Aktuelt Billedbøger Thomas Korsgaard

Frida Brygmann og Thomas Korsgaard om Bien fra Malta: Den bis historie skulle simpelthen fortælles

Frida Brygmann, Thomas Korsgaard

Thomas Korsgaard har en video på sin telefon med en lille bi, som kredsede rundt om ham og Frida Brygmann en dag de sad på en café for at få ideer til en børnebog. Det fik de så.

Den 4. oktober 2019 kl. 17.14 sidder Frida Brygmann og Thomas Korsgaard på Promenaden på Frederiksberg. Thomas er lige kommet hjem fra et besøg hos sin forfatterkollega Christian Jungersen på Malta, og nu skal han og Frida diskutere idéer til børnebøger. De er netop ved at lægge sidste hånd på deres første fælles børnebog Minimund.

Og mens de sidder der og får kaffe, opsøges de igen og igen af en lille bi.

”Det er en bi fra Malta, sagde Frida til mig,” fortæller Thomas.

”Og det bliver en sætning, som hænger fast. Bien fra Malta. Det lød som en god børnebog,” siger Frida.

”Ja, det er en meget specifik bi, og dens historie skal da fortælles,” tilføjer Thomas.

Læs også: Har du læst? Trilogien om Tue af Thomas Korsgaard har rørt læsere lige fra statsministre til gymnasieelever

Kylling med skilt sovs

Og grunden til, at det kan stadfæstes så præcist, er, at Thomas har filmet en video af det på sin telefon. Her sidder bien på hans skulder.

Efterfølgende mødtes de hjemme i Thomas’ lejlighed, hvor de tilberedte en grydestegt kylling med skilt sovs og agurkesalat og tog hul på spørgsmålet: Hvem er bien?

”Vi forsøger at lytte til den inde i vores hoveder. Men den kan jo ikke sige noget,” fortæller Thomas.

”Det kan Mikael til gengæld. Og historien begynder at åbenbare sig for os – Mikael kommer hjem fra Malta og åbner sin kuffert. Og ud flyver den lille bi. Mikael er måske ensom og har ikke talt med nogen længe,” siger Frida.

”Og han føler sig på en måde forbundet med bien. Og den følelse kan blive problemfyldt … og det er det, bogen handler om,” siger Thomas.

Tager børns problemer alvorligt

Thomas Korsgaard og Frida Brygmann har nu tre børnebøger på CV’et. Minimund som udkom i 2020, Tyggegummidamen fra 2021 og nu altså Bien fra Malta i 2023.

Som de fortalte i et interview i forbindelse med Tyggegummidamen finder de inspiration alle vegne. I deres omgangskreds, hos folk, de ser på gaden eller møder nede i Rema1000 – og i deres egne ’børne-jeg’er’. Det kan være en lille ting, en måde at gå på, en løsrevet sætning, der flagrer forbi – eller noget, man hører forkert, som bliver udgangspunkt for en historie. Det hele ryger i en fælles ’oplevelses-boks’, som forfatterne deler med hinanden

”Er der noget, der går igen i vores historier, så er det, at det er lidt tragikomisk. Det skal helst gøre lidt ondt, før det er sjovt,” forklarede Frida dengang.

”Vi prøver at tage de problemer, børn har, alvorligt. Vi kender dem jo måske også fra, da vi selv var børn,” tilføjede Thomas.

Tænk hvis det er en hveps

Men tilbage til Bien fra Malta, som findes på en lille video på Thomas’ telefon.

Er I sikre på, at det er en bi? Kender I egentlig forskel på sådan en og en hveps?

”Øh næ,” siger Frida: ”… shit, tænk hvis det er en hveps?”


Hør Frida og Thomas fortælle om bogen




Bien fra Malta

Thomas Korsgaard, Frida Brygmann

Den ensomme Mikael åbner sin kuffert. Op flyver en bi fra Malta. Mikael og den lille bi bliver de bedste venner lige indtil, at bien finder en anden ven. Men Mikael har nu mærket, hvad vil det sige at have en ægte ven og har nu mod til at gå ud i den store verden.

Bien fra Malta er en humoristik og lun billedbog om det fantastiske ved at have en ven i sit liv, skrevet af Frida Brygmann og Thomas Korsgaard.

Fra ca. 4 år

Du kan købe Bien fra Malta online eller i din nærmeste boghandel.




Flere bøger af makkerparret

Minimund

Minimund, Thomas Korsgaard, Frida Brygmann

Sylvester bliver drillet i skolen. Han har nemlig en spinkel stemme og en lille mund.

En dag skriver Sylvester derfor et brev i håb om, at nogen kan hjælpe ham.

Det er dér, Nogen Kristiansen kommer ind i billedet. Han har nemlig et stemmekatalog, og nu kan Sylvester prøve alle de sejeste stemmer og finde en, der passer ham.

Men meget kan gå galt, når man taler med stemmer, der ikke er ens egen.

En rørende, komisk historie om at stå ved den, man er.

Fra ca. 6 år.

Du kan købe Minimund online eller i din nærmeste boghandel.




Tyggegummidamen og andre historier

tyggegummidamen, frida brygmann, thomas korsgaard

Sig velkommen til seks sjove historier, der helt sikker får dig til at grine – og lyst til at smutte en tur i kiosken for at købe tyggegummi!

I Tyggegummidamen og andre historier møder du en pige, som har haft den dårligste juleaften i verden, fordi der pludselig var to julemænd i stuen. Du møder også en dreng, der har kidnappet sin morfar, og Lene Knudsen, der er blevet fanget i en meget stor klat tyggegummi. Du kan også høre om Jean Claude på syv år, verdens yngste direktør og et blad, der ikke tør give slip på sit træ. Til sidst møder du en pige, der aldrig skulle have ønsket sig at få en nabo. Glæd dig!

Fra ca. 6 år.

Køb Tyggegummidamen og andre historier online, eller i din nærmeste boghandel.