Fagbøger Læseprøve og uddrag True crime

Retsmediciner om Breivik og massakren på Utøya: Det var simpelthen rendyrket menneskelig ondskab

De to retsmedicinere Hans Petter Hougen og Sidsel Rogde fortæller i bogen Med døden på arbejde om de største sager fra deres karrierer. Heriblandt terrorangrebet på Utøya.


Hans Petter Hougen og Sidsel Rogde har i Med døden på arbejde skrevet ærligt og åbenhjertigt om deres mangeårige arbejde som retsmedicinere.

LÆS OGSÅ: Massedød i paradis. To retsmedicinere fortæller om at identificere ofrene for tsunamien

I knap 30 år har de blandt andet gennem breve sparret fagligt, men også i hinanden haft en forstående kollega med et trøstende ord, når behovet opstod.

Og det blev særligt vigtigt i afgørende øjeblikke i karrieren. For eksempel da Sidsel Rogde skulle obducere de mange døde unge fra massakren på Utøya i 2011 – og senere stå ansigt til ansigt med Anders Behring Breivik i retten.

Læs et forkortet uddrag fra Med døden på arbejde herunder.



Hans Petter Hougen & Sidsel Rogde

Med døden på arbejdeRetsmedicin efter krig, katastrofer, terror og tortur


Terrorangreb i Norge

September 2011

Kære Hans Petter

(…) Jeg har haft hele min opmærksomhed rettet mod noget, som optager mig både intellektuelt og  følelsesmæssigt. Det drejer sig om terrorangrebet i Oslo centrum og på Utøya den 22. juli i år. Selv om jeg har set og oplevet meget, er dette nok den mest skelsættende oplevelse i mit professionelle liv. Den strækker sig også langt ind i privatsfæren. Det er næsten uforståeligt. Både at et massivt terrorangreb kunne begås af en højreekstrem nordmand, som opererede alene, og de voldsomme konsekvenser for samfundet og for mange mennesker. Jeg tør påstå, at Norge nu har mistet sin uskyld. (…)

Denne gang bliver min beretning måske mere personlig end faglig. Efterhånden som jeg bliver ældre, erfarer jeg, at der ikke er vandtætte skotter mellem mit faglige og mit private jeg. (…)

Hverken mine kolleger eller politiet havde spildt tiden. Vores obduktionsstue har, som du ved, kun fire obduktionsborde, så med 69 ofre fra Utøya skulle obduktionsarealet udvides. Det skulle samtidig også være muligt at gennemføre de sædvanlige retsmedicinske obduktioner. Løsningen blev, at dissektionsstuerne på Anatomisk institut blev taget i brug – det var jo sommerferie, så der var ingen studerende på det tidspunkt. Anatomisk institut ligger så at sige lige ved vores ”bagdør”. Mellem de to indgange var der også stillet kølecontainere op til opbevaring af lig, da vores eget kølerum ikke var stort nok til en hændelse af disse dimensioner. Hospitalets sikkerhedsafdeling var koblet på sagen og passede på, at ingen uvedkommende, heller ikke pressen, fik adgang. Samtidig skulle ligene transporteres i bedemændenes biler. Der arbejdede nu to teams på vores egen obduktionsstue og tre på Anatomisk institut. Som ved tidligere massekatastrofer bestod de enkelte teams af en obduktionstekniker, to retsmedicinere og to kriminalteknikere. Derudover var der særlige arbejdsstationer for tandlæger og fingeraftrykseksperter. Kolleger fra alle landets retsmedicinske fagmiljøer deltog i arbejdet.

Regeringskvarteret i Oslo efter Anders Breiviks bombeattentat den 22. juli 2011.

Som du ved, har vi ikke vores egen CT-scanner, så alle lig blev først sendt til hospitalets røntgenafdeling til CT-undersøgelse. Ved hver arbejdsstation havde vi terminaler med adgang både til sagsbehandlingssystemet og til CT-billederne. Det hele blev organiseret på rekordtid, og de, der organiserede logistikken, mødte velvilje alle steder. Man kan sige, at jeg kom til et ”dækket bord” på den måde, at alt var organiseret, da jeg kom tilbage på arbejdet. Åndssvagt nok havde jeg dårlig samvittighed over ikke at have været til stede fra første øjeblik. Disse følelser er grundløse, men følelser er svære at styre.

Det sædvanlige er, at de to retsmedicinere på hvert team skiftes lidt til rollerne. Det praktiske arbejde udføres af den ene, mens den anden foretager registrering og skriver erklæringen. Sådan blev det dog ikke for mig, fordi jeg arbejdede sammen med Marianne Skjerven-Martinsen, en af de yngre læger, som ikke var så erfaren. På den anden side havde hun flere års kirurgisk erfaring, så hun var fantastisk dygtig til at dissekere og finde projektiler ved hjælp af CT-billederne. Hun var også erfaren nok til, at vi kunne få gode faglige diskussioner om de forskellige fund. Ikke mindst havde hun erfaring med moderne billeddiagnostik. CT-billederne var en enormt stor hjælp til at lokalisere og sikre projektiler og projektildele.

Det blev besluttet, at alle de døde skulle igennem en formel identifikationsproces, uanset om ansigterne var genkendelige eller ej. Dette indebar både tandundersøgelse, fingeraftryksundersøgelse og DNA-analyser samt registrering af særlige kendetegn som for eksempel tatoveringer og ar. Der var et stort pres fra medierne og pårørende, som mente, at identifikationsprocessen tog lang tid. Derfor var det ekstra vigtigt at følge de kendte rutiner og ikke tage nogen genveje. Vi havde ikke råd til at tage fejl i identifikationen.

Dagene blev lange. Vi forsøgte hele tiden at nå så meget som muligt. Men effektiviteten fik ikke lov til at gå ud over kvaliteten af arbejdet. Hvis vi ikke passede på, fik vi en ny sag, straks vi var færdige med en anden. Jeg blev nødt til at bremse tilgangen af nye sager til vores team. Jeg havde på fornemmelsen, at man kunne blive anset for at være doven, hvis man gav udtryk for at ville afslutte arbejdsdagen inden klokken 17. Heldigvis var jeg så gammel og erfaren, at jeg med en vis autoritet kunne sige, at nu var det nok. Det var noget, Marianne satte pris på.

Den første dag spidsede situationen til, da jeg fik besked om, at jeg ganske vist var færdig med dagens Utøya-sager, men at det var aftalt med politiet, at Marianne og jeg efterfølgende skulle foretage en drabsobduktion fra en anden politikreds. Der var jo stadig sager, som ikke havde noget at gøre med terrorangrebet, som også skulle undersøges. Jeg var dybt frustreret og vred, men det nyttede ikke noget at protestere, det ville gå ud over en uskyldig tredje part. Imidlertid vil det uvægerligt gå ud over kvaliteten af arbejdet, når man er udaset både fysisk og mentalt, inden man går i gang med en ny og vigtig opgave. Ovenikøbet er man ikke taget med på råd, inden der tages beslutning om, at man skal arbejde over. Der er meget psykologi i dette. Jeg forstår, at den, som organiserer det hele, er under pres og er nødt til at tage nogle hurtige beslutninger. Det er vigtigt at huske, at dette ikke kun drejede sig om identifikationsarbejde ved en massekatastrofe. Hver enkelt sag var en drabssag, og de skulle alle undersøges lige så grundigt som de drabssager, vi ellers håndterer. Sagerne fra 22. juli-katastrofen skulle alle fremlægges i retten. Hver eftermiddag/aften var der identifikationsmøde i Kripos’ lokaler. Jeg deltog i et par af disse. Det var vigtigt at kunne komme med korrekt identitet, efterhånden som man var færdig med en sag, og så frigive ligene, så snart alle kriterier for sikker identitet var på plads.

Allerede en uge efter massakren var alle de døde identificeret. Der var al mulig grund til at være stolt over dette. Men havde det haft nogen betydning, hvis processen havde taget en dag mere, og vi havde kunnet tage lidt mere vare på os selv? Pressen og de pårørende har ingen idé om, hvad en identifikationsopgave med mange omkomne indebærer. Jeg kommer i tanker om flyulykken på Svalbard og enkelte journalisters utilbørlige kritik af ”sendrægtigheden”, både hos dem, som arbejdede på Operafjellet, og bagefter. Måske skulle man give dem et kursus i, hvordan arbejdet foregår og vigtigheden af, at vi, der arbejder med processen, får arbejdsro for at kunne opnå et tilfredsstillende resultat.

Mine tilrejsende kolleger boede på hotel i centrum og tilbragte deres sparsomme fritid sammen. Jeg var ikke oplagt til socialt samvær og var glad for at komme hjem til et tomt hus hver eftermiddag. Desværre tænkte jeg mig ikke så godt om med hensyn til, hvad jeg fyldte fritiden med. Som resten af nationen så jeg fjernsyn og blev på den måde fyldt med denne store tragedie hver dag. Det var, som om jeg havde passeret en grænse mellem den professionelle og den private del af mig selv, men det tænkte jeg ikke så meget over lige der. Jeg mærkede bare, at jeg var deprimeret. Jeg havde været med til mange identifikationsopgaver i tidens løb, men her var det hverken en naturkatastrofe eller en ulykke, som lå til grund for det. Det var simpelt hen rendyrket menneskelig ondskab. Og de allerfleste af de døde var unge mennesker, som havde troet, at de havde livet foran sig.

Jeg blev inviteret til at deltage i mindegudstjenesten i Domkirken og et arrangement i Oslo Spektrum. Begge gange var jeg virkelig nedslået, da jeg gik hjem. Jeg forstod efterhånden, at det måske ikke havde været godt for mig at deltage i disse arrangementer, men jeg havde samtidig følt et stort ønske om at deltage. Rettsmedisinsk institutt var ved årsskiftet administrativt blevet overflyttet fra universitetet til Folkehelseinstituttet, så denne opgave blev en slags svendeprøve for organisationen. Samme dag som jeg begyndte på identifikationsarbejdet, havde vi et møde med Folkehelseinstituttets direktør, Camilla Stoltenberg. Hun opfordrede os til at kontakte ledelsen, hvis vi havde særlige behov i forbindelse med udførelsen af arbejdet. Jeg tænkte da på samtaler, jeg har haft med dig om vigtigheden af debriefingsamtaler efter sådanne voldsomme hændelser. Da jeg kom tilbage på kontoret igen, sendte jeg hende en mail, hvor jeg skrev, at jeg personligt i hvert fald havde behov for en samtale med en psykolog. Dette var første gang, jeg havde indrømmet over for mig selv og andre, at den professionelle distance ikke var lige nem at holde.

Vi fik en rigtig god gruppesamtale, hvor vi alle skulle besvare spørgsmål om, hvor vi havde været, da bomben sprang. Så var isen brudt, og vi kunne snakke om andre ting, som havde berørt os i særlig grad. Det lyder måske banalt, men jeg blev meget mere opmærksom på de forskellige personalegrupper, som vi var så afhængige af. Tænk bare på sekretærerne, som skriver obduktionserklæringerne. De kan få nogle billeder inde i hovedet, som måske er værre end dem, vi, som har set, hvordan det virkelig så ud, bærer rundt på.

(…)

De store optog, hvor deltagerne bar en rose i hånden, og andre offentlige arrangementer deltog jeg ikke i. Jeg var simpelt hen både fysisk og psykisk udmattet hver eftermiddag. Men jeg fik besøg af nogle udenbys familiemedlemmer og tog dem med til centrum for at se blomsterhavet rundt om Domkirken. Vi så også ødelagte bygninger, men store områder rundt om Regjeringskvartalet var afspærret. Tænk, at dette er sket i Norge i fredstid! Jeg er heldig, at jeg hverken har mistet nogen af mine eller på anden måde har været personlig involveret. Men allerede nu mærker jeg, at den kommende retssag vil blive en udfordring at komme igennem.

Mange hilsner

Sidsel

Retssagen

Oktober 2012

Kære Hans Petter

Der er nu gået nogen tid siden terrorangrebet i Norge. Det er på tide at komme med fortsættelsen, retssagen set fra min synsvinkel. Jeg takker i øvrigt for omsorg, empati og fornuftige indspil. Jeg har ikke skrevet tilbage tidligere, men kan konstatere, at vi er på linje med hinanden. Du var bare kommet længere i tankeprocessen omkring vigtigheden af at passe på os selv som faggruppe. Jeg har tidligere fnyst over spørgeskemaer, som vi nogle gange har modtaget fra krisepsykologer, fordi jeg har tænkt, at der er tykke vægge mellem mit arbejde og mit privatliv. Men så er væggene heller ikke tykkere. Når sandheden skal frem, så begynder jeg at blive glad for det.

Nok om det. Over til dagens tekst: Der gik lang tid med at forberede retssagen i samarbejde med de to statsadvokater, der skulle føre sagen mod Breivik. Det blev besluttet, at der ikke skulle vises nogen billeder, og at vi skulle bruge en mannequindukke i skumgummi til at demonstrere skudretningerne på. Endvidere skulle der gøres rede for de forskellige dødsfald, efter hvor de døde blev fundet. De var sorteret efter f.eks Kjærlighetsstien eller Pumpehuset. For at undgå kaos fremlagde vi hver især alle obduktionerne fra ét område – også selv om man ikke personligt havde foretaget alle obduktionerne fra det pågældende område. Denne måde at organisere det på betød også, at kollegerne fra de andre steder i landet ikke behøvede at komme til Oslo for at vidne i sagen. Samtidig ville der altid være læger til stede på arbejdet, så den daglige aktivitet kunne opretholdes.

Der var, som du ved, et stort presseopbud fra ind- og udland og transmittering til retssale andre steder i landet, så presse, pårørende og overlevende kunne følge sagen på storskærm. Jeg skulle fremlægge obduktionsfund og konklusioner for dem, som var fundet på Kjærlighetsstien. I modsætning til almindelige drabssager redegjorde jeg her kun for konklusionerne, altså hvor skuddene havde ramt, hvilken retning de havde haft i kroppen, hvilke organer der var afficeret, og hvor mange skud det drejede sig om. Samtidig oplyste jeg, om skaderne var af en sådan art, at døden var indtrådt umiddelbart, da dette er vigtig viden for de pårørende. Hver enkelt gennemgang var ret kort, og jeg fik kun få spørgsmål fra parterne om hvert enkelt tilfælde, for de faktiske forhold omkring handlingen var kendt.

“Kjærlighetsstien” var et af de områder på Utøya, som de retsmedicinske vidne- udsagn i retssagen mod Breivik tog udgangspunkt i.

Efter gennemgangen af hver sag læste bistandsadvokaten mindeord om den afdøde op. Jeg havde aldrig oplevet noget tilsvarende tidligere. Den afdødes værdighed blev varetaget, men jeg kunne mærke, at jeg reagerede på det – ikke med det samme, men efterhånden. Den samme følelse som efter mindegudstjenesten dukkede op – jeg blev ”slået ud” igen, og det varede i flere dage. Men denne gang forstod jeg, hvad det skyldtes. Mine professionelle forsvarsværker blev sat ud af spil, i det øjeblik den dødes liv blev omtalt. Jeg var kun i retten én dag. Hvordan virkede denne sammenblanding af retssag og mindehøjtidelighed mon på dem, som var i retten hver eneste dag?

Ellers var det en mærkelig oplevelse at sidde så tæt på Anders Behring Breivik. Det var umuligt at læse hans ansigt, han fremstod komplet mimikløs. Jeg blev naturligvis præget af at være i samme rum som denne person, Norges mest herostratisk berømte person, i hvert fald efter krigsforbryderopgøret efter 2. verdenskrig. Midt under min forklaring skete der noget helt specielt. En sko kom susende igennem luften i retning af tiltalte, men ramte ham dog ikke. Det var en af de pårørende, en irakisk mand, som havde kastet denne sko. Denne episode blev sendt på tv over hele Europa, så stor var medieinteressen. Retten måtte tage en pause, inden jeg kunne fortsætte forklaringen. Jeg talte også med en far, som havde mistet sin søn på Utøya. Sønnen havde været studiekammerat med min yngste søn. Også dette betød, at tanken om de afdøde og deres kære kom tættere ind på mig, end jeg bryder mig om, når jeg gerne vil opretholde den nødvendige distance.

Mange hilsner

Sidsel


De to erfarne retsmedicinere Hans Petter Hougen og Sidsel Rogde beskriver ærligt deres mange år med døden på arbejde.

Gennem knap tre årtiers brevudveksling har de to kollegaer søgt hinandens råd og sommetider trøstende skuldre, når behovet opstod. Både sammen og alene har de oplevet vold og katastrofer, der overgår fantasien.

I bogen beskrives blandt andet terrorangrebet i 2011 på Oslo og Utøya, tsunamien i Thailand i 2004 og branden på Scandinavian Star i 1990 gennem deres fælles bearbejdning og beskrivelse af forløbene.

Du kan købe Med døden på arbejde online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg startede i sin tid en bogklub med to af mine gymnasiekammerater og opdagede først for alvor, hvor givende det er at læse noget, andre har valgt. Nu læser jeg med en umættelig følelse af altid at forsømme en anden god bog og forsøger derfor ihærdigt at læse så mange klassikere og så meget forskelligt litteratur som muligt. Som studentermedhjælper på Lindhardt og Ringhof kan du her på Bog.dk finde mit navn på både artikler, lister og læseprøver.