Det startede som en vandrehistorie. En uhyggelig legende om Skyggemanden, som børnene skræmte hinanden med. Men for Sadie og hendes venner blev historien en besættelse – og skyggerne i mørket blev alt for virkelige.
Manden i skyggerne er inspireret af den virkelige retssag om ‘The Slender Man Stabbing’; en hårrejsende sag, hvor to unge piger forsøgte at slå en tredje pige ihjel, fordi den mystiske ‘Slender Man’ angiveligt bad dem om det. Smuglæs i Manden i skyggerne her:
Phoebe Locke
Manden i skyggerne
På dansk ved Iben Konradi Brodersen
Det begyndte i sensommeren, hvor dagene var lange og varme, og skolen føltes alt for fjern og uvirkelig til at være bange for. Sadie og Helen trak deres cykler langs floden, mens de ledte efter et sted, hvor de kunne sidde og spise deres slik – Toffos til Sadie, Opal Fruits til Helen. Det hele var præcis, som det altid havde været. Sadie havde ramt en rod, mens de cyklede gennem skoven, og revet sig i håndfladen, da hun rakte ud efter et træ for at undgå at falde. Hun undersøgte hudafskrabningen igen. Der sad små stykker bark fast i huden.
”Hey, der er Marie,” sagde Helen med kinden fuld af slik.
Helens storesøster sad på en af træbænkene, der stod langs flodbredden, sammen med to veninder. Sadie holdt op med at kigge på sin hånd.
Marie var lige fyldt tolv, og hun var også begyndt at gå med en sportsbh. Sadie havde selv set den på vasketøjssnoren uden for Helens hus sammen med alt det almindelige vasketøj. Den havde små, bløde skåle og tynde satinstropper. Hun kiggede på Marie, som sad på bænken og sparkede støv op med sine kondisko, og blev helt varm i kinderne ved tanken om, at hun måske havde den på nu.
Marie kiggede op og lagde mærke til, at de stod der. Et smil trak i hendes mundvige, før det langsomt bredte sig. Hun prikkede til sine veninder og lavede en gestus, der betød, at de skulle komme derover. Hjulene på deres cykler klikkede, og smagen af karamel blev syrlig i Sadies mund.
”Hej piger,” sagde en af veninderne, en mørkhåret pige med fregner hen over sin smalle næse. ”Vil I være med til at lege en leg?”
”Det er ikke en leg, Justine.” Tæt på kunne Sadie genkende pigen, der sad på den anden side af Marie, som Ellie Travis, storesøsteren til en dreng i hendes klasse. Hun havde blond hår, en tot af det sad fast mellem hendes ansigt og hendes brillestel. ”Jeg har fortalt dig, hvad min bror har sagt.”
”Du skal ikke lytte til noget, James siger,” sagde Helen muntert, hendes generthed var ved at forsvinde. ”Han vrøvler.”
”Hun snakker ikke om James,” Marie vendte det hvide ud af øjnene. ”Hun snakker om Thomas. Han er den ældste, og det var hans opgave at fortælle Ellie om Skyggemanden. Og fordi jeg er den ældste, er det nu min opgave at fortælle dig om ham.”
Sadie bemærkede, hvordan Justine kneb øjnene sammen, da hun hørte hende sige det, og hendes mund fortrak sig i et smil. Hun fandt en slikkepind i lommen og pakkede den ud, hendes blik bevægede sig fra Sadies shorts og op over hendes T-shirt til hendes ansigt. Da deres øjne mødtes, kiggede Justine ikke væk.
”Hvem er Skyggemanden?” spurgte Sadie.
”Han bor i skoven,” sagde Marie og lænede sig frem for at tage pakken med Opal Fruits ud af hånden på Helen.
”Han ser alt,” tilføjede Ellie og skubbede sine briller op ad næseryggen.
”Han er en morder.” Justine lænede sig tilbage med et smil. ”Han kommer om natten og tager dig.”
”Han tog en pige fra min vej for fem år siden,” sagde Ellie og fumlede nervøst med kanten på sin bluse. ”Det har jeg hørt.”
”Det passer ikke,” sagde Helen og lod sin arm glide ind under Sadies. ”Hold op med at prøve at skræmme os.”
”Det passer.” Marie kastede et sammenkrøllet stykke slikpapir på sin søster. ”Men I skal ikke bekymre jer. Nu ved I, at han findes, og så er I i sikkerhed.”
”Ikke bare i sikkerhed,” sagde Justine og knuste slikkepinden med sine små hvide tænder. ”Han kan også gøre dig til noget særligt, hvis man beder ham om det.” Hun rejste sig fra bænken og gjorde et nummer ud af at kigge på sit ur – et lilla- og gulmønstret Pop Swatch, som Sadie havde kigget længselsfuldt efter gennem vinduet til smykkebutikken i ugevis. ”Jeg bliver nødt til at gå. Men fortsættelse følger, unger. Jeg tror, han kommer til at kunne lide jer.”
Marie undertrykte et grin, men Sadie bemærkede, at Ellie kiggede ned i jorden, mens hendes fingre stadig pillede ved sømmen på hendes bluse.
”Dræber han virkelig piger?” spurgte Helen, nu med store øjne, og Ellie rejste sig fra bænken.
”Jeg kan ikke lide det her mere,” sagde hun. ”Jeg vil ikke lege med længere.”
Justine trak på skuldrene. ”Så gå hjem. Vi har alligevel ikke brug for dig lige nu.” Og hun smilede til Sadie og Helen og ignorerede det blik, som Marie sendte hende. Kun Sadie kiggede efter Ellie, mens hun gik slukøret væk derfra.
”For at besvare dit spørgsmål, Helen,” sagde Justine, mens hun samlede sin cykel op fra jorden og svingede et langt ben over den. Hendes denimshorts trevlede i kanten, og lommen havde en flænge. ”Ja. Det gør han. Han slog sin egen datter ihjel.” Hun skubbede dovent mod en pedal og bevægede sig væk fra dem og ned langs flodbredden. ”Hun gjorde ikke, som han sagde,” råbte hun over skulderen, og så var hun væk.
1
1999
Det føltes forkert næsten med det samme. De gik hen mod lyden af musikken, græsset stak på huden på deres lægge, og han havde lyst til at vende om.
”Er du okay?” spurgte hun og tog hans hånd.
Miles kiggede på hende. Hun havde klædt sig anderledes den morgen; en blomstret sommerkjole med en cardigan over, ikke overalls, løse jeans og toppene med tynde stropper, som hun normalt foretrak. Han satte pris på, hvor umage hun havde gjort sig.
”Ja,” sagde han. ”Jeg er okay.”
Han følte sig stadig skidt tilpas. Empati, måske – han havde hørt, at det var en ting. Sadie blev ved med at læse højt for ham, når de lå i sengen om aftenen, en konstant strøm af Vidste du og Wauw, det her er mærkeligt og Hør lige det her, og det var alt sammen usammenhængende og bizart og hekset. At sammenligne babyen med frugt for eksempel og at sige, at det ville gøre den intelligent, hvis de spillede musik for den, mens den lå i livmoderen.
Han tænkte på det hånlige udtryk i hans mors ansigt, da han for en times tid siden havde nævnt det i et forsøg på at lette stemningen. Hun havde rakt hånden frem for at fylde Sadies tekop igen og så hans. Ja, mon ikke klassisk musik vil sikre, at det stakkels, lille kræ vokser op og får en chance. Hans fars hånd havde lagt sig oven på hendes på stolens armlæn. Frances, skat. Og hans mor havde sukket og blinket hårdt, først én gang, så to, og tilbudt dem tallerkenen med småkager. Undskyld, Miles. I er bare så unge, begge to.
”De skal nok vænne sig til tanken,” sagde Sadie og gav hans hånd et klem, før hun slap den. Hun skyggede for øjnene, mens hun kiggede hen mod festivalen i det fjerne. Der var sat en scene op midt på marken, og der stod boder på række på hver side af den. Skyer af røg steg til vejrs, lugten af grillkød sivede hen mod dem, mens de forlod den improviserede parkeringsplads og gik op ad bakken.
Han elskede hende for at sige det. Og de ville vænne sig til tanken, det vidste han. Hvordan skulle de kunne andet? Deres søn skulle have et barn, deres første barnebarn – og ja, måske var han og Sadie for unge med kun et enkelt år på universitetet bag sig, men alting skete som led i en højere plan, gjorde det ikke? Nogle gange var noget bare skæbnebestemt.
Sadie lod sin cardigan glide af skuldrene og bandt den rundt om taljen. ”I det mindste er det overstået nu,” sagde hun og lagde armen om ham. ”Vi kan godt nyde eftermiddagen alligevel.”
Sadie var hans skæbne. Det var han overbevist om.
Han tænkte på, hvad hans forældre lavede i det øjeblik, men han var ret sikker på, at han kunne gætte det. Hans far ville have fundet den gode gin i skabet, taget de tykke krystalglas, som var hans mors yndlings, ned fra hylden. De ville sidde og drikke i tavshed på terrassen, og så, senere, ville hans mor gå frem og tilbage i køkkenet, mens hun lavede mad og luftede sine holdninger. Så ville hun måske ringe til Miles.
”Vi bliver vel nødt til at fortælle det til dine forældre som det næste,” sagde han. Han kunne mærke, at hun stivnede ved siden af ham.
”Jeg må hellere stå for dét,” sagde hun og vendte sig væk. ”Jeg tror ikke, de bliver begejstrede.”
”Som mine, mener du?” Han lænede sig ned for at kysse hendes bare skulder, men vittigheden faldt til jorden, i samme øjeblik den forlod hans læber. Mindet om hans forældres forfærdede ansigter vendte tilbage.
Han havde vidst, at det ville blive svært. Han kunne huske øjeblikket, hvor Sadie havde fortalt ham, at hun var gravid. Han havde siddet på kanten af hendes smalle seng på kollegiet. Han havde været i byen om natten, på bar crawl sammen med resten af sociologiklubben, og havde siddet og gnubbet på et falmet natklubstempel på sin håndryg med tommelfingeren. Sadie var blevet hjemme de sidste to nætter og havde sagt, at hun havde et maveonde. Maveondet havde vist sig at være noget helt andet. Noget, som nu fik hendes flade mave til at bue ud i en svag runding, et noget, som de åbenbart næste uge ville kunne se i sort og hvid på en hospitalsskærm.
”Hey,” sagde hun og fik ham til at stoppe i udkanten af festivalspladsen. Hun mødte hans blik. ”Vi skal nok klare den,” sagde hun og lod hænderne glide ned langs hans ribben. Hendes berøring gav ham kuldegysninger og gjorde ham tør i munden.
”Det ved jeg,” sagde han og sænkede sit hoved for at kysse hende. Hun bed ham i læben, mens hun smilede.
Han fulgte efter hende hen mod menneskeflokken. Kanten på hendes kjole bølgede i brisen. Han var bange, selvfølgelig var han det. Han havde svært ved at fatte, at de om et års tid ville være tre i bilen, tre, uanset hvor de tog hen. Det var meget lettere for ham bare at fokusere på studierne – det var i det mindste noget, han kunne kontrollere. Noget praktisk og vigtigt, han kunne gøre for deres fremtid, for Sadie, for barnet. Det gav ham en sjov, varm følelse i brystet.
De gik forbi de første boder i udkanten af festivalen: marmelade og kager og ost fra lokale virksomheder, træornamenter og stearinlys i glas. Én på Sadies hold havde fortalt hende om festivalen, Miles havde pligtskyldigt viderebragt tippet til sin værelseskammerat, James, og adskillige folk på sit hold. Det krympede sig i ham ved synet af disse midaldrende, middelklassefornøjelser, og han håbede, at de var blevet væk.
”Bandet, som spiller bagefter det her, skulle være virkelig godt,” sagde Sadie og førte ham forbi boderne uden at kigge på dem, og pludselig var alting okay igen.
Han vidste, at det var en kliché at sige – han havde prøvet det engang, mens han var fuld og havde siddet på en pub sammen med sine kollegiekammerater, og de havde leet hånligt af ham hele vejen rundt om bordet – men han havde aldrig før haft det, som han havde det sammen med Sadie. Hun var smuk, ja. Det kunne enhver se. Og også sjov, selvom det måske ikke var alle, der fik lov at opleve den side af hende. Hendes bryskhed faldt ikke i alles smag – han havde hørt Lila, James seneste kæreste, omtale hende som ”en kold fisk” (han var formodentlig gavmild; Lila havde hvisket, og ordet kunne lige så vel have været bitch). Men det forsvar, som Sadie satte op, hver gang hun mødte nye mennesker, havde gjort Miles nysgerrig. Det havde kun gjort ham endnu mere ivrig efter at komme om bag det.
Han rakte hånden frem og satte en tot af hendes hår om bag hendes øre, vinden forsøgte omgående at rykke den fri igen. ”Du var fantastisk før,” sagde han. ”Sammen med mor og far, mener jeg. Tak.”
Hun drejede hovedet for at kigge på ham, hendes mundvige trak sig opad i det lille, hemmelighedsfulde smil, som han elskede allermest. ”Det er dig og mig nu,” sagde hun. ”Er det ikke?”
Han vidste, at det var det.
De nåede til sceneområdet, og Miles stoppede op og stillede sig på tæer, mens han kiggede efter James og de andre i menneskemængden. ”Kom,” sagde Sadie og trak ham igennem en gruppe af teenagere og hen imod udkanten af marken. ”Lad os komme tættere på højtalerne, jeg er sikker på det er dér, de er.”
Hans venner var begyndt at behandle Sadie, som om hun var lavet af glas eller noget meget sprængfarligt. De faldt over hinanden for at tilbyde hende en stol eller en plads med bedre udsyn til skærmen. De havde været klar til at vise deres medfølelse, da han fortalte dem nyhederne to uger tidligere – de havde klappet ham på ryggen og nikket højtideligt, mens han fortalte. Jeg glæder mig, havde han tilføjet, og det fik dem til at genkalibrere og købe shots. Nu var det eneste, de spurgte om, hvornår Sadie skulle scannes, og hvordan hun havde det, om de planlagde at få at vide, hvilket køn barnet havde, når de kunne. Han gemte på resten til at tænke over for sig selv, når han lå alene i sin enmandsseng på de aftener, hvor Sadie trak sig tilbage til sit eget værelse – værelset, som han var klar over, at hun ville blive nødt til at give afkald på, så snart hun fortalte universitetet, at hun droppede ud. Hvordan skulle de leve; hvordan skulle han kunne studere og forsørge dem samtidig? Han tænkte tit på den kendsgerning, at han aldrig før havde holdt et spædbarn – havde ingen brødre eller søstre, var den yngste i fætter- og kusineflokken. Hvordan gjorde man det? Han havde hørt noget om at støtte hovedet, det var åbenbart vigtigt. Og han havde hørt folk snakke om at bøvse dem, en vending, som forbløffede ham. Han ville blive nødt til at købe en bog om babyer, som han kunne læse, når han var alene. Flere, formodentlig.
Han kunne ikke få øje på James eller andre, som han kendte, men han var ikke specielt skuffet. Efter den akavede og ubehagelige morgen hos sine forældre, var følelsen af at være alene med Sadie – af at være et tomandshold mod resten af verden – varm og beskyttende, en boble, som han havde lyst til at blive i resten af dagen.
”Jeg henter nogle drinks,” sagde han. ”Vil du med?”
”Jeg venter her.” Sadie kiggede sig omkring. Det var en god plet, lige i udkanten af menneskemængden med en direkte udsigt til scenen. Der var en strækning med græs ved siden af dem med kabler, der løb mod en generator, og så et område med træer, som grænsede op til marken. ”Jeg holder øje med de andre,” tilføjede hun.
Miles gik hen til den nærmeste bod med forfriskninger og købte en fadøl til sig selv og en cola til Sadie. Han gik tilbage mod hende, mens han et øjeblik overvejede en hotdog, og så fik han et glimt af en velkendt T-shirt lidt fremme. Neongrøn, ærmerne en smule for korte. Han kiggede på personens baghoved – mørkt krøllet hår – og så vidste han, at det var James i sin yndlings-(og ældgamle) Teenage Mutant Ninja Turtles-T-shirt. Miles dykkede ind i menneskeflokken for at følge efter ham. Han pressede sig vej igennem mængden, mens han prøvede at lade være med at spilde de to drinks. Det næste band begyndte, folk gik længere frem mod scenen, og Miles mistede James af syne, først én gang, så to, før han endelig dukkede op igen i et mellemrum en række eller to bag ham.
Men så vendte personen i den grønne T-shirt sig om, og det var slet ikke James – det var en mand tyve år ældre end ham med grå pletter i skægget og uden andet på blusen end et lille Adidaslogo på brystet. Miles vendte sig forlegent væk.
Da han kiggede ud over menneskeflokken, blev han overrasket over, hvor langt væk han havde bevæget sig fra Sadie; det tog ham et stykke tid at lokalisere hende. Hun stod stadig i udkanten af marken, men hun havde bevæget sig ind mellem træerne og var trådt ind i deres skygge. Det virkede som et mærkeligt sted at stå, væk fra det hele, men han kunne se, at hun havde lagt hovedet lidt på skrå, som hun gjorde, når hun lyttede til nogen – en ven, gik han ud fra, formodentlig den, som havde anbefalet hende festivalen til at begynde med. Han gik et par skridt nærmere, men kunne ikke se, hvem det var, der stod foran hende, skyggerne slugte personen, og flokken trak James med sig op tilbage mod scenen.
Sadie var i gang med at sige noget, til hvem end det var, og med et pludselig stød af ængstelse fik han øje på frygt i hendes ansigt. Han så hende gå baglæns ud af skyggerne med en hånd presset beskyttende mod maven. Hendes ansigt var blegt, hun havde spærret øjnene op som et barn.
Miles skubbede sig gennem flokken, hans øl plaskede vildt i plastikglasset. Solen blændede ham, idet den dukkede frem fra en sky, og en eller andens albue stødte ind i hans ribben, mens han skubbede sig igennem mængden. Bandets åbningstoner skar gennem højtalerne. Han så et glimt af Sadie igen, den måbende frygt sad stadig i hendes ansigt, mens hun vaklede baglæns, og så trådte sangeren hen til mikrofonen, og publikum trak sig frem, og hun forsvandt fra ham.
Han skubbede sig forbi en gruppe af piger og faldt over en taske, og så var han endelig ude af trængslen, udkanten af marken var i sigte. Han drejede mod venstre og fik øje på Sadie, hun havde stadig ryggen vendt mod ham, hendes opmærksomhed var rettet mod træerne foran sig. Mens han tilbagelagde den korte afstand mellem dem, registrerede han, at hun var alene igen. Han rakte frem, hans hånd fik fat om hendes skulder. Hun vendte sig hurtigt om, og hendes ansigt blev blødt, da hun så, at det var ham – selvom frygten (det var rædsel, rettede en stemme i hans hoved ham; grim, ustyrlig rædsel) i hendes øjne stadig var der, og hendes hånd stadig var klemt fast mod det sted, hvor han måtte gå ud fra, at deres barn voksede.
”Er du okay?” spurgte han. ”Hvad er der sket?”
Hun vendte sig væk, men ikke før, bemærkede han, at hun havde kastet endnu et blik tilbage mod træernes skyggefulde område. ”Åh, ikke noget. En fulderik, du ved, hvordan det er. Kom. Lad os gå lidt tættere på.” Han åbnede munden for at sige noget mere, men hun bevægede sig allerede og havde taget den halvtomme cola fra hans hånd.
Det var ikke, fordi det her ikke var sket før. Sadie var smuk, mindede Miles sig selv om, mens han fulgte efter hende tilbage til scenens sikkerhed; mænd stoppede hende tit i forsamlinger og på barer og prøvede at snakke til hende, prøvede at røre ved hende. Så hvorfor, tænkte han, hamrede hans hjerte stadig i brystet? Han kiggede tilbage mod træerne, som nu var plettet med gyldent og varmt solskin. Han kunne se gennem dem og ind til markerne på den anden side af dem. Ingen.
Han kiggede på Sadie. Hun stirrede stift på bandet, mens hendes hoved nikkede let til rytmen. Hun tog en slurk af sin cola og havde stadig sin anden arm foldet ind foran sig.
Det var måden, hun havde set ud på, gik det op for ham. Hun havde været bange, han havde set – ja, okay – rædslen skylle ind over hendes ansigt. Dens nøgenhed var måske det, som havde skræmt ham mest, og alligevel var det mere end det; det var også noget andet, han havde set der. Det gik op for ham, mens bandet gik i gang med deres anden sang, og han så, at Sadie kastede et blik ind i træerne igen: genkendelse. Noget velkendt. Sadie havde været rædselsslagen, ja, men det var ikke lige så nyt for hende, som det var for Miles.
Phoebe Locke: Manden i skyggerne
Manden i skyggerne er en nervepirrende psykologisk thriller inspireret af den virkelige retssag om “The Slender Man Stabbing”. Til alle fans af Stephen King, Ruth Ware og Netflix-serien Stranger Things.
Det startede som en vandrehistorie blandt børn. Men den uhyggelige historie om Skyggemanden blev til en besættelse for Sadie og hendes venner – og skyggerne i mørket blev alt for virkelige.
Mange år efter er Sadies egen teenagedatter anklaget for mord, og hendes retssag chokerer landet over: Hvordan kan en pige så ung begå så voldsom en forbrydelse? Sadies hemmeligheder fra fortiden har indhentet hendes datter, og den forfærdelig sandhed om hvad der skete dengang vil måske endelig se dagens lys.
LÆS OGSÅ: Hårrejsende thriller inspireret af The Slender Man Stabbing. Smuglæs i Manden i skyggerne
Det startede som en vandrehistorie. En uhyggelig legende om Skyggemanden, som børnene skræmte hinanden med. Men for Sadie og hendes venner blev historien en besættelse – og skyggerne i mørket blev alt for virkelige.
Manden i skyggerne er inspireret af den virkelige retssag om ‘The Slender Man Stabbing’; en hårrejsende sag, hvor to unge piger forsøgte at slå en tredje pige ihjel, fordi den mystiske ‘Slender Man’ angiveligt bad dem om det. Smuglæs i Manden i skyggerne her:
Phoebe Locke
Manden i skyggerne
På dansk ved Iben Konradi Brodersen
Det begyndte i sensommeren, hvor dagene var lange og varme, og skolen føltes alt for fjern og uvirkelig til at være bange for. Sadie og Helen trak deres cykler langs floden, mens de ledte efter et sted, hvor de kunne sidde og spise deres slik – Toffos til Sadie, Opal Fruits til Helen. Det hele var præcis, som det altid havde været. Sadie havde ramt en rod, mens de cyklede gennem skoven, og revet sig i håndfladen, da hun rakte ud efter et træ for at undgå at falde. Hun undersøgte hudafskrabningen igen. Der sad små stykker bark fast i huden.
”Hey, der er Marie,” sagde Helen med kinden fuld af slik.
Helens storesøster sad på en af træbænkene, der stod langs flodbredden, sammen med to veninder. Sadie holdt op med at kigge på sin hånd.
Marie var lige fyldt tolv, og hun var også begyndt at gå med en sportsbh. Sadie havde selv set den på vasketøjssnoren uden for Helens hus sammen med alt det almindelige vasketøj. Den havde små, bløde skåle og tynde satinstropper. Hun kiggede på Marie, som sad på bænken og sparkede støv op med sine kondisko, og blev helt varm i kinderne ved tanken om, at hun måske havde den på nu.
Marie kiggede op og lagde mærke til, at de stod der. Et smil trak i hendes mundvige, før det langsomt bredte sig. Hun prikkede til sine veninder og lavede en gestus, der betød, at de skulle komme derover. Hjulene på deres cykler klikkede, og smagen af karamel blev syrlig i Sadies mund.
”Hej piger,” sagde en af veninderne, en mørkhåret pige med fregner hen over sin smalle næse. ”Vil I være med til at lege en leg?”
”Det er ikke en leg, Justine.” Tæt på kunne Sadie genkende pigen, der sad på den anden side af Marie, som Ellie Travis, storesøsteren til en dreng i hendes klasse. Hun havde blond hår, en tot af det sad fast mellem hendes ansigt og hendes brillestel. ”Jeg har fortalt dig, hvad min bror har sagt.”
”Du skal ikke lytte til noget, James siger,” sagde Helen muntert, hendes generthed var ved at forsvinde. ”Han vrøvler.”
”Hun snakker ikke om James,” Marie vendte det hvide ud af øjnene. ”Hun snakker om Thomas. Han er den ældste, og det var hans opgave at fortælle Ellie om Skyggemanden. Og fordi jeg er den ældste, er det nu min opgave at fortælle dig om ham.”
Sadie bemærkede, hvordan Justine kneb øjnene sammen, da hun hørte hende sige det, og hendes mund fortrak sig i et smil. Hun fandt en slikkepind i lommen og pakkede den ud, hendes blik bevægede sig fra Sadies shorts og op over hendes T-shirt til hendes ansigt. Da deres øjne mødtes, kiggede Justine ikke væk.
”Hvem er Skyggemanden?” spurgte Sadie.
”Han bor i skoven,” sagde Marie og lænede sig frem for at tage pakken med Opal Fruits ud af hånden på Helen.
”Han ser alt,” tilføjede Ellie og skubbede sine briller op ad næseryggen.
”Han er en morder.” Justine lænede sig tilbage med et smil. ”Han kommer om natten og tager dig.”
”Han tog en pige fra min vej for fem år siden,” sagde Ellie og fumlede nervøst med kanten på sin bluse. ”Det har jeg hørt.”
”Det passer ikke,” sagde Helen og lod sin arm glide ind under Sadies. ”Hold op med at prøve at skræmme os.”
”Det passer.” Marie kastede et sammenkrøllet stykke slikpapir på sin søster. ”Men I skal ikke bekymre jer. Nu ved I, at han findes, og så er I i sikkerhed.”
”Ikke bare i sikkerhed,” sagde Justine og knuste slikkepinden med sine små hvide tænder. ”Han kan også gøre dig til noget særligt, hvis man beder ham om det.” Hun rejste sig fra bænken og gjorde et nummer ud af at kigge på sit ur – et lilla- og gulmønstret Pop Swatch, som Sadie havde kigget længselsfuldt efter gennem vinduet til smykkebutikken i ugevis. ”Jeg bliver nødt til at gå. Men fortsættelse følger, unger. Jeg tror, han kommer til at kunne lide jer.”
Marie undertrykte et grin, men Sadie bemærkede, at Ellie kiggede ned i jorden, mens hendes fingre stadig pillede ved sømmen på hendes bluse.
”Dræber han virkelig piger?” spurgte Helen, nu med store øjne, og Ellie rejste sig fra bænken.
”Jeg kan ikke lide det her mere,” sagde hun. ”Jeg vil ikke lege med længere.”
Justine trak på skuldrene. ”Så gå hjem. Vi har alligevel ikke brug for dig lige nu.” Og hun smilede til Sadie og Helen og ignorerede det blik, som Marie sendte hende. Kun Sadie kiggede efter Ellie, mens hun gik slukøret væk derfra.
”For at besvare dit spørgsmål, Helen,” sagde Justine, mens hun samlede sin cykel op fra jorden og svingede et langt ben over den. Hendes denimshorts trevlede i kanten, og lommen havde en flænge. ”Ja. Det gør han. Han slog sin egen datter ihjel.” Hun skubbede dovent mod en pedal og bevægede sig væk fra dem og ned langs flodbredden. ”Hun gjorde ikke, som han sagde,” råbte hun over skulderen, og så var hun væk.
1
1999
Det føltes forkert næsten med det samme. De gik hen mod lyden af musikken, græsset stak på huden på deres lægge, og han havde lyst til at vende om.
”Er du okay?” spurgte hun og tog hans hånd.
Miles kiggede på hende. Hun havde klædt sig anderledes den morgen; en blomstret sommerkjole med en cardigan over, ikke overalls, løse jeans og toppene med tynde stropper, som hun normalt foretrak. Han satte pris på, hvor umage hun havde gjort sig.
”Ja,” sagde han. ”Jeg er okay.”
Han følte sig stadig skidt tilpas. Empati, måske – han havde hørt, at det var en ting. Sadie blev ved med at læse højt for ham, når de lå i sengen om aftenen, en konstant strøm af Vidste du og Wauw, det her er mærkeligt og Hør lige det her, og det var alt sammen usammenhængende og bizart og hekset. At sammenligne babyen med frugt for eksempel og at sige, at det ville gøre den intelligent, hvis de spillede musik for den, mens den lå i livmoderen.
Han tænkte på det hånlige udtryk i hans mors ansigt, da han for en times tid siden havde nævnt det i et forsøg på at lette stemningen. Hun havde rakt hånden frem for at fylde Sadies tekop igen og så hans. Ja, mon ikke klassisk musik vil sikre, at det stakkels, lille kræ vokser op og får en chance. Hans fars hånd havde lagt sig oven på hendes på stolens armlæn. Frances, skat. Og hans mor havde sukket og blinket hårdt, først én gang, så to, og tilbudt dem tallerkenen med småkager. Undskyld, Miles. I er bare så unge, begge to.
”De skal nok vænne sig til tanken,” sagde Sadie og gav hans hånd et klem, før hun slap den. Hun skyggede for øjnene, mens hun kiggede hen mod festivalen i det fjerne. Der var sat en scene op midt på marken, og der stod boder på række på hver side af den. Skyer af røg steg til vejrs, lugten af grillkød sivede hen mod dem, mens de forlod den improviserede parkeringsplads og gik op ad bakken.
Han elskede hende for at sige det. Og de ville vænne sig til tanken, det vidste han. Hvordan skulle de kunne andet? Deres søn skulle have et barn, deres første barnebarn – og ja, måske var han og Sadie for unge med kun et enkelt år på universitetet bag sig, men alting skete som led i en højere plan, gjorde det ikke? Nogle gange var noget bare skæbnebestemt.
Sadie lod sin cardigan glide af skuldrene og bandt den rundt om taljen. ”I det mindste er det overstået nu,” sagde hun og lagde armen om ham. ”Vi kan godt nyde eftermiddagen alligevel.”
Sadie var hans skæbne. Det var han overbevist om.
Han tænkte på, hvad hans forældre lavede i det øjeblik, men han var ret sikker på, at han kunne gætte det. Hans far ville have fundet den gode gin i skabet, taget de tykke krystalglas, som var hans mors yndlings, ned fra hylden. De ville sidde og drikke i tavshed på terrassen, og så, senere, ville hans mor gå frem og tilbage i køkkenet, mens hun lavede mad og luftede sine holdninger. Så ville hun måske ringe til Miles.
”Vi bliver vel nødt til at fortælle det til dine forældre som det næste,” sagde han. Han kunne mærke, at hun stivnede ved siden af ham.
”Jeg må hellere stå for dét,” sagde hun og vendte sig væk. ”Jeg tror ikke, de bliver begejstrede.”
”Som mine, mener du?” Han lænede sig ned for at kysse hendes bare skulder, men vittigheden faldt til jorden, i samme øjeblik den forlod hans læber. Mindet om hans forældres forfærdede ansigter vendte tilbage.
Han havde vidst, at det ville blive svært. Han kunne huske øjeblikket, hvor Sadie havde fortalt ham, at hun var gravid. Han havde siddet på kanten af hendes smalle seng på kollegiet. Han havde været i byen om natten, på bar crawl sammen med resten af sociologiklubben, og havde siddet og gnubbet på et falmet natklubstempel på sin håndryg med tommelfingeren. Sadie var blevet hjemme de sidste to nætter og havde sagt, at hun havde et maveonde. Maveondet havde vist sig at være noget helt andet. Noget, som nu fik hendes flade mave til at bue ud i en svag runding, et noget, som de åbenbart næste uge ville kunne se i sort og hvid på en hospitalsskærm.
”Hey,” sagde hun og fik ham til at stoppe i udkanten af festivalspladsen. Hun mødte hans blik. ”Vi skal nok klare den,” sagde hun og lod hænderne glide ned langs hans ribben. Hendes berøring gav ham kuldegysninger og gjorde ham tør i munden.
”Det ved jeg,” sagde han og sænkede sit hoved for at kysse hende. Hun bed ham i læben, mens hun smilede.
Han fulgte efter hende hen mod menneskeflokken. Kanten på hendes kjole bølgede i brisen. Han var bange, selvfølgelig var han det. Han havde svært ved at fatte, at de om et års tid ville være tre i bilen, tre, uanset hvor de tog hen. Det var meget lettere for ham bare at fokusere på studierne – det var i det mindste noget, han kunne kontrollere. Noget praktisk og vigtigt, han kunne gøre for deres fremtid, for Sadie, for barnet. Det gav ham en sjov, varm følelse i brystet.
De gik forbi de første boder i udkanten af festivalen: marmelade og kager og ost fra lokale virksomheder, træornamenter og stearinlys i glas. Én på Sadies hold havde fortalt hende om festivalen, Miles havde pligtskyldigt viderebragt tippet til sin værelseskammerat, James, og adskillige folk på sit hold. Det krympede sig i ham ved synet af disse midaldrende, middelklassefornøjelser, og han håbede, at de var blevet væk.
”Bandet, som spiller bagefter det her, skulle være virkelig godt,” sagde Sadie og førte ham forbi boderne uden at kigge på dem, og pludselig var alting okay igen.
Han vidste, at det var en kliché at sige – han havde prøvet det engang, mens han var fuld og havde siddet på en pub sammen med sine kollegiekammerater, og de havde leet hånligt af ham hele vejen rundt om bordet – men han havde aldrig før haft det, som han havde det sammen med Sadie. Hun var smuk, ja. Det kunne enhver se. Og også sjov, selvom det måske ikke var alle, der fik lov at opleve den side af hende. Hendes bryskhed faldt ikke i alles smag – han havde hørt Lila, James seneste kæreste, omtale hende som ”en kold fisk” (han var formodentlig gavmild; Lila havde hvisket, og ordet kunne lige så vel have været bitch). Men det forsvar, som Sadie satte op, hver gang hun mødte nye mennesker, havde gjort Miles nysgerrig. Det havde kun gjort ham endnu mere ivrig efter at komme om bag det.
Han rakte hånden frem og satte en tot af hendes hår om bag hendes øre, vinden forsøgte omgående at rykke den fri igen. ”Du var fantastisk før,” sagde han. ”Sammen med mor og far, mener jeg. Tak.”
Hun drejede hovedet for at kigge på ham, hendes mundvige trak sig opad i det lille, hemmelighedsfulde smil, som han elskede allermest. ”Det er dig og mig nu,” sagde hun. ”Er det ikke?”
Han vidste, at det var det.
De nåede til sceneområdet, og Miles stoppede op og stillede sig på tæer, mens han kiggede efter James og de andre i menneskemængden. ”Kom,” sagde Sadie og trak ham igennem en gruppe af teenagere og hen imod udkanten af marken. ”Lad os komme tættere på højtalerne, jeg er sikker på det er dér, de er.”
Hans venner var begyndt at behandle Sadie, som om hun var lavet af glas eller noget meget sprængfarligt. De faldt over hinanden for at tilbyde hende en stol eller en plads med bedre udsyn til skærmen. De havde været klar til at vise deres medfølelse, da han fortalte dem nyhederne to uger tidligere – de havde klappet ham på ryggen og nikket højtideligt, mens han fortalte. Jeg glæder mig, havde han tilføjet, og det fik dem til at genkalibrere og købe shots. Nu var det eneste, de spurgte om, hvornår Sadie skulle scannes, og hvordan hun havde det, om de planlagde at få at vide, hvilket køn barnet havde, når de kunne. Han gemte på resten til at tænke over for sig selv, når han lå alene i sin enmandsseng på de aftener, hvor Sadie trak sig tilbage til sit eget værelse – værelset, som han var klar over, at hun ville blive nødt til at give afkald på, så snart hun fortalte universitetet, at hun droppede ud. Hvordan skulle de leve; hvordan skulle han kunne studere og forsørge dem samtidig? Han tænkte tit på den kendsgerning, at han aldrig før havde holdt et spædbarn – havde ingen brødre eller søstre, var den yngste i fætter- og kusineflokken. Hvordan gjorde man det? Han havde hørt noget om at støtte hovedet, det var åbenbart vigtigt. Og han havde hørt folk snakke om at bøvse dem, en vending, som forbløffede ham. Han ville blive nødt til at købe en bog om babyer, som han kunne læse, når han var alene. Flere, formodentlig.
Han kunne ikke få øje på James eller andre, som han kendte, men han var ikke specielt skuffet. Efter den akavede og ubehagelige morgen hos sine forældre, var følelsen af at være alene med Sadie – af at være et tomandshold mod resten af verden – varm og beskyttende, en boble, som han havde lyst til at blive i resten af dagen.
”Jeg henter nogle drinks,” sagde han. ”Vil du med?”
”Jeg venter her.” Sadie kiggede sig omkring. Det var en god plet, lige i udkanten af menneskemængden med en direkte udsigt til scenen. Der var en strækning med græs ved siden af dem med kabler, der løb mod en generator, og så et område med træer, som grænsede op til marken. ”Jeg holder øje med de andre,” tilføjede hun.
Miles gik hen til den nærmeste bod med forfriskninger og købte en fadøl til sig selv og en cola til Sadie. Han gik tilbage mod hende, mens han et øjeblik overvejede en hotdog, og så fik han et glimt af en velkendt T-shirt lidt fremme. Neongrøn, ærmerne en smule for korte. Han kiggede på personens baghoved – mørkt krøllet hår – og så vidste han, at det var James i sin yndlings-(og ældgamle) Teenage Mutant Ninja Turtles-T-shirt. Miles dykkede ind i menneskeflokken for at følge efter ham. Han pressede sig vej igennem mængden, mens han prøvede at lade være med at spilde de to drinks. Det næste band begyndte, folk gik længere frem mod scenen, og Miles mistede James af syne, først én gang, så to, før han endelig dukkede op igen i et mellemrum en række eller to bag ham.
Men så vendte personen i den grønne T-shirt sig om, og det var slet ikke James – det var en mand tyve år ældre end ham med grå pletter i skægget og uden andet på blusen end et lille Adidaslogo på brystet. Miles vendte sig forlegent væk.
Da han kiggede ud over menneskeflokken, blev han overrasket over, hvor langt væk han havde bevæget sig fra Sadie; det tog ham et stykke tid at lokalisere hende. Hun stod stadig i udkanten af marken, men hun havde bevæget sig ind mellem træerne og var trådt ind i deres skygge. Det virkede som et mærkeligt sted at stå, væk fra det hele, men han kunne se, at hun havde lagt hovedet lidt på skrå, som hun gjorde, når hun lyttede til nogen – en ven, gik han ud fra, formodentlig den, som havde anbefalet hende festivalen til at begynde med. Han gik et par skridt nærmere, men kunne ikke se, hvem det var, der stod foran hende, skyggerne slugte personen, og flokken trak James med sig op tilbage mod scenen.
Sadie var i gang med at sige noget, til hvem end det var, og med et pludselig stød af ængstelse fik han øje på frygt i hendes ansigt. Han så hende gå baglæns ud af skyggerne med en hånd presset beskyttende mod maven. Hendes ansigt var blegt, hun havde spærret øjnene op som et barn.
Miles skubbede sig gennem flokken, hans øl plaskede vildt i plastikglasset. Solen blændede ham, idet den dukkede frem fra en sky, og en eller andens albue stødte ind i hans ribben, mens han skubbede sig igennem mængden. Bandets åbningstoner skar gennem højtalerne. Han så et glimt af Sadie igen, den måbende frygt sad stadig i hendes ansigt, mens hun vaklede baglæns, og så trådte sangeren hen til mikrofonen, og publikum trak sig frem, og hun forsvandt fra ham.
Han skubbede sig forbi en gruppe af piger og faldt over en taske, og så var han endelig ude af trængslen, udkanten af marken var i sigte. Han drejede mod venstre og fik øje på Sadie, hun havde stadig ryggen vendt mod ham, hendes opmærksomhed var rettet mod træerne foran sig. Mens han tilbagelagde den korte afstand mellem dem, registrerede han, at hun var alene igen. Han rakte frem, hans hånd fik fat om hendes skulder. Hun vendte sig hurtigt om, og hendes ansigt blev blødt, da hun så, at det var ham – selvom frygten (det var rædsel, rettede en stemme i hans hoved ham; grim, ustyrlig rædsel) i hendes øjne stadig var der, og hendes hånd stadig var klemt fast mod det sted, hvor han måtte gå ud fra, at deres barn voksede.
”Er du okay?” spurgte han. ”Hvad er der sket?”
Hun vendte sig væk, men ikke før, bemærkede han, at hun havde kastet endnu et blik tilbage mod træernes skyggefulde område. ”Åh, ikke noget. En fulderik, du ved, hvordan det er. Kom. Lad os gå lidt tættere på.” Han åbnede munden for at sige noget mere, men hun bevægede sig allerede og havde taget den halvtomme cola fra hans hånd.
Det var ikke, fordi det her ikke var sket før. Sadie var smuk, mindede Miles sig selv om, mens han fulgte efter hende tilbage til scenens sikkerhed; mænd stoppede hende tit i forsamlinger og på barer og prøvede at snakke til hende, prøvede at røre ved hende. Så hvorfor, tænkte han, hamrede hans hjerte stadig i brystet? Han kiggede tilbage mod træerne, som nu var plettet med gyldent og varmt solskin. Han kunne se gennem dem og ind til markerne på den anden side af dem. Ingen.
Han kiggede på Sadie. Hun stirrede stift på bandet, mens hendes hoved nikkede let til rytmen. Hun tog en slurk af sin cola og havde stadig sin anden arm foldet ind foran sig.
Det var måden, hun havde set ud på, gik det op for ham. Hun havde været bange, han havde set – ja, okay – rædslen skylle ind over hendes ansigt. Dens nøgenhed var måske det, som havde skræmt ham mest, og alligevel var det mere end det; det var også noget andet, han havde set der. Det gik op for ham, mens bandet gik i gang med deres anden sang, og han så, at Sadie kastede et blik ind i træerne igen: genkendelse. Noget velkendt. Sadie havde været rædselsslagen, ja, men det var ikke lige så nyt for hende, som det var for Miles.
Phoebe Locke: Manden i skyggerne
Manden i skyggerne er en nervepirrende psykologisk thriller inspireret af den virkelige retssag om “The Slender Man Stabbing”. Til alle fans af Stephen King, Ruth Ware og Netflix-serien Stranger Things.
Det startede som en vandrehistorie blandt børn. Men den uhyggelige historie om Skyggemanden blev til en besættelse for Sadie og hendes venner – og skyggerne i mørket blev alt for virkelige.
Mange år efter er Sadies egen teenagedatter anklaget for mord, og hendes retssag chokerer landet over: Hvordan kan en pige så ung begå så voldsom en forbrydelse? Sadies hemmeligheder fra fortiden har indhentet hendes datter, og den forfærdelig sandhed om hvad der skete dengang vil måske endelig se dagens lys.
LÆS OGSÅ: Hårrejsende thriller inspireret af The Slender Man Stabbing. Smuglæs i Manden i skyggerne
Du kan købe Manden i skyggerne online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: