Børnebøger Børnebøger 6-9 år Carlsen Sjove børnebøger

Tyggegummidamen: Thomas Korsgaard og Frida Brygmann om at skrive sjovt til børn

Tyggegummidamen, Thomas Korsgaard, Frida Brygmann, Børnebog

INTERVIEW

Thomas Korsgaard og Frida Brygmann debuterede sammen som børnebogsforfattere med bogen Minimund. Nu har de skrevet Tyggegummidamen, en samling af seks sjove og absurde historier om glemsomme voksne, børn med store drømme – og om at turde noget, man ikke tror, man tør.


De finder inspiration alle vegne, Thomas Korsgaard og Frida Brygmann. I deres omgangskreds, hos folk, de ser på gaden eller møder nede i Rema1000 – og i deres egne ’børne-jeg’er’. Det kan være en lille ting, en måde at gå på, en løsrevet sætning, der flagrer forbi – eller noget, man hører forkert, som bliver udgangspunkt for en historie. Det hele ryger i en fælles ’oplevelses-boks’, som forfatterne deler med hinanden, forklarer Frida Brygmann.

Tyggegummidamen, Frida Brygmann, Thomas Korsgaard, Børnebog

– Forleden var jeg var i supermarkedet, og hende, der sad bag kassen sagde ”HEJ!” til kunderne på den vildeste måde – som om hun lige havde mødt en gammel ven fra folkeskolen. Hun gjorde det med ALLE kunder. Sådan noget kunne vi godt finde på at bruge i en bog.

– Ja, og så prøver vi samtidig at være i øjenhøjde med børnene, forklarer Thomas Korsgaard. Hvad synes DE er sjovt.

LÆS OGSÅ: Smuglæs én af historierne fra Tyggegummidamen her

Og det kan jo være svært at vide, altså: hvad der virker på børnene. Så Thomas har testet bogen på nogle af sine venners børn for at se, hvordan de reagerede på historierne:

– Det var et kæmpe hit. Eller. De faldt i hvert fald i søvn, griner Thomas. – Ej, de grinte faktisk og var meget optaget af fortællingerne.

– Vi har også læst op for voksne, forklarer Frida. – De skreg af grin. Det var virkelig dejligt.

– Ja, og det er jo også vigtigt for os: at både børn og voksne skal kunne få noget ud af bogen, tilføjer Thomas. – Altså, det skal jo være sjovt at læse højt også for de voksne.

“Det skal gøre ondt, før det er sjovt”

Historierne i Tyggegummidamen kommer også vidt omkring: fra en distræt dame, der tænker over livets mysterier, mens hun tygger endeløse mængder af tyggegummi, til en pige på landet, der savner en nabo.

Over en dreng, der hellere vil være direktør end gå i skole – til en dreng, der bare vil have sin morfar til at kunne huske igen. Forbi en juleaften, hvor der pludselig er lidt rigeligt med julemænd – til et blad, der ikke tør give slip på sin gren. Men er der egentlig noget, der binder det hele sammen?

– Er der noget, der går igen i vores historier, så er det, at det er lidt tragikomisk. Det skal helst gøre lidt ondt, før det er sjovt, forklarer Frida.

Tyggegummidamen: Thomas Korsgaard og Frida Brygmann om at skrive sjovt til børn

 – Ja, og vi prøver jo at tage det alvorligt, fortsætter Thomas. – Altså: at man pludselig har en morfar, der ikke kan huske noget. Eller: at være et barn, der bor på landet, som måske føler sig lidt ensom og derfor ønsker sig en nabo. Vi prøver at tage de problemer, børn har, alvorligt. Vi kender dem jo måske også fra, da vi selv var børn.

Børn, romaner og deadlines

Skriveprocessen har været noget anderledes denne gang, end da makkerparret arbejdede med romanen Minimund. Dels har det denne gang været mindre historier, og det har gjort, at man har kunnet arbejde lidt på én historie, så lægge den lidt væk – og skrive videre på en anden. Og den proces har været mindre hård, end da de skrev Minimund, hvor det var én fortælling, der skulle skrives helt rigtigt:

– Den her type historier har man kunnet gå til og fra på en anden måde, uden at man har skullet starte helt forfra og helt ind i teksten igen, forklarer Thomas.

LÆS OGSÅ: Minimund: Bedstevennerne Frida Brygmann og Thomas Korsgaard har skrevet en bog

– Ja, og vi har haft mindre hårde deadlines, end da vi arbejdede med Minimund, tilføjer Frida

Tyggegummidamen, Thomas Korsgaard, Frida Brygmann, Børnebog

Og det er nok meget godt. For venneparret har haft lidt at se til ud over arbejdet med Tyggegummidamen. I maj barslede Thomas med sidste bind i sin trilogi om Tue – romanen Man skulle nok have været der – og Frida har lavet et helt nyt menneske; hun blev mor i sommeren 2021.

– Ja, det er lidt specielt, griner hun. Min søn er jo faktisk præcis lige så gammel som bogen! Jeg glæder mig til, at læse den højt for ham, når han bliver lidt ældre. Sådan: ”Se, hvad mor og onkel Thomas har lavet til dig!”

Tyggegummidamen er illustreret af Jon Skræntskov.


Frida Brygmann og Thomas Korsgaard: Tyggegummidamen

tyggegummidamen, frida brygmann, thomas korsgaard

Sig velkommen til seks sjove historier, der helt sikker får dig til at grine – og lyst til at smutte en tur i kiosken for at købe tyggegummi!

I Tyggegummidamen og andre historier møder du en pige, som har haft den dårligste juleaften i verden, fordi der pludselig var to julemænd i stuen. Du møder også en dreng, der har kidnappet sin morfar, og Lene Knudsen, der er blevet fanget i en meget stor klat tyggegummi. Du kan også høre om Jean Claude på syv år, verdens yngste direktør og et blad, der ikke tør give slip på sit træ. Til sidst møder du en pige, der aldrig skulle have ønsket sig at få en nabo. Glæd dig!

Fra ca. 6 år.

Køb Tyggegummidamen og andre historier online, eller i din nærmeste boghandel.


Læs også

Minimund

Minimund, Thomas Korsgaard, Frida Brygmann

Sylvester bliver drillet i skolen. Han har nemlig en spinkel stemme og en lille mund.

En dag skriver Sylvester derfor et brev i håb om, at nogen kan hjælpe ham.

Det er dér, Nogen Kristiansen kommer ind i billedet. Han har nemlig et stemmekatalog, og nu kan Sylvester prøve alle de sejeste stemmer og finde en, der passer ham.

Men meget kan gå galt, når man taler med stemmer, der ikke er ens egen.

En rørende, komisk historie om at stå ved den, man er.

Fra ca. 6 år.

Du kan købe Minimund online eller i din nærmeste boghandel.



Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen. Har tilsvarende kronisk mangel på plads i reolen. Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til læserne i de godt tretten år, jeg har arbejdet i bogbranchen.