Krimi

Pageturner fra Frankrigs bedst sælgende forfatter. Læs i Fortidens mørke

Fortidens mørke

Guillaume Musso er Frankrigs bedst sælgende og mest læste forfatter. Han skriver filmiske bøger med masser af action og plot-twists – og hans bøger er pageturners, der er svære at lægge fra sig. Smuglæs her i hans nye bog, Fortidens mørke.


Fortidens mørke

Under en usædvanlig snestorm på Côte d’Azur i 1992 forsvinder en ung kvinde, Vinca Rockwell på 19 år, fra en gymnasiekostskole. Hun er efter sigende flygtet sammen med sin filosofilærer, som hun har et hemmeligt forhold til. Ingen ser hende nogensinde igen.

Femogtyve år senere, i 2017, mødes de tre gamle venner Fanny, Thomas og Maxime igen i forbindelse med en genforeningsfest for gamle elever på gymnasiet Saint-Exupéry ved Antibes. De har ikke haft kontakt, siden de tog deres eksaminer. Dengang begik de en frygtelig handling, som har præget deres liv lige siden, og tankerne om, hvad der skete med deres veninde Vinca, er ikke glemt. Da skolen skal have bygget en ny sportshal, og den gamle skal rives ned, er deres hemmelighed i fare for at blive afsløret. For inden i murene ligger knoglerne fra et lig …

Sandheden om, hvad der i virkeligheden skete, skal vise sig at være stærkt foruroligende og smertelig.

LÆS OGSÅ: Musso er kongen af plot-twists – skriver bøger, du ikke kan lægge fra dig

Du kan købe Fortidens mørke online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 13. september 2019.


Guillaume Musso

Fortidens mørke


På dansk ved
Anders Juel Michelsen

Smuglerstien


Den unge pige:
Gå, åh, gå!
Forsvind, hæslige skelet!
Jeg er stadig ung, forsvind!
Og rør mig ikke!

Døden:
Ræk mig din hånd, søde og smukke
skabning!
Jeg er din ven, du har intet
at frygte. Giv dig hen!
Vær ikke bange
Kom lydigt og sov i
mine arme

Matthias Claudius (1740-1815)
Den unge pige og døden


2017

Sydspidsen af Cap d’Antibes. Den 13. maj.


Manon Agostini parkerede sin tjenestebil for enden af Chemin de la Garoupe. Politikvinden smækkede døren hårdt i på den gamle Renault Kangoo, mens hun bandede indvendigt over de omstændigheder, der havde ført hende herhen.

Ved 21-tiden havde vagten ved en af de mest luksuriøse ejendomme på Cap ringet til politistationen i Antibes for at melde om fyrværkeri eller et skud – under alle omstændigheder en mærkelig lyd – som tilsyneladende var blevet affyret på klippestien, der stødte op til ejendommens park. På politistationen havde de ikke taget sagen særlig alvorligt, men blot sendt den videre til det kommunale politi, som ikke havde fundet på noget bedre end at kontakte hende på et tidspunkt, da hun ikke var i tjeneste.

Da hendes overordnede havde ringet til hende for at bede hende køre ud og kaste et blik på kyststien, var Manon allerede klædt om til fest og parat til at gå ud. Hun ville have bedt ham gå ad helvede til, men havde ikke kunnet nægte ham den tjeneste. Samme morgen var den gode mand gået med til, at hun beholdt Kangooen efter arbejdstid. Manons egen bil havde lige givet op, og denne lørdag aften havde hun ubetinget brug for en vogn for at kunne køre til en aftale, som var meget vigtig for hende.

Saint-Exupéry-gymnasiet, hvor hun havde gået, fejrede sin halvtredsårsdag, og i den anledning skulle de gamle elever i hendes klasse samles igen. Manon håbede inderst inde at gense en fyr, som havde gjort indtryk på hende tidligere. En fyr, som var anderledes end de andre, og som hun så dumt havde ignoreret dengang; hun havde foretrukket ældre fyre, der alle siden havde vist sig at være nogle forfærdelige idioter. Der var ikke noget rationelt i det håb – hun vidste ikke engang, om han kom, og han havde sikkert glemt alt om hendes eksistens – men hun havde behov for at tro på, at der omsider ville ske noget i hendes liv. Manicure, frisør, shopping: Manon havde forberedt sig hele eftermiddagen. Hun havde spenderet tre hundred euro på en enkel kjole af silkejersey med midnatsblå blonder, havde lånt en perlekæde af sin søster og pumps af sin bedste veninde – et par Stuart Weitzman i ruskind, som gav hende ondt i fødderne.

Manon tændte lommelygten i mobilen og begyndte at gå frem på sine høje hæle ad den smalle vej, som fulgte kysten to kilometer frem til Villa Eilenroc. Hun kendte udmærket stedet. Da hun var barn, tog hendes far hende med ud at fiske i de små vige. Før i tiden kaldte de lokale dette stykke af vejen for tolderstien eller smuglerstien. Senere blev stedet i turistguiderne benævnt under det pittoreske navn Tire-poilstien, den hårrejsende sti. I dag blev den bare kaldt det ganske kønsløse: kyststien.

Efter omkring halvtreds meter stødte Manon på en afspærring med en advarsel: ”Farezone – adgang forbudt”. Der havde været et kraftigt uvejr midt på ugen. Havets voldsomme bølgeslag havde fremkaldt jordskred, som gjorde stien ufremkommelig visse steder.

Manon tøvede lidt, men besluttede sig så for at skræve over afspærringen.


1992

Sydspidsen af Cap d’Antibes. Den 1. oktober.


Let om hjertet løb Vinca Rockwell i hop forbi Joliette-stranden. Klokken var ti om aftenen. For at komme hertil fra gymnasiet var det lykkedes hende at overtale en af sine veninder, som havde en scooter, til at sætte hende af på Chemin de la Garoupe.

Da hun slog ind på smuglerstien, mærkede hun sommerfuglene i maven. Hun skulle møde Alexis. Hun skulle gense sin store kærlighed!

Det blæste en halv pelikan, men natten var så smuk, og himlen så lys, at det næsten føltes som højlys dag. Vinca havde altid elsket det her sted, fordi det var så vildt og i modsætning til det fortærskede billede af den franske riviera om sommeren. I solskin blev man blændet af kalkklippernes hvide og okkerfarvede glimt og af de uendelige variationer i det azurblå vand i de små vige. Engang havde Vinca også fået øje på delfiner, da hun kiggede i retning af Îles de Lérins.

Når det blæste så voldsomt, som det gjorde denne aften, ændrede landskabet helt karakter. De stejle klipper blev farlige, oliventræerne og pinjerne syntes at vride sig af smerte, som om de forsøgte at rive sig løs fra jorden. Men Vinca var ligeglad. Hun skulle møde Alexis. Hun skulle gense sin store kærlighed!

2017

Pis og lort!

Hælen på Manons ene sko var lige knækket. For fanden! Inden hun skulle videre til fest, blev hun nu nødt til at tage tilbage forbi sin lejlighed, og i morgen ville hun blive skældt ud af sin veninde. Hun tog skoene af, stak dem i sin taske og fortsatte på bare fødder.

Hun fulgte stadig den smalle, men betonbelagte sti helt oppe langs kanten af klinterne. Luften var ren og opkvikkende. Mistralen havde fået natten til at klare op og overstrøet himlen med stjerner.

Den fantastiske udsigt strakte sig fra det gamle Antibes’ bymure frem til Nicebugten med bjergene i baggrunden.

Skjult bag pinjerne lå nogle af de smukkeste ejendomme på Côte d’Azur. Man kunne høre bølgerne fråde og mærke hele havets styrke og magt.
Stedet havde før i tiden været skueplads for tragiske ulykker. Havet havde taget fiskere, turister og forelskede par, som kyssede hinanden i vandkanten. Efter sønderlemmende kritik havde myndighederne været tvunget til at sikre vejen ved at opføre solidt byggede trapper, afmærke passagen og lave rækværk, der forhindrede vandrere i at komme for tæt på kanten. Men der skulle bare en voldsom blæst til at rase i nogle timer, og det blev livsfarligt at opholde sig der.

Manon ankom netop til et sted, hvor en aleppofyr var væltet, havde gennembrudt rækværket og nu lå og spærrede vejen. Det var umuligt at gå længere. Hun overvejede at vende om. Der var ikke en levende sjæl her. Mistralens voldsomme kraft havde afskrækket vandrerne.

Se at komme væk, min pige.

Hun stod helt stille og lyttede til vindens tuden. Den førte en slags klagen med sig, som på en gang var tæt på og langt væk. En lavmælt trussel.
Selvom hun var barfodet, klatrede hun op på en klippe for at komme uden om forhindringen og forsatte videre frem med telefonens lommelygte som eneste lys.’

En mørk masse aftegnede sig neden for klippen. Manon kneb øjnene sammen. Nej, hun var for langt væk til at kunne skelne noget. Hun prøvede at bevæge sig nedad med den største forsigtighed. Der lød en knitrende lyd. Sømmen på hendes blondekjole var revnet, men hun ignorerede det. Nu så hun omridset af det, som havde gjort hende nysgerrig. Det var et lig. Liget af en kvinde, der lå efterladt der på klipperne. Jo nærmere hun kom, des mere rædselsslagen blev hun. Det var ikke en ulykke. Kvindens ansigt var blevet smadret til en blodig masse. Gode gud. Manon mærkede, at hendes ben ikke længere kunne bære hende, og at hun var på nippet til at synke sammen. Hun låste mobiltelefonen op for at tilkalde hjælp. Der var ingen dækning, men der stod ikke desto mindre I nødstilfælde på skærmen. Hun skulle lige til at ringe op, da hun opdagede, at hun ikke var alene. En grædende mand sad på jorden lidt længere væk. Han var sønderknust og hulkede med ansigtet begravet i sine hænder.

Manon var skrækslagen. Lige i det øjeblik ærgrede hun sig over, at hun ikke var bevæbnet. Hun gik forsigtigt tættere på. Manden rejste sig op. Da han løftede hovedet, genkendte Manon ham.

”Det er mig, der har gjort det,” sagde han og pegede på liget.


1992


Vinca Rockwell sprang let og elegant hen over klipperne. Vinden tog til i styrke, men Vinca elskede det. Bølgerne, faren, den berusende havluft, de stejle klipper, som fik det til at svimle for en. Hun havde aldrig før oplevet noget så berusende som sit møde med Alexis. En dyb og fuldkommen betagelse. En sammensmeltning af kroppe og sjæle. Om hun så levede i hundred år, ville intet nogensinde kunne overgå denne erindring. Udsigten til at møde Alexis i al hemmelighed, til at elske i en hulning mellem klipperne, gjorde hende ør.

Hun mærkede den lune vind, som omsluttede hende, blæse omkring hendes ben og løfte op i skørterne som et forspil til den ventede omfavnelse. Den vilde glæde, bølgen af varme, som river en med og ryster en, blodet, der pulserer, hjertets banken, som får hver en millimeter af ens krop til at skælve.

Hun skulle møde Alexis. Hun skulle gense sin store kærlighed!

Alexis var stormen, natten, nuet. Inderst inde vidste Vinca godt, at hun begik en dumhed, og at det aldrig kunne gå godt. Men hun ville ikke for nogen pris have givet afkald på dette øjebliks ophidselse. Ventetiden, kærlighedens galskab, den smertefulde nydelse ved at blive båret væk af natten.

”Vinca!”

Pludselig aftegnede Alexis’ silhuet sig mod den lyse himmel, hvorfra fuldmånen skinnede. Vinca tog nogle skridt ind i skyggerne. Hun kunne næsten allerede fornemme nydelsen, der ventede hende. Intens, hed, ukontrollabel. Kroppene, som forbinder sig med hinanden, går i opløsning og smelter sammen med bølgerne og vinden. Skrigene, som blander sig med mågernes. Krampetrækningerne, eksplosionen, som slår en til jorden, det hvide blændende glimt, som bestråler en og giver en følelse af, at hele ens væsen splintres i atomer.

”Alexis!”

Da Vinca endelig omfavnede genstanden for sin kærlighed, hviskede en indre stemme igen til hende, at det hele ville ende galt. Men hvad brød den unge pige sig om fremtiden.

Kærligheden er alt eller intet.

Det eneste, der betød noget, var nuet.

Nattens brændende og giftige forførelse.



I går og i dag


(NICE-MATIN – mandag den 8. maj 2017)
Det internationale gymnasium Saint-Exupéry fejrer sin 50-års dag

Den førende uddannelsesinstitution i Sophia Antipolis skal i den kommende weekend fejre sine 50 år.

Det internationale gymnasium blev grundlagt af den private organisation Mission laïgue française i 1967 som et gymnasium for børn af ‘ex-pats’ og er en atypisk institution på Côte d’Azur. Den er kendt for sit høje niveau og ved at undervisningen foregår på forskellige sprog, hvilket giver mulighed for at opnå internationale eksamensbeviser. Skolen modtager i dag hen ved tusind franske og udenlandske elever. Festligheder begynder fredag den 12. maj med åbent hus, hvor elever og lærere vil fremvise en udstilling af foto, film og drama, som er blevet skabt til denne begivenhed.

Festen fortsætter næste dag ved middagstid med en sammenkomst for gamle elever og skolens tidligere personale. Ved denne lejlighed vil den første sten blive lagt til et nyt fem etagers byggeri kaldet ”Glastårnet”, der skal opføres på det sted, hvor den nuværende sportshal ligger, men snart skal rives ned. Denne ultramoderne bygning skal modtage elever fra forberedelsesklasserne til de højere læreanstalter (CPGE). Og årgangene 1990-1995 får æren af at blive de sidste til at bruge hallen samme aften ved festen for gamle elever.

I forbindelse med denne mærkedag håber gymnasiets rektor, Florence Guirard, at så mange som muligt vil deltage i festen. ”Jeg indbyder på det varmeste alle gamle elever og medlemmer af personalet til at komme og deltage i denne hyggelige begivenhed. Det er gennem samtale, gensyn og erindring, at vi bliver i mindet om, hvor vi kommer fra, og det er absolut nødvendigt, hvis vi vil vide, hvor vi er på vej hen,” fortsætter rektoren med en lidt slidt kliché, og gør til sidst opmærksom på, at en særlig Facebookgruppe er blevet oprettet i forbindelse med arrangementet.

Stéphane Pianelli



FOREVER YOUNG



1
Cherry Coke


Uanset hvor fast,
man spænder sikkerhedsbæltet,
nytter det ikke noget,
hvis flyet styrter ned.

Haruki Murakami


1.

Sophia Antipolis
Lørdag den 13. maj 2017

Jeg parkerede udlejningsbilen under fyrretræerne ved tankstationen tre hundred meter fra indgangen til gymnasiet. Jeg var kommet direkte fra lufthavnen efter en flyvetur fra New York til Nice, hvor jeg ikke havde lukket et øje.

Dagen før havde jeg i al hast forladt Manhattan efter at have modtaget en artikel per mail, som mindede om markeringen af halvtredsårsdagen mit gamle gymnasium. Beskeden var blevet sendt til mig via mit forlag af Maxime Biancardini, som havde været min bedste ven engang, men som jeg ikke havde set i femogtyve år. Han havde tilføjet sit mobilnummer, som jeg tøvede med at ringe til, indtil jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke kunne slippe udenom.

”Har du læst artiklen, Thomas?” spurgte han uden videre.

”Det er derfor, jeg ringer til dig.”

”Forstår du, hvad det betyder?”

Hans stemme var så velkendt, men lød febrilsk og angstfyldt nu.

Jeg svarede ikke på hans spørgsmål lige straks. Jo, jeg vidste godt, hvad det betød. At det var slut med det liv, som vi hidtil havde levet. At vi kom til at tilbringe den næste del af vores liv bag tremmer.

”Du er nødt til at komme til Côte d’Azur, Thomas,” sagde Maxime efter nogle sekunders tavshed. ”Vi må lægge en strategi for at undgå det her. Vi er nødt til at gøre noget.”

Jeg lukkede øjnene og vurderede følgerne af det, der ville komme til at ske: skandalens omfang, de retslige implikationer, chokbølgen, der ville ramme vores familier.

Inderst inde havde jeg altid vidst, at den her dag ville komme. I næsten femogtyve år havde jeg levet – eller foregivet at leve – med dette damoklessværd hængende over hovedet. Jeg vågnede jævnligt midt om natten badet i sved og tænkte på begivenhederne, der havde udspillet sig dengang, og udsigten til, at det hele en dag ville blive afsløret. Sådanne nætter slugte jeg en angstdæmpende pille skyllet ned med Karuizawa-whisky, men det lykkedes mig sjældent at falde i søvn igen.

”Vi er nødt til at gøre noget,” gentog min ven.

Jeg vidste, at det var ønsketænkning, for den bombe, som truede med at ødelægge vores liv, havde vi selv bygget en aften i december 1992.

Og vi vidste begge to, at det var umuligt at demontere den.


2.

Efter at have låst bilen tog jeg et par skridt hen mod tankstationen. Det var en slags amerikansk general store, som alle kaldte ”Chez Dino”. Bag benzinpumperne rejste sig en bemalet trækonstruktion, en bygning i kolonistil med en lille butik, en tiltalende café og udeservering på en overdækket terrasse.

Jeg skubbede døren op. Stedet havde ikke forandret sig særlig meget og havde stadig en stemning af noget tidløst. Bagerst i butikken stod nogle høje taburetter omkring en hvidmalet trædisk, og for enden af den adskillige glasklokker med farvestrålende kager. I resten af lokalet bredte sig bænke og borde, som fortsatte ud på terrassen. På væggen hang der emaljeskilte med gamle reklamer for mærker, som var forsvundet i dag, og plakater fra Rivieraen i de brølende tyvere. For at få plads til flere borde havde man fjernet billardbordet og arkadespillene, som så ofte havde gjort indhug i mine lommepenge. Out Run, Arkanoid. Street Fighter II. Kun bordfodboldspillet havde overlevet, et gammelt Bonzini-bord med et luvslidt grønt tæppe.

Jeg kunne ikke lade være med at stryge hænderne over selve bordet i massiv bøg. Her havde jeg sammen med Maxime brugt timer på at genskabe alle Olympique de Marseilles store kampe. Billederne vendte tilbage til mig hulter til bulter: Papins hattrick i den franske pokalturnering i 1989; Vatas hånd mod Benfica; Chris Waddles mål med ydersiden af højre fod mod Milan AC, den famøse aften, hvor lyset på Vélodrome stadion gik ud. Desværre kom vi ikke til at fejre den sejr sammen, som vi havde ventet så længe på – den fantastiske sejr i Champions League i 1993. På den dato var jeg allerede rejst fra Côte d’Azur for at fortsætte med mine studier på en handelsskole i Paris.

Jeg lod mig gribe af stemningen på caféen. Maxime var ikke den eneste, som jeg var kommet her med efter skole. Mine mest intense minder var knyttet til Vinca Rockwell, pigen, som jeg var forelsket i dengang. Pigen, som alle drengene var forelsket i dengang. Det var i går. Det var for en evighed siden.

Mens jeg gik hen mod disken, mærkede jeg hårene rejse sig på armene, efterhånden som snapshottene blev tydeligere i min erindring. Jeg mindedes Vincas lyse latter, mellemrummet mellem hendes fortænder, hendes lette kjoler, hendes paradoksale skønhed, det distancerede blik, som hun foregav at sende. Jeg kunne huske, at hos Dino drak Vinca Cherry Coke om sommeren, og om vinteren fik hun en kop varm chokolade med små skumfiduser, der flød ovenpå.

”Hvad skulle det være?”

Jeg troede ikke mine egne øjne: Caféen blev stadig drevet af det samme italiensk-polske par – Valentini – og så snart jeg fik øje på dem, huskede jeg deres fornavne. Dino (selvfølgelig …) havde afbrudt rengøringen af espressomaskinen for at tage imod min bestilling, mens Hannah sad og bladrede i den lokale avis. Han havde taget på og tabt håret, hun havde mistet sin blonde hårfarve og havde fået rynker. Men de syntes at passe endnu bedre sammen nu. Sådan var alderdommens normaliserende virkning: Den fik de alt for strålende skønheder til at falme og gav undertiden et mere almindeligt udseende mere patina og glans.

”En kop kaffe, tak. En dobbelt espresso.”

Jeg lod nogle sekunder gå og vakte så fortiden til live ved at fremmane Vincas spøgelse:

”Og en Cherry Coke med isterninger og et sugerør.”

Et øjeblik troede jeg, at den ene af Valentini-parret ville genkende mig. Mine forældre havde været rektorer på Saint-Ex i årene mellem 1990 og 1998. Han var rektor for gymnasiet og hun for forberedelsesklasserne, og i den egenskab havde de været berettiget til en tjenestebolig på campus. Så jeg havde ofte hængt ud her. Mod nogle gratis spil Street Fighter havde jeg sommetider hjulpet Dino med at gøre rent i hans kælder eller tilberede hans berømte frozen custards, som hans far havde givet ham opskriften på. Mens hans kone stadig var fordybet i sin avis, tog den gamle italiener imod mine penge og serverede drikkevarerne for mig, men der var intet glimt af genkendelse i hans trætte blik.

Lokalet var ikke engang halvt fyldt, hvilket var overraskende, selv på en lørdag formiddag. Saint-Ex havde mange kostskoleelever, og dengang jeg gik der, blev en del af dem på gymnasiet i weekenderne. Fordelen nu var, at mit og Vincas bord var ledigt: det sidste for enden af terrassen under pinjernes vellugtende grene. Ligesom stjernerne orienterer sig i forhold til hinanden, valgte Vinca altid stolen, hvor hun kunne sidde med ansigtet i solen. Med bakken i hænderne satte jeg mig på min gamle stamplads, den hvor man sad med ryggen til træerne. Jeg tog koppen med kaffe op og stillede glasset med Cherry Coke foran den tomme stol.

Fra højttalerne lød et gammelt hit fra R.E.M. – ”Losing my Religion” – den sang, de fleste tror handler om tro, men hvor han blot synger om kvalerne ved en smertefuld og ensidig forelskelse. Mit liv i en nøddeskal.

En svag vind fik grenene til at skælve, solen kastede sine støvede stråler på bræddegulvet. I nogle få sekunder oplevede jeg et magisk øjeblik, hvor jeg blev sendt tilbage til begyndelsen af 1990’erne. Foran mig, i det forårsagtige lys, som trængte gennem trækronerne, blev Vincas spøgelse vakt til live, og ekkoet af vores ivrige diskussioner genlød i mine ører. Jeg hørte hende tale begejstret om Elskeren og Farlige forbindelser. Jeg svarede igen med Martin Eden og Belle du Seigneur. Det var ved det samme bord, at vi plejede at tale i timevis om de film, vi havde set onsdag eftermiddag i biograferne Star i Cannes eller Casino d’Antibes. Hun var vild med The Piano og Thelma og Louise, jeg elskede Et hjerte af sten og Veronikas to liv.

Sangen sluttede. Vinca tog sine Ray-Bans på, drak af sin cola gennem sugerøret og blinkede til mig bag de farvede brilleglas. Hendes billede fortonede sig og forsvandt helt til sidst, og dermed var vores fortryllede øjeblik slut.

Vi befandt os ikke længere i den sorgløse varme stemning i sommeren 1992. Jeg var alene tilbage, trist og forpustet på jagt efter kimærer fra min tabte ungdom. Jeg havde ikke set Vinca i femogtyve år.

Femogtyve år, hvor ingen havde set hende.


3.


Søndag den 20. december 1992 var nittenårige Vinca Rockwell flygtet til Paris med Alexis Clément, hendes syvogtyveårige filosofilærer, som hun havde et hemmeligt forhold til. De blev sidst set sammen den næste morgen på et hotel i 7. arrondissement tæt på Sainte-Clotilde-basilikaen. Derefter tabte man ethvert spor af dem i hovedstaden. De viste sig aldrig igen og kontaktede aldrig siden deres familie eller venner. De var bogstaveligt gået op i røg.

Det er den officielle version.

Jeg tog artiklen fra Nice-Matin op af lommen, jeg havde allerede læst den hundred gange. En tilsyneladende ganske banal artikel, men som indeholdt en information, hvis dramatiske følger ville sætte spørgsmålstegn ved det, som alle troede, de vidste om den sag. Man sværger i dag til sandhed og åbenhed, men sandheden er sjældent det, den synes at være, og i lige det her tilfælde ville den hverken føre til beroligelse, sorgarbejde eller sand retfærdighed. Sandheden ville kun føre til ulykke, menneskejagt og bagvaskelse.

”Åh! Undskyld!”

En ubehøvlet gymnasieelev løb mellem bordene og væltede glasset med cola med et slag fra sin rygsæk. Jeg reagerede lynhurtigt og greb glasset, inden det blev knust på gulvet. Jeg tørrede bordet af med flere papirservietter, men sodavanden havde oversprøjtet mine bukser. Jeg gik gennem caféen hen mod toiletterne. Det tog mig fem minutter at fjerne pletterne og næsten lige så lang tid at få bukserne tørre igen. Jeg havde ikke lyst til at dukke op til gammel elev-festen og se ud, som om jeg havde tisset i bukserne.

Jeg vendte tilbage til min plads for at hente min jakke, der hang over stolen. Da jeg kastede et blik på bordet, begyndte mit hjerte at slå hurtigere. Mens jeg havde været væk, havde nogen foldet kopien af artiklen sammen og lagt et par solbriller oven på den. Et par Ray Ban Clubmaster med farvede glas. Hvem lavede sjov med mig? Jeg så mig omkring. Dino talte med en fyr henne ved benzinpumperne. Hannah vandede sine geranier i den anden ende af terrassen. Ud over de tre renovationsarbejdere, der sad ved disken og holdt pause, var der kun nogle få elever, som sad og arbejdede på deres Macbook eller talte i mobiltelefon.

Pis …

Jeg greb solbrillerne og indså, at det ikke var en hallucination. Da jeg stod med dem i hånden, bemærkede jeg, at der stod skrevet noget på avisudklippet. Et enkelt ord skrevet med svungen og energisk skrift:

Hævn.



Du kan købe Fortidens mørke online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 13. september 2019.


LÆS OGSÅ: Guillaume Musso leverer drønspændende og fuldstændig uforudsigelig thriller