Forfatterne Frida Brygmann og Thomas Korsgaard har skrevet børnebogen Minimund, en rørende, komisk fortælling om at stå ved sig selv. Læs første kapitel af bogen her.
Sylvester er ked af sin stemme. Den er meget lys, og når han snakker, lyder han lidt som et egern. Det driller nogle af de andre drenge i klassen ham med.
Heldigvis kommer nogen Sylvester til undsætning. Nemlig Nogen Kristiansen, der har sit helt eget stemmekatalog. Men det er ikke altid, at det er bedre at være en anden end sig selv …
Frida Brygmann & Thomas Korsgaard
Minimund
Illustreret af Lasse Bekker Weinreich
Sylvester kan ikke få sine fødder over dørtrinnet ind til klassen. Han prøver igen og igen, men de vil slet ikke bevæge sig.
“Jeg skubber lige til dig.” Det er deres tykke lærer, Tønde-Hanne, der maser sig forbi Sylvester og katapulterer ham med ind i klassen. “Find jeres pladser!” råber hun.
Klassen lugter af gammel ost og brændt spegepølse. Det er alle de forladte madpakker i sølvpapir og husholdningsfilm, som sidder klemt fast bag radiatorerne.
Sylvester finder sin plads på bagerste række og ser ordet på bordet. Han prøver at se ud, som om det ikke gør ham noget, mens han roder forsigtigt efter viskelæderet i sit penalhus.
Tønde-Hanne er i gang med at tørre tavlen ren. 2.b skal have matematik, og Tønde-Hanne vil have fokus. Hun klapper højt i hænderne, imens hun råber: “Fokus, venner. Fokus!”, og i sin pilefletkurv, ved siden af en næsten færdigstrikket uldsok, finder hun oversigten med tabellerne.
Sylvester får endelig vredet viskelæderet fri. Det sidder lige ved siden af glimmertusserne. Det er splinternyt, formet som en vandmelon og dufter af jordbærtyggegummi. Han har allerede slidt utallige viskelædere op. Regnbuefarvede, valnøddeformede og sågar et lakridsviskelæder, men ingen af dem har været gode nok til at slette ordet.
Han skuer ned på bordet og begynder at viske det grimme, store og fæle ord ud:
Det kan kun være Esben og William, som står bag det. Han kan genkende deres skrift fra graffitien på toilettet. Selvom de har kaldt ham Minimund længe, stikker og jager det stadig, som om hans krop aldrig vænner sig til det.
Viskelæderet gnider mod bordpladen, men ordet bliver ved med at stå der, uanset hvor meget Sylvester kæmper og prøver.
På rækken foran sidder de. William griner ad Sylvester. Esben graver dybt ned i sin skoletaske og finder en aflang, gul ballon. Han kigger på Sylvester, imens han puster den op til en pølse, og slipper luft ud af den, så det piber højt.
IIIIIIIIIIUUUUWWWWW!
“Det er sådan, Sylvester lyder!” råber Esben.
Klassen fniser, og Esben lader ballonen suse ud af sin hånd, så den flyver gennem klasselokalet og lander på et af de forreste borde som en slatten raket.
“Så kan I godt finde jeres bøger frem,” siger Tønde-Hanne oppe fra katederet, men Sylvester har ikke tid til at finde bøger frem. Han tværer viskelæderet hen over ordet. Gnider og maser, aser og pukler og knokler, men det står skrevet med sprittus, og det er helt umuligt at få af. Der skal bruges rensebenzin fra hans fars garage, hvis det skal væk.
“Det gælder også dig, Sylvester Torkildsen!” siger Hanne, peger på ham og knipser et par gange.
Sylvester nikker. Han hader, når hun bruger hans efternavn.
Han gør et sidste forsøg med viskelæderet, uden at nogen skal se det, men det hjælper slet ikke.
“Hvad er nu dét, Sylvester Torkildsen?” Pludselig peger en buttet og kort finger på ordet. Sylvester kigger op. Tønde-Hanne står lige foran ham. Hendes briller er gledet helt ned på næsen. “Sidder du og tegner på bordet?”
Sylvester ryster på hovedet. Hele klassen sidder og kigger på ham fra alle sider. Esben og William stirrer på ham med deres rødglødende øjne og griner med deres sylespidse hjørnetænder. Esben bøvser og sender en trykbølge af frikadelle-med-remoulade-dunst mod Sylvester.
“Kan den ikke sige noget?” råber han.
Hanne vender sig om. “Klap i, Esben!” siger hun og trykker fingeren hårdere og hårdere ned mod ordet.
Hendes finger er blevet helt hvid og rød.
“Hvad skal vi gøre ved det her svineri? Skolen har lige indkøbt nyt møblement. Det har ikke været helt billigt, og så bliver der begået hærværk på det!” siger Tønde-Hanne og rømmer sig. “Har du selv et forslag?”
Sylvester ryster på hovedet.
“Så har jeg et!” siger hun. “Vi kunne jo sende en regning hjem til dine forældre.”
“Det er ikke mig,” siger Sylvester med en stemme så lille som et babyegerns og så lav, at han håber, at kun Tønde-Hanne kan høre det.
En høj pistollatter rammer ham fra Esben og Williams bord. Det smitter hele klassen. Pigerne griner også med nu, og Mike og Daniel H. og Steffen. Selv Hanne griner en lille smule, men hun tørrer smilet væk.
“Jeg kan simpelthen ikke høre, hvad du siger! Tal lidt tydeligere, Sylvester!”
“Det er ikke mig,” prøver Sylvester igen og spænder fingrene under bordet.
Hanne læner sig frem mod Sylvester med hænderne på lårene. “Hvem er det så, der har overtegnet bordet?”
Sylvester kigger væk fra Hanne og hen på de to drenge. William trykker spidsen af sin stiftblyant ud. Den bliver lang og spids som nålen på en kanyle.
Det gyser i Sylvesters krop. Han kigger op på det lille ur, der hænger og tikker over døren. Der er hele treogtredive minutter tilbage af timen.
“Hvem er det så, Sylvester Torkildsen?” spørger Hanne.
Han synker og kigger ned i gulvet, fordi alle stirrer på ham. “Det ved jeg ikke,” piber Sylvester.
“Du er nødt til at tale højere!”
“Det ved jeg ikke,” siger Sylvester igen og kigger ned på Hannes små sandaler.
“Det er en frygtelig kedelig affære, det her, Sylvester,” siger Hanne. “Men jeg bliver nødt til at involvere ledelsen og dine forældre. Vi kan ikke have, at der bliver begået hærværk her på skolen.”
Sylvester gør sine øjne store for ikke at komme til at græde, men det lykkes ikke. William og Esben griner bare, og Cindy ser det sikkert også. Tårerne rutsjer ned ad hans kinder.
“Der er ingen grund til at græde,” siger Hanne.
“Det er såmænd for din egen skyld. Du skulle nødig ryge ind på en kriminel løbebane og komme ud i de forkerte miljøer med sorte penge og hælervarer og den slags, når du bliver ældre.” Hanne klapper et par gange i hænderne, imens hun går op til tavlen. “Vi slår op på side 641!” råber hun.
Vil du læse mere?
Sylvester bliver drillet i skolen. Han har nemlig en spinkel stemme og en lille mund.
En dag skriver Sylvester derfor et brev i håb om, at nogen kan hjælpe ham.
Det er dér, Nogen Kristiansen kommer ind i billedet. Han har nemlig et stemmekatalog, og nu kan Sylvester prøve alle de sejeste stemmer og finde en, der passer ham.
Men meget kan gå galt, når man taler med stemmer, der ikke er ens egen.
En rørende, komisk historie om at stå ved den, man er.
Forfatterne Frida Brygmann og Thomas Korsgaard har skrevet børnebogen Minimund, en rørende, komisk fortælling om at stå ved sig selv. Læs første kapitel af bogen her.
Sylvester er ked af sin stemme. Den er meget lys, og når han snakker, lyder han lidt som et egern. Det driller nogle af de andre drenge i klassen ham med.
LÆS OGSÅ: Minimund. Bedstevennerne Thomas Korsgaard og Frida Brygmann har skrevet en børnebog sammen
Heldigvis kommer nogen Sylvester til undsætning. Nemlig Nogen Kristiansen, der har sit helt eget stemmekatalog. Men det er ikke altid, at det er bedre at være en anden end sig selv …
Frida Brygmann & Thomas Korsgaard
Minimund
Illustreret af Lasse Bekker Weinreich
Sylvester kan ikke få sine fødder over dørtrinnet ind til klassen. Han prøver igen og igen, men de vil slet ikke bevæge sig.
“Jeg skubber lige til dig.” Det er deres tykke lærer, Tønde-Hanne, der maser sig forbi Sylvester og katapulterer ham med ind i klassen. “Find jeres pladser!” råber hun.
Klassen lugter af gammel ost og brændt spegepølse. Det er alle de forladte madpakker i sølvpapir og husholdningsfilm, som sidder klemt fast bag radiatorerne.
Sylvester finder sin plads på bagerste række og ser ordet på bordet. Han prøver at se ud, som om det ikke gør ham noget, mens han roder forsigtigt efter viskelæderet i sit penalhus.
Tønde-Hanne er i gang med at tørre tavlen ren. 2.b skal have matematik, og Tønde-Hanne vil have fokus. Hun klapper højt i hænderne, imens hun råber: “Fokus, venner. Fokus!”, og i sin pilefletkurv, ved siden af en næsten færdigstrikket uldsok, finder hun oversigten med tabellerne.
Sylvester får endelig vredet viskelæderet fri. Det sidder lige ved siden af glimmertusserne. Det er splinternyt, formet som en vandmelon og dufter af jordbærtyggegummi. Han har allerede slidt utallige viskelædere op. Regnbuefarvede, valnøddeformede og sågar et lakridsviskelæder, men ingen af dem har været gode nok til at slette ordet.
Han skuer ned på bordet og begynder at viske det grimme, store og fæle ord ud:
Det kan kun være Esben og William, som står bag det. Han kan genkende deres skrift fra graffitien på toilettet. Selvom de har kaldt ham Minimund længe, stikker og jager det stadig, som om hans krop aldrig vænner sig til det.
Viskelæderet gnider mod bordpladen, men ordet bliver ved med at stå der, uanset hvor meget Sylvester kæmper og prøver.
På rækken foran sidder de. William griner ad Sylvester. Esben graver dybt ned i sin skoletaske og finder en aflang, gul ballon. Han kigger på Sylvester, imens han puster den op til en pølse, og slipper luft ud af den, så det piber højt.
IIIIIIIIIIUUUUWWWWW!
“Det er sådan, Sylvester lyder!” råber Esben.
Klassen fniser, og Esben lader ballonen suse ud af sin hånd, så den flyver gennem klasselokalet og lander på et af de forreste borde som en slatten raket.
“Så kan I godt finde jeres bøger frem,” siger Tønde-Hanne oppe fra katederet, men Sylvester har ikke tid til at finde bøger frem. Han tværer viskelæderet hen over ordet. Gnider og maser, aser og pukler og knokler, men det står skrevet med sprittus, og det er helt umuligt at få af. Der skal bruges rensebenzin fra hans fars garage, hvis det skal væk.
“Det gælder også dig, Sylvester Torkildsen!” siger Hanne, peger på ham og knipser et par gange.
Sylvester nikker. Han hader, når hun bruger hans efternavn.
Han gør et sidste forsøg med viskelæderet, uden at nogen skal se det, men det hjælper slet ikke.
“Hvad er nu dét, Sylvester Torkildsen?” Pludselig peger en buttet og kort finger på ordet. Sylvester kigger op. Tønde-Hanne står lige foran ham. Hendes briller er gledet helt ned på næsen. “Sidder du og tegner på bordet?”
Sylvester ryster på hovedet. Hele klassen sidder og kigger på ham fra alle sider. Esben og William stirrer på ham med deres rødglødende øjne og griner med deres sylespidse hjørnetænder. Esben bøvser og sender en trykbølge af frikadelle-med-remoulade-dunst mod Sylvester.
“Kan den ikke sige noget?” råber han.
Hanne vender sig om. “Klap i, Esben!” siger hun og trykker fingeren hårdere og hårdere ned mod ordet.
Hendes finger er blevet helt hvid og rød.
“Hvad skal vi gøre ved det her svineri? Skolen har lige indkøbt nyt møblement. Det har ikke været helt billigt, og så bliver der begået hærværk på det!” siger Tønde-Hanne og rømmer sig. “Har du selv et forslag?”
Sylvester ryster på hovedet.
“Så har jeg et!” siger hun. “Vi kunne jo sende en regning hjem til dine forældre.”
“Det er ikke mig,” siger Sylvester med en stemme så lille som et babyegerns og så lav, at han håber, at kun Tønde-Hanne kan høre det.
En høj pistollatter rammer ham fra Esben og Williams bord. Det smitter hele klassen. Pigerne griner også med nu, og Mike og Daniel H. og Steffen. Selv Hanne griner en lille smule, men hun tørrer smilet væk.
“Jeg kan simpelthen ikke høre, hvad du siger! Tal lidt tydeligere, Sylvester!”
“Det er ikke mig,” prøver Sylvester igen og spænder fingrene under bordet.
Hanne læner sig frem mod Sylvester med hænderne på lårene. “Hvem er det så, der har overtegnet bordet?”
Sylvester kigger væk fra Hanne og hen på de to drenge. William trykker spidsen af sin stiftblyant ud. Den bliver lang og spids som nålen på en kanyle.
Det gyser i Sylvesters krop. Han kigger op på det lille ur, der hænger og tikker over døren. Der er hele treogtredive minutter tilbage af timen.
“Hvem er det så, Sylvester Torkildsen?” spørger Hanne.
Han synker og kigger ned i gulvet, fordi alle stirrer på ham. “Det ved jeg ikke,” piber Sylvester.
“Du er nødt til at tale højere!”
“Det ved jeg ikke,” siger Sylvester igen og kigger ned på Hannes små sandaler.
“Det er en frygtelig kedelig affære, det her, Sylvester,” siger Hanne. “Men jeg bliver nødt til at involvere ledelsen og dine forældre. Vi kan ikke have, at der bliver begået hærværk her på skolen.”
Sylvester gør sine øjne store for ikke at komme til at græde, men det lykkes ikke. William og Esben griner bare, og Cindy ser det sikkert også. Tårerne rutsjer ned ad hans kinder.
“Der er ingen grund til at græde,” siger Hanne.
“Det er såmænd for din egen skyld. Du skulle nødig ryge ind på en kriminel løbebane og komme ud i de forkerte miljøer med sorte penge og hælervarer og den slags, når du bliver ældre.” Hanne klapper et par gange i hænderne, imens hun går op til tavlen. “Vi slår op på side 641!” råber hun.
Vil du læse mere?
Sylvester bliver drillet i skolen. Han har nemlig en spinkel stemme og en lille mund.
En dag skriver Sylvester derfor et brev i håb om, at nogen kan hjælpe ham.
Det er dér, Nogen Kristiansen kommer ind i billedet. Han har nemlig et stemmekatalog, og nu kan Sylvester prøve alle de sejeste stemmer og finde en, der passer ham.
Men meget kan gå galt, når man taler med stemmer, der ikke er ens egen.
En rørende, komisk historie om at stå ved den, man er.
Fra ca. 6 år.
Du kan købe Minimund online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: