Camilla Grebe Krimi Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Psykologisk spænding i verdensklasse. Smuglæs i Sort angst

Sort angst, Siri Bergman, Camilla Grebe, Åsa Traff

Sort angst er anden bog i Camilla Grebe og Åsa Träffs fremragende krimiserie om psykoterapeuten Siri Bergman, der nu bliver genudgivet i en ny paperbackudgave. Smuglæs i anden bog i serien her.


“Gribende … en krimi med dybde.” – Alt for damerne

En mørk aften et sted i Stockholm ligger en lille pige gemt under et køkkenbord og overværer, at nogen sparker hendes mor til døde. Samtidig har psykoterapeut Siri Bergman og hendes kollega påtaget sig at lede en selvhjælpsgruppe for kvindelige voldsofre.

Her tegner kvinderne et mørkt og dystert billede af mænds vrede mod kvinder, og det får Siri til at overveje, om hun tør satse på
kærligheden.

LÆS OGSÅ: Første bog i serie af Camilla Grebe & Åsa Träff. Smuglæs i Jeg ser dig

Den lille piges skæbne flettes sammen med Siris og kvindernes i gruppen, og ønsket om at opnå retfærdighed forvandles til en dramatisk jagt på en morder.

Sort angst er anden bog i serien om Siri Bergman efter Jeg ser dig og kan læses selvstændigt.

Du kan købe Sort angst online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 4. marts 2021.



Camilla Grebe og Åsa Träff

Sort angst


På dansk ved
Kamilla Jørgensen


Gustavsberg, forstad til Stockholm, den 22. oktober om eftermiddagen

Alting ser anderledes ud nedefra.

Det store spisebords massive ben, bordpladen i eg med tydelige årer og oliekridttegningen på undersiden, den, som hendes mor ikke har opdaget endnu. Dugen, der falder ned omkring hende i tunge, cremefarvede folder.

Mor ser også anderledes ud nedefra.

Forsigtigt stikker hun hovedet ud af sin hule, ser på hende, som hun står der ved komfuret og skubber strittende spagettier, der ligner mikadopinde, ned i den store grå gryde med den ene hånd, mens hun ryger med den anden.

Der lyder små smæld, når spagettien knækker under gaflens tryk.

Hendes mors slidte cowboybukser hænger så langt nede på numsen, at hun kan se tatoveringen nederst på ryggen og de lyserøde trusser.

Nedefra ser hendes mors bagdel enorm ud, og hun spekulerer på, om hun skal sige det til hende. Hendes mor plejer altid at spørge, om hendes bagdel ser stor eller lille ud. Og ofte tvinger hun Henrik til at svare på det spørgsmål, selv om han ikke vil. Han vil hellere se på hestene, der løber rundt og rundt inde i fjernsynet, mens han drikker sin øl.

Det kaldes en interesse.

Hendes mor skodder cigaretten i kaffekoppen, samler lidt spagettier, som er faldet ved siden af gryden, op med de lange negle og propper dem i munden, som om de var slik.

Det knaser, når hun tygger.

Selv tager hun et blåt kridt og begynder omhyggeligt at farvelægge det, der skal være himmel. På tegningen er der allerede et hus, deres hus, og en rød bil udenfor; den, de skal købe, når hendes mor får arbejde igen.

Efterårseftermiddagens svage grå lys falder ind ad køkkenvinduet, maler rummet i en deprimerende dunkel farvenuance, men inde i hendes hule er der mørkt på en hyggelig måde. Kun et svagt lys siver ind, tilstrækkeligt til at hun kan se det papir, der ligger på gulvet foran hende, ane kridtets farver.

Fra radioen en støt strøm af musik afbrudt af reklamer.

Reklamer er, når de snakker, så meget har hun forstået.

Reklamer er, når Henrik tisser alt det øl ud, han har drukket.

Reklamer er også, når hendes mor går ud og ryger på altanen, men når Henrik ikke er hjemme, ryger hun over det hele. Men det er ikke reklamer.

En banken, der er let og undselig, som om det måske ikke var en banken, men bare en, der trommede adspredt på træet, da han eller hun gik forbi døren til lejligheden.

Hun ser, at hendes mor tænder en cigaret til, lænet over vasken, ser ud til at tøve.

Så går den bankende lyd over i en dunken.

Dunk, dunk, dunk.

Og der er ikke længere tvivl om, at der står en uden for døren, en, der vil ind. En, der har travlt.

”Jeg kommer,” råber hendes mor og går langsomt ud til døren med cigaretten i hånden. Som om hun havde alverdens tid. Og Tilde ved, at sådan er det, fordi Henrik må lære at vente. Det hele kan ikke ske på én gang, ikke altid være på hans betingelser. Det har hendes mor fortalt ham.

Hun finder et lysegult oliekridt, som hun synes vil passe godt til solen, og begynder at tegne en cirkel med fejende, runde bevægelser. Papiret krøller lidt, og da hun holder imod med den anden hånd, revner det en smule oppe i højre hjørne. En revne i den perfekte verden, hun så omhyggeligt er ved at skabe.

Hun tøver: begynde forfra eller fortsætte?

Dunk, dunk, dunk.

Henrik virker mere vred, end han plejer at være. Så lyder en raslen, da sikkerhedslåsen glider af, og hendes mor åbner.

Hun leder blandt oliekridtene, som ligner gråbrune pinde i mørket under spisebordet. Som om hun sad ude i skoven under et grantræ og legede med rigtige pinde. Hun spekulerer på, hvordan det ville føles, hun har aldrig været i en skov. Kun på legepladsen nede i centrum, og der er ingen grantræer, kun tornebuske med bittesmå orangerøde bær, som de andre børn siger er giftige.

Så får hun øje på det grå oliekridt. Tænker, at der skal være en stor og mørk sky. En tyk en med regn og hagl i maven, der skræmmer de voksne.

Ude fra entréen hører hun ophidsede stemmer og en anden dunken. Hule dunk mod gulvet, som om noget bliver ved med at falde. Og hun tænker, at hun ville ønske, at de snart holdt op med at skændes. Eller at mor kunne smide de guldfarvede øldåser ud, dem, der gør Henrik sur, irriteret og træt.

Hun bøjer sig ned mod gulvet, så hun kan se ud under dugen. Nu skriger de, og der er noget galt. Stemmerne lyder fremmede. Henrik lyder ikke, som han plejer.

Entréen er mørk.

Hun kan ane kroppe, der bevæger sig derude, men det er ikke til at se, hvad der sker.

Så: et brøl.

Nogen, det er hendes mor, ser hun nu, falder hovedkulds ind på køkkengulvet. Lander pladask på maven med ansigtet mod gulvet, og hun kan se en rød pøl vokse der, hvor hovedet ligger. Hendes mors hænder griber fat i køkkentæppet, som om hun ville holde sig fast i det, og hun prøver at kravle ind i rummet, samtidig med at en lille, blank og guldskinnende genstand triller ind i køkkenet fra entréen.

Nogen, manden, bander ude i entréen. Hans stemme er mørk og ru. Så skridt i køkkenet. En skikkelse bøjer sig ned, fanger den lille genstand.

Hun tør ikke stikke hovedet ud for at se, hvem det er, men hun ser de sorte støvler og mørke bukseben, som stopper op ved hendes mors hoved, tøver et øjeblik og så sparker hende igen og igen i ansigtet. Indtil hele ansigtet ser ud til at løsne sig som en maske på en dukke og en lys, rød grød vælter ud i en pøl på gulvtæppet foran hende. De sorte støvler er også dækket af grøden, og den drypper langsomt ned på gulvet som smeltet glas.

Der bliver stille, bortset fra musikken, som stadig strømmer ud af radioen, og hun spekulerer på, hvordan det kan lade sig gøre, at musikken bare fortsætter, som om ingenting er sket, selv om hendes mor ligger der på køkkengulvet som en bunke vasketøj i en blodpøl, der hele tiden vokser.

Hendes mors åndedrag er lange og rallende. Som om hun lige har taget en slurk vand.

Så ser hun, hvordan hendes mor bliver trukket ud i entréen, centimeter for centimeter. Hun holder stadig godt fast i tæppet, og det følger med hende ud i den mørke gang.

Det eneste, som er tilbage på det flødefarvede linoleumsgulv, er blodpølen og den lyse grød.

Hun tøver et øjeblik, men fortsætter så med at fylde den grå uvejrssky.

Stockholm, to måneder tidligere

Vijays kontor. Et uendelig stort skrivebord, hvor hver eneste plet af bordpladen er dækket af papirer. Jeg spekulerer på, hvordan han nogensinde kan finde det, han har brug for, blandt alle de tusindvis af papirer, chartekker og tidsskrifter.

Oven på et bundt med noget, der ligner opgaver, troner hans laptop. En supertynd Mac. Vijay har altid været en Macdreng. Ved siden af, en kop kaffe og et bananskræl. En dåse snus ligger halvt skjult under en konvolut fra institutlederen.

”Er du begyndt at bruge snus?”

Aina ser skeptisk på Vijay og skærer en grimasse.

”Mmm … var nødt til det, Olle opponerede mod cigaretterne, men snus kan han godt klare.”

Vijay smiler, og Aina ryster medlidende på hovedet.

”Hvor ærgerligt. Og jeg, der tænkte, at vi kunne tage kaffen med ud og dele en cigaret i den bidende vind derude, genopfriske gamle minder og den slags.”

Vi griner alle tre og mindes et øjeblik, hvordan vi har stået sammen i regn og slud og stegende sol, vinter som forår. Delt cigaretter og kaffe. Dengang livet nok var mere ukompliceret. Eller også virker det bare sådan i dag, hvor afstanden mellem dengang og nu er blevet større. Når det, som engang var, nu er langt væk, i fortiden.

Aina, Vijay og jeg er gamle studiekammerater og har engang læst psykologi her på Stockholms Universitet. Aina og jeg valgte at arbejde klinisk efter afsluttet eksamen, Vijay valgte den akademiske vej og skrev doktorafhandling. Her, ti år senere, er han professor i retspsykologi på det samme institut, hvor han engang var studerende.

Jeg betragter ham. Det sorte hår, nu med grå tindinger. Det vildtvoksende overskæg, en krøllet bomuldsskjorte med blå og hvide striber. Han ligner ikke en professor, men måske er det netop det, som kendetegner professorer. Manglen på fælles stilistiske markører. Hvad ved jeg, jeg kender ikke så mange. Men hvor lidt Vijay end ligner en professor, kan jeg ikke fornægte det faktum, at han ældes præcis som Aina og jeg. Vi er ældre, måske klogere, måske bare mere trætte og lettere forbavsede over, at livet ikke blev, som vi troede dengang.

”Jeg er ikke svær at overtale, kan måske godt dele en cigaret med dig. Olle er til konference i Reykjavik, så han opdager det ikke.”

Vijay tager sin snusdåse og begynder distræt at pille ved etiketten.

”Men,” fortsætter han, ”det var ikke derfor, jeg bad jer komme, altså for at diskutere mine nikotinvaner.”

Aina og jeg nikker bekræftende. Vi ved godt, at Vijay har bedt os om at komme for at diskutere en opgave, og vi er taknemmelige for det. Selv psykoterapeuter kan mærke lavkonjunkturer, og større opgaver fra statslige kunder modtages med kyshånd.

”Det er et forskningsprojekt, hvor vi skal undersøge effekten af selvhjælpsgrupper for voldsramte kvinder. Målgruppen er kvinder, der ligger i risikozonen for at udvikle posttraumatisk stresssyndrom, men som af forskellige årsager ikke vil gå i traditionel behandling. Projektet er et samarbejde mellem Värmdö Kommune og Stockholms Universitet.”

Vijay har skiftet til sin professionelle rolle. Hans øjne gløder, og kinderne farves let røde. Han har et lidenskabeligt forhold til sit arbejde. Betragter det ikke som et job, det daglige brød, men snarere en måde at leve på og måske også noget, der giver mening. Desuden ville han ikke kunne benægte, at det smigrer hans forfængelighed. Han elsker den autoritet, som professoratet giver ham. At få lov at være ekspert, den, som ved bedst.

Vijay optræder ofte i medierne, hvor han udtaler sig om forbrydelser og deres formodede årsager. Det ville være nemt at psykologisere, tro, at hans tilfredshed skyldes behovet for revanche. Den forfordelte indvandrer, marginaliseret både på grund af etnisk oprindelse og seksuel orientering. Men sandheden ligger langt derfra. Vijays forældre er velstillede akademikere, som kom til Sverige på forskningsstipendier og siden blev boende. Hans homoseksualitet er ikke noget, som familien har blandet sig i. Der er yderligere tre brødre, som forsyner forældrene med de eftertragtede børnebørn. Vijay ses som excentrisk, men ikke mindre vellykket.

”Hvor kommer vi ind i billedet, hvis det er en selvhjælpsbehandling?”

Aina afbryder Vijays tale og tvinger ham til at stoppe op, noget han egentlig ikke bryder sig om.

”Jeg kommer til det nu, hvis du bare har lidt tålmodighed.”

Han tier, åbner snusdåsen, stopper noget ind under læben og fortsætter så.

”Tanken er, at I skal køre pilotstudiet. Teste manualen, tjekke de psykoedukative dele, se om noget skal tilføjes eller fjernes.”

”Psykoedukation og selvhjælp, det lyder ikke som kognitiv terapi,” siger jeg.

Aina ser tvivlende ud, og Vijay griner.

”Det er heller ikke kognitiv terapi, ikke rendyrket. Men det betyder ikke, at det ikke kan have effekt. I ved jo, at efterspørgslen på uddannede psykoterapeuter med speciale i kognitiv terapi langt overstiger det antal, der eksisterer. Det her er en måde at lade flere tage del i forskellige interventioner, interventioner, som vi ved er virksomme ved posttraumatisk stresssyndrom og traume, vi vil simpelthen udbrede metoderne ved hjælp af lavere omkostninger. Desuden er der en
pointe med selvhjælpsgrupper, specielt for mennesker, som selv har været ofre. Det giver en følelse af … at have kontrol måske. Empowerment. Åh … I ved godt.”

”Empowerment?”

Aina ser stadig tvivlende ud og kigger på mig som for at få et tegn, et signal om, hvordan jeg ser på det.

”Hvordan er oplægget?”

Jeg er nysgerrig og vil gerne høre mere om, hvordan behandlingen skal foregå.

”Otte gange, to timer per gang. Hver gang indledes med en undervisningsdel, reaktioner ved traumer, mænds vold mod kvinder, information om normale symptomer ved posttraumatisk stresssyndrom, den slags emner. Derefter følger en friere del, man fortæller om egne erfaringer og lytter til de andres historier. Gruppelederens rolle er at styre samtalen. Sørge for, at alle kommer til orde, og at ingen bliver for dominerende. Derefter præsenteres en hjemmeopgave, det kan være at overveje, hvordan livet har forandret sig efter traumet, eller lave nye målsætninger for, hvordan man vil leve. Hvad man har mistet, og hvad man mener at kunne genskabe, generobre måske. Og bagefter hvordan man skal gøre det. I vil få en detaljeret manual, men I har frihed til at bevæge jer uden for den. I evaluerer gruppemøderne sammen bagefter og giver jeres mening til kende om indholdet. Det hele dokumenteres. Vigtigt at tænke på er, at det er en selvhjælpsgruppe, niveauet skal altså være passende, det skal have substans og kunne bidrage til forandring, men ikke være for kompliceret. Det er ikke psykoterapi, og de tiltænkte ledere er ikke psykoterapeuter, men kvinder, der selv har været udsat for mænds vold …”

Vijay afbryder sig selv og ser pludselig forlegen ud. Jeg ved, hvad han tænker, og hvad der kommer nu.

”Ja, altså Siri … jeg beder dig jo ikke gøre det i egenskab af voldsoffer, men ganske enkelt fordi du er en forbandet kompetent psykolog og psykoterapeut. Du og Aina, I er gode. Pokkers gode.”

”Men den kendsgerning, at jeg er voldsoffer ud over at være psykolog og terapeut, skader måske ikke?”

Jeg betragter Vijay, ser, hvordan han overvejer forskellige alternativer. Jeg kender ham så godt, at jeg kan fornemme hans tankebaner. Sige det, som det er, eller glatte ud? Lade, som om intet er sket, og at jeg er den samme som før, eller indrømme, at det, som skete, at den kendsgerning, at en anden person har forsøgt at dræbe mig, faktisk har forandret mig?

”Generer det dig?” spørger han.

Han ser såret og samtidig ivrig ud. Jeg overvejer hans spørgsmål. Om det generer mig, at Vijay tror, at jeg med mine personlige erfaringer er bedre egnet end nogen anden til at gøre dette arbejde. Og det går op for mig, at det gør det ikke.

Mine egne oplevelser er altid med mig, men det gør ikke længere ondt som et åbent sår. Jeg mener faktisk at have kontrol over mine egne reaktioner og min evne til at relatere til det, som er sket.

”Nej, det generer mig ikke.”

Atmosfæren i det indelukkede rum forandrer sig så pludseligt, at det ikke er til at tage fejl af. En bølge af lettelse, ro, synes at forplante sig igennem Vijay og Aina, og jeg forstår, at de sikkert begge har ræsonneret i forvejen, men at Aina ikke har villet påvirke mig, men i stedet give mig en mulighed for at afslå Vijays tilbud uden at tabe ansigt. Vijay bøjer sig frem mod mig og stryger min kind i en uventet øm gestus.

”Siri, min ven. Jeg er glad for, at du er her.”

Jeg bliver forbløffet over hans pludselige følsomhed, men samtidig varmer hans oprigtighed. Det er ikke til at tage fejl af, at han mener, hvad han siger. Aina møder mit blik og løfter umærkeligt øjenbrynene, og jeg er nødt til at se væk, fordi jeg ved, at jeg vil komme til at grine, hvis vi fortsætter med at se på hinanden, og jeg vil ikke såre Vijay. I stedet vender jeg mig om imod ham og lægger hovedet på skrå.

”Nuff said. Kan vi tale penge nu?”



Regnen, som bliver ved og ved.

Som nægter at slippe sol eller kulde ind. Den falder stille over den våde jord omkring mit hus. Opløser langsomt konturerne af det, som engang var min græsplæne, men som nu ligger under vand. Enkelte græstuer stikker op hist og her som slidte, gule hårtjavser. Stien mellem mit hus og annekset, der huser badeværelse og pulterrum, er fuld af gabende huller, hvor det sorte mudder har suget sig fast i mine gummistøvler.

Inde i huset er der varmt og tørt, og hver gang jeg åbner hoveddøren på klem, fyldes jeg af en primitiv, stærk glædesfølelse over at vende tilbage til det hjem, som faktisk er mit, som holder mig – og nogle gange også Markus og mine venner – varm under alle disse stormfulde efterårsaftner, med sin spinkle, men pålidelige trækonstruktion.

Markus bor ikke hos mig. Jeg vil ikke bo sammen med nogen, er ikke nået dertil endnu. Måske sætter jeg det at have mit eget sted for højt, måske tror jeg ikke, at vi kan klare alle de kompromisser, som et rigtigt fælles liv ville indebære.

Hvem forsøger jeg at narre?

Sandheden – den, der gør så ondt, at jeg kun en gang imellem trækker den frem i lyset for at undersøge den – er, at jeg ikke er i stand til at elske ham rigtigt. At bede mig om at elske ham er som at bede en mand uden arme om at binde snørebåndene; ligegyldigt hvor meget jeg end forsøger. Jeg kan ikke.

Jeg frygter, at der ikke er plads i min sjæl til ham.

Ikke endnu.

Stefan.

Altid nærværende. Ved min side dag og nat. Når jeg arbejder, sover. Når jeg elsker med Markus.

Utro.

De fleste ville kalde tanken absurd. Man kan jo ikke være utro mod nogen, som er død. Og guderne skal vide, at Stefan om nogen gerne ville have set mig lykkelig. Ville have undt mig det.

Nej.

Det handler om min egen manglende evne til at knytte mig til nogen.

Så.

Det eneste, der sladrer om Markus’ tilstedeværelse, er en ekstra tandbørste i badeværelset, en skuffe med underbukser og T-shirts i størrelse XL i min kommode og en slimline laptop, som han hævder, at han har brug for til sit arbejde. Men hvis sandheden skal frem, har jeg aldrig set ham lave andet end at spille og surfe på den.

Selv om vi har været sammen i snart et år, er jeg stadig ikke kommet mig over, at vi er så forskellige. Hvis nogen havde spurgt mig dengang for længe siden, hvad jeg ledte efter hos en mand – drømmemanden – kunne jeg have talt længe om det emne. Han skulle være intellektuel, læse bøger, interessere sig for samfundsspørgsmål.

Nå, jeg kan koldt og kynisk konstatere, at det er lykkedes mig at finde en mand, som er så langt fra min romantiske forestilling som overhovedet muligt: politimand, sportslig, deler slet ikke mine interesser. Læser ikke bøger, sidder helst foran computeren, når han ikke træner. Han stemmer vist borgerligt, selv om han er norrlänning, men jeg ved det faktisk ikke. Vi taler aldrig om den slags. Faktisk taler vi ikke ret meget sammen. Vi … er bare. Vi deler dette hus og disse klipper ved havet. Vi deler livet, som dovent går sin gang, dette langtrukne og mørke efterår. Vi deler hinandens kroppe med en voldsomhed, som nogle gange er skræmmende, og som står i stærk kontrast til hverdagens beherskede, saglige samtaler og praktiske gøremål.

Jeg tænker nogle gange, at han udfylder den samme funktion i mit liv som et husdyr – det er hyggeligt at føle en andens tilstedeværelse. Det lyder måske frygteligt? Men det modsatte er også frygteligt, at kræve af livet, at en mand – en eller anden mand – skal leve op til et romantiseret idealbillede, at han skulle dele alle mine interesser. Brillere intellektuelt. Begære mig hele tiden. Det ville være frygteligt. Det ville være temmelig indbildsk at have den slags krav til livet. Til et andet menneske.

Han er også alt for ung til mig. Ti år for ung nærmere betegnet. Jeg har for længst bestemt mig for at ignorere dette faktum. Overbeviser mig selv om, at alder er relativ. Og skal jeg være ærlig, nyder jeg også tanken om, at han – som er så ung – faktisk vil have mig.

Det er tidlig morgen, og udenfor ligger vigen stadig i mørke. Markus og jeg står ved siden af hinanden i det lille badeværelse i annekset. Han fører barberskraberen til ansigtet og studerer mig i spejlet. Langsomt og måske lidt påtaget smører jeg min nøgne, nyvaskede krop ind i creme. Ser på ham i smug, som han står der og læner sig ind over håndvasken.

”Hvorfor egentlig alle de Bowie-billeder? Er det ikke lidt pubertært at hænge idolbilleder på væggene?” siger Markus og peger op på collagen, der dækker den ene badeværelsesvæg.

Jeg fniser og trækker trusserne på.

”Jeg er forelsket i ham. Det har jeg altid været.”

”Er han ikke lidt for gammel til dig?” siger Markus og smiler, mens han sætter små stumper papir på noget, der må være en bums eller en rift fra barberingen. Jeg kan se blodet trænge igennem det tynde papir og vokse til en lille rose på kinden.

”Nej, altså ikke Bowie, som han er i dag. Jeg er forelsket i halvfjerdserversionen, du ved den androgyne, benede, punkede fyr. Ham, der skrev skøre tekster og lånte sin kvinde ud til Mick Jagger. Eller var det omvendt. Nej, de havde sex med hinanden, ham og Mick. Sådan var det. Var det ikke?”

”Du er syg, ved du godt det?”

”Jeg har aldrig påstået andet.”



Høringsmøde på klinikken.

Elin bladrer usikkert i bunken med papirer, der ligger på det elliptiske birketræsbord. Hun klør sig lidt i det pjuskede, sorte hår.

”Hvor blev de af? De var her jo lige. Hvor langt ude.”

Pludselig ser hun helt forvirret ud. Og meget yngre end sine femogtyve år. For på trods af den kraftige makeup og piercingen i næsen og læben ser hun besynderligt ung og skrøbelig ud.

Ufordærvet.

Måske endda uskyldig.

Som om hun forsøger at modbevise netop dette, vælger hun tøj, som fører tankerne hen på alt andet end uskyld: korte, sorte kjoler i elastikstof, netstrømper, hullede striktrøjer, store støvler, kæder og nitter. Af og til bliver hun åbenbart træt af alt det sorte og kommer i stedet i lyserød- og rødstribede gamacher og hættetrøje. Det er sket, at patienter har klaget. Men de fleste reagerer ikke på Elins udseende.

Sven rømmer sig utålmodigt. Hans tålmodighed med Elin er som sædvanlig meget begrænset. Det virker, som om hendes tilstedeværelse provokerer ham. Og måske forholder det sig virkelig sådan, for Elin har fået tildelt en umenneskelig opgave: at udfylde tomrummet efter Marianne, vores forhenværende, højt savnede, multikompetente receptionist.

Elin er i jobtræning indtil videre, da hun har været sygemeldt på grund af udbrændthed. Vi har fået hende via arbejdsformidlingen. Ingen af os, ikke engang Elin selv, ved, hvor længe hun bliver. Noget, som jeg forestiller mig må være en stressfaktor for hende.

Aina og jeg kan godt lide Elin af intuitive og måske noget vage grunde. Det skal indrømmes, at hun ikke er særlig effektiv. Jeg holder aldrig op med at forbavses over, hvor lang tid det kan tage hende at sende indkaldelser til patienter ud, finde journaler frem eller bare gå ned på Götgatan og købe wienerbrød. Desuden er hun konstant forvirret – ingen videre god egenskab for en receptionist, der skal holde styr på hele klinikkens administration. Hun forlægger notater, glemmer konfidentielle dokumenter såsom journaler i venteværelset, taber nøgler og får ikke aflyttet klinikkens telefonsvarer, så alle beskederne om afbud forsvinder.

Men hun er så frygtelig sød. Og vil så vanvittigt gerne gøre os tilpas. Så vi er overbærende med hendes mangel på ordenssans og specielle udseende.

”Men hvad så med det, du har i den anden hånd?” siger Sven og peger på det papir, som Elin holder i sin venstre hånd, mens hun bladrer i papirbunken med højre hånd.

”Åh.”

Elin rødmer under sminken og skyder papiret ind midt på bordet.

”Undskyld, aner ikke, hvad jeg tænkte på. Nå, men her er det. Fra Fruängens lægehus, okay, okay, kvinde født i 1975, de skriver posttraumatisk stresssyndrom spørgsmålstegn, efter bilulykke, hvor søsteren og moren døde. Lad mig se, det må have været for tre år siden. Søvnproblemer. Hm, hvem tager hende? Sven, er du ikke virkelig god til PTSD?”

Sven tager brillerne af og masserer sit rynkede, men stadigt attraktive ansigt med hånden. Det krøllede hår, næsten helt gråt nu, falder ned som et gardin foran panden.

Sven Widelius er klinikkens afgjort mest erfarne terapeut og har i alle de år, vi har arbejdet sammen, altid rundhåndet delt ud af sin viden og erfaring.

”Søde Elin, fortalte jeg dig ikke i mandags, og også ugen før for den sags skyld, at jeg ikke kan tage nye patienter for øjeblikket. Har simpelthen ikke tid. Der er så frygtelig meget nu med det her spisevægringsprojekt.”

Stemmen er hæs, og der ligger en slet skjult irritation bag ordene, som ikke undgår nogen af os, selv om Sven anstrenger sig for at anlægge en bekymret mine.

”Åh, undskyld. Jeg vidste ikke …”

Elin ser forvirret ud og trækker sig i læbepiercingen, hvilket får hende til at se ud, som om hun har en gigantisk snus liggende under overlæben. Selv bliver jeg irriteret på Sven, fordi han som sædvanlig hakker på Elin. Vi ved alle sammen, at han har det svært. Hans kone igennem tredive år, Birgitta, har forladt ham og det store hus i Bromma for at bo alene i en etværelses lejlighed på Södermalm. ”Hun må virkelig hade mig, siden hun foretrækker at slå sig ned i det rottehul,” var alt, hvad Sven havde lyst til at sige om den sag.

Men alle, som kender Sven, ved, hvorfor Birgitta er flyttet. Sven har, i hvert fald så længe jeg har kendt ham, været notorisk utro. Faktum er, at alle undrer sig over, hvordan Birgitta kunne holde det ud så længe, som hun gjorde. Hun er ikke ligefrem en kuet kvinde: professor i kønsforskning ved Uppsala Universitet. Internationalt anerkendt. En mediepersonlighed.

Aina ser på mig med noget mørkt i blikket.

Aina. Min bedste ven og kompagnon. At sige, at vi har delt det meste, er ingen overdrivelse. Mellem os er der en nærmest intuitiv kontakt, og som sædvanligt har jeg en fornemmelse af, hvad hun vil sige, før hun tager ordet.

”Helt ærligt, vi har alle sammen meget at lave. Du ved godt, at jeg debiterede næsten to hundrede timer sidste måned. Og Siri … så Sven, du bliver nok også nødt til at hjælpe med at trække læsset.”

Aina, som har flettet sit lange, lyse hår, trækker irriteret i fletningen, samtidig med at hun ser ham stift i øjnene.

”Jeg kan godt tage hende!” siger jeg.

Der bliver stille, da Sven, Aina og Elin på én gang vender deres blikke mod mig. Det er et velkendt faktum, at de alle mener, jeg arbejder alt for meget. Elin stryger sig nervøst over de sorte cowboybukser, samtidig med at hun søger Ainas blik for råd.

Jeg fniser lidt.

”Kom nu, tag chancen. Jeg tilbyder mig jo frivilligt.”

Aina rejser sig fra stolen uden at svare, børster krummerne af cowboybukserne og trækker den lilla uldtrøje med frynser tættere om kroppen. Hun går hen til tekøkkenet for at fylde kaffekoppen og siger ligesom i forbifarten:

”Og det synes du er en god idé?”

”Bedre end at høre jer kæfte op om arbejdsfordelingen, hver gang vi har høringsmøde.”

Aina er tilbage nu, står foran bordet med en sammenbidt alvorlig mine, som er lige ved at få mig til at smile.

”Okay, nu skal jeg sige, hvad jeg mener om den sag. Siri, du laver ikke andet end at arbejde. Du burde få dig nogle interesser. Jeg vil ikke være med til, at du påtager dig flere patienter nu, mens du, Sven … Du var her jo knap nok i sidste uge. Du er jo ikke særlig solidarisk.”

”Og siden hvornår er ansvaret for nye patienter kun mit? Jeg tog begge patienter fra Maria Ambulatoriet i sidste uge. Og fyren fra Bygghälsan. I kan da ikke for alvor mene … for fanden …”

Pludselig kyler Sven de skæve stålbriller i bordet og springer op fra stolen, flår sin brune fløjlsjakke til sig og forlader knurrende lokalet.

Aina kvæler et fnis.

”Hold kæft, hvor er vi dysfunktionelle!”

Nu smiler Elin også. Prøvende.

”Under alle omstændigheder,” siger Aina. ”Så tager du ingen nye patienter, Siri. Sven må tage den pige.”

Elin ser pludselig forvirret ud igen.

”Og hvordan skal … siger du det til ham eller? For jeg kan ikke … Så bliver han bare …”

”Det kan du bande på, at jeg nok skal. Og det bliver ikke noget problem,” siger Aina og griner.

Og jeg tvivler ikke et øjeblik på, at hun har ret.



Jeg plejer ikke at beskæftige mig med parterapi. Et eller andet sted tvivler jeg på min evne til at hjælpe netop folk med kærlighedsproblemer, måske fordi jeg tilsyneladende aldrig selv har styr på mine kærlighedsforhold, men for øjeblikket har jeg faktisk et par i terapi. De har længe haft problemer med deres forhold, og det seneste halve år har Mia, som kvinden hedder, desuden været sygemeldt for stress fra sit arbejde som tekstforfatter på et lille reklamebureau. Det var den praktiserende læge, der anbefalede Mia at kontakte vores klinik – vi har et vist samarbejde med en del af de praktiserende læger her på Södermalm.

Patrik er høj med høfarvet, stridt hår og uren hud. Han minder mig en smule om nogle af alle disse popmusikere fra firserne, sugerørstynde sorte cowboybukser, stribet T-shirt, hornbriller. Han blotter et sæt nikotingule tænder, da han smiler og tager min hånd, hvorefter han folder sig sammen som en harmonika og bliver siddende på kanten af min fåreskindsbetrukne lænestol i en usandsynlig foroverbøjet stilling, som et enormt insekt.

En gigantisk græshoppe i sugerørscowboybukser.

Han har et fast håndtryk. På sin vis ligner det Patrik selv: tydeligt, dominerende, selvsikkert. Et håndtryk, der ikke er til at kimse ad, som ved, hvad det vil.

Mia står bag ham. Afventende stryger hun en lys hårlok væk fra det svedige ansigt og trækker i den forvaskede sweater, som om hun ville skjule de tunge bryster.

”Velkommen, hvordan har I det i dag?”

Mia ser hurtigt på Patrik som for at afstemme svaret med ham, før hun taler. De tager plads på stolene.

”Det går vel godt nok,” siger hun tøvende, stadig med blikket fæstnet på Patrik, men hun lyder usikker. Som om hun stillede mig et spørgsmål. Eller måske Patrik.

”Vil du begynde, Patrik? Hvad er der sket siden sidste uge?”

”Tja, jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal begynde.”

Han lægger det ene ben over det andet og blotter en slidt skosål.

”Har der været mange konflikter?”

Ingen af dem svarer. Mia ser ned mellem sine omfangsrige lår, og Patrik bider tænderne sammen. Hårdt, med blikket fæstnet et andet sted.

”Har der det, altså været konflikter?”

Patrik rømmer sig og ser på mig med et tomt blik.

”Jeg synes faktisk, at det er præcis, som det plejer at være. Selv om vi har diskuteret det hundredvis af gange. Det bliver jo ligesom aldrig bedre. Og det er så typisk Mia …”

”Vent nu lidt,” afbryder jeg ham. ”Hvad bliver aldrig bedre?”

”Jamen, vi har jo snakket om det her. Mia er så utroligt … passiv. Ligger bare derhjemme og ser tv-serier hele dagen. Orker ikke at tage sig af ungerne. Det ligner … det ligner jeg ved ikke hvad, når jeg kommer hjem. Og i går havde Gunnel igen spist af hundemaden. Ikke fået skiftet ble jeg ved ikke hvor længe. Havde helt rød numse. Og Lennart havde igen bidt børnehavepædagogen. To gange.”

Jeg ser Mia stivne, som hun sidder der på pindestolen – som sædvanligt har Patrik lagt beslag på lænestolen – gnide sine hænder, som om hun frøs og forsøgte at få varmen. ”

Søde Patrik,” hendes stemme er en hæs hvisken. ”Det er da ikke kun min skyld, at Lennart bider pædagogen.”

”Jamen, det er jo netop pointen. Du vil aldrig tage ansvar for noget. Og når nu jeg har et arbejde. En, øh … karriere, så kunne man vel godt mene, at du kunne hjælpe til med noget derhjemme. Ikke bare sidde og glo som en ko foran tv’et hele dagen.”

Patrik kører et lille nichepladeselskab, som udgiver svenske rockbands. Jeg gætter på, at han ikke tjener særligt mange penge på det, men hans job virker ufatteligt vigtigt for ham, måske er det en naturlig forlængelse af hans identitet.

Mia stryger noget usynligt hår væk fra ansigtet og ser opgivende på mig. Og da hun taler, er det til mig, ikke til Patrik.

”Jeg ved godt, at jeg burde hjælpe mere til. Være en … bedre mor. Men jeg ved ikke … Orker det ligesom ikke. Jeg ved det godt. Jeg skal nok. Tage mig sammen.”

”Det siger du altid. Jeg tror ikke længere på dig. Ved du godt, at jeg er træt af dig?”

”Jeg ved det godt. Jeg skal nok,” gentager Mia tonløst, stadig med blikket fæstnet på mig, som om hun vil have noget af mig.

Afkræve mig et løfte om, at jeg skal reparere denne dødelige skade imellem dem. For det er jo det, de betaler mig for.

”Vent lidt,” jeg afbryder dem. ”Har I rettet jer efter den arbejdsfordeling, vi lavede i sidste uge?”

Patrik fnyser og vipper med de slidte, sorte støvler.

”Mia skulle købe ind …”

”Men det gjorde jeg da også,” svarer Mia opgivende. ”Tre gange …”

”Mia købte ikke brød. Mia købte ikke kaffe …”

”Jeg drikker jo ikke kaffe.”

”Nej, men det gør jeg!”

”Ja, undskyld, det var dumt.”

Hun trækker igen i den grå herretrøje, der mangler en knap foran. Som om hun kunne læse mine tanker, skjuler hun pludselig det sted, hvor knappen burde have siddet. Flov. Som om jeg har afsløret hende i en eller anden skammelig handling.

”Mia købte ikke vælling … Mia købte ikke Colgate.”

”Jeg købte Sensodyne!”

”Du ved godt, at jeg ikke bruger det skidt. Du ved jo godt, hvilken tandpasta jeg bruger. Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?”

”Undskyld, jeg ved det godt. Jeg glemte …”

”Vent nu lidt, begge to. For det første, Patrik, så bryder du reglerne her, når du taler ned til Mia. Det vil jeg gerne have, at du siger undskyld for.”

Patrik sukker demonstrativt og lader hele sin lange krop falde tilbage mod ryglænet med et ryk og studerer sin kvinde under rynkede øjenbryn.

”Ja, undskyld, det var dumt.”

Hans stemme er så neutral, at jeg ikke kan afgøre, om han er alvorlig eller sarkastisk.

”For det andet, er I klar over, at I skændes om en tube tandpasta?”

Tavshed.

”Hallo? Er det ikke lige meget, om Mia køber Sensodyne eller Colgate? Skal det komme an på det? Er det sådan, du opfatter jeres forhold?”

”Det er ikke det, jeg mener,” svarer Patrik heftigt, ikke aggressivt, men snarere som om han var ivrig efter at forklare mig, hvordan det hænger sammen. Udrede situationen.

”Jeg mener, det er ikke tandpastaen, det kommer an på, men den er ligesom betegnende for hele vores forhold. For Mia. Hun kan ligesom aldrig gøre noget … ordentligt. Det er ligegyldigt, hvor mange gange man siger det til hende.”

”Undskyld, undskyld,” gentager Mia, som om det var et mantra.

Jeg vender mig om mod hende og sænker stemmen.

”Mia, hvad føler du, når Patrik fortæller det her?”

Hun tøver og ser igen usikkert på Patrik.

”Det ved jeg faktisk ikke …”

”Sidste gang vi sås, nævnte du, at du af og til følte dig krænket af Patrik. Forholder det sig måske sådan, at du føler dig lidt krænket nu?”

”Jeg ved det faktisk ikke,” gentager hun.

”Der ser du,” giver Patrik lynhurtigt igen. ”Hun ved ikke engang, hvad hun selv mener. Okay, jeg er en lort, men jeg indrømmer det i det mindste. Ved i hvert fald, hvor jeg står.”

Jeg slipper ikke Mia med blikket.

”Mia, hvordan får det, Patrik fortæller, dig til at føle?”

”Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, jeg ved det ikke …”

Mia fnyser højt, gynger frem og tilbage på stolen.

”Jeg ved det ikke længere. Jeg ved bare, at … at jeg elsker Patrik og vil have … at han … skal elske mig tilbage. Og at vi skal … være en familie igen.”

Patrik ryster på hovedet og ser triumferende på mig.

”Hvad var det, jeg sagde?”


Vil du læse videre i Sort angst?

Sort angst

Psykoterapeuten Siri Bergman har påtaget sig at lede en selvhjælpsgruppe for kvindelige voldsofre. Kvinderne til møderne tegner et dystert og mørkt billede af mænds vrede mod kvinder. I sit eget liv står Siri samtidig ved en skillevej, hvor hun overvejer, om hun skal satse på kærligheden.

Da en lille pige ser sin mor blive sparket ihjel, bliver pigens og kvindegruppens skæbner viklet sammen. Længslen efter at opnå forsoning og genoprejsning forvandles til en dramatisk jagt på en morder.

Sort angst er anden bog i krimiserien om Siri Bergman af Camilla Grebe og Åsa Träff.

Du kan købe Sort angst online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.