Aktuelt Artikler du kan lytte til Marie Hougaard Skønlitteratur

Marie Hougaard: Hvad sker der med vores dømmekraft, når vi bare gerne vil have en kæreste?

Marie Hougaards nye roman, Normal opførsel, skildrer parforholdets giftige dynamikker og undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen.

Skal vi læse artiklen højt for dig?

Husk at slå cookies til for at afspille.

Marie Hougaards nye roman, Normal opførsel, skildrer parforholdets giftige dynamikker og undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen.

Det starter okay tilforladeligt. De dater og finder sammen, Anna og Villads. Anna vil gerne være i det her forhold, og hun er fra begyndelsen ret tolerant. Villads bliver mere og mere voldsom i den måde, han taler til hende på, men hun fortæller sig selv gentagende gange, at det gør han ikke igen. Det var en fejl. En smutter, fordi han var presset og træt. Den er måske også lidt gal med mig, tænker hun.

Marie Hougaard er aktuel med sin anden roman Normal opførsel. Her skildrer hun et parforholds destruktive spiral og undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen. For hvor går grænsen mellem “almindelige” skænderier og at gøre skade på hinanden?

”Så kastede jeg et til.

En regn af æbler mod hans sure fjæs.

Det lyder slet ikke som dig, siger Emilie da jeg endelig bliver tavs.

Hvordan lyder det ikke som mig?

Aldrig, i al den tid, vi har kendt hinanden, har jeg hørt dig råbe eller set dig kaste med noget.”

Citat, Normal opførsel

Johnny Depp og Amber Heard som inspiration

Marie Hougaard fortæller, at retssagen mellem Johnny Depp og Amber Heard har været en stor inspirationskilde til romanens tema, fordi retssagen er et eksempel på et parforhold, som tydeligvis har været destruktivt for dem begge at være i.

”Generelt er jeg optaget af parforholdet som institution. Vi ønsker både for os selv – og for hinanden – at vi finder en kæreste og bliver en del af et parforhold. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor er det bedre end at være single? Og hvad sker der med vores dømmekraft, når normen er, at du lever mest rigtigt i et forhold? Det er blandt andet det, jeg gerne har villet undersøge med min nye roman”, siger Marie Hougaard.

LÆS OGSÅ: ”Jeg vil skrive om sprækkerne i den glatte, blanke lykke”. Interview med Ditte Holm Bro

Marie Hougaard: Hvad sker der med vores dømmekraft, når vi bare gerne vil have en kæreste?
Marie Hougaard, forfatter. København. Januar, 2023. Foto: Lærke Posselt

”Jeg vil bare gerne have en kæreste”

Marie Hougaard oplever, at opfattelsen af parforholdet som et mål i sig selv er noget, vi bliver nudget til rigtig mange steder i samfundet. Som da hun forleden skulle købe en Microsoft-adgang og hjemmesiden flere gange spurgte, om hun ikke skulle have familiepakken.

”Der er tre ben på taburetten, vi generelt måler succes ud fra: forhold, job og hjem. Som venner bliver vi også glade på hinandens vegne, når vi får os etableret i et forhold. Vi lykønsker hinanden og siger: Hvor er det dejligt.”

På samme måde oplever hun, at det stadig er accepteret at sige: ”Jeg vil bare gerne have en kæreste”.

”Den sætning giver mig ærligt talt the chills, fordi det er så dårligt et udgangspunkt for at få en kæreste. Det, man jo egentlig siger er, at man er klar på hvad som helst. Og i den længsel er der fare for at man mister sig selv for forholdets skyld.”

Beslutningen om at få børn er også et tema i Marie Hougaards aktuelle roman.

”Som i min første bog Vi troede vi skulle kommer jeg i Normal opførsel også ind på det her med, at vi synes, vi skal et sted hen i vores parforhold – og at børn er det naturlige valg i 30’erne. For Anna og Villads, virker ønsket om børn næsten mekanisk, som om de følger et skema. For nu har de nået en vis alder, så nu er det vel tid. Konventionerne er interessante at blive ved med at undersøge. For hvordan påvirker de vores dømmekraft?”

Psykisk vold er systematisk

Anna bliver spundet mere og mere ind i det dysfunktionelle forhold med Villads, og hun mister fornemmelsen for, hvad der er rigtigt og forkert.

”For at hun kan være i det, må hun også selv forandre sig. Og det gør hun. Hun finder en vrede frem og tager til genmæle med en voldelig adfærd, hun ikke vidste, hun havde i sig. Den gensidige voldsomhed overfor hinanden ender med at være det system, der retfærdiggør deres forhold”, fortæller Marie Hougaard og uddyber:

”Jeg betegner psykisk vold som noget, der er systematisk nedbrydende. Vi kan alle sammen have et dårligt skænderi, hvor vi gaslighter den anden en lille smule. Det er, når det bliver systematisk og gentagende, som mellem Anna og Villads, at det for alvor bliver farligt – og svært at komme ud af igen.”

Trygt og utrygt på samme tid

De tætte venskaber bliver tit udfordrede, når man er i et dysfunktionelt forhold, og det sker også for hovedkarakteren i Normal opførsel.

”Anna har brug for at slippe sin gamle virkelighed. Hendes tidligere tætte veninde Cille er ret hurtig til at gennemskue, at forholdet ikke er sundt, men det er Anna slet ikke parat til at lytte til, og derfor trækker de sig fra hinanden.”

LÆS OGSÅ: Marie Hougaard: I 30’erne står vi og flagrer midt i angsten

Anna er både flov over sin nyfundne vrede, og samtidig nyder hun den, og vil gerne kunne dyrke den uden indblanding fra sine venner og den virkelighed, hun har vendt ryggen.

Marie Hougaard beskriver det sådan her:

”Det er for Anna trygt og utrygt på samme tid at være i forholdet med Villads. Men det er tryggere at blive, end at blive single igen. Og det er trist … for at vende tilbage til det med konventionernen, og vores forestillinger om tosomheden som det lykkelige sted.”


Normal opførsel

Marie Hougaard: Hvad sker der med vores dømmekraft, når vi bare gerne vil have en kæreste?

Anna er midt i trediverne og vil gerne finde en kæreste. Og det ønsker hendes venner og familie også, at hun gør. Så da hun møder Villads, bliver hun hurtigt sikker på, at det er ham, hun vil have. Villads har styr på sit liv, men han er også flyvsk og utilgængelig, og Annas forelskelse bliver forvandlet til usikkerhed.

Da Anna flytter ind hos Villads i hans smukke lejlighed i indre København, kan hun endelig slappe af, og hun begynder straks at finde sig til rette i sin nye tilværelse. Men snart slår forholdet sprækker.

Normal opførsel er en roman, der skildrer et parforholds giftige dynamikker og destruktive spiraler. Og som undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen.

Du kan købe Normal opførsel online hos fx Bog og idé eller i din nærmeste boghandel.


Der er endnu flere store læseoplevelser i vente. Se de bedste bøger 2023/2024 her.