Amerikanske romaner Colleen Hoover Fiktion Kærlighed

Gribende romantisk thriller fra Colleen Hoover! Smuglæs i Mørkt bedrag

Altopslugende og helt umulig at lægge fra sig. Læs et uddrag af Colleen Hoovers Mørkt bedrag, som er den perfekte cocktail af romance og suspense.


Mørkt bedrag, romance, Colleen Hoover

Hvor langt er du villig til at gå for kærligheden?

Lowen er forfatter, men hendes karriere halter gevaldigt. Da hun en dag bliver tilbudt muligheden for at skrive en serie af bestsellerforfatteren Verity Crawford færdig, takker hun derfor straks ja.

Lowen tager til familien Crawfords hjem for at gennemgå Veritys noter. Men på Veritys kontor finder Lowen en ufærdig selvbiografi, hvor Verity beskriver de rædselsvækkende begivenheder, der ødelagde familien Crawford for altid.

Skal Lowen fortælle om sin opdagelse? Og hvad er der egentlig sket med Verity?

Mørkt bedrag er en gribende og nervepirrende romantisk thriller fra romance-dronningen Colleen Hoover.

Du kan købe Mørkt bedrag online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


LÆS OGSÅ: Prisbelønnede kærlighedsromaner. Læserne er vilde med Colleen Hoover!



Colleen Hoover

Mørkt bedrag

Oversat af Anne Brinch


Jeg hører hans kranium knuses, før blodstænkene når mig.

Jeg gisper og træder hurtigt et skridt tilbage på fortovet. Min ene hæl klarer ikke kantstenen, så jeg griber fat i stangen til et Parkering forbudt-skilt for at genvinde balancen.

For få sekunder siden stod manden foran mig. Vi stod en flok ved en fodgængerovergang og ventede på, at lyset skulle skifte, da han for tidligt trådte ud på kørebanen og blev ramt af en lastbil. I et forsøg på at stoppe ham kastede jeg mig fremad – greb ud i den tomme luft, idet han ramte jorden. Jeg lukkede øjnene, inden hans hoved endte under dækket, men jeg hørte det poppe som proppen på en flaske champagne.

Han begik en fejl, kiggede ubekymret ned på sin telefon, formentlig fordi han uden uheld havde krydset den samme gade mange gange før. Død som følge af vanens magt.

Folk gisper, men ingen skriger. Passageren i det pågældende køretøj springer ud af lastbilen og knæler med det samme ved siden af manden. Jeg trækker mig baglæns væk fra stedet, idet adskillige personer skynder sig hen for at hjælpe. Jeg behøver ikke se på manden under dækket for at vide, at han ikke overlevede. Jeg behøver bare se på min engang hvide skjorte – på det blod, der nu er sprøjtet ud over den – for at vide, at han har mere brug for en rustvogn end en ambulance.

Jeg vender mig for at komme væk fra ulykken – for at finde et sted at trække vejret – men nu viser lyskurven grøn, og den tætte menneskemængde gør det umuligt for mig at svømme mod strømmen i denne Manhattanflod. Nogle kigger ikke engang op fra telefonen, idet de passerer lige forbi ulykken. Jeg holder op med at bevæge mig og venter på, at det tynder ud i mængden.

Jeg retter endnu en gang blikket mod ulykken og passer på ikke at se direkte på manden. Lastbilchaufføren står nu med opspilede øjne ved køretøjets bagende og taler i telefon. Tre, måske fire personer hjælper til. En morbid nysgerrighed leder et par stykker til at filme den makabre scene med deres mobiltelefoner.

Hvis jeg stadig boede i Virginia, ville dette udspille sig på en helt anden måde. Alle omkringværende ville stoppe op. Panik ville opstå, folk ville skrige. Det ville være et spørgsmål om minutter, før et nyhedshold indfandt sig. Men her på Manhattan rammes en fodgænger af et køretøj så ofte, at det bare betragtes som besvær. En forsinkelse for nogle, et ødelagt outfit for andre. Det her sker formentlig så tit, at det ikke engang ender på tryk.

Selvom ligegyldigheden hos nogle mennesker her generer mig, er det præcis derfor, jeg flyttede her til byen for ti år siden. Folk som mig hører til i overbefolkede byer. Mit livs forfatning er irrelevant på et sted af denne størrelse. Her findes masser af mennesker med meget sørgeligere historier end min.

Her er jeg usynlig. Ubetydelig. Manhattan er for overbefolket til at bekymre sig om mig, og jeg elsker hende for det.

“Er du kommet til skade?”

Jeg ser op, da manden rører ved min arm, og lader øjet glide hen over min skjorte. Ængstelsen står skrevet i ansigtet på ham, idet han betragter mig oppefra og ned og undersøger mig for skader. Hans reaktion fortæller mig, at han ikke er en af de mere hærdede newyorkere. Han bor her muligvis nu, men hvor end han er fra, er det et sted, som ikke helt har banket empatien ud af ham.

“Er du kommet til skade?” gentager den fremmede; denne gang ser han mig ind i øjnene.

“Nej. Det er ikke mit blod. Jeg stod i nærheden af ham, da …” Jeg holder op med at tale. Jeg har lige set en mand dø. Jeg befandt mig så tæt på ham, at jeg har hans blod på mig.

Jeg flyttede her til byen for at blive usynlig, men jeg er så afgjort ikke upåvirkelig. Det er noget, jeg har arbejdet på – forsøgt at blive lige så hærdet som betonen under mine fødder. Det er ikke gået så godt. Jeg kan mærke alt det, jeg netop har overværet, sætte sig i maven på mig.

Jeg lægger hånden over munden, men fjerner den hurtigt, da jeg mærker noget klistret på læberne. Mere blod. Jeg kigger ned ad skjorten. Så meget blod, og intet af det er mit. Jeg klemmer om skjorten og trækker den ud fra brystet, men den klæber til huden på de steder, hvor blodstænkene er begyndt at tørre.

Jeg tror, jeg har brug for vand. Jeg begynder at føle mig svimmel, og jeg har lyst til at gnide mig i panden, klemme mig om næsen, men jeg er bange for at røre ved mig selv. Jeg ser op på manden, der stadig holder fast i min arm.

“Har jeg det i ansigtet?” spørger jeg ham.

Han presser læberne sammen og ser så væk, kaster et blik på gaden omkring os. Han gestikulerer hen mod en cafe et par huse væk.

“De må have et toilet,” siger han og lægger hånden på min lænd, mens han fører mig i den retning.

Jeg kigger over på den anden side af gaden på Pantem Press-bygningen, som jeg var på vej hen til før ulykken. Jeg var så tæt på. Fem – måske seks – meter fra et møde, jeg pinedød bliver nødt til at deltage i.

Jeg spekulerer på, hvor tæt den mand, der lige er død, var på sit bestemmelsessted?

Den fremmede holder døren for mig, da vi når hen til cafeen. En kvinde med en kop kaffe i hver hånd forsøger at presse sig forbi mig i døråbningen, indtil hun får øje på min skjorte. Hun farer baglæns for at komme væk fra mig og lader os begge komme indenfor. Jeg bevæger mig mod dametoilettet, men døren er låst. Manden skubber døren til herretoilettet op og giver tegn til, at jeg skal følge med ham.

Han undlader at låse døren bag os, men går hen til vasken og tænder for vandet. Jeg kigger mig i spejlet og er lettet over at se, at det ikke er så slemt, som jeg havde frygtet. Et par blodstænk på mine kinder er begyndt at blive mørke og tørre, og der sidder lidt over øjenbrynene. Men skjorten tog heldigvis det værste.

Manden rækker mig nogle våde papirhåndklæder, og jeg tørrer ansigtet af, mens han fugter en håndfuld mere. Nu kan jeg lugte blodet. Luftens skarphed hvirvler mine tanker tilbage, til da jeg var ti. Lugten af blod var så stærk, at jeg husker den efter alle disse år.

Da kvalmen atter sætter ind, forsøger jeg at holde vejret. Jeg vil ikke kaste op. Men jeg vil have skjorten af. Nu.

Med rystende fingre knapper jeg den op, trækker den af og fører den ind under vandhanen. Så lader jeg vandet klare arbejdet, mens jeg tager de andre våde papirhåndklæder fra den fremmede og begynder at tørre blodet af brystet.

Han sætter kursen mod døren, men i stedet for at lade mig få lidt privatliv, mens jeg står der i min mindst tiltrækkende bh, låser han os inde på toilettet, så der ikke braser andre ind, mens jeg ikke har skjorte på. Det er foruroligende ridderligt og gør mig forlegen. Jeg betragter anspændt hans spejlbillede.

Nogen banker på.

“Øjeblik,” siger han.

Jeg slapper lidt af, finder tryghed i tanken om, at nogen uden for døren vil kunne høre mig skrige, hvis der er behov for det.

Jeg retter opmærksomheden mod blodet, indtil jeg er sikker på, at jeg har vasket det hele af hals og bryst. Så gransker jeg mit hår og drejer mig fra venstre mod højre i spejlet, men finder kun et par centimeters mørke rødder under den falmede karamelfarve.

“Her,” siger manden og piller ved den sidste knap på sin kridhvide skjorte. “Tag den her på.”

Han har allerede taget blazerjakken af; den hænger nu på dørhåndtaget. Han kommer ud af skjorten og afslører en hvid undertrøje underneden. Han er muskuløs og højere end mig. Jeg kommer til at drukne i hans skjorte. Den kan jeg ikke have på til et møde, men jeg har ikke andre valgmuligheder.

Jeg tager skjorten, da han rækker den til mig. Jeg snupper endnu et par tørre papirhåndklæder og dupper huden, og så trækker jeg den på og begynder at knappe den. Det ser latterligt ud, men i det mindste var det ikke mit kranium, der eksploderede ud over en andens skjorte. Se det fra den lyse side.

Jeg fjerner min våde skjorte fra vasken og erkender, at den ikke kan reddes. Jeg smider den i skraldespanden og griber så fat om vasken og stirrer på mit spejlbillede. To tomme og trætte øjne stirrer tilbage på mig. De rædsler, de netop har overværet, har ændret nøddebrun til mørkebrun. Jeg gnubber kinderne med hænderne for at give dem noget farve, men til ingen nytte. Jeg ligner døden selv.

Jeg læner mig mod væggen og vender mig væk fra spejlet. Manden ruller sit slips sammen. Han anbringer det i jakkelommen og betragter mig et øjeblik. “Jeg kan ikke afgøre, om du er rolig eller i chok.”

Jeg er ikke i chok, men så vidt jeg ved heller ikke rolig. “Jeg er ikke sikker,” indrømmer jeg. “Er du okay?”

“Jeg har det fint,” siger han. “Jeg har desværre oplevet det, der var værre.”

Jeg lægger hovedet på skrå og forsøger at dissekere lagene i hans kryptiske svar. Han bryder øjenkontakten, hvilket bare får mig til at stirre endnu mere og fundere over, hvad han kan have set, som overgår en mand få knust kraniet under en lastbil. Måske er han indfødt newyorker. Eller måske arbejder han på et hospital. Han emmer af den slags kompetence, som ofte følger med folk, der leder andre mennesker.

“Er du læge?”

Han ryster på hovedet. “Jeg er ejendomsmægler. Eller det var jeg i hvert fald.” Han træder frem og rækker ud efter min skulder, børster noget væk fra min skjorte. Sin skjorte. Da han sænker armen, betragter han mit ansigt et øjeblik, før han træder et skridt tilbage.

Hans øjne matcher det slips, han netop har stoppet i lommen. Chartreuse. Han ser godt ud, men noget ved ham får mig til at tro, at han ville ønske, han ikke gjorde. Næsten som om hans udseende måske er til gene for ham. En del af ham, han ikke vil have, at nogen skal bemærke. Han ønsker at være usynlig i byen her. Præcis som jeg.

De fleste mennesker kommer til New York for at blive opdaget. Resten af os kommer for at gemme os.

“Hvad hedder du?” spørger han.

“Lowen.”

Han tøver, efter at jeg har sagt mit navn, men kun i et par sekunder.

“Jeremy,” siger han. Han går hen til vasken, tænder atter for vandet og begynder at vaske hænder. Jeg stirrer fortsat på ham, ude af stand til at tøjle min nysgerrighed. Hvad mente han, da han sagde, han havde oplevet værre end den ulykke, vi netop var vidne til? Han sagde, at han plejede at være ejendomsmægler, men selv den værste dag på jobbet ville ikke fylde nogen med den form for tungsind, som fylder manden her.

“Hvad er der sket med dig?”

Han kigger på mig i spejlet. “Hvad mener du?”

“Du sagde, at du havde oplevet værre. Hvad har du oplevet?”

Han slukker for vandet og tørrer hænderne, hvorefter hanvender sig mod mig. “Vil du virkelig gerne vide det?”

Jeg nikker.

Han smider papirhåndklædet i skraldespanden og putter så hænderne i lommen. Hans udstråling bliver endnu mere dyster. Han ser mig i øjnene, men han virker løsrevet fra øjeblikket her. “Jeg hev min otteårige datters lig op af en sø for fem måneder siden.”

Jeg trækker hastigt vejret ind og fører hånden op til halsen. Det var slet ikke tungsind, han udstrålede. Det var fortvivlelse. “Det er jeg ked af,” hvisker jeg. Og det er jeg. Ked af det over hans datter. Ked af at være nysgerrig.

”Hvad med dig?” spørger han. Han læner sig mod bordpladen, som om det her er en samtale, han har ventet på. Nogen, der kunne komme forbi og få hans tragedier til at virke mindre tragiske. Det er det, man gør, når man har oplevet det værste af det værste. Man leder efter mennesker som en selv … mennesker, der har det værre end en selv … og bruger dem til at få det bedre med de forfærdelige ting, der er sket for en.

Jeg synker, før jeg taler, for mine tragedier er ingenting i forhold til det her. Jeg tænker på den seneste, føler mig forlegen ved at nævne den, fordi den virker så ubetydelig i forhold til hans. “Min mor døde i sidste uge.”

Han reagerer ikke på min tragedie på samme måde, som jeg reagerede på hans. Han reagerer slet ikke, og jeg spekulerer på, om det er, fordi han håbede, min var værre. Det er den ikke. Han vinder.

“Hvordan døde hun?”

“Kræft. Jeg har passet hende i min lejlighed det seneste år.” Han er den første, jeg har sagt det højt til. Jeg kan mærke pulsen dunke i håndleddet, så jeg griber fat om det med den anden hånd. “I dag er første gang i ugevis, at jeg har været udenfor.”

Vi stirrer på hinanden et øjeblik længere. Jeg har lyst til at sige noget andet, men jeg har aldrig ført sådan en tung samtale med en vildfremmed før. Jeg har vist mest lyst til at afslutte den, for hvilken drejning kan samtalen overhovedet tage herfra?

Ingen drejning. Den stopper bare.

Han vender sig atter mod spejlet og betragter sig selv, skubber en hårlok tilbage på plads. “Jeg har et møde, jeg bliver nødt til at tage til. Er du sikker på, at du er okay?” Nu kigger han på mit spejlbillede.

“Ja. Jeg er all right.”

All right?” Han vender sig og gentager det som et spørgsmål, som om det at være all right ikke virker lige så overbevisende på ham, som hvis jeg havde sagt, at jeg var okay.

“Jeg er all right,” gentager jeg. “Tak for hjælpen.”

Jeg vil gerne have ham til at smile, men det passer ikke i situationen. Jeg er nysgerrig efter at se hans smil. I stedet trækker han lidt på skuldrene og siger: “All right, så.”

Så bevæger han sig hen for at låse døren op. Han holder den for mig, men jeg går ikke ud med det samme. I stedet bliver jeg ved med at betragte ham, for jeg er endnu ikke helt klar til at se verden udenfor i øjnene. Jeg værdsætter hans venlighed og vil gerne sige noget mere, takke ham på en eller anden måde, måske ved at byde på kaffe eller give ham hans skjorte tilbage. Hans ordentlighed tiltrækker mig – den er et særsyn i disse tider.

Men et glimt af en vielsesring på hans venstre hånd driver mig fremad, væk fra toilettet og cafeen og ud på gaden, som nu summer af en endnu større menneskemængde.

En ambulance er ankommet og blokerer trafikken i begge retninger. Jeg går tilbage mod ulykkesstedet og overvejer, om jeg burde afgive forklaring. Jeg venter ved siden af en politibetjent, som grifler andre øjenvidneberetninger ned. De adskiller sig ikke fra min, men jeg afgiver min forklaring og giver mine kontaktoplysninger. Jeg er usikker på, til hvor stor hjælp min forklaring er, eftersom jeg rent faktisk ikke så ham blive ramt. Jeg var bare tæt nok på til at kunne høre det. Tæt nok på til at blive malet som et Jackson Pollock-lærred.

Jeg kigger bagud og ser Jeremy forlade cafeen med en frisk kop kaffe i hånden. Han krydser gaden og koncentrerer sig om, hvor end han er på vej hen. Hans tanker er andetsteds nu, langt fra mig, formentlig hos hans kone og det, han skal sige til hende, når han kommer hjem og mangler en skjorte.

Jeg finder telefonen frem fra tasken og kigger på klokken. Der er stadig et kvarter til mit møde med Corey og redaktøren fra Pantem Press. Mine hænder ryster endnu mere nu, hvor den fremmede ikke længere er her til at aflede mine tanker. Måske hjælper kaffe. Morfin ville så afgjort hjælpe, men hospicet fjernede det hele fra min lejlighed i sidste uge, da de kom og hentede deres udstyr efter min mors død. Ærgerligt, at jeg var for rystet til at huske at gemme det. Jeg kunne virkelig godt bruge noget lige nu.



Colleen Hoover: Mørkt bedrag

Mørkt bedrag, romance, Colleen Hoover

Hvor langt er du villig til at gå for kærligheden?

Lowen er forfatter, men hendes karriere halter gevaldigt. Da hun en dag bliver tilbudt muligheden for at skrive en serie af bestsellerforfatteren Verity Crawford færdig, takker hun derfor straks ja.

Lowen tager til familien Crawfords hjem for at gennemgå Veritys noter. Men på Veritys kontor finder Lowen en ufærdig selvbiografi, hvor Verity beskriver de rædselsvækkende begivenheder, der ødelagde familien Crawford for altid.

Skal Lowen fortælle om sin opdagelse? Og hvad er der egentlig sket med Verity?

Mørkt bedrag er en gribende og nervepirrende romantisk thriller fra romance-dronningen Colleen Hoover.

Du kan købe Mørkt bedrag online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.