Fagbøger

Jagthistorier fra Anne-Cathrine Riebnitzsky. Smuglæs i Med bue og pil

Med bue og pil er Riebnitzskys egne jagtoplevelser fra hendes første ture ud med buen i 2013 til i dag. Her er både de bevægende, de spændende og de virkelig nervepirrende jagtoplevelser i den danske natur. Smuglæs i jagthistorierne her.


Med bue og pil

“At trække buen og levere et godt skud er smukt – næsten som jeg tror en balletdanser føler et vanskeligt spring, når det lykkes.”

Jagt med bue og pil er anderledes end traditionel jagt. Det er sværere, fordi jægeren helst skal ind på 20 meter af det dyr, der skal nedlægges. I modsætning til riffeljagt, så er der ingen høje lyde forbundet med buejagt – og med buen skal man levere al kraften selv. Nærheden og stilheden giver en følelse af samhørighed med dyret og med den natur, man jager i.

Med bue og pil er en samling af Anne-Cathrine Riebnitzskys spændende, bevægende og nervepirrende jagthistorier. Det er historier, der kan læses af jægere og af alle med interesse for natur og naturoplevelser.

LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky: Derfor går jeg på jagt

Anne-Cathrine Riebnitzsky er, foruden en ivrig buejæger, også prisbelønnet forfatter, tidligere soldat, faldskærmsspringer og medlem af Kvindelige Eventyreres klub.

Du kan købe Med bue og pil online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.



Anne-Cathrine Riebnitzsky

Med bue og pil


Grøn jagtfasan


Jeg er hjemme på en kort orlov fra Afghanistan i november. Jeg bliver hentet i lufthavnen af min kæreste, Mads. Endnu kender vi på mange måder ikke hinanden ret godt. Vi er blevet kærester, mindre end to uger før jeg rejser til Afghanistan i august 2008. Og nu er jeg på vej på jagt med ham.

Det bliver første gang, at vi er noget sted i Danmark sammen med andre mennesker. Jeg er godt klar over, at det er noget af en tillidserklæring, at Mads tager mig med ned til Lolland for at møde jagtkammerater, han har kendt i mange år. Måske er det også lidt en prøve. Jeg håber at gøre et godt indtryk.


Jagtkammeraterne er en flok mænd med meget forskellige baggrunde. Fra yngste til ældste er der vel et spænd på 15 år. De tager pænt imod mig. Jeg får en køjeseng. Der er fælles aftensmad, og der lægges planer for næste morgen, hvor alle skal ud på jagt. Aftenen går med at ryge, fortælle jagthistorier og drikke øl og vin. Det er på den måde ikke nogen helt usædvanlig fredag i Danmark.

Det er en nitte at sove i køje, når man endelig er hjemme efter flere måneders adskillelse. Jeg er helt trist over det, men hvad havde jeg forventet? Køjesengen bliver næsten min største indvending mod jagt. Efter megen tid i Afghanistan er mit behov for at sove i sovepose aldeles overstået.


Jagtterrænet er fordelt på tre forskellige områder, som vi kører ud til. Jeg er varmt klædt på og sniger mig stille efter Mads bevæbnet med et digitalkamera. De andre jægere har været så søde at foreslå, at vi sidder et sted, hvor der er to jagtstiger med kun omkring hundrede meter imellem. På den måde kan jeg se, hvis Mads skyder noget.

Jeg kravler til vejrs. Skovens lyde og lugte er anderledes sådan en tidlig morgen, end hvis man bare går en tur i skoven en solskinsdag. Jeg kan lugte efteråret. Vinden rasler i de tilbageværende blade, og himlen er tung af skyer.

Jeg kan se Mads i min lånte kikkert. Det er endnu ikke lyst, men der er mange lyde allerede. Fugle, der kalder på solen. Fasaner, der skogrer. Lyden af vinger, når fuglene flaprende lader sig falde ned til jorden. Ugler, der tuder. Det lyder lidt uhyggeligt. Jeg sidder og tager alle de mange lyde og lugte ind. Jeg kigger frem mellem de spredte træer foran mig. Længere fremme er der en lysning og nogle marker. Mads sidder ude til venstre som en sort skygge i en trætop. Jeg er heldig den morgen. Jeg ser et rådyr gå lydløst forbi kun 50 meter væk. Dyret er blot en mørk skygge, men jeg er ikke tvivl.

Lidt senere kan jeg høre noget pusle i skovbunden tæt på. Jeg kan høre små bevægelser i de visne blade nede på jorden og sære pibende lyde. Jeg ved, at jeg skal sidde stille, men jeg drister mig til at kigge ned bag mig ved foden af det træ, min stige læner sig op ad.

I halvmørket er jeg i tvivl. Det er små dyr, men ikke mus eller egern. De er større. De bevæger sig i små ryk og står også stille af og til. Det er fugle. Jeg stirrer på dem. Jeg har aldrig set fasaner så tæt på. Deres fjerdragt er smuk og utrolig detaljeret med mange små pletter og ringformede mønstre. Hønerne er næsten ikke til at se med deres sandfarvede fjerdragt med mørke pletter. Sammen med dem går en stor hane, der tiltrækker sig al min opmærksomhed. Han er ikke kobberfarvet med grønt hoved som de andre fasanhaner. Han er grøn over det hele. Den grønne farve er en fantastisk gnistrende metalgrøn. Han ulmer i tusmørket.

Jeg stirrer på ham. Jeg fumler med kameraet, men det er for mørkt til, at det vil kunne lade sig gøre at tage et billede. Fasanen standser få meter fra min stige, lægger hovedet på skrå og stirrer op på mig med sit gule øje. Jeg sidder helt stille. Jeg har glemt alt om kameraet, faktisk er der ikke andet i min verden lige nu end denne ulmende grønne fasan.

I samme øjeblik som jeg blinker, udstøder han en advarende skogrende lyd. Så lister han stille videre, mens hønsene omkring ham piber med lyse stemmer og napper insekter her og der.

Jeg er nærmest forhekset. Jeg har aldrig set noget så smukt som denne grønne jagtfasan. Jeg anede ikke, at der fandtes grønne fasaner. For mig er han et fabeldyr – som en enhjørning eller en kentaur. Jeg glemmer ham aldrig.


Mads skyder ikke noget den morgen, men samme eftermiddag skyder han et par kobberfarvede fasanhaner. Det er tydeligt at se, at han slapper godt af og er tilpas ved at være i skoven. Der er også blevet skudt et rådyr. Jægerne hænger det hele op på en vildtkrog uden for den lille jagthytte. En vildtkrog minder lidt om en knagerække. Der er spidse kroge på, og her hænger man de fugle og dyr, man har skudt.

Jeg synes faktisk, at jægerne er ret hyggelige, og de lader til at acceptere mig som det nye indslag i deres ellers fasttømrede kreds. Om aftenen laver vi mad sammen alle sammen, og jeg sidder og lytter til jægernes mange beretninger om, hvad de har oplevet.

Da vi kører hjem søndag eftermiddag, er jeg mange oplevelser rigere. Det har været spændende, men jeg er nu glad for, at vi også har en uge for os selv, inden jeg flyver tilbage til Afghanistan.


Kongevejsbukken og de andre dyr


Min tid i Afghanistan stopper i april 2009. Omtrent ved samme tid får Mads og hans jagtkammerater et nyt jagtterræn, også på Lolland. Der hører et hyggeligt bindingsværkshus til jagten. Det skal sættes i stand, men alle jægerne ønsker hinanden tillykke med det fine sommerhus og den
fine nye jagt.

Da jagtsæsonen begynder i efteråret, bliver jeg en fast del af selskabet. Jeg går dog stadig ikke på jagt, men jeg tager billeder og hjælper til med at lave mad. Jeg skriver på min første bog.

Mads skyder fasaner. Det gør både han og en af de andre jægere. Nogle gange skyder de både tre og fire hver. Der er tydelig forskel på, hvad folk gerne vil jage, og der er en kvote for, hvor mange rådyr man må skyde. Hver jæger må skyde et rådyr hver på fællesjagter og et dyr på en såkaldt
frijagt, hvor jægeren er taget ned i hytten, fordi han har tid og lyst.

Som det udprægede B-menneske jeg er, så sover jeg længe og står op, når jeg vil, og skriver på min bog. På et tidspunkt kommer jægerne hjem fra morgenjagten, og så er der brunch. Og historier. Folk fortæller, hvad de har oplevet, og det går jeg sjældent glip af. Ret hurtigt går det op for mig, at der er en markant forskel fra den faldskærmssport, jeg hidtil har dyrket, og så det jagtfællesskab, jeg nu er en del af. Et faldskærmsspring er altid en stor oplevelse, men dog relativt kortvarig. Jagten udfolder sig over flere timer, og mange jægere har stor humoristisk sans og et godt blik for, hvad dyrene finder på af narrestreger.


En råkold eftermiddag midt i december, hvor ilden buldrer i brændeovnen, kommer den første jæger tidligt hjem fra skoven.

”Tillykke med din mand,” lyder det ude fra entreen, hvor støvler står til tørre på hylder med indlagte varmerør.

”Har han skudt noget?” Jeg ser op fra computeren.

”Jeps. Han er i slagtehuset. Han har skudt et rådyr.”

Flere jægere kommer ind ad døren. Flere tillykke-råb. Jeg prøver at opklare, hvad det er for en slags rådyr, han har skudt, men det vides ikke med bestemthed.

Endnu har jeg ikke begreb om, hvor vanskeligt det er at jage både rådyr og fasaner. Jeg er på det tidspunkt ved at skrive min første bog om min tid i Afghanistan, Kvindernes krig. Efter at jeg har opgivet at arbejde i udlandet og har kastet mig over drømmen om at blive forfatter, er pengene er temmelig små. Jagtudbyttet er ikke gratis. Fasanerne giver vi ikke noget for, da de indgår i jagtlejen, men rådyr betales efter vægt med 35 kr. kiloet i det, man kalder ”brækket vægt”, som er dyret uden indvolde, men med hoved, pels, ben osv. Ikke desto mindre er det et rigtig godt supplement i vores husholdning, der består af os to kødglade voksne og jævnlige besøg af Christian, min mands søn, der går i gymnasiet og spiser, som sådan nogle drenge nu gør – intet om morgenen og det hele til aften.


Endelig kommer Mads tilbage fra slagtehuset. Jeg går med alle de andre ud i haven, hvor dyrene er lagt op på parade. Paraden er en jagttradition, hvor man lægger dyrene på række i arter og tager hatten af i respekt for det, man har skudt. Hvis man har hornblæsere i jagtkonsortiet, bliver der spillet et stykke for hver vildtart, der er nedlagt.

Der er nedlagt fire rådyr og nogle fasaner. Jeg kan ikke begribe, at Mads ikke har skudt et større rådyr. Hans dyr er sådan af mellemstørrelse. Men han er tilfreds. Han er ikke højlydt, for det er han aldrig, men jeg kan se, at han er glad. Et godt dyr på den rigtige tid. Han har også skudt en fasan. Han plejer at skyde to eller tre eller nogle gange fire. Men der er blevet længere mellem fasanerne.

Jagtlederen siger nogle ord om weekenden. Vi tager hovedbeklædningen
af til ære for de døde dyr i den kolde, mørke eftermiddag. Så er det forbi, og vi pakker sammen, støvsuger hytten, lægger rådyret og fasanen bag i bilen og kører hjemad mod Birkerød.


Det er så koldt, at vi beslutter at lade rådyret og fasanen ligge bag i den sølvgrå kassevogn. Det gør ingen forskel, om vi hænger rådyret op i haven i rækkehuset eller lader det ligge bagi bilen. Det er minusgrader begge steder. Vi bærer vores tøj og ting indenfor.

Næste dag tager jeg S-toget til København for at klare nogle møder. Jeg kører hjem sammen med Mads i bilen. På grund af kulden og de store mængder sne er trafikken hjemad langsommelig. Det tager over en time at køre de godt 25 kilometer. På det sidste stykke ind mod Birkerød går trafikken helt i stå. Kongevejen er tæt fyldt af biler. Vi er trætte begge to og vil gerne hjem. Trafikken virker helt umulig.

Pludselig ser vi det. En bil holder i vejkanten. Der er skov på højre side, og vejen svinger blødt mod venstre. En mand står i ankellang, mørkeblå uldfrakke med et silketørklæde om halsen. Det er lagt dobbelt, og enderne er trukket igennem løkken på samme måde, som jeg har set det i julekataloget fra Lyngby Storcenter. Det er smart. Han taler i mobiltelefon. Halvt ude på vejen foran bilen ligger en stor råbuk. Den traver lidt med forbenene. Bag bilen prøver en teenagedreng at folde en advarselstrekant ud. Bilen har havariblinket tændt. Det gule lys reflekterer i sneen.

”Tror du, han skal have hjælp?” spørger jeg.

”Det skal han helt sikkert,” svarer Mads roligt og trækker kassevognen ind på det brede stykke mellem de to kørebaner. Hvis jeg husker ret, er der om sommeren et skraveret felt – nu er der bare sne.

Mads springer ud af bilen og går hen til manden.

”Hej. Jeg er jæger. Skal du have hjælp med den der?” siger han.

Manden nikker. Han er stadig i chok over at have påkørt et rådyr. Mads bøjer sig over bukken, der nu ligger helt stille. Den er netop udåndet. Mads veksler et par ord med manden i den blå frakke, inden han krydser vejbanen og slår klappen op på kassevognen. I sidespejlet kan jeg se en ung mor i en rød Toyota. Hun stirrer ind i kassevognens lastrum. Først da kommer jeg i tanke om, at der ligger en fasan og et dødt rådyr bagi. Hun smiler til mig. Øjeblikket efter peger hun ind i vognen, og hendes søn på sædet ved siden af strækker hals. Mads slæber bukken væk fra vejen og kaster den op i bilen. Det er en pæn buk, en seksender. Desværre har den tabt den ene halvdel af opsatsen i mødet med bilen.


Vi kører videre.

”Du skulle have set folk i hovedet. Da jeg lukkede klappen op, så de ud, som om de tænkte: ’Der kom vildtvognen. Det var hurtigt’.”

”Der er meget kød på den der,” siger jeg glad.

Mads nikker.

”Jeg skulle have sagt til ham, at det kostede 500 kr.”

Vi ler. Manden i den ankellange uldfrakke og silketørklædet
havde garanteret betalt.

Hjemme i rækkehuset hænger vi de to dyr og fasanen ud i haven. Der er en mur mellem vores have og naboens. På muren sidder to knager af den slags, man bruger til frakker. Der hænger vi Mads’ rådyr fra jagtweekenden, og så trækker vi bukken ud midt i haven, ud i sneen.

Vi skal ”brække” dyret, altså have tarme og indvolde ud. Vi har pandelamper på og arbejder, så hurtigt vi kan, med iskolde fingre. Jeg har set de andre jægere brække et dyr i slagtehuset. Det kan godt virke lidt ulækkert med alle de tarme og en stor rygende varm mavesæk og et virvar af blålige og blege hinder. Som regel lugter det ikke slemt, medmindre jægeren har været uheldig at ramme noget i maven.

Det trafikdræbte dyr er hel inde i vommen, så jeg bærer indvoldene over i skoven uden det store besvær. Jakken skal vaskes lidt bagefter. Da vi endelig er færdige, hænger vi bukken op på knagen. Den er noget længere i krop end det dyr, Mads har skudt. Tænk, hele to dyr på en weekend; det ene er endda gratis. Vores have er dækket af sne, og det ser voldsomt ud med en rød plamage, der hvor vi har brækket dyret, og der er adskillige røde slæbespor rundt i sneen.


Tirsdag aften kører jeg sidst på eftermiddagen i kassevognen til Hørsholm for at hente Christian, der skal spise og sove hos os. Jeg kører bag om Høvelte kaserne og ad en lille asfaltvej gennem øvelsesterrænet. Det har været koldt længe nu, og sneen ligger højt, så jeg kører langsomt. På det sidste stykke langs Sandholmgård bemærker jeg et lille rådyr, der
går usikkert i vejkanten.

”Hop nu ind til siden,” mumler jeg og kigger bekymret efter det lille dyr. De er sultne, og der er allerede dræbt syv rådyr i trafikken omkring kasernen, ved jeg fra Mads. Der er ikke nok at spise, og de bliver omtumlede og langsomme. Ved mørkefald flokkes de om kompostbunken bagerst i vores have, hvor de æder gulerodsskræller og de kvarte appelsiner, som jeg i smug fodrer dem med, fordi jeg har ondt af dem.

Det lille rådyr besinder sig og hopper ind til siden. Jeg svinger bilen ud på den store vej og kører mod Hørsholm.


Christian smider sin taske med tøj bag i bilen, og jeg spørger til hans dag i skolen, mens vi ruller tilbage mod Birkerød. Da vi svinger ind på den lille vej, der fører gennem øvelsesterrænet, skæver jeg automatisk efter det lille rådyr, som jeg nødigt vil påkøre.

I kanten af lygternes skær langt fremme i vejkanten ligger et dyr. Jeg sagtner farten. Det er det lille rådyr. Jeg standser og trækker håndbremsen. Så hopper jeg ud og går frem til dyret.

Den er ramt i hovedet og har blødt ud af næsen. Kroppen er helt varm endnu. Den har tyk vinterpels. Øjnene er lukkede. Den er død. Jeg sidder på hug i skæret fra billygterne, mens sneen daler stille ned. Der er ikke noget at gøre. Og jeg kan lige så godt tage den med hjem, så den kan blive til mad. Normalt samler jeg jo ikke døde dyr op – men den har højst ligget der i tyve minutter. Og den er hel og fin. Jeg løfter den op i for- og bagben. Den vejer måske 12-15 kilo, endnu hel med alle organer. Jeg bærer den hen mod bilen. I kabinen kan jeg se Christian stirre på mig.

Jeg lægger dyret på vejen.

”Christian, du må hellere flytte din taske lidt,” siger jeg.

Han farer ud af bilen og trækker tasken ud af sidedøren.

”Hvad skal du?” spørger han.

”Den er død,” siger jeg. ”Vi kan lige så godt spise den.”

Jeg lægger den ind i lastrummet og smækker sidedøren i. Christian sidder på forsædet med tasken i skødet. Han har faktisk skudt to impalaer i Afrika, da han var ni år gammel og var med sin far på jagt. Men det er længe siden. Vi kører det sidste stykke hjem. Jeg åbner døren til huset.

”Skat, jeg har en god og en dårlig nyhed,” siger jeg.

”Hvad nu?” Mads kigger roligt på mig.

”Jeg fandt et rådyr på vejen. Den var blevet kørt ned, så nu ligger den bag i bilen. Den er hel og fin. Ramt i hovedet. Vi kommer til at brække den ude i haven.”

Mads kigger på mig. Sneen i haven er ikke tillokkende.

Vi finder pandelamperne frem og brækker det lille dyr ude i haven. Den har fået et kraftigt slag i hovedet af bilen og er formentlig død meget hurtigt. Efter tyve minutter hænger den ved siden af de andre. Den er den mindste af de tre. Jeg står et øjeblik i sneen og kigger på de tre dyr. Jeg sender en tak til Gud. Jeg har 300 kr. til at klare buskort og tøjkøb for hver måned – og vi har netop fået fantastisk mad gennem ikke mindre end to utrolige tilfælde.


Et par dage efter får jeg besøg af en veninde. Da jeg ved, hvordan haven ser ud i dagslys, advarer jeg hende på forhånd.

”Det er ikke fordi der er foregået noget kriminelt,” siger jeg. ”Vi har bare brækket to rådyr ude i haven.”

Vi står og kigger ud på sneen. Faktisk ser sneen i vores have ud, som om der har fundet et massemord sted.

”Hvis det ikke var jer, så ville jeg nok ringe til politiet,” siger min veninde.

Hun er en omhyggelig type, så hun kigger også over på væggen og siger:
”Du sagde to, der hænger altså tre.”

Jeg forklarer, at den ene er skudt med bue og pil og brækket på Lolland, mens de to andre er trafikofre, som vi har brækket i haven.

”Ja, ja, det siger du nok,” siger hun med skeptisk stemme og et stort smil.


At slagte tre rådyr kræver lidt tid, og efter at have kigget i kalenderen er vi kommet frem til, at det så bliver fredag aften, der går med det. Da jeg har mærket lidt på dyrene udenfor, går det op for mig, at kødet er ved at fryse. Ikke at det er skadeligt, men det er svært at arbejde med stivfrossent
kød.

Jeg tager dyrene ind på kældergulvet. Der ligger de på nogle papirsække. Da jeg har kigget lidt på dem, tænker jeg, at jeg lige så godt kan gå i gang med at skære pelsen af dem. Det alene kommer til at tage tid. Og Mads er ikke kørt fra arbejde endnu. Jeg går i gang med at skære pelsen af Mads’ dyr. Det lader sig gøre, selv om jeg er alene. Det er ikke voldsomt meget anderledes end at slagte en gris. Da jeg har fået hele skindet af hende, går jeg i gang med Kongevejsbukken.

Da Mads kommer hjem, er han overrasket og glad for, at jeg har trukket frakken af to ud af de tre dyr. Og så begynder vi selve parteringen. Et dyr ad gangen op på køkkenbordet. Mads skærer bove og køller af. Jeg renser det hele for hår. Vi pakker i plastikposer og stabler det op, inden det ryger tilbage ned i kælderen i fryseren.

Da vi efter nogle timer er færdige, steger Mads en rådyrfilet med salt, peber og hvidløg. Det smager helt forrygende. Jeg kvier mig lidt ved, at vi spiser det lækreste kød, bare os to. Men vi har fortjent det. Det er en festmenu.

Jeg forbinder stadig stegt rådyrfilet med en fornemmelse af usandsynligt held.

Du kan købe Med bue og pil online, bl.a. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.