Camilla Grebe har IGEN vundet prisen for årets svenske krimi. Denne gang med udgivelsen af Skyggejægeren, der er en velskrevet og original krimi om en uopklaret sag fra 1940erne og de kvindelige efterforskere, der i årenes løb beskæftiger sig med sagen: Britt-Marie i 70erne, Hanne i 80erne og Malin i 2019. Har du læst de tidligere krimier i serien, så kender du allerede lidt til profileren Hanne og den unge efterforsker Malin
Du kan købe Skyggejægeren online på f.eks. Saxo.com eller hos din boghandler fra d. 12. marts 2020
Skyggejægeren
Af Camilla Grebe
Elsie
Stockholm, februar 1944
1.
Drengen, som ikke kan være mere end fem år gammel, er klædt i pjalter og fuld af lus. Det snavsede hår er nærmest levende.
”Hvor bor din moster?” forsøger Elsie endnu en gang.
Men drengen svarer ikke. I stedet kniber han læberne sammen og stirrer ned på sine slidte sko.
Hans mor, gale Sara, ligger i arrestens kvindeafdeling og sover rusen ud, og en far har han ikke, så meget ved både Elsie og de betjente, der slæbte Sara ind på politistationen på Mäster Samuelsgatan for mindre end en time siden.
To civilklædte mænd passerer forbi i den lille passage, der fører til de ugifte betjentes logi. Hun genkender vagt den ene. Der hviskes om, at han arbejder for sikkerhedstjenesten, som overvåger trusler mod rigets sikkerhed. Men den slags taler man ikke højt om, ikke engang her på politistationen.
Mændene går og efterlader sig en svag lugt af cigaretrøg. Drengen skraber foden mod gulvet, og Elsie sukker. Hun har forsøgt alt – hun har lirket, nødet og serveret varm mælk. Ja, drengen har tilmed fået en af de mandelkager, som betjentene havde med fra bageriet på Drottninggatan i morges. Men lige meget har det nyttet. Synet af barnet får hende til at tænke på den familie, hun selv kunne have haft.
Hun har været forlovet. Med Axel. Han var norrlænding, stor som en bjørn og med et hjerte af guld. Men for fire år siden kæntrede den færge, som skulle transportere to delinger fra Bodens ingeniørtropper over søen Armasjärvi i Tornedalen. Vandet var iskoldt og soldaterne tungt rustede – Axel havde ikke en chance, uagtet sin størrelse og styrke.
Og kun en måned efter hans død opdagede hun, at hun var gravid. Det var for sent at gøre noget ved sagen, og hun ville alligevel under ingen omstændigheder have en illegal abort og risikere at forbløde på et kældergulv.
Foråret efter fødte hun sin datter i dølgsmål. Gennem venner havde hun lært et ægtepar at kende, Valdemar og Hilma, som tilbød at tage sig af lille Britt-Marie, i det mindste til Elsie fik bragt orden på sit liv.
At ”få bragt orden på sit liv” indebar i realiteten at blive gift. Men hun havde jo mistet sin forlovede, så da hun efterlod sin datter hos Hilma og Valdemar sammen med den forlovelsesring, hun havde fået af Axel, vidste hun, at hun måske aldrig ville få hende tilbage.
Der går ikke en dag, uden at Elsie tænker på Britt-Marie og Axel, på den familie, som skæbnen ville, at hun aldrig fik. Men hun er kommet videre. Livet er gået videre, for det gør livet jo. Hun har skabt sig en tilværelse, som bestemt ikke er ringe, langt fra den svenske menighed i Österbotten, Finland, hvor hun er født.
Hun arbejder som politisøster i Klara vagtdistrikt og bor til leje hos en enke i en af de nye arbejderboliger på Körsbärsvägen ved Roslagstull. Huset har alle de moderne bekvemmeligheder, man kan tænke sig, heriblandt et badekar og et elektrisk komfur, som kører på poletter. Det er noget andet end de midlertidige nødboliger nede på Valhallavägen, hvor enken boede før med sine tre børn.
Hver dag tager Elsie sporvognen fra Östra station til Norrmalmstorg og går det sidste stykke vej til politistationen på Mäster Samuelsgatan.
Et liv så godt som noget.
Et liv så uendelig meget bedre end det, hendes mor eller mormor havde. Det er næsten ikke til at forstå, men i dag har kvinder jo omtrent de samme muligheder som mænd – de kan arbejde, stemme, gå i byen og more sig, bo alene. Ja, tilmed arbejde på en politistation, selve hjertet af mændenes verden.
*
LÆS OGSÅ: Camilla Grebe høster igen pris for årets krimi i Sverige. Læs alt om forfatteren her
Märta Karlsson rejser sig fra sin plads ved bordet på værtshuset Tre Remmare på Regeringsgatan. Hun vakler lidt og griber fat i en stol for ikke at falde. Så strækker hun sig frem, snupper brødet i kurven på bordet og stopper det diskret i håndtasken.
Manden, som står ved siden af hende, er klædt i dobbeltradet overfrakke og hat og har en mappe i blankt læder i hånden. Han tager hende under armen, og de begynder lidt slingrende at krydse ind og ud mellem bordene på deres færd mod døren.
Hun har været heldig i aften, virkelig heldig. Manden er en stor kanon, en person med magt og – fremfor alt – penge. Og han betaler godt, det ved hun af erfaring. Desuden er han hurtig og dufter godt – hverken munden eller kroppen stinker på den der ulækre måde, som hun har så svært ved at klare.
”Må jeg byde damen på en cigaret?” spørger han, da de er kommet ud i mørket. Hun trækker kappen tættere om sig og støtter sig til en lygtepæl, for jorden gynger under hende. Men det kolde jern svider som ild mod hånden, så hun slipper taget og gnider håndfladerne mod hinanden.
Manden tager et etui frem i sølv med en inskription i form af et våbenskjold, men Märta er ikke inde i de fine herrers verden og kan ikke afgøre, hvilket våbenskjold det drejer sig om. Hun er også ligeglad. Hun tager en cigaret og læner sig frem, mens han rutineret kører tommelfingeren over lighterens lille hjul. Hun trækker røgen ned i lungerne.
”Kors i hytten,” mumler hun. ”Rigtig tobak. Det er længe siden.”
Hun smiler skævt til ham og drejer hovedet en anelse, så han kun kan se den venstre del af hendes mund. Den, der stadig har alle tænder i behold.
Manden tænder en cigaret til sig selv.
”Skal vi?” spørger han og gør en bevægelse med armen mod den brostensbelagte gade, der breder sig ud foran dem i mørket.
Hun nikker, og de begynder at gå i retning af Märtas lejlighed på Norra Smedjegatan. Nu og da passerer de andre i mørket. En herre, der kommer gående mod dem på fortovet, nikker og fører hånden op til hatten.
Manden i overfrakken skynder sig at se væk.
”Shh,” siger Märta, da de er fremme og går ind i trappeopgangen.
”Jeg lover at være stille som en mus,” hvisker han og lader hånden hvile på hendes ene balle.
Hun fniser og trækker ham med sig over gården mod baghuset. Snefnug lander i hendes hår, hun børster dem væk med sin frie hånd, så de omhyggeligt formede krøller ikke skal blive våde og forsvinde.
På anden sal finder hun nøglen frem og åbner den lille dør, der fører ind i kammeret.
Så snart de er kommet ind, låser hun og gemmer for en sikkerheds skyld nøglen i sprækken mellem gulvplankerne ved siden af døren – det sker, at hendes kunder forsøger at smutte uden at have afregnet.
Manden griber om begge hendes bryster bagfra. Han masserer og klemmer dem. Märta må bide sig i tungen for ikke at klynke af smerte. Hun lader ham holde om sig lidt endnu og krænger sig derefter ud af hans greb og tænder et lys i en lampet, der hænger ved siden af døren.
Rummet, som man knap kan stå oprejst i, er ikke større, end at der lige kan være en briks og en stol. Der er ikke noget vindue, men kun en lille åbning under taget på den ene væg. Under åbningen står en sæk kartofler og ved siden af den et par gamle trækasser, som hendes mand Karl har sagt, at han vil reparere. Over for døren mod trappen er der en anden dør – den fører ind til det rum, hvor Märta bor med sin mand og deres børn. Døren er så lav, at man må bøje sig ned for at gå igennem den.
Et barn skriger derinde.
Det er Holger, hendes yngste.
Han har haft feber og hostet blod i to uger nu, og Märta ved ikke, hvad hun skal stille op med ham. Hun har ikke råd til at tage ham til doktoren, og hun tør ikke at tale med nogle af slumsøstrene, som arbejder i området, for de lader til at have besluttet sig for, at hun ikke er egnet til at tage sig af sine egne børn.
Bare han ikke vækker de andre, tænker hun. Så dør skrigene ud. Han må være faldet i søvn.
Hun tager de alt for tynde sko af og lægger kappen på stolen. Så vender hun sig mod manden. Tager hans hat og frakke af og lægger dem oven på hendes kappe. Derefter tager hun fat om hans livrem, løsner den med et vant greb og knapper bukserne op. De falder på gulvet og bliver liggende som en bunke omkring hans blege ben.
Märta fører hånden ned mellem hans ben og konstaterer, at hans lem er slapt. Hun ler lavt.
”Der er ikke meget liv dernede.”
”Undskyld?”
”Den der lille hudflap kan vi ikke have meget sjov med.”
Märtas latter øger i styrke og går over i en rallen.
”Dine hænder er for kolde,” svarer han og træder et skridt baglæns.
”Ingen har klaget før,” fnyser hun. ”Det koster, selv om herren ikke kan få den op. Bare så han ved det.”
På trods af at stearinlyset ikke spreder meget lys, ser hun, at mandens ansigtsudtryk med ét forandrer sig. Øjnene bliver smalle, kæberne spændte og munden forvrænges i en skæv grimasse. Han træder et skridt frem mod hende, griber fat om hendes håndled og hvæser til hende.
”Ingen luder skal tale sådan til mig.”
Spyttet rammer hendes ansigt, og hun vender sig bort.
”Av, giv slip.”
Han giver hende en ørefigen, så hun mister balancen og falder om på gulvet.
”Du er ikke andet end en beskidt, lille hore. Forstår du det?”
Märta er mere forbavset end bange. De har jo mødtes før, og han er en fin herre, der hverken slås eller drikker og altid betaler.
En adelsmand. Han giver hende et spark i siden, ikke så hårdt, men det får alligevel hendes maveindhold til at presse sig op mod ganen. Opkastet sidder i næsen, og Märta pruster af ubehag.
Hun er så vant til at få bank – både af sine kunder og af sin mand – at hun næsten ikke reagerer længere. Men hun er ikke dumdristig, det kan man ikke tillade sig i hendes erhverv. Så lever man ikke længe.
Hun humper frem til den lave dør, der fører ind i lejligheden og åbner den. Så kravler hun ud i køkkenet på alle fire.
Holger sidder på gulvet foran komfuret og ser på hende med store, blanke øjne. Armene, der stikker ud af særken, er magre og blålige. Hun ser noget på Holgers bryst. Først tror Märta, at det er blod, men da hun kommer nærmere, kan hun se, at han har kastet op.
”Holger,” siger hun. ”Du må …”
I næste sekund griber manden fat om Märtas ankler og rykker hende bagud. Hun slår hovedet i gulvet og bliver straks tavs.
Hun famler i luften efter noget at gribe fat i, men får kun fat i viskestykket, der hænger ned fra køkkenbordet ved siden af komfuret. Hun griber det og trækker porcelænet, som ligger til tørre på bordet, med sig, da manden begynder at trække hende tilbage ind i kammeret. Porcelænet smadrer, og skårene flyver til alle sider. Men Märta er stadig ikke bange.
Brødet, tænker hun. Det, hun tog med fra værtshuset. Hun må huske at give Holger det senere. Han må få lidt mad i sig, når nu han har kastet middagsmaden op. ”Holger,” råber hun.
Manden trækker hende ind i kammeret, centimeter for centimeter.
Holgers huløjede ansigt og snavsede særk forsvinder ud af syne. Märta har intet at hage sig fast i, men fastholder grebet om viskestykket, der følger med ind i kammeret, foruden en træslev og et par porcelænsskår.
Manden smækker døren, bøjer sig ned og tager noget frem fra sin mappe. Det skramler metallisk.
”Læg dig på ryggen!”
Da hun ikke adlyder, giver han hende et spark i maven. Det er så hårdt, at hun taber vejret.
Han tager fat i hende. Vrider hende rundt og griber om hendes hår med sin frie hånd. Så dunker han hendes hoved hårdt mod gulvet. Dunk. Dunk. Dunk. Märta skriger skingert i ordløs rædsel.
For første gang den aften er hun rigtig bange – for i det flakkende skær fra lyset ser hun nu, hvad han holder i hånden.
*
LÆS OGSÅ: Camilla Grebe: Hvor langt vil vi gå for et like?
”Frøken Svenns?” Elsie rejser sig hurtigt og nejer let. Trækker uniformskjolen, der er lidt for stram, på plads. ”Ja, overbetjent?”
Cederborg står med spredte ben i døråbningen med et gammel nummer af Politiefterretninger i hånden. Han ser ud til at tøve et øjeblik og misser med de dybtliggende øjne. Så fortsætter han:
”Frøken Svenns, de må følge med Boberg og Stark hen til Norra Smedjegatan. Vi har fået en opringning om et voldsomt husspektakel
i en lejlighed, men alle bilerne med radio er optagede, og jeg kan ikke få fat i Åberg og Zetterquist.”
Åberg og Zetterquist er de betjente, der til fods patruljerer linje tre i aften. Formodentlig har de ikke set de blinkende lamper på brandalarmen og har derfor ikke telefoneret til stationen. Og bilerne med radio er næsten altid optagede, i hvert fald for tiden. Der er nemlig kun otte i hele Stockholm.
”Fanden må vide, hvor de er henne,” mumler overbetjenten. ”De står vel og ryger i en port som sædvanlig. Dovne hunde, det er, hvad de er.”
Det sidste siger han fuld af foragt, og Elsie skynder sig at række ud efter sin kappe og sine handsker, der ligger på stolen ved siden af. Håndtasken ryger på gulvet og går op, og et par rationeringsmærker falder ud.
”Hvis frøken Svenns altså har tid,” siger overbetjenten tørt.
Hun rødmer og skynder sig at samle sine ting op.
”Drengen? Hvad gør vi …”
”Han må vente sammen med sin mor i arresten,” afbryder han hende. ”Det vrimler åbenbart med unger i lejligheden på Norra Smedjegatan, så jeg ser helst, at De tager med.”
”Ja, overbetjent.”
”Og vær forsigtig!”
Hun ser på ham og nikker alvorligt. Tager kappen på og kaster et sidste blik på den lille dreng, der sidder og piller ved et stykke mørklægningsgardin, som er sat fast med tegnestifter til vindueskarmen. Blikket er glasagtigt, og han udstøder en rallende hoste. En guirlande af snot glider ud af den lille næse og glimter svovlgult i skæret fra lampen.
Boberg og Stark venter i mørket udenfor. Det er begyndt at sne, og de skutter sig i den hårde blæst. ”Frøken Svenns,” siger betjent Boberg og lyser op.
Hun kan godt lide Boberg. Han er altid så høflig og byder ofte på en cigaret eller en kop kaffe. Man skulle næsten tro, at han var interesseret i hende, på den måde.
Men Boberg er gift og har barn. Han smiler igen og tørrer sig om sin røde næse. Da hun ser ind i hans venlige øjne, giver det et lille stik i hjertet, og hun tænker på alt det, der kunne have været, hvis ikke det var for den forbandede krig.
Hun kan godt holde mørklægningsøvelserne ud, rationeringer og erstatningskaffe. Hun klarer sig uden varmt vand og nyt tøj. Og de tykke, grimme afløbsrør, som ligger i parkerne – der skal fungere som beskyttelse for dem, der ikke når frem til et beskyttelsesrum ved et bombeangreb – generer hende ikke. Men tabet af den fremtid, der var hendes – af Axel og den lille pige – sørger hun over hvert sekund. Den æder hende op om natten og bider efter hende om dagen, som et lille, ondskabsfuldt husdyr, hun aldrig har bedt om at blive madmor for.
De går med raske skridt det korte stykke til Drottninggatan og drejer til højre. En omnibus passerer dem i mørket. Langs facaderne ligger store brændestabler, som byens fede rotter huserer i. En gruppe overfriske swingpjatter går forbi, formodentlig på vej til et eller andet danseetablissement eller måske en smugkro.
Trods kulden har de åbne frakker, og de smalle, sorte slips flagrer som vimpler i vinden. De har alle den ene hånd øverst på hovedet for at forhindre de bredskyggede hatte i at blæse af.
Uden for Hôtel de Suède står en flok festklædte flanører og skutter sig, og ved siden af står en taxachauffør og bikser med gasaggregatet. På den anden side af gaden glimter Hotel Reginas glaskarnap og de blankpolerede messingdøre. Axel plejede at lave sjov med, at de skulle tage derind på bryllupsnatten og bo på selvsamme værelse, som Lenin overnattede i ved besøget i 1917.
En gammel løbeseddel flakser forbi i vinden, og hun gyser, da hun ser overskriften: ”Russiske bomber over Stockholm”.
For mindre end en uge siden bombede russerne svensk jord – måske ved en fejl, måske med fuldt overlæg, det er der delte meninger om. I Eriksdal blev et pumpehus ramt, og på Ringvägen sprang ruderne som døgngammel is, da trykbølgen slog dem ind.
”De må hellere holde Dem lidt bag os, når vi kommer frem, frøken Svenns,” siger Boberg. ”Den herre, der ringede, sagde, at der var slagsmål i lejligheden, og at det lød, som om huset var ved at blive jævnet med jorden.”
”Det gør jeg,” siger hun og føler sig taknemmelig over at have selskab af to solide betjente. Det er ikke så ofte, hun får lov at følge med på opgaver som denne, især ikke i disse tider. Og guderne skal vide, at en kvinde ikke bør færdes alene her i Sumpen, som Klara-kvarteret kaldes, på denne tid af døgnet.
De fortsætter ned i den anden ende af Hamngatan. Et stykke foran dem kan hun ane konturerne af Silkehuset og Blancheteateret. På afstand høres den skærende lyd af en sporvogn, der ankommer til Norrmalmstorg.
Kulden bider i kinderne, og hun bøjer hovedet og krummer sig sammen, da de drejer af til højre ind på Norra Smedjegatan.
”Det er Karl Karlsson,” siger Stark, som ikke har ytret et ord før nu.
Stark er den bistre, tavse type, og hun kan ikke blive klog på, om han er genert eller bare gnaven. Måske er han begge dele. Eller også er han en af de mange betjente, der ikke mener, at en kvinde har noget at gøre på en politistation.
”Karlsson, igen?” siger hun. Karl Karlsson er en berygtet drukkenbolt og slagsbror. Han er røget ind og ud af fængslet som en væveskyttel de sidste ti år. Hans hustru, Märta Karlsson, har også været i myndighedernes søgelys. Også hun er kendt for sin usunde forkærlighed for flasken og sit skørlevned og har været dømt for både hor og løsgængeri.
Et par minutter senere er de fremme ved adressen på Norra Smedjegatan.
”Så er vi her,” siger Boberg og skubber en port op.
De går ind i den mørke opgang og bliver stående et øjeblik for at lytte. Det eneste, man kan høre, er en fjern hosten og et barn, der skriger et sted bag de tykke vægge.
”Her virker roligt,” konstaterer Boberg. I samme øjeblik bliver en lampe tændt, og en mand kommer ud i opgangen. Han er lille og krumrygget og klædt i en stribet, kraveløs skjorte og grove arbejdsbukser. Manden præsenterer sig som Stake, portneren og ham, der ringede angående husspektaklet.
Han åbner døren til gården og vender sig derefter mod Boberg.
”Tag jer i agt for Karlsson, betjente. Han kan være vanskelig, når han drikker.”
Jorden er dækket af et tyndt lag sne, gennembrudt af en sti af fodspor hen til baghuset. Brændestakke trykker sig langs murene, og en cykel med skævt forhjul står lænet op ad en tagrende. Pudsen, som har sluppet facaden flere steder, giver huset et såret udseende, som en gammel køter med skab.
De fortsætter ind i baghuset. Det er mere lavloftet her, og en stank af affald, mad og røg gennemsyrer trappeopgangen.
”Anden sal,” mumler Stark og begynder at gå op ad den smalle stentrappe.
Elsie træder til side for at give plads til Boberg, som spændstigt tager to trin ad gangen, så bajonetten svinger frem og tilbage fra sin plads i den sorte livrem.
Uden for en dør på første sal står der nogle redskaber – en metalspand, en spade og en hakke med den spidse ende opad.
De fortsætter op til anden sal. Stark banker på døren, men der sker ingenting. Han sender Boberg et hastigt blik og trykker prøvende håndtaget ned. Døren glider knirkende op.
Rummet er trangt og fugtigt, og der lugter af opkast og våd uld. I det svage skær fra petroleumslampen på bordet foran komfuret ser hun børn sidde på gulvet. De er mange, hun tæller syv, men samtlige ser ud til at være under ti år. Et par hestehårsmadrasser og nogle slidte tæpper ligger spredt ligesom hulter til bulter. Gulvet foran komfuret er dækket af porcelænsskår.
”Hvad er der sket her?” spørger Boberg og tager persianerhatten med guldemblemet af.
Ingen af børnene svarer. I stedet kryber de tættere sammen, til de næsten ser ud til at udgøre ét og samme individ – en uformelig masse af børnelemmer og uglet hår.
Boberg og Stark traver frem og tilbage i det trange lokale, mens Elsie sætter sig på hug ved siden af børnene.
”Godaften,” siger hun. ”Jeg hedder Elsie Svenns, og jeg er politisøster. Hvad er der sket her?”
Børnene stirrer på hende med mørke, forskræmte øjne uden at svare. Ligesom den lille dreng på stationen lader de til at have tabt mælet. Hun forsøger igen, men børnene vil ikke sige noget. Enten er de bange, eller også bryder de sig ikke om ordensmagten, ligesom så mange andre her i Sumpen.
Hun rejser sig op og går hen til komfuret for at se, om hun kan finde nogen ledetråde til, hvad der kan være foregået. På gulvet foran komfuret sidder et barn i toårsalderen. Ansigtet er så snavset, at hun ikke kan udskille trækkene. Håret falder i tykke totter ned over de unaturligt magre skuldre. Tøjet, som ser ud til at bestå af gamle klude, er snavset og hullet. Barnet – det er ikke til at sige, om det er en pige eller en dreng – sutter på et stykke tøj, som er trukket over tommelfingeren.
Til venstre for komfuret er der en lille dør, der kun når hende til armhulen. Måske er det et gammelt forrådskammer.
Hun skubber forsigtigt den lille dør op, bøjer sig frem og træder ind.
Værelset, som er uden vindue, men har et lille glughul i den ene væg, er næsten helt mørkt. Hun blinker et par gange, mens øjnene vænner sig til mørket. Ser en briks og en stol. Men så får hun øje på noget, der får hårene til at rejse sig i nakken på hende. Hun hiver efter vejret og taber sin taske på gulvet med et smæld.
En kvinde ligger på ryggen på gulvet med armene strakt ud til siderne og kjolen trukket op til livet, så underlivet er blottet. Der stikker noget ud af hendes mund, det ser ud, som om der er blevet trykket en træslev ned i halsen på hende. En lille stribe blod løber fra hendes ene mundvig. Hænderne er blodige, og der stikker noget – sømhoveder – op fra håndfladerne, som om hun er blevet hamret fast, korsfæstet på de slidte gulvbrædder.
Øjnene er matte, ligesom dækket af et tyndt lag støv. Netop som hun skal til at bøje sig frem og mærke efter kvindens puls, trænger Boberg ind i rummet og trækker hende til side.
”Gud bevare os,” mumler han og sætter sig på hug ved kvindens hoved.
Og så, med mere dæmpet stemme:
”Märta Karlsson. Død som en sten.”
Sekundet senere råber han:
”Kig op!”
For sent opdager hun den mørke skikkelse, der frigør sig fra skyggerne længst inde i kammeret. En mørkere nuance mod den allerede sodsorte baggrund.
”Ud,” vræler Boberg, og hun gør, som han siger. Hun bøjer sig ned og løber ud gennem den lave dør, forbi børnene og Stark og videre ud ad døren. Men den alt for snævre kjole forhindrer hendes frie bevægelse, og skridtene nærmer sig bag hende.
Manden, som kun er mørke og skygge, er hurtig, langt hurtigere end hende.
Han indhenter hende i opgangen og griber fat i hende. Hun mærker fødderne løfte sig fra gulvet. Sekundet efter slynger han hende ned ad stentrappen med voldsom kraft, og hun tumler rundt som en kludedukke. Albuen støder mod gulvet, kæben får et smæld, og i næste øjeblik knaser det, da næsen rammer væggen. Til sidst slår hun baghovedet i gulvet og en bølge af ubehag skyller gennem hende.
Så er manden over hende igen. Hans mørke øjne glider hen over Elsie, og hun når at opfange lugten af alkohol.
Han kunne have efterladt hende, være løbet videre, ud i Sumpen, hvor han ville være beskyttet af mørket, for hun kan næppe gøre ham noget nu. Men det gør han ikke. I stedet griber han fat om hendes skuldre, løfter hende op, møder hendes blik og kaster hende derefter vredt fra sig.
Hun hører en knasende lyd og mærker, hvordan noget koldt trænger ind i baghovedet.
I næste øjeblik kommer smerten, og hun indser, at manden må have trykket hendes hoved mod den spidse hakke, som stod lænet mod væggen. Så toner trappeopgangen langsomt bort, og smerten forsvinder.
Boberg dukker op ved siden af hende. Hun ser vantro og forfærdelse i hans ansigt, da han bøjer sig ned, men hun ser også noget andet – et ungt par, der deler en cigaret på Mosebacke, og pramme, der ligger fortøjede ved Strandvägen. Hun ser Britt-Marie, som sover roligt i sin tremmeseng, mens Valdemar tager en slurk af den kaffe, som Hilda lige har lavet.
Hele Stockholm ser hun – alle, der lever her nu, og alle, der har levet før dem. Og midt i det hele står hendes mor, som døde af den spanske syge. Ved siden af hende venter Axel, afslappet lænet op ad en af de gamle fjeldkøer, som hans familie havde før krigen. Han ser ung og stærk ud, og han smiler varmt til hende.
Han rækker hånden frem mod hende, og hun tager den. Elsie dør i Klarakvarteret. I kuldens, rædslens og rationeringens tid. Hun bliver til en skygge og træder ind i den evige glemsel.
Men i samme øjeblik hendes fortælling slutter, tager en anden over. På sin vis er hendes død altings begyndelse, et magisk frø med muligheden for at blive til et mægtigt træ.
For der findes ingen slutning, kun nye fortællinger, når de gamle slutter.
Elsie bliver begravet i begyndelsen af marts. Enken og hendes tre børn kommer til begravelsen, ligesom Hilma og Valdemar, et par af betjentene og en politisøster.
Det følgende forår kommer freden. Verden slikker sine blødende sår og forsøger at begribe det ufattelige, der er sket. Det skal vise sig at tage længere tid, end nogen havde forestillet sig.
Betjent Boberg får sit andet barn. Han tænker efterhånden sjældent på Elsie, selv om det sker, at han vågner med et lille skrig fra mareridtet, hvor hun beder ham om at trække hakken ud af hendes baghoved. Eller – endnu sjældnere – at han tænker på, hvordan hun engang sad i hjørnet og legede med en lille pige, hvis mor var blevet påkørt af en sporvogn. Den hændelse vakte noget helt særligt til live i ham, måske fordi han selv mistede sin mor som lille.
Årstiderne afløser hinanden, og år følger år. I Klarakvarteret er der ikke længere spor efter den miserable fattigdom. De gamle bygninger er blevet erstattet af høje, blanke huse, som selvsikkert stræber mod himlen. Ingen sulter, ingen børn bukker under for lungesot og mæslinger. Og stanken af affald og overfyldte latriner er for længst forsvundet.
I slutningen af halvtredserne kommer de første kvindelige betjente, og tilfældigvis bliver de alle placeret i Sumpen, eftersom der ikke er ”faciliteter” for kvinder i de øvrige vagtdistrikter. Kjolebetjentene, som de kaldes, vækker megen røre. De har samme beføjelser som de mandlige betjente, men er udrustede med knipler i stedet for bajonetter.
I lighed med mange af sine kolleger afskyr overbetjent Cederborg kvindelige politifolk. Desuden forstår han ikke, hvorfor netop Klarakvarteret skal bære hele byrden, det er usolidarisk af de andre vagtdistrikter. Og Stockholmbetjentenes egen fagforening – Kammeraterne – er af samme overbevisning.
De hævder vedholdende, at kvinder ikke har noget at gøre i politiet. I hvert fald ikke som betjente. I det mindste ikke som patruljerende betjente, på grund af den betydeligt svagere fysik. De bør heller ikke køre i patruljevogne udstyret med radio, for de kan jo distrahere den mandlige fører – hvordan ville det ikke se ud, hvis han kørte galt, fordi han var blevet charmeret af sin kollega?
Men at lade kvindelige politifolk slippe for patruljering og kun udføre kontorarbejde er heller ingen løsning. Det ville være uretfærdigt over for de mandlige betjente, som er nødt til at afpatruljere gader og stræder i mindst syv år, før de kan håbe på en forfremmelse. Ville den bedste løsning derfor ikke være, at kvinder slet ikke blev politibetjente?
I et ophidset og lettere overrislet øjeblik lover overbetjent Cederborg sine mandlige kolleger, at han hellere vil æde sin gamle politihjelm end lade flere kvindelige betjente træde over dørtærsklen til fjerde vagtdistrikt. Men han får aldrig mulighed for at smage på sin hovedbeklædning. I december 1961 bliver den patruljebil, han befinder sig i – en Ford Customline, model 1958 – påkørt af en ladvogn læsset med jernrør på vej til et byggeri i Vällingby centrum.
Ved det voldsomme sammenstød slynges et af jernrørene gennem bilens forrude og gennemborer overbetjentens bryst.
Føreren overlever på mirakuløs vis, men Cederborg dør på stedet uden at genvinde bevidstheden. Britt-Marie – det barn, som Elsie blev nødt til at give væk – vokser op og trives hos Valdemar og Hilda. De lover hinanden at fortælle hende sandheden en dag, det er jo det rigtige at gøre.
Men de udskyder dagen. Igen og igen udskyder de den, for sandheden er svær. I foråret 1959 fylder hun atten, og Hilma og Valdemar er klar over, at de ikke kan vente længere. De fortæller Britt-Marie om Elsie og giver hende den forlovelsesring, som Elsie fik af Axel.
Britt-Marie bærer den i en tynd guldkæde om halsen. Den er det eneste, hun har fra sin mor, og hun passer på den glatte guldring som sin mest værdifulde ejendel.
Måske er det på grund af den tragiske historie om Elsie og guldringens tyngde mod halsgruben, måske er det på grund af alle reportagerne i aviserne om de nye kjolebetjente, men samme år beslutter Britt-Marie sig for at blive politibetjent. Hilma og Valdemar, som ikke ligefrem er begejstrede for hendes planer, overtaler hende til i det mindste at prøve at få et almindeligt arbejde først, så Britt-Marie begynder at arbejde som ekspeditrice i en butik med sytilbehør.
Det er – som forventet – ikke noget for hende, og i 1967 søger hun ind på politiuddannelsen, på trods af at Valdemar på sit dødsleje beder hende om at lade være.
Hun opfylder til overmål de formelle krav: Med sine 170 centimeter er hun hele fem centimeter over minimumshøjden for kvinder. Desuden har hun en lægeattest, hvori der står, at hun har en velegnet kropskonstitution. Hun kan køre bil og skrive på maskine, og som om det ikke skulle være nok, er hun en glimrende svømmer og har en god studentereksamen.
Manden, der interviewer Britt-Marie, bærer hornbriller og har et underligt smil på læben under hele samtalen. Hun kan ikke tolke hans ansigtsudtryk og bliver nervøs og begynder at svede.
Men manden nikker til alle hendes svar og tager notater, som hun uden problemer kan læse fra sin plads overfor.
”Alt for stor til at være kvinde, derfor særdeles velegnet til politiet,” skriver han i sin formular.
Britt-Marie bliver ansat som politiaspirant og begynder på kadetskole samme efterår. Blandt de 200 aspiranter er der kun fem kvinder, men de finder sig hurtigt til rette. Hun lærer, hvordan man hilser korrekt, når man er i uniform – kvinderne, som jo ikke har aftjent værnepligt, bliver tvunget til at øve honnøren længe. Hun lærer at håndtere sit tjenestevåben, at dirigere trafik iført hvide refleksmanchetter og at manøvrere politiskolens sorte Chrysler Valiant mellem keglerne på træningsbanen.
Efter den obligatoriske fyrreugers grunduddannelse påbegynder Britt-Marie sin turnus som ordensbetjent. Men hendes planer for fremtiden bliver aldrig til noget, for inden for politiet foregår der en ophedet debat. Egner kvinder sig virkelig til at være i uniform, med alle de krav, der stilles til fysisk styrke og mental stabilitet?
I 1969 beslutter den nyoprettede Rigspolitistyrelse sammen med Det Svenske Politiforbund at placere alle nyligt dimitterede kvindelige betjente i efterforskningsenheder og sikkerhedssektioner efter afsluttet uddannelse.
Kvinder må med andre ord ikke bære uniform længere, og Britt-Marie tildeles administrativt arbejde. Hun er skuffet, men der sker så meget andet i hendes liv, at hun ikke lader sig slå ud: Hun får en stilling i Sollentuna uden for Stockholm og lejer et værelse hos en pensioneret lærerinde. Hun får nye venner, arbejdskammerater.
Hvis Elsie er frøet, så er Britt-Marie træet, omkring hvilket denne mærkelige historie kredser. Og fortællingen tager sin begyndelse en lun aften mellem hæk og syren, mellem land og by, mellem sorgløst ungdomsliv og familieliv.
Inden længe skal Britt-Marie blive en af dem, der jager Sumpmorderen.
Men det ved hun slet ikke endnu.
Britt-Marie
Östertuna, 1971-1974
2.
Den blege aftensol trænger gennem fyrretræernes grene og danner bølgende blondemønstre på landevejen foran Britt-Marie, da hun cykler fra skydebanen på Järvafältet. Luften er stadig kølig inde i skoven, og duften af grannåle og fugtig jord er intens.
Benene brænder af anstrengelse, mens hun kører op ad bakken mod Östertuna.
Der er kun et par kilometer igen, så er hun hjemme i det lille møblerede værelse, hun lejer i Helenelund.
Det ringer for ørerne efter timerne på skydebanen, selv om hun ligesom de fleste af sine kolleger har sørget for at stoppe et tomt patronhylster i hvert øre for at dæmpe den værste lyd. Der er også andre måder at lukke smældene ude på – Solveig bruger for eksempel sygevat – men drengene kunne ikke drømme om at gå rundt med uld i ørerne, og hun vil ikke stikke ud.
Hun ved, at den ringende fornemmelse vil aftage hen mod aften, og når hun vågner i morgen, vil der kun være en svag susen tilbage, som en diskret hvisken om gårsdagens træning.
Hun er god til at skyde, en af de bedste i gruppen. Til sommer har hun tænkt sig at melde sig ind i en skytteklub. Hun vil også gerne deltage i konkurrencer, og hun ved, at hun vil hente præmier hjem, hvis bare hun øver sig lidt mere.
Da hun er kommet op ad bakken, ser hun i et øjeblik Östertuna brede sig ud foran sig, men sekundet efter blændes hun af aftensolen og lukker instinktivt øjnene. Måske er det derfor, hun ikke opdager stenen, der ligger i vejkanten. Den er ikke stor, men den får hende til at miste balancen.
Hun slingrer og kører i grøften. Hun bander for sig selv, rejser sig op og børster grannåle og fugtig jord af tøjet.
Det gør ikke særlig ondt, men cowboybukserne er revet i stykker på det ene knæ, og en plet af mørk blod breder sig på det lyseblå stof.
Hun ser på cyklen. Kæden er hoppet af, men derudover lader den til at være uskadt. Hjulene ser ikke skæve ud, og da hun prøvende trækker den ved siden af sig et par meter langs vejkanten, er der intet, der slår imod eller rasler.
Hun synker ned på knæ og prøver at mingelere den fedtede kæde på plads med fingrene, men indser ret hurtigt, at hun ikke kan lave den.
”Har du brug for hjælp?”
Hun rejser sig op og vender sig mod stemmen. Han må være et par år ældre end hende. Kroppen er ranglet, og han smiler til hende. Det lange mørkblonde hår hænger ned over det ene øje, og hænderne er stukket i lommerne på kassebukserne.
”Jeg tror, der er brug for værktøj for at lave den,” begynder hun.
”Er der sket noget?” spørger han og peger på hendes knæ.
”Nja. Bare en rift. Jeg er mere bekymret for cyklen.”
”Hmm,” siger han, træder et par skridt frem og glider ned på hug.
Han piller lidt ved kæden med en finger, som faktisk allerede ser olieret ud, og nikker så.
”Kom med,” siger han og rejser sig op.
”Men hvorhen …” Han tager cyklen fra hende og begynder at gå i retning af Östertuna. ”Mit arbejde,” siger han og smiler. ”Der kan jeg ordne den for dig. Det vil kun tage et par minutter.”
Under normale omstændigheder kunne hun ikke drømme om at følge med en fremmed mand, hun lige har mødt i skoven. Men hans opførsel er så afvæbnende, smilet så bredt og – ja – cyklen så smadret, at hun ikke tøver.
”Jeg hedder Björn,” siger han.
”Britt-Marie,” siger hun.
”Hvor skal du hen?”
”Helenelund. Jeg bor der. Jeg har været på skydebanen og træne.”
Han løfter et øjenbryn og sætter farten lidt ned.
”Skydebanen. Burde jeg være nervøs?”
”Det kommer an på så meget. Jeg er politibetjent.”
Hans smil bliver endnu bredere.
”Det var pokkers. Det havde jeg aldrig gættet.”
”Nå, hvad havde du så gættet på?” spørger hun og vifter nogle små fluer væk, der stædigt summer omkring hendes ansigt.
Han ser på hende, åbner munden lidt, men svarer ikke. Björns arbejdsplads viser sig at være et værksted i udkanten af Östertuna. Og præcis som han havde lovet, tager det ham kun et par minutter at reparere cyklen.
”Så er den så god som ny,” siger han og klapper på sadlen med sin ru næve, hvor de gamle oliepletter nu har fået selskab af nye.
”Det var pænt af dig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig.”
Björn løfter det ene øjenbryn igen, og Britt-Marie indser til sin egen overraskelse, at den lille gestus allerede begynder at virke velkendt.
”Men det ved jeg,” siger han.
Hun når ikke at svare, før han fortsætter:
”Tag med til Tunasö for at bade i morgen. Det skulle blive varmt.”
Hun tøver.
”Jeg ved ikke rigtig.”
”Skal du arbejde?”
”Nej, men …”
Det, hun egentlig vil sige, er, at de jo ikke kender hinanden, men da hun ser hans varme glimt i øjet, tager hun sig i det.
”Vi ses her ved titiden,” siger Björn og gør en bevægelse mod parkeringspladsen uden for værkstedet, hvor køretøjerne står på rad og række og venter på at blive efterset eller repareret. Så vender han sig om og går derfra uden at afvente hendes svar. Han fløjter en melodi, der lyder bekendt, da han forsvinder mellem husene.
Hun tænker på ham, da hun cykler hjem. På de muskuløse ben og de solbrændte arme. På håret, der hang og slaskede, som hendes mor ville have sagt, og på det drillende blik under øjenbrynet, som han løftede lidt, når han så på hende.
Luften er blevet sval nu, men alligevel er hendes hud varm, og hun spekulerer på, om hun måske er blevet forbrændt.
Han lignede nogen, men hvem?
Da hun passerer et åbent vindue og hører den velkendte sang, slår det hende. Björn Skifs. Han lignede Björn Skifs på en prik. De ligger på et tæppe ved Tunasö strand.
Det er nemmere at tale sammen i dag. Samtalen flyder let og ubesværet, som om de allerede kender hinanden. Som om de har talt i dagevis og udvekslet dybe hemmeligheder, selv om de kun har været der i en time.
Et par børn leger nede i vandkanten, og på græsset mellem stranden og træerne har solbadende gæster bredt farverige tæpper ud og dækket op til picnic.
Hun er glad for, at hun tog noget mad med, for Björn har ikke taget andet med end øl, og selv om hun godt kan lide øl, så bliver man jo ikke ligefrem mæt af det.
”Her,” siger hun og rækker ham en af sine madder, der er nydeligt indpakket i smørrebrødspapir.
”Tak,” siger han og giver hende en øl mere.
Han fortsætter:
”Og derefter flyttede jeg tilbage til min mors kælder i rækkehuset, hvilket faktisk er helt okay. I hvert fald indtil jeg finder noget nyt. Noget, der ikke er så forbandet dyrt. Og dine forældre?”
”Hilma og Valdemar, de er mine adoptivforældre,” siger hun og forundres over, hvor let ordene kommer. Som om det var den mest naturlige sag i verden, at hun er adopteret.
Hvis Björn bliver forbavset, viser han det i hvert fald ikke.
”Okay,” siger han bare.
”Men min far døde for et par år siden.”
Björn brummer beklagende, krøller den tomme øldåse sammen med den ene hånd og kaster den mod skraldespanden et par meter væk.
Han rammer ved siden af, sukker lidt, men gør ikke ansats til at rejse sig for at samle dåsen op.
”Bor din mor her?” spørger han.
”Nej, hun flyttede til Höganäs, da min far døde.”
Hun tænker på moren og misser mod solen.
Der er gået mere end ti år, siden hun fik at vide, at hun er adopteret, og på trods af at hun elsker sin mor lige så meget som før, kan det ikke fornægtes, at noget forandrede sig, da hun hørte om Elsie. Det er, som om hun ikke rigtig tør stole på nogen eller noget længere.
Som om intet rigtigt er bestandigt. Og den gnavende fornemmelse er også kommet imellem hende og moren. Hun kan ikke længere tale med hende på samme måde som før, for sandheden – eller måske snarere løgnene – har skabt en distance mellem dem.
Ikke engang morens sygdom har kunnet ændre på det.
For et par år siden fik hun brystkræft, og selv om det er lykkedes lægerne at holde sygdommen i skak, så er udfaldet stadig uvist. Britt-Marie er bekymret for hende, og det har hun forsøgt at sige flere gange. Men det går bare ikke, for så snart hun prøver, kommer hun til at tænke på Elsie i stedet og på, hvordan hendes forældre har løjet for hende i alle årene.
Björn vender sig mod hende og lægger hånden på hendes hofte.
Det giver et sug i maven, og huden brænder under hans berøring. Hun flytter sig nærmere, lægger et solvarmt ben over hans og ser ind i hans klare, blå øjne.
Han møder hendes blik, løfter langsomt hånden og stryger hende over brystet med sin pegefinger.
Hans berøring vækker en slumrende længsel til live. Det er to år siden, hun gjorde det forbi med Einar, og nu her bagefter forstår hun faktisk ikke, hvorfor hun ventede så længe. Han var så uendelig kedelig – det eneste, han interesserede sig for, var sin frimærkesamling. Og efter Einar har der ikke været nogen, der har fået hende til at føle noget.
Ikke før nu.
Ikke før i dag.
”Tager du med hjem?” spørger han og lader fingeren dvæle ved hendes ene brystvorte.
En bølge af lyst ruller igennem hende. Hun tøver ikke, før hun siger ja. Det er, som om svaret bare ligger der og venter på tungespidsen. Som om hun har ventet hele livet på hans spørgsmål.
Ja, ja. Fire måneder senere er de gift, og hun er gravid.
Du kan købe Skyggejægeren online på f.eks. Saxo.com eller hos din boghandler fra d. 12. marts 2020 – og så kan du møde Camilla Grebe på årets krimimesse i Horsens.
Når isen brister er første bog i Camillas Grebes serie, Den mørke side og udkom på dansk i 2016. Efterfølgeren Husdyret blev udnævnt af Det Svenske Krimiakademi til Årets svenske krimi 2017 og i 2018 modtog hun Glasnøglen for de nervepirrende krimier. Med udgivelsen af Skyggejægeren har Grebe engang fået krimiakademiets pris for Årets svenske krimi 2019. Bøgerne er oversat til dansk af Charlotte Glahn.
Camilla Grebe har IGEN vundet prisen for årets svenske krimi. Denne gang med udgivelsen af Skyggejægeren, der er en velskrevet og original krimi om en uopklaret sag fra 1940erne og de kvindelige efterforskere, der i årenes løb beskæftiger sig med sagen: Britt-Marie i 70erne, Hanne i 80erne og Malin i 2019. Har du læst de tidligere krimier i serien, så kender du allerede lidt til profileren Hanne og den unge efterforsker Malin
Du kan købe Skyggejægeren online på f.eks. Saxo.com eller hos din boghandler fra d. 12. marts 2020
Skyggejægeren
Af Camilla Grebe
Elsie
Stockholm, februar 1944
1.
Drengen, som ikke kan være mere end fem år gammel, er klædt i pjalter og fuld af lus. Det snavsede hår er nærmest levende.
”Hvor bor din moster?” forsøger Elsie endnu en gang.
Men drengen svarer ikke. I stedet kniber han læberne sammen og stirrer ned på sine slidte sko.
Hans mor, gale Sara, ligger i arrestens kvindeafdeling og sover rusen ud, og en far har han ikke, så meget ved både Elsie og de betjente, der slæbte Sara ind på politistationen på Mäster Samuelsgatan for mindre end en time siden.
To civilklædte mænd passerer forbi i den lille passage, der fører til de ugifte betjentes logi. Hun genkender vagt den ene. Der hviskes om, at han arbejder for sikkerhedstjenesten, som overvåger trusler mod rigets sikkerhed. Men den slags taler man ikke højt om, ikke engang her på politistationen.
Mændene går og efterlader sig en svag lugt af cigaretrøg. Drengen skraber foden mod gulvet, og Elsie sukker. Hun har forsøgt alt – hun har lirket, nødet og serveret varm mælk. Ja, drengen har tilmed fået en af de mandelkager, som betjentene havde med fra bageriet på Drottninggatan i morges. Men lige meget har det nyttet. Synet af barnet får hende til at tænke på den familie, hun selv kunne have haft.
Hun har været forlovet. Med Axel. Han var norrlænding, stor som en bjørn og med et hjerte af guld. Men for fire år siden kæntrede den færge, som skulle transportere to delinger fra Bodens ingeniørtropper over søen Armasjärvi i Tornedalen. Vandet var iskoldt og soldaterne tungt rustede – Axel havde ikke en chance, uagtet sin størrelse og styrke.
Og kun en måned efter hans død opdagede hun, at hun var gravid. Det var for sent at gøre noget ved sagen, og hun ville alligevel under ingen omstændigheder have en illegal abort og risikere at forbløde på et kældergulv.
Foråret efter fødte hun sin datter i dølgsmål. Gennem venner havde hun lært et ægtepar at kende, Valdemar og Hilma, som tilbød at tage sig af lille Britt-Marie, i det mindste til Elsie fik bragt orden på sit liv.
At ”få bragt orden på sit liv” indebar i realiteten at blive gift. Men hun havde jo mistet sin forlovede, så da hun efterlod sin datter hos Hilma og Valdemar sammen med den forlovelsesring, hun havde fået af Axel, vidste hun, at hun måske aldrig ville få hende tilbage.
Der går ikke en dag, uden at Elsie tænker på Britt-Marie og Axel, på den familie, som skæbnen ville, at hun aldrig fik. Men hun er kommet videre. Livet er gået videre, for det gør livet jo. Hun har skabt sig en tilværelse, som bestemt ikke er ringe, langt fra den svenske menighed i Österbotten, Finland, hvor hun er født.
Hun arbejder som politisøster i Klara vagtdistrikt og bor til leje hos en enke i en af de nye arbejderboliger på Körsbärsvägen ved Roslagstull. Huset har alle de moderne bekvemmeligheder, man kan tænke sig, heriblandt et badekar og et elektrisk komfur, som kører på poletter. Det er noget andet end de midlertidige nødboliger nede på Valhallavägen, hvor enken boede før med sine tre børn.
Hver dag tager Elsie sporvognen fra Östra station til Norrmalmstorg og går det sidste stykke vej til politistationen på Mäster Samuelsgatan.
Et liv så godt som noget.
Et liv så uendelig meget bedre end det, hendes mor eller mormor havde. Det er næsten ikke til at forstå, men i dag har kvinder jo omtrent de samme muligheder som mænd – de kan arbejde, stemme, gå i byen og more sig, bo alene. Ja, tilmed arbejde på en politistation, selve hjertet af mændenes verden.
*
LÆS OGSÅ: Camilla Grebe høster igen pris for årets krimi i Sverige. Læs alt om forfatteren her
Märta Karlsson rejser sig fra sin plads ved bordet på værtshuset Tre Remmare på Regeringsgatan. Hun vakler lidt og griber fat i en stol for ikke at falde. Så strækker hun sig frem, snupper brødet i kurven på bordet og stopper det diskret i håndtasken.
Manden, som står ved siden af hende, er klædt i dobbeltradet overfrakke og hat og har en mappe i blankt læder i hånden. Han tager hende under armen, og de begynder lidt slingrende at krydse ind og ud mellem bordene på deres færd mod døren.
Hun har været heldig i aften, virkelig heldig. Manden er en stor kanon, en person med magt og – fremfor alt – penge. Og han betaler godt, det ved hun af erfaring. Desuden er han hurtig og dufter godt – hverken munden eller kroppen stinker på den der ulækre måde, som hun har så svært ved at klare.
”Må jeg byde damen på en cigaret?” spørger han, da de er kommet ud i mørket. Hun trækker kappen tættere om sig og støtter sig til en lygtepæl, for jorden gynger under hende. Men det kolde jern svider som ild mod hånden, så hun slipper taget og gnider håndfladerne mod hinanden.
Manden tager et etui frem i sølv med en inskription i form af et våbenskjold, men Märta er ikke inde i de fine herrers verden og kan ikke afgøre, hvilket våbenskjold det drejer sig om. Hun er også ligeglad. Hun tager en cigaret og læner sig frem, mens han rutineret kører tommelfingeren over lighterens lille hjul. Hun trækker røgen ned i lungerne.
”Kors i hytten,” mumler hun. ”Rigtig tobak. Det er længe siden.”
Hun smiler skævt til ham og drejer hovedet en anelse, så han kun kan se den venstre del af hendes mund. Den, der stadig har alle tænder i behold.
Manden tænder en cigaret til sig selv.
”Skal vi?” spørger han og gør en bevægelse med armen mod den brostensbelagte gade, der breder sig ud foran dem i mørket.
Hun nikker, og de begynder at gå i retning af Märtas lejlighed på Norra Smedjegatan. Nu og da passerer de andre i mørket. En herre, der kommer gående mod dem på fortovet, nikker og fører hånden op til hatten.
Manden i overfrakken skynder sig at se væk.
”Shh,” siger Märta, da de er fremme og går ind i trappeopgangen.
”Jeg lover at være stille som en mus,” hvisker han og lader hånden hvile på hendes ene balle.
Hun fniser og trækker ham med sig over gården mod baghuset. Snefnug lander i hendes hår, hun børster dem væk med sin frie hånd, så de omhyggeligt formede krøller ikke skal blive våde og forsvinde.
På anden sal finder hun nøglen frem og åbner den lille dør, der fører ind i kammeret.
Så snart de er kommet ind, låser hun og gemmer for en sikkerheds skyld nøglen i sprækken mellem gulvplankerne ved siden af døren – det sker, at hendes kunder forsøger at smutte uden at have afregnet.
Manden griber om begge hendes bryster bagfra. Han masserer og klemmer dem. Märta må bide sig i tungen for ikke at klynke af smerte. Hun lader ham holde om sig lidt endnu og krænger sig derefter ud af hans greb og tænder et lys i en lampet, der hænger ved siden af døren.
Rummet, som man knap kan stå oprejst i, er ikke større, end at der lige kan være en briks og en stol. Der er ikke noget vindue, men kun en lille åbning under taget på den ene væg. Under åbningen står en sæk kartofler og ved siden af den et par gamle trækasser, som hendes mand Karl har sagt, at han vil reparere. Over for døren mod trappen er der en anden dør – den fører ind til det rum, hvor Märta bor med sin mand og deres børn. Døren er så lav, at man må bøje sig ned for at gå igennem den.
Et barn skriger derinde.
Det er Holger, hendes yngste.
Han har haft feber og hostet blod i to uger nu, og Märta ved ikke, hvad hun skal stille op med ham. Hun har ikke råd til at tage ham til doktoren, og hun tør ikke at tale med nogle af slumsøstrene, som arbejder i området, for de lader til at have besluttet sig for, at hun ikke er egnet til at tage sig af sine egne børn.
Bare han ikke vækker de andre, tænker hun. Så dør skrigene ud. Han må være faldet i søvn.
Hun tager de alt for tynde sko af og lægger kappen på stolen. Så vender hun sig mod manden. Tager hans hat og frakke af og lægger dem oven på hendes kappe. Derefter tager hun fat om hans livrem, løsner den med et vant greb og knapper bukserne op. De falder på gulvet og bliver liggende som en bunke omkring hans blege ben.
Märta fører hånden ned mellem hans ben og konstaterer, at hans lem er slapt. Hun ler lavt.
”Der er ikke meget liv dernede.”
”Undskyld?”
”Den der lille hudflap kan vi ikke have meget sjov med.”
Märtas latter øger i styrke og går over i en rallen.
”Dine hænder er for kolde,” svarer han og træder et skridt baglæns.
”Ingen har klaget før,” fnyser hun. ”Det koster, selv om herren ikke kan få den op. Bare så han ved det.”
På trods af at stearinlyset ikke spreder meget lys, ser hun, at mandens ansigtsudtryk med ét forandrer sig. Øjnene bliver smalle, kæberne spændte og munden forvrænges i en skæv grimasse. Han træder et skridt frem mod hende, griber fat om hendes håndled og hvæser til hende.
”Ingen luder skal tale sådan til mig.”
Spyttet rammer hendes ansigt, og hun vender sig bort.
”Av, giv slip.”
Han giver hende en ørefigen, så hun mister balancen og falder om på gulvet.
”Du er ikke andet end en beskidt, lille hore. Forstår du det?”
Märta er mere forbavset end bange. De har jo mødtes før, og han er en fin herre, der hverken slås eller drikker og altid betaler.
En adelsmand. Han giver hende et spark i siden, ikke så hårdt, men det får alligevel hendes maveindhold til at presse sig op mod ganen. Opkastet sidder i næsen, og Märta pruster af ubehag.
Hun er så vant til at få bank – både af sine kunder og af sin mand – at hun næsten ikke reagerer længere. Men hun er ikke dumdristig, det kan man ikke tillade sig i hendes erhverv. Så lever man ikke længe.
Hun humper frem til den lave dør, der fører ind i lejligheden og åbner den. Så kravler hun ud i køkkenet på alle fire.
Holger sidder på gulvet foran komfuret og ser på hende med store, blanke øjne. Armene, der stikker ud af særken, er magre og blålige. Hun ser noget på Holgers bryst. Først tror Märta, at det er blod, men da hun kommer nærmere, kan hun se, at han har kastet op.
”Holger,” siger hun. ”Du må …”
I næste sekund griber manden fat om Märtas ankler og rykker hende bagud. Hun slår hovedet i gulvet og bliver straks tavs.
Hun famler i luften efter noget at gribe fat i, men får kun fat i viskestykket, der hænger ned fra køkkenbordet ved siden af komfuret. Hun griber det og trækker porcelænet, som ligger til tørre på bordet, med sig, da manden begynder at trække hende tilbage ind i kammeret. Porcelænet smadrer, og skårene flyver til alle sider. Men Märta er stadig ikke bange.
Brødet, tænker hun. Det, hun tog med fra værtshuset. Hun må huske at give Holger det senere. Han må få lidt mad i sig, når nu han har kastet middagsmaden op. ”Holger,” råber hun.
Manden trækker hende ind i kammeret, centimeter for centimeter.
Holgers huløjede ansigt og snavsede særk forsvinder ud af syne. Märta har intet at hage sig fast i, men fastholder grebet om viskestykket, der følger med ind i kammeret, foruden en træslev og et par porcelænsskår.
Manden smækker døren, bøjer sig ned og tager noget frem fra sin mappe. Det skramler metallisk.
”Læg dig på ryggen!”
Da hun ikke adlyder, giver han hende et spark i maven. Det er så hårdt, at hun taber vejret.
Han tager fat i hende. Vrider hende rundt og griber om hendes hår med sin frie hånd. Så dunker han hendes hoved hårdt mod gulvet. Dunk. Dunk. Dunk. Märta skriger skingert i ordløs rædsel.
For første gang den aften er hun rigtig bange – for i det flakkende skær fra lyset ser hun nu, hvad han holder i hånden.
*
LÆS OGSÅ: Camilla Grebe: Hvor langt vil vi gå for et like?
”Frøken Svenns?” Elsie rejser sig hurtigt og nejer let. Trækker uniformskjolen, der er lidt for stram, på plads. ”Ja, overbetjent?”
Cederborg står med spredte ben i døråbningen med et gammel nummer af Politiefterretninger i hånden. Han ser ud til at tøve et øjeblik og misser med de dybtliggende øjne. Så fortsætter han:
”Frøken Svenns, de må følge med Boberg og Stark hen til Norra Smedjegatan. Vi har fået en opringning om et voldsomt husspektakel
i en lejlighed, men alle bilerne med radio er optagede, og jeg kan ikke få fat i Åberg og Zetterquist.”
Åberg og Zetterquist er de betjente, der til fods patruljerer linje tre i aften. Formodentlig har de ikke set de blinkende lamper på brandalarmen og har derfor ikke telefoneret til stationen. Og bilerne med radio er næsten altid optagede, i hvert fald for tiden. Der er nemlig kun otte i hele Stockholm.
”Fanden må vide, hvor de er henne,” mumler overbetjenten. ”De står vel og ryger i en port som sædvanlig. Dovne hunde, det er, hvad de er.”
Det sidste siger han fuld af foragt, og Elsie skynder sig at række ud efter sin kappe og sine handsker, der ligger på stolen ved siden af. Håndtasken ryger på gulvet og går op, og et par rationeringsmærker falder ud.
”Hvis frøken Svenns altså har tid,” siger overbetjenten tørt.
Hun rødmer og skynder sig at samle sine ting op.
”Drengen? Hvad gør vi …”
”Han må vente sammen med sin mor i arresten,” afbryder han hende. ”Det vrimler åbenbart med unger i lejligheden på Norra Smedjegatan, så jeg ser helst, at De tager med.”
”Ja, overbetjent.”
”Og vær forsigtig!”
Hun ser på ham og nikker alvorligt. Tager kappen på og kaster et sidste blik på den lille dreng, der sidder og piller ved et stykke mørklægningsgardin, som er sat fast med tegnestifter til vindueskarmen. Blikket er glasagtigt, og han udstøder en rallende hoste. En guirlande af snot glider ud af den lille næse og glimter svovlgult i skæret fra lampen.
Boberg og Stark venter i mørket udenfor. Det er begyndt at sne, og de skutter sig i den hårde blæst. ”Frøken Svenns,” siger betjent Boberg og lyser op.
Hun kan godt lide Boberg. Han er altid så høflig og byder ofte på en cigaret eller en kop kaffe. Man skulle næsten tro, at han var interesseret i hende, på den måde.
Men Boberg er gift og har barn. Han smiler igen og tørrer sig om sin røde næse. Da hun ser ind i hans venlige øjne, giver det et lille stik i hjertet, og hun tænker på alt det, der kunne have været, hvis ikke det var for den forbandede krig.
Hun kan godt holde mørklægningsøvelserne ud, rationeringer og erstatningskaffe. Hun klarer sig uden varmt vand og nyt tøj. Og de tykke, grimme afløbsrør, som ligger i parkerne – der skal fungere som beskyttelse for dem, der ikke når frem til et beskyttelsesrum ved et bombeangreb – generer hende ikke. Men tabet af den fremtid, der var hendes – af Axel og den lille pige – sørger hun over hvert sekund. Den æder hende op om natten og bider efter hende om dagen, som et lille, ondskabsfuldt husdyr, hun aldrig har bedt om at blive madmor for.
De går med raske skridt det korte stykke til Drottninggatan og drejer til højre. En omnibus passerer dem i mørket. Langs facaderne ligger store brændestabler, som byens fede rotter huserer i. En gruppe overfriske swingpjatter går forbi, formodentlig på vej til et eller andet danseetablissement eller måske en smugkro.
Trods kulden har de åbne frakker, og de smalle, sorte slips flagrer som vimpler i vinden. De har alle den ene hånd øverst på hovedet for at forhindre de bredskyggede hatte i at blæse af.
Uden for Hôtel de Suède står en flok festklædte flanører og skutter sig, og ved siden af står en taxachauffør og bikser med gasaggregatet. På den anden side af gaden glimter Hotel Reginas glaskarnap og de blankpolerede messingdøre. Axel plejede at lave sjov med, at de skulle tage derind på bryllupsnatten og bo på selvsamme værelse, som Lenin overnattede i ved besøget i 1917.
En gammel løbeseddel flakser forbi i vinden, og hun gyser, da hun ser overskriften: ”Russiske bomber over Stockholm”.
For mindre end en uge siden bombede russerne svensk jord – måske ved en fejl, måske med fuldt overlæg, det er der delte meninger om. I Eriksdal blev et pumpehus ramt, og på Ringvägen sprang ruderne som døgngammel is, da trykbølgen slog dem ind.
”De må hellere holde Dem lidt bag os, når vi kommer frem, frøken Svenns,” siger Boberg. ”Den herre, der ringede, sagde, at der var slagsmål i lejligheden, og at det lød, som om huset var ved at blive jævnet med jorden.”
”Det gør jeg,” siger hun og føler sig taknemmelig over at have selskab af to solide betjente. Det er ikke så ofte, hun får lov at følge med på opgaver som denne, især ikke i disse tider. Og guderne skal vide, at en kvinde ikke bør færdes alene her i Sumpen, som Klara-kvarteret kaldes, på denne tid af døgnet.
De fortsætter ned i den anden ende af Hamngatan. Et stykke foran dem kan hun ane konturerne af Silkehuset og Blancheteateret. På afstand høres den skærende lyd af en sporvogn, der ankommer til Norrmalmstorg.
Kulden bider i kinderne, og hun bøjer hovedet og krummer sig sammen, da de drejer af til højre ind på Norra Smedjegatan.
”Det er Karl Karlsson,” siger Stark, som ikke har ytret et ord før nu.
Stark er den bistre, tavse type, og hun kan ikke blive klog på, om han er genert eller bare gnaven. Måske er han begge dele. Eller også er han en af de mange betjente, der ikke mener, at en kvinde har noget at gøre på en politistation.
”Karlsson, igen?” siger hun. Karl Karlsson er en berygtet drukkenbolt og slagsbror. Han er røget ind og ud af fængslet som en væveskyttel de sidste ti år. Hans hustru, Märta Karlsson, har også været i myndighedernes søgelys. Også hun er kendt for sin usunde forkærlighed for flasken og sit skørlevned og har været dømt for både hor og løsgængeri.
Et par minutter senere er de fremme ved adressen på Norra Smedjegatan.
”Så er vi her,” siger Boberg og skubber en port op.
De går ind i den mørke opgang og bliver stående et øjeblik for at lytte. Det eneste, man kan høre, er en fjern hosten og et barn, der skriger et sted bag de tykke vægge.
”Her virker roligt,” konstaterer Boberg. I samme øjeblik bliver en lampe tændt, og en mand kommer ud i opgangen. Han er lille og krumrygget og klædt i en stribet, kraveløs skjorte og grove arbejdsbukser. Manden præsenterer sig som Stake, portneren og ham, der ringede angående husspektaklet.
Han åbner døren til gården og vender sig derefter mod Boberg.
”Tag jer i agt for Karlsson, betjente. Han kan være vanskelig, når han drikker.”
Jorden er dækket af et tyndt lag sne, gennembrudt af en sti af fodspor hen til baghuset. Brændestakke trykker sig langs murene, og en cykel med skævt forhjul står lænet op ad en tagrende. Pudsen, som har sluppet facaden flere steder, giver huset et såret udseende, som en gammel køter med skab.
De fortsætter ind i baghuset. Det er mere lavloftet her, og en stank af affald, mad og røg gennemsyrer trappeopgangen.
”Anden sal,” mumler Stark og begynder at gå op ad den smalle stentrappe.
Elsie træder til side for at give plads til Boberg, som spændstigt tager to trin ad gangen, så bajonetten svinger frem og tilbage fra sin plads i den sorte livrem.
Uden for en dør på første sal står der nogle redskaber – en metalspand, en spade og en hakke med den spidse ende opad.
De fortsætter op til anden sal. Stark banker på døren, men der sker ingenting. Han sender Boberg et hastigt blik og trykker prøvende håndtaget ned. Døren glider knirkende op.
Rummet er trangt og fugtigt, og der lugter af opkast og våd uld. I det svage skær fra petroleumslampen på bordet foran komfuret ser hun børn sidde på gulvet. De er mange, hun tæller syv, men samtlige ser ud til at være under ti år. Et par hestehårsmadrasser og nogle slidte tæpper ligger spredt ligesom hulter til bulter. Gulvet foran komfuret er dækket af porcelænsskår.
”Hvad er der sket her?” spørger Boberg og tager persianerhatten med guldemblemet af.
Ingen af børnene svarer. I stedet kryber de tættere sammen, til de næsten ser ud til at udgøre ét og samme individ – en uformelig masse af børnelemmer og uglet hår.
Boberg og Stark traver frem og tilbage i det trange lokale, mens Elsie sætter sig på hug ved siden af børnene.
”Godaften,” siger hun. ”Jeg hedder Elsie Svenns, og jeg er politisøster. Hvad er der sket her?”
Børnene stirrer på hende med mørke, forskræmte øjne uden at svare. Ligesom den lille dreng på stationen lader de til at have tabt mælet. Hun forsøger igen, men børnene vil ikke sige noget. Enten er de bange, eller også bryder de sig ikke om ordensmagten, ligesom så mange andre her i Sumpen.
Hun rejser sig op og går hen til komfuret for at se, om hun kan finde nogen ledetråde til, hvad der kan være foregået. På gulvet foran komfuret sidder et barn i toårsalderen. Ansigtet er så snavset, at hun ikke kan udskille trækkene. Håret falder i tykke totter ned over de unaturligt magre skuldre. Tøjet, som ser ud til at bestå af gamle klude, er snavset og hullet. Barnet – det er ikke til at sige, om det er en pige eller en dreng – sutter på et stykke tøj, som er trukket over tommelfingeren.
Til venstre for komfuret er der en lille dør, der kun når hende til armhulen. Måske er det et gammelt forrådskammer.
Hun skubber forsigtigt den lille dør op, bøjer sig frem og træder ind.
Værelset, som er uden vindue, men har et lille glughul i den ene væg, er næsten helt mørkt. Hun blinker et par gange, mens øjnene vænner sig til mørket. Ser en briks og en stol. Men så får hun øje på noget, der får hårene til at rejse sig i nakken på hende. Hun hiver efter vejret og taber sin taske på gulvet med et smæld.
En kvinde ligger på ryggen på gulvet med armene strakt ud til siderne og kjolen trukket op til livet, så underlivet er blottet. Der stikker noget ud af hendes mund, det ser ud, som om der er blevet trykket en træslev ned i halsen på hende. En lille stribe blod løber fra hendes ene mundvig. Hænderne er blodige, og der stikker noget – sømhoveder – op fra håndfladerne, som om hun er blevet hamret fast, korsfæstet på de slidte gulvbrædder.
Øjnene er matte, ligesom dækket af et tyndt lag støv. Netop som hun skal til at bøje sig frem og mærke efter kvindens puls, trænger Boberg ind i rummet og trækker hende til side.
”Gud bevare os,” mumler han og sætter sig på hug ved kvindens hoved.
Og så, med mere dæmpet stemme:
”Märta Karlsson. Død som en sten.”
Sekundet senere råber han:
”Kig op!”
For sent opdager hun den mørke skikkelse, der frigør sig fra skyggerne længst inde i kammeret. En mørkere nuance mod den allerede sodsorte baggrund.
”Ud,” vræler Boberg, og hun gør, som han siger. Hun bøjer sig ned og løber ud gennem den lave dør, forbi børnene og Stark og videre ud ad døren. Men den alt for snævre kjole forhindrer hendes frie bevægelse, og skridtene nærmer sig bag hende.
Manden, som kun er mørke og skygge, er hurtig, langt hurtigere end hende.
Han indhenter hende i opgangen og griber fat i hende. Hun mærker fødderne løfte sig fra gulvet. Sekundet efter slynger han hende ned ad stentrappen med voldsom kraft, og hun tumler rundt som en kludedukke. Albuen støder mod gulvet, kæben får et smæld, og i næste øjeblik knaser det, da næsen rammer væggen. Til sidst slår hun baghovedet i gulvet og en bølge af ubehag skyller gennem hende.
Så er manden over hende igen. Hans mørke øjne glider hen over Elsie, og hun når at opfange lugten af alkohol.
Han kunne have efterladt hende, være løbet videre, ud i Sumpen, hvor han ville være beskyttet af mørket, for hun kan næppe gøre ham noget nu. Men det gør han ikke. I stedet griber han fat om hendes skuldre, løfter hende op, møder hendes blik og kaster hende derefter vredt fra sig.
Hun hører en knasende lyd og mærker, hvordan noget koldt trænger ind i baghovedet.
I næste øjeblik kommer smerten, og hun indser, at manden må have trykket hendes hoved mod den spidse hakke, som stod lænet mod væggen. Så toner trappeopgangen langsomt bort, og smerten forsvinder.
Boberg dukker op ved siden af hende. Hun ser vantro og forfærdelse i hans ansigt, da han bøjer sig ned, men hun ser også noget andet – et ungt par, der deler en cigaret på Mosebacke, og pramme, der ligger fortøjede ved Strandvägen. Hun ser Britt-Marie, som sover roligt i sin tremmeseng, mens Valdemar tager en slurk af den kaffe, som Hilda lige har lavet.
Hele Stockholm ser hun – alle, der lever her nu, og alle, der har levet før dem. Og midt i det hele står hendes mor, som døde af den spanske syge. Ved siden af hende venter Axel, afslappet lænet op ad en af de gamle fjeldkøer, som hans familie havde før krigen. Han ser ung og stærk ud, og han smiler varmt til hende.
Han rækker hånden frem mod hende, og hun tager den. Elsie dør i Klarakvarteret. I kuldens, rædslens og rationeringens tid. Hun bliver til en skygge og træder ind i den evige glemsel.
Men i samme øjeblik hendes fortælling slutter, tager en anden over. På sin vis er hendes død altings begyndelse, et magisk frø med muligheden for at blive til et mægtigt træ.
For der findes ingen slutning, kun nye fortællinger, når de gamle slutter.
Elsie bliver begravet i begyndelsen af marts. Enken og hendes tre børn kommer til begravelsen, ligesom Hilma og Valdemar, et par af betjentene og en politisøster.
Det følgende forår kommer freden. Verden slikker sine blødende sår og forsøger at begribe det ufattelige, der er sket. Det skal vise sig at tage længere tid, end nogen havde forestillet sig.
Betjent Boberg får sit andet barn. Han tænker efterhånden sjældent på Elsie, selv om det sker, at han vågner med et lille skrig fra mareridtet, hvor hun beder ham om at trække hakken ud af hendes baghoved. Eller – endnu sjældnere – at han tænker på, hvordan hun engang sad i hjørnet og legede med en lille pige, hvis mor var blevet påkørt af en sporvogn. Den hændelse vakte noget helt særligt til live i ham, måske fordi han selv mistede sin mor som lille.
Årstiderne afløser hinanden, og år følger år. I Klarakvarteret er der ikke længere spor efter den miserable fattigdom. De gamle bygninger er blevet erstattet af høje, blanke huse, som selvsikkert stræber mod himlen. Ingen sulter, ingen børn bukker under for lungesot og mæslinger. Og stanken af affald og overfyldte latriner er for længst forsvundet.
I slutningen af halvtredserne kommer de første kvindelige betjente, og tilfældigvis bliver de alle placeret i Sumpen, eftersom der ikke er ”faciliteter” for kvinder i de øvrige vagtdistrikter. Kjolebetjentene, som de kaldes, vækker megen røre. De har samme beføjelser som de mandlige betjente, men er udrustede med knipler i stedet for bajonetter.
I lighed med mange af sine kolleger afskyr overbetjent Cederborg kvindelige politifolk. Desuden forstår han ikke, hvorfor netop Klarakvarteret skal bære hele byrden, det er usolidarisk af de andre vagtdistrikter. Og Stockholmbetjentenes egen fagforening – Kammeraterne – er af samme overbevisning.
De hævder vedholdende, at kvinder ikke har noget at gøre i politiet. I hvert fald ikke som betjente. I det mindste ikke som patruljerende betjente, på grund af den betydeligt svagere fysik. De bør heller ikke køre i patruljevogne udstyret med radio, for de kan jo distrahere den mandlige fører – hvordan ville det ikke se ud, hvis han kørte galt, fordi han var blevet charmeret af sin kollega?
Men at lade kvindelige politifolk slippe for patruljering og kun udføre kontorarbejde er heller ingen løsning. Det ville være uretfærdigt over for de mandlige betjente, som er nødt til at afpatruljere gader og stræder i mindst syv år, før de kan håbe på en forfremmelse. Ville den bedste løsning derfor ikke være, at kvinder slet ikke blev politibetjente?
I et ophidset og lettere overrislet øjeblik lover overbetjent Cederborg sine mandlige kolleger, at han hellere vil æde sin gamle politihjelm end lade flere kvindelige betjente træde over dørtærsklen til fjerde vagtdistrikt. Men han får aldrig mulighed for at smage på sin hovedbeklædning. I december 1961 bliver den patruljebil, han befinder sig i – en Ford Customline, model 1958 – påkørt af en ladvogn læsset med jernrør på vej til et byggeri i Vällingby centrum.
Ved det voldsomme sammenstød slynges et af jernrørene gennem bilens forrude og gennemborer overbetjentens bryst.
Føreren overlever på mirakuløs vis, men Cederborg dør på stedet uden at genvinde bevidstheden. Britt-Marie – det barn, som Elsie blev nødt til at give væk – vokser op og trives hos Valdemar og Hilda. De lover hinanden at fortælle hende sandheden en dag, det er jo det rigtige at gøre.
Men de udskyder dagen. Igen og igen udskyder de den, for sandheden er svær. I foråret 1959 fylder hun atten, og Hilma og Valdemar er klar over, at de ikke kan vente længere. De fortæller Britt-Marie om Elsie og giver hende den forlovelsesring, som Elsie fik af Axel.
Britt-Marie bærer den i en tynd guldkæde om halsen. Den er det eneste, hun har fra sin mor, og hun passer på den glatte guldring som sin mest værdifulde ejendel.
Måske er det på grund af den tragiske historie om Elsie og guldringens tyngde mod halsgruben, måske er det på grund af alle reportagerne i aviserne om de nye kjolebetjente, men samme år beslutter Britt-Marie sig for at blive politibetjent. Hilma og Valdemar, som ikke ligefrem er begejstrede for hendes planer, overtaler hende til i det mindste at prøve at få et almindeligt arbejde først, så Britt-Marie begynder at arbejde som ekspeditrice i en butik med sytilbehør.
Det er – som forventet – ikke noget for hende, og i 1967 søger hun ind på politiuddannelsen, på trods af at Valdemar på sit dødsleje beder hende om at lade være.
Hun opfylder til overmål de formelle krav: Med sine 170 centimeter er hun hele fem centimeter over minimumshøjden for kvinder. Desuden har hun en lægeattest, hvori der står, at hun har en velegnet kropskonstitution. Hun kan køre bil og skrive på maskine, og som om det ikke skulle være nok, er hun en glimrende svømmer og har en god studentereksamen.
Manden, der interviewer Britt-Marie, bærer hornbriller og har et underligt smil på læben under hele samtalen. Hun kan ikke tolke hans ansigtsudtryk og bliver nervøs og begynder at svede.
Men manden nikker til alle hendes svar og tager notater, som hun uden problemer kan læse fra sin plads overfor.
”Alt for stor til at være kvinde, derfor særdeles velegnet til politiet,” skriver han i sin formular.
Britt-Marie bliver ansat som politiaspirant og begynder på kadetskole samme efterår. Blandt de 200 aspiranter er der kun fem kvinder, men de finder sig hurtigt til rette. Hun lærer, hvordan man hilser korrekt, når man er i uniform – kvinderne, som jo ikke har aftjent værnepligt, bliver tvunget til at øve honnøren længe. Hun lærer at håndtere sit tjenestevåben, at dirigere trafik iført hvide refleksmanchetter og at manøvrere politiskolens sorte Chrysler Valiant mellem keglerne på træningsbanen.
Efter den obligatoriske fyrreugers grunduddannelse påbegynder Britt-Marie sin turnus som ordensbetjent. Men hendes planer for fremtiden bliver aldrig til noget, for inden for politiet foregår der en ophedet debat. Egner kvinder sig virkelig til at være i uniform, med alle de krav, der stilles til fysisk styrke og mental stabilitet?
I 1969 beslutter den nyoprettede Rigspolitistyrelse sammen med Det Svenske Politiforbund at placere alle nyligt dimitterede kvindelige betjente i efterforskningsenheder og sikkerhedssektioner efter afsluttet uddannelse.
Kvinder må med andre ord ikke bære uniform længere, og Britt-Marie tildeles administrativt arbejde. Hun er skuffet, men der sker så meget andet i hendes liv, at hun ikke lader sig slå ud: Hun får en stilling i Sollentuna uden for Stockholm og lejer et værelse hos en pensioneret lærerinde. Hun får nye venner, arbejdskammerater.
Hvis Elsie er frøet, så er Britt-Marie træet, omkring hvilket denne mærkelige historie kredser. Og fortællingen tager sin begyndelse en lun aften mellem hæk og syren, mellem land og by, mellem sorgløst ungdomsliv og familieliv.
Inden længe skal Britt-Marie blive en af dem, der jager Sumpmorderen.
Men det ved hun slet ikke endnu.
Britt-Marie
Östertuna, 1971-1974
2.
Den blege aftensol trænger gennem fyrretræernes grene og danner bølgende blondemønstre på landevejen foran Britt-Marie, da hun cykler fra skydebanen på Järvafältet. Luften er stadig kølig inde i skoven, og duften af grannåle og fugtig jord er intens.
Benene brænder af anstrengelse, mens hun kører op ad bakken mod Östertuna.
Der er kun et par kilometer igen, så er hun hjemme i det lille møblerede værelse, hun lejer i Helenelund.
Det ringer for ørerne efter timerne på skydebanen, selv om hun ligesom de fleste af sine kolleger har sørget for at stoppe et tomt patronhylster i hvert øre for at dæmpe den værste lyd. Der er også andre måder at lukke smældene ude på – Solveig bruger for eksempel sygevat – men drengene kunne ikke drømme om at gå rundt med uld i ørerne, og hun vil ikke stikke ud.
Hun ved, at den ringende fornemmelse vil aftage hen mod aften, og når hun vågner i morgen, vil der kun være en svag susen tilbage, som en diskret hvisken om gårsdagens træning.
Hun er god til at skyde, en af de bedste i gruppen. Til sommer har hun tænkt sig at melde sig ind i en skytteklub. Hun vil også gerne deltage i konkurrencer, og hun ved, at hun vil hente præmier hjem, hvis bare hun øver sig lidt mere.
Da hun er kommet op ad bakken, ser hun i et øjeblik Östertuna brede sig ud foran sig, men sekundet efter blændes hun af aftensolen og lukker instinktivt øjnene. Måske er det derfor, hun ikke opdager stenen, der ligger i vejkanten. Den er ikke stor, men den får hende til at miste balancen.
Hun slingrer og kører i grøften. Hun bander for sig selv, rejser sig op og børster grannåle og fugtig jord af tøjet.
Det gør ikke særlig ondt, men cowboybukserne er revet i stykker på det ene knæ, og en plet af mørk blod breder sig på det lyseblå stof.
Hun ser på cyklen. Kæden er hoppet af, men derudover lader den til at være uskadt. Hjulene ser ikke skæve ud, og da hun prøvende trækker den ved siden af sig et par meter langs vejkanten, er der intet, der slår imod eller rasler.
Hun synker ned på knæ og prøver at mingelere den fedtede kæde på plads med fingrene, men indser ret hurtigt, at hun ikke kan lave den.
”Har du brug for hjælp?”
Hun rejser sig op og vender sig mod stemmen. Han må være et par år ældre end hende. Kroppen er ranglet, og han smiler til hende. Det lange mørkblonde hår hænger ned over det ene øje, og hænderne er stukket i lommerne på kassebukserne.
”Jeg tror, der er brug for værktøj for at lave den,” begynder hun.
”Er der sket noget?” spørger han og peger på hendes knæ.
”Nja. Bare en rift. Jeg er mere bekymret for cyklen.”
”Hmm,” siger han, træder et par skridt frem og glider ned på hug.
Han piller lidt ved kæden med en finger, som faktisk allerede ser olieret ud, og nikker så.
”Kom med,” siger han og rejser sig op.
”Men hvorhen …” Han tager cyklen fra hende og begynder at gå i retning af Östertuna. ”Mit arbejde,” siger han og smiler. ”Der kan jeg ordne den for dig. Det vil kun tage et par minutter.”
Under normale omstændigheder kunne hun ikke drømme om at følge med en fremmed mand, hun lige har mødt i skoven. Men hans opførsel er så afvæbnende, smilet så bredt og – ja – cyklen så smadret, at hun ikke tøver.
”Jeg hedder Björn,” siger han.
”Britt-Marie,” siger hun.
”Hvor skal du hen?”
”Helenelund. Jeg bor der. Jeg har været på skydebanen og træne.”
Han løfter et øjenbryn og sætter farten lidt ned.
”Skydebanen. Burde jeg være nervøs?”
”Det kommer an på så meget. Jeg er politibetjent.”
Hans smil bliver endnu bredere.
”Det var pokkers. Det havde jeg aldrig gættet.”
”Nå, hvad havde du så gættet på?” spørger hun og vifter nogle små fluer væk, der stædigt summer omkring hendes ansigt.
Han ser på hende, åbner munden lidt, men svarer ikke. Björns arbejdsplads viser sig at være et værksted i udkanten af Östertuna. Og præcis som han havde lovet, tager det ham kun et par minutter at reparere cyklen.
”Så er den så god som ny,” siger han og klapper på sadlen med sin ru næve, hvor de gamle oliepletter nu har fået selskab af nye.
”Det var pænt af dig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig.”
Björn løfter det ene øjenbryn igen, og Britt-Marie indser til sin egen overraskelse, at den lille gestus allerede begynder at virke velkendt.
”Men det ved jeg,” siger han.
Hun når ikke at svare, før han fortsætter:
”Tag med til Tunasö for at bade i morgen. Det skulle blive varmt.”
Hun tøver.
”Jeg ved ikke rigtig.”
”Skal du arbejde?”
”Nej, men …”
Det, hun egentlig vil sige, er, at de jo ikke kender hinanden, men da hun ser hans varme glimt i øjet, tager hun sig i det.
”Vi ses her ved titiden,” siger Björn og gør en bevægelse mod parkeringspladsen uden for værkstedet, hvor køretøjerne står på rad og række og venter på at blive efterset eller repareret. Så vender han sig om og går derfra uden at afvente hendes svar. Han fløjter en melodi, der lyder bekendt, da han forsvinder mellem husene.
Hun tænker på ham, da hun cykler hjem. På de muskuløse ben og de solbrændte arme. På håret, der hang og slaskede, som hendes mor ville have sagt, og på det drillende blik under øjenbrynet, som han løftede lidt, når han så på hende.
Luften er blevet sval nu, men alligevel er hendes hud varm, og hun spekulerer på, om hun måske er blevet forbrændt.
Han lignede nogen, men hvem?
Da hun passerer et åbent vindue og hører den velkendte sang, slår det hende. Björn Skifs. Han lignede Björn Skifs på en prik. De ligger på et tæppe ved Tunasö strand.
Det er nemmere at tale sammen i dag. Samtalen flyder let og ubesværet, som om de allerede kender hinanden. Som om de har talt i dagevis og udvekslet dybe hemmeligheder, selv om de kun har været der i en time.
Et par børn leger nede i vandkanten, og på græsset mellem stranden og træerne har solbadende gæster bredt farverige tæpper ud og dækket op til picnic.
Hun er glad for, at hun tog noget mad med, for Björn har ikke taget andet med end øl, og selv om hun godt kan lide øl, så bliver man jo ikke ligefrem mæt af det.
”Her,” siger hun og rækker ham en af sine madder, der er nydeligt indpakket i smørrebrødspapir.
”Tak,” siger han og giver hende en øl mere.
Han fortsætter:
”Og derefter flyttede jeg tilbage til min mors kælder i rækkehuset, hvilket faktisk er helt okay. I hvert fald indtil jeg finder noget nyt. Noget, der ikke er så forbandet dyrt. Og dine forældre?”
”Hilma og Valdemar, de er mine adoptivforældre,” siger hun og forundres over, hvor let ordene kommer. Som om det var den mest naturlige sag i verden, at hun er adopteret.
Hvis Björn bliver forbavset, viser han det i hvert fald ikke.
”Okay,” siger han bare.
”Men min far døde for et par år siden.”
Björn brummer beklagende, krøller den tomme øldåse sammen med den ene hånd og kaster den mod skraldespanden et par meter væk.
Han rammer ved siden af, sukker lidt, men gør ikke ansats til at rejse sig for at samle dåsen op.
”Bor din mor her?” spørger han.
”Nej, hun flyttede til Höganäs, da min far døde.”
Hun tænker på moren og misser mod solen.
Der er gået mere end ti år, siden hun fik at vide, at hun er adopteret, og på trods af at hun elsker sin mor lige så meget som før, kan det ikke fornægtes, at noget forandrede sig, da hun hørte om Elsie. Det er, som om hun ikke rigtig tør stole på nogen eller noget længere.
Som om intet rigtigt er bestandigt. Og den gnavende fornemmelse er også kommet imellem hende og moren. Hun kan ikke længere tale med hende på samme måde som før, for sandheden – eller måske snarere løgnene – har skabt en distance mellem dem.
Ikke engang morens sygdom har kunnet ændre på det.
For et par år siden fik hun brystkræft, og selv om det er lykkedes lægerne at holde sygdommen i skak, så er udfaldet stadig uvist. Britt-Marie er bekymret for hende, og det har hun forsøgt at sige flere gange. Men det går bare ikke, for så snart hun prøver, kommer hun til at tænke på Elsie i stedet og på, hvordan hendes forældre har løjet for hende i alle årene.
Björn vender sig mod hende og lægger hånden på hendes hofte.
Det giver et sug i maven, og huden brænder under hans berøring. Hun flytter sig nærmere, lægger et solvarmt ben over hans og ser ind i hans klare, blå øjne.
Han møder hendes blik, løfter langsomt hånden og stryger hende over brystet med sin pegefinger.
Hans berøring vækker en slumrende længsel til live. Det er to år siden, hun gjorde det forbi med Einar, og nu her bagefter forstår hun faktisk ikke, hvorfor hun ventede så længe. Han var så uendelig kedelig – det eneste, han interesserede sig for, var sin frimærkesamling. Og efter Einar har der ikke været nogen, der har fået hende til at føle noget.
Ikke før nu.
Ikke før i dag.
”Tager du med hjem?” spørger han og lader fingeren dvæle ved hendes ene brystvorte.
En bølge af lyst ruller igennem hende. Hun tøver ikke, før hun siger ja. Det er, som om svaret bare ligger der og venter på tungespidsen. Som om hun har ventet hele livet på hans spørgsmål.
Ja, ja. Fire måneder senere er de gift, og hun er gravid.
Du kan købe Skyggejægeren online på f.eks. Saxo.com eller hos din boghandler fra d. 12. marts 2020 – og så kan du møde Camilla Grebe på årets krimimesse i Horsens.
Når isen brister er første bog i Camillas Grebes serie, Den mørke side og udkom på dansk i 2016. Efterfølgeren Husdyret blev udnævnt af Det Svenske Krimiakademi til Årets svenske krimi 2017 og i 2018 modtog hun Glasnøglen for de nervepirrende krimier. Med udgivelsen af Skyggejægeren har Grebe engang fået krimiakademiets pris for Årets svenske krimi 2019. Bøgerne er oversat til dansk af Charlotte Glahn.
Andre læste også: