Anne-Cathrine Riebnitzsky går på jagt med bue og pil. I en ny bog fortæller hun om de bevægende, de spændende og de virkelig nervepirrende jagtoplevelser i den danske natur. Læs med i bogen Med bue og pil her.
Fra jord til bord – derfor går jeg på jagt
Jeg er vokset op på Sydfyn på landet. Min familie havde en lille gård med grise. Jeg er født i 1974 og har været med til at slagte grise derhjemme, siden jeg kunne gå. De boede ude i stalden, og jeg var tit med, når de blev fodret.
Grisene havde krølle på halen og boede ti-elleve stykker i en sti, hvor de møvede rundt mellem hinanden. Min far havde cirka 400 ad gangen, der nåede slagtevægt på lidt forskellige tidspunkter, alt efter hvor gode de var til at rage foder til sig.
Når de fleste stier var tomme, kom et nyt hold til. Hvis de begyndte at slås, skilte min far dem ad og satte de svage dyr i deres egen sti, hvor de ikke blev kanøflet af de store bøller. Jeg fulgte dem, fra de var små og søde og sjove, til de blev store og besværlige og skulle blive til mad.
De fleste af min fars grise blev selvfølgelig kørt til slagteriet, så andre mennesker kunne købe svinekød, men det var ikke noget, jeg tænkte over. Det var bare sådan, det var. Hos os var der en eller anden slags gris på menuen de fleste dage. Fra tid til anden købte min mor fisk hos den lokale fisker, der kom forbi med skrubber og rødspætter. Nogle gange byttede man også, hvis der skulle noget andet på bordet.
Jeg vidste udmærket, hvor frikadellerne og karbonaderne og flæskestegene og koteletterne og mørbradbøfferne og alt det andet kom fra. Det kom fra den gris, som jeg selv havde været med til at slagte.
Når jeg var med min mor ude at handle, så gik vi simpelthen forbi køledisken med kød. Vi havde jo selv i fryseren. Jeg vidste udmærket, hvor frikadellerne og karbonaderne og flæskestegene og koteletterne og mørbradbøfferne og alt det andet kom fra. Det kom fra den gris, som jeg selv havde været med til at slagte.
Både min bror og jeg hjalp til. Vi lavede rullepølse, hjalp med at ælte fars, puttede kød i kødhakkeren og lavede medisterpølse. Og det var på ingen måde hverken mærkeligt eller ulækkert at have med kød at gøre eller at se grisen blive slagtet. Det var helt naturligt.
Mit forhold til dyr og deres kød er dermed nok anderledes end mange andres. Jeg var en stor teenager, før jeg første gang prøvede at tage købt kød ud af en plastikbakke. Af den helt enkle årsag, at min far på det tidspunkt var holdt op med at have grise selv. Det var faktisk en lidt underlig oplevelse med det købe-kød. Jeg vidste ikke, hvor det kom fra, hvor langt det havde rejst, og hvordan det var blevet håndteret.
Mere end skønheden i en fjerdragt
Når jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg går på jagt, er svaret ikke helt enkelt. Årsagerne er mange. Jeg begyndte at gå på jagt, fordi min mand går på jagt med bue og pil. Det var noget, han fra begyndelsen af vores forhold brugte meget tid på, og det var tydeligt, at jagten betød rigtig meget for ham.
Sammen bruger vi i dag meget tid på jagt og har gjort det i flere år. Men at det var sådan, det begyndte, besvarer ikke, hvorfor jeg i dag bliver ved. Og årsagerne til, at andre mennesker går på jagt, er lige så mangfoldige som jægerne. For nogle er det sociale væsenligt. For nogle er det familietraditioner.
Men hvorfor går jeg på jagt?
Naturoplevelserne spiller en stor rolle. Det er spændende at se et dyr i naturen, at iagttage det, uden at det ved, at man kigger. At se en rå nusse sit lam. Selv hvis jeg ikke ser rådyr, er der som regel småfugle. Nogle gange lander de på ens kasket eller på ens pil, der jo for dem bare er endnu en velegnet gren at sidde på.
Jeg fodrer fugle derhjemme hele året og interesserer mig for, hvilke fugle der er i den egn af landet, hvor jeg nu bor. Jeg kan mange af navnene på fuglene og nogle af deres kald. Det er spændende at se spætmejserne løbe op og ned ad træstammerne og hakke efter insekter. Jeg er fascineret af alle detaljerne i fjerdragten, den fine lyse bug, den blågrå ryg og den markante sorte øjenstribe, der får spætmejsen til at ligne en egyptisk farao. At se en fasanhøne tæt på er også at opdage den fineste camouflage, man kan forestille sig: sorte pletter i et smukt og forfinet mønster på en bund af gråbrunt. Gråbrunt og sort lyder måske kedeligt, men en fasanhøne er smuk.
Skønheden i en fjerdragt besvarer nu alligevel ikke, hvorfor jeg går på jagt. Jeg ville ikke stå tidligt op og sidde i skoven bare for at kigge på fugle.
Jagt er naturforvaltning
Det, der hedder ”vildtforvaltning”, spiller også en stor rolle. Vi bor i et opdyrket land, hvor mennesker optager en del plads og overalt påvirker naturen. Vi har trafik, landbrug, folk der løber i skovene, og alle mulige andre aktiviteter, der påvirker vildtet.
Dyr bruger i sagens natur ikke prævention, og selv om rådyr faktisk er i stand til at lade et eller begge fostre gå til inde i kroppen, hvis vinteren er hård, så formerer dyrene sig ganske hurtigt, og det er både menneskers ret og pligt at forvalte bestandene af vildt.
Det er ikke, fordi naturen ikke kan selv. Det kan den godt. Vi jager for eksempel ikke sæler i Danmark. Bestandene vokser kraftigt, og på et tidspunkt er der ikke føde nok til dem alle, og de bliver ramt af sygdomme, som får bestanden til at kollapse. Det vil sige, at måske 90 % dør. Så begynder spillet forfra. Fænomenet er i den brede befolkning nok mest kendt fra netop sælpest og eksempelvis vildkaniner, der med otte-ni års mellemrum nærmest uddør på grund af sygdom.
Naturen kan godt selv regulere. Når tingene kommer ud af balance, så udsletter en eller anden sygdom hovedparten af dyrene, og bestanden bygger sig langsomt op igen. I et område med balance mellem rovdyr og planteædere er sygdomsangrebene ikke så hyppige. Men menneskers indflydelse på mængden af rovdyr og deres opholdssteder er ganske betydelig.
Vildtforvaltning betyder, at jægerens opgave ganske enkelt er at hjælpe med at holde bestandene i balance. Det betyder også, at vi som jægere høster af et overskud. Hvis ikke vi skyder en del dyr, så vil disse dyr ellers dø af sygdom eller blive kørt ned i trafikken. Det forstod jeg først, da jeg læste det lovpligtige materiale fra Miljøministeriet, som jeg skulle igennem for at tage jagttegn.
Vi ”plejer” faktisk bestanden ved at skyde en del bort. Alternativet ville være at sætte sig ned på rumpen og ikke drive jagt. Og overlade balancespillet til ræve, trafikdrab, hårde vintre og sygdomme (hvoraf nogle i øvrigt er meget langvarige og lidelsesfulde for dyrene).
Miljøministeriet lovgiver for, hvad der må jages i Danmark og hvornår. De rådgives af Vildtforvaltningsrådet, der er sammensat af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Jægerforbund, Landbrug og Fødevarer samt Friluftsrådet. Det er altså repræsentanter fra disse ret forskelligartede foreninger, der indstiller til ministeriet, hvad der må jages, og hvornår.
Vi ”plejer” faktisk bestanden ved at skyde en del bort. Alternativet ville være at sætte sig ned på rumpen og ikke drive jagt. Og overlade balancespillet til ræve, trafikdrab, hårde vintre og sygdomme.
Efterhånden er vi i Danmark blevet ret gode til netop forvaltning. Det betyder, at en række arter, der var truede før i tiden, i dag har det godt og er i fremgang. Det er afgørende, at man netop lovgiver og holder øje med bestandene. Hvis alle må jage hvad som helst når som helst, så kan det godt lade sig gøre at udrydde vildt. Det skete i Sønderjylland lige efter genforeningen, hvor råvildt, harer og fasaner i en periode var udryddet, hvor utroligt det end lyder.
Det er blandt andet Miljøministeriets og Vildtforvaltningsrådets fortjeneste, at vi i dag har så mange forskellige dyrearter. Det er også deres opgave at sige, at nu skal der skydes flere af den og den gåseart eller flere kronhinder (hundyr af krondyr) for at begrænse bestandens vækst. Og det er os som jægere, der skal bakke op og gøre en indsats og skyde de rigtige dyr.
Langt fra Disney
Så naturoplevelser og det at være ”et moralsk og etisk rovdyr” har afgørende betydning for, at jeg går på jagt. En anden afgørende årsag er kødet. Jeg er kødspiser. En stor del af min jagtglæde har at gøre med, at det kød, jeg bringer hjem, kommer fra dyr, der har levet et naturligt liv. Dyret har altså haft et godt liv, inden jeg skyder det. Kødet smager rigtig godt. Hvis man kan lide oksekød, kalvekød eller andre typer rødt kød, kan man med stor sandsynlighed også lide kød fra rådyr, krondyr, dåvildt og sika, som er vores fire hjortearter.
Men hvis det udelukkende handlede om kød, så var jeg nok enten tilbudsjæger i supermarkeder, eller i hvert fald gik jeg på jagt med riffel. Så min kødglæde forklarer ikke alt. Men det er hævet over enhver tvivl, at noget af det første jeg kigger på, når jeg har skudt et rådyr, er, om rumpen er stor. Vi spiser nærmest alt på dyret, men ryggen og musklerne i bagbenene er det kød, der er af bedst kvalitet. Og jeg fryder mig, når jeg løfter et dyr og det er tungt og vejer til. Så meget kødjæger er jeg alligevel.
En del af min motivation for at gå på jagt handler også om en tilfredsstillelse ved at betragte forholdene i naturen. Hvordan det faktisk er. Det er ikke specielt morsomt at se en tykmavet rå, der snart skal sætte nye lam, jage sine to lam fra sidste år væk. Men når lammene er tæt på et år gamle, så jager moren dem væk. Hun både bider og sparker, hvis ungerne ikke vil flytte hjemmefra. Hun vil ikke have dem i nærheden, når hun får de nye små lam. Og det passer måske ikke ind i vores forestillinger om naturen. Men det er trods alt sådan, det er.
Nogle råer tillader efter nogle uger, at de store lam kan opholde sig i nærheden af hende og de nye lam. Nogle ønsker dem overhovedet ikke tilbage i området. I en Disney-forståelse af naturen ville man nok mene, at de knap et år gamle lam formentlig er traumatiserede af denne barske mor. Men det er, fordi vi tillægger dyrene menneskelige evner og følelser.
Jeg har aldrig set et deprimeret rådyr. De kan være nysgerrige, nusse hinanden kærligt og flygte forskrækket. Det meste af tiden er de bare veltilpasse ved at tusse rundt og æde og lægge sig og sove, når de vil det.
Jeg ser bedre og jeg er mere intelligent end rådyret. Jeg kan bevæge mig klogt i forhold til vindretningen og huske, hvor dyrene plejer at være. Og jeg bruger alt, hvad jeg har lært. Det er nødvendigt, hvis jeg skal vinde over dyrets overlegne sanser.
En del af min jagtglæde handler også om taktik. Dyrene har en masse evner. Disse evner er forskellige fra art til art. Rådyr har en virkelig god hørelse og en lugtesans, der langt overgår min. Det er måske som hastighedsforskellen på at gå og at køre i en Formel 1-bil. Men jeg ser bedre og jeg er mere intelligent end rådyret. Og jeg har fantasi og forestillingsevne. Jeg kan bevæge mig klogt i forhold til vindretningen og huske, hvor dyrene plejer at være. Og jeg bruger alt, hvad jeg har lært. Det er nødvendigt, hvis jeg skal vinde over dyrets overlegne sanser. Det i sig selv er spændende.
Fortællinger om liv og død
Min glæde ved jagt handler også om et socialt fællesskab og om en slags fagfælleskab, jeg kan relatere til som forfatter. Mange jægere er gode historiefortællere, og den side af jagten fascinerer mig også: evnen til at fortælle en god historie. Jagtens indbyggede dramatik om liv og død. Udfordringen ved at skulle så tæt på dyret, at skulle ind på cirka 20 meter af et dyr, der er fuldt af instinkter og sanser, som sætter det i stand til at undgå alle slags farer. Alle de gange, hvor det ikke lykkedes, eller hvor der skete noget uventet.
Den velfortalte jagthistorie er i høj kurs blandt andre jægere. De sætter pris på både den mundtlige fortælling og på skrevne beretninger, hvad enten de er fra nutiden eller fra gamle dage, fra safarier i udlandet eller fra en dansk bøgeskov. Det er en positiv sidegevinst ved jagten, at jeg oplever et slægtskab, der handler om fortælleglæde, men også om livserfaringer, som man deler.
Buen er feminin
Hvorfor jager jeg så med bue og pil og ikke med haglbøsse eller riffel?
Jeg har skudt en del i forsvaret. Ikke så meget som så mange andre, men mine grundlæggende færdigheder kommer derfra. Det larmer bare. Buen føles for mig mere feminin. Jeg er helt sikker på, at buen for mandlige jægere selvfølgelig ikke føles feminin, men netop maskulin. Det feminine for mig er, at bevægelsen er yndefuld og flydende, men også at jeg som kvinde jager selv og kan selv.
Buen føles for mig mere feminin. Det feminine for mig er, at bevægelsen er yndefuld og flydende, men også at jeg som kvinde jager selv og kan selv.
Jeg har en riffel. Jeg foretrækker stadig buen. Også selv om det er sværere og mere tidskrævende. Hvis ikke der var riffeljægere til, ville vi i Danmark ikke få nedlagt nær den mængde vildt, som vi bør af hensyn til bestandplejen. Jeg har også siddet i situationer med et sygt dyr, som jeg ville have kunnet skyde med riffel, men ikke kunne nå med min bue. Sådan er jagten. Det er det muliges kunst.
Det helt uforlignelige er, at vi i Danmark har et godt og respektfuldt forhold mellem krudtjægere og buejægere. At begge forbund støtter hinanden til gavn for vildtet. Det er ikke tilfældet i alle lande. I mange lande er haglbøsse- og riffeljægere imod jagt med bue og pil. Som oftest skyldes det bare manglende viden. Alle ved, at en velplaceret kugle slår vældig godt ihjel. Ikke alle ved, at en velplaceret pil er nøjagtigt lige så dræbende som en kugle. For både kugler og pile gælder det, at hvis man rammer forkert, så lider dyrene. Nogle lande har efterhånden 30 års erfaring med moderne buejagt, men i en del lande forholder man sig endnu afventende.
Jeg er buejæger i et land, hvor buejagten efterhånden er accepteret, om end den måske ikke er helt så kendt endnu i den brede befolkning.
Jeg er blevet buejæger af en hel række forskellige årsager: de fine naturoplevelser, spændingen, roen, kødet, fællesskabet. Mange læsere kan sikkert genkende, at der er mere end én årsag til, at man dyrker en bestemt hobby. Nogle gange kan det være godt at spørge sig selv hvorfor. Og at opdage, at der er mere end et svar.
Jagt med bue og pil er anderledes end traditionel jagt. Det er sværere, fordi jægeren helst skal ind på 20 meter af det dyr, der skal nedlægges. I modsætning til riffeljagt, så er der ingen høje lyde forbundet med buejagt – og med buen skal man levere al kraften selv. Nærheden og stilheden giver en følelse af samhørighed med dyret og med den natur, man jager i.
“At trække buen og levere et godt skud er smukt – næsten som jeg tror en balletdanser føler et vanskeligt spring, når det lykkes,” forklarer forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky.
Med bue og pil er Riebnitzskys egne jagtoplevelser fra hendes første ture ud med buen i 2013 til i dag. Historier, der kan læses af jægere og af alle med interesse for natur og naturoplevelser.
Bogen er illustreret med forfatterens egne tegninger.
Anne-Cathrine Riebnitzsky går på jagt med bue og pil. I en ny bog fortæller hun om de bevægende, de spændende og de virkelig nervepirrende jagtoplevelser i den danske natur. Læs med i bogen Med bue og pil her.
Fra jord til bord – derfor går jeg på jagt
Jeg er vokset op på Sydfyn på landet. Min familie havde en lille gård med grise. Jeg er født i 1974 og har været med til at slagte grise derhjemme, siden jeg kunne gå. De boede ude i stalden, og jeg var tit med, når de blev fodret.
Grisene havde krølle på halen og boede ti-elleve stykker i en sti, hvor de møvede rundt mellem hinanden. Min far havde cirka 400 ad gangen, der nåede slagtevægt på lidt forskellige tidspunkter, alt efter hvor gode de var til at rage foder til sig.
Når de fleste stier var tomme, kom et nyt hold til. Hvis de begyndte at slås, skilte min far dem ad og satte de svage dyr i deres egen sti, hvor de ikke blev kanøflet af de store bøller. Jeg fulgte dem, fra de var små og søde og sjove, til de blev store og besværlige og skulle blive til mad.
De fleste af min fars grise blev selvfølgelig kørt til slagteriet, så andre mennesker kunne købe svinekød, men det var ikke noget, jeg tænkte over. Det var bare sådan, det var. Hos os var der en eller anden slags gris på menuen de fleste dage. Fra tid til anden købte min mor fisk hos den lokale fisker, der kom forbi med skrubber og rødspætter. Nogle gange byttede man også, hvis der skulle noget andet på bordet.
Når jeg var med min mor ude at handle, så gik vi simpelthen forbi køledisken med kød. Vi havde jo selv i fryseren. Jeg vidste udmærket, hvor frikadellerne og karbonaderne og flæskestegene og koteletterne og mørbradbøfferne og alt det andet kom fra. Det kom fra den gris, som jeg selv havde været med til at slagte.
Både min bror og jeg hjalp til. Vi lavede rullepølse, hjalp med at ælte fars, puttede kød i kødhakkeren og lavede medisterpølse. Og det var på ingen måde hverken mærkeligt eller ulækkert at have med kød at gøre eller at se grisen blive slagtet. Det var helt naturligt.
Mit forhold til dyr og deres kød er dermed nok anderledes end mange andres. Jeg var en stor teenager, før jeg første gang prøvede at tage købt kød ud af en plastikbakke. Af den helt enkle årsag, at min far på det tidspunkt var holdt op med at have grise selv. Det var faktisk en lidt underlig oplevelse med det købe-kød. Jeg vidste ikke, hvor det kom fra, hvor langt det havde rejst, og hvordan det var blevet håndteret.
Mere end skønheden i en fjerdragt
Når jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg går på jagt, er svaret ikke helt enkelt. Årsagerne er mange. Jeg begyndte at gå på jagt, fordi min mand går på jagt med bue og pil. Det var noget, han fra begyndelsen af vores forhold brugte meget tid på, og det var tydeligt, at jagten betød rigtig meget for ham.
Sammen bruger vi i dag meget tid på jagt og har gjort det i flere år. Men at det var sådan, det begyndte, besvarer ikke, hvorfor jeg i dag bliver ved. Og årsagerne til, at andre mennesker går på jagt, er lige så mangfoldige som jægerne. For nogle er det sociale væsenligt. For nogle er det familietraditioner.
Men hvorfor går jeg på jagt?
Naturoplevelserne spiller en stor rolle. Det er spændende at se et dyr i naturen, at iagttage det, uden at det ved, at man kigger. At se en rå nusse sit lam. Selv hvis jeg ikke ser rådyr, er der som regel småfugle. Nogle gange lander de på ens kasket eller på ens pil, der jo for dem bare er endnu en velegnet gren at sidde på.
Jeg fodrer fugle derhjemme hele året og interesserer mig for, hvilke fugle der er i den egn af landet, hvor jeg nu bor. Jeg kan mange af navnene på fuglene og nogle af deres kald. Det er spændende at se spætmejserne løbe op og ned ad træstammerne og hakke efter insekter. Jeg er fascineret af alle detaljerne i fjerdragten, den fine lyse bug, den blågrå ryg og den markante sorte øjenstribe, der får spætmejsen til at ligne en egyptisk farao. At se en fasanhøne tæt på er også at opdage den fineste camouflage, man kan forestille sig: sorte pletter i et smukt og forfinet mønster på en bund af gråbrunt. Gråbrunt og sort lyder måske kedeligt, men en fasanhøne er smuk.
Skønheden i en fjerdragt besvarer nu alligevel ikke, hvorfor jeg går på jagt. Jeg ville ikke stå tidligt op og sidde i skoven bare for at kigge på fugle.
Jagt er naturforvaltning
Det, der hedder ”vildtforvaltning”, spiller også en stor rolle. Vi bor i et opdyrket land, hvor mennesker optager en del plads og overalt påvirker naturen. Vi har trafik, landbrug, folk der løber i skovene, og alle mulige andre aktiviteter, der påvirker vildtet.
Dyr bruger i sagens natur ikke prævention, og selv om rådyr faktisk er i stand til at lade et eller begge fostre gå til inde i kroppen, hvis vinteren er hård, så formerer dyrene sig ganske hurtigt, og det er både menneskers ret og pligt at forvalte bestandene af vildt.
Det er ikke, fordi naturen ikke kan selv. Det kan den godt. Vi jager for eksempel ikke sæler i Danmark. Bestandene vokser kraftigt, og på et tidspunkt er der ikke føde nok til dem alle, og de bliver ramt af sygdomme, som får bestanden til at kollapse. Det vil sige, at måske 90 % dør. Så begynder spillet forfra. Fænomenet er i den brede befolkning nok mest kendt fra netop sælpest og eksempelvis vildkaniner, der med otte-ni års mellemrum nærmest uddør på grund af sygdom.
Naturen kan godt selv regulere. Når tingene kommer ud af balance, så udsletter en eller anden sygdom hovedparten af dyrene, og bestanden bygger sig langsomt op igen. I et område med balance mellem rovdyr og planteædere er sygdomsangrebene ikke så hyppige. Men menneskers indflydelse på mængden af rovdyr og deres opholdssteder er ganske betydelig.
Vildtforvaltning betyder, at jægerens opgave ganske enkelt er at hjælpe med at holde bestandene i balance. Det betyder også, at vi som jægere høster af et overskud. Hvis ikke vi skyder en del dyr, så vil disse dyr ellers dø af sygdom eller blive kørt ned i trafikken. Det forstod jeg først, da jeg læste det lovpligtige materiale fra Miljøministeriet, som jeg skulle igennem for at tage jagttegn.
Vi ”plejer” faktisk bestanden ved at skyde en del bort. Alternativet ville være at sætte sig ned på rumpen og ikke drive jagt. Og overlade balancespillet til ræve, trafikdrab, hårde vintre og sygdomme (hvoraf nogle i øvrigt er meget langvarige og lidelsesfulde for dyrene).
Miljøministeriet lovgiver for, hvad der må jages i Danmark og hvornår. De rådgives af Vildtforvaltningsrådet, der er sammensat af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Jægerforbund, Landbrug og Fødevarer samt Friluftsrådet. Det er altså repræsentanter fra disse ret forskelligartede foreninger, der indstiller til ministeriet, hvad der må jages, og hvornår.
Efterhånden er vi i Danmark blevet ret gode til netop forvaltning. Det betyder, at en række arter, der var truede før i tiden, i dag har det godt og er i fremgang. Det er afgørende, at man netop lovgiver og holder øje med bestandene. Hvis alle må jage hvad som helst når som helst, så kan det godt lade sig gøre at udrydde vildt. Det skete i Sønderjylland lige efter genforeningen, hvor råvildt, harer og fasaner i en periode var udryddet, hvor utroligt det end lyder.
Det er blandt andet Miljøministeriets og Vildtforvaltningsrådets fortjeneste, at vi i dag har så mange forskellige dyrearter. Det er også deres opgave at sige, at nu skal der skydes flere af den og den gåseart eller flere kronhinder (hundyr af krondyr) for at begrænse bestandens vækst. Og det er os som jægere, der skal bakke op og gøre en indsats og skyde de rigtige dyr.
Langt fra Disney
Så naturoplevelser og det at være ”et moralsk og etisk rovdyr” har afgørende betydning for, at jeg går på jagt. En anden afgørende årsag er kødet. Jeg er kødspiser. En stor del af min jagtglæde har at gøre med, at det kød, jeg bringer hjem, kommer fra dyr, der har levet et naturligt liv. Dyret har altså haft et godt liv, inden jeg skyder det. Kødet smager rigtig godt. Hvis man kan lide oksekød, kalvekød eller andre typer rødt kød, kan man med stor sandsynlighed også lide kød fra rådyr, krondyr, dåvildt og sika, som er vores fire hjortearter.
Men hvis det udelukkende handlede om kød, så var jeg nok enten tilbudsjæger i supermarkeder, eller i hvert fald gik jeg på jagt med riffel. Så min kødglæde forklarer ikke alt. Men det er hævet over enhver tvivl, at noget af det første jeg kigger på, når jeg har skudt et rådyr, er, om rumpen er stor. Vi spiser nærmest alt på dyret, men ryggen og musklerne i bagbenene er det kød, der er af bedst kvalitet. Og jeg fryder mig, når jeg løfter et dyr og det er tungt og vejer til. Så meget kødjæger er jeg alligevel.
En del af min motivation for at gå på jagt handler også om en tilfredsstillelse ved at betragte forholdene i naturen. Hvordan det faktisk er. Det er ikke specielt morsomt at se en tykmavet rå, der snart skal sætte nye lam, jage sine to lam fra sidste år væk. Men når lammene er tæt på et år gamle, så jager moren dem væk. Hun både bider og sparker, hvis ungerne ikke vil flytte hjemmefra. Hun vil ikke have dem i nærheden, når hun får de nye små lam. Og det passer måske ikke ind i vores forestillinger om naturen. Men det er trods alt sådan, det er.
Nogle råer tillader efter nogle uger, at de store lam kan opholde sig i nærheden af hende og de nye lam. Nogle ønsker dem overhovedet ikke tilbage i området. I en Disney-forståelse af naturen ville man nok mene, at de knap et år gamle lam formentlig er traumatiserede af denne barske mor. Men det er, fordi vi tillægger dyrene menneskelige evner og følelser.
Jeg har aldrig set et deprimeret rådyr. De kan være nysgerrige, nusse hinanden kærligt og flygte forskrækket. Det meste af tiden er de bare veltilpasse ved at tusse rundt og æde og lægge sig og sove, når de vil det.
En del af min jagtglæde handler også om taktik. Dyrene har en masse evner. Disse evner er forskellige fra art til art. Rådyr har en virkelig god hørelse og en lugtesans, der langt overgår min. Det er måske som hastighedsforskellen på at gå og at køre i en Formel 1-bil. Men jeg ser bedre og jeg er mere intelligent end rådyret. Og jeg har fantasi og forestillingsevne. Jeg kan bevæge mig klogt i forhold til vindretningen og huske, hvor dyrene plejer at være. Og jeg bruger alt, hvad jeg har lært. Det er nødvendigt, hvis jeg skal vinde over dyrets overlegne sanser. Det i sig selv er spændende.
Fortællinger om liv og død
Min glæde ved jagt handler også om et socialt fællesskab og om en slags fagfælleskab, jeg kan relatere til som forfatter. Mange jægere er gode historiefortællere, og den side af jagten fascinerer mig også: evnen til at fortælle en god historie. Jagtens indbyggede dramatik om liv og død. Udfordringen ved at skulle så tæt på dyret, at skulle ind på cirka 20 meter af et dyr, der er fuldt af instinkter og sanser, som sætter det i stand til at undgå alle slags farer. Alle de gange, hvor det ikke lykkedes, eller hvor der skete noget uventet.
Den velfortalte jagthistorie er i høj kurs blandt andre jægere. De sætter pris på både den mundtlige fortælling og på skrevne beretninger, hvad enten de er fra nutiden eller fra gamle dage, fra safarier i udlandet eller fra en dansk bøgeskov. Det er en positiv sidegevinst ved jagten, at jeg oplever et slægtskab, der handler om fortælleglæde, men også om livserfaringer, som man deler.
Buen er feminin
Hvorfor jager jeg så med bue og pil og ikke med haglbøsse eller riffel?
Jeg har skudt en del i forsvaret. Ikke så meget som så mange andre, men mine grundlæggende færdigheder kommer derfra. Det larmer bare. Buen føles for mig mere feminin. Jeg er helt sikker på, at buen for mandlige jægere selvfølgelig ikke føles feminin, men netop maskulin. Det feminine for mig er, at bevægelsen er yndefuld og flydende, men også at jeg som kvinde jager selv og kan selv.
Jeg har en riffel. Jeg foretrækker stadig buen. Også selv om det er sværere og mere tidskrævende. Hvis ikke der var riffeljægere til, ville vi i Danmark ikke få nedlagt nær den mængde vildt, som vi bør af hensyn til bestandplejen. Jeg har også siddet i situationer med et sygt dyr, som jeg ville have kunnet skyde med riffel, men ikke kunne nå med min bue. Sådan er jagten. Det er det muliges kunst.
Det helt uforlignelige er, at vi i Danmark har et godt og respektfuldt forhold mellem krudtjægere og buejægere. At begge forbund støtter hinanden til gavn for vildtet. Det er ikke tilfældet i alle lande. I mange lande er haglbøsse- og riffeljægere imod jagt med bue og pil. Som oftest skyldes det bare manglende viden. Alle ved, at en velplaceret kugle slår vældig godt ihjel. Ikke alle ved, at en velplaceret pil er nøjagtigt lige så dræbende som en kugle. For både kugler og pile gælder det, at hvis man rammer forkert, så lider dyrene. Nogle lande har efterhånden 30 års erfaring med moderne buejagt, men i en del lande forholder man sig endnu afventende.
Jeg er buejæger i et land, hvor buejagten efterhånden er accepteret, om end den måske ikke er helt så kendt endnu i den brede befolkning.
Jeg er blevet buejæger af en hel række forskellige årsager: de fine naturoplevelser, spændingen, roen, kødet, fællesskabet. Mange læsere kan sikkert genkende, at der er mere end én årsag til, at man dyrker en bestemt hobby. Nogle gange kan det være godt at spørge sig selv hvorfor. Og at opdage, at der er mere end et svar.
Jagt med bue og pil er anderledes end traditionel jagt. Det er sværere, fordi jægeren helst skal ind på 20 meter af det dyr, der skal nedlægges. I modsætning til riffeljagt, så er der ingen høje lyde forbundet med buejagt – og med buen skal man levere al kraften selv. Nærheden og stilheden giver en følelse af samhørighed med dyret og med den natur, man jager i.
“At trække buen og levere et godt skud er smukt – næsten som jeg tror en balletdanser føler et vanskeligt spring, når det lykkes,” forklarer forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky.
Med bue og pil er Riebnitzskys egne jagtoplevelser fra hendes første ture ud med buen i 2013 til i dag. Historier, der kan læses af jægere og af alle med interesse for natur og naturoplevelser.
Bogen er illustreret med forfatterens egne tegninger.
Læs mere og køb bogen Med bue og pil her
Andre læste også: