I den medrivende roman Islandske forbrydere udfolder Einar Már Gudmundsson en vild fortælling om de mennesker på kant med loven, som rokkede normerne på Island i 1800-tallet. Læs et uddrag af bogen her.
I Islandske forbrydere kommer du tæt på en periode i Islands historie, hvor en gruppe forbrydere hærgede de nyetablerede byer i landet. Dette utilpassede afskum, som man beskrev forbryderne som, fik lange og hårde straffe, og det blev tydeligt, at samfundet ville gå langt for at stoppe kriminaliteten.
Einar Már Gudmundsson skaber en beskrivende og fantastisk fortælling om, hvem disse forbrydere, som levede på samfundets kant, egentlig var.
LÆS OGSÅ: Einar Már Guðmundsson: At være digter er en rejse ud i det uvisse
I bogen fletter karakterernes farverige skæbner sig ind og ud af hinanden, og man møder blandt andet datteren af en vildfaren dansk købmand, der bliver sømand og – trods strenge forbud mod at klæde sig i mandetøj – insisterer på at bære matrossættet med oprejst pande.
Du kan læse et uddrag af bogen herunder.
Einar Már Gudmundsson
Islandske forbrydere
FØRSTE KAPITEL
1
”Jeg anser det for en betragtelig lykke for ethvert samfund at have et vist antal storforbrydere. Árnessyssel var endda så lykkeligt at have haft nogle enkelte kongelige forbrydere.”
Sådan begynder denne fortælling. Sådan begynder jeg nu. Og dog er ordene ikke mine. ”Desværre,” kunne jeg sige, eller burde jeg måske sige, for det er godt formuleret; hvis dette altså er en målestok, det at formulere sig godt.
Nogle hævder, at det er formålet med fortællinger, at de er godt formulerede eller velskrevne. At sådan skal det være. At det ikke er et spørgsmål om, hvad der bliver fortalt om, men hvordan.
Det er jeg ikke absolut enig i, men heller ikke helt uenig. Det vil dog ikke sige, at jeg synes, at det burde være omvendt, sådan at fortællinger skal være dårligt skrevne eller dårligt formulerede.
Vi siger selvfølgelig ”Nej tak!” til det, man kalder makværker i romaner og kalder for klicheer i lyrik. Vi siger ”Nej tak!” til så meget. Det gjorde forbryderne også, selv de kongelige, både i Árnessyssel og andre steder.
Nej’et er vores trods og frihed. Det er som det første ord i sproget, meningen med alfabetet og hele livet på disse kanter. I kulden siger vi nej, i mørket siger vi nej, og kan ikke andet, når det lysner og solen skinner og det bliver lunere. Nej!
Af alle de forbrydere, som optræder i denne historie, blev fire sendt ud af landet, til kongens fangehuller. To af dem kom tilbage. De andre to døde nede i København, den ene på et skafot, den anden i sin celle.
Faktisk var der flere, der havnede i kongens fangehuller, men disse fire var fra Árnessyssel, fra samme sag, røveriet på Holt.
Derudover var der én fra en anden sag, lidt tidligere ude, hvilket giver fem fra Árnessyssel, som var så lykkeligt at ”have et pænt antal storforbrydere”.
Den sjette, som optræder i denne historie og blev sendt udenlands og i fængsel, stammede nordfra, fra Húnavatnssyssel. Også dér var folk fremme i skoene på forbryderfeltet, ikke mindre end i Árnessyssel hernede sydpå.
Forbryderne! De sagde nej. De sagde alle sammen nej. De sagde nej til magten og disciplinen, til den herskende tingenes tilstand. Ikke desto mindre begik de forbrydelser, nogle flere end én, ja, mange endda.
2
”Nej!” siger jeg for at mærke effekten af ordet, føle på budskabet, røre ved modstanden, ved det oprør, som her fandt sted. Oprøret, det var måske ikke meget andet end et nej, måske to, små eller store efter omstændighederne.
Dette har vi tænkt os at undersøge, i denne fortælling og flere andre. Der er meget at fortælle om, og det er ikke alt, der kommer med. Man kan altid lægge flere historier til sin vækst.
Og alt sammen bestemmes dette af vinden, vinden, som fyger ordene ned på arkene, historiens vind.
Når jeg hører ordet nej i forbindelse med de sager, som kom op her, kommer jeg først til at tænke på de salmer, der blev sunget, eller rettere sagt, jeg kommer til at tænke på Magnús Stephensen, som var overdommer i Landsoverretten, men også gjorde alt muligt andet, og som lavede om på salmerne eller digtede dem forfra.
Det var i begyndelsen af det nittende århundrede, hvor alle disse forbrydelser fandt sted, og hvor forbryderne blomstrede på samfundets mark. De skød frem som støvbolde, og med dem også juristerne og sysselmændene, dommerne og fangevogterne.
Også sognefogederne havde nok at gøre, meget at se til, og de kunne let komme i klemme mellem de andre, mellem de dømte og dommerne, mellem forbryderne og magten, og nogle af dem omgikkes loven meget frit.
For forbryderne fandtes formildende omstændigheder. De betalte deres skat og behøvede ikke absolut at komme i vejen for sognefogederne. Sognefogederne sørgede for det sociale og for alt, der angik sognenes beboere. Værre var det, hvis sysselmændene kom ind i sagerne og sendte dem videre.
Magnús Stephensen optræder selvfølgelig i denne historie, forbrydelsernes historie. Magnús ønskede større mildhed i retssager, mindre hårdhed, mindre grusomhed. Derfor kom han på kant med diverse andre dommere, som foretrak at holde sig til de gamle regler og ikke kunne se noget forkasteligt i pisk og endnu hårdere straffe.
Faktisk tværtimod.
3
Men disse to ting, det at ønske milde domme og det at lave om på salmerne og digte dem forfra, var i fuld overensstemmelse med de nye strømninger, der gik gennem verden og kaldes oplysning og kultur.
Denne tid kaldes for oplysningstiden, undertiden for oplysningens århundrede, men også forbrydelsernes århundrede. Forbrydelsernes århundrede anses for at have varet i tredive år, nogle gange mere, nogle gange mindre.
Som regel siger man, at forbrydelsernes århundrede gik fra 1800 til 1830, selvfølgelig med sin prolog og sin epilog. Årstallet 1830 fastsættes efter den sidste offentlige henrettelse i Island.
Den fandt sted oppe nordpå, men allerede ved århundredets begyndelse kom store kriminalsager op rundtomkring i landet, mange af dem uskønne. Ufredsmænd vadede omkring og gik som en brand over landet. Eller sådan blev det formuleret.
Lærde mænd hævdede, at der knap nok fandtes den plet i hele landet, hvor lovgivningsmagten ikke blev nødt til at bryde ind og forlige stridende parter. Mest mærkede man til forbrydere i Árnessyssel og Húnavatnssyssel. Dér fandt den sidste henrettelse sted.
Med forbrydelsernes århundrede fulgte en strøm af straffe, og det på trods af at et og andet tydede på en udvikling til det bedre i den henseende, både som følge af Magnús Stephensens forslag og som følge af forskellige forordninger udefra, fra kongen og hans mænd.
Der blev anvendt kagstrygning, piskning op ad en pæl, slag med ris, nogle gange ti slag med ris, men gerne tre gange syvogtyve, hvilket i realiteten ville sige enogfirs. Tallet syvogtyve refererer til, at der blev holdt pauser mellem slagene så straffen blev eksekveret ad flere omgange.
Storforbrydere blev brændemærket i panden og sat til at pukle livslangt i Københavns fængsler, hvis de da ikke mistede hovederne, som skulle sættes på en stage eller noget andet lige så smagfuldt.
Mange kraftige ord fløj fra landsoverretsdommernes læber. Foran dem stod mestertyve, delinkventer, mænd med et plettet rygte, velbekendte med utallige ugerninger, uærligheder og urimeligheder.
Sådan ytrede magten sig.
ANDET KAPITEL
1
Inden vi fortsætter, bliver jeg nødt til at oplyse, at de ligefremme ord her i begyndelsen om samfundet og forbryderne ikke stammer fra mig, men fra gamle Oddur Benediktsson, pastor Oddur Benediktsson, præsten himself.
Det er ham, der siger, at det er en særlig lykke for samfundet at have sine forbrydere, og ikke bare forbrydere, men storforbrydere. På dette hviler de enkelte steders lykke, i hvert fald lykken for Árnessyssel.
Pastor Oddur kendte udmærket til de sager, der fortælles om her, eller de fleste af dem. Om ham blev det sagt, at han var den mest løgnagtige mand i Island, og det blev langtfra sagt i nogen nedsættende mening. Der mentes snarere, at han havde mange ting at fortælle om.
Citatet fra pastor Oddur hidrører fra hans biografi. Den er i tre bind og hedder slet og ret Oddur Benediktssons livshistorie, undertiden omtalt som Provst Oddur Benediktssons livshistorie.
Den findes i adskillige udgaver og nød i sin tid stor yndest. Hvert bind har sin egen titel og udgør i grunden en bog for sig. Første bog hedder Gode tider. Herfra stammer citatet om samfundet og forbryderne, de kongelige forbrydere.
Selv om det er godt formuleret af pastor Oddur, lyder det ligesom alt muligt andet sludder, ikke uden lighed med begyndelsen til År og dage i Brattekåd af Halldór Laxness: ”En klog mand har sagt, at næst efter at miste deres mor er der ikke noget, små børn har bedre af end at miste deres far.”
Hvem var denne kloge mand? Og hvis han har eksisteret, hvori bestod da hans klogskab? I det mindste er det kun få personer i denne fortælling, som vil give ham medhold i hans visdom og påstå, at deres hjælpeløshed har reddet dem eller deres forældreløshed frelst dem.
Vi kunne passende spørge Blinde Óli, hvis rigtige navn var Ólafur Hákonarson, og som henslæbte sit liv i en ussel rønne ved kysten i Tangavik med sin bredskyggede hat og alle sine besynderlige ideer i hovedet.
Vi kunne spørge Jóna Jónsdóttir, som samme Óli tog til sig, uden at hun havde andet valg. Var hun datter af Blinde Óli? Var hun hans kone? Hans husholderske? Tjenestekvinde? Det hele eller slet ingenting?
Det var på initiativ af sognefoged Ellert Sivertsen, som oprindelig hed Ellert Sigurdsson, at Óli tog Jóna til sig, netop fordi hun var forældreløs og hverken havde en far eller en mor.
Men det kom dertil, at hun gjorde oprør. Hun sagde nej.
2
Vi kunne også spørge: Hvad er det, der er så specielt ved forbrydere? Og hvad er en kongelig forbryder? Hvem begår kongelige forbrydelser, og hvad slags forbrydelser er det? Hvordan bærer forbrydere sig ad med at gøre hele sysler lykkelige? Og hvis vi skal komme nærmere ind på det: Hvad er et lykkeligt syssel?
Ólafur Hákonarson, eller Blinde Óli, mistede synet under pestepidemien 1786, to år efter at Skaftåudbruddene sluttede efter at have varet i et helt år. Dengang revnede jordskorpen vest for Vatnajökull.
Det er svært at udelade tilnavnet Den Blinde, for han blev aldrig kaldt andet end Blinde Óli, i alle kilder, overalt. Der er alligevel ikke noget at spørge om; tilnavnet afspejler de synspunkter, som var de herskende, når det angik dem, der havde invaliditet at slås med, var blinde, tunghøre eller på anden måde handicappede. Folk blev opkaldt efter deres handicap og deres svagheder.
Ikke desto mindre blev blindheden på en eller anden måde Ólis livsgrundlag, eller han gjorde den til sit livsgrundlag og vendte den til sin fordel, hvis man kan sige det på den måde.
Det var ikke ham, der skulle passe på, når han spyttede, men dem, der blev ramt af hans spytklat. Han hadede folk og spyttede på dem. Dem, som han spyttede på, kunne passe på, for de havde jo deres syn.
Blinde Óli gik ind i huse og butikker og medbragte ting og sager, når han forlod dem, og hvis han blev grebet på fersk gerning, fremførte han blindheden til sit forsvar. Han havde ikke set, hvad han tog, og vidste ikke, at han havde det med sig, og sagde, at han ville undersøge det, når han kom hjem.
Blinde Óli omtales i en lang række kilder fra Sydlandet, fra Árnessyssel, men selv om han blev involveret i diverse kriminalsager i syslet, slap han for dom, når dommene faldt.
Når forbrydelserne blev trevlet op fra ende til anden og de, som begik dem, blev dømt, så slap Óli. Kongen i Danmark ville ikke engang lade ham piske, og det hang sammen med, at han var blind.
Konger pisker ikke blinde mænd. Han slap endda for at begå de forbrydelser, som han fik ideerne til. Den, som nyder flammerne, er ikke altid den samme, som har sat ild til.
Sådan er det ofte i historien. Ideens ophavsmand får ikke lejlighed til at bringe sin idé til udførelse, og det passer ham udmærket, i det mindste i dette tilfælde.
Det er unødvendigt at nævne, at kongen i Danmark var konge over Island, og på den tid, hvor disse fortællinger udspiller sig, drejede det sig om to: Christian den Syvende og hans søn, Frederik den Sjette.
3
Jóna Jónsdóttir, den unge pige, som en skønne dag dukkede op i den usle rønne hos Óli, siges at have været frisk at se til og var faktisk tindrende smuk, ikke mindst når solstrålerne faldt igennem det sorte hår og hendes ansigtet spillede i lyset.
Det var ved de tider, da solstrålerne skyllede ned over Tangavik og bølgerne begyndte i strandkanten og Jónastod på kysten ved havet og ventede på Óli.
Óli var på det tidspunkt netop kommet i land, og matroserne drillede Jóna, gantedes med hende, og hun lod dem høre for det, de forbandede fæhoveder, men som regel var det i en let tone, i forhold til så meget andet, og forklaringen på, at hun blev omtalt som frisk.
Jo, hun kunne svare for sig, den Jóna! Hun kunne skrige som en fugl, som en måge, der breder sine vinger ud, og hun svævede rundt i deres drømme, så fremmed og vilter.
Jóna plejede at tage imod Ólis fisk og bære dem op på grusbanken og hjælpe ham med at flå dem og tømme dem for indvolde og gøre dem klar til tørring.
Af Blinde Óli lærte hun at håndtere ordene; nogle kaldte hende sludrevorn og næsvis. Jóna kunne digte vers, og folk ville nødig være oppe imod hende, hvad det angik. Hendes vers og strofer var så fuldkomne i formen, at folk huskede dem, og de blev hængende ved de personer, som der blev digtet om.
Dengang spillede vers en større rolle, end de gør i dag, nidvers, spottevers, men Jóna måtte også selv finde sig i mange spottende gloser fra andre i den lille fiskerby, fra drenge og piger, men også fra de voksne.
Hun hørte tit, hvordan der blev råbt ad hende fra huse og haver, fra fisketørringsstativer og barakker til søens folk, og uden for butikken stod mændene og kunne være grove i munden, ikke mindst hvis de havde drukket.
Så turde de gå hårdt til piger som Jóna, for hun var i grunden en af deres, en fiskeforarbejdningspige, og var ikke spor bange for at lade dem høre det. Hun gik til modangreb, og undertiden dem begge to, hun og Óli.
Blinde Óli havde munden siddende neden for næsen, som man sagde, og kunne være virkelig grim i mælet, hvis det kom an på det, også over for Jóna.
”Ja, glo du bare på mig, dit utyske, jeg har ikke tænkt mig at æde dig,” sagde han til børn, hvis de stirrede på ham. ”Jeg kunne sagtens finde på det,” tilføjede han, ”men jeg er ikke sulten.”
Óli kunne med det samme mærke, hvis nogen gloede på ham, selv om han var blind, og man behøvede ikke engang glo på ham, før han lod ord som disse falde, og de børn, han sagde det til, glemte det aldrig.
Hans mest berømte replik var selvfølgelig den, når han spyttede og gav dem, som havde synet, besked om at passe på. Mange tog anstød af hans måde at udtrykke sig på, mens andre morede sig over den. Nogle tænkte både-og, fandt det skændigt at tale sådan, men grinede samtidig ad udtryksmåden.
Hvis Óli blev nødt til at vente på Jóna med fiskene i strandkanten, med sin andel af fangsten, eller på den lille plads, hvor de forarbejdede dem, så sagde han: ”Hvornår mon hun kommer, det forbandede afskum? Nej, hun kommer ikke. Hvad satan bilder hun sig ind?”
Så sparkede han til fiskene og ønskede dem alt muligt ondt, at de var kommet ned til Satan, hvor alting stammede fra.
Så kunne det ske, at en eller anden kom og stjal fiskene eller de bare blev liggende dér og havet kom og tog dem tilbage, men som regel kom Jóna. Det var først, da oprørsstemningen greb hende, at hun lod Óli mærke, hvad det betød, hvis hun manglede.
TREDJE KAPITEL
1
Sigrún Karlsdóttir, eller Sigga Søstærk, som hun blev kaldt, fik Steinar til at tilstå. Han var nu ellers den eneste af forbryderne, som ikke tog på fiskeri med hende, skønt det ikke var for ingenting, at hun fik tilnavnet Søstærk.
Steinar havde andre ting at se til end at slås mod elementerne med to åreblade, som han formulerede det.
Kongen benådede ham efter tolv år i Stokhuset, på sin kones fødselsdag eller noget i den retning.
Om Steinar kan fortælles en lang historie, både fra tiden før dommen og efter.
Hans far, Jón Grímsson, boede på Lille-Hvammur i bygden Hvammur, som henregnes under Tangavik, selv om den bærer sit eget navn.
Jón Grímsson var en ven af Blinde Óli, nogle siger den eneste, om end det venskab var af en særlig slags. Det fortaltes, at de sad sammen på Jóns værksted og misundte andre. Steinar overtog Óli, da Jón Grímsson var død, og det blev efterhånden sådan, at de unge fyre, Steinars slæng, lagde øre til Blinde Ólis budskaber.
Gennem bygden Hvammur løb en lille å eller bæk, Hvammsåen, et beskedent vandløb, som imidlertid kunne blive kraftigt, eksempelvis når havet gik over sine bredder og uvejret syntes at ville rive alting med sig.
Bygden blev stadig mere spredt, jo længere østpå man kom. Så gik den over i kålgårde og tun, arealer med græsvækst mellem små lavaformationer. Dér var der opstået kær og små søer, hvor svaner svømmede rundt ligesom i eventyr.
2
Jón Grímsson var håndværker og blev anset for dygtig til sit fag, men havde ry for at være urimeligt nærig og påholdende. Han sparede på alting til sig og sine, især til sine. Hans kone hed Fridbjörg Hjartardóttir og var mor til Steinar.
I Tangavik og rundtom i Árnessyssel gik der den historie, at hun engang sagde til sin mand, at der var noget, hun godt ville tale med ham om, og bad ham give lidt af sit træ til en ligkiste til hendes bror, som var druknet under fiskeri fra en robåd.
Jón Grímsson afviste det pure. Ham hendes bror kunne ligge, som det passede ham, og havde han brug for en kiste, var det ikke Jóns problem.
”Det er ikke min opgave at rende og bygge kister til ham din bror,” sagde Jón, men hans kone, Fridbjörg, rettede sig ikke efter ham og tog sagen i egen hånd.
Fridbjörg var datter af Hjörtur, som blev kaldt for Hovmesteren. Han havde stået for madlavningen på skolen i Skálholt. Han forsvandt med en skude, og lang tid senere kom der efterretninger om ham fra Holland. Dér var han blevet værtshusholder og talte et ret så besynderligt sprog.
Fridbjörg lod sig ikke sådan koste med. Hun gav det nødvendige træ ikke bare til en ligkiste til sin bror, men også til fire andre kister til de fire andre, som var druknet. Så mistede Jón Grímsson besindelsen. Han forfulgte sin kone gennem hele bygden Hvammur og frem og tilbage gennem Tangavik og indhentede hende til sidst uden for købmandshuset i Tangavik, hvor han tævede hende med en stok og bed hende.
”Det vil jeg ikke finde mig i,” sagde Fridbjörg og truede med at gå fra Jón, hvad der fik ham til at briste i gråd og bitterligt fortryde. Han forærede hende træ som til hele ti kister og trøstede hende med tobak, og derefter var de forligte for en tid.
Det var hans form for forsoning, midlertidig anger og tobak, og det stillede Fridbjörg sig længe tilfreds med. Tobak var dengang folks vigtigste tidsfordriv og rusmiddel, en hel del mere almindeligt end brændevin, som ellers også var meget udbredt.
Folk tyggede tobak og spyttede af samme grund overalt. Men det endte med, at Fridbjörg fik nok af det hele, Jóns nærighed, hans heftige temperament og tobakken, og gik fra ham og forsvandt til en anden egn. Med en anden mand, er der nogle, der siger.
Da blev Jón Grímssons fortvivlelse så voldsom, at han lukkede sig inde på værkstedet og satte ild til det. Det var hans hensigt at dø, men han blev med nød og næppe reddet af sin nabo Karl Einarsson, kaldet Spøgelses-Karl.
Spøgelses-Karl var far til Sigrún Karlsdóttir, Sigga Søstærk, som allerede er omtalt. De blev forfulgt af genfærdet til en ung mand, som kom flakkende fra et sted ovre østpå, og som optager os meget, fordi vi ved, hvem den unge mand var, nemlig Eirikur Traustason, som stadig huserer på egnen. Sigrún og Steinar blev faktisk gode venner, selv om deres sind ikke passede sammen, og hun nåede at snakke med Jón Grímsson, som alle kendte.
Jón Grímsson forstod sig særlig godt på spøgelser og deres adfærd. Dog går der ingen historier om, at han selv skal have gået igen, da det kom dertil, men han kendte mange spøgelser, nogle af dem personligt
Karl Einarsson så flammerne stige op og røgen lægge sig over bygden. Karl satte skulderen til døren og sprængte den, gik ind, greb fat i Jón og bar ham ud. Jón Grímsson var på det nærmeste kvalt og lå syg længe efter.
Under disse omstændigheder voksede Steinar og hans to brødre op. I et eller andet omfang arvede Steinar sin fars ilterhed, men det var den gængse opfattelse at han kunne være blevet et dueligt menneske, hvis han havde fået en god opvækst.
Det kan vi kun tilslutte os, men sådan var tingene i almindelighed indrettet på den tid, som det handler om her. Folk fik ikke altid det, de fortjente.
I starten af 1800-tallet hærgede gruppe af kriminelle de nyligt etablerede bysamfund i Island. Gruppen bestod af det værste afskum, og de blev straffet med hårde straffe under kummerlige forhold.
I Islandske forbrydere udfolder Einar Már Gudmundsson en vild fortælling med et gribende persongalleri, hvis skæbner gennem hele fortællingen vikler sig ind og ud af hinanden.
Du kan blandt andet møde datteren af en vildfaren dansk købmand, der bliver sømand og – trods strenge forbud mod at klæde sig i mandetøj – insisterer på at bære matrossættet med oprejst pande.
Har du fået blod på tanden? Så frygt ej! Der er flere gode krimier der venter på dig her.
I den medrivende roman Islandske forbrydere udfolder Einar Már Gudmundsson en vild fortælling om de mennesker på kant med loven, som rokkede normerne på Island i 1800-tallet. Læs et uddrag af bogen her.
I Islandske forbrydere kommer du tæt på en periode i Islands historie, hvor en gruppe forbrydere hærgede de nyetablerede byer i landet. Dette utilpassede afskum, som man beskrev forbryderne som, fik lange og hårde straffe, og det blev tydeligt, at samfundet ville gå langt for at stoppe kriminaliteten.
Einar Már Gudmundsson skaber en beskrivende og fantastisk fortælling om, hvem disse forbrydere, som levede på samfundets kant, egentlig var.
LÆS OGSÅ: Einar Már Guðmundsson: At være digter er en rejse ud i det uvisse
I bogen fletter karakterernes farverige skæbner sig ind og ud af hinanden, og man møder blandt andet datteren af en vildfaren dansk købmand, der bliver sømand og – trods strenge forbud mod at klæde sig i mandetøj – insisterer på at bære matrossættet med oprejst pande.
Du kan læse et uddrag af bogen herunder.
Du kan købe Islandske forbrydere online, fx. på Bog&idé.dk, eller i din nærmeste boghandel fra d. 27 oktober.
Einar Már Gudmundsson
Islandske forbrydere
FØRSTE KAPITEL
1
”Jeg anser det for en betragtelig lykke for ethvert samfund at have et vist antal storforbrydere. Árnessyssel var endda så lykkeligt at have haft nogle enkelte kongelige forbrydere.”
Sådan begynder denne fortælling. Sådan begynder jeg nu. Og dog er ordene ikke mine. ”Desværre,” kunne jeg sige, eller burde jeg måske sige, for det er godt formuleret; hvis dette altså er en målestok, det at formulere sig godt.
Nogle hævder, at det er formålet med fortællinger, at de er godt formulerede eller velskrevne. At sådan skal det være. At det ikke er et spørgsmål om, hvad der bliver fortalt om, men hvordan.
Det er jeg ikke absolut enig i, men heller ikke helt uenig. Det vil dog ikke sige, at jeg synes, at det burde være omvendt, sådan at fortællinger skal være dårligt skrevne eller dårligt formulerede.
Vi siger selvfølgelig ”Nej tak!” til det, man kalder makværker i romaner og kalder for klicheer i lyrik. Vi siger ”Nej tak!” til så meget. Det gjorde forbryderne også, selv de kongelige, både i Árnessyssel og andre steder.
Nej’et er vores trods og frihed. Det er som det første ord i sproget, meningen med alfabetet og hele livet på disse kanter. I kulden siger vi nej, i mørket siger vi nej, og kan ikke andet, når det lysner og solen skinner og det bliver lunere. Nej!
Af alle de forbrydere, som optræder i denne historie, blev fire sendt ud af landet, til kongens fangehuller. To af dem kom tilbage. De andre to døde nede i København, den ene på et skafot, den anden i sin celle.
Faktisk var der flere, der havnede i kongens fangehuller, men disse fire var fra Árnessyssel, fra samme sag, røveriet på Holt.
Derudover var der én fra en anden sag, lidt tidligere ude, hvilket giver fem fra Árnessyssel, som var så lykkeligt at ”have et pænt antal storforbrydere”.
Den sjette, som optræder i denne historie og blev sendt udenlands og i fængsel, stammede nordfra, fra Húnavatnssyssel. Også dér var folk fremme i skoene på forbryderfeltet, ikke mindre end i Árnessyssel hernede sydpå.
Forbryderne! De sagde nej. De sagde alle sammen nej. De sagde nej til magten og disciplinen, til den herskende tingenes tilstand. Ikke desto mindre begik de forbrydelser, nogle flere end én, ja, mange endda.
2
”Nej!” siger jeg for at mærke effekten af ordet, føle på budskabet, røre ved modstanden, ved det oprør, som her fandt sted. Oprøret, det var måske ikke meget andet end et nej, måske to, små eller store efter omstændighederne.
Dette har vi tænkt os at undersøge, i denne fortælling og flere andre. Der er meget at fortælle om, og det er ikke alt, der kommer med. Man kan altid lægge flere historier til sin vækst.
Og alt sammen bestemmes dette af vinden, vinden, som fyger ordene ned på arkene, historiens vind.
Når jeg hører ordet nej i forbindelse med de sager, som kom op her, kommer jeg først til at tænke på de salmer, der blev sunget, eller rettere sagt, jeg kommer til at tænke på Magnús Stephensen, som var overdommer i Landsoverretten, men også gjorde alt muligt andet, og som lavede om på salmerne eller digtede dem forfra.
Det var i begyndelsen af det nittende århundrede, hvor alle disse forbrydelser fandt sted, og hvor forbryderne blomstrede på samfundets mark. De skød frem som støvbolde, og med dem også juristerne og sysselmændene, dommerne og fangevogterne.
Også sognefogederne havde nok at gøre, meget at se til, og de kunne let komme i klemme mellem de andre, mellem de dømte og dommerne, mellem forbryderne og magten, og nogle af dem omgikkes loven meget frit.
For forbryderne fandtes formildende omstændigheder. De betalte deres skat og behøvede ikke absolut at komme i vejen for sognefogederne. Sognefogederne sørgede for det sociale og for alt, der angik sognenes beboere. Værre var det, hvis sysselmændene kom ind i sagerne og sendte dem videre.
Magnús Stephensen optræder selvfølgelig i denne historie, forbrydelsernes historie. Magnús ønskede større mildhed i retssager, mindre hårdhed, mindre grusomhed. Derfor kom han på kant med diverse andre dommere, som foretrak at holde sig til de gamle regler og ikke kunne se noget forkasteligt i pisk og endnu hårdere straffe.
Faktisk tværtimod.
3
Men disse to ting, det at ønske milde domme og det at lave om på salmerne og digte dem forfra, var i fuld overensstemmelse med de nye strømninger, der gik gennem verden og kaldes oplysning og kultur.
Denne tid kaldes for oplysningstiden, undertiden for oplysningens århundrede, men også forbrydelsernes århundrede. Forbrydelsernes århundrede anses for at have varet i tredive år, nogle gange mere, nogle gange mindre.
Som regel siger man, at forbrydelsernes århundrede gik fra 1800 til 1830, selvfølgelig med sin prolog og sin epilog. Årstallet 1830 fastsættes efter den sidste offentlige henrettelse i Island.
Den fandt sted oppe nordpå, men allerede ved århundredets begyndelse kom store kriminalsager op rundtomkring i landet, mange af dem uskønne. Ufredsmænd vadede omkring og gik som en brand over landet. Eller sådan blev det formuleret.
Lærde mænd hævdede, at der knap nok fandtes den plet i hele landet, hvor lovgivningsmagten ikke blev nødt til at bryde ind og forlige stridende parter. Mest mærkede man til forbrydere i Árnessyssel og Húnavatnssyssel. Dér fandt den sidste henrettelse sted.
Med forbrydelsernes århundrede fulgte en strøm af straffe, og det på trods af at et og andet tydede på en udvikling til det bedre i den henseende, både som følge af Magnús Stephensens forslag og som følge af forskellige forordninger udefra, fra kongen og hans mænd.
Der blev anvendt kagstrygning, piskning op ad en pæl, slag med ris, nogle gange ti slag med ris, men gerne tre gange syvogtyve, hvilket i realiteten ville sige enogfirs. Tallet syvogtyve refererer til, at der blev holdt pauser mellem slagene så straffen blev eksekveret ad flere omgange.
Storforbrydere blev brændemærket i panden og sat til at pukle livslangt i Københavns fængsler, hvis de da ikke mistede hovederne, som skulle sættes på en stage eller noget andet lige så smagfuldt.
Mange kraftige ord fløj fra landsoverretsdommernes læber. Foran dem stod mestertyve, delinkventer, mænd med et plettet rygte, velbekendte med utallige ugerninger, uærligheder og urimeligheder.
Sådan ytrede magten sig.
ANDET KAPITEL
1
Inden vi fortsætter, bliver jeg nødt til at oplyse, at de ligefremme ord her i begyndelsen om samfundet og forbryderne ikke stammer fra mig, men fra gamle Oddur Benediktsson, pastor Oddur Benediktsson, præsten himself.
Det er ham, der siger, at det er en særlig lykke for samfundet at have sine forbrydere, og ikke bare forbrydere, men storforbrydere. På dette hviler de enkelte steders lykke, i hvert fald lykken for Árnessyssel.
Pastor Oddur kendte udmærket til de sager, der fortælles om her, eller de fleste af dem. Om ham blev det sagt, at han var den mest løgnagtige mand i Island, og det blev langtfra sagt i nogen nedsættende mening. Der mentes snarere, at han havde mange ting at fortælle om.
Citatet fra pastor Oddur hidrører fra hans biografi. Den er i tre bind og hedder slet og ret Oddur Benediktssons livshistorie, undertiden omtalt som Provst Oddur Benediktssons livshistorie.
Den findes i adskillige udgaver og nød i sin tid stor yndest. Hvert bind har sin egen titel og udgør i grunden en bog for sig. Første bog hedder Gode tider. Herfra stammer citatet om samfundet og forbryderne, de kongelige forbrydere.
Selv om det er godt formuleret af pastor Oddur, lyder det ligesom alt muligt andet sludder, ikke uden lighed med begyndelsen til År og dage i Brattekåd af Halldór Laxness: ”En klog mand har sagt, at næst efter at miste deres mor er der ikke noget, små børn har bedre af end at miste deres far.”
Hvem var denne kloge mand? Og hvis han har eksisteret, hvori bestod da hans klogskab? I det mindste er det kun få personer i denne fortælling, som vil give ham medhold i hans visdom og påstå, at deres hjælpeløshed har reddet dem eller deres forældreløshed frelst dem.
Vi kunne passende spørge Blinde Óli, hvis rigtige navn var Ólafur Hákonarson, og som henslæbte sit liv i en ussel rønne ved kysten i Tangavik med sin bredskyggede hat og alle sine besynderlige ideer i hovedet.
Vi kunne spørge Jóna Jónsdóttir, som samme Óli tog til sig, uden at hun havde andet valg. Var hun datter af Blinde Óli? Var hun hans kone? Hans husholderske? Tjenestekvinde? Det hele eller slet ingenting?
Det var på initiativ af sognefoged Ellert Sivertsen, som oprindelig hed Ellert Sigurdsson, at Óli tog Jóna til sig, netop fordi hun var forældreløs og hverken havde en far eller en mor.
Men det kom dertil, at hun gjorde oprør. Hun sagde nej.
2
Vi kunne også spørge: Hvad er det, der er så specielt ved forbrydere? Og hvad er en kongelig forbryder? Hvem begår kongelige forbrydelser, og hvad slags forbrydelser er det? Hvordan bærer forbrydere sig ad med at gøre hele sysler lykkelige? Og hvis vi skal komme nærmere ind på det: Hvad er et lykkeligt syssel?
Ólafur Hákonarson, eller Blinde Óli, mistede synet under pestepidemien 1786, to år efter at Skaftåudbruddene sluttede efter at have varet i et helt år. Dengang revnede jordskorpen vest for Vatnajökull.
Det er svært at udelade tilnavnet Den Blinde, for han blev aldrig kaldt andet end Blinde Óli, i alle kilder, overalt. Der er alligevel ikke noget at spørge om; tilnavnet afspejler de synspunkter, som var de herskende, når det angik dem, der havde invaliditet at slås med, var blinde, tunghøre eller på anden måde handicappede. Folk blev opkaldt efter deres handicap og deres svagheder.
Ikke desto mindre blev blindheden på en eller anden måde Ólis livsgrundlag, eller han gjorde den til sit livsgrundlag og vendte den til sin fordel, hvis man kan sige det på den måde.
Det var ikke ham, der skulle passe på, når han spyttede, men dem, der blev ramt af hans spytklat. Han hadede folk og spyttede på dem. Dem, som han spyttede på, kunne passe på, for de havde jo deres syn.
Blinde Óli gik ind i huse og butikker og medbragte ting og sager, når han forlod dem, og hvis han blev grebet på fersk gerning, fremførte han blindheden til sit forsvar. Han havde ikke set, hvad han tog, og vidste ikke, at han havde det med sig, og sagde, at han ville undersøge det, når han kom hjem.
Blinde Óli omtales i en lang række kilder fra Sydlandet, fra Árnessyssel, men selv om han blev involveret i diverse kriminalsager i syslet, slap han for dom, når dommene faldt.
Når forbrydelserne blev trevlet op fra ende til anden og de, som begik dem, blev dømt, så slap Óli. Kongen i Danmark ville ikke engang lade ham piske, og det hang sammen med, at han var blind.
Konger pisker ikke blinde mænd. Han slap endda for at begå de forbrydelser, som han fik ideerne til. Den, som nyder flammerne, er ikke altid den samme, som har sat ild til.
Sådan er det ofte i historien. Ideens ophavsmand får ikke lejlighed til at bringe sin idé til udførelse, og det passer ham udmærket, i det mindste i dette tilfælde.
Det er unødvendigt at nævne, at kongen i Danmark var konge over Island, og på den tid, hvor disse fortællinger udspiller sig, drejede det sig om to: Christian den Syvende og hans søn, Frederik den Sjette.
3
Jóna Jónsdóttir, den unge pige, som en skønne dag dukkede op i den usle rønne hos Óli, siges at have været frisk at se til og var faktisk tindrende smuk, ikke mindst når solstrålerne faldt igennem det sorte hår og hendes ansigtet spillede i lyset.
Det var ved de tider, da solstrålerne skyllede ned over Tangavik og bølgerne begyndte i strandkanten og Jónastod på kysten ved havet og ventede på Óli.
Óli var på det tidspunkt netop kommet i land, og matroserne drillede Jóna, gantedes med hende, og hun lod dem høre for det, de forbandede fæhoveder, men som regel var det i en let tone, i forhold til så meget andet, og forklaringen på, at hun blev omtalt som frisk.
Jo, hun kunne svare for sig, den Jóna! Hun kunne skrige som en fugl, som en måge, der breder sine vinger ud, og hun svævede rundt i deres drømme, så fremmed og vilter.
Jóna plejede at tage imod Ólis fisk og bære dem op på grusbanken og hjælpe ham med at flå dem og tømme dem for indvolde og gøre dem klar til tørring.
Af Blinde Óli lærte hun at håndtere ordene; nogle kaldte hende sludrevorn og næsvis. Jóna kunne digte vers, og folk ville nødig være oppe imod hende, hvad det angik. Hendes vers og strofer var så fuldkomne i formen, at folk huskede dem, og de blev hængende ved de personer, som der blev digtet om.
Dengang spillede vers en større rolle, end de gør i dag, nidvers, spottevers, men Jóna måtte også selv finde sig i mange spottende gloser fra andre i den lille fiskerby, fra drenge og piger, men også fra de voksne.
Hun hørte tit, hvordan der blev råbt ad hende fra huse og haver, fra fisketørringsstativer og barakker til søens folk, og uden for butikken stod mændene og kunne være grove i munden, ikke mindst hvis de havde drukket.
Så turde de gå hårdt til piger som Jóna, for hun var i grunden en af deres, en fiskeforarbejdningspige, og var ikke spor bange for at lade dem høre det. Hun gik til modangreb, og undertiden dem begge to, hun og Óli.
Blinde Óli havde munden siddende neden for næsen, som man sagde, og kunne være virkelig grim i mælet, hvis det kom an på det, også over for Jóna.
”Ja, glo du bare på mig, dit utyske, jeg har ikke tænkt mig at æde dig,” sagde han til børn, hvis de stirrede på ham. ”Jeg kunne sagtens finde på det,” tilføjede han, ”men jeg er ikke sulten.”
Óli kunne med det samme mærke, hvis nogen gloede på ham, selv om han var blind, og man behøvede ikke engang glo på ham, før han lod ord som disse falde, og de børn, han sagde det til, glemte det aldrig.
Hans mest berømte replik var selvfølgelig den, når han spyttede og gav dem, som havde synet, besked om at passe på. Mange tog anstød af hans måde at udtrykke sig på, mens andre morede sig over den. Nogle tænkte både-og, fandt det skændigt at tale sådan, men grinede samtidig ad udtryksmåden.
Hvis Óli blev nødt til at vente på Jóna med fiskene i strandkanten, med sin andel af fangsten, eller på den lille plads, hvor de forarbejdede dem, så sagde han: ”Hvornår mon hun kommer, det forbandede afskum? Nej, hun kommer ikke. Hvad satan bilder hun sig ind?”
Så sparkede han til fiskene og ønskede dem alt muligt ondt, at de var kommet ned til Satan, hvor alting stammede fra.
Så kunne det ske, at en eller anden kom og stjal fiskene eller de bare blev liggende dér og havet kom og tog dem tilbage, men som regel kom Jóna. Det var først, da oprørsstemningen greb hende, at hun lod Óli mærke, hvad det betød, hvis hun manglede.
TREDJE KAPITEL
1
Sigrún Karlsdóttir, eller Sigga Søstærk, som hun blev kaldt, fik Steinar til at tilstå. Han var nu ellers den eneste af forbryderne, som ikke tog på fiskeri med hende, skønt det ikke var for ingenting, at hun fik tilnavnet Søstærk.
Steinar havde andre ting at se til end at slås mod elementerne med to åreblade, som han formulerede det.
Kongen benådede ham efter tolv år i Stokhuset, på sin kones fødselsdag eller noget i den retning.
Om Steinar kan fortælles en lang historie, både fra tiden før dommen og efter.
Hans far, Jón Grímsson, boede på Lille-Hvammur i bygden Hvammur, som henregnes under Tangavik, selv om den bærer sit eget navn.
Jón Grímsson var en ven af Blinde Óli, nogle siger den eneste, om end det venskab var af en særlig slags. Det fortaltes, at de sad sammen på Jóns værksted og misundte andre. Steinar overtog Óli, da Jón Grímsson var død, og det blev efterhånden sådan, at de unge fyre, Steinars slæng, lagde øre til Blinde Ólis budskaber.
Gennem bygden Hvammur løb en lille å eller bæk, Hvammsåen, et beskedent vandløb, som imidlertid kunne blive kraftigt, eksempelvis når havet gik over sine bredder og uvejret syntes at ville rive alting med sig.
Bygden blev stadig mere spredt, jo længere østpå man kom. Så gik den over i kålgårde og tun, arealer med græsvækst mellem små lavaformationer. Dér var der opstået kær og små søer, hvor svaner svømmede rundt ligesom i eventyr.
2
Jón Grímsson var håndværker og blev anset for dygtig til sit fag, men havde ry for at være urimeligt nærig og påholdende. Han sparede på alting til sig og sine, især til sine. Hans kone hed Fridbjörg Hjartardóttir og var mor til Steinar.
I Tangavik og rundtom i Árnessyssel gik der den historie, at hun engang sagde til sin mand, at der var noget, hun godt ville tale med ham om, og bad ham give lidt af sit træ til en ligkiste til hendes bror, som var druknet under fiskeri fra en robåd.
Jón Grímsson afviste det pure. Ham hendes bror kunne ligge, som det passede ham, og havde han brug for en kiste, var det ikke Jóns problem.
”Det er ikke min opgave at rende og bygge kister til ham din bror,” sagde Jón, men hans kone, Fridbjörg, rettede sig ikke efter ham og tog sagen i egen hånd.
Fridbjörg var datter af Hjörtur, som blev kaldt for Hovmesteren. Han havde stået for madlavningen på skolen i Skálholt. Han forsvandt med en skude, og lang tid senere kom der efterretninger om ham fra Holland. Dér var han blevet værtshusholder og talte et ret så besynderligt sprog.
Fridbjörg lod sig ikke sådan koste med. Hun gav det nødvendige træ ikke bare til en ligkiste til sin bror, men også til fire andre kister til de fire andre, som var druknet. Så mistede Jón Grímsson besindelsen. Han forfulgte sin kone gennem hele bygden Hvammur og frem og tilbage gennem Tangavik og indhentede hende til sidst uden for købmandshuset i Tangavik, hvor han tævede hende med en stok og bed hende.
”Det vil jeg ikke finde mig i,” sagde Fridbjörg og truede med at gå fra Jón, hvad der fik ham til at briste i gråd og bitterligt fortryde. Han forærede hende træ som til hele ti kister og trøstede hende med tobak, og derefter var de forligte for en tid.
Det var hans form for forsoning, midlertidig anger og tobak, og det stillede Fridbjörg sig længe tilfreds med. Tobak var dengang folks vigtigste tidsfordriv og rusmiddel, en hel del mere almindeligt end brændevin, som ellers også var meget udbredt.
Folk tyggede tobak og spyttede af samme grund overalt. Men det endte med, at Fridbjörg fik nok af det hele, Jóns nærighed, hans heftige temperament og tobakken, og gik fra ham og forsvandt til en anden egn. Med en anden mand, er der nogle, der siger.
Da blev Jón Grímssons fortvivlelse så voldsom, at han lukkede sig inde på værkstedet og satte ild til det. Det var hans hensigt at dø, men han blev med nød og næppe reddet af sin nabo Karl Einarsson, kaldet Spøgelses-Karl.
Spøgelses-Karl var far til Sigrún Karlsdóttir, Sigga Søstærk, som allerede er omtalt. De blev forfulgt af genfærdet til en ung mand, som kom flakkende fra et sted ovre østpå, og som optager os meget, fordi vi ved, hvem den unge mand var, nemlig Eirikur Traustason, som stadig huserer på egnen. Sigrún og Steinar blev faktisk gode venner, selv om deres sind ikke passede sammen, og hun nåede at snakke med Jón Grímsson, som alle kendte.
Jón Grímsson forstod sig særlig godt på spøgelser og deres adfærd. Dog går der ingen historier om, at han selv skal have gået igen, da det kom dertil, men han kendte mange spøgelser, nogle af dem personligt
Karl Einarsson så flammerne stige op og røgen lægge sig over bygden. Karl satte skulderen til døren og sprængte den, gik ind, greb fat i Jón og bar ham ud. Jón Grímsson var på det nærmeste kvalt og lå syg længe efter.
Under disse omstændigheder voksede Steinar og hans to brødre op. I et eller andet omfang arvede Steinar sin fars ilterhed, men det var den gængse opfattelse at han kunne være blevet et dueligt menneske, hvis han havde fået en god opvækst.
Det kan vi kun tilslutte os, men sådan var tingene i almindelighed indrettet på den tid, som det handler om her. Folk fik ikke altid det, de fortjente.
I starten af 1800-tallet hærgede gruppe af kriminelle de nyligt etablerede bysamfund i Island. Gruppen bestod af det værste afskum, og de blev straffet med hårde straffe under kummerlige forhold.
I Islandske forbrydere udfolder Einar Már Gudmundsson en vild fortælling med et gribende persongalleri, hvis skæbner gennem hele fortællingen vikler sig ind og ud af hinanden.
Du kan blandt andet møde datteren af en vildfaren dansk købmand, der bliver sømand og – trods strenge forbud mod at klæde sig i mandetøj – insisterer på at bære matrossættet med oprejst pande.
Du kan købe Islandske forbrydere online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Har du fået blod på tanden? Så frygt ej! Der er flere gode krimier der venter på dig her.
Andre læste også: