Fagbøger Krimi

Retsmediciner skriver om Miami-narkodrab og tsunamikatastrofen i 2004

Udenfor skinner solen

Hans Petter Hougen har i sit arbejde som retsmediciner beskæftiget sig med døden i over 30 år. I sin bog Udenfor skinner solen fortæller Hans Petter Hougen sine erindringer fra en karriere verden over med livets skyggesider på tæt hold.


Hans Petter Hougen har ikke haft et helt almindeligt karriereliv.

Han har rejst verden rundt med sit arbejde, hvoraf Peru, Bolivia, Thailand og USA kun er et par af destinationerne. Han har haft vagter, hvor 30-35 timers arbejde ud i én køre ikke var ualmindeligt. Og så har han arbejdet med døden på daglig basis – hvor dødsfaldene har været forårsaget af alt fra naturkatastrofer til menneskelig ondskab.

Nu fortæller Hans Petter Hougen i Udenfor skinner solen om sine tredive år i faget som retsmediciner. Bogen skildrer en retsmediciners hverdag set gennem Hans Petter Hougens briller, og som læser er man med tæt på, når forfatteren fortæller om de true crimes, han har været vidne til igennem sit arbejde.

Et farligt Miami

Da Hans Petter Hougen ankom til Miami i 1991, var der omkring 500 drabssager om året i byen – mens der i hele Danmark var omkring 50. Bag byens facaden gemte der sig et Miami med stor forskel på fattig og rig, nem tilgang til våben, narkotika i overflod og megen vold.

Miami er ikke København. Byen er to-tre gange større, flad som
en pandekage, varm, fugtig og farlig.

Uddrag fra Udenfor skinner solen

En af årsagerne til den udbredte vold i Miami var narko, navnlig kokain. Miami var en hovedindfaldsvej til det illegale marked i USA. Hans Petter Hougen oplevede i sit arbejde mange obduktioner som følge af kokainens dødelige greb. Transporten, salget og forbruget af kokain havde alt sammen ofte fatale konsekvenser.

1 kg kokain, foto fra Udenfor skinner solen
Narkotika var et stort problem i Miami og blev smuglet ind sydfra i pakker
som denne, der indeholder 1 kg kokain.

Narkodrab og skyderier

En af de gange, Hans Petter Hougen oplevede narkotikaens voldsomme følger, er en mørk nat i et af byens hårdt belastede områder.

En mand lå på maven i en blodpøl, og der var ingen tvivl om, at han var
død. Man kunne være mere i tvivl om, hvorvidt han var skudt eller havde været udsat for et bombeangreb. Hans tøj var flået i stykker, og der var både små runde og store uregelmæssige huller overalt i hovedet, kroppen og lemmerne. Begge arme havde åbne brud, og fødderne sad forkert. Ingen tvivl, her havde der været automatvåben på færde. Han havde selv en revolver i bukselinningen, men hvad er en revolver mod et kraftigt automatvåben? Han var helt klart blevet outgunned, som amerikanerne
kalder det.

Våbenreklame i Miami, foto fra Udenfor skinner solen
Våben fyldte meget i Miami, også som underholdning. Her reklameres for
et show med skydevåben og knive.

I skudsagen var det ekstra vigtigt for Hans Petter Hougen som retsmediciner at holde hovedet koldt. Der var meget, der skulle undersøges, og mange skudhuller, der skulle beskrives og helst passe sammen. Efter meget lang tids systematisk udvendig undersøgelse af den afdøde, kunne Hans Petter Hougen dokumentere hele 68 skudhuller.

Resultaterne af den retskemiske undersøgelse viste, at ofret var kokainpåvirket. Politiet fandt hurtigt ud af, at han var bandemedlem. Stridigheder mellem de forskellige bander i Miami var almindelige. De drejede sig om territoriale uenigheder vedrørende salg af narkotika, primært kokain, som ofte resulterede i dødsofre. Under en razzia i en rivaliserende bandes tilholdssted, et ydmygt hus i en mindre pæn bydel, fandt man det ene våben, en M16-automatriffel, som var fuldstændigt renset for fingeraftryk. Politiet fandt aldrig ud af, hvem der havde skudt, bandesammenholdet var ubrydeligt. Riflen blev konfiskeret, men hvad hjalp det i et land, hvor folk var væbnet til tænderne, og det at skaffe sig våben var stort set lige så nemt som at købe en cola, og hvor talrige indvandrerbander terroriserede både hinanden og flere bydeles befolkninger?

Tsunamikatastrofen i Thailand

I 2004 ramte en serie af ødelæggende tsunamier mange af landene ved Det Indiske Ocean, heriblandt Thailand. Hans Petter Hougen tog til Phuket for at hjælpe med identifikationsarbejdet af ofrene. Her møder han kilometer efter kilometer af de smukkeste bountystrande, mennesketomme og med hoteller uden vinduer og døre i stueetagen. Han møder også en stor opslagstavle i sin hotellobby plastret til med billeder af savnede, beskrivelser af savnede, opfordringer til informationer om savnede, råb om hjælp, både til Gud og mennesker, men navnlig billeder af børn, søde, lyshårede, skandinaviske børn. Pludselig var tragedien meget nærværende.

I starten var det logistiske ved arbejdet vanskeligt. Hans Petter Hougen og de andre måtte identificere ofrene i et tempel. Det var vigtigt, at alt arbejde med døde foregik på tempelområder, da de dødes sjæle, ifølge lokal tro, kun kunne finde ro i templer, så længe de døde ikke var begravet. Pladsen var trang, og arbejdsro var en by i Rusland. Folk gik i vejen for hinanden hele tiden, og undskyldende bemærkninger og vrisne svar krydsede hinanden på talrige tungemål.

Interpol-samarbejdet blev her sat på prøve, men prøven bliver efter lidt begyndervanskeligheder bestået med glans. Få uger efter katastrofen var hundredvis af frysecontainere på plads, og som kronen på værket kom en hel flåde af transportfly fra Oslo med en gave fra de lyshårede oliesheiker, et let ombygget felthospital, som fungerede som store identifikations- og obduktionsfaciliteter. Der var vand, elektricitet, fuldt udstyr og ikke mindst – aircondition.

Frysecontainere, foto fra Udenfor skinner solen
De store frysecontainere med lig lå ved siden af obduktions- og identifikationsfaciliteterne.

Herfra kunne de arbejde i uafhængige »produktionslinjer«. Den afdøde kom ind i den ene ende, fik taget fingeraftryk, blev transporteret videre til registrering af tøj og smykker, videre til obduktion og til sidst til det vigtigste, retsodontologisk undersøgelse, altså tandrøntgen. Og så tilbage til frysecontaineren.

Alt blev omhyggeligt registreret undervejs i Interpols elektroniske registreringssystem, hver arbejdsstation havde flere computere. Alle resultater blev samlet i en stor bygning, hvor Interpols identifikationscenter holdt til. Her sad tandlæger, fingeraftryksfolk, DNA-specialister og IT-eksperter og foretog sammenligningen mellem data fra de savnede og data fra de døde. Når der var match, blev der udfyldt dødsattest, og de identificerede døde kunne frigives til hjemtransport og udlevering til begravelse. Arbejdet var enormt, der var tusindvis af døde, men det gik stille og roligt fremad.

Hvor små og skrøbelige vi mennesker er

Identifikationsarbejdet i Thailand kom ind i en god rutine. Hans Petter Hougen og hans kollegaer var dernede nogle uger ad gangen, og så hjem for at knokle med bunkerne på instituttet et stykke tid, inden turen gik til Thailand igen. Mens de var væk, var der også mere arbejde til de andre, hverken levendeundersøgelser eller de døde kunne vente. I løbet af forsommeren 2005 havde de fuldført arbejdet, men DNAfolkene havde stadig nok at lave. Heldigvis blev næsten alle danskere identificeret ved hjælp af tandoplysninger, men i nogle tilfælde var DNA-sammenligning eneste mulighed. DNA fra de døde blev sammenlignet med DNA fra de savnedes tandbørster, kamme, hårbøjler etc. Facit blev, at i alt 45 af de 46 omkomne danskere blev identificeret, den sidste er aldrig fundet.

Inde i en af de norskfinansierede obduktions- og identifikationsfaciliteter.
Forfatteren og en polititekniker gennemgår Interpol-identifikationsformularerne
efter endt obduktion.

En stor og velkoordineret indsats var forbi, og de efterladte havde nu vished og en grav, de kunne besøge. Men havde arbejdet med alle de uskyldige døde påvirket Hans Petter Hougen og hans kollegaer?

Ja, naturligvis går den slags oplevelser ikke upåagtet hen, selv ikke hos en retsmediciner, som har oplevet meget, erindrer Hans Petter Hougen.

“Men der var en stor og fundamental forskel i forhold til det, jeg havde oplevet i Kosovo. På Balkan var tusindvis af uskyldige dræbt på grund af andre menneskers ondskab og/eller fanatisme,” fortæller Hans Petter Hougen i bogen. “I Thailand, Indonesien, Sri Lanka og de andre lande ved Det Indiske Ocean, der var blevet ramt af tsunamien, var ca. 230.000 uskyldige dræbt af naturens vilde kræfter. For de efterladte var sorgen stor og ubærlig, men for mig, som arbejdede med ofrene, var der stor forskel på menneskelig ondskab og utæmmelige naturkræfter. Det ene scenarie får mig til at reflektere over ondskaben og dens væsen, det andet får mig til at reflektere over, hvor små og skrøbelige vi mennesker er.”


Udenfor skinner solen

Udenfor skinner solen

Gennem 30 år har Hans Petter Hougen beskæftiget sig med levende og døde inden for retsmedicinen. I denne bog fortæller han om et liv, der har ført ham fra fødelandet Norge via Spanien til Danmark.

Han tager os også med til USA, hvor han uddannede sig til retsmediciner og fik set sin del af skudofre og narkorelaterede dødsfald. Gennem sin karriere har han udført eller superviseret tusindvis af obduktioner i Danmark og i mange andre dele af verden, bl.a. et krigshærget Balkan i 1999, et tsunami-ramt Thailand i 2004 og et smadret Gaza i 2014, som er noget af det værste, retsmedicineren har oplevet.

LÆS OGSÅ: Ondskab findes i os alle. Retsmedicineren og efterforskeren fortæller

I bogen reflekterer Hans Petter Hougen over livets skyggesider, som har udgjort så stor en del af hans arbejdsliv. Han fortæller om mange af de sager, der har gjort indtryk på ham undervejs. Fra den menneskelige ondskab, som folder sig ud i krige og kriminalsager, til naturkatastrofer og trafikulykker, som brat kan smadre familiers liv. Hvordan vænner man sig til det, og bliver det aldrig for meget?

Du kan købe Udenfor skinner solen online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23. august 2019.