Ild og dybt vand er femte og sidste bind i krimiserien om psykoterapeut og profileringsekspert Siri Bergman af søskendeparret Camilla Grebe & Åsa Träff. Smuglæs i bogen herunder.
Ild og dybt vand begynder en regnvejrsaften i en forstad til Stockholm, hvor en niårig pige forsvinder sporløst. Hun bor hos sine plejeforældre, og er forsvundet, mens hun har leget udenfor. Da hendes seksårige bror også forsvinder, vendes mistanken mod børnenes mor, en voldelig misbruger, og hendes nynazistiske kæreste.
LÆS OGSÅ: Siri Bergman-serien. Intens psykologisk spænding fra prisvindende forfatterduo
På grund af sit arbejde som psykoterapeut og profileringsekspert bliver Siri Bergman koblet på eftersøgningen af de forsvundne børn, og sagen påvirker hende dybt. Samtidig kæmper hun for at reparere forholdet til både sin kæreste Markus og sin tidligere bedste veninde Aina.
Da et kvindelig dukker op, tager efterforskningen en overraskende drejning. For pludselig dukker der fotos af selvsamme afdøde kvinde op på et onlineforum – sammen med de forsvundne børn …
Ild og dybt vand
Camilla Grebe & Åsa Träff
Nacka, øst for Stockholm, 1985
Han sætter sig op i sengen. Lytter uroligt efter lyde, bange for, at hans mor og far skal høre vækkeuret. Han har sovet med det i sengen. Som en hård bold har det ligget under den bløde pude. En hemmelighed, som kun han kender.
Det eneste lys i rummet kommer fra den orange julestjerne i pap, der spreder sit lys i drengeværelset. Den smalle seng, fyrretræsreolen og de farvestrålende plastickasser fyldt til randen med legetøj farves orange af lyset. På den lille kommode ved døren står en flamingo af lyserødt glas, som han har fået i julegave af sin lillesøster. Ved siden af står sparebøssen formet som en kiste med en streng Joakim von And ovenpå, som om han vogter pengene.
Drengen ved præcis, hvor mange penge han har i sparebøssen. Nitten kroner og halvtreds øre. På væggen hænger en plakat af Ingemar Stenmark. Drengen tænker, at han skal være lige så god til slalom som Ingemar. Han skal også køre ned ad de stejleste bakker og vinde alle de største konkurrencer. Hans far har lovet ham, at han får lov at gå på skiskole i år. Nu er han syv år, stor nok. Og efter jul kører familien til Sälen, hvor han endelig skal prøve sine nye ski.
Drengen står op. Lister sig prøvende over gulvet, hen til vinduet. Han stiller sig tæt på glasset. Mærker med hånden på den kolde, glatte overflade. Udenfor er himlen sort, og han kan se tusindvis af funklende stjerner. De ligner skarpe glasskår, der er blevet knust over et sort stykke stof.
Drengen gyser. Han bryder sig ikke om nattehimlen, der pakker huset ind i mørke. Han er bange for mørket og tomheden, for alt det, der findes derude, men ikke kan ses. Han vender i stedet blikket ned mod grunden. Sneen ligger urørt, og gadelygten kaster et koldt skær over det hvide, dunbløde tæppe.
Sne overalt. Den ligger som et tykt, hvidt tæppe over haven. Han aner konturerne af buske og bede og farens gamle cykel uden for garagen. Hans mor har hængt lys i et af de gamle knudrede æbletræer. Det ser smukt ud med lygterne, der lyser gennem sneen. Det ligner virkelig jul.
Klokken er halv fem om morgenen. Snart skal hans mor op. Hun står altid tidligt op for at nå hen på hospitalet, hvor hun arbejder. Hans mor arbejder med syge børn, og nogle gange kommer hun hjem og græder. Det er, når der er sket noget i løbet af dagen.
Drengen har smuglyttet, når hans mor og far snakker sammen, og han ved, at der sker grimme ting på morens arbejde. Det sker, at børn dør. At de bliver så syge, at de ikke kan leve længere. Han bliver ængstelig, når han hører sin mors historier. Han har også været syg. Tænk, hvis han bliver så syg, at han dør. Eller måske hans mor, far eller Elsemarie. Når drengen tænker på den slags ting, får han ondt i maven og forsøger at tænke på noget andet.
Som biler. Eller slik.
Han hvisker navnet på alt det slik, han kender.
Efter et stykke tid har han det bedre.
Han trykker forsigtigt håndtaget på døren ned og sniger sig ud i den lille gang. Døren ind til Elsemaries værelse står åben, og han kan se hendes oplyste akvarium, der står på sit helt eget bord. Hans mors og fars dør er lukket, og han ved, at forældrene sover tungt bag den hvide dør. Drengen mærker væg til væg-tæppets luv mod sine bare fødder. Det er dejligt at gå på, som fløjl. Hvis man trækker foden hen over det, kommer der et mærke i det bløde tæppe. Det ser flot ud. Hele tæppet ser flot ud.
Samme tykke væg til væg-tæppe på trappen. Hans far siger, at det er godt, for så er der mindre glat, og man behøver ikke at være bange for at falde og slå sig. Hans far synes, at sådan noget er vigtigt. At trappen ikke er glat. At stien fra vejen og hen til huset er ordentligt gruset. At alle farlige flasker med rengøringsmidler er låst inde i garagen. Drengen synes, at han overdriver. Han er trods alt syv år nu. Går i skole. Gammel nok til at vide, at man ikke skal drikke noget, som man ikke ved, hvad er. Men han siger ikke noget, for han ved, at det beroliger hans far at have styr på tingene.
Den elektriske lysestage er tændt i køkkenet. Der dufter af te og appelsin og noget andet, som han ikke ved, hvad er, men det føles som hjemme. Der lugter af hjemme. Drengen sætter sig på hug, åbner et skab og trækker en stor, rød metalbakke frem dekoreret med nisser. Han kommer til at støde til en plasticskål, og der lyder et dæmpet bump i det lille køkken. Så bliver der stille igen. Han venter. Forventer at høre sin mors stemme, høre hendes spørgsmål om, hvad der sker, men alt er stille.
Drengen sætter bakken på bordet og finder et fad frem. Det er en brun stentøjstallerken, og han synes, det ligner en rigtig nissetallerken. Så bøjer han sig ned foran et af køkkenskabene. I skabet har hans mor og far de store gryder, som hans far plejer at koge saft i. Drengen letter på låget til en af de største gryder og føler med hånden indeni. Famler med ivrige hænder, indtil han strejfer papirposen.
Triumferende tager han den op og begynder at tage de smukt dekorerede peberkagehjerter ud. Grøn og lyse- rød glasur. ”God Lucia” sprøjtet med snirklet skrift. Der er fire. Et til hvert familiemedlem. Mor, far, Elsemarie og ham selv. Han lægger hjerterne på den brune stentøjstallerken. Forsøger at få det til at se ekstra fint ud ved at lægge peberkagehjerterne som fire blade i en firkløver.
Drengen har taget pengene fra sin sparebøsse og købt hjerterne i det lille konditori i centrum, som han går forbi hver dag på vej til og fra skole. Han var længe om at vælge mellem peberkagerne med glasur bag disken, omhyggelig med, at det skulle være de rigtige. Da han til sidst havde bestemt sig, gav han sine penge til den gråhårede dame, der altid står bag disken i konditoriet. Hun hedder Hilma, og hendes mand, der er konditor, hedder Erik, og han bager alle de kager og boller, der er i konditoriet. Hilma grinede ad drengen, da hun så hans enkroner, men på en sød måde.
”Skal du overraske din mor og far?”
Hun lo, og mellemrummet i overmunden, hvor der skulle have siddet en tand, blev synligt. Han nikkede ivrigt.
”Ja, på Lucia. Mor og far og Elsemarie.”
”Ikke dårligt. Sikke en fest, der bliver.”
Hilma fandt en sølvfarvet tang frem og tog forsigtigt den ene kage efter den anden og lagde dem i papirposen.
”Men så skal du også have en overraskelse.”
Hun bøjede sig ned og fandt en dåse frem med farvestrålende slikkepinde under disken. Drengen valgte en orangestribet, tog den i munden og takkede mange gange, før han forsigtigt lagde posen ned i skoletasken og begyndte at gå hjem.
Han fortsætter med at dække op på bakken. Hans mor og far plejer at drikke kaffe om morgenen, men han ved ikke, hvordan man laver kaffe. I stedet finder han to glasflasker med julemost i spisekammeret. De føles kølige. Moren har forklaret, at der er en luge, som slipper kold luft ind i det store opbevaringsrum. Jo koldere der er udenfor, jo koldere bliver der i spisekammeret. Og nu er det meget koldt udenfor. Så koldt at der er faldet masser af sne.
Han har længtes sådan efter sne.
Længtes efter at kælke ned ad en stejl bakke i skoven, lave sneengle i haven og kaste snebolde på Elsemarie. Det sidste tænker han næsten forsigtigt, som om han er bange for, at nogen kan høre hans tanker. Han vil ikke gøre Elsemarie ondt, men nogle gange er det sjovt at drille hende. Han elsker sin lillesøster, og hvis nogen er dum mod hende, skal de få med ham at bestille. Sådan er det bare.
Han sætter fire glas på bakken og betragter så sit værk. En tallerken med fire peberkager. To flasker julemost. Fire små glas. Det ser fint ud, men ikke helt så fint, som når hans mor og far dækker op til fest. Han spekulerer på, hvad der mangler, og går så hen til en køkkenskuffe, roder i den og finder til sidst en pakke servietter. De er ikke særlig juleagtige med billeder af skovjordbær, men han synes i hvert fald, at de er fine, og folder dem på midten, som hans mor plejer at gøre, og lægger dem så på bakken.
Nu bliver det endnu finere, men der mangler stadig noget.
Han kigger sig om i køkkenet og får så øje på adventslysestagen på det store fyrretræsbord. To lys er stadig urørte, og man må ikke tænde dem endnu. Man skal vente til tredje og fjerde advent. Drengen sætter adventslysestagen på metalbakken. Hvis han maser den ned mellem servietter og tallerken, kan den akkurat være der. Så studerer han igen sit værk. Kager, drikkevarer, servietter, lys. Det ser virkelig smukt ud, og også så lækkert, at han får lyst til at prøvesmage en af kagerne, som et lille barn.
Men det vil han selvfølgelig aldrig gøre.
Nu skal han hente tændstikkerne. Han ved præcis, hvor far har dem, men det er svært for ham at nå øverste hylde i skabet. Han klatrer op på køkkenbordet og forsøger at nå tændstikkerne i det lille sideskab. Der lugter af stearin og krydderier og lidt indelukket, og han har mest lyst til at holde sig for næsen, da lugten er så stærk og påtrængende. Han kan ikke se så højt op, i stedet lader han fingrene forsigtigt famle hen over de forskellige genstande. Mærker det store askebæger af glas, som kun tages frem, når nogen, der ryger, kommer hjem til dem.
Ved siden af ligger de smukke servietringe i messing, som bruges, når der er fest. Han leder videre, mærker endelig en lille papæske, som han lukker hånden omkring, og springer ned fra køkkenbordet. Æsken er blå med et lille barn på, som med bestemte skridt spadserer mod en lysende sol. Det ser næsten ud, som om barnet er på vej direkte ind i solen.
Det er svært at tænde lysene. Han har tændt tændstikker før, men der har altid været en voksen til stede. Nu må han klare det selv. Naturligvis ved han godt, at man skal være enormt forsigtig med ild. Han er forsigtig. Han koncentrerer sig, og til sidst lykkes det ham at tænde det første lys. Det andet går lettere, for nu kan han tænde tændstikken med det første lys. Og så er bakken klar: peberkager, most, servietter, lys.
Det ser smukt ud. Han føler sig stolt og lidt nervøs. Hvad mon hans mor og far vil sige. Og Elsemarie. Hvor bliver de overraskede! Han løfter forsigtigt bakken. Den er tung. Tungere, end han troede. Han må anstrenge sig for at balancere den og ikke vælte noget. Med langsomme skridt går han op ad trappen og synes pludselig, at det er dejligt, at hans far har lagt væg til væg-tæppe på trinnene, for der er faktisk mindre glat nu, præcis som hans far siger.
Da han kommer op i den lille gang på første sal, sætter han bakken på bordet ved vinduet. Så går han ind på sit værelse og finder sit Luciatøj frem: en hvid kjole, et kræmmerhus til at have på hovedet og en guldstjerne i pap fasttapet på en blomsterpind.
Tøjet føles på en eller anden måde magisk. Han bliver til en anden dreng. En dreng i hvidt tøj, der bebuder julen.
Da han kommer ud på gangen igen, er han klar til at synge, men så kigger han ud ad vinduet.
Ude på gaden kommer et uformeligt menneske gående, skubbende en vogn foran sig. Først forstår han ikke, hvad han ser, aner bare konturerne af det mærkelige køretøj. Han løber ned ad trappen, ud i gangen og hen til vinduet ved hoveddøren. Kan det være en tyv, som er ude med en vogn? For en mor med et barn kan det vel ikke være så tidligt om morgenen? Eller kan det være julemanden?
Drengen tror egentlig ikke på julemanden længere. Stefan fra hans klasse har sagt, at kun pattebørn tror på julemanden, og at det er hans mor og far, der køber alle gaverne.
Men måske alligevel?
Han bøjer sig frem mod ruden og ser koncentreret på skikkelsen, som nu nærmer sig deres hus ude på den tilsneede gade. Han forstår ikke helt, hvad han ser, hvem der er bag tøjet. Men så bøjer skikkelsen sig pludselig ned over vognen og tager noget op, som han stikker i deres postkasse.
Drengen indser, at det må være et avisbud. Han har aldrig set sådan et før, da de kommer så tidligt om morgenen, men hans far har forklaret, at ligesom et postbud deler post ud, så deler avisbuddet morgenaviser ud. Han har ondt af manden, der må stå så tidligt op og dele aviser ud, når det har sneet så meget, men samtidig bliver han glad, for han ved, at hans mor og far holder af at læse avis om morgenen.
Han tager sine gummistøvler på, som har en krøllet hvid pels indeni og plastic udenpå. Man kan have dem på i al slags vejr. Støvlerne er dejlige, og pelsen føles varm og blød mod hans bare fødder.
Drengen ser sig selv i spejlet. En Luciadreng med en skinnen- de stjerne af guld og et par brune støvler. Forsigtigt lægger han stjernen ned på gulvet. Det er ikke nødvendigt at tage den med ud, når han bare skal hente avisen.
Det er ikke svært at få døren op. Man drejer på låsen, indtil det siger klik. Han træder ud på trappen og standser så op, kigger sig forundret omkring.
Hvidt overalt. Sne overalt.
Det lugter koldt og fugtigt og af vinter.
Forsigtigt lukker han hoveddøren, som hans far har lært ham, og begynder så at vade hen mod postkassen. Han standser op og bøjer sig ned, lader hænderne fange nogle håndfulde sne, som han langsomt former til en hård bold. Han sigter mod den store birk, der vokser i deres have, men rammer forbi den hvidstribe- de stamme med nogle centimeter. Straks former han endnu en snebold, sigter og rammer igen forbi. Han forsøger igen og igen, men rammer forbi hver gang.
Pludselig mærker han, hvor stive og kolde hans fingre er. Han har ingen vanter på. Kun en pyjamas med en Lucianatkjole ovenpå og en Luciahat på hovedet. Og så de varme støvler. Han bevæger sig langsomt hen mod postkassen. Sneen når ham næsten op over støvleskafterne, og der kommer kold sne ned i støvlerne. Han forsøger at sætte farten op. Løfter låget på den gamle grønne plasticpostkasse og tager Dagens Nyheter op. På forsiden er der et billede af en Lucia.
Da han går tilbage til døren, ser han op på huset. I vinduet på første sal får han øje på et mærkeligt skær. Han forstår ikke, hvad han ser. Måske er hans mor og far vågnet, eller også er Elsemarie oppe?
Lyset bevæger sig deroppe i vinduet, skifter mellem hvid, gul og orange.
Drengen trækker i hoveddøren, men der sker ingenting. Han trækker igen. Rykker i håndtaget, alt hvad han kan. Han fryser og er våd om fødderne og vil ind, men han kan ikke få døren op. Han forsøger endnu en gang, men der sker stadig ingenting. Bare den samme lukkede dør, umulig at rokke.
Og så husker drengen det.
Man skal slå låsen fra, ellers smækker den. Og han har glemt at slå låsen fra.
Et kort øjeblik bliver han stille. Ved ikke, hvad han skal gøre. Så begynder han at banke på døren med den sorte dørhammer. Han banker og banker, men der kommer ingen.
Han begynder at skrige. Råbe på sin far og mor.
Men der kommer stadig ingen og låser op. Og på første sal fortsætter lyset med at bevæge sig hurtigere og hurtigere. Hvidt, gult og orange.
Lyset, som er ild.
Den Blå Port, Djurgården, det centrale Stockholm
Aina er blegere. Hendes lange hår er erstattet af en krøllet pagefrisure. Trækkene er skarpere, mere markerede i det magre ansigt. Men øjnene, der changerer i grågrønt, stråler som altid.
Smerten over at se hende får mig næsten til at tabe vejret. Selvfølgelig havde jeg regnet med, at det kunne blive svært. Spekuleret på, om min vrede stadig ville være der, som et selvstændigt væsen dybt inde i min krop. Men det eneste, jeg føler, er sorg, det gør ondt i mig at se hendes forandring. Jeg overrumples af min egen medfølelse for Aina. Min bedste ven.
Min forhenværende bedste ven.
”Jeg ved det. Jeg ser forfærdelig ud.”
Hun trækker hånden gennem det tynde hår og vender ansigtet mod den blege efterårssol. Nipper til et glas vin og undgår mit blik ved at studere to små børn, der jagter hinanden inden for det beskyttende stakit. Vi sidder ved et bord foran Den Blå Port som så mange gange før. Varmen er kommet på midlertidigt genvisit som for at bede os om at holde ud og minde os om, at der kommer et nyt forår efter det store mørke, som venter forude.
Rundt om os sidder en blanding af nybagte forældre, der drikker latte, mens deres børn sover i deres Bugaboobarnevogne, og ældre, midaldrende kvinder, der har været til et eller andet kulturelt arrangement på Waldemarsudde eller Liljevalchs. Alting er præcis, som det plejer, og alligevel er alting anderledes. Jeg er bange for at spørge, hvordan det går. Hvordan det gik.
”Har du lyst til at fortælle?”
Et kort øjeblik mødes vores blikke, hægter sig fast i hinanden, før de igen farer videre i hver sin retning. Aina trækker vejret dybt ind og lukker øjnene.
”Du mener kræften. Jeg er rask igen. Siger de i hvert fald.”
Pludselig drejer hun hovedet og ser direkte på mig.
”Det var meget værre, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Meget værre, men samtidig slet ikke, som man tror. Som jeg havde troet, at det ville være. Har du nogensinde forestillet dig, hvordan det ville være at blive ramt af en livstruende sygdom?”
Jeg tænker mig om, lader spørgsmålet trænge ind. Det har jeg da på et tidspunkt. Spekuleret på, hvad der ville ske med Erik og Markus, hvis jeg forsvandt. Om Erik ville huske mig. Savne mig. Efter at min forrige mand, Stefan, døde, længtes jeg efter døden. Jeg tænkte på den som en befrier, der skulle komme og redde mig, så jeg slap for at leve videre i en tilværelse, som bare bestod af tomrum og smerte. Jeg nikker bekræftende til Aina. Jeg har forestillet mig sygdom og død.
”Også mig, eller altså, det gjorde jeg før. Og jeg havde et tydeligt billede af, hvordan jeg ville være, hvis jeg blev syg. Hvordan jeg ville være stærk og modig og slås for at overleve. Hvordan jeg ved hjælp af ren viljestyrke ville besejre sygdommen. Og senere, da jeg befandt mig der, så var alting anderledes, jeg var anderledes. Jeg var lille, bange og fej. Og jeg indså, at man ikke kan behandle sin kræft ved at spise fiskeoliekapsler eller gå til yoga. Man kan bare forholde sig roligt til alt det, der foregår, og lade følelserne komme. Lade dem være der. Udforske dem. Holde dem ud.”
Hun lader igen hånden glide gennem håret, snor en lok omkring fingeren på samme måde, som hun altid har gjort.
”Cellegifte. Du aner ikke, hvad de gør ved en. Jeg vidste, at det ville blive hårdt, men så hårdt … Kvalme, opkast, smerter …”
Pludselig tier hun og retter blikket mod mig.
”Undskyld. Jeg snakker bare løs. Jeg ville ikke mødes med dig for at beklage mig, overhovedet ikke. Du skal bare vide, hvordan det var. Og hvorfor det gik, som det gik, med Stefan.”
Et vindpust tager fat i min serviet, og den flyver af sted hen over gruset og lægger sig til rette under en afløvet busk. Jeg ved godt, at jeg burde gå hen og samle den op, men i stedet bliver
jeg siddende. Jeg har ventet så længe på at tale med Aina, men samtidig undgået hende. Jeg har villet og ikke villet tale. Min bedste ven og min døde mand havde engang for længe siden en affære bag min ryg. Da jeg fik det at vide, var Stefan død, og der var kun Aina tilbage at straffe. Vi har ikke set hinanden i flere år, selv om Aina kontaktede mig, da hun blev syg, Jeg slettede hendes mail og tømte papirkurven, før jeg nåede at fortryde. Til sidst skete der noget, som gjorde, at jeg skiftede mening.
”Og hvorfor gik det, som det gik?”
Min stemme er udtryksløs. Jeg tænker på det, som har været. Vreden, som var så stærk, at jeg fik lyst til at slå, at skade. En følelse, som jeg ikke vidste fandtes, før jeg opdagede Ainas bedrag. Men nu er der kun tomhed. Alt det onde, som jeg ønskede for Aina, har allerede ramt hende, og det finder jeg ingen tilfredsstillelse ved. I stedet åbner en afgrund af savn sig inden i mig, som længes efter at blive fyldt.
Jeg lukker øjnene og mærker solvarmen i ansigtet, hører folk ved nabobordet tale oprørt sammen om manglen på børnehavepladser i Hägersten og tænker, at det må være dejligt at have noget så tydeligt og afgrænset at blive vred over, et emne, hvor der er et så selvfølgeligt rigtigt og forkert.
”Det gik, som det gik, fordi der skete en masse ting. En masse ulykkelige omstændigheder. Ikke fordi jeg har tænkt mig at fralægge mig ansvaret, Siri, det, som skete, var vores skyld, men for at forklare, hvorfor noget blev startet.”
Jeg nikker, viser, at jeg lytter. Mit hjerte slår hårdt, og jeg har kvalme, men jeg bliver siddende. Ved, at jeg er nødt til at lytte, hvis Aina og jeg skal kunne komme videre.
”Efter at du … mistede barnet, blev du næsten umulig at nå.”
Aina ser undskyldende ud, da hun siger ordene, som om hun vil gøre det klart, at hun ikke lægger nogen skyld over på mig for det, som skete. Jeg tænker på barnet, som var Eriks søster eller bror. Barnet, som var så skadet, at det ikke kunne leve.
”Det er så svært med dig, Siri, når du ikke har det godt. Du trækker dig og vil ikke lade nogen hjælpe dig. Og Stefan begyndte i stedet at tale med mig. Det var mærkeligt, jeg blev hans fortrolige. Han talte altid om dig. Hvor meget han elskede dig. Hvor meget han savnede dig. Men alligevel kunne han ikke nå ind til dig. Han følte sig afvist.”
”Så Stefan var ensom og ulykkelig, fordi jeg ikke var der. Fint. Men hvilken grund havde du?”
Jeg kan høre, at jeg stadig lyder giftig.
”Ingen grund, som undskylder min opførsel.” Hun ryster på hovedet, og de matte hårlokker bevæger sig i vinden.
”Jeg tror, det var nærheden. Vi blev for tætte. Mødtes for ofte. Vi forvekslede intimiteten med noget andet, med tiltrækning.”
Jeg ser Jimmy for mig. Den betjent, som jeg arbejder sammen med. Jeg husker, hvordan vi uplanlagt endte hjemme hos ham en varm sommernat. Den mærkelige følelse af at være så tæt på en anden end Markus. Mit eget bedrag. Jeg ved, hvor let det kan være.
”Elskede du ham?”
Aina møder mit blik og ryster på hovedet.
”Jeg holdt meget af Stefan. Men aldrig på den måde. Det var uudtalt, at det var en kortvarig affære. Ikke andet.”
”Og Stefan? Elskede han dig?”
Det var det spørgsmål, som jeg havde været mest bange for at stille. Ville han forlade mig?
”Der var kun dig. Nogle gange tror jeg, at han begyndte at mødes med mig for at få en distance til dig. Det øgede hans selvforagt og gjorde det nemmere for ham at gøre det, han gjorde. Retfærdiggjorde hans beslutning om at tage sit eget liv.”
Jeg ønsker at forstå Aina, men samtidig er det uforståeligt. Det er som en gåde, der er umulig at løse. Hver ny indsigt afføder nye spørgsmål.
”Men du har altid haft forskellige mænd omkring dig, kunnet få, hvem du ville. Hvorfor Stefan? Hvorfor min mand?” Jeg kan mærke, hvordan øjnene fyldes af tårer, og ved ikke, om jeg er mest vred over, at min mand var utro med Aina, eller over, at min bedste ven bedrog mig.
”Jeg ved det ikke. Jeg ved det faktisk ikke,” siger Aina og ser pludselig plaget ud. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et simpelt svar. Sige, at jeg elskede ham, og at jeg håbede, vi kunne fortsætte sammen, at det var ham og mig. Men sådan forholdt det sig ikke. Jeg var ikke forelsket i Stefan, og det gør måske det hele værre.”
Hun sukker og bøjer sig ned efter sin taske, roder i den og finder en pakke cigaretter frem. Hun tager en cigaret, tænder den og tager et sug.
”Burde du virkelig ryge? Jeg mener …”
Spørgsmålet hænger i luften imellem os, og Aina begynder pludselig at grine.
”Næ. Det burde jeg vel ikke. Men nogle gange føles det, som om det hverken gør fra eller til. Men kun nogle gange.”
Hun rækker pakken frem, og jeg tager tøvende en cigaret, som hun tænder for mig. Det føles mærkeligt, noget, vi har gjort hundredvis af gange før i tiden, og nu gør vi det igen. Der er noget højtideligt over bevægelserne. Som en erkendelse af, at noget er ved at forandre sig.
”Jeg synes alligevel ikke, at du burde ryge. Jeg vil gerne beholde dig.”
Vi ved begge, at jeg ikke bare taler om hendes helbred. Jeg vil gerne have Aina i mit liv, være hendes ven. Jeg har sådan savnet hende.
Aina bliver stille. Hendes øjne møder mine, og jeg aner forbavselsen i hendes ansigt. Den der utilslørede sårbarhed. En enkelt tåre løber ned ad hendes kind. Så vender hun sig væk fra mig, suger igen på cigaretten.
”For fanden, Siri. Jeg er så skide ked af det. Der er ikke meget, jeg fortryder i mit liv, men jeg ville gøre hvad som helst for at gøre det her ugjort. Når man tror, at man skal dø, går det op for én, hvad der betyder noget i livet. Jeg ved godt, at det lyder som en kliche, men sådan var det for mig.”
“Jeg tænkte på dig. På min mor, som jeg knap nok har talt med i tyve år. Jeg tænkte på alle de somre, på alle de gange, vi legede på klipperne ved jeres hus og solede os. Alt skulle jeg miste. Nu kommer jeg måske alligevel til at leve, og jeg ønskede ikke, at det her skulle være imellem os. Jeg vil ikke miste dig.”
Hun ser fortvivlet ud, og jeg rækker langsomt hånden frem, rører ved hendes arm.
”Det er okay. Eller … det er ikke okay, men jeg kan leve med det.”
Jeg lukker øjnene. Lytter til barnegråd og mågeskrig. Ved bordet ved siden af os er småbørnsforældrene gået, og nu sidder der to ældre kvinder. Den ene har en pose med Liljevalchstryk på. Jeg kan høre dem hviske om en, der hedder Ulla, som ikke er den skarpeste kniv i skuffen. De fniser som to unge piger, og jeg spekulerer på, om Aina og jeg kommer til at sidde her i en fjern fremtid, måske mens vi ryger en enkelt cigaret og med et rødvinsglas i hånden. Jeg har ikke lyst til at vade rundt i fortiden, jeg vil være fri.
”Har du hørt, at Sven vil begynde at arbejde igen? Han savner os sikkert.”
Aina griner, og trods det magre ansigt og tynde hår ligner hun pludselig sig selv.
”Seriøst? Har du talt med ham?”
Jeg er forbavset. Aina, Sven og jeg havde engang en psykoterapeutisk konsultation sammen. Aina og jeg var de unge, uerfarne, og Sven den ældre, der havde arbejdet som psykoterapeut i næsten tredive år. Det var en dynamik, der fungerede. Sven trivedes med at være eksperten, og vi var fuldt optagede af at etablere os i professionen. Når jeg tænker tilbage, føles konsultationen som noget, jeg har drømt. Næsten inden for rækkevidde, men alligevel så langt væk.
”Jeg har talt med ham regelmæssigt. Han kom og besøgte mig under kemoterapien. Sad og holdt min hånd og lovede, at alt ville blive godt igen. Hans mor døde åbenbart af brystkræft.”
”Jeg har svært ved at se ham for mig som mild og trøstende. Han var altid så behersket, aldrig følsom.”
Jeg ryster på hovedet, og Aina smiler.
”Der er vel en grund til, at patienterne elskede ham. Men ja. Jeg blev også forbavset. Måske har livet som småbørnsfar gjort ham blød.”
”Og hvordan trives han med bleer og sutteflasker? Han er ikke ligefrem fartypen.”
”Han er fantastisk. Han er stadig gift med Sanna, og Hjalmer er tre år nu.”
Jeg ser Sanna for mig. Næsten tredive år yngre end Sven, stærk og selvstændig med masser af integritet. Ikke ulig hans forrige kone, Birgitta. Hvis man ser bort fra aldersforskellen.
”Så hvorfor vil han begynde at arbejde igen? Det lyder, som om han udlever sin drøm.”
”Bogskriveriet går vist ikke så godt. Og han savner vel intel- lektuel stimulans, treårige er jo vidunderlige, men måske ikke så … dybsindige.”
Vi griner sammen. Prøvende og forsigtigt.
”Så hvad vil han lave? Arbejde som psykoterapeut igen?” spørger jeg.
”Han vil åbne en ny konsultation med dig og mig.”
Jeg stivner. Intet kunne have overrasket mig mere. En ny konsultation. Jeg tænker på mit arbejde i politiets gerningsmands- profilgruppe. Det er spændende og udfordrende, men også uhyggeligt og mørkt. Jeg har aldrig tidligere troet på ondskab som koncept. Altid tænkt, at der findes rationelle forklaringer på alt, at det er muligt at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør. Det er, hvad jeg har lært i mit fag som psykolog, at gøre det ubegribelige begribeligt.
Nu ved jeg ikke længere. Hos visse mennesker er der noget, som bare er tomt og afgrundsdybt, som ikke kan forstås eller forklares. Og den tomhed skræmmer mig. Jeg vil ikke gå ind i den, for det føles, som om den kunne tilintetgøre mig. Svens forslag virker pludselig som en redningsbøje. Noget, der kan redde mig fra det, som måske er ondskab. Samtidig så tøver jeg, for jeg ved ikke, om det er muligt at genskabe fortiden.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det kommer så pludseligt.”
”Jeg ved det. Og tingene har forandret sig, siden vi arbejdede sammen sidst. Jeg sagde til ham, at det ikke var aktuelt, at situa- tionen havde ændret sig, men han insisterede alligevel på, at jeg skulle tale med dig, Siri. Men, åh … Skide være med det. Han må tage en omgang til med sit bogmanuskript.”
Jeg kan se på hende, at hun havde regnet med min tøven, og at den ikke sårer hende.
”Måske skulle vi mødes med ham. Bare tage en snak.”
Jeg bliver nærmest forbavset over mine egne ord. Har jeg vir- kelig lyst til det? Men på den anden side: Man forpligter sig ikke til noget ved at tage en snak.
”Kunne du godt tænke dig det?” Aina rynker panden, som om hun forsøger at få mine ord til at give mening – hendes ansigtsudtryk leder tankerne hen på én, der forsøger at samle et usædvanlig drilagtigt Ikeamøbel.
”Ja. Et uforpligtende møde. Er det ikke sådan, man siger?” ”Jeg taler med ham. Så snart jeg kan. Før du når at fortryde.” Vi griner igen. Lidt mere naturligt denne gang. Med mere indlevelse og mindre angst.
Älvsjö, syd for Stockholm
Olga husker dem alle.
Ansigterne dukker op på hendes nethinde: Paul, ham, der mistede foden i en ulykke og kæmpede for at komme til at spille fodbold igen. Lille Hamid, som sov i deres seng i seks måneder, helt tæt ind til hende, før han turde sove alene i værelset ud mod skoven. Og så Erkki, som var så klodset, at han slog næsten alt deres porcelæn i stykker. Senere viste det sig, at han led af en motorisk udviklingsforstyrrelse, men også det havde løst sig med tiden.
Ja, væk mig midt om natten, og jeg vil kunne sige deres navne højt, se dem alle for mig, fremmane deres ansigter og deres kroppe, tænker hun. Huske deres stemmer og mærke duften af snavset barnehud, følelsen, når kammen redte filtrede hårtotter ud, og de højlydte protester, når de små, skarpe negle skulle klippes.
Hun føler en stor tilfredsstillelse ved, at de faktisk har gjort en forskel for alle de børn. Været der og tilbudt dem et hjem, da deres tilværelse gik i stykker, og ingen andre kunne hjælpe.
At hjælpe er en pligt, men også et privilegium – en velgerning at føle taknemmelighed over.
Vi hjalp dem alle, tænker hun. Det er jeg sikker på, at vi gjorde.
Indtil nu.
For med Nova-Li er det anderledes. Det er, som om hun er gjort af et helt andet stof end de andre unger. Et hårdere, mindre elastisk materiale, som Olga ikke forstår sig på. Hun plejer at tænke, at det eneste, der behøves, er tid – tiden vil blødgøre det hårde, lukkede, og på en eller anden måde gøre pigen modtagelig for den kærlighed, som de faktisk tilbyder.
Men måske tager hun fejl. Måske findes det barn, som simpelthen har oplevet for meget elendighed. Hvis skal er blevet så hård, at den er umulig at trænge igennem.
Måske er Nova-Li sådan en pige.
Sten sætter sig ned ved spisebordet, stiller krykken op ad væg- gen og tager imod den kaffekop, som Olga rækker ham. Uden for vinduet skimtes legepladsen. I det svage skumringslys ser alting gråt ud. Selv efterårsløvet, som ligger i driver langs fortovs- kanten, ligner mest snavsede grå papirstykker. Rutsjebanen og gyngestativet aftegner sig som sorte silhuetter mod gadelygten ved siden af garagen.
Olga hælder mælk i sin kaffekop, rører forsigtigt rundt med en ske og sætter sig over for Sven.
”Jeg glemte mine briller i soveværelset,” begynder hun. ”Skal jeg hente dem?”
”Tosse, nej. Med din fod? Men jeg kan ikke se hende.” Sten nipper til kaffen og spejder ud i disen.
”Hun sidder på gyngen.”
”Stadigvæk?”
”Ja.”
Olga sukker dybt og retter på halskæden med korset; det, hun fik, da hun blev konfirmeret, og som hun stadig, halvtreds år efter, har på hver dag. Ikke kun fordi det er et tegn på hendes tro, men fordi det på en måde er en bro mellem fortid og nutid. Fra hendes opvækst som eneste barn i en præstefamilie i Tierp, nord for Uppsala – via sygeplejerskeskolen i Stockholm og arbejdet på Sachsska børnehospital – til mødet med Sten den aften på færgen til Gotland og den familie, de siden skabte sammen.
Korset er synonymt med den tro, der har båret hende gennem alle livets faser. Korset er håb og fortrøstning, men det havde også – i hvert fald i de yngre år – skræmt hende en anelse. For Gud er ikke bare god, det er hun temmelig sikker på. Gud kan fratage mennesket alt det, som han har givet hende, på et øjeblik. Rasere det, som hun så omhyggeligt har bygget op.
Det gælder om ikke at blive hovmodig. Aldrig at glemme at være taknemmelig for livets gaver.
”Og hvad gør de andre børn?”
”Olssons unger klatrer som sædvanligt i træet,” siger Sten og rømmer sig. ”Jeg er nødt til at tale med dem om det. Grenene er alt for tynde at klatre i. Det ender galt en dag.”
Lyden fra køkkenuret hugger stilheden i stykker og borer små, distinkte huller i den forræderiske ro i køkkenet.
”Ved du hvad,” siger Olga. ”Jeg kommer vist aldrig til at forstå mig på den unge. Det er lige meget, hvad man gør, det er ligesom ikke muligt at komme … tæt på hende.”
Sten nikker og nipper igen til kaffen.
”Hun er vores tyvende plejebarn,” siger han lavmælt. ”Man kan ikke …”
”Redde alle? Nej, det kan man måske ikke. Men ingen af de andre har været så … lukket inde i sig selv, hvis du forstår, hvad jeg mener.”
”Giv hende lidt tid.”
”Der er gået fire måneder.”
Sten svarer ikke, men han læner sig frem, som om han ønsker bedre at kunne se.
”Hun går hen til de andre børn nu.”
Olga nikker.
”Jeg fandt mad på hendes værelse igen i går.”
”Mad?”
”Jamen, har du glemt det, jeg fortalte dig i sidste uge? Hun gemmer mad på sit værelse.”
”Hvilken mad?” Sten ser på hende. Det venlige, buttede ansigt udstråler forvirring, og de hvide øjenvipper, der flagrer rundt om de blege øjne, minder hende om insektvinger.
”Kogt kartoffel. Hun havde lagt den under sengen. Troede vel ikke, at jeg ville finde den der.”
Sten ryster på hovedet.
”Kartoffel? Stakkel. Hun troede nok, at hun ellers ikke ville få noget.”
”Ingen af vores børn har da nogen sinde manglet mad på bordet?”
”Det handler ikke om os. Det kan du vel nok forstå?”
Olga nikker og ser ned i kaffekoppen, hvor der kun er brunt grums tilbage på bunden.
”Leger hun med Olssons unger nu?”
Sten ser ud ad vinduet. Enkelte blade danser i vinden, og en støvregn er begyndt at falde.
”Nej. Hun er nok bag klatrestativet. Blev du så sur på hende, da du fandt maden?”
Olga sukker.
”Nej. Selvfølgelig blev jeg ikke sur. Jeg blev bare … overrasket, som altid med Nova-Li. Jeg forstår mig ikke på den pige. Og hun gør det ikke lettere ved at være så tilknappet hele tiden. Men jeg forklarede hende, at der altid vil være mad herhjemme, og at hun ikke behøver at tage den med op på værelset, det gjorde jeg altså.”
”Og hvad sagde hun så”
”Ingenting, selvfølgelig.”
Olga tier og ryster langsomt på hovedet. En gestus, som rummer magtesløshed, men også et vist mål misfornøjelse.
”Vi burde måske sige, at hun skal komme ind?” fortsætter hun. ”Det regner.”
”Det er nok bedst,” siger Sten og fører hånden gennem det tynde, hvide hår.
Olga rejser sig op og sætter kaffekoppen på køkkenbordet med et højt smæld. Hun går ud i gangen og tager gummistøvler og dynejakke på, så åbner hun hoveddøren og slipper alle efterårets dufte af rådne blade og fugtig jord ind.
Vinden fanger hendes jakke, og hun lukker lynlåsen og slår hætten op. Støvlerne svupper, og hun river sorte sår op i jorden, da hun går det korte stykke ned mod legepladsen.
Det er heller ikke i år lykkedes dem at få orden på græsplænen – den ligner mest en pløjemark med enkelte tørre tuer af ukrudt hist og her. Måske er det bedre at give op og lægge fliser på den lille rektangulære overflade foran rækkehuset, men hun hader tanken om at dække jorden med sten – at lukke jordens grokraft inde og erstatte det grønne med cementfliser.
Olssons unger sidder farligt langt ude på træets spinkle grene, præcis som Sten sagde. Hun hæver hånden mod dem og går hen mod klatrestativet. Sandet gør skridtene tunge, og hun mærker en snert af irritation over, at Nova-Li ikke forstår, at hun burde gå ind, når det bliver mørkt og begynder at regne.
Olga går rundt om den lille træbygning, som har et net af orange reb foroven, hvor børnene kan ligge og se på himlen eller åle sig igennem maskerne som små orme.
Nova-Li er der ikke.
”Nova!” råber hun, men blæsten og regnen drukner hendes råb. Hun går tilbage til træet og vender sig mod de tre drenge, som sidder oppe i grenene.
”Har I set Nova?”
Oscar, den ældste, ham, der altid er så ond mod Perssons kat, ryster langsomt på hovedet. ”Næ. Gik hun ikke ind?” ”Hvad mener du? Gik hun?” ”Ingen anelse.”
Oscar ser på sine småbrødre, der langsomt ryster på hovedet i en koordineret bevægelse.
”Hun sad på gyngen lige før,” forsøger den mellemste bror.
Olga ser hen mod gyngestativet, hvor de tomme gynger langsomt vugger i vinden.
”Men så I ikke, hvor hun gik hen? Hun kan vel ikke bare forsvinde?”
”Vi sad her …”
”Jeg ved godt, at I sad i træet hele tiden. Men I må vel have set, hvor hun gik hen?”
Drengene svarer ikke, men Oscar ser sig omkring.
”Måske gik hun over på parkeringspladsen,” foreslår han. ”På parkeringspladsen. Hvorfor skulle hun gå derover?” Oscar trækker på skuldrene.
”Det gør hun nogle gange.”
Olga vender sig om og løber over mod parkeringspladsen. Mørket er blevet tættere, og hun kan knap nok skelne stenene og hullerne i vejen. Regnen finder vej ind under kraven, løber ned ad halsen og ind under trøjen.
Et øjeblik mærker hun vreden blusse op indvendig. Ikke bekymring, men vrede. Hun er vred på Nova-Li. Vred, fordi hun aldrig er taknemmelig, aldrig ser hende i øjnene, aldrig er til at tale med eller stole på.
Vred, fordi hun er det tyvende barn.
Det, som ikke er muligt at redde.
Grene knækker, da hun skyder genvej gennem det lille skovparti. Vådt løv pisker mod hendes ansigt. Hun snubler over en sten, men det lykkes hende i sidst øjeblik at tage fat i en træstamme og undgå at falde. Hun slår sit håndled og standser op et øjeblik og masserer hånden. Piller de små, skarpe barkstykker ud af huden. Et sted høres en bil, der starter og kører sin vej.
Hvor i alverden er hun? En unge kan da ikke bare forsvinde fra det ene øjeblik til det andet? For de kiggede jo på hende næsten hele tiden. Fulgte hendes bevægelser inde fra køkkenet.
I samme øjeblik Olga når hen til parkeringspladsen, ser hun det første lyn. Den blanke, sorte asfalt reflekterer det stærke lysskær. Sender små skarpe pile af lys af sted, som blænder hende.
Da øjnene har vænnet sig til mørket igen, spejder hun ud over den lille parkeringsplads. Den er tom. Det eneste, der er at se, er familien Perssons gamle Lada, der mangler bagdæk og står opklodset på nogle gamle mursten.
Nova-Li er væk.
Ild og dybt vand
En dag forsvinder en niårig pige, mens hun leger udenfor det hus, hvor hun bor sammen med sine plejeforældre. En uge senere forsvinder pigens seksårige bror fra sin skole. Mistanken vender sig straks mod børnenes mor, en voldelig misbruger, og hendes nynazistiske kæreste. På grund af sit virke som psykoterapeut og profileringsekspert bliver Siri Bergman koblet på eftersøgningen af de forsvundne børn. Sagen påvirker hende dybt. Da liget af en kvinde bliver fundet, tager efterforskningen en overraskende drejning. For pludselig dukker der fotos af selvsamme afdøde kvinde op på et onlineforum, hvor hun er afbildet sammen med de forsvundne børn.
Ild og dybt vand er femte og sidste bog i krimiserien om Siri Bergman af søskendeparret Camilla Grebe & Åsa Träff.
Ild og dybt vand er femte og sidste bind i krimiserien om psykoterapeut og profileringsekspert Siri Bergman af søskendeparret Camilla Grebe & Åsa Träff. Smuglæs i bogen herunder.
Ild og dybt vand begynder en regnvejrsaften i en forstad til Stockholm, hvor en niårig pige forsvinder sporløst. Hun bor hos sine plejeforældre, og er forsvundet, mens hun har leget udenfor. Da hendes seksårige bror også forsvinder, vendes mistanken mod børnenes mor, en voldelig misbruger, og hendes nynazistiske kæreste.
LÆS OGSÅ: Siri Bergman-serien. Intens psykologisk spænding fra prisvindende forfatterduo
På grund af sit arbejde som psykoterapeut og profileringsekspert bliver Siri Bergman koblet på eftersøgningen af de forsvundne børn, og sagen påvirker hende dybt. Samtidig kæmper hun for at reparere forholdet til både sin kæreste Markus og sin tidligere bedste veninde Aina.
Da et kvindelig dukker op, tager efterforskningen en overraskende drejning. For pludselig dukker der fotos af selvsamme afdøde kvinde op på et onlineforum – sammen med de forsvundne børn …
Du kan købe Ild og dybt vand online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1 februar.
Ild og dybt vand
Camilla Grebe & Åsa Träff
Nacka, øst for Stockholm, 1985
Han sætter sig op i sengen. Lytter uroligt efter lyde, bange for, at hans mor og far skal høre vækkeuret. Han har sovet med det i sengen. Som en hård bold har det ligget under den bløde pude. En hemmelighed, som kun han kender.
Det eneste lys i rummet kommer fra den orange julestjerne i pap, der spreder sit lys i drengeværelset. Den smalle seng, fyrretræsreolen og de farvestrålende plastickasser fyldt til randen med legetøj farves orange af lyset. På den lille kommode ved døren står en flamingo af lyserødt glas, som han har fået i julegave af sin lillesøster. Ved siden af står sparebøssen formet som en kiste med en streng Joakim von And ovenpå, som om han vogter pengene.
Drengen ved præcis, hvor mange penge han har i sparebøssen. Nitten kroner og halvtreds øre. På væggen hænger en plakat af Ingemar Stenmark. Drengen tænker, at han skal være lige så god til slalom som Ingemar. Han skal også køre ned ad de stejleste bakker og vinde alle de største konkurrencer. Hans far har lovet ham, at han får lov at gå på skiskole i år. Nu er han syv år, stor nok. Og efter jul kører familien til Sälen, hvor han endelig skal prøve sine nye ski.
Drengen står op. Lister sig prøvende over gulvet, hen til vinduet. Han stiller sig tæt på glasset. Mærker med hånden på den kolde, glatte overflade. Udenfor er himlen sort, og han kan se tusindvis af funklende stjerner. De ligner skarpe glasskår, der er blevet knust over et sort stykke stof.
Drengen gyser. Han bryder sig ikke om nattehimlen, der pakker huset ind i mørke. Han er bange for mørket og tomheden, for alt det, der findes derude, men ikke kan ses. Han vender i stedet blikket ned mod grunden. Sneen ligger urørt, og gadelygten kaster et koldt skær over det hvide, dunbløde tæppe.
Sne overalt. Den ligger som et tykt, hvidt tæppe over haven. Han aner konturerne af buske og bede og farens gamle cykel uden for garagen. Hans mor har hængt lys i et af de gamle knudrede æbletræer. Det ser smukt ud med lygterne, der lyser gennem sneen. Det ligner virkelig jul.
Klokken er halv fem om morgenen. Snart skal hans mor op. Hun står altid tidligt op for at nå hen på hospitalet, hvor hun arbejder. Hans mor arbejder med syge børn, og nogle gange kommer hun hjem og græder. Det er, når der er sket noget i løbet af dagen.
Drengen har smuglyttet, når hans mor og far snakker sammen, og han ved, at der sker grimme ting på morens arbejde. Det sker, at børn dør. At de bliver så syge, at de ikke kan leve længere. Han bliver ængstelig, når han hører sin mors historier. Han har også været syg. Tænk, hvis han bliver så syg, at han dør. Eller måske hans mor, far eller Elsemarie. Når drengen tænker på den slags ting, får han ondt i maven og forsøger at tænke på noget andet.
Som biler. Eller slik.
Han hvisker navnet på alt det slik, han kender.
Efter et stykke tid har han det bedre.
Han trykker forsigtigt håndtaget på døren ned og sniger sig ud i den lille gang. Døren ind til Elsemaries værelse står åben, og han kan se hendes oplyste akvarium, der står på sit helt eget bord. Hans mors og fars dør er lukket, og han ved, at forældrene sover tungt bag den hvide dør. Drengen mærker væg til væg-tæppets luv mod sine bare fødder. Det er dejligt at gå på, som fløjl. Hvis man trækker foden hen over det, kommer der et mærke i det bløde tæppe. Det ser flot ud. Hele tæppet ser flot ud.
Samme tykke væg til væg-tæppe på trappen. Hans far siger, at det er godt, for så er der mindre glat, og man behøver ikke at være bange for at falde og slå sig. Hans far synes, at sådan noget er vigtigt. At trappen ikke er glat. At stien fra vejen og hen til huset er ordentligt gruset. At alle farlige flasker med rengøringsmidler er låst inde i garagen. Drengen synes, at han overdriver. Han er trods alt syv år nu. Går i skole. Gammel nok til at vide, at man ikke skal drikke noget, som man ikke ved, hvad er. Men han siger ikke noget, for han ved, at det beroliger hans far at have styr på tingene.
Den elektriske lysestage er tændt i køkkenet. Der dufter af te og appelsin og noget andet, som han ikke ved, hvad er, men det føles som hjemme. Der lugter af hjemme. Drengen sætter sig på hug, åbner et skab og trækker en stor, rød metalbakke frem dekoreret med nisser. Han kommer til at støde til en plasticskål, og der lyder et dæmpet bump i det lille køkken. Så bliver der stille igen. Han venter. Forventer at høre sin mors stemme, høre hendes spørgsmål om, hvad der sker, men alt er stille.
Drengen sætter bakken på bordet og finder et fad frem. Det er en brun stentøjstallerken, og han synes, det ligner en rigtig nissetallerken. Så bøjer han sig ned foran et af køkkenskabene. I skabet har hans mor og far de store gryder, som hans far plejer at koge saft i. Drengen letter på låget til en af de største gryder og føler med hånden indeni. Famler med ivrige hænder, indtil han strejfer papirposen.
Triumferende tager han den op og begynder at tage de smukt dekorerede peberkagehjerter ud. Grøn og lyse- rød glasur. ”God Lucia” sprøjtet med snirklet skrift. Der er fire. Et til hvert familiemedlem. Mor, far, Elsemarie og ham selv. Han lægger hjerterne på den brune stentøjstallerken. Forsøger at få det til at se ekstra fint ud ved at lægge peberkagehjerterne som fire blade i en firkløver.
Drengen har taget pengene fra sin sparebøsse og købt hjerterne i det lille konditori i centrum, som han går forbi hver dag på vej til og fra skole. Han var længe om at vælge mellem peberkagerne med glasur bag disken, omhyggelig med, at det skulle være de rigtige. Da han til sidst havde bestemt sig, gav han sine penge til den gråhårede dame, der altid står bag disken i konditoriet. Hun hedder Hilma, og hendes mand, der er konditor, hedder Erik, og han bager alle de kager og boller, der er i konditoriet. Hilma grinede ad drengen, da hun så hans enkroner, men på en sød måde.
”Skal du overraske din mor og far?”
Hun lo, og mellemrummet i overmunden, hvor der skulle have siddet en tand, blev synligt. Han nikkede ivrigt.
”Ja, på Lucia. Mor og far og Elsemarie.”
”Ikke dårligt. Sikke en fest, der bliver.”
Hilma fandt en sølvfarvet tang frem og tog forsigtigt den ene kage efter den anden og lagde dem i papirposen.
”Men så skal du også have en overraskelse.”
Hun bøjede sig ned og fandt en dåse frem med farvestrålende slikkepinde under disken. Drengen valgte en orangestribet, tog den i munden og takkede mange gange, før han forsigtigt lagde posen ned i skoletasken og begyndte at gå hjem.
Han fortsætter med at dække op på bakken. Hans mor og far plejer at drikke kaffe om morgenen, men han ved ikke, hvordan man laver kaffe. I stedet finder han to glasflasker med julemost i spisekammeret. De føles kølige. Moren har forklaret, at der er en luge, som slipper kold luft ind i det store opbevaringsrum. Jo koldere der er udenfor, jo koldere bliver der i spisekammeret. Og nu er det meget koldt udenfor. Så koldt at der er faldet masser af sne.
Han har længtes sådan efter sne.
Længtes efter at kælke ned ad en stejl bakke i skoven, lave sneengle i haven og kaste snebolde på Elsemarie. Det sidste tænker han næsten forsigtigt, som om han er bange for, at nogen kan høre hans tanker. Han vil ikke gøre Elsemarie ondt, men nogle gange er det sjovt at drille hende. Han elsker sin lillesøster, og hvis nogen er dum mod hende, skal de få med ham at bestille. Sådan er det bare.
Han sætter fire glas på bakken og betragter så sit værk. En tallerken med fire peberkager. To flasker julemost. Fire små glas. Det ser fint ud, men ikke helt så fint, som når hans mor og far dækker op til fest. Han spekulerer på, hvad der mangler, og går så hen til en køkkenskuffe, roder i den og finder til sidst en pakke servietter. De er ikke særlig juleagtige med billeder af skovjordbær, men han synes i hvert fald, at de er fine, og folder dem på midten, som hans mor plejer at gøre, og lægger dem så på bakken.
Nu bliver det endnu finere, men der mangler stadig noget.
Han kigger sig om i køkkenet og får så øje på adventslysestagen på det store fyrretræsbord. To lys er stadig urørte, og man må ikke tænde dem endnu. Man skal vente til tredje og fjerde advent. Drengen sætter adventslysestagen på metalbakken. Hvis han maser den ned mellem servietter og tallerken, kan den akkurat være der. Så studerer han igen sit værk. Kager, drikkevarer, servietter, lys. Det ser virkelig smukt ud, og også så lækkert, at han får lyst til at prøvesmage en af kagerne, som et lille barn.
Men det vil han selvfølgelig aldrig gøre.
Nu skal han hente tændstikkerne. Han ved præcis, hvor far har dem, men det er svært for ham at nå øverste hylde i skabet. Han klatrer op på køkkenbordet og forsøger at nå tændstikkerne i det lille sideskab. Der lugter af stearin og krydderier og lidt indelukket, og han har mest lyst til at holde sig for næsen, da lugten er så stærk og påtrængende. Han kan ikke se så højt op, i stedet lader han fingrene forsigtigt famle hen over de forskellige genstande. Mærker det store askebæger af glas, som kun tages frem, når nogen, der ryger, kommer hjem til dem.
Ved siden af ligger de smukke servietringe i messing, som bruges, når der er fest. Han leder videre, mærker endelig en lille papæske, som han lukker hånden omkring, og springer ned fra køkkenbordet. Æsken er blå med et lille barn på, som med bestemte skridt spadserer mod en lysende sol. Det ser næsten ud, som om barnet er på vej direkte ind i solen.
Det er svært at tænde lysene. Han har tændt tændstikker før, men der har altid været en voksen til stede. Nu må han klare det selv. Naturligvis ved han godt, at man skal være enormt forsigtig med ild. Han er forsigtig. Han koncentrerer sig, og til sidst lykkes det ham at tænde det første lys. Det andet går lettere, for nu kan han tænde tændstikken med det første lys. Og så er bakken klar: peberkager, most, servietter, lys.
Det ser smukt ud. Han føler sig stolt og lidt nervøs. Hvad mon hans mor og far vil sige. Og Elsemarie. Hvor bliver de overraskede! Han løfter forsigtigt bakken. Den er tung. Tungere, end han troede. Han må anstrenge sig for at balancere den og ikke vælte noget. Med langsomme skridt går han op ad trappen og synes pludselig, at det er dejligt, at hans far har lagt væg til væg-tæppe på trinnene, for der er faktisk mindre glat nu, præcis som hans far siger.
Da han kommer op i den lille gang på første sal, sætter han bakken på bordet ved vinduet. Så går han ind på sit værelse og finder sit Luciatøj frem: en hvid kjole, et kræmmerhus til at have på hovedet og en guldstjerne i pap fasttapet på en blomsterpind.
Tøjet føles på en eller anden måde magisk. Han bliver til en anden dreng. En dreng i hvidt tøj, der bebuder julen.
Da han kommer ud på gangen igen, er han klar til at synge, men så kigger han ud ad vinduet.
Ude på gaden kommer et uformeligt menneske gående, skubbende en vogn foran sig. Først forstår han ikke, hvad han ser, aner bare konturerne af det mærkelige køretøj. Han løber ned ad trappen, ud i gangen og hen til vinduet ved hoveddøren. Kan det være en tyv, som er ude med en vogn? For en mor med et barn kan det vel ikke være så tidligt om morgenen? Eller kan det være julemanden?
Drengen tror egentlig ikke på julemanden længere. Stefan fra hans klasse har sagt, at kun pattebørn tror på julemanden, og at det er hans mor og far, der køber alle gaverne.
Men måske alligevel?
Han bøjer sig frem mod ruden og ser koncentreret på skikkelsen, som nu nærmer sig deres hus ude på den tilsneede gade. Han forstår ikke helt, hvad han ser, hvem der er bag tøjet. Men så bøjer skikkelsen sig pludselig ned over vognen og tager noget op, som han stikker i deres postkasse.
Drengen indser, at det må være et avisbud. Han har aldrig set sådan et før, da de kommer så tidligt om morgenen, men hans far har forklaret, at ligesom et postbud deler post ud, så deler avisbuddet morgenaviser ud. Han har ondt af manden, der må stå så tidligt op og dele aviser ud, når det har sneet så meget, men samtidig bliver han glad, for han ved, at hans mor og far holder af at læse avis om morgenen.
Han tager sine gummistøvler på, som har en krøllet hvid pels indeni og plastic udenpå. Man kan have dem på i al slags vejr. Støvlerne er dejlige, og pelsen føles varm og blød mod hans bare fødder.
Drengen ser sig selv i spejlet. En Luciadreng med en skinnen- de stjerne af guld og et par brune støvler. Forsigtigt lægger han stjernen ned på gulvet. Det er ikke nødvendigt at tage den med ud, når han bare skal hente avisen.
Det er ikke svært at få døren op. Man drejer på låsen, indtil det siger klik. Han træder ud på trappen og standser så op, kigger sig forundret omkring.
Hvidt overalt. Sne overalt.
Det lugter koldt og fugtigt og af vinter.
Forsigtigt lukker han hoveddøren, som hans far har lært ham, og begynder så at vade hen mod postkassen. Han standser op og bøjer sig ned, lader hænderne fange nogle håndfulde sne, som han langsomt former til en hård bold. Han sigter mod den store birk, der vokser i deres have, men rammer forbi den hvidstribe- de stamme med nogle centimeter. Straks former han endnu en snebold, sigter og rammer igen forbi. Han forsøger igen og igen, men rammer forbi hver gang.
Pludselig mærker han, hvor stive og kolde hans fingre er. Han har ingen vanter på. Kun en pyjamas med en Lucianatkjole ovenpå og en Luciahat på hovedet. Og så de varme støvler. Han bevæger sig langsomt hen mod postkassen. Sneen når ham næsten op over støvleskafterne, og der kommer kold sne ned i støvlerne. Han forsøger at sætte farten op. Løfter låget på den gamle grønne plasticpostkasse og tager Dagens Nyheter op. På forsiden er der et billede af en Lucia.
Da han går tilbage til døren, ser han op på huset. I vinduet på første sal får han øje på et mærkeligt skær. Han forstår ikke, hvad han ser. Måske er hans mor og far vågnet, eller også er Elsemarie oppe?
Lyset bevæger sig deroppe i vinduet, skifter mellem hvid, gul og orange.
Drengen trækker i hoveddøren, men der sker ingenting. Han trækker igen. Rykker i håndtaget, alt hvad han kan. Han fryser og er våd om fødderne og vil ind, men han kan ikke få døren op. Han forsøger endnu en gang, men der sker stadig ingenting. Bare den samme lukkede dør, umulig at rokke.
Og så husker drengen det.
Man skal slå låsen fra, ellers smækker den. Og han har glemt at slå låsen fra.
Et kort øjeblik bliver han stille. Ved ikke, hvad han skal gøre. Så begynder han at banke på døren med den sorte dørhammer. Han banker og banker, men der kommer ingen.
Han begynder at skrige. Råbe på sin far og mor.
Men der kommer stadig ingen og låser op. Og på første sal fortsætter lyset med at bevæge sig hurtigere og hurtigere. Hvidt, gult og orange.
Lyset, som er ild.
Den Blå Port, Djurgården, det centrale Stockholm
Aina er blegere. Hendes lange hår er erstattet af en krøllet pagefrisure. Trækkene er skarpere, mere markerede i det magre ansigt. Men øjnene, der changerer i grågrønt, stråler som altid.
Smerten over at se hende får mig næsten til at tabe vejret. Selvfølgelig havde jeg regnet med, at det kunne blive svært. Spekuleret på, om min vrede stadig ville være der, som et selvstændigt væsen dybt inde i min krop. Men det eneste, jeg føler, er sorg, det gør ondt i mig at se hendes forandring. Jeg overrumples af min egen medfølelse for Aina. Min bedste ven.
Min forhenværende bedste ven.
”Jeg ved det. Jeg ser forfærdelig ud.”
Hun trækker hånden gennem det tynde hår og vender ansigtet mod den blege efterårssol. Nipper til et glas vin og undgår mit blik ved at studere to små børn, der jagter hinanden inden for det beskyttende stakit. Vi sidder ved et bord foran Den Blå Port som så mange gange før. Varmen er kommet på midlertidigt genvisit som for at bede os om at holde ud og minde os om, at der kommer et nyt forår efter det store mørke, som venter forude.
Rundt om os sidder en blanding af nybagte forældre, der drikker latte, mens deres børn sover i deres Bugaboobarnevogne, og ældre, midaldrende kvinder, der har været til et eller andet kulturelt arrangement på Waldemarsudde eller Liljevalchs. Alting er præcis, som det plejer, og alligevel er alting anderledes. Jeg er bange for at spørge, hvordan det går. Hvordan det gik.
”Har du lyst til at fortælle?”
Et kort øjeblik mødes vores blikke, hægter sig fast i hinanden, før de igen farer videre i hver sin retning. Aina trækker vejret dybt ind og lukker øjnene.
”Du mener kræften. Jeg er rask igen. Siger de i hvert fald.”
Pludselig drejer hun hovedet og ser direkte på mig.
”Det var meget værre, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Meget værre, men samtidig slet ikke, som man tror. Som jeg havde troet, at det ville være. Har du nogensinde forestillet dig, hvordan det ville være at blive ramt af en livstruende sygdom?”
Jeg tænker mig om, lader spørgsmålet trænge ind. Det har jeg da på et tidspunkt. Spekuleret på, hvad der ville ske med Erik og Markus, hvis jeg forsvandt. Om Erik ville huske mig. Savne mig. Efter at min forrige mand, Stefan, døde, længtes jeg efter døden. Jeg tænkte på den som en befrier, der skulle komme og redde mig, så jeg slap for at leve videre i en tilværelse, som bare bestod af tomrum og smerte. Jeg nikker bekræftende til Aina. Jeg har forestillet mig sygdom og død.
”Også mig, eller altså, det gjorde jeg før. Og jeg havde et tydeligt billede af, hvordan jeg ville være, hvis jeg blev syg. Hvordan jeg ville være stærk og modig og slås for at overleve. Hvordan jeg ved hjælp af ren viljestyrke ville besejre sygdommen. Og senere, da jeg befandt mig der, så var alting anderledes, jeg var anderledes. Jeg var lille, bange og fej. Og jeg indså, at man ikke kan behandle sin kræft ved at spise fiskeoliekapsler eller gå til yoga. Man kan bare forholde sig roligt til alt det, der foregår, og lade følelserne komme. Lade dem være der. Udforske dem. Holde dem ud.”
Hun lader igen hånden glide gennem håret, snor en lok omkring fingeren på samme måde, som hun altid har gjort.
”Cellegifte. Du aner ikke, hvad de gør ved en. Jeg vidste, at det ville blive hårdt, men så hårdt … Kvalme, opkast, smerter …”
Pludselig tier hun og retter blikket mod mig.
”Undskyld. Jeg snakker bare løs. Jeg ville ikke mødes med dig for at beklage mig, overhovedet ikke. Du skal bare vide, hvordan det var. Og hvorfor det gik, som det gik, med Stefan.”
Et vindpust tager fat i min serviet, og den flyver af sted hen over gruset og lægger sig til rette under en afløvet busk. Jeg ved godt, at jeg burde gå hen og samle den op, men i stedet bliver
jeg siddende. Jeg har ventet så længe på at tale med Aina, men samtidig undgået hende. Jeg har villet og ikke villet tale. Min bedste ven og min døde mand havde engang for længe siden en affære bag min ryg. Da jeg fik det at vide, var Stefan død, og der var kun Aina tilbage at straffe. Vi har ikke set hinanden i flere år, selv om Aina kontaktede mig, da hun blev syg, Jeg slettede hendes mail og tømte papirkurven, før jeg nåede at fortryde. Til sidst skete der noget, som gjorde, at jeg skiftede mening.
”Og hvorfor gik det, som det gik?”
Min stemme er udtryksløs. Jeg tænker på det, som har været. Vreden, som var så stærk, at jeg fik lyst til at slå, at skade. En følelse, som jeg ikke vidste fandtes, før jeg opdagede Ainas bedrag. Men nu er der kun tomhed. Alt det onde, som jeg ønskede for Aina, har allerede ramt hende, og det finder jeg ingen tilfredsstillelse ved. I stedet åbner en afgrund af savn sig inden i mig, som længes efter at blive fyldt.
Jeg lukker øjnene og mærker solvarmen i ansigtet, hører folk ved nabobordet tale oprørt sammen om manglen på børnehavepladser i Hägersten og tænker, at det må være dejligt at have noget så tydeligt og afgrænset at blive vred over, et emne, hvor der er et så selvfølgeligt rigtigt og forkert.
”Det gik, som det gik, fordi der skete en masse ting. En masse ulykkelige omstændigheder. Ikke fordi jeg har tænkt mig at fralægge mig ansvaret, Siri, det, som skete, var vores skyld, men for at forklare, hvorfor noget blev startet.”
Jeg nikker, viser, at jeg lytter. Mit hjerte slår hårdt, og jeg har kvalme, men jeg bliver siddende. Ved, at jeg er nødt til at lytte, hvis Aina og jeg skal kunne komme videre.
”Efter at du … mistede barnet, blev du næsten umulig at nå.”
Aina ser undskyldende ud, da hun siger ordene, som om hun vil gøre det klart, at hun ikke lægger nogen skyld over på mig for det, som skete. Jeg tænker på barnet, som var Eriks søster eller bror. Barnet, som var så skadet, at det ikke kunne leve.
”Det er så svært med dig, Siri, når du ikke har det godt. Du trækker dig og vil ikke lade nogen hjælpe dig. Og Stefan begyndte i stedet at tale med mig. Det var mærkeligt, jeg blev hans fortrolige. Han talte altid om dig. Hvor meget han elskede dig. Hvor meget han savnede dig. Men alligevel kunne han ikke nå ind til dig. Han følte sig afvist.”
”Så Stefan var ensom og ulykkelig, fordi jeg ikke var der. Fint. Men hvilken grund havde du?”
Jeg kan høre, at jeg stadig lyder giftig.
”Ingen grund, som undskylder min opførsel.” Hun ryster på hovedet, og de matte hårlokker bevæger sig i vinden.
”Jeg tror, det var nærheden. Vi blev for tætte. Mødtes for ofte. Vi forvekslede intimiteten med noget andet, med tiltrækning.”
Jeg ser Jimmy for mig. Den betjent, som jeg arbejder sammen med. Jeg husker, hvordan vi uplanlagt endte hjemme hos ham en varm sommernat. Den mærkelige følelse af at være så tæt på en anden end Markus. Mit eget bedrag. Jeg ved, hvor let det kan være.
”Elskede du ham?”
Aina møder mit blik og ryster på hovedet.
”Jeg holdt meget af Stefan. Men aldrig på den måde. Det var uudtalt, at det var en kortvarig affære. Ikke andet.”
”Og Stefan? Elskede han dig?”
Det var det spørgsmål, som jeg havde været mest bange for at stille. Ville han forlade mig?
”Der var kun dig. Nogle gange tror jeg, at han begyndte at mødes med mig for at få en distance til dig. Det øgede hans selvforagt og gjorde det nemmere for ham at gøre det, han gjorde. Retfærdiggjorde hans beslutning om at tage sit eget liv.”
Jeg ønsker at forstå Aina, men samtidig er det uforståeligt. Det er som en gåde, der er umulig at løse. Hver ny indsigt afføder nye spørgsmål.
”Men du har altid haft forskellige mænd omkring dig, kunnet få, hvem du ville. Hvorfor Stefan? Hvorfor min mand?” Jeg kan mærke, hvordan øjnene fyldes af tårer, og ved ikke, om jeg er mest vred over, at min mand var utro med Aina, eller over, at min bedste ven bedrog mig.
”Jeg ved det ikke. Jeg ved det faktisk ikke,” siger Aina og ser pludselig plaget ud. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et simpelt svar. Sige, at jeg elskede ham, og at jeg håbede, vi kunne fortsætte sammen, at det var ham og mig. Men sådan forholdt det sig ikke. Jeg var ikke forelsket i Stefan, og det gør måske det hele værre.”
Hun sukker og bøjer sig ned efter sin taske, roder i den og finder en pakke cigaretter frem. Hun tager en cigaret, tænder den og tager et sug.
”Burde du virkelig ryge? Jeg mener …”
Spørgsmålet hænger i luften imellem os, og Aina begynder pludselig at grine.
”Næ. Det burde jeg vel ikke. Men nogle gange føles det, som om det hverken gør fra eller til. Men kun nogle gange.”
Hun rækker pakken frem, og jeg tager tøvende en cigaret, som hun tænder for mig. Det føles mærkeligt, noget, vi har gjort hundredvis af gange før i tiden, og nu gør vi det igen. Der er noget højtideligt over bevægelserne. Som en erkendelse af, at noget er ved at forandre sig.
”Jeg synes alligevel ikke, at du burde ryge. Jeg vil gerne beholde dig.”
Vi ved begge, at jeg ikke bare taler om hendes helbred. Jeg vil gerne have Aina i mit liv, være hendes ven. Jeg har sådan savnet hende.
Aina bliver stille. Hendes øjne møder mine, og jeg aner forbavselsen i hendes ansigt. Den der utilslørede sårbarhed. En enkelt tåre løber ned ad hendes kind. Så vender hun sig væk fra mig, suger igen på cigaretten.
”For fanden, Siri. Jeg er så skide ked af det. Der er ikke meget, jeg fortryder i mit liv, men jeg ville gøre hvad som helst for at gøre det her ugjort. Når man tror, at man skal dø, går det op for én, hvad der betyder noget i livet. Jeg ved godt, at det lyder som en kliche, men sådan var det for mig.”
“Jeg tænkte på dig. På min mor, som jeg knap nok har talt med i tyve år. Jeg tænkte på alle de somre, på alle de gange, vi legede på klipperne ved jeres hus og solede os. Alt skulle jeg miste. Nu kommer jeg måske alligevel til at leve, og jeg ønskede ikke, at det her skulle være imellem os. Jeg vil ikke miste dig.”
Hun ser fortvivlet ud, og jeg rækker langsomt hånden frem, rører ved hendes arm.
”Det er okay. Eller … det er ikke okay, men jeg kan leve med det.”
Jeg lukker øjnene. Lytter til barnegråd og mågeskrig. Ved bordet ved siden af os er småbørnsforældrene gået, og nu sidder der to ældre kvinder. Den ene har en pose med Liljevalchstryk på. Jeg kan høre dem hviske om en, der hedder Ulla, som ikke er den skarpeste kniv i skuffen. De fniser som to unge piger, og jeg spekulerer på, om Aina og jeg kommer til at sidde her i en fjern fremtid, måske mens vi ryger en enkelt cigaret og med et rødvinsglas i hånden. Jeg har ikke lyst til at vade rundt i fortiden, jeg vil være fri.
”Har du hørt, at Sven vil begynde at arbejde igen? Han savner os sikkert.”
Aina griner, og trods det magre ansigt og tynde hår ligner hun pludselig sig selv.
”Seriøst? Har du talt med ham?”
Jeg er forbavset. Aina, Sven og jeg havde engang en psykoterapeutisk konsultation sammen. Aina og jeg var de unge, uerfarne, og Sven den ældre, der havde arbejdet som psykoterapeut i næsten tredive år. Det var en dynamik, der fungerede. Sven trivedes med at være eksperten, og vi var fuldt optagede af at etablere os i professionen. Når jeg tænker tilbage, føles konsultationen som noget, jeg har drømt. Næsten inden for rækkevidde, men alligevel så langt væk.
”Jeg har talt med ham regelmæssigt. Han kom og besøgte mig under kemoterapien. Sad og holdt min hånd og lovede, at alt ville blive godt igen. Hans mor døde åbenbart af brystkræft.”
”Jeg har svært ved at se ham for mig som mild og trøstende. Han var altid så behersket, aldrig følsom.”
Jeg ryster på hovedet, og Aina smiler.
”Der er vel en grund til, at patienterne elskede ham. Men ja. Jeg blev også forbavset. Måske har livet som småbørnsfar gjort ham blød.”
”Og hvordan trives han med bleer og sutteflasker? Han er ikke ligefrem fartypen.”
”Han er fantastisk. Han er stadig gift med Sanna, og Hjalmer er tre år nu.”
Jeg ser Sanna for mig. Næsten tredive år yngre end Sven, stærk og selvstændig med masser af integritet. Ikke ulig hans forrige kone, Birgitta. Hvis man ser bort fra aldersforskellen.
”Så hvorfor vil han begynde at arbejde igen? Det lyder, som om han udlever sin drøm.”
”Bogskriveriet går vist ikke så godt. Og han savner vel intel- lektuel stimulans, treårige er jo vidunderlige, men måske ikke så … dybsindige.”
Vi griner sammen. Prøvende og forsigtigt.
”Så hvad vil han lave? Arbejde som psykoterapeut igen?” spørger jeg.
”Han vil åbne en ny konsultation med dig og mig.”
Jeg stivner. Intet kunne have overrasket mig mere. En ny konsultation. Jeg tænker på mit arbejde i politiets gerningsmands- profilgruppe. Det er spændende og udfordrende, men også uhyggeligt og mørkt. Jeg har aldrig tidligere troet på ondskab som koncept. Altid tænkt, at der findes rationelle forklaringer på alt, at det er muligt at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør. Det er, hvad jeg har lært i mit fag som psykolog, at gøre det ubegribelige begribeligt.
Nu ved jeg ikke længere. Hos visse mennesker er der noget, som bare er tomt og afgrundsdybt, som ikke kan forstås eller forklares. Og den tomhed skræmmer mig. Jeg vil ikke gå ind i den, for det føles, som om den kunne tilintetgøre mig. Svens forslag virker pludselig som en redningsbøje. Noget, der kan redde mig fra det, som måske er ondskab. Samtidig så tøver jeg, for jeg ved ikke, om det er muligt at genskabe fortiden.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det kommer så pludseligt.”
”Jeg ved det. Og tingene har forandret sig, siden vi arbejdede sammen sidst. Jeg sagde til ham, at det ikke var aktuelt, at situa- tionen havde ændret sig, men han insisterede alligevel på, at jeg skulle tale med dig, Siri. Men, åh … Skide være med det. Han må tage en omgang til med sit bogmanuskript.”
Jeg kan se på hende, at hun havde regnet med min tøven, og at den ikke sårer hende.
”Måske skulle vi mødes med ham. Bare tage en snak.”
Jeg bliver nærmest forbavset over mine egne ord. Har jeg vir- kelig lyst til det? Men på den anden side: Man forpligter sig ikke til noget ved at tage en snak.
”Kunne du godt tænke dig det?” Aina rynker panden, som om hun forsøger at få mine ord til at give mening – hendes ansigtsudtryk leder tankerne hen på én, der forsøger at samle et usædvanlig drilagtigt Ikeamøbel.
”Ja. Et uforpligtende møde. Er det ikke sådan, man siger?” ”Jeg taler med ham. Så snart jeg kan. Før du når at fortryde.” Vi griner igen. Lidt mere naturligt denne gang. Med mere indlevelse og mindre angst.
Älvsjö, syd for Stockholm
Olga husker dem alle.
Ansigterne dukker op på hendes nethinde: Paul, ham, der mistede foden i en ulykke og kæmpede for at komme til at spille fodbold igen. Lille Hamid, som sov i deres seng i seks måneder, helt tæt ind til hende, før han turde sove alene i værelset ud mod skoven. Og så Erkki, som var så klodset, at han slog næsten alt deres porcelæn i stykker. Senere viste det sig, at han led af en motorisk udviklingsforstyrrelse, men også det havde løst sig med tiden.
Ja, væk mig midt om natten, og jeg vil kunne sige deres navne højt, se dem alle for mig, fremmane deres ansigter og deres kroppe, tænker hun. Huske deres stemmer og mærke duften af snavset barnehud, følelsen, når kammen redte filtrede hårtotter ud, og de højlydte protester, når de små, skarpe negle skulle klippes.
Hun føler en stor tilfredsstillelse ved, at de faktisk har gjort en forskel for alle de børn. Været der og tilbudt dem et hjem, da deres tilværelse gik i stykker, og ingen andre kunne hjælpe.
At hjælpe er en pligt, men også et privilegium – en velgerning at føle taknemmelighed over.
Vi hjalp dem alle, tænker hun. Det er jeg sikker på, at vi gjorde.
Indtil nu.
For med Nova-Li er det anderledes. Det er, som om hun er gjort af et helt andet stof end de andre unger. Et hårdere, mindre elastisk materiale, som Olga ikke forstår sig på. Hun plejer at tænke, at det eneste, der behøves, er tid – tiden vil blødgøre det hårde, lukkede, og på en eller anden måde gøre pigen modtagelig for den kærlighed, som de faktisk tilbyder.
Men måske tager hun fejl. Måske findes det barn, som simpelthen har oplevet for meget elendighed. Hvis skal er blevet så hård, at den er umulig at trænge igennem.
Måske er Nova-Li sådan en pige.
Sten sætter sig ned ved spisebordet, stiller krykken op ad væg- gen og tager imod den kaffekop, som Olga rækker ham. Uden for vinduet skimtes legepladsen. I det svage skumringslys ser alting gråt ud. Selv efterårsløvet, som ligger i driver langs fortovs- kanten, ligner mest snavsede grå papirstykker. Rutsjebanen og gyngestativet aftegner sig som sorte silhuetter mod gadelygten ved siden af garagen.
Olga hælder mælk i sin kaffekop, rører forsigtigt rundt med en ske og sætter sig over for Sven.
”Jeg glemte mine briller i soveværelset,” begynder hun. ”Skal jeg hente dem?”
”Tosse, nej. Med din fod? Men jeg kan ikke se hende.” Sten nipper til kaffen og spejder ud i disen.
”Hun sidder på gyngen.”
”Stadigvæk?”
”Ja.”
Olga sukker dybt og retter på halskæden med korset; det, hun fik, da hun blev konfirmeret, og som hun stadig, halvtreds år efter, har på hver dag. Ikke kun fordi det er et tegn på hendes tro, men fordi det på en måde er en bro mellem fortid og nutid. Fra hendes opvækst som eneste barn i en præstefamilie i Tierp, nord for Uppsala – via sygeplejerskeskolen i Stockholm og arbejdet på Sachsska børnehospital – til mødet med Sten den aften på færgen til Gotland og den familie, de siden skabte sammen.
Korset er synonymt med den tro, der har båret hende gennem alle livets faser. Korset er håb og fortrøstning, men det havde også – i hvert fald i de yngre år – skræmt hende en anelse. For Gud er ikke bare god, det er hun temmelig sikker på. Gud kan fratage mennesket alt det, som han har givet hende, på et øjeblik. Rasere det, som hun så omhyggeligt har bygget op.
Det gælder om ikke at blive hovmodig. Aldrig at glemme at være taknemmelig for livets gaver.
”Og hvad gør de andre børn?”
”Olssons unger klatrer som sædvanligt i træet,” siger Sten og rømmer sig. ”Jeg er nødt til at tale med dem om det. Grenene er alt for tynde at klatre i. Det ender galt en dag.”
Lyden fra køkkenuret hugger stilheden i stykker og borer små, distinkte huller i den forræderiske ro i køkkenet.
”Ved du hvad,” siger Olga. ”Jeg kommer vist aldrig til at forstå mig på den unge. Det er lige meget, hvad man gør, det er ligesom ikke muligt at komme … tæt på hende.”
Sten nikker og nipper igen til kaffen.
”Hun er vores tyvende plejebarn,” siger han lavmælt. ”Man kan ikke …”
”Redde alle? Nej, det kan man måske ikke. Men ingen af de andre har været så … lukket inde i sig selv, hvis du forstår, hvad jeg mener.”
”Giv hende lidt tid.”
”Der er gået fire måneder.”
Sten svarer ikke, men han læner sig frem, som om han ønsker bedre at kunne se.
”Hun går hen til de andre børn nu.”
Olga nikker.
”Jeg fandt mad på hendes værelse igen i går.”
”Mad?”
”Jamen, har du glemt det, jeg fortalte dig i sidste uge? Hun gemmer mad på sit værelse.”
”Hvilken mad?” Sten ser på hende. Det venlige, buttede ansigt udstråler forvirring, og de hvide øjenvipper, der flagrer rundt om de blege øjne, minder hende om insektvinger.
”Kogt kartoffel. Hun havde lagt den under sengen. Troede vel ikke, at jeg ville finde den der.”
Sten ryster på hovedet.
”Kartoffel? Stakkel. Hun troede nok, at hun ellers ikke ville få noget.”
”Ingen af vores børn har da nogen sinde manglet mad på bordet?”
”Det handler ikke om os. Det kan du vel nok forstå?”
Olga nikker og ser ned i kaffekoppen, hvor der kun er brunt grums tilbage på bunden.
”Leger hun med Olssons unger nu?”
Sten ser ud ad vinduet. Enkelte blade danser i vinden, og en støvregn er begyndt at falde.
”Nej. Hun er nok bag klatrestativet. Blev du så sur på hende, da du fandt maden?”
Olga sukker.
”Nej. Selvfølgelig blev jeg ikke sur. Jeg blev bare … overrasket, som altid med Nova-Li. Jeg forstår mig ikke på den pige. Og hun gør det ikke lettere ved at være så tilknappet hele tiden. Men jeg forklarede hende, at der altid vil være mad herhjemme, og at hun ikke behøver at tage den med op på værelset, det gjorde jeg altså.”
”Og hvad sagde hun så”
”Ingenting, selvfølgelig.”
Olga tier og ryster langsomt på hovedet. En gestus, som rummer magtesløshed, men også et vist mål misfornøjelse.
”Vi burde måske sige, at hun skal komme ind?” fortsætter hun. ”Det regner.”
”Det er nok bedst,” siger Sten og fører hånden gennem det tynde, hvide hår.
Olga rejser sig op og sætter kaffekoppen på køkkenbordet med et højt smæld. Hun går ud i gangen og tager gummistøvler og dynejakke på, så åbner hun hoveddøren og slipper alle efterårets dufte af rådne blade og fugtig jord ind.
Vinden fanger hendes jakke, og hun lukker lynlåsen og slår hætten op. Støvlerne svupper, og hun river sorte sår op i jorden, da hun går det korte stykke ned mod legepladsen.
Det er heller ikke i år lykkedes dem at få orden på græsplænen – den ligner mest en pløjemark med enkelte tørre tuer af ukrudt hist og her. Måske er det bedre at give op og lægge fliser på den lille rektangulære overflade foran rækkehuset, men hun hader tanken om at dække jorden med sten – at lukke jordens grokraft inde og erstatte det grønne med cementfliser.
Olssons unger sidder farligt langt ude på træets spinkle grene, præcis som Sten sagde. Hun hæver hånden mod dem og går hen mod klatrestativet. Sandet gør skridtene tunge, og hun mærker en snert af irritation over, at Nova-Li ikke forstår, at hun burde gå ind, når det bliver mørkt og begynder at regne.
Olga går rundt om den lille træbygning, som har et net af orange reb foroven, hvor børnene kan ligge og se på himlen eller åle sig igennem maskerne som små orme.
Nova-Li er der ikke.
”Nova!” råber hun, men blæsten og regnen drukner hendes råb. Hun går tilbage til træet og vender sig mod de tre drenge, som sidder oppe i grenene.
”Har I set Nova?”
Oscar, den ældste, ham, der altid er så ond mod Perssons kat, ryster langsomt på hovedet. ”Næ. Gik hun ikke ind?” ”Hvad mener du? Gik hun?” ”Ingen anelse.”
Oscar ser på sine småbrødre, der langsomt ryster på hovedet i en koordineret bevægelse.
”Hun sad på gyngen lige før,” forsøger den mellemste bror.
Olga ser hen mod gyngestativet, hvor de tomme gynger langsomt vugger i vinden.
”Men så I ikke, hvor hun gik hen? Hun kan vel ikke bare forsvinde?”
”Vi sad her …”
”Jeg ved godt, at I sad i træet hele tiden. Men I må vel have set, hvor hun gik hen?”
Drengene svarer ikke, men Oscar ser sig omkring.
”Måske gik hun over på parkeringspladsen,” foreslår han. ”På parkeringspladsen. Hvorfor skulle hun gå derover?” Oscar trækker på skuldrene.
”Det gør hun nogle gange.”
Olga vender sig om og løber over mod parkeringspladsen. Mørket er blevet tættere, og hun kan knap nok skelne stenene og hullerne i vejen. Regnen finder vej ind under kraven, løber ned ad halsen og ind under trøjen.
Et øjeblik mærker hun vreden blusse op indvendig. Ikke bekymring, men vrede. Hun er vred på Nova-Li. Vred, fordi hun aldrig er taknemmelig, aldrig ser hende i øjnene, aldrig er til at tale med eller stole på.
Vred, fordi hun er det tyvende barn.
Det, som ikke er muligt at redde.
Grene knækker, da hun skyder genvej gennem det lille skovparti. Vådt løv pisker mod hendes ansigt. Hun snubler over en sten, men det lykkes hende i sidst øjeblik at tage fat i en træstamme og undgå at falde. Hun slår sit håndled og standser op et øjeblik og masserer hånden. Piller de små, skarpe barkstykker ud af huden. Et sted høres en bil, der starter og kører sin vej.
Hvor i alverden er hun? En unge kan da ikke bare forsvinde fra det ene øjeblik til det andet? For de kiggede jo på hende næsten hele tiden. Fulgte hendes bevægelser inde fra køkkenet.
I samme øjeblik Olga når hen til parkeringspladsen, ser hun det første lyn. Den blanke, sorte asfalt reflekterer det stærke lysskær. Sender små skarpe pile af lys af sted, som blænder hende.
Da øjnene har vænnet sig til mørket igen, spejder hun ud over den lille parkeringsplads. Den er tom. Det eneste, der er at se, er familien Perssons gamle Lada, der mangler bagdæk og står opklodset på nogle gamle mursten.
Nova-Li er væk.
Ild og dybt vand
En dag forsvinder en niårig pige, mens hun leger udenfor det hus, hvor hun bor sammen med sine plejeforældre. En uge senere forsvinder pigens seksårige bror fra sin skole. Mistanken vender sig straks mod børnenes mor, en voldelig misbruger, og hendes nynazistiske kæreste. På grund af sit virke som psykoterapeut og profileringsekspert bliver Siri Bergman koblet på eftersøgningen af de forsvundne børn. Sagen påvirker hende dybt. Da liget af en kvinde bliver fundet, tager efterforskningen en overraskende drejning. For pludselig dukker der fotos af selvsamme afdøde kvinde op på et onlineforum, hvor hun er afbildet sammen med de forsvundne børn.
Ild og dybt vand er femte og sidste bog i krimiserien om Siri Bergman af søskendeparret Camilla Grebe & Åsa Träff.
Du kan købe Ild og dybt vand i din lokale boghandel eller online hos Bog & Idé.
Andre læste også: