Bestsellere Camilla Grebe Krimi Populære krimier Prisbelønnede romaner Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Hun forlod direktørjob for at blive krimiforfatter. Kom tæt på prisvindende Camilla Grebe

Camilla Grebe er en af tidens største svenske krimiforfattere og vinder den ene pris efter den anden, senest for Skyggejægeren. Men det lå bestemt ikke i kortene, at Camilla Grebe skulle leve af at skrive krimier.


Mange drømmer om at lave et karriereskifte, men få tør tage skridtet. Endnu færre formår at gøre karriereskiftet til en så stor succes som Camilla Grebe, der forlod jobbet som administrerende direktør og nu har solgt sine krimier i mere end en million eksemplarer i 30 lande.

LÆS OGSÅ: Camilla Grebe høster igen pris for årets krimi i Sverige. Få overblik over hendes krimier her

Læs mere og bliv klogere på den svenske krimiforfatter, der er aktuel med den nervepirrende Skyggejægeren.

Som barn var hun “den artige pige”

Camilla Grebe (f. 1968) voksede op i en svensk kernefamilie i en forstad til Stockholm. Hun var dygtig i skolen og arbejdede hårdt – dog uden helt at vide, hvad det hele skulle føre til. Måske var det derfor, at hendes studievalg faldt på uddannelsen som civiløkonom ved Handelshögskolan i Stockholm, der var det sværeste studie at komme ind på.

Camilla Grebe, Skyggejægeren, svensk krimi,
Copyright: Ulrika Zwenger

Flittighed betaler sig, og inden hun fyldte 30, kunne Camilla Grebe bryste sig af at have nået en række af livets milepæle: Hun var blevet gift, havde fået et barn og bestred en stilling som markedschef.

Alligevel var der noget, der manglede. Vendepunktet for Camilla Grebe kom i forbindelse med hendes skilsmisse. Kort efter startede hun forlaget Storyside og fik på den måde snuset til alle aspekter af forlagsbranchen.

Samtidig blev hun nysgerrig på selv at prøve kræfter med forfattergerningen.

Hobbyen der blev til bestsellerkrimier

En dag sendte Camilla Grebe første kapitel af det, der senere blev deres debutroman, til sin søster, psykologen Åsa Träff, med en opfordring om at skrive andet kapitel. Et år senere havde de et færdigskrevet bogmanuskript.

Alligevel skulle der gå fire år, før Camilla Grebe fik taget mod til sig og sendt manuskriptet til de svenske forlag. Årsagen var ganske enkel: Hun var bange for, at manuskriptet ikke var godt nok. Som insider i forlagsbranchen vidste hun, hvor meget det krævedes for at blive udgivet.

“Det havde bare været en hobby, en leg mellem os. Og jeg var sikker på, at der var nogen, der lavede sjov med mig, da de ringede og sagde, at det var fra Bonnier, og at de gerne ville udgive bogen.”

– Camilla Grebe til Politiken

Grebe og Träffs debutroman Jeg ser dig om psykologen Siri Bergman blev – mod de to søstres forventning – en stor succes. Debutten blev fulgt op af yderligere fire bind i serien, hvoraf to blev nomineret til årets svenske krimi. Senere skrev Camilla Grebe trilogien Moskva Noir i samarbejde med Paul Leander Engström.

Tidligere arbejdede hun for leve, nu lever hun for at arbejde

Det er dog uden tvivl som soloforfatter, at Camilla Grebe har haft størst succes. Hendes psykologiske krimier Når isen brister, Husdyret, Dvale og senest Skyggejægeren har allesammen modtaget stor ros fra læsere og anmeldere. Fælles for dem alle er da også, at de – foruden at være ekstremt velskrevne – har overraskende plot twists, relaterbare karakterer med helt almindelige problemer, og samtidig får læseren til at reflektere over det samfund, vi lever i.

Det er formentlig også nogle af grundene til, at både Skyggejægeren og Husdyret blev kåret som årets svenske krimi, og at sidstnævnte endda også blev hædret med Glasnøglen og titlen som bedste skandinaviske krimi 2018.

LÆS OGSÅ: Skyggejægeren er årets svenske krimi – nu kommer den på dansk

Med arbejdet som krimiforfatter har Camilla Grebe altså fundet sin rette hylde i livet. Selvom hun gjorde det godt i jobbet som direktør, brød hun sig ikke om at skulle bestemme over andre.

“Jeg var en ganske okay direktør. Men jeg forsøgte at passe ind i en rolle og blive nogen, som jeg ikke var.”

– Camilla Grebe til Expressen

I dag er Camilla Grebe sin egen chef og ingen andres – og det trives hun utrolig godt med.

At skrive er en prøve i udholdenhed

Arbejdet som forfatter er på ingen måde en dans på roser. Tværtimod. Det kræver stor selvdisciplin, når man kun har én årlig deadline.

“Dag efter dag foran computeren, time efter time. Omskriv og skriv om.”

– Camilla Grebe til Expressen

Derfor er Camilla Grebes arbejdsdage også nøje strukturerede. Hun starter typisk ud med at gennemgå gårsdagens skriverier og går derefter igang med at nå målet på 1.500 nye ord per dag. Efter en tre-fire timer stopper hun, da hun har lært, at hun ikke kan skrive uafbrudt hele dagen. Tværtimod har hun brug for tid til at reflektere over bogen og samtidig samle ny inspiration fra bøger og TV-serier.

Selvom arbejdet som forfatter kan være hårdt og fyldt med tvivl på egne evner, har Camilla Grebe aldrig fortrudt, at hun valgte at skifte jobbet som direktør ud med forfattergerningen.

“I mit forrige job som direktør gjorde jeg, hvad der var nødvendigt og lidt til, men jeg arbejdede ikke om aftenen og weekenderne, som jeg gør nu. At skrive er vigtigt for mig på en anden måde. Det er min drøm!”

– Camilla Grebe til Damernas Värld

Camilla Grebe
Skyggejægeren

Vinder af Skandinaviens største krimipris GLASNØGLEN 2020.

Skyggejægeren er en elegant, nervepirrende og velkonstrueret krimi, der samtidig er en skildring af kvindelige politibetjentes vilkår gennem tiden.

En kvinde findes brutalt myrdet – med et stort sår i baghovedet og hænderne naglet fast til gulvet med store søm – i Stockholm i 1944. Morderen bliver aldrig fundet.

Britt-Marie starter i 1970’erne som ung betjent i Stockholm, og snart bliver hun involveret i en uhyggelig mordsag, hvor enlige kvinder med små børn bliver myrdet og sømmet fast til gulvet. Et uhyggeligt sammentræf, for Britt-Maries egen mor blev slået ihjel på samme bizarre måde tredive år tidligere …

Du kan købe Skyggejægeren online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.