INTERVIEW med makkerparret Thomas Korsgaard og Frida Brygmann, der debuterer som børnebogsforfattere med Minimund. Det er en finurlig og humoristisk fortælling om drengen Sylvester, som er ked af sin spinkle stemme og lille mund – og som er træt af at blive drillet for begge dele i skolen.
Sylvester skriver et brev i håb om, at nogen vil hjælpe ham – og det er der nogen, der gør. Nærmere bestemt: Nogen Kristiansen, en lille mand i et lilla velourjakkesæt med et stemmekatalog under armen. Nu får Sylvester lov til at prøve en masse forskellige stemmer for at finde en, der passer. Men, opdager Sylvester, meget kan gå galt, når man taler med anden stemme end sin egen.
Her fortæller Thomas Korsgaard og Frida Brygmann om kunsten at finde sin egen stemme – og om hvordan det er at skrive en bog sammen med sin bedste ven.
At tale med en stemme, der ikke er ens egen, er det noget, I kender? Er der noget Sylvester i jer selv?
Thomas: Jeg var en af de sidste drenge i min folkeskoleklasse, hvis stemme gik i overgang. Den var meget lys, og jeg kan huske, at jeg ikke brød mig om at sige noget i de år, fordi flere af de store drenge efterabede min stemme. Så jeg kender i dén grad nogle af de følelser, Sylvester går rundt med. Det føltes meget indespærret ikke at blive lyttet til, som man synes, man burde blive. Og set i bakspejlet vil jeg ønske, at jeg havde skidt noget mere på det. Men det er nemmere sagt end gjort når man er lille
Frida: Nu har min stemme ikke været i overgang. Men jeg troede fra mine teenageår og langt op i tyverne, at jeg skulle være sangerinde. Jeg havde bare for svært ved at knække koden til, hvilken slags sanger, jeg ville være, og hvordan jeg skulle bruge min stemme, fordi jeg følte, at den lød forkert i alle de former, man prøvede at putte mig ind i. Jeg følte mig ikke hjemme, eller det var ikke min lyd.
Men nogen havde engang fortalt mig, at de syntes, at jeg skrev godt, så jeg startede ad omveje på et skrivekursus, hvor man som afslutning skulle skrive et teaterstykke og se det på scenen – og da jeg så publikums reaktion, at de grinede på præcis de tidspunkter, som jeg havde håbet på, var det som om, at himlen åbnede sig, og der skinnede en lyskegle lige ned på mig og fortalte mig, at det var dét jeg skulle. Nemlig at skrive.
Så i den forstand kender jeg godt følelsen af at finde sin egen stemme.
Hvor kommer historien fra?
Frida: Thomas og mit venskab består meget i at finde på personer, som ikke findes, men som alligevel helt sikkert findes derude. Det har altid været planen, at vi skulle lave noget sammen. I starten vidste vi ikke helt, om det skulle være en film, en bog eller et teaterstykke, men pludselig gav det sig bare, at denne her historie skulle være en børnebog.
Thomas: Vi var på et skriveophold sammen for at arbejde på projekter hver for sig, men vi endte på en eller anden måde alligevel med at sidde sammen i køkkenet hver eneste aften med en stor hakkebøf eller noget andet godt kød og finde på personer og replikker – og pludselig havde vi et dokument med flere sider.
Noget jeg beundrer og også føler, at jeg deler med Frida er, at vi begge er gode til at tage børn alvorligt – også de børn, vi selv har været. Og det tror jeg er noget af det der gjorde, at vi besluttede at skrive børnebøger sammen.
Bogen har et rigt persongalleri – med bl.a. skolelæreren
Tønde Hanne (ja, med ø), et par kærlige, men måske ikke helt tilstedeværende
forældre – og altså den finurlige Nogen Kristiansen. Hvordan er de forskellige
karakterer opstået?
Thomas: Nogen Kristiansen er simpelthen opstået på
den måde, at vi skrev en replik, hvor Sylvester siger: ER DER IKKE NOK NOGEN
DER VIL KOMME OG HJÆLPE MIG! Helt desperat og uden egentlig at vide hvem, der
skulle hjælpe ham. Og det tog vi så helt bogstaveligt. Og så gav resten sig
selv.
Frida: Tønde-Hanne er på mange måder den skrappe lærer, og dem har vi nok alle haft nogle stykker af. Men alle mennesker har jo noget godt i sig, og det har Tønde Hanne også i glimt – når hun f.eks. bliver helt sentimental meget pludseligt. Og det kan jeg selv huske fra min folkeskoletid: at man engang imellem så det gode menneske inde i den skrappe Hr. Skolelærer, og så blev man selv helt forvirret og forstod ingenting.
Thomas: Vores karakterer opstår ofte ud af det blå. Det kan tit være en lillebitte ting, man har lagt mærke til ved en person på gaden. Små detaljer som et dovent øje eller en speciel jakke, jeg lægger mærke til, og så kan jeg skynde mig at ringe op til Frida, fordi jeg ved, hun forstår, hvad det er, jeg mener.
Frida: Ja, og så blander vi det med nogle af de andre
ting, vi har set og har inde i os selv og former en karakter. Vi samler nemlig
også på stemmer ligesom dejlige Nogen Kristiansen
Thomas: Ja!
Thomas: Det er din første børnebog – og Frida: Det er din første bog! Hvordan har skriveprocessen været for jer?
Thomas: Jeg skriver jo normalt bøger for mig selv, og jeg er ikke den person i verden, der er allermest glad for gruppearbejde, for at sige det mildt. Derfor jeg var også vildt lettet over, at det fungerede så godt at skrive sammen med Frida.
Vi skiftedes til at holde computeren og være den, der skrev ned og at være den, der stod og råbte replikker og situationer ud i rummet, som den anden så skulle være enormt hurtig til at få ned. Selv når vi er gået hver til sit, har vi haft svært ved at slippe det. Der er i hvert fald røget mange mærkelige sms’er afsted til hinanden efter sengetid som: “HVAD HVIS FAREN SAMLEDE PÅ LEGETØJSBUSSER?”
Frida: Jeg har også siddet meget alene og skrevet tv, hvor der som regel er meget dialog, og det er et helt andet tempo, man skriver i. Men i denne her sammenhæng har det været enormt befriende at have én at dele det hele med – og så ovenikøbet ens bedste ven. Det har ikke føltes som et arbejde på noget tidspunkt. Vi har ligget nede på gulvet og grædt af grin.
Vi tænker meget ens og har samme humor. Det er det, der
binder os sammen, så samarbejdet er gået meget problemfrit.
Thomas: Det eneste der har været problematisk, har
været når Frida har drukket for meget kaffe og måtte over og ligge i ti
minutter i sofaen for at dulme sin koffeinangst.
Hvilke litterære forbilleder har I indenfor genren –
hvilke børnebøger har I selv læst og elsket?
Frida: Ole Lund Kirkegaards universer med Otto er
et næsehorn og Gummi-Tarzan; farverne og stemningerne har jeg med
mig i alt, hvad jeg laver til børn. Og så selvfølgelig Astrid Lindgren.
Thomas:
Og Bjarne Reuter!
Frida: Ja! Og ham. Gode klassikere
Thomas: Nemlig. Godt vi er enige.
Frida Brygmann & Thomas Korsgaard: Minimund
Sylvester bliver drillet i skolen. Han har nemlig en spinkel stemme og en lille mund.
En dag skriver Sylvester derfor et brev i håb om, at nogen kan hjælpe ham.
Det er dér, Nogen Kristiansen kommer ind i billedet. Han har nemlig et stemmekatalog, og nu kan Sylvester prøve alle de sejeste stemmer og finde en, der passer ham.
Men meget kan gå galt, når man taler med stemmer, der ikke er ens egen.
En rørende, komisk historie om at stå ved den, man er.
INTERVIEW med makkerparret Thomas Korsgaard og Frida Brygmann, der debuterer som børnebogsforfattere med Minimund. Det er en finurlig og humoristisk fortælling om drengen Sylvester, som er ked af sin spinkle stemme og lille mund – og som er træt af at blive drillet for begge dele i skolen.
Sylvester skriver et brev i håb om, at nogen vil hjælpe ham – og det er der nogen, der gør. Nærmere bestemt: Nogen Kristiansen, en lille mand i et lilla velourjakkesæt med et stemmekatalog under armen. Nu får Sylvester lov til at prøve en masse forskellige stemmer for at finde en, der passer. Men, opdager Sylvester, meget kan gå galt, når man taler med anden stemme end sin egen.
Her fortæller Thomas Korsgaard og Frida Brygmann om kunsten at finde sin egen stemme – og om hvordan det er at skrive en bog sammen med sin bedste ven.
At tale med en stemme, der ikke er ens egen, er det noget, I kender? Er der noget Sylvester i jer selv?
Thomas: Jeg var en af de sidste drenge i min folkeskoleklasse, hvis stemme gik i overgang. Den var meget lys, og jeg kan huske, at jeg ikke brød mig om at sige noget i de år, fordi flere af de store drenge efterabede min stemme. Så jeg kender i dén grad nogle af de følelser, Sylvester går rundt med. Det føltes meget indespærret ikke at blive lyttet til, som man synes, man burde blive. Og set i bakspejlet vil jeg ønske, at jeg havde skidt noget mere på det. Men det er nemmere sagt end gjort når man er lille
Frida: Nu har min stemme ikke været i overgang. Men jeg troede fra mine teenageår og langt op i tyverne, at jeg skulle være sangerinde. Jeg havde bare for svært ved at knække koden til, hvilken slags sanger, jeg ville være, og hvordan jeg skulle bruge min stemme, fordi jeg følte, at den lød forkert i alle de former, man prøvede at putte mig ind i. Jeg følte mig ikke hjemme, eller det var ikke min lyd.
LÆS OGSÅ: Minimund af Frida Brygmann og Thomas Korsgaard. Hvis nogen læser det her, så hjælp mig dog!
Men nogen havde engang fortalt mig, at de syntes, at jeg skrev godt, så jeg startede ad omveje på et skrivekursus, hvor man som afslutning skulle skrive et teaterstykke og se det på scenen – og da jeg så publikums reaktion, at de grinede på præcis de tidspunkter, som jeg havde håbet på, var det som om, at himlen åbnede sig, og der skinnede en lyskegle lige ned på mig og fortalte mig, at det var dét jeg skulle. Nemlig at skrive.
Så i den forstand kender jeg godt følelsen af at finde sin egen stemme.
Hvor kommer historien fra?
Frida: Thomas og mit venskab består meget i at finde på personer, som ikke findes, men som alligevel helt sikkert findes derude. Det har altid været planen, at vi skulle lave noget sammen. I starten vidste vi ikke helt, om det skulle være en film, en bog eller et teaterstykke, men pludselig gav det sig bare, at denne her historie skulle være en børnebog.
Thomas: Vi var på et skriveophold sammen for at arbejde på projekter hver for sig, men vi endte på en eller anden måde alligevel med at sidde sammen i køkkenet hver eneste aften med en stor hakkebøf eller noget andet godt kød og finde på personer og replikker – og pludselig havde vi et dokument med flere sider.
Noget jeg beundrer og også føler, at jeg deler med Frida er, at vi begge er gode til at tage børn alvorligt – også de børn, vi selv har været. Og det tror jeg er noget af det der gjorde, at vi besluttede at skrive børnebøger sammen.
Bogen har et rigt persongalleri – med bl.a. skolelæreren Tønde Hanne (ja, med ø), et par kærlige, men måske ikke helt tilstedeværende forældre – og altså den finurlige Nogen Kristiansen. Hvordan er de forskellige karakterer opstået?
Thomas: Nogen Kristiansen er simpelthen opstået på den måde, at vi skrev en replik, hvor Sylvester siger: ER DER IKKE NOK NOGEN DER VIL KOMME OG HJÆLPE MIG! Helt desperat og uden egentlig at vide hvem, der skulle hjælpe ham. Og det tog vi så helt bogstaveligt. Og så gav resten sig selv.
Frida: Tønde-Hanne er på mange måder den skrappe lærer, og dem har vi nok alle haft nogle stykker af. Men alle mennesker har jo noget godt i sig, og det har Tønde Hanne også i glimt – når hun f.eks. bliver helt sentimental meget pludseligt. Og det kan jeg selv huske fra min folkeskoletid: at man engang imellem så det gode menneske inde i den skrappe Hr. Skolelærer, og så blev man selv helt forvirret og forstod ingenting.
Thomas: Vores karakterer opstår ofte ud af det blå. Det kan tit være en lillebitte ting, man har lagt mærke til ved en person på gaden. Små detaljer som et dovent øje eller en speciel jakke, jeg lægger mærke til, og så kan jeg skynde mig at ringe op til Frida, fordi jeg ved, hun forstår, hvad det er, jeg mener.
Frida: Ja, og så blander vi det med nogle af de andre ting, vi har set og har inde i os selv og former en karakter. Vi samler nemlig også på stemmer ligesom dejlige Nogen Kristiansen
Thomas: Ja!
Thomas: Det er din første børnebog – og Frida: Det er din første bog! Hvordan har skriveprocessen været for jer?
Thomas: Jeg skriver jo normalt bøger for mig selv, og jeg er ikke den person i verden, der er allermest glad for gruppearbejde, for at sige det mildt. Derfor jeg var også vildt lettet over, at det fungerede så godt at skrive sammen med Frida.
Vi skiftedes til at holde computeren og være den, der skrev ned og at være den, der stod og råbte replikker og situationer ud i rummet, som den anden så skulle være enormt hurtig til at få ned. Selv når vi er gået hver til sit, har vi haft svært ved at slippe det. Der er i hvert fald røget mange mærkelige sms’er afsted til hinanden efter sengetid som: “HVAD HVIS FAREN SAMLEDE PÅ LEGETØJSBUSSER?”
Frida: Jeg har også siddet meget alene og skrevet tv, hvor der som regel er meget dialog, og det er et helt andet tempo, man skriver i. Men i denne her sammenhæng har det været enormt befriende at have én at dele det hele med – og så ovenikøbet ens bedste ven. Det har ikke føltes som et arbejde på noget tidspunkt. Vi har ligget nede på gulvet og grædt af grin.
Vi tænker meget ens og har samme humor. Det er det, der binder os sammen, så samarbejdet er gået meget problemfrit.
Thomas: Det eneste der har været problematisk, har været når Frida har drukket for meget kaffe og måtte over og ligge i ti minutter i sofaen for at dulme sin koffeinangst.
Hvilke litterære forbilleder har I indenfor genren – hvilke børnebøger har I selv læst og elsket?
Frida: Ole Lund Kirkegaards universer med Otto er et næsehorn og Gummi-Tarzan; farverne og stemningerne har jeg med mig i alt, hvad jeg laver til børn. Og så selvfølgelig Astrid Lindgren.
Thomas: Og Bjarne Reuter!
Frida: Ja! Og ham. Gode klassikere
Thomas: Nemlig. Godt vi er enige.
Frida Brygmann & Thomas Korsgaard: Minimund
Sylvester bliver drillet i skolen. Han har nemlig en spinkel stemme og en lille mund.
En dag skriver Sylvester derfor et brev i håb om, at nogen kan hjælpe ham.
Det er dér, Nogen Kristiansen kommer ind i billedet. Han har nemlig et stemmekatalog, og nu kan Sylvester prøve alle de sejeste stemmer og finde en, der passer ham.
Men meget kan gå galt, når man taler med stemmer, der ikke er ens egen.
En rørende, komisk historie om at stå ved den, man er.
Fra ca. 6 år.
Du kan købe Minimund online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: