til at gemme alle knive og sakse i familiens haveskur af angst for at komme til at skade sin baby med en skarp genstand.



Det burde være ren idyl.

Mit hus er lille og ligger kun et stenkast fra stranden. Store glasdøre dækker hele facaden ud mod vandet. Det er et lyst hus. Gulvene er dækket af brede, gamle, slidte gulvplanker, som skilles af dybe sprækker, der er fyldt til randen af flere årtiers nullermænd.

I køkkenet har originalindretningen fra halvtredserne med skæve skydedøre i blåmalet krydsfiner fået følgeskab af nye hvidevarer. Soveværelset vender ud mod klipperne på den ene side af pynten, og gennem det store vindue kan jeg se havet, selv når jeg ligger i sengen, som er alt for bred til mig.

Badeværelset og toilettet ligger i en separat bygning, det lille hus, der engang var brændeskur. For at komme derud er jeg nødt til at gå gennem døren på husets forside og passere gennem vildrosenhegnet.

Uden for stuerne breder der sig en lille græsplæne. Den er tilgroet, og græsset er højt, hvilket umuliggør sædvanlige græsplæneaktiviteter. I stedet har jeg selv nedtrampet to små stier gennem den vildtvoksende vegetation, en ned til den skæve, gamle bådebro og en ud til klipperne.

Ved stranden blander sankthansurt sig med lyng og lodden timian. Små vindblæste bjergfyrre omkranser de store klipper, inden skoven og ødemarken tager over. Selvom jeg kun bor en times kørsel fra Stockholm, ligger nærmeste hus næsten en kilometer herfra.

Det var Stefans ide, at vi skulle bo sådan; spartansk og nær naturen, nær dykningen. Det lød som en god ide. Dengang. Ingen drømme var for naive, ingen ideer var for vilde.

Nu ved jeg ikke længere. Med ensomheden fulgte også en mærkelig snigende passivitet; det er et stort projekt for mig at skifte en elpære, og det kan føles som et umuligt projekt at male brændeskuret; umuligt at bryde det ned i håndterbare arbejdstimer. Det ville slet ikke gå at flytte. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle begynde.

Mine venner plejer at betragte mig med en blanding af medlidenhed og chok, når de besøger mig. De synes, at jeg burde rydde op i Stefans ting; fjerne barbergrejet på badeværelset, dykkertingene i udestuen, tøjet i garderoben, armbåndsuret, der altid lå på natbordet, og som jeg knuger ind til mig om natten, når savnet bliver for stort.

”Du kan ikke leve i et mausoleum,” plejer Aina at sige, hvorpå hun forsigtigt purrer op i mit korte hår.

Hun har selvfølgelig ret. Jeg burde rydde ud i Stefans ting.

Jeg burde rydde Stefan ud.

”Du arbejder alt for meget,” siger hun så og sukker. ”Kom med i byen i weekenden.”

Jeg afslår altid. Der er jo så meget, der skal gøres i huset, og så mange journaler, der skal skrives. Papirer, der skal sorteres.

Så plejer Aina at smile, som om hun ved, jeg lyver, hvilket jeg naturligvis også gør.

Indimellem overnatter Aina hos mig i stedet for at tilbringe weekenden på Södermalms støjende barer i selskab med mænd, hvis navne hun hurtigt glemmer. Så spiser vi hvidvinsdampede muslinger, drikker masser af billig hvidvin og snakker om vores patienter eller Ainas mænd. Eller om alt og
ingenting. Vi bader nøgne og springer i fra klipperne. Lytter til David Bowie med volumenen skruet alt for højt op, mens skovens dyr ser forskrækkede til. Bagefter føles huset altid endnu mere tomt end før, dets vinduer gaber som store tomme huller ud mod havet, og stilheden er bedøvende. Som regel har jeg tømmermænd, og eftersom jeg er for doven til at køre ind og handle, spiser jeg vaniljeis til frokost og spaghetti med ketchup til aftensmad.

Og drikker et par glas vin til. Jeg tænder omhyggeligt alle lamper, når det bliver aften, for jeg synes ikke om mørket. Det er, som om fraværet af lys ophæver grænsen mellem mig og omverdenen. Det skræmmer mig mere, end jeg vil indrømme, og fremkalder den følelse, jeg kender bedst af alle: rædsel.

Jeg har levet med rædslen i mange år nu og kan uden at overdrive sige, at jeg står ham nær, så nær, at jeg ikke længere registrerer det, når han dukker op i skumringen. I stedet byder jeg ham resigneret velkommen, som en gammel om end ikke helt velkommen bekendt.

Det er derfor, jeg sover med lyset tændt.



Jeg er altså terapeut. Autoriseret psykolog. Autoriseret psykoterapeut. På døren ind til klinikken står det tydeligt på et blankt messingskilt: Södermalms Psykoterapeutiske Klinik. Aut. psykolog, aut. psykoterapeut Siri Bergman.

Indimellem tænker jeg på, hvordan mine patienter ville reagere, hvis de vidste, at den tilsyneladende rolige, kompetente kvinde, som de henvender sig til med alle deres hemmeligheder og al deres angst, ikke kan sove alene i et mørkt værelse? Hvad ville de mon mene om min manglende evne til at konfrontere mine egne sorte huller, når jeg kræver, at de skal nærme sig deres? Med tankerne kommer skammen; jeg er en dårlig terapeut, jeg er mislykket, jeg burde være kommet mig over det, kommet videre.

Kommet længere.

Aina plejer at grine ad mig og henvise til mit behov for kontrol og mine perfektionistiske idealer. ”Du er ikke dit fag,” siger hun. ”Det er ikke noget forbandet kald at være psykoterapeut. Du kommer her og har dine fire patienter om dagen, og så går du hjem og er Siri. Det burde for helvede
gøre dig til en bedre terapeut at være mislykket, depressiv, passiv og fobisk. Så længe du ikke er det over for patienterne. Det burde du for øvrigt have lært på første semester på psykologi.”

Og Aina burde vide det, for hendes navn står under mit på det blanke messingskilt: Aina Davidsson. Autoriseret psykolog, autoriseret psykoterapeut.

Aina og Siri. Et begreb helt tilbage fra de første nervøse uger på Stockholms Universitet. Det mærkelige er ikke, at vi stadig er venner. Det mærkelige er, at vi har virkeliggjort vores planer om egen praksis.

Vi har endnu en kollega. Sven Widelius, en gammel ræv, der har arbejdet som terapeut i over tyve år. I princippet deler vi lokaler, receptionist og tekøkken. Vores samarbejde strækker sig ikke længere end det. Klinikken ligger på Medborgarplatsen i samme hus som Södersaluhallarnes futuristiske lokaler, bare nogle etager højere oppe.

Hver morgen står jeg og får vejret efter at være løbet op ad trappen. Jeg kigger på det nypudsede skilt, tænker, tøver og sætter så nøglen i døren. Således også i dag. Det er midt i august. Sommeren er ufattelig smuk på en farlig og næsten lidt erotisk måde. Naturens dufte og uddunstninger er lummert sødlige og kvalmende, forstærket af den trykkende varme. I byen blandes den metalliske duft af udstødning og luftforurening med mados fra restauranter og pølseboder. Og midt i duftkakofonien er den der, den umiskendelige lugt af forrådnelse.

Løvhanget er intenst vibrerende, og både i byen og hjemme i mit hus er luften fuld af tusindvis af fluer og insekter. Jeg kan høre lyden af krybende, bugtende, primitivt liv, når jeg går fra busstoppestedet og hjem til mig selv. Jeg kan se, at den grønne skovbund vibrerer af millioner af kryb, og kan mærke, at jeg, for hvert skridt jeg tager, knuser uendelige mængder af små organismer og skaber nye biotoper af nedtrampet mos og knuste myrer og biller. Sommerens kødelige sanselighed er årets højdepunkt for mig.

Men sommeren medfører også utallige krav og forpligtelser. Sommeren kræver glæde og liv, sociale sammenkomster og ferie. Min sommer har i år bestået af et påtvunget ophold i mors og fars sommerhus i de sörmlandske skove. Jeg var tvunget til at være der en hel uge, udsat for mine forældres og søskendes omsorg og bekymring, før de turde slippe mig løs igen. Jeg kunne øjeblikkeligt se rædslen bag mors smil og i den måde, mine søstre behandlede mig på, som om jeg var lavet af det fineste porcelæn. Panikken lå lige under overfladen i min fars forsøg på at føre en samtale med mig. Jeg tror faktisk ikke, de savnede mig, da jeg tog hjem.

Resten af sommeren har jeg siddet i haven og stirret ud over havet. Jeg har overvejet at genoptage dykningen. Udstyret ligger her stadig. Jeg er erfaren. Jeg savner følelsen af at befinde mig i en anden verden, som måske oven i købet er bedre. Dykningen skræmmer mig ikke, på trods af alt hvad der er sket, men jeg orker ikke at oparbejde det engagement, der kræves.

Og jeg gider ikke møde nogen af vennerne fra dengang.

I stedet har jeg drukket vin og ladet, som om jeg ville klippe hæk, nusset om Ziggy, den fede gårdkat, der for nogle år siden flyttede ind i mit hus, og udholdt den uendelige periode, der kaldes sommer.

Indtil nu.

Det er min fjerde arbejdsdag. Dag fire. Med fire besøg. I receptionen står Marianne. En deltidsansat sekretær, som vi egentlig ikke behøver, men alligevel under os selv. Marianne. Hvordan skulle vi klare os uden hende? Hendes korte lyse hår kruser i panden, og hun smiler, da jeg træder ind.

”Siri! Så er vi også fuldtallige i dag! Du har et afbud klokken ti.”

Hun ser undskyldende ud, som om det er hendes skyld, at Siv Malmstedt ikke kommer. Siv har højst sandsynligt meldt afbud for at undgå en to timers køretur i metroen. Marianne oplyser mig rutineret om, at hun har sendt en regning, og at Siv stadig har sin sædvanlige tid på næste torsdag.

Klinikken er lille, men hyggelig. Vi har tre samtalerum, en reception og et lille tekøkken, hvor vi drikker kaffe. Bagerst ligger der et lille toilet og et brusebad. Mit kontor kaldes som regel for det grønne værelse, eftersom væggene er malet i en blød lindeblomstgrøn farve i et forsøg på at fremkalde en rolig atmosfære. I øvrigt ligner det et hvilket som helst
andet konsultationslokale: to stole, der står i en vinkel over for hinanden, et lille bord med en blomstervase i mundblæst blåt glas og en pakke med Kleenex, der signalerer, at her kan man lette på låget, vise sine følelser og græde.

Der hænger et whiteboard på væggen, som i øvrigt prydes af neutrale litografier af de rigtige kunstnere. Det, som muligvis adskiller mit lokale fra de fleste andre konsultationslokaler, er det godt brugte videokamera på stativet. Jeg optager de fleste af mine samtaler. Indimellem for at patienten kan tage det med hjem på bånd, andre gange for min egen skyld.

Båndene er journalmateriale og opbevares bag lås og slå i det grønmalede brandsikrede arkivskab, som står i receptionen. Aina hævder, at mine bånd bare er yderligere bevis på mit kontrolbehov og klager over, at der bliver mindre plads i arkivskabet. Jeg svarer hende som regel, at det ikke burde bekymre hende, eftersom hun aldrig skriver notater, der er længere end to linjer.

Hun lader mig være.



Jeg må få hende til at forstå. Det var sådan, det begyndte. Jeg må få hende til at forstå, hvad hun har gjort mod mig. Men hvordan skal jeg kunne forklare det? At smerten skar som tusind knive i mine indvolde om natten, knive, som arbejdede sig rundt i maven og brystet. Som et vellystent rovdyr, der langsomt fortærede mig indefra, en enorm parasit med tænder så skarpe som barberblade og kolde, glatte, lynhurtige lemmer, man umuligt kunne undslippe.

Hvordan skulle jeg kunne beskrive ensomheden og savnet? Hver solopgang signalerede, at endnu en meningsløs dag begyndte. Meningsløse timer fulde af lige så meningsløse aktiviteter, mens jeg ventede på ingenting. Og for hver dag blev afstanden større. Afstanden til hende.

Hvordan skal jeg kunne forklare, at drømmene var så intense og virkelige, at jeg græd af skuffelse, når jeg vågnede, badet i sved, som hvis jeg havde haft feber?

Kan man nogensinde få et andet menneske til at forstå sådan
noget? Og selv hvis det lykkedes: Hvad skulle det så gøre godt for?

I virkeligheden?



Dato: 16. august
Tid: 13.00
Sted: Det grønne værelse, klinikken
Patient: Charlotte Mimer

”Charlotte, jeg tænkte, at vi skulle begynde med at se på, hvordan det er gået for dig i løbet af sommeren. Det har været en lang sommerferie.”

”Jeg synes, at det er gået rigtig godt. Jeg vil gerne vise dig mine notater.”

Charlotte Mimer bøjer sig ned over sin attachemappe og tager en mappe frem, hvor registreringsblanketterne ligger i præcis orden. Jeg bemærker, at hun som sædvanligt har nedskrevet alt med samme kuglepen og med samme smukke, regelmæssige håndskrift. Charlotte rækker mig mappen, samtidig med at hun skubber det velfriserede brune hår om bag øret. Jeg kan se, at hun er forventningsfuld og stolt, og jeg er glad på hendes vegne.

”Lad os begynde med at se på notaterne fra juni.”

Charlotte har fået til opgave i løbet af sommeren at registrere alt omkring hvert måltid. Hvad hun har spist, hvor meget, hvor hun har været. Efter hvert afsluttet måltid skal ubehag og angst vurderes. Helt almindelige måltider giver ofte anledning til voldsom angst for et menneske, der lider af alvorlige spiseforstyrrelser, mad forbindes med fedme. For at slippe for angsten tyer man ofte til et mønster, som man har udviklet gennem utallige år. Sult, opkastninger og overdreven træning. At det senere hen fører til nye overspisningsanfald, er man højst sandsynligt ikke engang bevidst om, og selv hvis man er det, er angsten så voldsom og ulidelig, at det i det pågældende øjeblik føles ubetydeligt. Den onde cirkel er et faktum.

Jeg tager Charlottes omhyggeligt nedskrevne kostdagbog og bladrer igennem siderne for juni. Regelmæssige måltider, ingen overvældende angsttilfælde efter måltiderne, ingen tilfælde af overspisning, ingen tilfælde af opkastning.

”Kan du fortælle om det?” spørger jeg.

”Jeg ved ikke … det fungerede ganske enkelt bare. Pludselig var det … enkelt.”

Charlotte er i slutningen af trediverne, succesrig, arbejder som marketingschef i et stort multinationalt selskab. I næsten femogtyve år har hun i det skjulte kæmpet med spiseforstyrrelser. Hun søgte først hjælp, da hendes tandlæge konfronterede hende med tæringsskaderne på tænderne. Hun har været i behandling siden slutningen af april og er lidt af en mønsterpatient. Præcis som hun er den perfekte marketingschef, er hun også den perfekte psykoterapipatient.

Hendes største problem er måske netop hendes uhørt høje krav til sig selv. Charlotte er dødsens ræd for at mislykkes. Indtil nu har vi bare berørt emnet perifert, og i stedet har vi koncentreret os om at mindske hendes overspisningsanfald og opkastninger. Til forskel fra Sara Matteus er Charlotte en patient, som tilsyneladende spreder energi. Hendes rædsel for at være inkompetent og utilstrækkelig får mig til at føle mig dygtig og kompetent.

Vi fortsætter med at læse Charlottes notater. Juli, august: næsten ingen angsttilfælde, ingen tilfælde af opkastning. Vi mødes i et fælles grin, og Charlotte får den anerkendelse, hun angler sådan efter, men som hun også har gjort sig fortjent til.

”Der var også noget andet.”

Charlotte tøver. Hun vrider og vender sig lidt i Lamino-stolen, og som altid, når hun er nervøs, begynder hun at vippe med den ene fod, som i dagens anledning er klædt i en hyttesko med dupper på gummisålen. Jeg går ud fra, at det er den slags sko, jeg aldrig selv vil få råd til.

”Fortæl!”

”Jeg ved ikke …”

Charlotte ser pludselig ud, som om hun bærer på en hemmelighed. En hemmelighed, som hun om et øjeblik vil fortælle mig. Det er nemlig sådan, det fungerer: I dette lille, grønne værelse fortæller de mig alle deres hemmeligheder.

”Jeg ved ikke, om det ligefrem har noget med terapien at gøre. Jeg har tænkt, du ved, på livet.”

Charlotte afbryder sig selv, og røde pletter breder sig op ad halsen på hende. Det ser ud, som om små fingre har grebet hårdt om hendes hals og så pludselig givet slip. Det er tydeligt, at det kræver meget af hende at tale om det, hun skal til at sige.

”I – hvor mange år er det egentlig, måske femogtyve år? – har jeg brugt al min tid på at tænke på mad. Og på min krop. Og på min mave. Og mine lår. Og på at træne. Og når jeg ikke har fokuseret på det, så har jeg arbejdet. Arbejde. Krop. Mad. Jeg er den yngste og mest succesrige marketingschef i hele firmaet, men jeg har ikke noget liv. Ikke noget rigtigt liv. Ingen venner. I hvert fald ingen NÆRE venner. Ingen mand. Ingen børn. Jeg har været så optaget af at blive perfekt, at jeg helt glemte, hvorfor jeg ville være perfekt. Jeg ville … elskes. Jeg vil elskes. Og nu er det for sent.”

Tårerne er trængt frem i hendes øjne og løber i små bække ned ad Charlottes blussende kinder. Hun snøfter og tager en Kleenex ud af æsken. Pudser næse, tørrer øjne, græder. Jeg skubber æsken hen over bordet og aer let hendes arm.

”Charlotte.” Jeg fanger hendes blik. ”Det er ikke usædvanligt, at man føler sådan, når man gennemgår det, du gennemgår lige nu … Du har været forkrøblet, holdt tilbage af en svær sygdom, og nu begynder du at få det bedre. Med det følger også indsigten i de år, man har mistet. Det er ikke så mærkeligt. Det er godt. Men jeg vil gerne vide, hvorfor du siger, at det er for sent nu.”

Hun sidder helt stille et stykke tid og stirrer på væggen bag mig, før hun med sprød stemme svarer.

”Gammel, jeg er begyndt at blive gammel. Og det er, som om jeg ikke kan forstå det, ikke kan få det ind i hovedet. Jeg går ligesom bare og venter på at … på at jeg skal blive ung igen.”

”Ung igen?”

”Tja, til foråret måske?” siger hun og smiler, men det er et skævt, vemodigt smil, fuldt af smerte.

Jeg smiler til hende. På en måde lyder følelsen bekendt. Som om tiden er en kanal, hvor man under kontrollerede former kan bevæge sig i begge retninger, og ikke et vandfald. Hun trækker langsomt på skuldrene og stirrer på mig med et opgivende blik.

”Hvem vil have mig nu? Jeg er … jeg kan måske ikke engang få børn længere.”

Charlottes sorg. Charlottes angst. Den ligger så tæt op ad min egen. Ingen børn. For sent. Ingen mand. Ingen mening.

Aldrig mere.

Jeg forsøger at samle Charlottes tanker og gøre noget klogt med dem. Få hende til at se på dem udefra. Objektivt. Vurdere sandhedsindholdet i deres påstand. Vi bliver enige om en hjemmeopgave, hvor Charlotte netop skal arbejde med det, og derefter er hendes femogfyrre minutter gået. Charlotte tager en hårbørste, trækker den gennem pagehåret, og på en eller anden måde lykkes det hende at få styr på sig selv. Da hun giver mig hånden og siger farvel, er der ikke længere noget tilbage af den hulkende pige Charlotte Mimer. Det er marketingschefen Charlotte Mimer, der forlader lokalet, og tilbage står psykoterapeut Siri Bergman, og det er mig.

Jeg går hen til vinduet og stirrer ned på jorden. Langt under mig, på Medborgarplatsens brolægning, går en gruppe børnehavebørn. Augustsolen stråler, som om den ikke kan lade være. Ingen lyde trænger herind, men når jeg lukker øjnene, kan jeg fantasere om, hvordan barnestemmerne lyder dernede.

Mit bryst fyldes af en stille følelse, jeg ikke kan identificere.

Måske er det sorg, måske er det bare ro og tomhed.


Nyeste bog i serien: Ild og dybt vand

Første bog i serie af Camilla Grebe & Åsa Träff. Smuglæs i Jeg ser dig

En dag forsvinder en niårig pige, mens hun leger udenfor det hus, hvor hun bor sammen med sine plejeforældre. En uge senere forsvinder pigens seksårige bror fra sin skole. Mistanken vender sig straks mod børnenes mor, en voldelig misbruger, og hendes nynazistiske kæreste. På grund af sit virke som psykoterapeut og profileringsekspert bliver Siri Bergman koblet på eftersøgningen af de forsvundne børn. Sagen påvirker hende dybt. Da liget af en kvinde bliver fundet, tager efterforskningen en overraskende drejning. For pludselig dukker der fotos af selvsamme afdøde kvinde op på et onlineforum, hvor hun er afbildet sammen med de forsvundne børn.

Ild og dybt vand er femte og sidste bog i krimiserien om Siri Bergman af søskendeparret Camilla Grebe & Åsa Träff.

Du kan købe Ild og dybt vand i din lokale boghandel eller online hos Bog & Idé.


Vil du læse videre i Jeg ser dig?

Første bog i serie af Camilla Grebe & Åsa Träff. Smuglæs i Jeg ser dig

Jeg ser dig er første bog i søskendeparret Camilla Grebe & Åsa Träffs krimiserie om Siri Bergman, som nu foreligger i en flot genudgivelse i paperbackformat og i digital udgivelse.

Siri Bergman er 34 år og psykoterapeut. Efter sin mands dramatiske død bor hun alene med sin kat i et lille hus ved havet. Hun er langsomt ved at komme på fode igen, da hun oplever mærkelige hændelser både hjemme og på sin klinik inde i byen.

Da en af hendes unge klienter bliver fundet død i vandet neden for hendes hus, involverer hun sig sammen med politimanden Markus i afdækningen af mordet. Og det bliver også en afdækning ind i hendes egne traumer.

Se også Sort angst.

Du kan købe Jeg ser dig online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


LÆS OGSÅ: Hun forlod direktørjob for at blive krimiforfatter. Kom tæt på prisvindende Camilla Grebe