Krimi Franske krimiforfattere Guillaume Musso Læseprøve og uddrag

Djævelsk god spænding fra Guillaume Musso. Læs i Øens hemmelighed

Guillaume Musso - Øens hemmelighed

Øens hemmelighed er en medrivende spændingsroman af Frankrigs bedst sælgende forfatter. Læs et uddrag fra bogen her.


Øens hemmelighed er den spændende historie om en journalist, der jagter sandheden om en grusom forbrydelse på øen Beaumont.

I spændingsromanen tager Mathilde Monney ud til den franske ø Beaumont for at finde ud af, hvorfor bestsellerforfatteren Nathan Fawkes trak sig tilbage fra offentligheden og ikke har skrevet i 20 år. Under hendes besøg, bliver en død kvinde fundet, og øen lukkes ned for at finde gerningsmanden bag.

Du kan købe Øens hemmelighed online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 29. september.




Guillaume Musso

Øens hemmelighed


På dansk ved
Victoria Westzynthius

PROLOG

Mysteriet om Nathan Fawles

(Le Soir, 4. marts 2017)

Selvom forfatteren til den mytiske roman Lorelei Strange har været fraværende fra den litterære scene i næsten 20 år, er læsere i alle aldre stadig dybt fascineret af ham. Han lever tilbagetrukket på en ø i Middelhavet og nægter hårdnakket at besvare henvendelser fra pressen. Reportage om eneboeren fra Beaumont.

Det kaldes Streisand-effekten: Jo mere man forsøger at skjule noget, jo mere nysgerrighed skaber man omkring det, man ønsker at hemmeligholde. Lige siden han som 35-årig pludselig trak sig tilbage fra den litterære verden, har Nathan Fawles været offer for denne forkvaklede mekanisme. Den fransk-amerikanske forfatter, der er omgærdet af en aura af mystik, har gennem de seneste to årtier været genstand for sladder og rygter i massevis.

Fawles, der har en amerikansk far og en fransk mor, er født i New York i 1964. Han tilbringer barndommen i Paris-området, men vender tilbage til USA for at færdiggøre sine studier, først på Phillips Academy og senere på Yale University. Efter at have taget en uddannelse i jura og statskundskab engagerer han sig i humanitært arbejde, og i nogle år arbejder han i felten for Aktion Mod Sult og Læger uden Grænser, især i El Salvador, Armenien og Kurdistan.

SUCCESFORFATTEREN

I 1993 vender Nathan Fawles tilbage til New York og udgiver sin første roman, Lorelei Strange, der følger en teenagepige, som er tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital. Bogen bliver ikke en succes med det samme, men efter nogle måneder – takket være positiv omtale fra mund til mund blandt især yngre læsere – havner den på bestsellerlisterne. To år senere modtager han Pulitzerprisen for sit andet værk, En lille amerikansk by – en omfangsrig kollektivroman på næsten 1.000 sider – og slår derved sin position fast som en af de mest originale stemmer i amerikansk litteratur.

I slutningen af 1997 overrasker forfatteren den litterære verden for første gang. På det tidspunkt bor han i Paris, og hans tredje roman er skrevet på fransk. Når lynet slår ned er en hjerteskærende kærlighedshistorie, men det er også en refleksion over sorg, menneskers indre liv og litteraturens kraft. Med denne udgivelse får de franske læsere for alvor øjnene op for ham, særligt efter hans deltagelse i tv-udsendelsen Bouillon de culture sammen med Salman Rushdie, Umberto Eco og Mario Vargas Llosa. Han medvirker i samme udsendelse én gang mere i november 1998, hvilket skal vise sig at blive hans næstsidste medieoptræden. I et ætsende interview med nyhedsbureauet AFP syv måneder senere meddeler Fawles nemlig, i en alder af 35 år, sin definitive beslutning om at holde op med at skrive. 

ENEBOEREN FRA BEAUMONT

Denne beslutning har forfatteren holdt fast ved. Siden han flyttede ind i sit hus på øen Beaumont, har han aldrig offentliggjort den mindste tekst eller givet et eneste interview. Ligeledes har han afvist alle forslag om filmatisering af romanerne, hvad enten der har været tale om biograffilm eller tv-serier (efter sigende har både Netflix og Amazon for nylig forsøgt, men uden held på trods af løfter om betydelige pengesummer).

De sidste næsten 20 år har ’eneboeren fra Beaumont’ og hans larmende tavshed givet anledning til mange spekulationer. Hvorfor valgte Nathan Fawles – i en alder af kun 35 år og på toppen af sin karriere – at trække sig tilbage fra verden?

”Nathan Fawles er ikke noget mysterie,” forsikrer Jasper Van Wyck, der har været hans litterære agent gennem alle årene. ”Der er ingen hemmeligheder at bore i. Nathan er ganske enkelt kommet videre i sit liv. Han har endegyldigt lagt litteraturen og forlagsverdenen bag sig.” Hvis man spørger til forfatterens dagligliv, giver Van Wyck kun vage svar: ”Så vidt jeg ved, får Nathan tiden til at gå med sine private sysler.”

FOR AT LEVE ET LYKKELIGT LIV MÅ MAN LEVE I SKJUL

For at eliminere læsernes forventninger præciserer agenten, at forfatteren ”ikke har skrevet en eneste linje i 20 år”, og han er meget kategorisk på det punkt: ”Selvom Lorelei Strange ofte er blevet sammenlignet med Forbandede ungdom, er Fawles ingen Salinger – der er ikke noget pengeskab fuldt af manuskripter i hans hus. Der kommer aldrig nogen ny roman fra Nathan Fawles’ hånd. Ikke engang efter hans død. Det står helt fast.”

Udtalelser som disse har dog aldrig afholdt de mest nysgerrige fra at forsøge at grave flere oplysninger frem. Gennem årene er utallige læsere og flere journalister rejst hele vejen til øen Beaumont for at luske rundt om Fawles’ hus. De er aldrig blevet budt indenfor. Denne mistro over for fremmede synes at have bredt sig til resten af øens indbyggere, hvilket ikke er overraskende, i betragtning af at øen længe – og selv inden forfatterens ankomst – har haft talemåden ”for at leve et lykkeligt liv må man leve i skjul” som motto. ”Myndighederne videregiver ingen oplysninger om øboernes identitet, uanset hvor berømte de er,” nøjes borgmesterens sekretariat med at erklære. Det er sjældent at møde en indbygger, der har lyst til at udtale sig om Fawles. De, der gerne vil svare os, bagatelliserer det faktum, at forfatteren til Lorelei Strange bor på deres ø. ”Nathan Fawles burer sig ikke inde i sit hus og er ikke reserveret som person,” forsikrer Yvonne Sicard, hustru til den eneste læge på øen. ”Man ser ham ofte bag rattet i sin Mini Moke, når han kommer for at købe ind i Ed’s Corner, byens eneste minimarked.” Han kommer også på øens pub, ”især når en af Olympique de Marseilles kampe bliver vist i fjernsynet,” præciserer ejeren. En af pubbens stamgæster nævner, at ”Nathan ikke er den menneskesky enspænder, som journalisterne nogle gange beskriver ham som. Han er snarere en behagelig fyr, der ved en masse om fodbold og godt kan lide japansk whisky.” Kun ét emne kan gøre forfatteren vred: ”Hvis man forsøger at dreje samtalen hen på hans bøger eller på litteratur i det hele taget, ender han med at forlade lokalet.”

ET TOMRUM I LITTERATUREN

Blandt Fawles’ forfatterkolleger finder man talrige beundrere. Et eksempel er Tom Boyd, der nærer en grænseløs beundring for ham. ”Jeg kan takke ham for nogle af mine smukkeste læseoplevelser, og han er uomtvisteligt en af de forfattere, jeg står i gæld til,” erklærer forfatteren til Engeltrilogien således. Lignende toner lyder fra Thomas Degalais, som mener, at Fawles med sine tre meget forskellige bøger har skabt et originalt og epokegørende værk. ”Ligesom alle andre er jeg naturligvis ked af, at han har trukket sig tilbage fra den litterære scene,” udtaler den franske romanforfatter. ”Vi har brug for hans stemme i den tid, vi lever i. Jeg ville ønske, at Nathan vendte tilbage til arenaen ved at skrive en ny roman, men jeg tror aldrig, det kommer til at ske.”

Han har sandsynligvis ret, men lad os ikke glemme, at Fawles valgte denne sætning fra Kong Lear som indledningscitat til sin sidste roman: ”Det er stjernerne, der styrer os og vores vilkår.”

Jean-Michel Dubois 



FORFATTEREN, DER IKKE LÆNGERE SKREV


Forlaget Calmann-Lévy
Rue du Montparnasse 21
75006 Paris

Paris, d. 28. maj 2018

Raphaël Bataille
Avenue Aristide-Briand 75
92120 Montrouge

Sagsnummer: 379529

Kære Raphaël Bataille

Vi har modtaget Deres manuskript, De blufærdige tinder, og vil gerne takke Dem for den tillid, De har vist vores forlag.

Deres manuskript er blevet omhyggeligt læst af vores redaktører, men desværre stemmer det ikke overens med den type litteratur, som vi leder efter i øjeblikket.

Vi håber, at De hurtigst muligt finder et forlag, der vil udgive Deres tekst. 

Med venlig hilsen
Sekretariatet

PS: De kan hente Deres manuskript på vores adresse inden for en måned. Såfremt De ønsker at få det sendt retur med posten, send os da venligst en frankeret svarkuvert. 



1

En forfatters væsentligste kvalitet


En forfatters væsentligste kvalitet er at have en god røv.

Dany Laferrière

Tirsdag den 11. september 2018

1.


Vinden fik sejlene til at smælde under en blændende himmel.

Sænkekølsbåden havde forladt kysten i Var-departementet klokken lidt over 13 og sejlede nu med en hastighed af fem knob i retning af øen Beaumont. Jeg sad ved siden af kaptajnen ved roret og lod mig beruse af havluftens løfter, mens jeg opslugt betragtede Middelhavet, der glimtede, som var det oversået med gyldne metalspåner.

Tidligt samme morgen havde jeg forladt min etværelses lejlighed i Paris-området for at nå TGV-toget til Avignon klokken seks. I ’pavernes by’ tog jeg en bus til kystbyen Hyères og dernæst en taxa til den lille havn i Saint-Julien-les-Roses – den eneste, hvorfra der gik en færge til øen Beaumont. Toget havde som sædvanlig været forsinket, og formiddagens eneste færge var sejlet fem minutter før. Mens jeg vandrede hvileløst rundt på kajen med min rullekuffert efter mig, var der en kaptajn fra en hollandsk sejlbåd, der henvendte sig til mig. Han skulle til at hente sine kunder på øen og tilbød venligt at tage mig med.

Jeg var lige fyldt 24 og befandt mig et kompliceret sted i mit liv. To år forinden havde jeg færdiggjort en uddannelse på en parisisk handelshøjskole, men jeg havde ikke søgt arbejde inden for min profession. Jeg havde kun taget den uddannelse for at berolige mine forældre, og jeg ville ikke have et liv centreret omkring ledelse, marketing eller finans. De seneste to år havde jeg jongleret med forskellige småjobs for at betale min husleje, men jeg havde viet al min kreative energi til at skrive en roman, De blufærdige tinder, der lige var blevet afvist af omkring ti forlag. Jeg havde hængt alle afslagsbrevene op på opslagstavlen over mit skrivebord. Hver gang jeg borede en tegnestift ind i korkoverfladen, havde jeg en følelse af, at den blev stukket ind i mit hjerte, fordi min modløshed var lige så stor som min passion for at skrive.

Heldigvis varede denne nedtrykte tilstand aldrig særlig længe. Indtil videre var det altid lykkedes mig at overbevise mig selv om, at nederlag var forløberen for succes. For at kunne tro på det klamrede jeg mig til berømte eksempler. Stephen King fortalte ofte, at Carrie var blevet afvist af 30 forlag. Halvdelen af Londons forlæggere havde fundet det første bind i Harry Potter-serien ”alt for langt til børn”. Før Klit blev den mest solgte science fiction-roman i verden, havde Frank Herbert fået cirka 20 afslag. Og hvad Francis Scott Fitzgerald angår, havde han efter sigende tapetseret væggene på sit kontor med 122 afslag fra ugeblade, der ikke ville trykke hans noveller.

2

Jeg begyndte dog at kunne mærke, at denne metode havde sine begrænsninger. Selvom jeg satte al min viljestyrke ind på at skrive, havde jeg svært ved at komme i gang igen. Det var ikke angsten for det hvide papir eller en mangel på ideer, der lammede mig. Det var den ødelæggende fornemmelse af ikke længere at udvikle mig som forfatter. Følelsen af ikke rigtig at vide, hvor jeg skulle bevæge mig hen. Jeg havde brug for et sæt nye øjne på mine manuskripter. En både imødekommende og kompromisløs rådgiver. I starten af året havde jeg meldt mig til et kursus i creative writing arrangeret af et prestigefyldt forlag. Jeg nærede store forhåbninger til dette skriveværksted, men blev hurtigt skuffet. Forfatteren, der ledede kurset – Bernard Dufy, en romanforfatter, der havde haft sin storhedstid i 1990’erne – præsenterede sig som en ’stilistisk virtuos’. Det var hans egne ord. ”Alt, hvad I skriver, skal centrere sig om sproget, ikke historien,” blev han ved med at sige. ”Fortællingens eneste formål er at tjene sproget. En bog kan ikke have andet mål end jagten efter form, rytme og harmoni. Deri ligger den eneste mulighed for originalitet, eftersom alle historier allerede er skrevet og har været det siden Shakespeare.”

Da jeg havde afsluttet dette skrivekursus, der strakte sig over tre gange fire timer og kostede 1.000 euro, var jeg vred og fattig. Måske havde Dufy ret, men personligt havde jeg den præcis modsatte holdning: Sproget var ikke et mål i sig selv. En forfatters væsentligste kvalitet var at kunne fængsle sine læsere med en god historie – en fortælling, der var i stand til at rive læseren ud af den virkelige verden og kaste ham ind i romanfigurernes privatliv og inderste sandhed. Sproget var kun et middel til at give historien nerve og få den til at vibrere. Dybest set kunne jeg ikke bruge anvisninger fra en akademisk forfatter som Dufy til noget som helst. Det eneste menneske, hvis synspunkt jeg ville have elsket at høre – den eneste, hvis holdning ville have været betydningsfuld for mig – var mit livslange idol, Nathan Fawles, min yndlingsforfatter.

Jeg opdagede hans bøger i slutningen af teenageårene – på et tidspunkt, hvor Fawles allerede for længst var holdt op med at skrive. Jeg havde fået hans tredje roman, Når lynet slår ned, af Diane Laborie, min kæreste i 3. g, som en slags afskedsgave. Romanen gjorde større indtryk på mig end tabet af en kærlighed, der ikke var ægte. Bagefter læste jeg hans første to romaner, Lorelei Strange og En lille amerikansk by. Og siden da havde jeg ikke læst en eneste bog, der var lige så stimulerende som hans.

Fawles’ helt unikke skrivestil gav mig en følelse af, at han henvendte sig direkte til mig. Hans romaner var letflydende, levende og intense. Jeg, der ellers ikke har nogen idoler, læste og genlæste hans bøger, for de lærte mig noget om mig selv, om forholdet til andre, om det vanskelige i at bevare kontrollen over sit liv, om menneskers sårbarhed og om tilværelsens skrøbelighed. De gav mig styrke og forstærkede min lyst til at skrive.

I årene efter hans exit forsøgte andre forfattere at efterligne hans stil, suge hans univers til sig og kopiere hans fortællestruktur og hans følsomhed. Men i mine øjne havde ingen nået ham til sokkeholderne. Der var kun én Nathan Fawles. Uanset om man kunne lide ham eller ej, var man nødt til at anerkende, at Fawles var en unik forfatter. Hvis man læste en enkelt, tilfældig side fra en af hans bøger, ville man straks vide, at det var ham, der havde skrevet den. Og jeg har altid ment, at netop det er talentets sande kendetegn.

Også jeg havde dissekeret hans romaner for at forsøge at trænge til bunds i deres hemmeligheder, og senere opstod mit ønske om at komme i kontakt med ham. Selvom jeg var klar over de ringe chancer for at få et svar, skrev jeg til ham flere gange gennem hans franske forlag og hans litterære agent i USA. Jeg sendte ham også mit manuskript.

For ti dage siden læste jeg så et jobopslag i det nyhedsbrev, der blev udsendt af Beaumonts officielle hjemmeside. Øens lille boghandel ved navn Den skarlagenrøde rose søgte en medarbejder. Jeg sendte straks en ansøgning per mail, og samme dag ringede Grégoire Audibert, boghandlens ejer, over FaceTime for at meddele mig, at jeg havde fået stillingen. Ansættelsen var kun for tre måneder, og lønnen var ikke særlig god, men Audibert lovede mig, at jeg ville få gratis logi og to måltider om dagen på Le Fort de Café, en af restauranterne på byens torv.

Jeg var lykkelig over at have fået dette job, da jeg – efter hvad jeg mente at have forstået på boghandleren – også ville få tid til at skrive i inspirerende omgivelser. Og endda et job, som – det var jeg overbevist om – ville give mig anledning til at møde Nathan Fawles.


Vil du læse videre?

Djævelsk god spænding fra Guillaume Musso. Læs i Øens hemmelighed

Journalisten Mathilde Monney tager til øen Beaumont for at opsøge en tidligere bestsellerforfatter, der har isoleret sig efter han pludselig stoppede med at skrive tyve år tidligere.

Mathilde er fast besluttet på at finde ud af, hvorfor forfatteren så pludseligt trak sig fra offentlighedens søgelys.

LÆS OGSÅ: Musso er kongen af plot-twists – han skriver bøger, du ikke kan lægge fra dig

Selvsamme dag som Mathilde ankommer til øen, bliver liget af en kvinde fundet på øen. For at fange morderen lukkes øen ned – og med nedlukningen af øen bliver et net af løgne og hemmeligheder langsomt afdækket.

Du kan købe Øens hemmelighed online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


LÆS OGSÅ: Musso er kongen af plot-twists – skriver bøger, du ikke kan lægge fra dig